Stormfloden

d.3. Decbr. 1909.

 

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

 

Nr. 1 Fredag den 1. April 1910

Skrevet af S. Brorsen

 

Jordskælv mærker man sjældnere under de nordlige Breddegrader, de skandinaviske Lande er i den Henseende heldigere stillet end Staterne under Sydens Sol, hvor den Slags uhyggelige Naturfænomener indtræffer med korte Mellemrum og forårsager Menneskers Død, samt Ødelæggelse af Værdier, der i Penge beløber sig til svimlende Summer.

 

Imidlertid er der Egne her i vort Land, der hyppigt hjemsøges af Oversvømmelser, som i Tidernes Løb gentagne Gange har haft Karakter af ret uhyggelige Katastrofer.

 

En af de mest hjemsøgte Egne er Jyllands Vestkyst, særlig Egnen fra Grænsen, lidt syd for Ribe, til Esbjerg. Denne Del af Landet blev særlig hårdt ramt ved Stormfloden den 3. Deceb. 1909.

 

Danmark er jo et lille Land, hvor vi når vi har færdedes lidt uden for vore egne Døre, næsten kender hver eneste Plet, jeg har dog nogen Tilbøjelighed til at tro, at Egnen herovre i den sydvestlige Spids af vort Fædreland for mange står som ret ukendt, og jeg skal derfor med et Par Ord omtale Egnens Natur, da den er noget for sig selv.

 

Her er hverken Skove eller Bakker, det hele er et så velsignet fladt Terrain, at intet hindre Øjet i at skue milevidt omkring.

Det er det eneste Sted i Landet, hvor vi har Marskdannelser, denne Marsk er jo i Tidens Løb bleven til ved Aflejring af Klægpartikler, der findes i Havvandet, og som afsættes, hvor de nødvendige Betingelser er til Stede. Marsken begynder ved Esbjerg og går som en Bræmme, der stadig bliver bredere, ned gennem Slesvig og videre til Holland, hvor der jo findes uhyre Marskarealer, der i Tidens Løb er taget op til Dyrkning og hører til den frugtbareste Jord, man overhovedet kender.

Disse Marskjorder ligger i Reglen kun nogle ganske få Fod over Havets Overflade. De overskylles derfor jævnlig, hvilket medfører en højst usikker Drift for de Landmænd, der er henvist til disses Benyttelse. For at gøre Driften noget mere stabil har man på forskellige Steder i Slesvig, Holland og på Vesterhavsøerne bygget store Diger for at værne Landet mod Vesterhavet.

 

I Ribeegnen er der bygget mindre Diger for dog at have nogen Beskyttelse, men til at modstå de større Stormfloder har de naturligvis været alt for simple. Oversvømmelse finder derfor stadig Sted og har i Tidernes Løb forårsaget store Ulykker for Egnens Befolkning.

 

I 1634 indtraf den uhyggeligste Katastrofe, som man kender i den historiske Tid. Halvdelen af Beboerne druknede, og de, der blev tilbage, var naturligvis ruinerede for lange tider, da alt hvad de overhovedet ejede, var ødelagt af Stormfloden.

 

Denne er som sagt den største og den man ikke har få Optegnelser om, men med Års Mellemrum er Beboerne bleven opskræmt ved store Oversvømmelser, der har medført kolossale Tab. I det 19de Århundrede blev Egnen hjemsøgt ved store ”Floder” i 1825 og 1839, den sidste bragte en Mængde Isskosser med sig, der væltede adskillige Huse over Ende og gik ind i de fleste Ejendomme i disse Marskbyer. Jeg kan huske, gamle Folk, der oplevede Stormfloden, har fortalt, at man gik i Vand til over Knæerne inde i Stuerne, og at en Kone med sit lille Barn, der lige var født, kun med ”Nød og næppe” kunne klare sig i Alkovesengen. Efter at jeg er bleven ældre, forstår jeg nu bedre, hvad jeg undrede mig over som Dreng, at når det stormede af Sydvest, begyndte de ældre og mere forsigtige, efterhånden som Stormen antog en mere truende Karakter, at gøre sig rede til mere truende Karakter, at gøre sig rede til med alt, hvad der overhovedet kunne flyttes, at ty op på Loftet. Man fik travlt med at kaste Jord op for Døre og Porte for i det længst mulige at holde Vandet ude. 1865 den 30. Maj aflagde Vesterhavet Egnen et Besøg, der af alle ældre huskes så tydeligt, fordi der denne Sommer bogstavelig talt intet groede, hverken af Græs eller Korn.

Spirene på denne Årstid er særdeles skøre, de blev i den Grad ødelagt, at de ikke rejste Hovedet mere dette År.

