SAGEN mod Cathrine Kirstine Margrethe Petersen har sin største Interesse derved, at den står som et smukt Eksempel på, hvor meget der allerede den Gang undertiden blev gjort for at underbygge en Tilståelse, og ved den stærke Divergens, der var mellem de Lærde i Danmark, Norge og Sverige med Hensyn til Spørgsmålet, om der forelå Giftmord.

Endelig er Højesteretsdommen interessant ved det Standpunkt, Retten indtog til dette Spørgsmål og til Sagen i det hele.

Cathrine Clausen blev i 1815, knapt 17 År gammel, gift med en Husmand Hans Larsen i Hagested ved Holbæk.

I 1831 døde Manden, og to År efter giftede hun sig på ny med en Møller Jens Petersen, der overtog Hagested Mølle efter hendes i Mellemtiden afdøde Fader.

Kort efter assurerede han sit Indbo for 2100 Rbd., Bygningerne var i Forvejen forsikrede for 1800 Rbd.

En Måned efter, medens han var på et Besøg i København, brændte Møllen ned til Grunden. Ilden måtte antages at skyldes, at Ovnen, der om Morgenen havde været benyttet til Bagning, var blevet overhedet, og da der intet mistænkeligt blev opdaget, fik Mølleren Forsikringssummen udbetalt.

Et godt halvt År efter, i Januar 1834, af gik han ved Døden.

I Oktober 1838 meddelte Sognepræsten til Herredsfogden for Meerløse og Tudse Herreder, Justitsråd Lawätz, at det var ham bekendt, at Møller Petersens Enke i de sidste Dage dels i fuldkommen Afsindighedstilstand dels i mere rolige Øjeblikke havde udtalt sig med, at hun havde dræbt begge sine to Mænd, og det var hende, der havde sat Ild på Møllen.

Herredsfogden afhørte straks forskellige Vidner, der bekræftede Præstens Meddelelse.
En Afhøring af sigtede gav intet Resultat, hun nægtede sig skyldig i de påståede Forbrydelser, og ville ikke kunne mindes at have udtalt sig som Vidnerne forklarede.

Efter at Ligene af de Afdøde var gravet op, og forskellige af de indre Dele udtaget og lagt i Krukker, begav Dommeren sig på ny til Sigtede, medbringende Krukkerne.

Gjort bekendt med Indholdet af dem, og med at der nu ville blive foretaget en videnskabelig Undersøgelse, tilstod hun, at hun havde dræbt begge sine Mænd med "Rottekrudt" (en Arseniksammensætning).

Grunden til. at hun havde ombragt sin første Mand, angav hun, var, at han ikke kunne lide deres Søn, men altid var på Nakken af ham, og for øvrigt var hun blevet ked af at leve sammen med ham, fordi han heller ikke kunne komme overens med hendes Familie og ikke gad bestille noget, men overlod alt Arbejdet til hende.

Hun fattede så efterhånden Beslutning om at skille sig af med ham, og da han blev syg med Hovedpine og Opkastninger, fik hun den Tanke at komme Rottekrudt i hans Medicin.
Tre Uger efter var han død.

Sin anden Mand tog hun af Dage på samme Måde, også ved at komme Rottegift i noget Medicin, han havde fået ordineret, og også han døde efter tre Ugers Forløb.
Som Grund til denne Gerning angav hun, at Manden havde indrømmet over for hende, at han faktisk havde brændt Møllen af derved, at han "havde gjort noget ved Ovnen", således at der nødvendigvis måtte opstå Brand, når der nogle Dage efter blev fyret kraftigt op i den til Bagningen.

Efter den Tid var han blevet forfalden til Drik og havde sat alt, hvad de havde, overstyr.

Giften havde hun købt af Dyrlægen, der indrømmede det og blev straffet derfor.

Efter i nogle følgende Forhør at have taget sine Tilståelser tilbage afgav hun på ny over for den nye Herredsfoged, Justitsråd Lynge, detailleret Tilståelse om Drabene, og vedgik nu, at Manden, forinden han rejste til København, havde fortalt hende, hvad han havde gjort ved Ovnen, og sagt, at hun skulle være forsigtig, hvad hun forstod således, at hun skulle passe på, at hun ikke indebrændte, og hun indrømmede således, at hun var fuldt vidende om, at Branden ville opstå, og at der kunne være alvorlig Fare for, at Tjenestepigerne kunne komme ulykkeligt af Dage.

Den af Landphysicus Arend, Distriktslæge Weis og Apoteker Ibsen foretagne kemiske Undersøgelse af de af Ligene udtagne Dele gav til Resultat, at der "ikke fandtes Spor af nogen metallisk Substans, altså ej heller af Rottekrudt".

