|
Englemagersken Englemagersken
Englemagere: Navn på samvittighedsløse Plejeforældre,
der for en fast sum overtager Plejebørn, og så lader dem gå til grunde ved forsømmelighed. ( Store Nordiske Konversations Leksikon) Dagmars dåb
Dagmar Johanne Amalie Overby
Født d 23-04-1887
Hjemmedøbt af Provsten 17-07
I Kirken 11-12
Forældrene: Indsidder Søren Julius August Overby og Hustru
Ane Marie Petrine Kristensdatter Johnson29 År .på Assendrup Mark
Båret til dåben af Barnets Farmoder Johanne Overby i Randers
Pigen Ane Madsen i Gjesing
Ungkarl Peter Sørensen i Assendrup
Møllersvend Karl Daugaard, Hede Mølle
Barnets Fader
Dagmars Konfirmation
Den 14 April 1901.
Konfirmeres
Johanne Dagmar Amalie Overby
I Kværndrup Kirke, Sunds herred, Svendborg amt.
 Dagmar Johanne Amalie Overby
Danmarks Massemorder nr. 1Dagmar blev i 1921 dømt til døden.
Hun skulle offentlig henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Men D.15 Januar 1921 blev Dommen omstød til tugthusarbejde på Livstid, men med en udtrykkelig klausul om, at hun aldrig nogen sinde måtte komme ud af fængslet, eller i det hele taget opnå nogen form for privilegier. Dagmar blev dog mentalt helt afsporet af hendes indespærring, så hun måtte senere overflyttes til Skt. Hans Hospital som ligger i Roskilde. Det var her hun døde den 6 Maj 1929. Retssagen som blev ført ved Østre Landsret nævningeting, er en af Danmarks historiens mest omtalte retssager. Det kom under retssagen frem, at Dagmar formentlig havde været påvirket af rusmidlerne nafta og æter under drabene. Hun blev desuden karakteriseret som meget løgnagtig og overspændt. Dagmar svingede under de tre dages retssag mellem koldsindig uberørthed, fortvivlelse og overgiven munterhed. Efter to dages sindsoprivende og højdramatiske vidneafhøringer i Østre Landsret fulgte på tredjedagen først anklageren Poul Gammeltofts procedure. Han krævede Dagmar dømt for overlagt drab, mens forsvareren Gottlieb Jacobsen i sin procedure fastslog, at hun havde været et "Redskab for et mangelfuldt Samfund og for ligegyldige Mødre". Han afviste, at hun havde handlet med overlæg. Nævningenes dom var klar og lød på dødsstraf.. Dommen blev ikke anket. Den sidste danske kvinde var blevet henrettet i 1861, og som forventet blev Dagmar benådet efter indstilling fra et statsrådsmøde en måned senere. Ud over selve den omfattende pressedækning af retssagen blev også de principielle aspekter gjort til genstand for debat. Det blev bl.a. påpeget, at både uansvarlige mødre og ligeglade fædre måtte bære deres del af skylden. Men frem for alt blev det fra mange sider fremført, at samfundet måtte påtage sig et større ansvar for den store gruppe børn, der blev født uden for ægteskab. Der var et akut behov for mødrehjem, ligesom det var påkrævet at udvide det offentliges tilsyn. Loven om tilsyn med plejebørn af 1923 blev vedtaget som en direkte udløber af Dagmar Overby -sagen. Ifølge loven blev alle børn, der var født uden for ægteskab omfattet af tilsynet, en ordning, der var i kraft helt til 1965. Dagmar blev indsat i Kvindefængslet på Christianshavn og senere overført til Vestre Fængsel. Hun døde i 1929 Året efter blev dødsstraffen afskaffet. Den genindførtes under retsopgøret efter Besættelsen, hvor to kvinder blev dødsdømt, men senere benådet. Dagmar blev dømt for at havde dræbt ni spædbørn. Dagmar kvalte de små børn. Hun skar dem i stykker og brændte dem i kakkelovnen i hendes eget hjem. Dette havde hun som en ganske indbringende forretning. Prisen lå i gennemsnit på 300 kr. hvilket dengang var rigtig mange penge. Det svarede ca. til hvad en ung pige kunne tjene på et år i huset. Hun kunne ikke selv se at hun gjorde noget forkert. Eller forstå hvorfor folk var vrede på hende. Hun gjorde jo bare samfundet en tjeneste. Og Mødrene, for ikke at snakke om fædrene. Ingen ville jo have disse børn. De var jo kun til besvær. Det menes at Dagmar oprindelige myrdede omkring de 25. Selv tilstod hun at have myrdet 16 børn. Men man kunne kun med sikkerhed finde bevis på de 9, som hun blev dømt for. Mordene er foregået i tiden fra 1911 til 1920. I 1920 var det ikke muligt, at få en abort på lovlig vis i Danmark. Hvis man valgte at få foretaget en illegal abort, blev det mange gange udført med livet som indsats, under meget uhygiejniske forehold. Derfor valgte mange unge piger at gennemføre og føde deres børn i hemmelighed og så bortadoptere dem væk. Dagmar med et Lille Barn
Det var ved et rent tilfælde at Dagmars handlinger blev opdaget.
