Nutidens Krav til sundhedsmæssig

Levemåde

Som Middel til Tuberkulosens Forebyggelse

Af Øjenlæge Strandbygaard.

Foredrag ved Skolemødet i Vem

d. 17. Maj 1910

Når jeg har modtaget Opfordring til at meddele Dem noget om Tuberkulosen og dens Bekæmpelse, da er det fordi denne Sygdom endnu til Trods for vor såkaldte høje Kultur og fremskredne Oplysning, er den værste Landeplage, som vi kender.

Ja når vi ser å de svimlende Tal, vi her får med at gøre, viser det sig, at ingen nok så dødbringende Pest, eller den blodigste Krig, som Historien kan opvise, er i Stand til at gøre denne Manddræber Rangen stridig. Mn dens Fremtræden og dens Virkemåde er af en særegen Art.

Krigens og Pestens Ulykker sætter pludselig ind og slår Verden med stivnede Rædsel, de virker med Tordenvejrets Voldsomhed, men ligesom dette, hører også deres Herredømme snart op, og der bliver Tid til at få rettet, hvad Skade der er sket.

Anderledes med Tuberkulosen, den kommer listende lydløst over os, den ser så uskyldig ud; en Smule Blegsot, lidt Hoste, der kun antages at være sædvanlig Forkølelse, måske en smule Smerte i Bryst, Ryg eller Underliv, der ikke gør os helt arbejdsudygtige, en let Feber, som vi ikke ænser, alle disse lette Sygdomssymtomer er de Masker, som denne Sygdom ynder at gække os med.

Men Sagen bliver helt anderledes alvorlig, når vi ser de endelige Resultater.

Nogle Tal vil lettere end mange Ord give Dam Beviset for denne Herres Strenghed. I 1898 døde i Tyskland 128.000 af Tuberkulose, men af alle andre smitsomme Sygdomme tilsammen 115.000.

Til Sammenligning nævnes;

I den fransk-tyske Krig døde på Valpladsen og i Lassaretterne 40.000 Mand (tyske Soldater).

Af Kolera, den mest dødbringende akutte smitsomme Sygdom vi kender døde i 40 År i Kongeriget Prøjsen 340.000, men i samme Tid døde der iflg. Beregning, af Tuberkulose 3.400.000, altså 10 Gange så mange.

Tuberkulosen i Frankrig er særdeles udbredt.

I dette Land døde der i ca. 100 År 10 Mil. Mennesker, eller ca. 4 – 5 Gange så mange som i alle de Krige, dette Krigeriske Land har har ført i et Århundrede, og 22 Gange så mange som Koleraen har bortrevet.

Den bidrager mere til at affolke Frankrig, end alle andre kendte Årsager, som Alkoholisme, Syfilis og tilsigtet Ufrugtbarhed, idet der af Tuberkulose årlig dør 150.000 Mennesker i Frankrig.

(Rørdam: Kampen mod Tuberkulosen)

En stærkt iøjnefaldende Tilbøjelighed hos Tuberkulosen er dens Forkærlighed for at hjemsøge den tidligste Barnealder; men frem for alt, den kraftigste Manddomstid, den erhvervsdygtigste Alder, da. Ca. hver 3 die Dødsfald i denne Livsperiode fra 16 – 60 År skyldes Tuberkulose.

Jeg skal ikke trætte Dem med ret mange Tal. Men endnu kun nævne, at man har forsøgt at  udregne det økonomiske Tab. Som derved er forvoldt.

I Norge har man beregnet, at et År således har givet et nationalt økonomisk Tab, af ca. 30 Mil. Kr. Et Tab, som fremkommer ved at beregne Værdien af de Arbejdsdage, der er gået til spilde for Nationen.

Da der her i Danmark dør ca. 6000 Mennesker årligt af Tuberkulose, kan Tabet for vort Land måske også nok kommer op derimod.

For Tysklands Vedkommende er det regnet ud, at det økonomiske Tab er omtrent 400 Mil. Rigsmark årlig.

Jeg vil endnu blot nævne den Sorg og de åndelige Lidelser, som spredes i hundrede tusinde Hjem og til Millioner af Mennesker, der som de syges Slægt og Pårørende må føle Savnet af Venner og Forsørgere, eller de bitre Skuffelser, de fejlslagne Forhåbninger, hvorved Sygdommen bestrør den sidste Del af de syges Livsvej. Thi det er jo ikke særlig dem, som er færdige med Livet efter en lang Arbejdsdag, men netop dem, som står i Forventningens Forårstid, i Manddommens Kraft, det er den livskraftigste Alder, den af Håb, af Forpligtelser og af Arbejde mest optagne Livsperiode, Manddomsalderen, som særlig rammes.

Måske netop det strænge, ja det anstrengende Arbejde svækker Organisme hos adskillige, så Sygdommen lettere tager fat.

Når vi taler om Tuberkulosen, tænker vi endnu som oftest på den Form af Sygdomme, som angriber Lungerne. For 20 – 30 år tilbage var Lægerne endnu ikke rigtig klar over, at også andre Organer kan rammes deraf. Nu ved vi, efter Lægevidenskabens store Fremgang, at alle andre Organer kan angribes. Mikroskopet og Bakteriologien har gjort vore Øjne seende, og vi har opdaget, at Sygdommen kan iklæde sig utallige Former. Den kan angribe Huden, som Lupus, der æder sig frem og navnlig er berygtet for de vansirede Ansigts-Sår, mest omkring Næse og Mund.

Den kan angribe Øjnene og Synet og den har sendt mange Børn på Blindeinstitutterne. Den kan angribe Ørerne, nemlig det indre Øre selve Høreapparatet, idet den giver Øreflod og svækker Hørelsen. Den kan angribe Hjernehinderne og Hjernen, og er da altid dødelig. Den angriber Kirtlerne under Hagen og på Halsen, og efterlader store Ar.

Det gamle Navn, Kirtelsyge, betegner, at Kirtlerne er svulne og bryder op med væskende Sår.

Angriber den Knoglerne, kaldes den Benedder, der medfører betydelige Lemlæstelser, som f. Eks. Hofte- og Knæskade, eller Rygrads-fejl; når et enkelt Hvirvellegeme er beskadiget, så Rygsøjlen synker sammen og får et knæk bagud eller til Siden, den såkaldte Pukkel.

