Direktør Hagemann

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

Nr. 25 Fredag den 16. September 1910

Skrevet af K. C. Knudsen.

”Lad din venstre Hånd ikke

vide, hvad den højre gør!”

Når rig åndelig Begravelse falder sammen med Energi og Flid, bliver Resultatet altid noget, der rager op over Mængden.

Kommer så hertil Uegennytte og levende Forståelse af, hvad der gavner og glæder andre, så skal det nok vise sig, at et sådant Menneskes Livsgerning bliver til Lykke og Velsignelse for det Samfund, vedkommende tilhører og vier sin Gerning, ikke blot i nutid, men også i Fremtiden.

Gustav Adolf Hagemanns Liv og Gerninger er et slående Vidnesbyrd om Sandheden af ovenstående Bemærkninger.

Det er vanskeligt at få sammentrængt det allernødvendigste af den Mands omfattende Virksomhed; det kan kun i utilfredsstillende høj Grad blive spredte Træk hvor Pladsen er så begrænset som i dette Blads Spalter, medens Hensigten af Direktør Hagemanns Arbejdsmængde og Virkefelt.

Han er født på Rodstenseje den 16. Maj 1842 i Odder Sogn ved Aarhus. 1860 kom han på Polyteknisk Læreanstalt, hvor han særlig studerede Kemi under vor berømte Landsmand Jul. Thomsen, der tidlig blev opmærksom på den begavede energiske Elev. 1865 tog han Eksamen med Udmærkelse; men allerede forinden havde han arbejdet som Kemiker ved ”Øresunds Fabrikker”.

Herfra gik han til Amerika, hvor han vakte Opmærksomhed ved sine videnskabelige og praktiske Arbejder. Her fik han anlagt en Bromfabrik efter at have opdaget Brom i Saltværkernes Moderlud og i Petroleumskildernes Vand.

I Videnskabens Verden er hans Navn bevaret fra disse År i ”Hagemaniet”, et særegent Mineral, han fandt i Kryolit.

Dog vi må have ham tilbage til Danmark, hvis trofaste Søn han er, så vist som hans omfattende og dybt indgribende Gerning her har sat så dybe Spor til Ære for ham selv og vort Land til Gavn.

Han blev mere end Tietgens højre Hånd, han blev hans Medarbejder på et særligt Område, der skulle få så stor Betydning for vort Land.

Livs nerven i Landbruget på Lolland-Falster og Møen samt store Dele af Fyn er utvivlsomt Sukkerroedyrkningen. Det er ejendommeligt at færdes blandt Lollands Landmænd. De tænker på Sukkerroer og taler om dem, om Affaldets store Værdi, om Transport og Jernbander, som i den Grad omspænder Landet, at afd. Minister Fischers vovede Ord, der er nær ved at blive til Virkelighed: ”Man bliver ikke tilfreds, før hver Mand få Spor med Holdeplads ved Stalddøren.” Der drømmes om og handles med Tantieme (det véd Sjællænderne ikke en Gang hvad er), det er noget lignende, som at høste 2 Gange om Året. Det er derfor ikke underligt, at der anvendes indtil Halvdelen af Arealet til Sukkerroer, eller at Landejendommene er steget 50 % i Værdi.

Alt dette må dog ikke forstås således, at Lollænderne ikke har andre Interesser. De kan f. Eks. Holde Folkemøder, som er værd at være med til, hvor Deltagernes Antal kan nå op til 3-4-5 Tusinde. Men hvad i al Verden vedkommer dette Direktør Hagemann! Just så meget, at det var Hagemann i Forening med Tietgen, der nødte dem til – eller i hvert Fald lærte dem at dyrke Sukkerroer.

I 1873 byggede Hagemann den første Sukkerfabrik i Danmark, og 1882 Nakskov Sukkerfabrik, senere Fabrikkerne i Stege og ved Assens.