En ung ugift kvinde ved navn Karoline Aagesen, fra Frederiksværk, havde i Juli 1920 født en lille pige uden for ægteskab. Karoline Aagesen Blev presset af sine forældre, samt af barnets fader til at skulle adoptere den lille Pige væk. Så den 25 august 1920, da Pigen er 3 uger gammel måtte Karoline gå den tunge gang til Avisens med sin annonce, efter Adoptionsforældre til den lille pige. "Annoncen lød Adoptionsforældre ønskes til en lille Pige på 3 uger. Helst et kristent Hjem, med masser af Omsorg og Nærvær. Billetnummer 234." Hun havde håbet på at, Johannes, barnets far, ville ændre mening når han havde set den lille Pige. Men sådan gik det ikke. Hun selv elskede den hendes lille guldklump. 5 dage sener, Var Karoline på vej med sin Pige. Til Dagmar Overby som hun havde lavet en aftale med. Hun havde håbet at der kunne findes en anden løsning, Men intet alternativ var Dukket op. Hun havde kun Dagmars løfte om at hun ville finde den lille pige et godt og kristent hjem. Det krævede alle hendes kræfter og at overvinde sig selv til at komme op af trappen og banke på Dagmars dør. Hun havde mest lyst til at løbe sin vej. Det Lykkes Dagmar at overtale Karoline Aagesen til at aflevere barnet, og fik talt hende til ro. Men Karoline var meget ulykkelig da hun løber ud derfra. Dagmar er ikke længe om at tage tøjet af barnet. Det skulle bare lige vaskes og derefter sælges. Dagmar lægge en sejlgarnssnor omkring den lilles hals, hvorefter hun med erfarne hænder trækker og dermed klemmer livet ud af den lille pige,. Hun har gjort det utallige gange før. Dagmar er uberørt af det som der lige er foregåer. Hun finder en kuffert frem, hvori hun ligge liget af den lille pige. Her mener Dagmar at hun passende kan ligge til den følgende dag. Hos Karoline ser tingene dog anderledes ud. Hun er knust af sorg, over at have givet hendes guldklump væk. Hun savnede sin lille datter. Hendes far blev irriteret på hende og skældte hende ud. Han mente at hun skulle tage sig sammen og være glad for at Johannes havde betalt for adoptionen. Han havde ikke beklaget sig. Så hun burde bare stoppe med at tude og komme videre med sit liv. Nu hun havde fået en ekstra chance. Men hun selv viste bedre. Hun var jo blevet tvunget til at give barnet fra sig. Dette havde ikke været hendes valg. Da hun efter en lang nat vågnede op til den barske virkelighed, og synet af den tomme vugge, viste Hun at hun skulle tale med både Johannes og med sine forældre om dette her. Hun ville ikke leve med denne beslutning der var taget. Hun ville have sin datter tilbage. Også selv om det betød at hun måtter rejse væk, og at hun måtte vedkende sig den skam, der på den tid blev lagt over ugifte mødre. Karoline stod endnu engang foran Dagmars dør og bankede på. Det var ikke første gang hun havde været der inden for det sidste døgn. Men hun blev hver gang afvist af Dagmar. Karoline kunne føle at der var noget galt. Hun havde dog ingen anelse om at hendes elskede lille pige allerede havde