Hartkornsskat - Ejendomsskyld

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

Nr. 5 Fredag den 29. April 1910

N. P. Jensen

Umiddelbart efter Enevældens Indførelse får vi i 1664 den første samlede Beskatning af Landejendommene i Danmark, idet man på Grundlag af de gamle Landgildeafgifter søgte at tilvejebringe et mere ensartet ”Hartkorn”.

Manglerne ved dette Skattegrundlag viste sig dog snart, og allerede i 1688 går man over til Anvendelsen af en bedre gennemført Matrikul, hvor Jorderne delvist var opmålte og efter bedste Skøn henført under forskellige Godhedsklasser, Det er den såkaldte ”gamle Matrikul”.

Herefter bortfalder nu den tidligere Hartkornsberegning undtagen for Bornholm, hvor man lige ned til vore Dage, efter de i 1664 givne Forhold, har benyttet en Hartkornstønde, der kun svarer til 2/3 af den, der ellers siden 1688 har været anvendt hele Landet over.

I godt halvandet Hundrede År stod nu Matriklen af 1688 som det Grundlag, hvorpå så at sige alle faste Ejendomsskatter blev lagt, medens til Gengæld Byerne særlig beskattedes ad indirekte Vej gennem ”Portkonsumptionen” (Accisen), der først forsvinder 1852.

Selv om Hartkornet fra først af har hvilet nogenlunde ligeligt, førte Tidens Udvikling snart til meget store Uretfærdigheder, - ikke mindst derved, at ,am ved de senere så hyppige Udparcelleringer og Salg meget ofte undlod at dele Hartkornet på tilsvarende Måde som Jorden, så Følgen blev, at Hovedparcellen beholdt hele Byrden, medens Resten blev skattefri.

Den gamle Matrikul kender i sin Oprindelse ingen Forskel på privilegeret og uprivilegeret Hartkorn, så for så vidt måtte alle tage Del i Byrden, men vel nærmest på Grund af de for Bondestanden yderst trykkede Tider udvikledes den Praksis, at Godsejeren fik hel eller delvis Skattefrihed for din egen Jord imod til Gengæld at garantere for Skatterne fra den til Godset hørende Bondejord. – Alt i alt er det vel tvivlsomt, om Herremanden spandt Silke ved den Ordning, thi Garantien for Bøndernes Skatter var ingenlunde uden Risiko, men ved de store Landboreformer i Tiden omkring 1788, da Bønderne i stor Stil går over til at blive Selvejernes Garanti for Bøndernes Skatter, og samtidig burde Hartkornsprivilegiet være forsvundet – dette skete dog ikke før 1850, da man måtte gå ind på at give det privilegerede Hartkorn kontant Erstatning, for at det for Fremtiden skulle give Skat som andet Hartkorn.

Kun for Tiendepligtens Vedkommende har vi endnu Forskellen mellem privilegeret  og uprivilegeret Hartkorn, men denne Forskel forsvinder af sig selv, efterhånden som Tienden nu afløses efter Loven af 1903.

Under den voldsomme Pengekrise i Begyndelsen af forrige Århundrede så man sig nødt til at udskrive store nye Skatter, men den gamle Matrikul var allerede da i så høj Grad i Forfald, at man ikke mere turde lægge det hele på Hartkornet.

- lave en ny Matrikul var der ikke Tid til og man gik da den vej, at man i Året 1802 foretog en Vurdering i Penge af alle faste Ejendomme på Landet, og på dette Grundlag blev de nye Skatter opkrævet, medens Byerne kom til at bære deres Part i Form af en Bygningsafgift. 

Skatten af 1802 var kun tænkt som midlertidig, indtil en ny Matrikul kunne tilvejebringes, og kun på et Punkt fik den mere varig Betydning for Landet som Helhed, idet den ”Bankheftelse”, der blev pålagt til Dækning af Statsbankerotten i 1812, kom til at hvile på det i 1802 skabte Grundlag.