Når man ser på den Mand, får man Indtryk af at stå Ansigt til Ansigt med den personificerede ”Energi”, den lyser ud af det livligt spillende Åsyn. Man får en bestemt Følelse af, at han ikke kan være ledig, han må arbejde. Det havde han praktiseret længe før Feilberg skrev fjerde Udkast til Leve-katekismus; men Hagemanns Færd bekræfter Feilbergs Naturerkendelse.

Hvad har den Mand dog ikke fået udrettet, fået Tid til !

Han er Direktør for de danske Sukkerfabrikker, Borgerrepræsentant i København i 20 År, Medlem af Jernbanerådet, Medlem af Direktionen for Selskabet til Naturlærens Udbredelse, Plantageejer i Vestindien, Herremand i Nordsjælland, Formand i Ingeniørforeningen, Stifter af og Formand for Finsens medicinske Lysinstitut, som han for resten nok gav 100.000 Kroner til, Formand for de danske Spritfabrikker og Tuborg Fabrikker, indtil for nylig Formand for Burmeister & Wains Fabrikker, Formand for Sanatoriet for brystsyge, Forsikringsselskabet ”Danmark”, ”Det Letterstedske Selskab” og ”Foreningshuset”, samt endelig Direktør for ”den polytekniske Læreanstalt”.

Nej, det er sandt, jeg er ikke nær færdig!

For nylig har han sat sig et Minde, som vil vidne til de seneste Tider; Jeg tænker her på ”G. A. Hagemanns Kollegium”.

En prægtig Bolig, nej et Hjem for 50 ubemidlede Studenter, mandlige og kvindelige. Hertil har han anvendt 600.000 Kr.

Om denne Bygnings Tilblivelse hedder det kort og knapt i Årsberetningen: ”Den er født af Omstændighederne: at min Stilling som Direktør for den polytekniske Læreanstalt var dens Fader, mit eget lykkelige Liv og Erfaring den Moder.”

Det er et lykkeligt Ophav, en god Grundvold for dette skønne Ungdomshjem; derfor får han Tak af sin Samtid og de Slægter der følger efter.

I 1864 hørte jeg en Prædiken af Peter Rørdam i Lyngby over de Ord; ”Lad din venstre Hånd ikke vide, hvad den højre gør!” Ingen anden Prædiken har jeg husket som den. I Samklang med den ejendommelige gribende Udlægning af dette Skrift ord, bliver det så forståeligt, så forklarligt, hvad Direktør Hagemann for ikke så længe siden ytrede under en Samtale:

”Aa, hvor har jeg haft megen Glæde af Livet!”

Dette just fordi han har haft den lykke at herske over Penge og Værdier, så de aldrig tog Magten fra ham, men han altid havde Evne og Hjertelag til at bortgive store Summer – i Millionvis – til, hvad der var værd at fremme.

Han har haft rig Velsignelse af sit Arbejdes Frugt, megen Glæde af Livet, just fordi: Den venstre Hånd ikke viste, hvad den højre gjorde.

I Året 1870 blev han gift med sin endnu levende Hustru!  Om hende vés jeg ikke andet, end hvad der er udtrykt i den ovenanførte Ytring: ”Mit eget lykkelige Liv”; men det er også talende nok.

Havde han ikke haft en forstående og trofast Hustru, havde han nok ikke fået udført det halve af, hvad der nu ligger bag ved ham; derfor deler han selvfølgelig også Æren så vel som Glæden over Livet og den rige Livsgerning med sin Hustru.

Når de begge ser tilbage på den lange travle Arbejdsdag, vil de sande Ingemanns Ord:

”Lykkeligst at hvile på er fuldendt Gerning!”

Hans Navn og Gerning som Menneske og Borger vil lyse fra Slægt til Slægt!

Vi slutter disse Strøtanker med Ønsket om, at Direktør Hagemann må have en lang lys Livsaften tilbage med mange Arbejdsdage, og at han fremdelss må erfare Sandheden af følgense Strofer:

”Nå, jeg fastholdt: jeg vil Glæden bringe,

kom den til mig som på Englevinge!”

Karise Højskole i Septbr. 1910

K. C. Knudsen.