endt sine dage, og var brændt i kakkelovnen. Karoline viste at Dagmar var i lejligheden. Hun kunne høre hende. Karoline råbte højt og bankede hårdt på døren. Men den blev ikke åbnet før hun til sidst truede med at gå til politiet. Karoline bad så inderligt om at få sit barn tilbage. hun tiggede og bad. Dagmar så med foragt på hende og rystede på hovedet. Dagmar sagde at hun allerede var sendt til videre. Karoline tikkede og bad alt hvad hun kunne for at få at vid hvor hun var, så hun selv kunne opsøge den nye familie og forklare at der var sket en fejl og hun kunne få sin lille pige tilbage. Dagmar grinede højt og ondskabsfyldt. "Hun er hos en prostitueret, som jeg mødte i Istedgade! God fornøjelse i Deres søgen efter hende!" Men dette gav jo overhovedet ikke nogen mening. Så Karoline fortsatte sin tikken om at få sandheden at vide. Men Dagmar fortsatte sin hånlige grinene og stirrede bar på Karoline. For at komme med endnu en beskidt kommentar med på vejen, inden hun smækkede døren i. Karoline viste at der var noget gal. Noget helt galt. Men Hun ville ikke lade sig true. Hun ville have hendes lille pige tilbage. Så hun ville kontakte politiet lige så snart de havde åbent igen. Karoline henvendte sig den næste formiddag på politistationen. Hun var stadig meget i oprør. Hun blev vist ind til Assesor Mundt, som skulle tage imod hendes anmeldelse. Karoline blev bedt om at fortælle hvad der var sket fra start af.. Mundt havde mange års erfaring inden for Politiet. Han viste at man ikke skulle tro på alt hvad man hører. Men der var dog alligevel noget i Karolines historie der fortalte ham, han måske burde kikke nærmer på denne sag. Så han og en Kollega blev enig om at aflægge Dagmar et besøg. Så Karoline kunne få sit barn tilbage. Mundt kikkede på Dagmar. Dagmar var en kvinde i begyndelsen af 30érne. Hun havde 2 børn. Hun var lidt buttet og hun havde lidt maskuline træk. Hun havde langt mørkt hår der var sat op i nakken. Hun havde øjne der lyste af vrede. Hendes ansigt udstrålede kulde og afvisning. Da Mundt fremlage deres forehavende med at finde ud af hvor Karolines barn befandt sig. Nægtede hun at barnet var givet til en prostitueret. Men sagde at det var sat i pleje hos en familie i Jylland.. Mere ville hun dog ikke oplyse. Og da Mundt ikke kunne få hende til at fortælle hvor barnet var. Og den anden betjent i mellemtiden havde fundet det tøj som Karoline havde beskrevet at hendes lille pige havde på. Havde de beviser nok på at der var foregået noget kriminelt. Så der blev kaldt efter forstærkning og Mundt fik kørt Dagmar til stationen. På denne måde lykkes det Politiet at komme i gang med den sag der viste sig at være Danmarks største sag om massemord. En betjent fandt i kakkelovnen, små ,forkullede knoglerester ligge blandt den stadig varme slaggeren. Der blev fundet både benstumper og rester af små hjerneskaller. Der lå rester af mere end et spædbarn. Denne hjerneskal fra en baby fandt politiet i Dagmars kakkelovn.
