| Hjem | Tilbageblik | Kriminalitet i Danmark igennem tiden | Bogliste | Opskrifter | |
| Artikler og Nyheder | Links | Kommer senere | Lokalhistorie | Erindringer | Diverse |
|
Lars Nielsen, kaldet Balle-Lars. (1858) Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel. SÅ spildt som Guds Ord på Balle-Lars " var tidligere en ret almindelig " Talemåde, når man ville udtrykke, at det var håbløst at forsøge at gøre en Person modtagelig for Fornuftgrunde eller åndelig Påvirkning overhovedet. Ikke mange, der brugte den Sætning, har sikkert vidst, hvorfra den stammede, at den var Udtryk for en Præsts sørgmodige Erkendelse af ikke at have været i Stand til, at bøje en dødsdømt Morders stride Sind i hans sidste Dage og Timer. Om Morgenen den 9. September 1858 modtog Birkedommer Manthey i Præstø Anmeldelse om, at Gårdejer Ole Andersens Enke i Ugledige Aftenen før var blevet dræbt ved et Geværskud i sin Dagligstue. Birkedommeren tog straks af Sted sammen med Distriktslæge Frost. I Hovedet og på den ene Side af Halsen havde den Dræbte Mærker af hen ved 40 Hagl. Hendes 17-årige Plejesøn forklarede, at han og Moderen sammen med en Del andre, deriblandt hendes Broder, der ejede Nabogården, og hendes Stedsøn, den 37-årige Peder Olsen, der ellers boede i Præstø, men som havde overnattet hos hendes Broder, om Aftenen havde været til et større Begravelsesgilde i Nærheden. Ved l0-Tiden var de kommet hjem, og Moderen havde da straks begyndt at klæde sig af, da der pludselig lød et Skud ude fra Haven. En Rude splintredes, og hun styrtede om og var død nogle få Minutter efter. Han var så løbet over til Sognefogden, der lod gå Bud til de andre. Peder Olsen, som man ikke særligt havde sendt Bud efter, indfandt sig i Følge med de andre. Han opførte sig ganske påfaldende, idet han nemlig uden nogen som helst Anledning straks udtalte, at det Fanden lyne og tordne ham ikke var ham, der havde gjort det. Da de andre Vidner bekræftede denne Forklaring og ikke lagde ringeste Skjul på, at den eneste, de kunne mistænke, var Peder Olsen, tog Birkedommeren ham straks i Forhør, men han nægtede sig bestemt skyldig. Hans Hustru forklarede, at straks, da de var kommet hjem, gik han i Seng og faldt i Søvn, "så det snorkede efter". Hans Hustru forklarede, at straks, da de var kommet hjem, gik han i Seng og faldt i Søvn, "så det snorkede efter". Det oplystes, at han havde et Motiv til Gerningen, for så, vidt som han havde købt den Myrdedes Gård, da hendes Mand døde, men på de Vilkår, at han først kunne overtage den efter hendes Død, og derfor måtte være interesseret i, at denne indtraf så snart som muligt. Peder Olsen blev derefter arresteret. Dagen efter var han til Stede ved Obduktionen, og her gentog han ganske rolig og upåvirket sin Forklaring og Nægtelse. Han måtte indrømme, at han havde et Gevær, men - det viste sig at være ganske ubrugeligt. Dommeren satte nu alt ind på at finde Mordvåbnet. En stor Eftersøgning blev sat i Gang, Vandhuller, Grøfter, Vandløb og Huse og Gårde i Nærheden, alt blev grundigt undersøgt, men uden Resultat. Så lagde Dommeren Undersøgelsen an fra et andet Synspunkt, nemlig at Peder Olsen nok var skyldig, men at han ikke selv havde udført Mordet, men forledt og betalt en anden for at gøre det. Ved at spørge en Del Vidner om, hvem denne anden da kunne tænkes at være, var det enstemmige Svar, at det måtte være Balle-Lars. Balle-Lars, hvis rigtige Navn var Lars Nielsen, men havde sit Tilnavn efter den Landsby, hvor hans Moder var født, var Egnens Skræk. Der var ikke den Forbrydelse begået i de senere År, som man ikke med Rette eller ej tillagde ham, det være sig Tyverier eller Ildspåsættelser. Han havde for mange År tilbage været straffet for nogle mindre Tyverier, men siden havde han altid ved en gennemført