Den ”ny Matrikul”, der først blev færdig til at tages i Brug i Året 1844, var hvad Jordernes Opmåling og Bonitering angår, sikkert et meget godt Arbejde, men den omfattede kun Ager- og Engs-Hartkornet, medens Skovskylden vedblivende hviler på den gamle Bestemmelse fra 1688, der fastsætter en Tønde Skovskylds Hartkorn som det Areal, der er nødvendigt for at ”oldenføde 24 Stkr. 3 År gamle Svin” – Da dertil kom, at den oprindelige Tanke, at der ved Skyldsætningen skulle tages Hensyn til Stedets mere eller mindre gunstige Beliggenhed, atter blev opgivet, var den ny Matrikul i Virkeligheden så temmelig forældet, allerede før den blev tagen i Brug.

Ved Ordningen 1844 gik man nu den Vej, at man lod Hovedparten af de tidligere Hartkornsskatter til Staten – nemlig 13 Kr. 67 Øre pr. Td. Hartkorn – blive liggende på Matriklen af 1688 under Navn af Gammelskat”, ,edens ”Land- og Ligningsskatten” med et Beløb af 3 Kr. 75 Øre pr Td. blev lagt over på den ny Matrikul. – Kun de kommunale Hartkornsskatter kom til helt og fuldt at hvile på den ny Matrikul.

På den Tid, da Hartkornsskatterne kommer frem, er Landbruget praktisk talt den eneste Erhverv, der findes uden for de lidet betydende Købstæder, og for så vidt skete der ikke fra første Færd nogen egentlig Uretfærdighed ved at lægge så at sige al Skat på Hartkornet, men som Tiden gik, begyndte den nu så stærkt fremtrædende Sammenhobning af Mennesker ikke alene i Købstæderne, men også i et utal af småbyer ude i selve Landdistrikterne.

Der opstod en Mængde andre Erhverv, hvis Evne og moralske Pligt til at tage deres Del af Skattebyrden var lige så stor som den almindelige Landbrugers, men Hartkornets Ubevægelighed gjorde, at der her udviklede sig et nyt faktisk Skatteprivilegium af mindst lige så stor Betydning som det tidligere privilegerede Hartkorn.

Det var den ny Matrikul, der gik i Forfald lige så fuldt som den gamle, og langt hurtigere på Grund af Tidens rivende Udvikling.

Det var disse Forhold, der nødvendiggjorde Skattereformen af 1903, og det tjener Lovgivningsmagten til at uvisnelig Ære, at den resolut brød med alt det gamle Hartkorn og ikke nøjedes med halvgjort Gerning som Enevældens Regeringer i 1802 og 1844.

Havde den nyere Tids Skatteprivilegium fået tid og Lejlighed til at fæstne sig ligesom det tidligere privilegerede Hartkorn, ville den sikre Følgende uværgeligt været den, at sige alle faste Ejendomsskatter, særlig i Landkommunerne, ganske som Bønderne var ene om at bære dem i Herremandsvældens Tid, og hvem ved, om di ikke en skønne Dag, ganske som i 1850, var kommet til at stå således i det, at de andre Erhverv følte sig stærke nok enten at hævde deres Privilegium eller til at tiltvinge sig kontant Erstatning for at overtage den Part af Samfundets Byrder, som dog ingen for Alvor kan nægte, de bør bære.

Det er ikke Stedet her at gå ind på en omfattende Redegørelse for Ejendomsskyldens Princip, den har sine Fejl, som en stor og gennemgribende Reform vel altid vil have, og disse Fejl har Venstre ved det i den senere Tid behandlede Lovforslag vist både Vej og vilje til at rette, men selv i den nuværende Form har Ejendomsskylden to Hovedegenskaber, der hævder den så højt over den gamle Hartkornsbeskatning, at dens Småfejl ved Siden deraf svinder ind til rene Bagateller, derved at den tager sit Udgangspunkt i Ejendommens Værdi, bliver ikke alene Jordens Godhed, men også dens Beliggenhed beskattet. Ejendomsskylden indeholder altså dette andet Hovedhensyn, der oprindelig var påtænkt, men som senere blev opgivet, ved Indførelse af den ny Matrikul af 1844.