 

I 1881 og 1894 indtraf der ingen store Stormfloder. Det er for resten karakteristisk, thi det viser sig at der med fra 13 til 15 års Mellemrum er indtruffen en stor og ødelæggende Oversvømmelse.

 

I 1881 druknede der i Hundredvis af Kreaturer, og Tabet for enkelte Folk gik op til flere Tusinde Kr. Ind mellem de store Stormfloder indtræffer der næsten hvert eneste År mindre, der medfører Tab for Beboerne og blandt andet bidrager til, at de ikke kan drive Jorden på den Måde, som de helst ønsker, og hvorved deres Arbejde kunne sikres.

 

Den sidste store Stormflods-katastrofe indtraf den 3. Decbr. 1909 og er således i frisk Erindring.

 

Vi havde joden Dag en ganske ualmindelig lav Barometerstand, så de fleste var klare over, at der med den forrygende Blæst af Sydvest ville indtræffe noget uhyggeligt.

 

Sikkert er det at hvis denne Stormflod var kommen på en Årstid, hvor Kreaturer græsser på Engene, ville der være sket en ganske ubeskrivelig Ulykke, ikke alene store Værdier i Form af druknede Kreaturer, men mange Menneskeliv ville være gået tabt, da Vandet kom med en ganske ualmindelig Voldsomhed. Der blæste en stiv Kuling hele Dagen, og Vesterhavet var i fuld Oprør, men alligevel var det dog et godt Stykke hen på Eftermiddagen, inden man fra Landsbyerne kunne se Vandet gå ind  over Engene.

Elementerne rasede imidlertid mere og mere, og Vandet steg med rivende Hast.

 

Man håbede, at Husene skulle blive skånet, da de jo er bygget på de højeste Punkter.

 

Da Mørkningen indtraf, var Vandet endnu noget borte, men hule Drøn, der mindede om Kanontorden, varslede om ulykkelige Begivenheder.

 

Mens Beboerne i denne uhyggelige Aftenstund søgte at gøre sig det så lunt inden Døre,som det var muligt, tog Stormen stadig til i Styrke, og allerede ved 7 Tiden begyndte det at se truende ud mange Steder. Bølgerne var Tårnhøje, og for hvert Minut der gik, kom de stadig Husene nærmere, da lige med ét skete der noget forunderligt. Vandet kom formelig væltende, således at det i Løbet af Minutter steg 1 ½ Alen. Folk blev rædselsslagne, og mange troede, deres sidste Stund var kommen, At Stormfloden ville nå den samme Højde som i Fortiden, hvor mange Mennesker druknede.

 

Vandet steg og steg og gik ind i en Mængde Gårde og Huse, hvor der i den Anledning foregik både tragiske og komiske Optrin.

 

Vandet kom med en sådan Voldsomhed, at et enkelt Sted, som ganske vist var særlig udsat, skete det at, mens Ejeren stod ude i Stalden hos sine Kreaturer, så han pludselig, at Vandet det begyndte  at løbe ind ad Vinduerne, der jo dog sidder over 2 Alen høj i Muren.

 

Her var ikke megen Tid at spilde, det gjaldt nu Livet for ham og hans. Så måtte det gå med Kreaturerne, som det kunne. Han fik med Møje og Besvær sig og sin Familie anbragt oppe på Høloftet, herfra måtte de være Vidne til Hjemmets Ødelæggelse.

 

Køerne druknede i Stalden, al deres Bohave blev komplet ødelagt, Halvdelen af Huset blæste om, og det var kun ved et rent Mirakel, at der ikke her gik Menneskeliv tabt.

 

Det må have været trange Timer, disse Mennesker tilbragte hin 3. Decbr. Siddende på er lille Høstænge, ængstelig for at Taget, hvad Øjeblik det skulle være, faldt ned og knuste dem.

Udenfor et Hav i Oprør.

Vandet stod lige til Husets Tag, hele deres Hjem, alt deres Arbejde tilintetgjort.

En hel Nat tilbragte denne Familie på den Måde, og først ved Daggry den 4. Decbr, vovede man sig ud fra andre Steder for at bringe Hjælp.

 

Der var et andet Sted, hvor man forsøgte at flygte for Vandet, da det begyndte at se truende ud, der skulle køres en 1 ½ Fjerdingvej, men midtvejs kunne Forspandet ikke længere. Manden måtte skaffe sig friske Heste, og imens måtte Familien sidde på Vognen ude på Vejen i dette forrygende Vejr, mens skumklædte Bølger rundt om dem tårnede sig højere og højere. De blev dog reddede af behjertede Mennesker, men glemmer formodentlig aldrig i deres Liv denne frygtelig Nat.