Alle var forfærdet over fundet. Og kunne næsten ikke tror at det var sandt. Som eftersøgningen skred frem gik det efterhånden op for dem at det ikke kun var Karolines barn dette her drejede sig om, Men at der havde været flere børn. Under gennemgangen af Dagmars lejlighed blev betjent Willadsen sendt op for at undersøge loftet. Og det var en ligbleg Willadsen der kom ned deroppe fra. Mundt gik med op på loftet. Hvor der lå murbrokker og flød, og spindelvævet hang i tunge dynger, rummet var støvfyldt og i første omgang lignede det ethvert andet loft. Willadsen stoppede op og tog en dyb indånding og bukkede sig ned. og rakte ind mellem to loftbjælker og løftede et klæde til side og frem kom et lille ansigt. Et lille indtørret lig. Mundt var overrumplet. Dette havde han ikke forventet. De var rystet og tavse. Herfra rullede sagen, og det viste sig at den var mere grum end nogen havde kunne forstille sig. Dagmar begynde at indrømme flere mord, under afhøringerne. Dagmar blev i forbindelse med hendes afhøringer også mentalundersøgt. Og der blev givet følgende karakteristik på Dagmar som blev udført af Professor Wimmer. "Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Der er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende." Dagmar var utrolig godt begavet og lærenem. Men hun havde et uhyggeligt temperament og sind. Dagmars historie, er en fortælling om en skæbne der er meget ud over det sædvanlige. Dagmar havde fra barnsben haft det svært. Hun havde aldrig rigtig kunne indordne sig. Hun kunne ikke nære sig for at "rapse" både slik i butikken og Penge. Hun blev kaldt for Tyvetøsen Dagmar i skolen. Hun havde ingen Veninder, der var ingen der havde lyst til at være sammen med hende. Dagmar var en pige med et stort temperament. Hun nød når hun kunne bestemme. Hvilket hendes mindre søskende også fik at mærke. Familien flytter i 1896 til Århus. Til en ejendom med flere lejligheder. Det minger lidt om en slags fattiggård. Dagmar bliver som ca. 10 årige seksuelt forulempet af hendes farfar. Hvilket måske har været en væsentlig årsag til at Dagmar aldrig får et naturligt seksuelt forhold til mænd i sit voksne liv. Men hun kunne bruge det som magtmiddel overfor mændene. Dagmar har som 12 årige været flere gange på politigården for at stjæle. Det har mest været fra det ismejeri hvor hun arbejdede. De penge hun tjente her skulle hun aflevere derhjemme. Dagmar kunne ikke se at det var så slemt at hun tog lidt snolder i butikken. Da Dagmar som 13 årige, går forbi nabo lejligheden, hvor døren indtil stå åben. Bliver hun fristet af at der ligger en pung fremme på bordet. Dagmar sikre sig at der ikke er nogen hjemme og løber hurtig ind og tager pungen og hurtigt ud igen. Pungen indeholder 5 kr. Hvilken var mange penge i år 1900. Dagmar forsøger at få det til at se ud som om hun har fundet pungen og aflevere den på hittegodskontoret, uden penge. Men Dagmar bruger med det samme en masse pengene så, det vare ikke længe inden Dagmar er afsløret. Hun fik herefter en ordentlig gang tæsk med faderens livrem i hendes bagdel. Hvilket var meget ydmygende at skulle ligge der over faderens knæ, med den alder som hun havde. Dagmar kan heller ikke helt se at det er hendes skyld. Det var jo lige så meget naboens skyld. De kunne jo bare have lukket døren og ikke sådan lade en pung ligge så åbenlyst fremme. Da hun havde været inde ved naboen og aflevere de penge som hun ikke havde brugt. Vælger hun at hun ikke vil gå tilbage til forældrene. Hun vælger at stikke af. Hun tager toget til Rander. Hun vil op til hendes bedstemor. Det lykkes for hende at komme derop uden billet. Dagmar får fortalt historien til sin bedste og, hun får lov til at blive der en uges tid, til de finder en plads på en gård til hende. Dagmar får plads på en gård på Fyn, i trunderup. Året er 1900. Gårdejeren er Henrik Højgaard. Dagmar bliver rigtig glad for at være her. Det er også Familien Højgård der