I det hele er den Årsag til de fleste Krøblinger Lidelser. Men dan går heller ikke af Vejen for de indvendige Organer som Tarmene, også Blindtarmen, Bughinden, Kirtlerne i Underlivet, Nyrerne, Kønsorganerne o.s.v.

Men dens største og første kendte Område er dog Lungerne, og man har fra meget gammel Tid givet Lungetuberkulosen Navn som Tæring, Svindsot og Ftisis. En Sygdom, som har tilranet sig et sligt Herredømme, må som nævnt blive Samfundet særdeles kostbar, og mod ingen Sygdom er Forsikring så nyttig som her.

Tyskland har her, som på så mange Områder, gået i Spidsen og vist Verden hvorledes man økonomisk værger sig mod dens Hærgninger. Gid det var således hos os som i Tyskland, der efter sit Gennembrud i Krigen med Frankrig blandt mange andre Stordåd også har udført dette, at det ved Lov er befalet alle arbejdende Borgere, som er over 16 År, og har en indtægt under 2000 Mark, at være i, og bidrage til Statens Sygekasse, dens Ulykkes- og Alderdoms-forsikringskasser.

Der er ad denne Vej i de sidste 30 År opsamlet så mægtige Kapitaler af Statens egne Borgere, ve deres egne Tilskud og ved deres egne Sparsommelighed, at ingen behøver at være økonomisk bekymret for slige Ulykker, der uventet kan ramme enhver.

Hvilket overordentligt Klartsyn og hvilken Energi vinder ikke en sådan Lovgivning om. Dette Land indtager på dette Område den fornemste Plads blandt alle andre Nationer i Verden. Hvilken Tryghed må det ikke sprede over det arbejdende Samfund, og hvilket stærkt Bånd må det ikke knyttet mellem den enkelte Borger og Fædrelandet, at han altid føler sin Fremtid betrygget, hvad der så end måtte ramme ham, forvoldt ved Sygdom, Ulykke eller Alderdom.

En Sammenligning med vor egne Lovgivning på disse Områder taler ikke til vor Fordel. Her er det overladt til Borgerne selv, om de, når de stifter Familie, er i Stand til at svare til de Forpligtelser, som de derved påtager sig, eller de må ty til Kommunens eller Statens Hjælp. Enhver ubemidlet kan her gå ind i en Sygekasse eller lade være, efter eget Valg. Men almindelig Alderdomsforsikring kendes ikke her til Lands.

Alderdomsunderstøttelse er trods alt, nærmest kun en Slags pænere Almisse, idet der ikke er bestemte Regler for Størrelsen deraf, og hvad der er det værste, de som nyder Understøttelsen har ikke selv bidraget direkte til Opsparingen af de Midler, hvoraf de nyder godt af.

Den opdragende Betydning heraf kommer ikke Samfundet eller de understøttede til gode, således som, hvis de selv fra Ungdommen havde sammensparet, hvad de skal leve af som gamle og svagelige.

Smittefaren.

Tuberkulosen bevirker et langsomt Henfald og en Opløsning af de angrebne Organer på Grund af den nu velkendte Tuberkelbacilles Virksomhed. Men har kendt Sygdommen helt fra Oldtiden, da den græske Læge Hippokrates har beskrevet den meget godt.

Allerede H. vidste, at Sygdommen var smitsom, men noget sikkert Middel til dens Helbredelse kendte han ikke. På samme Måde har man egentlig betragtet Sygdommen gennem Middelalderen og til vore Dage, når det undtages, at man i forrige, det 19de Århundrede, var noget utilbøjelig til at anse den for smitsom. Man troede da snarere, at den var arvelig. Sligt har man ofte i Medicinens og i andre Videnskabers Historie set ting, som vi nu ved nøje Besked med, har det voldt Forskerne meget Besvær at få den sande Løsning på.

I alle Videnskabers Historie gentager sligt sig, og den der ikke kender noget til Historien vil ofte fra sit naive, kortsynede Nutidsstandpunkt mee, at Fortidens Forskere har været mindre begavede end vi er. Dette er lang fra Tilfældet.

Der har så lang tilbage, som vi kan se ad Historiens Vej, levet Mennesker, der har haft en lige så god Iagttagelsesevne, en ligeså klar Tanke som vi, der nu synes vi er så kloge, men de har ikke haft det Grundlag af Viden og Erfaring, som senere Slægter lidt efter lidt møjsommeligt har skaffet sig og overleveret os, som står på deres Skuldre. Man skulle tro, der var let at afgøre, og at enhver kunne se, at Sygdommen var smitsom, men det kun fordi vi nu ved det, og kender Kunststykket med Columbus.

At en Sygdom er smitsom plejer også at være let at afgøre, da de fleste smitsomme Sygdomme optræder hurtigt og tager flere Personer på en Gang, eller snart efter hverandre, men Tuberkulosen kommer snigende, og har i Reglen en lang (om jeg så må sige) Spiretid, d.v.s., fra den kommer ind i Legemet til den tydelig kan påvises, hvilket kan vare fra 1 til 20 år eller længere.

Deraf kan vi forstå, hvorfor det var vanskeligt at se, om det skyldes Smitte eller Arv, at først Faderen eller Moderen gik bort af Sygdommen, senere efter mange Års Forløb angrebes Børnene og Børnebørnene.

Det var først i 1865, at den franske Læge Villemin sikkert påviste Sygdommens Smitsomhed, idet han søgte at overføre Sygdommen fra et Menneske ved at indpode noget af Sygdomsstoffet under Huden på et sundt Dyr.

Forsøget lykkedes, Dyret blev tuberkuløst og Beviset for Smittens Mulighed var skaffet til veje, Stort videre end på gamle Hippokrates Tid var vor Verden altså ikke skreden frem i de 2500 År, ja vi var jo egentlig gået tilbage, idet vi måtte give den gamle Doktor Ret i, at Sygdommen således, som han havde sagt det, var smitsom, mens vi for få år siden troede, den var arvelig.

Men nu skete det på engang noget helt nyt, da nemlig Robert Koch i 1882 opdagede Tuberkelbacillen; derved fik vi nu fast Grund under Fødderne.

