Tyendekommissionens Betænkning.

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

Nr. 8 Fredag den 20. Maj 1910

Af J. Nielsen-Jeksen

Den nugældende Tyendelov er fra 1854, og efter den Tids patriarkalske Forhold imellem Husbonde og Tyende var Loven sikkert så human og frisindet som Tiden og Forholdene den Gang krævede, i hvert Fald mere human og frisindet samt beskyttende for Tyendet end noget andet Lands.

Men efterhånden som Tiden og Udviklingen skred fremad, og Tyendet ikke længer betragtes som et uselvstændigt Tilbehør til Husbondens Husstand, men som en fri og selvstændig Personlighed, der endog har fået kommunal Valgret lige med Husbonden, blev Loven mere og mere forældet efter Tidens Forhold og Krav.

Der blev derfor også større og større Utilfredshed med Loven ikke blot hos Tyendet, men også hos mange Husbonder. Som Følge heraf blev der fra begge Sider, dog navnlig Tyendets Organisationer rejst en meget hård og skarp Kritik over Loven, som man fordrede enten helt ophævet eller revideret efter Tidens Udvikling, Forhold og Krav.

I Henhold hertil blev der da Ifølge Lov af 27. Juni 1905 nedsat en Kommission, der efter Lovens §1 skulle ”forberede en Revision af Tyendelovgivningen og fremkomme med Forslag i så Henseende.”

Heraf fremgår det klart og bestemt, at det, i hvert Fald den Gang, var Lovgivningsmagtens Mening, at Tyendeloven ikke bør ophæves, men derimod revideres og reformeres efter Tidens Krav, og i Henhold dertil har Kommissionen arbejdet i de forløbne År.

Kommissionen bestod af 18 Medlemmer foruden Sekretæren Herredsfuldmægtig Jensen Stevns. Medlemmerne er valgt dels af Ministeren og dels af begge Rigsdagens Ting efter Forholdstal, så alle politiske Partier er repræsenteret, ligesom også både tyendet og Husbonderne har haft deres Repræsentanter. Borgmester Schmidt, Svendborg, har været Formand.

Det fortjener at bemærkes, at Kommissionens Arbejde har været rent saglig, og at de enkelte Medlemmer ganske sikkert har taget deres Standpunkter alene efter deres personlige Overbevisning uden politiske Partihensyn. Dette fremgår klart alene deraf, at de 3 Mindretal, hvori Kommissionen til Slut har delt sig, aldeles ikke er dannet efter politiske Partilinier, men Medlemmerne i alle tre Mindretal er en broget Blanding af alle politiske Afskygninger.

I det følgende skal jeg give en kort Fremstilling af Kommissionens Arbejde.

Først afholdt den samlede Kommission en Del møder, hvori Tyendespørgsmålet i Almindelighed blev drøftet.

Derefter lod Kommissionen Sekretæren indhente Oplysning om Tyendelovgivningen i fremmede Lande, dels for at kunne sammenligne den med vor  egen og dels for om noget deraf mulig kunne passe for vore Forhold.

Sekretæren fik også tilsendt det allermeste af den Art Lovgivning i de europæiske Lande.

Hele dette store Materiale blev så gennemarbejdet af Sekretæren, der udarbejdede en Oversigt over Hovedpunkterne i disse Landes Tyenderet, hvilken derpå blev trykt i et særligt Hefte.

Et lignende Hefte blev udarbejdet og trykt over ”Tyenderetten efter dansk Lovgivning”

Begge disse Hefter blev så tilsendt alle Kommissionens Medlemmer. Det fremgår heraf, at der i de skandinaviske og tysk- østrigske Lande havde en særlig og udførlig Tyendelovgivning, hvorimod man i Frankrig og England manglede en sådan. De Lov-regler, som findes der, angår Arbejdskontrakter i Almindelighed, men er for øvrigt meget sparsomme og ufyldestgørende.