 

Der foregik også mere komiske Episoder, der var et Sted, hvor man søgte at afvende Tanken fra Stormen ved at spille Kort, pludselig opdager Manden i Huset, at der enkelte Steder viser sig små Vandpytter inde i Stuen, han ved ikke rigtig hvad det er, og siger uvilkårligt til en af sine Medspillende:” Er det Dig, der sidder og spytter på Gulvet!” Det varer imidlertid ikke længe, før det går op for dem, at det er Vesterhavet, der er bleven deres Gæst, og Kortspillet afbrydes hurtig.

 

Et andet Sted, hvor man har 3 Kvarter Vand i Huset, har man fået et Par Smågrise anbragt i Sengen, hvor de efter Sigende skulle have befundet sig ganske ualmindelig godt uden tilsyneladende at bekymre sig det mindste om Uvejret udenfor.

 

I et Hus, hvor Ejeren var noget tunghør, dundrede det på Døren. Manden bød ”Kom ind”, og var naturligvis nysgerrig efter at se, hvilke fremmede han skulle se hos sig en sådan Stormaften. Døren bled imidlertid ikke lukket op, og det bankede igen. Manden blev ærgerlig over, at man overhørte hans Indbydelse, han løber derfor hen og river Døren op, men bliverda ikke lidt forskrækket over, ved i Stedet for fremmede Mennesker, at de Vandet, iblandt store Roer, slå ind om Benene på ham.

 

Mange  vil undres over disse Meddelelser, men mange Steder stod Vander højt i Stuerne, således at Beboerne nødvendigvis måtte tage Tilflugt til Loftet og lade det meste af deres Bohave i Stikken.

 

Egnen har et uhyre trist Udseende efter sådan en Stormflod. Husene ser forhutlede og forrevne ud, store Huller er der overalt i Taget, og hvor Murene i Forvejen ikke stod alt for lige, har disse meget tilfælles med det skæve Tårn i Pisa.

Alt hvad der hedder Plantning er i særlig Grad medtaget, Træer er væltet eller revet op med Rode, og de i Forvejen ikke særlig velplejede Haver har fået et yderst trist Udseende, hvor der enkelte Steder er gjort et smukt Arbejde for at fremme Plantesagen, har vedkommende kun det sørgelige Syn at se sit Arbejde tilintetgjort. Under sådanne Forhold kan man ikke forlange store Fremskridt, Lysten bliver stækket ved, at Ødelæggelsen så tit melder sig.

 

Jorden i al Almindelighed er frygtelig medtaget og det i desto højere Grad, som den er i Kultur, Dygtigheden må her særlig bløde, jo bedre behandlet og jo mere porøs Jorden er, desto større Skade lider den af Vesterhavets Oversvømmelse, de i Forvejen ret magre Agerjorder ligner efter en Stormflod et rent Flyvesand-landskab, Muldstofferne er skyllet bort, den stride Sand er tilbage, der kan begyndes forfra for i det hele taget at sætte Jorden i Stand til at bære Afgrøder. Trist og sørgeligt ser Landskabet ud efter Stormfloden den 3. Decbr. Mange har tabt Modet, thi ved Siden af de mere indirekte Tab har hver Landbruger haft et stort, direkte, reelt Tab.

 

Får er druknet i Hundredvis, Roer i Tusindvis af Læs er svømmet bort, og en Mængde Korn og Hø er Ødelagt. Det er store Kapitaler, det drejer sig om, og Tabet er ikke helt let at bære for den i Forvejen ikke meget velhavende Befolkning, hvis man endda kunne sige, ”ja en Gang er ingen Gang” men der er så gentagende, at den Slags Ulykker har indfundet sig, så man ikke kan undres over, om Initiativet har lidt så uhyre derved.

 

Der er dog det Lyspunkt i Sorgen, at den danske Rigsdag har vedtaget, at der skal bygges et stort Havdige derovre på disse Egne til Værn mod den farlige Nabo, Vesterhavet.

 

Mange af de gamle, der nu ligger i Graven, har tit sukket, når Stormfloderne drog hærgende over Egnen, om de dog måtte have oplevet den Dag, da deres herlige Fødeegn var befriet for denne Plage.

 

Digesagen har været drøftet i Menneskealdre, først 1908 – 09 havde vi en tilstrækkelig forstående Rigsdag og Regering til, at det lange Arbejde kunne krones med Held. Den sidste Katastrofe af 3. Decbr. Har bidraget til, at Beboerne kun har ét Ønske, at Diget må blive bygget så hurtigt som muligt, således at Kulturen også her på disse Sletter kan gå sin Sejrsgang og bidrage til et lykkeligere, virksommere og mere initiativrigt Liv for de Mennesker, der færdes derovre.

S. Brorsen.