Hjem	Tilbageblik	Kriminalitet i Danmark igennem tiden	Bogliste	Opskrifter	Erhvervsdrivende, deres ansatte og andre personligheder
Artikler og Nyheder	Links	Kommer senere	Lokalhistorie	Erindringer	Diverse

PRÆSTESLÆGTEN WAGAARD I SKELUND OG VISBORG OPTEGNELSER AF PENSIONERET LÆRER E. W. JACOBSEN VED HØJSKOLEFORSTANDER, CAND. THEOL. F. ELLE JENSEN, SKALS FORFATTEREN af nedenstående Optegnelser, Enevold Wilhelm Jacobsen, fødtes 1818 i Fyrkat Mølle, S. Onsild Sogn, ved Hobro. Faderen var Landmand, men måtte på Grund af de dårlige Tider og pekuniære Vanskeligheder forlade Landvæsenet og tage mod en Stilling som Arrestforvarer ved Skjerpinggårds Ting- og Arresthus i Hanherrederne. Moderen døde tidlig (1823), og Jacobsen kom da i Huset hos Provst Wagaard i Skelund, efter hvem han var opkaldt, og med hvem hans Fader stod i Venskabsforbindelse. Her opholdt han sig til sit 17. År, da Provsten døde. Provstinden hjalp ham imidlertid fremdeles og sørgede for, at han kom på Lyngby Seminarium ved Grenå, hvorfra han dimitteredes 1838. Efter en kortere Tid at have været Huslærer, blev han 1840 kaldet til at være Skolelærer og Kirkesanger i Rødding i Salling. 1844 giftede han sig med en Datter af Proprietær Christen Schou på Baadsgaard i Fjends Herred. Hans Løn var 300 Rdl., og af dem skulle han i Pension til Formanden årlig udrede ca. 50-60 Rdl. Der var ingen Jordlod. I Skolen var der Kampestensgulv, Borde og Bænke bares af Pæle, der var nedrammede i Gulvet, Vinduer og Døre var utætte, og alt var kun mådeligt indrettet. Alligevel blev han i Rødding i 38 År til 1878, da han tog sin Afsked. Fra 1884 til sin Død, 1911, boede han i Viborg, bl.a. sysselsat med at nedskrive sine Erindringer og de Optegnelser, hvoraf nedenstående er et Uddrag. F. E. J. Efter denne Hædersmand (Edvard Hansen Londemann de Rosencrone) kom den Wagaardske Slægt til Skelund Præstegård og blev boende der i tre Slægtled, fra 1727-1835 = 108 År, og hvad jeg ved med Vished om Slægten og har hørt i min Barndoms- og Ungdomstid, vil jeg her meddele mine ærede Læsere i al Korthed. Hr. Iver Enevoldsen, hvis Fader skal have været Ladefoged på det gamle Herresæde Bjørnsholm i Løgstøregnen, var først Kapellan i Ranum og blev siden, ved sin Svigerfaders, Provst Villumsens, Resignation År 1696 Sognepræst og flyttede til Wagaard (Gårdens Navn var - og er - Vadgaard. (Se: Saml. t. jysk Hist. og Topogr., 3 .. R, 2. B, 4. H.)) Præstegård, hvorefter han og hans Familie siden skrev sig med Tilnavnet Wagaard. 1727 blev han udnævnt til Provst for Slet Herred og døde i Januar 1739. Han havde tre Sønner: 1. Mathias Wagaard, der 1724 kom til Ranum som Kapellan og blev siden forflyttet til Vive, Ove og Valsgård i Hindsted Herred; her døde han († 1747. ) og efterlod sig mange Børn, og af dem kom nogle til Viborg, men deres Afkom var ukendt af mine Plejeforældre og formodentlig simple Arbejdsfolk i små Omstændigheder, thi jeg mindes som Barn, at der kom til Skelund Præstegård en Person fra Viborg, som. foregav, at han var af Præsten Mathias Wagaards Slægt, og bad om Hjælp til sig og Familie, da han var fattig og havde mange uforsørgede Børn. 2. Niels Iversen Arrø († 1768. ) var Sognepræst på Øen Fuur og Provst over Nørre og Harre Herreder i Salling, hvis (!) Søn Iver Nielsen Arrø ( † 1806) fulgte sin Fader i samme Kald, og en Søn af ham ejede og beboede Gården Ågårdsholm i Salling, og af denne Familie var for 30 År siden endnu nogle tilbage i Holstebroegnen. 