Flintekonens Død og Tjørnehovedkonen.

(1892-1875)

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

HVIS man fortalte, at det her i Landet for ikke engang 50 År siden var sket, at der var lagt ild ind under en døende Kvinde, fordi hun mentes at være en Heks, så ville man sikkert blive leet ud af de allerfleste og få at vide, at sådanne Historier måtte man gå længere ud på Landet med.

Og så er en sådan Begivenhed virkelig indtruffet.
Det var den 27. Oktober 1892.

I Nærheden af Kalkværket i Sevel i Hedeegnene i den nordøstlige Del af Ringkøbing Amt lå der et lille Hus, opført af Flintesten.

Der boede en ældre Enke, Inger Kjerstine Pedersdatter, efter Huset almindeligt kaldet Stine Flint eller Flintekonen.
Hun var en venlig Sjæl, altid velvillig og hjælpsom og flittig og nøjsom. Da den Understøttelse, hun fik af Fattigvæsenet, var for lille for selv hendes yderst beskedne Fordringer til Livet, måtte hun gå til Hånde på de omliggende Gårde, og der var ikke det Arbejde, der var så strengt, at hun var bange for at gøre det.

Når hun var færdig med Dagens Gerning, trak hun sig tilbage til sit Hus, og hun omgikkes ikke andre.

Under Loftet i hendes lille Stue hang der altid en Mængde af Hedens Blomster, Guldblommer, hvid Lyng, Perikum, Rosmarinlyng og hvad de nu alle sammen hedder.
Dem havde hun samlet og tørret for at koge dem, fordi de var så gode for mange Slags Sygdomme.
I 1892 blev hun meget syg og led store Smerter.

To velvillige Koner i Nærheden, to Søstre, skiftedes til at være hos hende og pleje hende.
Sygdommen tog til, og Smerterne blev værre, og det var klart, at det bar uhjælpeligt mod Døden.
Men denne lod vente ubarmhjertigt længe på sig.
En Dag, da Søstrene begge var til Stede hos hende, drøftede de, om Grunden til, at hun ikke kunne dø, mon ikke var, at hun tidligere havde givet sig af med Hekseri, for det var jo sådan, at Hekse kun Kunne dø på Bålet.

De blev så enige om af lutter Menneskekærlighed og Medlidenhed mod den syge Stakkel, for hvem Døden kun kunne synes at være en Befrielse, at anstille en Prøve, så at hun mulig endelig kunne få Fred.

De tog så den Syge ud af Sengen, lagde hende over et Par Stole, og en Skovl med Gløder fra Ovnen stak de ind under hende.
Det varede kun et Øjeblik, så lagde de hende atter tilbage på Sengen. Umiddelbart efter døde hun.

Lægen fandt intet mistænkeligt ved, at det dødssyge Menneske endelig var død, og angav hendes Sygdom, Mavekræft, som Dødsårsag.
De to Kvinder kunne imidlertid ikke tie stille.
De fortalte, hvad de havde gjort, og Historien kom Sognepræsten i Haderup, Pastor Jørgensen, for øre. Han kaldte dem til sig og bebrejdede dem stærkt, at de som kristne Mennesker kunne være besat af Tro på Hekse og andet hedensk Tøjeri, og de lovede Bod og Bedring.

Sognefogden Jens Kristensen, der ligeledes havde hørt derom, tog dem også i Skole og lod dem vide, at de kunne blive straffede for deres Handling.

De hørte dog ikke mere til Sagen, formodentlig har Sognefogden ikke ment det nødvendigt at ulejlige sine Overordnede dermed.

Man må huske, at Haderup dengang var en afsidesliggende Hedelandsby, en Dagsrejse fra Holstebro, og Sognefogderne var vant til at ordne mangt og meget på egen hånd.

Dette er en så autentisk Fremstilling af det skete, som det er muligt at få. Den stammer fra en af de to Kvinder, der deltog deri.

Senere, efter at Historien var blevet bekendt på Egnen og gik fra Mund til Mund, fik den forskellige Variationer, bl. a. gående ud på, at de, to Kvinder, da de havde lagt den Syge over Ilden, gik udenfor for ikke at være til Stede, hvis Djævelen skulle komme, og at de havde taget Ilden frem, for, at Røgen skulle drive den Onde ud.