Den nye Videnskab, den bakteriologiske Forskning havde endelig vist os Tuberkulosens sande Årsag, og først nu, da man kunne se Fjenden, var det mulig at angribe ham og drive ham tilbage.

Denne Opdagelse vil De forstå må være værdig til at betegnes som en af Århundredets største Sejre for Menneskeånden, som dog ellers har vundet mange i det sidste 100 År, thi hvad er større end det at bevare Livet, og frem for alt at rive Livet ud af Dødens Vold, eller at sløve et af Dødens farligste Våben, som Tuberkulosen har været og er endnu. Denne Bacille findes i de syge Organer, i de syges Opspyt og i Væskerne fra de forskellige tuberkuløse Sår.

Deri lever og formerer den sig efter Bakteriens Skik i utallig Mængde i Millioner af Millioner i kort Tid.

Dens Størrelse er kun ringe; når den med de moderne Mikroskoper forstørres 1000 Gange, ses den dog kun som en afklippet Stump af et tyndt Hår. Men man finder den kun når man rødfarver lidt af Spyttet eller af Væsken, hvori den findes; bringer man så et bestemt kemisk Stof til, affarves Væsken, men Bacillerne beholder det røde Farvestof, og de kan nu ses hver for sig i Mikroskopet. I naturlig Tilstand er denne Bakterie farveløs.

Bakterierne findes i den syge Opspyt, men også den Brystsyge som blot hoster, slynger derved små usynlige Slimmængder, som indeholder Tub-Baciller, ud i Luften, disse bliver meget snart til indtørret Støv, der lægger sig over alt, hvor Støv aflejres, på Gulvet, på Møbler, i åbentstående Skuffer, på Bøger, Skilderier, i og på Klæder, særlig naturligvis i Senge og Sengeklæder, i det Rum hvor den Syge er og i de tilstødende, idet enhver Luftstrøm ved Fejning eller ved anden Bevægelse, hvirvler Støvet og Bakterierne op. Med vort Åndedræt får vi dem i Lungerne, med Føden hvor Støvet har afsat sig, får vi dem i Tarmkanalen eller gennem åbne Sår direkte over i Blodet, f. eks. Ved at Børn i et smittet Hus kradser sig med urene Negle, ved at pille i Næsen, hvor der ofte kan findes små ubetydelige Sår, der nu kan blive tuberkuløse.

Deraf følger, at al direkte Spytten på Gulve må høre Fortiden til. Al Slags Spyt må nu opsamles i særlige Beholdere, ikke små flade Spytbakker af Træ, men en ordentlig stor og rummelig glat Skål af Metal, helst anbragt 1 – 2  Alen over Gulvet, dertil indrettet, og tilintetgøres med Kogende Vand, eller andre kemiske Desinfektionsmidler, (Karbol, Sublimat osv.)

Den som hoster, må holde et Lommetørklæde for Munden for at opfange Dråberne samt jævnlig skifte og koge sit Lommetørklæde. Er hans Opspyt tuberkuløst, bør han ikke bruge Spyttebakke, men en Metalskål med Låg, når han er hjemme, og ude altid være forsynet med en Lommeflaske. Fejning og Afstøvning burde aldrig ske på gammeldags Måde med tør Kost, men med våd Klud eller ved at slå Vand på Gulvet først; men det må først og sidst ikke glemmes, at et Vindue bør stå åbent, så snart der er Mistanke om, at Sygdommens Spirer kan findes i Huset.

Enhver Brystsyg eller på anden Måde tuberkuløs smittede Person må have sin egen Seng og helst sit eget Værelse med simpel og få Møbler og let Adgang til Rensning og Udluftning og direkte Sollys, der er et meget virksomt bakteriedræbende Middel. Ved Fraflytning eller Dødsfald må et sligt Rum ikke taget i Brug før grundig Desinfektion.

Klæder og andre smittefarlige Genstande må renses omhyggeligt ved Kogning eller Desinfektion, og på ingen Måde, som det skete i fordums Tid, bortgives til eller tages i Brug af andre før Rensning.

I et sligt Hus burde Begravelsesselskaber altid undgås, da det er såre betænkeligt at tilberede Madvarer og at nyde disse under så forandrede og til dels oprevne Forhold, som de findes i et smittet Hjem under Travlheden før en Jordefærd. – I et sådant Tilfælde bør Folk bryde med uheldig Skik og Brug; uforstående vil, når de ved Grunden, ikke misforstå og en slig Forholdsregel, især når Lægen har frarådet større Begravelseshøjtideligheder.

Denne direkte Overførelse af Tuberkulose fra andre Personer er langt den hyppigste, men det skal da også siges, for ikke at skræmme Folk på unødig Vis, at Personer over den første Barnealder er langt mindre modtagelig for Smitte, selv om de kortvarig udsættes derfor. Man må jo heler ikke tro, at det at besøge en tuberkuløs i hans Hjem er særlig farlig, det er frem for alt det daglige Samvær og den familiære og nære Omgang gennem længere Tid, der forøger Faren og kan hidføre Ulykken, og så er det dog kun ved at tilsidesætte de nævnte Forsigtighedsregler, at det går galt. Ellers ville alle Sygeplejersker og Læger, der omgås de syge på Sanatorierne, blive smittede, hvilket sjældent sker.

Og Smittefaren bør ikke blive til utidig Smittefrygt, så vi undlader at vise den syge vor kærlige Deltagelse, thi så lider han dobbelt, når ikke alene Sygdom har sit Tag i ham, men han end også må savne sine Medmenneskers Kærlighed, og måske lider han endda hårdest ved det sidste. Hvor kært kan ikke et Håndtryk være, men vi kan jo ved Bortgangen få Lov til at vaske Hænder uden at den syge mær­ker det.

Vi må dog ikke glemme, at Smitten og­så kan komme fra en anden Kant, nemlig fra Kvæget, og frem for alt fra Mælken af syge Køer. Dette er så velkendt, at de fleste nu koger Mælken, når de ikke gan­ske bestemt ved Besked om Koen, som har leveret den. Når Mælken har passeret et Udsalg, eller er blevet blandet, må små Børn på ingen Måde nyde den ukogt, da de er overordentlig modtagelige, fordi deres Tarmkanal ikke har den Evne, som de større Børns og voksnes, at afsi Tuberkel­bacillen, så den ikke gør Skade, men går lige gennem Tarmvæggen over i Blodet. Herfra antages det, at megen Tuberkulose har sit Udspring, men den kan ytre sig mange År efter og ligge skjult i Legemet endog til den voksne Alder.