3. Enevold Wagaard blev kaldet til Sognepræst for Skelund og Visborg Menigheder i Hindsted Herred År 1727 og kom efter den forhen omtalte Edvard Londemann de Rosencrone. ENEVOLD WAGAARD var altså den første af dette Navn, Som kom til Skelund Præstekald; om hans personlige Livsvandel blev der lidet talt i min Barndomstid, så mit Kendskab dertil er ikke stort, men hvad jeg kan mindes at have hørt fortælle om Manden vil blive meddelt i nedenstående Optegnelser. Han skal have været af de såkaldte stille i Landet, som elskede Fred og Fordragelighed, og en hæderlig og værdig Præstemand, der røgtede sin præstelige Gerning samvittighedsfuldt og til sin Menigheds fulde Tilfredshed, thi den gjorde ikke store Fordringer til sin Præst i de Tider. Hans Kone derimod blev omtalt som af en mere herskesyg og urolig Natur, men begge var de enige om at føre en meget økonomisk Husholdning. Til Eks. herpå blev blandt andet sagt, at hver Morgen, når hun kom op af Sengen og kom ud i Gården, havde hun sin Fjederpose med og opsamlede alle de affaldne Fjer, som var at øjne i og udenom Gården. At Præsten var sin Hustru lig i Sparsommelighed beviser følgende Sagn: At Lommeuret den Gang var mere sjældent end i vor Tid er vel bekendt; dog ved man også, at blandt Adelen og den dannede og fornemme Klasse var Ure allerede den Gang meget almindelige og blev af dem båren og brugt i det daglige Liv. Men denne omtalte Præstemand var i så Henseende en Undtagelse. Hans Ur blev ikke taget i Brug uden om Søn- og Højtidsdagene og når der skulle bages Brød, og dette var grundet på, at ikke Uret skulle opslides før Tiden eller bruges mere end højst nødvendigt. Ved denne gennemgående Sparsommelighed skal de have efterladt sig en Formue af 10,000 Rbd.( Ikke Rbd. (Rigsbankdaler), som ikke fandtes den Gang, men Rdl (Rigsdaler) kurant = 3 Kr. 20 øre. ), som var meget den Gang. Hr. Pastor E. Wagaard skal have været en høj, sværlemmet Mand med en ualmindelig Legemskraft, og som hans Søn og Sønnesøn fik i Arv, men vel næppe i så høj en Grad. Han var en lidenskabelig Jæger, og på sine mange vidtudstrakte Jagtture red han mere, end han gik, og til dette Brug dresserede han selv sin Ridehest. Men en Dag, han ville indøve sin lille norske Ganger at stå sikker for Skud, blev den omsider helt umedgørlig og ville på ingen Måde lade sig styre, enten med godt eller ondt; derover tabte Præsten sin Tålmodighed og gik den rask ind på Livet og tog den med sådan en Kraft i dens tykke Manke, at den styrtede til Jorden med sin hele Krop. I denne skønne, frugtbare Egn var der på denne Tid mere end nok, der kunne vække og nære Lysten til Jagtlivet, som næsten udelukkende blev benyttet af Herremænd og Præster og deres Tjenere, og heraf blev Følgen, at alt Vildt fik god Lejlighed til at formere sig på alle Måder i de nære og fjerne Skovstrækninger og sumpige Enge, skovbegroede Kærstrøg, som fandtes i store og små Strækninger og forenede 3 store Herregårdsskove med hinanden, nemlig Havnø, Visborggaard og Viffertsholm, og som for 100 År tilbage havde megen Betydning der på Egnen, thi derfra kom årlig mange Skibsladninger Brænde til København og flere Stæder i Landet. I min Plejefaders Ungdomstid hørte det ikke til Sjældenhederne at træffe på store Flokke af vilde Rådyr og Hjorte, Hinder med Lam i bemeldte Skove, men som oftest anrettede de megen Skade på Kornmarkerne om Sommeren, og Fæsterens Klage derover blev