Medens denne Sag vel nok er det grelleste Eksempel fra den nyere Tid på Hekseovertro, må man ingenlunde tro, at den var enestående.

Troen på overnaturlige Ting og Medmenneskers overnaturlige Evner både til at gøre godt og bedrive ondt, var meget udbredt overalt i Landet så sent som i 70'eme, og Straffelovens § 255, der fastsatte Straf for den der "ved Signen, Målen, Manen, Spåen eller ved Hjælp af andre overtroiske Kunster fravender Nogen Penge eller Gods" var derfor, hvad mange måske ikke har tænkt sig, ganske påkrævet for at dæmme op mod Uvæsenet.

Der var således "Tjørnehovedkonen".
Hendes Navn var Ane Marie Jeppesen. Hun var Enke og boede i et lille Hus i Landsbyen Tjørnehoved lidt Syd for Præstø.

Hun havde i mange År, som en Arv fra sin Moder, drevet Praksis som "klog- Kone".
I 1862 var hun af den daværende Birkedommer Manthey blevet idømt en Bøde på 20 Rd. for Kvaksalveri, og denne Dom var stadfæstet af Landsoverretten.
Men uanfægtet heraf havde hun fortsat sin Virksomhed.

Da den nye Birkedommer Malling-Holm i 1872 havde overtaget Embedet, blev han straks opmærksom på hendes Virksomhed, og han tog sig så for personlig at undersøge hendes Forhold nøje bl. a. ved flere Besøg hos hende. men han fandt ikke Anledning til at skride ind, for, som han skriver i sin Bog "Fra en Forhørsvirksomhed", hun havde praktiseret i en lang Række År, efter en udbredt Mening til Gavn for mange, og havde derved fået et Slags stiltiende Samtykke dertil, og hendes Praksis var så omfattende at en Sag mod hende ville være hensigtsløs og snarere til Skade end til Gavn ved at omgive hende med en Martyrglorie, hvorfor også de derværende forstandige Læger ikke havde lagt hende et Halmstrå i Vejen.

Hun tog aldrig ud at praktisere, men det var heller ikke nødvendigt; thi der var daglig en stor Tilstrømning til hende af Folk fra hele Landet.
Ikke alene fra Omegnen, men fra København; fra Sjælland og Øerne og fra Jylland kom der Folk til hende, og det var, som hun sagde, "både simple og fornemme".
Sommetider kunne der holde en hel Række Vogne udenfor hendes lille Hus, og gik man på visse Tider af Dagen på: de Veje, der førte til hende, kunne man møde gående, som kom langvejs fra, og gav man sig i Snak med dem, hørte man Fortællinger om de vidunderligste Helbredelser, og der var det hensigtsmæssige ved hendes Behandling, at de Syge ikke behøvede at komme selv, men kunne sende en Stedfortræder.

Snart mødte man en trofast Hustru, der var gået mange Mil for sin sengeliggende Mand, snart en kærlig Datter eller Søn for sin syge Moder, snart var det den Syge selv, der kørte eller slæbte sig af Sted, men alle kunne de fortælle mærkværdige Præcedentia, som de troede på som på et Evangelium.

At der blandt de mange, der søgte hende, virkelig var nogle, der blev helbredet, kunne der ikke være Tvivl om, men hun brugte da også Mixtur, som blev købt på Apoteket og, særlig mod Gigt, noget Badevand.

Hendes almindelige Middel var imidlertid "Læsning" over Bændler og Tråde, som endda den Syge ikke behøvede at komme med selv, men kunne sende, og selv fra Norge og Sverige fik hun undertiden sendt Bændler eller Tråde for at hun kunne "læse over dem" eller "velsigne" dem som Middel mod Sygdomme.

Hendes Fremgangsmåde var den, at hun sad og gned dem med Fladen af sin Hånd under en mumlende "Læsning", hvorefter de skulle bindes omkring det syge Sted eller anbringes på Skjorten eller Særken eller i Natkappen. De skulle bæres i ni Døgn; så skulle de brændes, og havde det ikke vist sig virksomt, skulle der nye til, indtil Ondet var hævet.

Hendes Besværgelsesformularer, der var forskellige for de forskellige Sygdomme, var en underlig Sammenblanding af hedensk Overtro og kristelig Påkaldelse, halvt komiske og halvt anstødelige.