Benægtelse klaret sig fri for Straf. Det eneste, der ikke rigtig passede med, at han skulle have begået en så nedrig Handling, var, at han aldrig tidligere havde øvet Vold mod nogen og brugt sine Kæmpekræfter til at gøre andre Fortræd. Han var nu 38 År gammel, var gift og boede midlertidig til Leje hos en Gårdmandssøn Niels Jakobsen i Skibbinge, en 4-5 Kilometer fra Ugledige. Han havde kun løst Arbejde, og hans Kone måtte ved Syning klare det meste til deres Udkomme. Niels Jakobsen blev forhørt og forklarede, at han og Balle-Lars og deres Koner den pågældende Aften havde siddet og snakket sammen til Kl. 9 ½, da de var gået hver til sit. Ved 10 ½ -Tiden havde Lars i bar Skjorte banket på hans Vindue og bedt om at måtte få en Snaps, da han havde ondt i Maven. Lars, vidste han, havde ikke noget Gevær, for han havde måttet låne et, da han nogen Tid forinden skulle på Krybskytteri. Selv havde han et Gevær, men det havde hængt på Væggen den Aften. Lars kom så i Forhør og afgav en ganske ligelydende Forklaring, der bekræftedes af begges Hustruer. Så var der ikke andet at gøre end at søge andet Steds. Flere andre mistænkelige Personers Forhold blev nøje undersøgt, men også de havde tilsyneladende deres Alibi i Orden. Da det var oplyst, at Niels Olsen og Hustru kort Tid før Mordet havde været i København, blev han oversendt dertil og Politiet anmodet om at undersøge hans Færden der så grundigt som overhovedet muligt, da man nærede den Forhåbning, at det skulle kunne lykkes at konstatere, at han havde købt et Gevær der. Det københavnske Politi var meget omhyggelig med Undersøgelsen, som tog ikke mindre end to Måneder, men Resultatet var negativt. Imidlertid var der i November Måned sket det, at Balle-Lars til sin Svoger i en noget beruset Tilstand havde sagt, at "det ingen andre var end ham, der havde skudt Kællingen", og at han skulle have 100 Rbd. for det af Niels Olsen, når denne kom ud. Han havde også sagt, at det var ham, der for en Belønning på 50 Rbd. havde sat Ild på en Gård og for 100 Rbd. havde brændt en anden Gård af efter Opfordring af Ejerne. Svogeren kunne ikke holde tæt, og til sidst kom Historien Dommeren for Øre. Samme Aften blev Balle-Lars anholdt. I et straks efter afholdt Forhør nægtede han sig ikke blot skyldig i Mordet, men han nægtede også at have udtalt sig til Svogeren, som denne havde forklaret. Den ene af Gårdejerne, der tidligere havde været arresteret som mistænkt, men var blevet løsladt af Mangel på Bevis, blev nu atter anholdt, og to Dage efter aflagde han Tilståelse om, at han havde betalt Balle Lars 50 Rbd. for at sætte Ild på hans Gård. Sagen udviklede sig nu. En Mængde Personer blev afhørt, og adskillige Forhold, deriblandt flere Brandstiftelser, nogle Røverier foruden et utal af Tyverier, blev taget op, og yderligere 5 Personer blev indsat i Arresten, deriblandt Niels Jakobsen. Sagen havde nu taget et sådant Omfang, at Birkedommer Manthey anmodede om, at der måtte blive nedsat en Undersøgelseskommission til at føre Sagen videre, da han på Grund af sine ordinære Embedsforretninger ikke kunne afse tilstrækkelig Tid dertil. Justitsministeriet beordrede så den fra de lollandske og de fynske Sager kendte Kriminalretsassessor Herman Rothe til at fortsætte Undersøgelserne. Længe varede det ikke nu, før Tilståelserne kom. To af Arrestanterne tilstod de Brandstiftelser, de var mistænkt for, en tredje hængte sig, da han indså, at Beviserne imod ham var fuldstændige. Men Balle-Lars holdt Stand endnu et Stykke Tid, men også han gav sig endelig efter i 13 År at have klaret sig ved sin gennemførte Benægtelse. Hans første Tilståelse var, at han havde sat Ild på den ene af Gårdene, den arresterede Gårdejers detaillerede Forklaring var han klar over, at der ingen Vej var udenom, men