ikke hørt, og nedlagde han en enkelt af dem og det blev meldt til Herskabet, kunne han vente Straf og hårde Bøder, og derfor måtte han helst tåle og lide med Tålmodighed, at ikke noget værre skulle ham vederfares. Også på Ande- og Fuglevildt var der en ypperlig Jagt langs Mariager Fjord og de tilgrænsende Enge og Kjær. Der fandtes også anselige Vildsvin i Skovene på den Tid, men Jagten efter dem var ikke uden Fare, thi var det en Orne eller Griseso, der blev såret, så søgte den straks sin Skademand, og denne måtte da helst flygte op i et Træ eller sætte sig til Modværge på bedste Måde. Af ommeldte Hr. Pastor E. Wagaard blev der skudt et vældigt Vildsvin i Nærheden af Visborggaards Skov, og som var så langt og svært, at det fyldte Vognen, som afhentede Dyret, som var så langstrakt, at Benene rakte ud af Vognen, som kom med det ind i Præstegården. NB. Vognene den Gang var smalle og korte og ikke at sammenligne med Nutidens. I denne Præsts Tid blev en Ladefoged dræbt af 3 Mænd i Veddum By, Skelund Sogn, da han hen på Aftenen kom ridende til Byen for at tilsige Bymændene at møde næste Dag til Hoveriarbejde på Gården. De trak ham med Magt ned af Hesten og gav ham derefter så hårde Slag, at han døde på Stedet, hvorefter Morderne tog Flugten syd på, og ingen på Egnen så eller hørte mere til dem. Slige Voldsgerninger var desværre ikke enestående i de Tider blandt hoverigørende Bønder, og det ikke uden Grund. Således blev fortalt i min Barndom: at i Oberst Arenstorffs Tid måtte ingen af Godsets Bønder passere Vejen mellem Visborggaards Borggård og Ladegård uden at tage Hatten af og hilse med Ærbødighed, selvom ingen af Herskabet viste sig på Borgen eller i Vinduerne, og den af dem, som ikke efterkom denne Befaling, kunne sikkert vente at blive anholdt og komme til at ride Træhesten i 24 Timer, og når Herskabet kunne straffe så hårdt en lille Forseelse, hvor meget mere da en større, og af Tjenerskabet kunne man ikke vente nogen Medlidenhed, thi som Herren er, så følge hans Svende. Dette stadfæstedes endogså for 70 År tilbage på samme Gård, at en Forvalter uden Lov og Dom lod en Karl på Godset binde til et Træ i Skoven og bankede ham med sin Stok så længe, at han ved Afklædningen var både blå og blodig, og en sådan Mishandling kunne den Gang passere uden i mindste Måde at blive påtalt. E. WAGAARD OG OBERST ARENSTORFF. På dette gamle Herresæde Visborggaard blev der ligeledes udøvet en slet og umenneskelig Handling i Hr. Pastor Enevold Wagaards Embedstid, og den er bleven mig fortalt af min Plejefader som en sandfærdig Historie, som her nedenfor skal blive meddelt efter Hukommelsen. Tre Slægtled af den Arenstorffske Familie ejede og beboede Visborggaard efter hinanden, samtidig med Wagaarderne i Skelund Præstegård, og det i et Tidsrum af over 100 År. Den anden af dem, en Oberst Arenstorff, var 2 Gange gift; hans første Kone,. en adelig Dame fra Sjælland (Skal være Sachsen. Sammenlign med det følgende Fr. Møllers Afhandling "Mamsellen på Visborggaard". Fra R. og Kjær R., II., 549 ff., og Alex. Rasmussen: visborggaard i Danske Herregårde, Jylland, 145 f.) , behandlede han på en tyrannisk Måde. Efter at have været i lange Tider hård og streng mod hans Hustru og [have] tilsidesat hende ved enhver Lejlighed, så lod han hende til sidst indespærre i et afsides Tårnkammer på anden Etage, fraskilt alt Samkvem med andre, og derefter lod Obersten udsprede det falske Rygte, at hun var