Det gælder derfor om at bekæmpe Kvæg­tuberkulosen ligeså vel som Menneskets, og Mejerier, der ikke er omhyggelige med Pasteuriseringen, men lader levedygtige Tuberkelbaciller slippe fra Maskinen over i Spandene tilbage til Hjemmene, med Fare for både Mennesker og Dyr, begår (efter min Mening) en samvittighedsløs Handling, der burde kunne rammes overordentlig strengt.

Tuberkulosens Behandling.

Det gamle Ord, at Forebyggelsen af Sygdom er bedre end Behandlingen af den, gælder intet Steds i højere Grad end her; thi Bestræbelserne for at undgå Sygdom vil altid være nyttig og i Overensstemmelse med sund Levevis, men er en Sygdom først brudt frem, kan ingen vide, om nogen Art af Behandling vil være i stand til at trænge den tilbage.

Tidligere anvendte man som Behandling mange forskellige Midler og Medikamenter af det rige Skatkammer af Lægemidler, som Erfaringen har givet os, idet hele særlig medicinske Kure, som nu i det væsentlige er forladt.

Man indså det uvirksomme deri og søgte efter andre Helbredelsesmetoder, f. eks. ved forandret Opholdssted, helst under et varmere Klima, da man troede, at Træk og Kulde fremmede Sygdommen; derfor rejste rige Folk til Ægypten og Nordafrika (Algier), til Frankrig og Italiens Middelhavskyster (Rivieraen). Resultatet blev ikke bedre.

En anden Teori om støvfri Luft bragte Bjergkurere i Mode, hvorfor Vinterophold i Schweiz' og Tysklands Bjerge gav Stødet til Oprettelse af Sanato­rier for Brystsyge.

Først for 10 År siden vovede man at bygge et Sanatorium i Norden. Stedet valg­tes i Danmarks dejligste Vænge ved Vejle­fjord, thi man havde endnu Betænkelig­hed ved at forlade Skovegnens lune og læ­givende Steder.

Snart efter gjordes den Erfaring, at Sanatoriekurens væsentligste Fordele var de gode hygiejniske Vilkår, som der kunne bydes, nemlig frisk Luft, Hvile, Frihed for de daglige Bekymringer, god Ernæring i Forbindelse med passende Arbejde og Bevægelse og anden styrkende Behandling.

I de senere År er Nationalforeningens Sanatorier skudt frem i stort Antal, ja end­og i Vestjylland findes der et, så der er også Frygten for Vestenvinden overvun­den. Men når sunde Mennesker i deres Hjem er i stand til at skaffe sig de fleste af disse Goder, som dog ikke kan siges at være særlig vanskelige at opnå får de heller ikke let Tuberkulose. Det vil altså sige, at Behandlingen af Sygdommen og dens Forebyggelse er egentlig det samme.

Lad os da se lidt nærmere på, hvad vi bør tilstræbe, for at leve sundt og undgå Tuberkulose, derved opnår vi samtidig at undgå de fleste andre smitsomme og ikke smitsomme Sygdomme. Forebyggelsen af Tuberkulosen er på en Måde en Fællesnævner for alle vore Bestræbelser for at undgå Sygdom i Almindelighed.

Det første og store hygiejniske Bud er dette: Du skal altid søge frisk Luft overalt, hvor Du færdes og opholder Dig, og undgå dårlig Luft og Støv, som kan indeholde Smitte. Det hjælper bedst til at efterkom­me en Forskrift at vide, hvorfor den er gi­vet, hvad Nytte den gør. Vi behøver da blot at erindre, at den Luft, vi indånder, inde­holder 1/5 Ilt og 4/5  Kvælstof samt en ringe Del Kulsyre. Ilten er den Del af Luften, som bevirker, at Forbrænding kan foregå, idet den går i Forbindelse med det i alle brændbare Stoffer tilstedeværende Kulstof og danner Kulsyre. (Ilten opdaget 1773 (Schaale), 1774 (Priestley).) Ilten er den for vort Åndedræt og vor Ernæring vigtigste Luftart, idet den ved at gå over i Legemet gennem Lungerne er Grundlaget for vort Stofskifte, eller for at Føden kan omdannes til de Stoffer, som vort Legeme har Brug for, og at de forbrugte Stoffer kan udsondres af Cellerne i vort Legeme. Dette sker ved en langsom Forbrænding overalt i vort Legeme, Varmegraden er ved denne Forbrænding normalt omkring 37 º C. Naturen har gjort os det nødvendigt, at vi drager Ånde ca. 15 Gange i Minuttet, hvilket bliver ca. 20.000 Gange i et Døgn, og ved hvert Åndedræt taget vi lidt Ilt og afsondrer lidt Kulsyre.

Dette store Åndedrætsarbejde, som vi sunde Mennesker gør uden at tænke over det, har naturligvis sin bestemte Betydning, og det er ingenlunde ligegyldigt, om denne store Luftmængde, 20.000 halve eller hele Potter, er frisk eller dårlig Luft.

Når denne Luft f. Eks. i et Soveværelse er indåndet og udåndet gentagne Gange af os selv eller andre, som vi deler Værelse med, kan vi jo forstå, at Ilten må blive opbrugt i de 8 Timer, vi helst skulle sove, og at Luften desuden kan blive opfyldt med Kulsyre og andre Udåndingsprodukter, som altid er skadelige i større Mængder.

Vi kan nu forstå, hvorfor vor Søvn bliver dårlig og vi selv ikke rigtig styrkede, når Vinduet er lukket i vort Soveværelse. Netop der bør det altid stå åbent, men da frem for alt om Natten, og under alle Omstæn­digheder under Sygdom.

Nogle svagelige og kuldskære Folk kan i den kolde Årstid ikke godt finde sig i at have det helt åbent, men så kan selv en Sprække på en eller et Par Tommer gøre stor Nytte. Det, hvorpå det kommer an er, at der er direkte Adgang til frisk Luft under Søvnen. Der må intet Gardin eller andet Stof, selv af letteste Art, hænge for Åbningen, da det forhindrer, at Luften kan komme ind.

