Ane Nielsdatter og Hans Pedersen.

(1859) 

 

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

 

 

ANE Nielsdatters Mand var Husmand. De boede i et lille Hus oppe ved Nykøbing Sjælland.

For at få til Udkommet måtte han daglig tage Arbejde rundt om på Gårdene, og hun måtte, foruden at hun passede alt hjemme både inden­ og udendørs, søge at tjene noget ekstra ved at gå Gårdmandskonerne til Hånde.

 

Ægteskabet var de første År hverken værre eller bedre, end den Slags Ægteskaber i Almindelighed er, hvor de begge to må slide hårdt i det for i det hele taget at kunne beholde Tag over Hovedet.

 

Så skete det ikke usædvanlige, at han begyndte at komme beruset hjem om Aftenen, og Pengene, han bragte med sig, blev færre.

 

Og hun fik sig en Kæreste, der var 20 År yngre end hun, en 26-årig Gårdskarl Hans Pedersen, der tjente på en Gård lige i Nærheden.

 

Heller ikke det gjorde naturligvis hendes Samliv med Manden bedre, og en Tanke om at tage ham af Dage tog efterhånden fastere Former og blev til Beslutning.

 

Da han en Forårsaften i 1859 kom hjem, sagde hun til ham, at hun havde fået et godt Middel til at fordrive utøj med, og rakte ham et Snapse­glas fuld af en brun Væske, som hun sagde, han skulle drikke.

 

Han syntes nok, at det ikke lugtede godt, men skyllede det dog ned. Han sagde, at det var noget "Satans stærkt Skidt", og gav sig til at hoste og spytte, men ud over at han havde lidt Opkastninger, tog han ingen Skade.

 

Væsken, han havde fået, var Skedevand blandet i Kreosot.

 

Nogen Tid efter beklagede han sig en Aften over, at Kaffen, hun havde givet ham, smagte dårligt. Han drak dog alligevel sin Portion og klagede ikke over at føle sig syg bagefter.

 

I Kaffen havde hun kommet Afskrab af Hovederne på en halv Snes Fosfor-svovlstikker.

 

Så gik der atter en Tid, til han en Nat klagede over at have ondt i Maven. Hun gav ham en Snaps, som hun sagde var en Medicin, der nok skulle hjælpe.

 

Den havde dog ikke den forønskede Virkning for nogen af dem: Han fik stærkere Smerter, men de fortog sig nogle Dage efter.

 

Denne Gang var det Kreosot-Tanddråber, hun havde givet ham.

 

Tre Gange havde hun nu forsøgt at tage Livet af sin Mand, uden Held. Så henvendte hun sig til Hans Pedersen og forlangte af ham, at han nu skulle tage Affære, for, som hun sagde: "Nu har jeg forgivet ham i tre Uger, uden at det har villet hjælpe; nu må du også gøre noget."

 

Han var højst uvillig dertil, da han ikke ville lægge Hånd på et andet Menneske, men hun blev ved med at trænge ind på ham, idet hun lok­kede ham med, at de bagefter skulle gifte sig med hinanden.

 

Men nu gjaldt det om at finde en Måde, der både var effektiv og samtidig så snedig, at de ikke ville blive opdaget.

 

De talte frem og tilbage om forskellige Metoder, men ingen af dem fandt de gode nok, hvortil vel nok i nogen Grad bidrog, at Hans Pedersen i sit Inderste nærede ikke ringe Betænkeligheder, ikke mindst for, hvordan de, skulle slippe helskindet fra det.

 

Så blev de enige om følgende Plan:

Når hendes Mand en Aften var kommet beruset hjem, skulle Hans Pedersen, der ofte besøgte dem, komme over, og hun skulle så traktere med Brændevin, så Manden blev endnu mere fuld. Hans skulle så under et eller andet Påskud lokke ham op på Høloftet, og der skulle han skubbe til ham, så han faldt ned igennem Lemmen og slog sig ihjel på Stengulvet.

Det kunne da ingen finde mistænkeligt, mente de.

 

Det varede ikke ret længe, før Lejligheden bød sig.

Den 11. Juli kom Manden endnu mere beruset hjem, end han plejede. Hans Pedersen blev hentet, og Brændevinen kom på Bordet, og den stakkels Husmand blev nu så medtaget, at det havde sine store Vanskelig­heder at få ham gjort begribeligt, at de ønskede, at han skulle komme op på Loftet, og Besværligheder var der med at få ham hen til Stigen, der førte derop.