året efter holder en lille konfirmation for Dagmar. Desværre kan Dagmar ikke blive her længer. Da en anden skulle have hendes plads. I 1909 Kommer hun i fængsel for at have stjålet 50 kroner, fra den kone, hvor hun havde plads ved. Det var i Ringe på Fyn. Hun havde ellers været så glad for denne plads. Da konen opdager dette tager hun med det samme kontakt til Sognefogeden. Som kommer og tager Dagmar med . Dagmar bliver dømt i Sunds-Gudme Herres ekstraret d. 7 september og får en dom på 10 dage på fangekost. I 1910 bliver Dagmar gravid med en mand som hedder Bisgaard. De var ikke kærester. Han tog hende med mange steder hen og opvartede hende. Derfor gik hun i seng med ham. Men hun lå kun og ventede på at han blev færdig. Da han fandt ud af at hun var gravid, havde han ikke længer den store interesse for hende. Dagmar føder hendes første barn den 14 september 1910. Det bliver en lille dreng. Dette bliver det første barn som hun slå ihjel. Det syntes at have været det mest praktiske. Hun er på det tidspunkt hos hendes bedstemoder og det lykkes at få lægen overbevist om at det er en naturlig død han har lidt. Og dødsattesten lyder på lungebetændelse. På trods af at han at han havde et mærke på den ene kind og havde blod i mundvigen. Dette var den 1 Oktober 1911. D 17 december 1911 opdager Dagmar at hun endnu engang er gravid faderen er Gårdejer Rasmus Jørgensen ved Vejlby Fed. Hvor Dagmar tidligere tjent. Hun havde været nede for at hjælpe ved høstballet. Dagmar havde lige nu plads på en restaurant. Dagmar som jo var en meget udspekulert person. Ville ikke endnu engang føde et uægte barn, Så hun smigrede sig ind på Anton Nielsen. En mand på 56 år . Han var enkemand og børnene var blevet fjernet af Værgerådet. Hendes plan var at få ham til at gifte sig med hende, inden det kunne ses at hun var gravid. Så han ville tro at barnet var hans. Som sagt så gjort. Den 4 Januar 1912 bliver Dagmar gift med Agent Anton Peter Nielsen i Sankt Pauls kirke i Århus. Men allerede på bryllupsdagen fik Anton at føle at det var en noget barsk kvinde han havde giftet sig med. Der går ikke lang tid inden Dagmar er smuttet fra Anton. Hun tager dog sener tilbage for at fortælle Anton at hun er gravid og bad ham om penge til at få fortaget en abort. Dette kan Anton dog på ingen måde acceptere. Han truer hende med at melde hende hvis hun gør det. Dagmar valgte at gå fra Anton og flakkede rundt, til hun mødte Jens Sørensen Flint, som hun flyttede ind hos i Lille Grønnemark. Dagmar var ikke blevet skilt fra Anton og han havde opsøgt hende hos Jens. Anton fortæller Jens at Dagmar har dræbt sit første barn. Og Dagmars får i Raseri smidt Anton ud. Jens ville ikke have at Dagmar beholdt Barnet. Så Meningen var at hun skulle føde på fødselsstiftelsen i Århus i september 1912. Her fødte Hun en lille pige. ERENA MARIE OVERBY. Som snart skulle skilles fra sin mor. Et år sener havde hun født endnu et barn. Et lille dreng som Jens var far til. Jens havde bedt Dagmar om at få foretaget en abort. Hvilket Dagmar havde modsat sig. Men Jens ville ikke have barnet. Så da Dagmar skulle føde havde han nægtet at skaffe en jordmoder. Dagmar fødte derfor uden jordmoder, og det havde været Jens der klippede navlestrenge over og bandt den. Han vaskede barnet og klædte ham på og gav ham derefter til Dagmar. Mens han ryddede op efter fødslen Hun følte kun modvilje mod dette barn. Jens bad derefter Dagmar om at stå op. Dagmar protesterede, men Jens beordrede hende til at stå op og gå ud og malke køerne. Dagmar mente sig ikke i stand til dette. Men havde ikke noget valg. Dagmar og Jens pakkede få dage efter drengen samme, de skulle afsted for at finde et sted de kunne udsætte ham. Dagmar havde dog overvejet om det ikke var bedre selv at tage livet af ham. Men hun var ikke helt sikke på at hun turde gentage succesen. Dagmar gav den lille bryst og en ren ble inden de begav sig på vej. De blev enige om at skille