andet ville han ikke erkende. En Måned efter forsøgte han at begå Selvmord i Arresten, hvilket var lige ved at lykkes, og en Uge senere efter daglig at havde været i Forhør brød han endelig sammen og tilstod, at det var ham, der havde skudt Enken efter Niels Olsens Overtalelse og mod Løfte om en Belønning på 100 Rbd. Han havde først vægret sig derved, men Niels Olsen var blevet ved med at opfordre ham dertil og havde sagt, hvor let det ville være at "smække hende" ,og til sidst var han gået med dertil, da han stod ganske uden Penge. De var blevet enige om, at det skulle ske Aftenen efter Begravelsesgildet. Han havde lagt sig på Lur i en Grøft for at skyde hende, når hun kørte forbi, men han var blevet bange for at komme til at ramme nogle af de andre på Vognen og var så løbet ind i hendes Have, hvorfra han skød hende gennem Vinduet . Geværet havde han lånt af Niels Jakobsen, der var fuldt vidende om, hvad han skulle bruge det til, og som han havde lovet 20 Rdl. for det. Desuden tilstod han yderligere en Ildspåsættelse, og senere aflagde han Tilståelse om et Røveriforsøg og 11 Indbrudstyverier . Niels Olsen var blevet gjort bekendt med Lars' Tilståelse, men fastholdt desuagtet sin Nægtelse og stemplede Lars som en gemen Løgner, men det varede kun kort. Efter at have været i lange Forhør 4 Dage i Træk måtte han gå til Bekendelse, og Niels Jakobsen måtte også indrømme både, at han havde lånt Balle-Lars Bøssen for 20 Rbd og at han havde været vidende om, hvad den skulle anvendes til. Nu var Mordet opklaret, og Assessor Rothe kunne hellige sig helt for Opklaringen af. alle de andre Forbrydelser, som Sagen havde hvirvlet op. Den ene Arrestation fulgte efter den anden, og Tilståelserne faldt Slag i Slag. I Slutningen af Juni 1859 var Sagen færdig til at gå til Dom. Ministeriet nedsatte så en Kommission til at pådømme Sagen, den bestod af Assessor Rothe og Kriminalassessor Køpke. Først efter et halvt Års Forløb havde Assessor Køpke sat sig så fuldstændigt ind i Sagen, at Dommen kunne afsiges. Balle-Lars og Niels Olsen dømtes til at miste deres Hals og deres Hoveder at sættes på en Stage. Niels Jakobsen blev idømt 8 Års Tugthusarbejde. Af de andre Tiltalte idømtes en 12 Års Tugthus for Røveri og Tyveri, 8 fik for Brandstiftelse eller Meddelagtighed deri Tugthus fra 10 til 8 År, 3 fik Forbedringshusarbejde og Resten Fængsel. Efter at Sagen var indanket for Højesteret, skete der det mærkelige, at Balle-Lars og nogle af de andre Domfældte tilbagekaldte deres Tilståelser, og efter Begæring af Defensor, Advokat Liebenberg, blev Sagen for deres Vedkommende genoptaget under Ledelse af Assessor Køpke. Assessor Rothe Var i Mellemtiden afgået ved Døden. Under de nye Forhør fastholdt Balle-Lars, at han var uskyldig i alle de Forbrydelser, han havde tilstået og var blevet dømt for. Når han havde kunnet afgive detaillerede Forklaringer, der stemte så nøje overens med Vidnernes, var det, sagde han, faktisk således, at han kun havde holdt sig til, hvad der var blevet ham sagt, at Vidnerne havde forklaret. At han havde tilstået var for at få det bedre i Arresten, hvor han havde været Genstand for en snigemorderisk Behandling, han havde således måttet sove i en Seng, hvori der kun (!) var Madrasser, Lagener og Tæpper, og han havde undertiden om Natten kun fået sovet 6 ½ Time, og hans Kost bestod hovedsagelig af Kaffe, Brød og Øl, og så havde han måttet bære Håndjern både Dag og Nat, og undertiden havde han fået Spændetrøje på. Arrestforvareren erklærede, at i intet Tilfælde var Reglementet overskredet. Da Forhørene var sluttet, kom Sagen så for Højesteret, hvor Advokat Liebe procederede den som Aktor. Højesteret tog ikke det ringeste Hensyn til Tilbagekaldelserne af Tilståelserne, men stadfæstede den 2. August 1860 