Svend Høgsbro

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

Nr. 7 Fredag den 13. Maj 1910

J. C. Christensen.

Det var en retsindig, frisindet og troende Mand, der nu blev båret til Graven.

Svend Høgsbro ble født på en Højskole, nemlig Rødding Højskole i Sønderjylland, den 4. Juni 1855, og her levede han sine første 7 Barneår. Hans Hjem var nøjsomt og sparsomt, næsten fattigt, ligesom hans Faders Barnehjem ovre på den samme En havde været det; men i åndelig Henseende var det langt rigere end hans Faders, så langt som 50erne stor over Tyverne, ja mere, thi gamle Sofus Høgsbro tog jo Del i det offentlige Liv og medbragte herfra mangt og meget til Hjemmet, som ellers ikke kommer Børn på nærmere Hold.

Da gamle Høgsbro flyttede til København, fordi Ministeriet ikke ville give ham Præstekaldet i Rødding, som han søgte, og han på Grund af politiske Angreb mente det rigtigst at fratræde Pladsen som Forstander for Højskolen, for ikke at skade denne, kom Svend Høgsbro til at gå i Skole i Grundtvigs Hus sammen med dennes Søn Frederik Lange Grundtvig.

Svend Høgsbro blev således fra sin Barndom indlevet i den grundtvigske Luft, og heri åndede han også åndelig talt alle sine Dage. Han var virksom ved Stiftelsen af Valgmenigheden i København og ved Oprettelse af Københavns Højskoleforening. Men han var dog ikke ensidig; han kunne anerkende alt ærligt åndeligt Arbejde også uden for sin egen Kreds. Dette har han blandt andet vist derved, at han var med til at stifte Studentersamfundet, af hvilken Forening han ventede sig meget for folkelig Oplysning og for høj og frisk Luft i det offentlige Liv. Han anede ikke, at Foreningen senere skulle synke ned til at blive en blot og bar radikal-socialistisk Diskussionsklub.

Høgsbros Deltagelse i det politiske Liv spænder over ca. 15 År, ja egentlig over mere, thi allerede i 1887 stillede han sig til Valg i Storheddinge; men først i 1895 kom han ind på Rigsdagen. Han sluttede sig straks til Venstrereformpartiet, og da han særlig interesserede sig for Rets- og Kirkespørgsmål, kom jeg i Anledning af de sidste navnlig snart i nærmere Samarbejde med ham. Om dette vil jeg dog ikke udtale mig ved denne Lejlighed, men jeg vil indskrænke mig til at optrække nogle af de mest fremtrædende Linier i han politiske Virksomhed.

I 1905 trådte Svend Høgsbro ind i Ministeriet J. C. Christensen som Minister for offentlige Arbejder, og det var ikke lidet, han her knyttede sit Navn til; thi i Årene 1905 – 08 gennemførtes bl.a. Beslutning om Christiansborg Slots Opførelse, Lov om Bygning for Rigsarkivet og den store Jernbanelov, den største, Landet nogensinde har fået af den art. Endvidere er Svend Høgsbros Navn knyttet til Retsreformen, og med rette, thi han havde ikke alene en dyb Forstå af, hvad det vil sige at ombytte det nuværende inkvisitoriske System og den skriftlige Procedure med Offentlighed og Mundtlighed, men han havde også i en lang Række af År kæmpet derfor både i og udenfor Rigsdagen, og han sidste Ord til Offentligheden var en Artikel om den Sag, hvori han nedlagde en bestemt Indsigelse mod den nuværende Justitsministers Optræden i Spørgsmålet om den gennemførte Ordnings Udførelse i Livet.

Svend Høgsbro var en rettænkende og varmtfølende Mand, der med sit folkelige Syn på Livet forbandt en stærk og levende Interesse for mange sociale Spørgsmål. Han tog livlig Del i Kvindebevægelsen og Andelsbevægelsen, og han havde Blikket åbent for den Side af Henry Georges Bevægelsen, der vedrører den Grundværdistigning, der fremkommer som Følge af offentlige Arbejder. Derfor forelagde han Bestemmelsen om Jernbaneskyld sammen med sin store Jernbanelov.

Svend Høgsbro blev ofte bedømt uretfærdigt og hånligt i den radikale Presse, og i den største Del af Højres med, og derfor har Offentligheden heller ikke fået et sandt Billede af ham. Det vil være de kommende År forbeholdt at yde ham Retfærdighed i det Mål, hans varme Hjerte for Folk og Land og for alt ædelt og godt i Livet virkelig gav ham krav på. Den Miskendelse, som han led under, øgedes ved hans Fald på Valgdagen den 25. Maj i Fjor; det blev hårdt, ufortjent hårdt. Ganske vist, heller ikke jeg billigede hans Stade og hans Optræden i Forsvarsspørgsmålet, men han var dog for god en Mand til at falde, som han gjorde, og det gjorde mig oprigtig ondt, da Telegrafen bragte mig Budskabet.

Det er sagt, at Svend Høgsbro blev Minister på sin Faders Navn – deri er for øvrigt intet nedsættende – men nu da han er borte, bør en redelig og retsindig Eftertid yde ham det Vidnesbyrd, at hans Liv og hans Gerning vel kan bære eget Navn til Efterslægten og dertil endda hædre hans Faders.

J. C. Christensen.