bleven sindsforvirret og [havde] mistet Forstanden. Men den sande Grund til hendes indespærring var den, at han på den måde kunne i uforstyrret Ro lade hans Frille, som han daglig havde om sig på Gården, råde og regere efter eget Lune og Indfald. Ja, hans onde og slette Fremgangsmåde imod hans retmæssige Hustru gik så vidt, at han forsøgte at lade hende sulte ihjel, men dette ville ikke ret lykkes for ham, thi når Gårdens Folk kunne høre hendes ynksomme Klagen fra Fangetårnet i Nattens stille Timer, så blev de betagne af Medlidenhed for den lidende Fange og listede dem til at bringe hende Fødevarer op til Vinduet på en lang Stige; men Lejligheden dertil manglede dem så ofte, og derved kom hun tit i Mangel for det daglige Brød. Det kunne ikke være en Hemmelighed for Egnens Folk, hvad denne Kvinde måtte lide og tåle, men ingen ville eller turde offentlig påtale denne umenneskelige Fremgangsmåde af Obersten; også Præsten, Hr. E. Wagaard, var i dette Tilfælde for svag og tilbageholdende og vaklede en Stund mellem Sandhed og Menneskefrygt og tav, da han som Stedets Præst burde have talt den betrængtes Sag. Hvor længe denne Fange har måttet pines og plages i dette hårde Fangenskab omtales ikke, men efter Sagnet måtte Præsten omsider tage sig af Sagen, da Oberstinden fra sit Fængsel sendte ham et hemmeligt Bud om at komme til hende; da hun så gerne ønskede at tale med ham. Han tøvede endnu en Tid og kom ikke af Frygt for Adelens store Magt og Indflydelse hos de regerende Stænder, som den Gang ene bestod af Landets højere Adel; men den af dyb Sorg og Elendighed nedbøjede Kvinde gav ham ingen Ro, men gentog sit Forlangende til ham om at komme med et Trøstens Ord til hende i det tomme, ensomme Fængsel og bede indtrængende for hende, at hun snart måtte komme hjem til Herren fra denne ustadige og syndefulde Verden, som ville pine hende til Døden. Nu betænkte han sig ikke længere, men kom straks til hende for at trøste og opmuntre den både sjæleligt og åndeligt hårdt prøvede Kvinde. Søndagen derefter tog han ind til Oberstinden, da hans Vej fra Kirkerne gik igennem Gården, uagtet Hr. Pastor Mads' Skæbne i Ullits i Himmerland var ham vel bekendt. (Denne Præst blev nemlig halshugget af Rigsråd Jørgen Lykke År 1570, fordi han fra Prædikestolen havde dadlet Adelsmanden, der lod Svingelbjerg Kirke nedbryde og brugte Materialerne deraf til sin Gård Bunderup, nu kaldet Lerkenfeldt.( Historisk ukorrekt Hr. Mads straffedes vel på Livet dog ikke af den i omtalte Sagn angivne Grund, men af andre ikke fuldt opklarede Årsager. ) Altså Præsten kom til at besøge Oberstinden flere Gange og gav hende ved sine venlige og trøstende Ord Tålmodighed og Sindsro til at bære det tunge Kors, der var lagt på hende, men de gentagne Besøg af Præsten måtte jo forbitre Obersten, som til sidst forbød Stedets Præst at komme oftere på Gården i den Anledning. Men Præsten havde engang antaget sig den betrængtes Sag og lovet hende Religionens Trøst, når han havde Tid og Lejlighed dertil, og derfor hverken kunne eller ville han lade sig afvise, men vedblev at gå ind til Oberstinden på sit (: 'hendes) afsides Værelse, når han om Søndagen kom fra Visborg Kirke. Det tåltes for en Tid; men en Søndag (Præsten kom fra Annexet og tog ind på Gården for at se og tale med Oberstinden, som havde sendt ham Bud, at hun var syg og sengeliggende og derfor ønskede at tale med ham), da han kom og var nået op til det øverste Trappetrin