Kommissionsdommen. Medens ingen af Dommerne stemte for Benådning af Balle-Lars, var der een, der mente, at der var Grunde til at søge Niels Olsens Livsstraf ændret til Tugthusarbejde for Livstid under streng Bevogtning, og denne Mening tiltrådte Ministeriet. Kongen resolverede derefter, at Livsstraffen over Balle-Lars skulle fuldbyrdes, dog at hans Hoved ikke skulle sættes på en Stage, hvorimod Niels Olsen benådedes mod at hensættes for Livstid i Tugthuset under streng Bevogtning. Allerede kort efter at Højesteretsdommen var faldet, havde Pastor Gjellebøl i Præstø fået Anmodning af sin Provst om at berede de Dødsdømte til Døden ved "tidt og ofte at besøge dem og med Flid at drive derpå, at de nu alvorligen afbede hos Gud deres begangne grove Synd og Forseelse". Om Udførelsen af sit Hverv, der efter Niels Olsens Benådning kun kom til at omfatte Balle-Lars, har Pastor Gjellebøl udgivet en lille Pjece med Titlen "Spildte Guds Ord på Balle-Lars". Han fortæller heri, hvorledes alle hans Forsøg, det være sig ved at bruge hårde og strenge Ord eller med mild og venlig Tale, på ,at formå ham til at indrømme sin Skyld ganske prellede af på hans Forhærdethed. Da Præsten en Gang sagde til ham: "Du er kommet i denne Nød og har siddet År og Dag i Arrest, det er fra Gud for din Sjæls Frelses Skyld," svarede Lars: "Nej, det er ikke fra Gud, det er fra Politiet .... " og da Præsten fortsatte, at der møder os ikke det mindste i Verden uden det er fra Gud til vort eget Gavn, svarede Lars, at det troede han ikke, det var da ikke til hans Gavn, at han uskyldig skulle lide alt dette. Og da Præsten en anden Gang spurgte ham, om han mente, at det var godt for ham at fremtræde for Gud i den Tilstand af Forstokkethed, svarede han kort: "Ja, det er Fanden tage mig godt." Så blev Præsten vred, men næste Dag bad han ham igen indtrængende om at bede om sine Synders Forladelse, men Lars svarede, at det behøvede han ikke, for han havde ikke noget at bede om Forladelse for. I sin Ungdom havde han syndet ved at stjæle nogle Brædder, men det havde han fået et Års Tugthus for. Den 15. Oktober meddelte Arrestforvareren Lars, at han næste Dag skulle rejse derfra, og Lars spurgte om, hvor han skulle rejse hen, og da Arrestforvareren sagde, at det gjorde ham ondt at skulle sige, at det var den lange Rejse, der stod for ham, svarede Lars kun, at det skulle såmænd ikke gøre ham ondt for ham, og ved Præstens Besøg om Aftenen var han lige stædig og stejl. Næste Morgen, to Timer før Henrettelsen, spurgte Præsten ham, om han nu i den sidste Nat havde bedet og råbt Gud om Nåde og Tilgivelse, men Lars svarede: "Nej, jeg har sovet, jeg vil ikke bede til Gud, for jeg dør uskyldig." Til Retterstedet, der var den gamle Galgebakke i Ugledige Skov, kom han Kl. 7 ½ . Da Dommerfuldmægtigen begyndte at oplæse Dommen, afbrød Lars ham med, at det behøvede han ikke, for han ville ikke modtage den Dom. Præsten bad ham nu for sidste Gang om at bekende sine Synder, men Lars rakte tre Fingre i Vejret og råbte ud til de 400 Tilskuere, der havde samlet sig: "Jeg er uskyldig i Mordet på Konen i Ugledige." Da han var bundet og lige skulle til at lægge Hovedet på Blokken, råbte Præsten til ham: "Lars, Lars. Hører du, bed: Gud være mig Synder nådig." Lars gentog, at han var uskyldig i Mordet og lagde så sit Hoved på Blokken. Præsten slutter sin Beretning således: "Jeg bad nu Fadervor højt, og da jeg var midt deri, faldt det ulykkelige Menneskes Hoved. Jeg standsede med Fadervor og sagde med høj Røst: Gud er retfærdig og lader sig ikke spotte! Rakkerknægten hævede hans Hoved og sagde: Det er Balle-Lars' Hoved. Hans Kiste stod derved, og hans Grav var gravet på samme Sted, alt lige for hans øjne, da han trådte frem. På Retterstedet hviler den Ulykkeliges Legeme." |