 

Det lykkedes imidlertid omsider. Hustruen og den lille Datter fulgte med over i Loen, men gik straks efter tilbage. Hans gik først op ad Stigen, men da Manden var kommet nogle Trin op, gled den. Om det var, fordi Hans skubbede til den, eller det var tilfældigt, blev aldrig oplyst, og han faldt ned på Gulvet, hvor han lå og jamrede sig.

 

Hans tog nu et Reb, der hang der; og snørede det fast, om hans Hals og gik så over i Huset, hvor Konen havde ventet i Spænding.

 

Hun tog ham om Halsen og sagde: "Nu kan jeg få dig for min egen."

De talte så om, hvorledes de skulle ordne alting, så de ikke skulle blive opdagede, og de huskede at tage Rebet af og hænge det på Plads.

Så tilkaldte de Naboerne.

 

En af dem, der havde været sammen med Afdøde om Eftermiddagen, fat­tede imidlertid Mistanke om, at alt ikke var, som det skulle være, og gik næste Morgen til Sognefogden, der straks gav Indberetning til Birkedommer de Svanenskjold, der kom til Stede og synede Liget.

 

Da Ligets Stilling, som Hustruen påstod, ikke var ændret, slet ikke pas­sede til, at Afdøde skulle være styrtet ned og der desuden var Mærker på Halsen, der kunne tyde på, at et Reb havde været benyttet, tog Dommeren ikke i Betænkning på Stedet at arrestere både Hustruen og Hans Pedersen.

 

Længe havde Hans ikke siddet i Arresten, før han aflagde Tilståelse og samtidig fortalte om de tre foregående Forsøg, Hustruen havde gjort på at forgive Manden.

 

At han havde forøvet Drabet, måtte han jo indrømme, men han påstod og fastholdt denne Påstand, at han kun havde gjort det, fordi hun var blevet ved med at presse på ham.

Selv sidste Aften havde han vægret sig ved at lægge Hånd på Manden, som han ikke havde noget som helst udestående med, men som tværtimod altid havde været god mod ham, men hun, var vedblevet med at sige, at skete det ikke i Aften, så skete det aldrig, og da de gik over i Loen, havde han ikke gjort op med sig selv, om han skulle gøre det eller ikke.

 

End ikke da han stod oppe på Høloftet, og Manden var ved at kravle op ad Stigen, havde han taget sin Beslutning, men så var Stigen gledet og Manden styrtet ned. Så var det for ham, som at det skulle ske, og så greb han den Lejlighed, der således var givet ham.

 

Og derefter kom også hendes Tilståelse.

 

Hun lagde på sin Side Skylden lige så meget på ham.

Han havde givet hende Ideen om at forgive Manden - hvad han bestemt nægtede - og han havde helt igennem drøftet med hende, hvorledes de skulle bære sig ad med at udføre Drabet, så at det ikke blev opdaget, og han havde været lige så ivrig som hun for, al det skulle blive til noget.

Ved Dommen blev de begge dømt til at have deres Liv forbrudt, og denne Dom blev stadfæstet både af Landsoverretten og af Højesteret.

En af de voterende Tilforordnede i Højesteret mente dog at burde ind­stille hende til ved Kongens Nåde at eftergives Livsstraffen mod livsvarigt Tugthusarbejde, eftersom hun havde erholdt Anvisning af Hans Pedersen til at forgive Manden, og Mordet ikke i Virkeligheden var blevet udført efter den af hende lagte Plan, og hun ikke umiddelbart havde deltaget i selve

Drabshandlingen, hvortil kom, at hun havde nydt en forsømt Opdragelse og Religionsundervisning, og at hun måtte antages at angre sin Forbrydelse.

 

For Hans Pedersens Vedkommende indstillede samtlige Voterende ham til Benådning, idet de anførte, at han ikke havde udført Drabet efter egent­ligt Overlæg, at han måtte antages overtalt af hende dertil, hvortil kom, at han kun er i Besiddelse af meget ringe åndelige Evner og en svag Ka­rakter og at han har udvist Anger over sin Forbrydelse.

 

Justitsministeriet, der bifaldt Indstillingerne, forelagde Sagen i et Ge­heime-Statsråd for Kongen, der resolverede, at begge de Domfældte skulle eftergives Livsstraffen mod at hensættes til Tugthusarbejde på Livstid.