Hun mumlede dem frem så sagte, at Patienten ikke kunne høre, hvad hun sagde, måske forstod hun ikke selv de enkelte Ord, men Meningen var vel også, at Uindviede ikke måtte gøres delagtige i Mysterierne.

At denne Læsning var virksom, forsikrede bl. a. en Justitsrådinde, for hun var blevet af med sin langvarige grulige Hovedpine ved at gå med et sådant overlæst Bændel i sin Kappe.

Ane påstod, at hun selv troede fuldt og fast på sine overnaturlige Kræfter, for gjorde hun ikke det, sagde hun, kunne hun ikke hjælpe, og hun sagde altid til de lidende, at hvis Vorherre ikke ville hjælpe, så kunne hun heller ikke.
Hun var så hæderlig, at så hun, at hun intet kunne udrette, så gav hun ikke sine Råd. En Gang kom således en Kammerjunker for at søge Lindring mod et dårligt Hoved, men hun så straks På hans Adfærd, at her kunne hun ikke hjælpe, og så afviste hun ham.

Hun forlangte aldrig Penge eller andet for sin Hjælp og tog ikke Folk under Kur - hun kendte § 255 og Kvaksalveri-bestemmelserne - men hun modtog tilfreds, hvad hendes Patienter frivilligt gav hende, og Småsummer var det ikke, hun i Årenes Løb fik samlet sig.

I 1875 blev Birkedommeren dog nødt til at rejse Sag mod hende.
Der kom Ordre dertil fra Amtet, og Grunden var, at det ved en Politiundersøgelse i en anden Jurisdiktion i Anledning af en Husmands Selvmord var oplyst, at Afdødes Hustru havde været hos Ane for at søge Hjælp mod Mandens Sygdom.
Hustruen forklarede, at det var efter hendes Mands Opfordring, at hun havde søgt Ane for at få et Middel mod hans Gigt.
Ane havde læst over et Bændel, som hun havde givet hende med.
Næste Dag havde Manden hængt sig.

Ane forklarede, at hun nok kunne huske, at der havde været en Kone fra Skelskør Egnen hos hende for at søge Råd mod sin Mands Sygdom, men hun syntes ikke, der blev sagt, at det var Gigt, han led af, men Hovedsvimmel eller Sindsforvirring.
Hun havde nok hørt, at han havde hængt sig, men det kunne hun ikke gøre f or, sagde hun.
Og heri havde hun vel Ret, for at hun havde læst mod Hovedsvimmel i Stedet for mod Gigt, kunne vel næppe antages at være selvmordsvirkende.

Under Sagen blev det fastslået, at de Lægemidler, hun anbefalede, for de allerflestes Vedkommende om ikke alle var lige helbredende, så i hvert Fald uskadelige Husråd, men i et Tilfælde havde Sundhedskollegiet dog noget at udsætte, nemlig at hun engang havde ordineret stødt hvidt Glas og stødt Rav.

Det var en Gårdejer fra Lolland, der var kommet sammen med sin Steddatter for at søge Hjælp, han mod Gigt og hun fordi hun havde fået Forstyrrelser i visse Funktioner.
Han havde fået et Bændel, som Ane havde læst over, men Steddatteren havde Ane ordineret at drikke Enebærkaffe og Te af Bukkeblade, Hjertensfryd og Hyldeblomster samt to Snapse Genever om Dagen og hver anden eller hver tredje Dag at indtage 2 teskefulde stødt hvidt Glas og stødt Rav sammenblandet i Vand.
Hvis det så ikke hjalp, kunne de komme igen.
De kom dog ikke.
Manden blev arresteret og fik Forbedringshusstraf for sit Forhold til Steddatteren, og hendes Sygdom fik et naturligt og normalt Forløb.

På Grund af denne ikke helt almindelige Medicin kunne Birkedommeren ikke komme udenom nu at dømme Ane for Kvaksalveri og han fastsatte Straffen til en Bøde på 50 Rd.

Allerede fire År forinden havde der været en Anmeldelse på hende. Den fremkom derved, at en af hendes Døtre var blevet arresteret i en Nabo jurisdiktion for lignende Forhold som det, Moderen gav sig af med, og hun havde da sagt, at hun havde lært det af sin Moder.