sig af med barnet ved Lars og Marens ejendom. De havde i forvejen en masse unger. Hun listede hen til et åbent vindue ind til et roehus. Og kastede bylten med drengen ind gennem det åbne vindue. Maren og Lars finder barnet den 9 september 1913. Drengen bliver bragt til sygehuset af sognefogeden. Efter megen postyr i byen ender det med at drengen bliver døbt Poul Lemmer og han bliver efter nogle måneder på sygehuset, sat i pleje hos et ældre ægtepar. I 1915 åbner Dagmar sin egen slikbutik i København. Hun havde lagt det mørke Jylland bag sig. Hun var stolt. Det næste barn hun havde dræbt, var en lille dreng, hun passede for et ægtepar kort efter ankomsten til hovedstaden. Hun havde gået en tur med drengen i barnevogn på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Men da han efter hendes opfattelse havde hylet lidt for meget, kvalte hun ham og smed det lille lig i en gammeldags lokumstønde på kirkegårdens toilet. Til de ulykkelige forældre fortalte hun, at hun var blevet overfaldet, og at overfaldsmændene ganske enkelt var stukket af med barnet. Ja flere børn led en grum skæbne når de kom i Dagmars varetægt. Hun finder efter kort tid sammen med Carl Svendsen som bringer vare ud til butikken. Det lykkes hende at få Erena tilbage. Det første mord Dagmar begik på parrets bopæl i Jægersborgsgade i 1916. Gennem en annonce havde hun fået kontakt med den unge ugifte moder Rasmine Jensen, der netop havde født sit barn nummer to. Dette barn erklærede Dagmar sig villig til at adoptere og modtog 12 kr. af barnets moder. Allerede samme dag kvalte hun barnet og kastede det i retiraden på Assistens Kirkegård. Under retssagen hævdede hun, at hun ikke vidste, hvorfor hun havde gjort det. I de følgende fire år myrdede hun mindst syv børn og formentlig flere. Således tilstod hun under byrettens forhør helt op til 16 børnemord, men i landsretten blev der kun ført bevis for i alt ni drab. Retssagen bragte forfærdende detaljer for en dag. Selve mønstret var ved alle drabene det samme. Dagmar fik gennem avisannoncer kontakt med de desperate mødre, påtog sig mod et kontant engangsbeløb at "adoptere" barnet og dræbte det samme dag. I lovens forstand havde disse adoptioner selvsagt ingen retsgyldighed, men betegnede lyssky, ulovlige transaktioner. Drabsmåden varierede mellem kvælning og drukning, og ligene blev enten nedgravet, brændt eller gemt på loftet. Et lille barn reddede dog livet og kom under værgerådet, mens Dagmar 1918-19 afsonede endnu en fængselsstraf for tyveri.  Resterne af Dagmars sidste ofre, fundet i askeskuffen Og fremlagt sådan i retten.Følgende er et uddrag fra fra Avisen.dk som snakker med Karen Søndergaard Jensen som er forfatter til bogen Englemagersken - Dagmar Overby- Her følger uredigeret den næsten fulde ordlyd af forfatter Karen Søndergaard Jensens ord til Nyhedsavisen om Dagmar Overby, hendes liv og hendes mord på små børn i starten af det 20. århundrede. Et enkelt afsnit er dog pillet ud til senere brug i avisen. En redigeret udgave findes allerede i Nyhedsavisen lørdag 20. januar sammen med en nærmere beskrivelse af Dagmar Overbys historie og nogle af hendes dusinvis af ofre. Typisk lokkede hun små børn fra fortvivlede og udsatte mødre. Derefter kvalte hun børnene, overhældte dem med petroleum og brændte i sin kakkelovn i lejligheden på Enghavevej i København. Mordsagen er den mest makabre i dansk kriminalhistorie. "Dagmar blev født i Jylland og havde en turbulent barndom/ungdom. Lige fra barnsben skilte hun sig ud fra søskendeflokken. Hun evnede ikke at knytte venskaber. Familien beskriver hendes hurtigt skiftende sind og humørsvingninger. Hendes fantasi var veludviklet og hun tyede ofte til løgne, for at gøre sig selv bedre end hun var. Også selv om løgnene var nemme at gennemskue. Hun kom tidligt på kant med loven, fordi hun stjal. Dagmar selv følte sig uretfærdigt behandlet. Hun sagde, at faderen havde været hård ved hende - og