Ved de stadigt tilbagevendende Vurderinger bringes Skatten til at svinge i Takt med Tidens Udvikling, hvorved al Tendens til Dannelsen af nye Skatteprivilegier bliver  kvalt i Fødselen.

Overfor disse simple Kendsgerninger synes det ganske ufatteligt, at Folk med mindste skatteteoretisk Begreb kan finde det forsvarligt på ny at søge tilbage imod Hartkornsbeskatningen, hvorved man i Virkeligheden forlader den bevægelige Værdibeskatnings Princip for til Gengæld at opnå:

At beskatte Ager og Engs Hartkornet efter der forældede og ensidige Bonitetsprincip fra 1844.

At beskatte Skovene efter det Antal 3 Års Svin, de kunne oldenføde i 1688.

At åbne for Udviklingen af et Skatteprivilegium, der ikke står tilbage for Herremændenes Skatteprivilegium fra de foregående Århundreder.

Ja, det må indrømmes, det lyder næsten rent utroligt, men ikke desto mindre er det den nøgne Sandhed, at  den ”radikale” Indenrigsminister i året 1910 har vovet at byde Rigsdagen et Forslag, der netop ville medføre de ovennævnte Følger, idet han nemlig stillede Forslag om indtil videre at blive stående ved Hartkornet som Grundlag for den kommunale Beskatning i Stedet for at fuldbyrde den i 1903 vedtagne Overgang til Ejendomsskylden.

Ministeren sagde nok, at det kun skulle være noget rent midlertidigt, og for at få rigtig mange til at bide på, gav man svævende Løfter om en langt, langt bedre Værdibeskatning. Det lød jo rigtig kønt, men desværre så Regeringen sig ikke i stand til at stille noget som helst Forslag til Gennemførelsen af det påtænkte vidunderlige, lige så lidt som det lykkedes den at påvise hvorfor vi, for at komme til en forbedret Værdibeskatning, først skulle forlade den Værdibeskatning, vi fik i 1903, og løbe en Tur tilbage gennem Hartkornsskatterne fra 1844 og 1688, der ligger så langt fjernere fra det angivne Mål end Ejendomsskyldloven af 1903.

Et Par Måneder senere fremkommer så Finansministeren med sit Forslag om den såkaldte ”Prøvevurdering”, men hans Udtalelser i den Anledning var så yderligt forsigtige, at det sikkert stod klart for alle, at han når alt kom til alt, ikke engang turde udtale nogen bestemt Formodning om, at Prøvevurderingen vilde afføde et brugbart Beskatningsgrundlag.

Det var Maddingen, der faldt af Krogen.

Selvfølgelig kan så luftige Forestillinger ikke tjene som Grundlag for en positiv Skattelovgivning i Øjeblikket, og da Indenrigsministerens Forslag i sig selv var så bund-reaktionært som foran påvist, enedes alle Udvalgets Medlemmer, bortset fra de to Regeringsgrupper, såre let om, at give det stillede Forslag den eneste mulige ”tidssvarende” Behandling – nemlig at lade det forsvinde i Papirskurven for derefter selv at fremsætte Forslag til at afbøde Ejendomsskyldlovens værste Fejl.

Spørger man nu, hvorledes det er muligt, at Indenrigsministeren overhovedet kan få nogen Støtte for sit Forslag, er Svaret i og for sig grumme simpelt: - Det er de nyprivilegerede Samfundsklasser, der føler, at de Fordele, de i stedse stigende Grad kunne nyde under den forældede Hartkornsbeskatning, vil forsvinde, efterhånden som Ejendomsskylden i Løbes af 20 År fra 1903 at regne vil have afløst alle de gamle Hartkornsskatter.

Nu er det imidlertid sådan, at denne rent almindelige Årsag har fået en forøget Vægt derved, at Ejendomsskyldloven indeholder visse Fejl, som det ikke var muligt at forudse i 1903, da der endnu ikke forelå omfattende Vurderinger af Ejendommene. – I Agitationen har Sagen været fremstillet som om den store Masse af  Småhusmænd skulle have fået forøget Skat, medens de store Ejendomsbesiddere havde fået Lettelse. Ingen af Delene holder Stik i ren Almindelighed betragtet, hvad også Indenrigsministeren har måtte indrømme.