Nogle er bange for Træk, d. v. s. Gen­nemtræk, som heller ikke er behagelig; men når der kun står åbent til en Side, ska­der det ikke, om et Vindpust engang imel­lem vifter os i Ansigtet.

Er vi først bleven vænnet til ren Luft i vore Soveværelser, eller 1/3  af vort Liv, da er Trangen dertil så stærk også den øv­rige Del af Dagen, at vi nok skal sørge der­for ved passende Forholdsregler.

Endelig er det af Betydning for Luftens Renhed, at Solen har Adgang til Sovevæ­relset, for at dræbe Smitstoffer, som aldrig tåler direkte Sollys.

Men mange kan ikke opnå dette; vore Huse er jo nu en­gang byggede og indrettede, men den, som bygger et nyt Hus, bør altid indrette det med den Tanke, at Solen skal være daglig Gæst i så mange Rum som muligt, og ved Ventilationsrør sørge for, at Luften altid kan være ren, hvilket sker automatisk hele Døgnet.

I vore Værelser dennes og findes altid Støv; d.v.s. ganske små afslidte, løsrevne Dele af os selv og vore Klæder og af alt, hvad vi kommer i Berøring med i og udenfor vort Hjem; dette er uundgåeligt, men det er skadeligt, fordi det afsætter sig i Lungerne og kan alene som et fremmed irriterende Stof giver Hoste og Sygdom; men indeholder det Smitstoffer som Tuberkelbaciller, bliver Støvet af en yderst farlig Art. En stor Del af Støvet slipper netop ud gennem åbne Vinduer, men i alle Tilfælde det, som lægger sig i Stuerne, skal fjernes hver Dag, og dette må, som før sagt, ikke ske ved Fejning eller Afstøvning med Støvekost, hvorved det kun hvirvles op og nu rigtig kan indåndes, eller i bedste Tilfælde lægge sig et andet Sted; men det må borttages med rene våde Klude, som efter Brugen bør i kogende Vand. Sengeklæder og Madrasser skal for ikke at fordærve Luften i Soveværelset bankes og udluftes i det frie og må jævnlig udsættes for Solen, særlig når der ikke kommer direkte Sol i Soveværelset.

De andet store hygiejniske Bud er dette: Styrk dit Legeme, sky Gift og Smitte.

Vort Legeme trænger til Ernæring for at kunne bestå og arbejde, men det er ikke ligegyldigt, hvad vi spiser eller drikker.

Føden tygges i Munden og smelter eller opløses i Mave og Tarm, hvor den opsuges i Blodet. Der er nu ingen Tvivl om, at vi bør vogte os for rigelige eller overvejende Kødspiser. Kød bør vistnok kun være en mindre Del af vor Føde, medens Mel og Frugtspiser bør være vore Hovednæringsmidler.

En Grundregel ved al sundhedsmæssig fornuftig Ernæring er det at være mådeholden i Spise og Drikke og have få men bestemte Måltider. Mange Mennesker savner Følelsen af at være mæt, d.v.s., at deres Sult er tilfredsstillet, men de bliver ved at spise derefter.

Små Børn gør undertiden noget lignende, de drikker af deres Flaske indtil Maven løber over, det vil sige, de kaster det overflødige op, for de større Børn eller Voksne sker det sjældent, men det var bedre, at der var en sådan Sikkerhedsventil, end at Legemet overfyldes med Ernæringsstof, som besværer det ved sin Mængde og giver Åreforkalkning, Gigt, unaturlig Fedme eller andre Sygdomsanlæg. Den gamle Regel: Hold op når Maden smager bedst, trænger til at få sine Bogstaver opforgyldte og den burde haves i Minde ved hvert Måltid.

En lige så vigtig Ting som Ernæringen er Bevægelsen, legemligt Arbejde. Bevægelsen er det første Livstegn hos Fostret. I Hønsefostret ses Hjertet i sit tidligste Anlæg og viser sig ved rytmiske Sammentrækninger, før de andre Organer endnu er kendelige.

Hjertets Virksomhed vedvarer Livet igennem og er ligeledes det sidste Livstegn som forsvinder. Aldrig har dette Organ Hvile eller Ferie i et Sekund indtil 100 År.

Hjertets er et hult Muskelorgan, der som en pumpe eller en Motor driver Blodet omkring i Legemet, for at det fra Lungerne kan hente Ilten og fra Fordøjelsesorganerne Næringsstoffer, som begge pumpes rundt i Legemet til alle dets celler, som derved ernæres og fornyes, medens det brugte Stof også ved Blodstrømmen fjernes som Kulsyre gennem Lungerne og som Urinstof gennem Nyrerne.

Hjertets Sammentrækninger eller, om man vil, Pumpeapparatets Stempelslag foregår ca. 70 Gange i Min. Eller ca. 100.000 Gange i et Døgn. Tænk Dem, hvilket mægtigt  Arbejde her foregår ganske uden vor Vilje, tænk Dem det Arbejde at sammentrykke med Hånden en Gummiboldt, så mange Gange. Ved Prøven vil de fleste næppe kunne gøre det 25 Gange uden at trættes.

Men når vi taler om Bevægelsen, tænker vi oftest på det Arbejde, som vore vil­kårlige Muskler udfører. Disse findes over hele Legemet og udgør en stor Del deraf. Hjertets Muskulatur og det øvrige Legemes Muskler står i et sådant For­hold til hinanden, at Hjertet påvirkes af de vilkårlige Muskler, og så snart disse be­gynder at arbejde, foregår Hjertets Virk­somhed livligere, fordi disse Muskler ved Bevægelsen netop lader Blodet strømme hurtigere igennem sig til Hjertet, der nu må skynde sig at befordre det videre.

Samtidig tilskyndes også Åndedrættet til at skaffe mere Luft og Ilt til Lungerne, Vi kender det ved - enhver Overgang fra Ro eller langsommere til hurtigere Arbejds­tempo, Arbejdet påskynder således ved Blodets hurtigere Løb Ilt og Fødetranspor­ten og Forbruget og ligeledes Udskillelsen af de brugte, giftige Stoffer, Kulsyren og Urinstoffet. Derfor er Nødvendigheden af Bevægelse allerede hos små Børn tydelig nok. Hvor ofte har det ikke vist sig forgæ­ves for et Barn at vinde den udsatte Præ­mie for at sidde stille nogle Minutter. Hvor ofte bliver ikke Dagens Stilhed afbrudt af Ungdomsmodets Udslag i legemlige Bevæ­gelser, selv under Arbejdsdagens Rasttid skal Bevægelsestrangen tilfredsstilles og endmere, når Fridagen kommer.