Ane kunne på Grund af Sygdom ikke møde i Retten og blev derfor afhørt i sit Hjem af en Betjent.

Efter hans Rapport havde Ane forklaret, at "hendes Moder havde lært hende "Læsningen", som hun selv havde troet på, men senere, da hun voksede til og fik bedre Forstand, indså hun, at det hele 'kun var Overtro, og hun havde aldrig skænket sit Forhold den mindste Tiltro, men da Folk fra alle Kanter kom til hende, vedblev hun med sine Kunster, fordi hun tjente mange Penge derved, og det er navnlig for de store Indtægters Skyld, at hun udøver de omtalte Kunster, der almindeligvis består i at læse en Slags Bøn. "

Genpart af Rapporten blev derefter sendt til Birkedommer Malling-Holm.
Han indkaldte Ane for Retten. Hun påstod aldeles bestemt, at hun selv troede på sine Kunster og deres helbredende Virkning.
Foreholdt Betjentens Rapport, sagde hun, at "det havde hun aldrig sagt eller kunnet sige til nogen som helst, da hun fuldt og fast tror på det.
Og hun nægtede bestemt nogen Sinde at have forlangt Betaling".
Birkedommeren, der jo kendte Ane og hendes Virksomhed, har vel nok den Gang undret sig over, hvorledes Rapporten havde kunnet få den Ordlyd, men nu undrer man sig mindre, da det viser sig, at den Betjent, der har affattet den, er den samme, som senere blev udlånt til Fejø Birk og var Birkedommeren der til Assistance under de så berygtede store Sager.

Men har Betjenten i sin Virksomhed gjort stor Fortræd, så gjorde han i hvert Fald det gode, at han af Ane fik udleveret og derved for Efterverdenen bevarede Opskrifter på nogle af hendes Besværgelsesformularer.

Hun havde ikke selv nedskrevet dem, da hun hverken kunne læse eller skrive, men hendes Børn havde Tid efter anden skrevet dem ned efter hendes Diktat.

En hel Del Ord i dem er umulige at fortolke, Ane har næppe selv vidst, hvad de egentlig betød, og Børnene, der ikke har kunnet stave ordentligt, har så skrevet nøjagtigt, som de syntes det lød i den sjællandske Dialekt.

Denne Læsning skulle således være god for "endvendig Pine":
"Jomfru Marie og hindes Qvinder skal din Kollogt Smærte Krampe og Jægt og Indvortes Pine Stille og Binde fra din Top til din Taae den skal Stille Staa saa sant som Jomfru Marie fete (fødte) Guds Søn saa sant skal jeg alle dinne Orm der er i dit Liv Stille og Binde de skal dø og Baartgaae. I Navn Gud Fader og Guds Søn den Hellig aan."

En anden Formular lød således:
,,I Jesug velsinete Navn du skal ikke hoved Jernin (Hjernen) eller Tenderne eller Bene bryde hovne eller rive eller slide pinne eller plage eller Dadmling (?) øm el er stiv eller stakond Føelsløs eller forvilt. Jomfru Marie har fød en Søn inden og efter Solen er stod op og hun er god ned skal du blive rask og sund sove rolig i ding Seng om Natten være frisk og sund om Dagen gøre dit arbejde ende og ude hvad dig tilhøre. Navn o. s. v."

Mod Krampe, Ligfald og Slagtilfælde lyder Formularen således:
"Saa sand som Jesus Kristus blev døbt i Jordansflod saa sand skal det Livfald Krampe Slag Stille og Binde fra din Top til din Taaskal ganske stille staa."

Og endelig for flyvende Gigt findes følgende:
"Jeg læser over hoved Ansægt og tænder Hals og Krop og invol Læmmel' Loer og Ben og alle dine Læmmer for din flyvenves Jægt flyv bort flyv bort, Værk flyv bort flyv bort flyv bort unt (helt?) ner i konsorte Jord."

Ane fortsatte sin Virksomhed også efter den sidste Dom, men var sikkert en tilstrækkelig klog Kone til at tage sig i Agt for det stødte, hvide Glas og andre lignende Vidundermiksturer.
Hun døde i 1884, 72 År gammel.