Ejendomsskyldlovens Hovedfejl ligger deri, at de fastsatte Afdrag til Fordel for de små Ejendomsbesiddere standser for hurtigt og for brat, særlig for små håndværkere og Handlende o.l., idet al Fradrag her forsvinder, allerede når man kommer op til en Vurderingssum af kun 6000 Kr., medens Fradragene for Landbrugets Vedkommende først forsvinder ved en Vurderingssum af 12000 Kr. -  Følgen heraf er den, at det i første Række er Landhåndværkere o.l. med Ejendomme på omkring 6000 kr. s Værdi, der er bleven ramt hårdere end tilsigtet, og noget lignende gælder en Række Små-Gårdmænd og større Huse til omkring 12000 Kr. s Værdi.

Disse Fejl er det, man fra de samvirkende Venstregruppers Side har fæstet Opmærksomheden på, det er dem, man har villet rette – og utvivlsomt kan rette – igennem et fast Fradrag på 2500 Kr. for hver enkelt Ejendom, ligegyldigt om Manden er Landbruger, Håndværker eller hvad som helst andet og ligegyldigt, om Ejendommen er stor eller lille. Derved fritager man disse mindre Ejendomsbesiddere for den forøgede Byrde, en Del af dem imod Hensigten har fået, uden samtidig at genoprette det Skatteprivilegium en kostbar Villa eller Fabrik el. lig. Uden nævneværdigt Hartkorn atter ville få, såfremt man fulgte Indenrigsministerens Forslag om at stå fast på Hartkornet.

Indenrigsministerens Forslag ville endvidere have medført en Skattelettelse for mange af de store Godsejere, der med deres alt for lave Skovskyldshartkorn, kostbare Hovedbygninger

o. s. v. slipper langt billigere, når Skatten beregnes efter Hartkornet, end når den beregnes efter Hartkornet, end når den beregnes efter Værdien; - og på den anden Side ville Indenrigsministerens Forslag uimodsigeligt have tvunget Skatterne tilbage på de Snese af Tusinder af ganske små Ejendomsbesiddere, der allerede efter de gældende Fradragsregler efterhånden bliver helt eller delvis fri for at svare Skat af deres faste Ejendom.

Det var alle disse for Regeringens Forslag aldeles ødelæggende Fejl, de tre Venstregrupper selvfølgelig ikke ville have noget som helst Medansvar  for; - derfor foretrak de at gå deres egne Veje og stillede det ovenfor omtalte Forslag, der efter en særdeles velvillig Modtagelse, i Folketinget hurtigst muligt overgik til Landstinget, hvor den knappe Tid dog hindrede Forslagets Gennemførelse i År, men der blev dog Tid nok til at erfare, at der også her var så megen god vilje, at Sagen utvivlsomt vil kunne ventes gennemført ret hurtigt på Efteråret, og således måske alligevel komme til at træde i Kraft fra næste Skatteårs Begyndelse.

Vi kender alle Historien om Trolden, hvis Hoved Gang efter Gang blev hugget af, men stadig voksede ud på ny, indtil Modstanderen ved et ganske simpelt Middel fik Bugt med Uhyret; - Salt i Såret var det vist. Hartkornet har haft det ganske som Troldhovedet; Gang efter Gang har man søgt at blive det kvit, og nu i 1903 syntes Hovedet så grundigt kappet af, at alle måtte tro, at det var forbi for stedse; men i 1910 fik den radikale Trolddomsmagt dog Hovedet til at at vokse frem igen, Venstre kappede  det straks af. – mon det dog ikke kunne blive sidste Gang ?

Mon man dog ikke hos Vælgerne kunne finde det simple Middel, der kvæler Utysket for bestandig?

Er det virkelig tænkelig at den Regering og særlig den Indenrigsminister, der nu på ny fik Troldhovedet til at vokse frem, ustraffet kan søge sin Støtte hos jævne Bønder, samtidig med at man vover at byde dem et Hartkornsforslag, der ret beset er den mest fuldendte Hån mod enhver, der er runden af dansk Bondejord.

N. P. Jensen.