Musklerne og Hjertet svækkes ikke, sli­des ikke ved Brug, ved Arbejdet, men lige­som alle andre Organer fornyes og styrkes de gennem Arbejdet, og vi selv forynges og føler Velvære derefter. Kun når dette vides, kommer Arbejdet i sin rette Belysning. Men der ligger endnu fra Fortidens Træl­doms- og den fysiologiske Uvidenhedstid hos mange Mennesker Forestillinger om noget forringende og nedsættende ved dette at udføre legemligt Arbejde. Nogle lever i den Misforståelse, at de hæver sig, socialt højere ved at holde sig borte fra det. Det kan også være økonomiske Hensyn, der bringer t. E. unge Piger til at vælge det rolige og stil­e Arbejde som Syerske inde i den pæne Stue ved Kakkelovnen frem for at ud­føre det dårligere lønnede grovere huslige Arbejde­. Muligvis er der mere at tjene for en Syerske, men Helbredet kommer let i Fare ved så ringe Muskelvirksomhed of­test i krumbøjet stilling en stor Del af Døgnet i den unge Alder, da Udviklingen netop kræver mere deraf, end der kan fås ved stillesiddende Virksomhed.

Livet på Landet ved Arbejde i Hus og  Mark er derfor langt det sundeste. Byernes og Stationsbyernes Befolkning er mindre gunstig stillede, og de må, hvis de ikke helt glemmer det, søge Bevægelse på anden Måde, f. eks. ved Gymnastik, der alligevel kun  bliver et tarveligt Erstatningsmiddel for det legemlige Arbejde den største Del af Dagen. Cykling er kun et ensidigt Muskelarbejde og ofte alt andet end gavnligt for ældre eller svagelige Folk.

Den sundeste og mest ideale Bevægelse, når andet Arbejde ikke kan fås, er Gangen, der alt efter den større eller mindre Hastighed sætter flere eller færre Muskelgrupper i Virksomhed (ved Løb bruges de allerfleste af Legeme Muskler.)

Husk derfor, i Unge, at Muskelarbejde styrker, udvikler og hærder Eder og gør Eder velskikkede til under samtidig sundhedsmæssig Levemåde at opnå en lykkelig og kraftig Ungdoms- og Manddomstid, en sen og glad Alderdom.

Når Ernæringen og Arbejdet spiller en så stor Rolle for vor Sundhed, da må det heller ikke glemmes, at den rettidige Hvile og Søvn er nødvendig, som det tredje Led i det Forbund, der værner om vort legemlige Velvære. Men det må særlig fremhæves, at det er vigtigt for det fulde Udbytte af Søvnen, at den nydes på det rette Tidspunkt af Døgnet.

Utallige Erfaringer har godtgjort, at Søvnen på den Tid, Naturen har anvist dertil, den Tid, da de øvrige levende Væsner søger Ro og Hvile, når Solen er forsvunden, er den mest styrkende, Altså, 8 Timers Søvn, fra Kl. 10 eller endnu bedre Kl. 9 er mere værdifuld end den fra Kl. 11 eller 12. Thi det straffer sig gerne at gå imod Naturens Bud, nemlig efter Nattevågen, at sove højt op på Dagen ved at vi bliver mindre oplagte og dårligere til vort Arbejde.

Men her må Ungdommen gå i Spidsen og navnlig Ungdommen på Landet, Thi det vil endnu volde en stor Kamp at få den fra Byerne og mest fra Storbyerne udbredte slette Vane brudt, at forsøge på at gøre Nat til Dag. Navnlig Hjertet søger nye Kræfter under Søvnen, ligesom Hjernen.  Legemets horisontale Stilling letter Hjertets Arbejde. Derfor bør intet større Måltid nydes umiddelbart før Sengetid, da Hjertets Arbejde forøges derved netop i dets Hviletid.

”Stå op Kl. 6,

spis til Middag Kl. 10,

spis til Aften Kl. 6,

gå i Seng Kl. 10,

så lever du 10 G. 10 (År)”

(efter et gammelt fransk Vers) udtrykker en god Leveregel fra ældre Tid.

Jeg behøver sikkert ikke i vore Dage at advare denne Forsamling mod spirituøse Drikke, det véd nu, synes jeg, hvert Barn, at det at drikke sig beruset eller daglig at nyde berusende Midler er Tegn på åndelig Abnormitet eller ringe Kultur.

Denne Gifts Virkninger for Sjæl og Legeme er velkendt. Alkoholismen reder, som det er blevet sagt, Sengen for Tuberkulosen, og den baner Vejen for megen anden Elendighed i Samfundet.

En anden Gift vil jeg ikke undlade at nævne, nemlig Tobakken, ikke alene for dens øjeblikkelige, nerveskadelige Virkninger, f.eks. på Øjet og Synet, men også på Grund af  det Ubehag, som dette Nydelsesmiddel fører med sig socialt, nemlig, at når en i et Selskab ryger, synes andre, skønt de helst var fri, at de egentlig også bør fortage sig noge i den Retning, og på den Måde bliver et Rum, hvor en eller flere Personer sidder og ryger for lukkede Vinduer, et alt andet end hyggeligt Opholds­sted, både mens Rygerne er tilstede og allerværst når de er gået. Thi i Tobaks­røg er der en Slags Sod, som på Grund af sin fedtede Beskaffenhed og ved sin gen­nemtrængende, hæslige Stank ødelægger Møbler og Tapeter ved at trænge ind i alle Porer, hvorfra det, når der ikke skaffes frisk Luft, næsten er umuligt at fordrive. Skal der endelig ryges, lad det så ske i fri Luft eller for åbne Vinduer, så hvert Spor af Tobak i kort Tid forsvinder fra Værelset. I hvert Fald bør man undlade at ryge, når man ikke kan undgå at spytte samtidig.