også for hård med fysisk afstraffelse. Farfaderen forgreb sig på hende, da hun ikke var ret gammel. Jeg tror, at den oplevelse har givet hende antipatien mod mænd og sex. I hvert tilfælde formåede hun ikke at opleve erotikken som andet end et pressionsmiddel i årene fremover. Hun havde mange skiftende partnere og var meget ustabil i forholdene. Når tingene blev for problematiske, så gik hun hjemmefra. Idéen til adoptioner fik hun en dag, hvor hun hørte om et par, der havde adopteret et barn. De havde fået 300 kroner for det som et engangsbeløb, hvilket svarede til en årsløn dengang. De købte et hus for de penge, men der sker det, at barnet dør efter 2 uger af en lungebetændelse. Dagmar kunne straks se mulighederne i dette. Du skal huske på, at vi er i en tid, hvor moralen er i højsædet og det at få et barn udenfor ægteskab var ildeset. Derfor var der altid mange annoncer, hvori kvinder søgte efter et hjem til deres børn. Det kunne være adoptioner eller plejeforløb. Men der var mange penge i det. Dagmar var psykopat. Det var retpsykiaterens konklusion. Hun havde ikke impulskontrollen, så i hendes verden var der ikke naturlige stopklods, som vi andre har den. Dagmar adopterede de mange børn (eller tog dem i pleje for et fast månedligt vederlag) for at få penge. Hun købte statussymboler for pengene: nyt tøj og møbler til stuen. Alt sammen i håb om at få / møde anerkendelse fra familie og omgangskreds. Dagmar havde en forrygende evne til at manipulere. Hun var menneskekender - og intelligent nok - til at gennemskue de ulykkelige mødres bekymringer og samtidig skam, og kørte uden tøven på begge dele. Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige, for at få dem til at overdrage barn og penge, og forsikrede dem om, at det bedst ikke at have en videre kontakt. Man måtte jo tænke på barnets tarv. Hun holdt sig heller ikke for god til at myrde barnet og straks efter skrive moderen et brev om hvor godt det gik med barnet. Dagmar havde en ukuelig drøm om at opleve lykken. Det at være den lykkelige familie. Du spurgte mig i telefonen om hvilket af mordene, der havde gjort størst indtryk på mig. Jeg ved præcis hvilket mord det er, netop fordi det er så udtalt et tilfælde af manglende impulskontrol. Dagmar har på dette tidspunkt været kærester med Svendsen længe. Hun er ganske vist stadig gift med Anton, men det er jo formalia. De har ikke været sammen i årevis. Hun er flyttet til København, efter at have hentet sin datter Erena fra et tidligere forhold. Pigebarnet havde været i familiepleje fra 0 - 3 års alderen. Mordene er startet for længe siden. Men denne dag skal Dagmar hente et nyt barn og på vejen hjem tænker hun på, at det kunne være hyggeligt at beholde barnet. Så de netop kan blive den rigtige familie. Da hun kommer hjem, sender hun Erena i gården og da hun skal ind i lejligheden med barnet, får hun øje på en spand med vand der står på gulvet. Hun har gjort rent om morgenen. Et blik på spanden, et blik på barnet og der er ikke længere mellem tanke og handling. Hun drukner barnet i spanden. Det illustrerer hendes hurtige skift i sindsstemning og tankegang. (...) Man kan også gå ind og vurdere hvorvidt æter, nafta og morfinmisbruget har været medvirkende til hendes handlinger. Dagmar selv fastholdt, at hun ikke var tilregnelig i gerningsøjeblikket, fordi hun som regel var påvirket af æter. Hun inhalerede det ikke, men drak det. En skik, som var kendt fra bl.a. Island. Effekten er den samme som med alkohol. Men ingen af vidnerne havde nogensinde bemærket at Dagmar lugtede af æter. Og politiet havde svært ved at tro hende, især fordi hun kunne huske alle detaljerne bagefter. Meget kan man sige om Dagmar, men da først fælden klappede ved anholdelsen i 1920, så var det Dagmar selv, der bragte oplysningerne på bordet. Det var hende der oplyste om navnene på kvinderne, beløbene hun havde modtaget, hvor overdragelsen var foregået, hvordan hun havde dræbt