At gennemlæse og studere disse  Hefter, der følger Betænkningen som Bilag, er både interessante og lærerigt, og en uhildet Sammenligning af Retsforholdet mellem Tyende og Husbonde i de fornævnte Lande og vor egen Tyendelovgivning viser, at vor egen, trods dens Ælde og Mangler, er den mest frisindede og yder Tyendet størst Retssikkerhed og Beskyttelse mod Misbrug af Husbonden.

Derefter afholdt Kommissionen en Række Møder, hvori den gældende Tyendelovs enkelte Paragrafer blev gennemgået og udførlig drøftede hver for sig, og hvor de forskellige Anskuelser og Standpunkter klart kom frem og blev motiveret. Der blev så nedsat et Underudvalg på 7 Medlemmer foruden Sekretæren, hvori så godt som alle Partier var repræsenterede.

Udvalgets Opgave var, at det i Henhold til de forskellige Anskuelser skulle forsøge at udarbejde og enes om et Udkast til et Forslag. I Løbet af et Års Tid lykkedes det virkelig Udvalget at blive så godt som enig om et sådant Udkast.

Men da det kom til Forhandling i den samlede Kommission, viste det sig snart, at det langt fra kunne samle hele Kommissionen, der delte sig i de fornævnte tre Mindretal, 2 hver på 7 Medlemmer og et på 4.

At komme ind på Enkeltheder her ville føre alt for vidt. Jeg må derfor indskrænke mig til nærmere at omtale de 3 Hovedanskuelser, hvorom der særlig har været forhandlet.

Fra forskellige Sider er der gjort gældende, at den rette Løsning af hele Tyendespørgsmålet ville være fuldstændig at ophæve Tyendeloven og gå over til ”fri Kontraktforhold.”

Denne Anskuelse har også haft sine Tilhængere indenfor Kommissionen. Navnlig efter at ikke alene Tyendeforeningernes Fortalere havde rejst en meget hård Kritik mod Loven og stemplet den som en ren Klasselov, der gjorde Tyendet til Slaver og Trælle og derfor burde helt ophæves, men også mange Husbonder ønskede helst at blive fri for Loven, var der flere Medlemmer bl.a. jeg, der delvis gik over til denne Anskuelse.

Men da der skulle tages endelig Standpunkt, var der dog kun et enkelt Medlem, der turde vove at sætte os helt på ”bar Bund” med ”fri Kontraktforhold”. Alle ville have noget sat i Stedet for den gældende Tyendelov.

Det ville sikkert også snart have vist sig, at denne Reform var gansk forfejlet; thi selv om man ophæver Tyendeloven, vedbliver Tyendeforholdet dog at bestå, fordi der altid vil være nogle, der søger Folk, og andre der søger Tjeneste.

Men kan Tyendeforholdet således ikke afskaffes, så har sin  store Betydning for begge de interesserede Parter, at der er en forud given Rettesnor, hvorefter alle Tvistemål kan og skal afgøres, når Kontrakten intet angiver netop om det Punkt Konflikten drejer sig, og det ville sikkert blive de allerfleste. Men i så Fald nåtte Dommeren dømme efter Analogier og alm. Retsgrundsætninger.

I Stedet for en Retspleje, hvis Grundlag var åbenbar og let tilgængelig for alle, ville man få et Grundlag, der kun var tilgængelig for Juristerne. Denne Usikkerhed ville sikkert blive til Skade for begge  Parter, men mest for Tyendet som den svageste både på Grund af sin Ungdom og Uerfarenhed og sine ringere Økonomiske Forhold.

For så vidt man anser Tyendeloven og Kontraktfriheden for Modsætninger, så er det ganske misvisende. Både efter den gældende Lov og de ny Forslag er alt, hvad der kun angår Husbonden og Tyendet personligt frit og kan ordnes, som de kan enes om. Kun hvad der angår Tredjemand og offentlige er tvunget. En Afskaffelse af Tyendeloven ville derfor aldeles ikke medføre, at et frit Forhold blev frit, men kun, at et lovordnet Forhold blev uden Lov-ordning. Fra enkelte Sider også indenfor Kommissionen er der principielt gjort gældende, at der burde tilvejebringes en alm. Tyende, men også det såkaldte højere Tyende,: Handelsbetjente, Håndværkssvende og Søfolk. Flertallet har dog ikke kunnet gå med hertil, dels fordi det mentes at lille udenfor Kommissionens Opgave, og dels fordi Forholdene er så forskellige, at hver enkelt fortjener og har Krav på sin særlige Lov og retslige Behandling. Men navnlig fordi en sådan omfattende Lovgivning altid må blive så svævende og overfladisk, at den ville blive uden synderlig praktisk Værdi såvel for de private Parter som for de offentlige Myndigheder.