Var det ikke en Opgave for Ungdommen at danne et frivilligt Forbund til denne Gifts og blødagtige og kostbare Vanes Bekæm­pelse. De Råd og Anvisninger, jeg her har gi­vet, kan dog ikke altid følges strengt, men det arbejdende Samfund vil ad Erfaringens Vej blive belært om Rigtigheden. Her er kun tænkt på Hverdagens Forhold tinder det regelmæssige Arbejde. Men Livet by­der os jo også på Festdage, da slige Leve­reglers Overholdelse kan vanskeliggøres i høj Grad. Vi må da heller ikke føle vor hygiejniske Samvittighed alt for brødebe­tynget ved Afvigelsen herfra, når Græn­serne drages af sund Fornuft og god Tone og Afvigelserne kun sjælden forefalder.

Renlighedens Betydning.

Jeg vil nu gerne i nær Sammenhæng her­med omtale den nyere Tids Bestræbelser for at hævde Renligheden en større Plads i Samfundet, end der hidtil har været den indrømmet.

I det· 15. Århundrede, Renæssancens Tidsalder, var meget anderledes end nu. Datidens Kunst har overleveret os billedlige Fremstillinger af de højst kultiverede Mænd og Kvinder i pragtfulde maleriske Dragter, med Smykker og stilfulde Hårsætninger. Personerne omgives af fyrstelig Luksus. Men i det prægtige Klædebon og i Håret fandtes en Dyrebestand, som nu kun findes i den civiliserede Verdens Afkroge, stærkt tilbagetrængt og ivrigt forfulgt. Et Par År­hundreder efter greb man til at afklippe Håret for at slippe for denne Plage, og Parykken blev opfundet for at dække Ho­vedets på Grund af Nødvendigheden stæk­kede Hårvækst.

Endnu i det 17. Århundrede spiste man stærkt, og den deraf følgende af Naturen påbudte Fornødenhed fredsstillede man uden videre stænge Hensyn til Stedet.

Under Hoffester ved Solkongens, Ludvig den 14des Hof, så endog i Versailles og Louvre usvigelige Beviser derpå i Slottenes Korridorer og bag Dørene.

Drikkeskikkene på hine Tider medførte idelige Håndgribeligheder, Lemlæstelser og Drab.

Renlighedens Begreb var slet ikke gået op for Datidens Samfund og for det fineste Hof i Europa, hvor den ringe Mand ingensinde satte sin Fod. Hvorledes må det da ikke have stået til hos Borgerne eller hos den »uselig Bonde«.

Det må heldigvis indrømmes, at vi er kommet et godt Stykke frem siden hine Tider.

Et velkendt Ord fra Nutiden siger, at et Folks Kultur kan måles ved dets Forbrug af Sæbe og Vand. Målt med denne Alen står Danmarks Kultur dog på svage Fød­der. Jeg vil slet ikke tale om, at Badning om Sommeren i det frie eller varme Bade vist­nok for de 99 pct. af Danmarks Indbyggere er en temmelig ukendt Ting; men man kan jo også klare sig uden dette, f. Eks. ved daglige Afvaskninger med koldt Vand, det er så let at sætte i Værk, idet der i hvert Soveværelse kunne findes en flad Balje, som daglig benyttes på den Måde, at den badende eller vaskende står op deri og med en våd Svamp afvasker hele Krop­pen. Dette er et ypperligt Middel til at undgå Forkølelse og derved til at mod­virke Sygdomsangreb og desuden en daglig Øvelse i personlig Renlighed

Et andet særligt Brug af rent Vand er til Håndvask, som dog heller ikke benyttes nær så hyppigt, som der er Grund til. En Gæst i et engelsk Hjem spørges ofte ved Ankomsten: Do You want to wash Your hands (Ønsker De at vaske Deres Hænder)? Dette Spørgsmål vilde i Danmark let blive misforstået.

Navnlig burde der være let Adgang dertil i Skolen, når Børn efter at de har været på Legepladsen eller på Kloset skal gen­optage Skolearbejdet eller spise deres Mad; derved lærte også Ungdommen fra tidlig Tid at anvende dette Middel.

Intet Måltid burde tillaves uden at der i Køkkenet er let Adgang til og jævnlig Be­nyttelse af Vandfad og Sæbe. Kokkepigen kan have rørt ved tuberkuløst Kød uden at tænke over Smittefaren; men heller intet Måltid burde nydes, uden at denne Handling var gået i Forvejen. Jeg kan yderligere tilføje, at Håndvasken er Lægernes væsentligste Middel til at undgå Smitte.

Atter en Opgave for Ungdommen at få dette indført i større Udstrækning i vort Land.

Jeg skal blot kortelig antyde, hvorledes vi i vort daglige Liv ofte udsætter os for at røre ved mangfoldige Genstande, om hvis Renhed der kan rejses stærke Tvivl. Pengestykker er altid ved deres ujævne Overflade Samlingsplads for Urenlighed af den mest forskelligartede Slags, og stadig på Vandring; efter at have været i Slagterens Butik, i Urtekræmmerens Skuffe, måske tbt og sanket op på Gaden af lille Peter, måtte Skillingen afsted til Mælkehandleren, anbragt på Bunden af Blikspanden for at Peter ikke skulle tabe den igen, og samme Dag blev den brugt til at lukke en døendes Øjenlåg, for inden Aften at blive afleveret i et Konditori. Af en sådan sølle 5 Øres Historie for en Dag ser man, hvor nyttigt det var, at enhver, som ekspederede Spisevarer til Fortæring, såsom Frugt, Kager, Konfekt og andre Delikatesser, ikke brugte Fingrene til at tage både på Pengene og på Spisevarer. Ingen af Delene bør berøres med Fingrene. Der savnes endnu et

Kasseapparat, der uden at Ekspedienten har nødig at røre ved Pengene kan modtage, rense og give rene Byttepenge tilbage.

De nævnte og mange andre Spisevarer der er bestemt til at nydes, som de er bør kun handles og fremtages ved særlig Redskaber (Ske el. lign.)