børnene og hvor ligene kunne findes. Det var nemlig ikke dem alle hun brændte. Nogle af ligene pakkede hun ind i avispapir og dumpede dem på Amager. Et af ligene (det første mord i København) smed hun i retiraden på Assistent kirkegården. Et af dem havde hun med i sin kuffert på en rejse til Jylland og hun begraver det derovre, lige inden hun møder op hos sin familie. Et andet begraves på en mark på Sjælland. Og yderligere et gemte hun af vejen på loftet på Enghavevej. Så da Dagmar har afgivet forklaring, får politiet travlt med at opsøge mødrene og finde de omtalte lig. Man averterede faktisk også efter mødrene i aviserne, men kun én henvendte sig. Der er ikke nogen tvivl om, at de kvinder har fået sig et gedigent chok, da det gik op for dem, hvordan deres børns skæbne var endt. Dagmar forsvarede sig under retssagen med, at det ikke var hendes skyld. Hvis man skulle skyde skylden på nogen, så måtte det være samfundet! De var jo ligeglade med børnene. Børn født uden for ægteskab, var en skamplet. Der var ingen hjælpeforanstaltninger for at sikre børnenes tarv. Dagmar gjorde samfundet en tjeneste ved at fjerne denne kommende byrde. Og hvis ikke det var samfundets skyld, så var det mødrenes! Dagmar havde ikke bedt dem om at aflevere deres barn. Det var ikke hendes skyld, at mødrene ikke engang gad checke hvordan det gik med deres børn. Dagmar mente, at mødrene måtte kunne have regnet ud, hvilken skæbne der havde ventet deres børn. Og hvis ikke man syntes, det var nok, så kunne man med rette anklage fædrene. De betalte sig fra det. Hvor var deres ansvarsfølelse? Juryen åd den ikke. Ganske vist var Dagmar blevet diagnosticeret som værende psykopat, men hun var ikke utilregnelig i gerningsøjeblikket. Mordene var planlagte, velovervejede og udført med koldt blod. Så kan man spørge sig om, hvordan det kunne gå så galt for under 100 år siden? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede? Her skal man tænke på den anderledes samfundsstruktur. Der var ikke nogen normaliserede krav/opfølgning på fødsels/dødsattester. Vidste du for eksempel at Dagmar-sagen var medvirkende til at vi fik folkeregisterloven herhjemme? Man talte nemlig om i forbindelse med opklaringen, at dette ikke havde kunnet foregå, hvis man havde haft en decideret registrering af folk, altså fødsels- og dødsattester og hvor de opholdt sig i den mellemliggende periode. Sagen førte også til en gevaldig opstramning indenfor plejeloven. Det blev anskueliggjort, at det var nødvendigt med et langt større tilsyn med plejefamilier og at man måtte skærpe praksis for at være sikker på, at det kun var godkendte plejefamilier (dem med plejetilladelse) der fik børn mellem hænderne. Hvorfor var der ikke nogen, der reagerede? Man kan vel spørge sig selv, om noget mentalt rask individ har fantasi til at forestille sig de handlinger, som Dagmar udførte. Men man skal igen huske på, at Dagmar flyttede meget. Når jorden brændte under hende på én adresse, så rykkede hun videre. Hun anvendte forskellige efternavne overfor kvinderne, og som tiden gik, indrykkede hun færre annoncer selv, og nøjedes med at besvare dem, som kvinderne satte i avisen. I min roman beskriver jeg Dagmars liv fra start til dommen falder. I mit foredrag går jeg bag om historien og kigger på sagen set ud fra et samfundspolitisk, retsligt, kvindehistorisk og børnepolitisk synspunkt. Der er så mange vinkler på den historie, at man kan komme vidt omkring." Hvis du vil vide mere om Dagmar Overby, kan du kontakte Karen Søndergaard Jensen for at bestille foredrag eller bøger på mail@kallisto.dk. Se også http://www.englemagersken.dk/. Foto i Politihistorisk Mus. Ugeskrift for Retsvæsen, A 1921, s. 834-36. Social-Demokraten 2.3.1921, 3.3.1921, 4.3.1921. Englemagersken - Dagmar Overby- Karen Søndergaard Jensen. Dansk Kvindebiografisk leksikon Gamle Danske kriminal sager - Fortalt af Poul Fjeldgård fra Station 2 og Politihistorisk Museum |