Hvor lidt der i Virkeligheden kan siges i Almindelighed om disse Forhold, fremgår klart af den overmåde kortfattede Behandling, som Tyendekontrakter har fået i to  i øvrigt så udførlige Lovbog og den franske Code Civil.

De to Mindretal, der i Betænkningen betegnes som ”første” og ”andet”, består henholdsvis af 2 Højremænd, 2 Socialdemokrater, 2 Reformmænd og en Kvinde og en Højremand, en frikonervativ, en moderat og en Reformmand. Tilsammen udgør de et Flertal på 11 af Kommissionens 18 Medlemmer. Dette Flertal er i alt væsentlig enig om Retsforhold mellem Husbonde og Tyende og deres gensidige Pligter og Rettigheder.

Flertallet har anset det som Opgave på Grundlag af den gamle Lov at udarbejde en ny, der indeholder, om man vil, en Normalkontrakt, som det imidlertid står Parterne frit for om de vil benytte eller ej. Ved Siden heraf har Flertallet søgt at give Udkastet et sådant Indhold, at det kan udfylde en Plads i vor nyere moderne sociale Lovgivning.

Først og fremmest har Flertallet søgt at fjerne alt, hvad der ligesom sætter et Underklassepræg på Tyendet. Dette gælder således om Skudsmålsbogssystemet med til- og Framelding, Strafformer for Ulydighed, Trods og Opsætsighed mod Husbonden, fordi det ikke længer stemmer med vor Tids Opfattelse.

Det samme gælder Hustugt og adskilligt andet.

På den anden Side har Flertallet bestræbt sig for at yde Tyendet så megen Beskyttelse som rimelig  Hensyntagen til Husbondens Interesser skønnes at tillade.

Når man har læst de to mindretals Forslag vil mange sikkert undres over og spørge, hvorfor der overhovedet er 2 Forslag i Stedet for et, thi de fleste Paragrafer er ordnet ens i begge Forslag, der kun er forskellige på ganske enkelte Punkter, men da disse er af noget principiel Natur, har ingen  af Parterne ment at kunne  give slip på sit Stangpunkt.

Disse Punkter angår for det første, om de skrevne Kontrakter skal være løse Blade eller samles i en Tjeneste- og Fastebog. Det sidste holdt det ”andet” Mindretal på.

Dernæst om Udbetalingen og Sikkerheden for Tyendets fortjente Løn og endelig om Udstrækningen af Tyendenævnets Domsmyndighed.

Det 3. Mindretal, der bestod af en Højremand, 3 Reformmænd, 2 Radikale og en Kvinde, har ikke kunnet tiltræde noget af de andre Forslag, men foreslår på Grundlag af disse at udarbejde et Forslag, der kun skal gælde for det ”umyndige” Tyende. Selv har Mindretallet intet Forslag udarbejdet.

I al Almindelighed kan det vist siges, at et 15 – 16 – 17 årigt Tyende, der har sine Forældre eller andre Værger, er mindst lige så godt sikret mod Misbrug som et 18 – 19 årigt, der kun har sig selv at stole på.

Såfremt der ad Lovgivningens Vej skal gøres noget til Sikkerhed mod Misbrug af Børns og unge Menneskers Arbejdskraft, så bør en sådan Lov ikke indskrænkes til kun at omfatte det lille mindretal, der falder ind under Tyendeloven, men bør omfatte alle Børn og umyndige unge Mennesker, der arbejder for Løn.

J. Nielsen-Jeksen