Hvor ofte ses ikke de nævnte spiselige Varer fremme i Butikker i åbne Beholdere udsat ikke alene for tilfældige Kunders Fingerering, men frem for alt for det Støv, som Dagens Færdsel afsætter, ved at adskillige hundrede Fødder af Mennesker og Hunde hver aflejrer sin lille Portion af Snavset fra Gaden, der gemmer så mange og brogede Bestanddele, når Husdyrene der tumler sig så frit som hos os. At det Lag, der mod Aften er opsamlet på Gulvet i Butikken, ikke har stort at lade det på Gaden høre, er sikkert nok. Men Butikken skal jo nu  fejes i Aften og så kommer det hele væk, med Undtagelse af det, der flyver op i Kagerne, i Konfekten eller på de dejlige Figen, som burde have været dækket under sikker Glaslåg.

Det er alt andet end tiltalende at se Folk drikke Øl af Flaske i Stedet for at  skænke det i Glas, Thi Flaskehalsen kunne være uren og vi ved ikke, om Manden er rask, g det kunne jo ske, at den ikke blev grundig renset, før der atter kom Indhold i den.

Der løber altid nogle Dråber af den drikkendes Mund tilbage i Flasken eller Glasset, hvoraf der drikkes. Værre er det, når alvorlige syge gør det, fordi de ikke så godt kan rejse sig i Sengen og drikke af Kop. Sodavandssifoner yndes meget til syge, men de er ganske umulige at rense, da der ikke kan bruges varmt Vand til dem.

Hoteller og Gæstgivergårde besøges i vore Dage af mange Mennesker. Knive, Gafler, Kopper og Glas går med små Mellemrum til mange Munde. En omhyggelig Renselse med varmt vand og soda er her ganske nødvendig, da ikke alle de, som kommer slige Steder, er raske. Hotellernes Senge, Vandfade og Glas bør være under særlig veludlært Tilsyn, thi dels er mange Folk lidet nøjeregnende med, hvad de bruger disse Ting til, dels besøges mange Hoteller af syge, som endog i længere Tid søger Læge.

Jeg har selv iagttaget det adskillige Gange, men det er ikke altid, at Hotellets Betjening har Forståelsen af, at her skal vises særlig Omhu ved Rengøringen. Andre Eksempler på Brud mod Sundhedslæren er det at ånde i et Glas for at polere det, eller puste i en Papirspose for  at åbne den, idet Smitstoffet fra Munden kan følge med Luftstrømmen til Glasset eller Posen.

Ligeledes Fællesbrug på Barberstuer af Kamme, Børster, Håndklæder osv. Eller Forevisning af Legetøj til at blæse i som Mundharmonikaer, Pusterør, Skrigeballoner, ved at andre putter dem i Munden og derefter forærer Børn dem.

Vore mest benyttede Brugsgenstande bør være så glatte og hårde som muligt ( af Metal, Glas, Porcelæn) for let at tillade Rensning.

( Se Dr. Lundsgaard: Smittefaren ved Brugsgenstande. København 1905. 32s)

Jeg er ikke Blind for, at en og anden muligvis kan undres over, hvad jeg her har sagt, navnlig hvor jeg har været kritisk overfor Samfundets nuværende Opfattelse og adskillige dagligdags Forhold. Den der forbavses, må dog selv betænke, om han ikke muligvis indtager et standpunkt, som burde forlades, og det var måske dog Overvejelse værd at søge efter Evne at rette de Mangler, der kan  findes. Sligt rettes ikke på en Gang og Kravene til en større Renlighed eller til en Forbedring af Renlighedens Teknik er jo heller ikke så særlig gamle.

Disse Krav har ikke haft mere end en Menneskealder til at fremstå, idet de først kunne stilles, da Bakteriologien og Mikroskopet udvidede vor Erkendelse om vore usynlige Fjender.

Medens Lægerne i største Del af det 19. Århundrede iførte sig deres dårligste Tøj, når der skulle gøres en Operation, er det nu anderledes. Lægen ifører sig sin hvide Frakke og renser først og fremmest sine Hænder i varmt Vand og Sæbebørsting samt desinficerede Væsker, også Patienten renses omhyggeligt og alt hvad Lægens Hænder skal røre ved af Instrumenter og Forbindingsstoffer under Operationen gøres nu om Stunder kimfri ved Sterilisation i kogende Vand.

Slige Krav er vist aldrig stillede før, men allerede nu viser deres Berettigelse sig ikke alene ved, at Lægerne nu får bedre og bedre Resultater af deres Arbejde. Et af de største, som Nutiden kan opvise og som fuldstændig har omskabt Lægekunsten, er den moderne Sårbehandling, der har åbnet Adgangen til de vanskeligst tilgængelige Organer i det menneskelige Legeme som Hjernen og Underlivsorganerne, Opgaver som for 10 – 20 År siden ansås for så godt som uløselige.

Eller vi kan henvise til Serumbehandlingen, der forhåbentlig vil oplade os de tunge Døre, der fører ind til Helbredelsen af de alvorligste smitsomme Sygdomme, som så længe Historien rækker tilbage, har hærget Menneskeslægten.

Men i mangfoldige dagligdags Forhold har Kendskabet til Gæring og Bakterier grebet ind, omdannet gamle Erhverv (f.eks. Ølbrygning, Brødbagning) og skabt nye (henkogte Sager.)

Renlighedens nationaløkonomiske Betydning er det ikke vanskeligt at få Øje på, den griber ind i så mange, ja de allerfleste dagligdags Forhold, blandt andet i Danmarks Stilling som smørproducerende Land, idet vi har opnået den store Hæder at være Forgangsfolk. Men derved har også vort Folk fået et gavnligt Kursus i den Kunst at arbejde renligt, og som Eksportører vil vi kun kunne hævde vor Stilling ved utrættelig at forbedre vore Metoder. Alle Vegne møder vi de nye Krav, som vi med eller mod vor Vilje må bøje os for, og når de er gennemførte, vil det vise sig, at også vort Helbred og hele Samfundets Sundhedstilstand er forbedret, så Sygdomme, som nu er hyppige, vil høre til Sjældenhederne.

Jeg retter altså en Opfordring til Ungdommen her til at omdanne vore Hjem til Templer for Sundhed og Skønhed; selv den fattigste Vrå kan blive dertil, når de rigtige Festmidler er tilstede, nemlig Lys og ren Måde, da har vort hjem og vor daglige Gerning i det ydre en meget væsentlig Betingelse for at være det som det bør være, og da kan forhåbentlig det gamle Rim få sin Anvendelse:

Ren i Skind

Ren i Klæder,

Ren i Sind,

Ren i Sæder!