Herredsfogden indsendte Erklæringen til Sundhedskollegiet, hvor Professorerne Becker og Tychsen foretog en Undersøgelse af de tilbageblevne Ligrester, hvorefter de erklærede, at "der var fundet Arsenik i det, som af begge Ligene er Collegiet tilsendt, og at det således er sandsynligt, at begge de afdøde Mænd er blevet forgivet ved Arsenik".

En Kopi af Erklæringen blev sendt til Christiania, hvor den var Genstand for en nøje Granskelse af tre kendte Kemikere.

De kom til det Resultat, at "de af de to Professorer anførte Forsøg, således som de er beskrevet, aldeles ikke afgiver noget som helst Bevis, ej engang en sikker Formodning for, at der fandtes Arsenik i noget af de omhandlede Personers Legemer, skønt de på den anden Side ikke modsiger, at nogle af de opgivne Fænomener meget godt kan være en Følge af, at Arsenik var tilstede i Ligene".

På Defensors Foranledning blev så Kopier af begge de danske Erklæringer sendt til den berømte svenske Kemiker, Baron Berzelius i Stockholm, der udtalte, at såvel den første Undersøgelse, efter hvilken der ikke forefandtes Arsenik, som den sidste, efter hvilken Giften var til Stede, "ikke er blevet anstillet med Iagttagelse og Anførelse af alle de Omstændigheder, som fordres ved en vanskelig Undersøgelse for med fuldkommen Vished at afgøre enten Ikke-tilstedeværelsen eller tilstedeværelsen af Arsenik i de undersøgte Prøver.

Efter mit Omdømme, slutter han, kan den Anklagede på Grund af disse Forsøg hverken frifindes eller domfældes".

Anklagede, der var erklæret tilregnelig og som måtte formodes også i Gerningens Øjeblik at have været ved sin sunde Sans, blev dømt til at have sit Liv forbrudt, og denne Dom blev stadfæstet af Overretten.

Efter at Sagen var indstævnet for Højesteret, blev der foretaget en ny kemisk Undersøgelse, denne Gang af Professorerne Zeise og Forchhammer.

Deres Erklæring gik ud på, at "det på Forhånd måtte, anses. for meget usandsynligt, at de kunne opnå pålideligt Resultat, da de Dele, de havde til Undersøgelse, var meget små, men at der ikke i Jens Petersens Lig har vist sig et eneste Kendetegn, der kunne hentyde på Arsenik, men at der i Hans Larsens Lig har vist sig Antydninger på Tilstedeværelsen af denne Gift, Antydninger, som de dog ikke har troet at kunne anse for afgørende, hvorfor de alene vil erklære Tilstedeværelsen af Giften for sandsynlig".

Det var ikke underligt, at Advokaterne, der skulle føre Sagen, var i Vildrede.

For at få et klart Svar, rettede derfor Aktor det direkte Spørgsmål til Sundhedskollegiet, om det ifølge de samtlige foretagne Undersøgelser bør antages, at Arsenikforgiftning har fundet Sted, hvad Kollegiet besvarede med, at der sandsynligvis har fundet Forg iftning Sted i det mindste hos Hans Larsen.

Endelig rettede Defensor det Spørgsmål til Professorerne Zeise og Forchhammer, om den hos Hans Larsen påviste Arsenik ikke kunne være den Arsenik, som efter Toksikologen Orfila hører til de menneskelige Knoglers Sammensætning, hvad Kollegiet besvarede med, at det måtte anses for meget usandsynligt, eftersom den Benmasse, der var benyttet ved Forsøgene, kun var 1/00 af det mindste Kvantum, Orfila anfører at have benyttet ved sine Undersøgelser.

I sin Dom af 28. Oktober 1840 udtaler Højesteret, at hvad angår Sigtelsen for Giftmord, er der vel fremkommet Data, der bestyrker, at der virkelig er fundet Arsenik i Ligene, men Vished for, at den Substans, Tiltalte har indgivet dem, virkelig har været Gift, haves ikke(!), ligesom det i alt Fald ikke er bevist, at Tiltalte har bibragt dem Giften i Så store Kvantiteter, at den kunne have bevirket deres Død, der dog mulig kan have været en Følge af de dem påkomne Sygdomme.

Tiltaltes Brøde i denne Del af Sagen findes således kun a t kunne betragtes som et Forsøg på at berøve hendes Mænd Livet ved Gift.

Med Hensyn til Sigtelsen for Mordbrand skønnes det ikke, at hun kunne undgå at dømmes, og hendes Straf herfor vil derfor være at have sit Liv forbrudt.

Samtlige voterende Tilforordnede indstillede hende til Benådning, og Cancelliet fandt også tilstrækkelige Grunde til at anbefale dette til Kongen, der resolverede, at den hende idømte Livsstraf skulle ændres til Hensættelse til Arbejde i Københavns Tugthus for Livstid.