og ville gå ind ad Kammerdøren til den syge, stod Obersten for Døren med dragen Sabel og forbød ham på det strengeste at gå videre, men Præsten, E. Wagaard, agtede ikke på hans truende Fremtræden, men gik rask og frimodig ind på Livet af Oberst Arenstorff, afvæbnede ham og kastede Sablen ned ad Trappen og kunne have gjort det samme med Obersten, men lod det blive derved og gik ganske rolig ind til den syge Oberstinde, som lå i Sengen og var meget lidende og savnede såre meget en venlig og kærlig Omgang og et Menneske, til hvem hun kunne søge og finde Trøst og Opmuntring i det mørke og ensomme Fængsel, og man kan tænke sig, hvor hård og ufølsom Manden må have været, når han ville forhindre, at Præsten kom til hans syge og sorgfulde Hustru for at trøste og opmuntre hende. Da nu Præsten kom fra Sygebesøget og skulle over Borggaarden ned til sin Vogn, som holdt på den Vej, som gik igennem Gården til Skelund, frygtede han dog for, at Obersten i sin Vrede skulle have samlet Forstærkning og på en eller anden Måde tilføjet ham Skade og Uheld, forinden han nåede sin Vogn, som holdt og ventede på ham. Men der mødte ham ingen Hindringer i mindste Måde, og formodentlig af den Grund, at Oberst v. Arenstorff måtte kunne indse efter nøjere Betænkning, at hans Fremgangsmåde i hele denne Sag var af den Beskaffenhed, at den ikke godt kunne tåle Lyset, og derfor, var han bedst tjent med, at hans Møde med Præsten døde hen snarest muligt. Også have nogle været af den Mening, at Obersten ikke turde anvende korporlig Straf på Præsten, da han var almindelig bekendt for at kunne slå alle til Jorden, som kunne stå om ham, også var han den Dag i fuldt Ornat, da han var kommen lige fra Kirketjenesten i Visborg, og de fleste, såvel høje som lave i de Tider, havde dog med al deres rå og brutale Fremfærd en vis Respekt for den gejstlige Stand. Ja, man kan godt sige mere, den Gang end i vor såkaldte oplyste Tid, hvor så mange simple, men indbildske og selvkloge Folk tro om dem selv, at de er, om ikke klogere så i det mindste lige så kloge på Bibelens Forståelse som Præsten og det gælder især Nutidens omvankende Missionærer. De have som oftest store Tanker om egen Begavelse til at forkynde Ordet for deres Medkristne, men nogle af dem er at klassificere med åndelige Kvaksalvere, som snart have sagt det lidet, de ved, om Vejen til Saligheden og langt hellere måtte tie end tale. Nu igen til Sagen. Dette blev Præstens sidste Besøg hos den syge, indespærrede Oberstinde, thi ved den umenneskelige Behandling, hun i Længden måtte lide og tåle, der var født og opdraget af den Tids mægtige Adel og [havde] kendt glade, lykkelige Dage, var hun bleven i den Grad svækket og nedbrudt på Sjæl og Legeme, at hun kunne tydelig føle, at Døden snart ville gøre en Ende på hendes kummerlige Tilværelse, og bad derfor om, at Præsten måtte bede for hende fra Prædikestolen, og, da han havde efterkommet Opfordringen, sluttede han med disse Ord: "O! gode Gud! før Fuglen af sit Fuglebur og Sjælen af den hårde Kur!" Efter endt Gudstjeneste blev det Præsten fortalt, at Oberstinden var død under Gudstjenesten, og da han kom kørende fra Kirken og tog igennem Visborggaard, kom den hjerteløse Oberst hen til Præstens Vogn og fortalte ham med et ironisk Smil, "at nu var Fuglen fløjet ud af Fugleburet og Sjælen af den hårde Kur". Dertil gav Præsten det træffende Svar: "Kan De for Gud og Deres Samvittighed forsvare, hvad De har gjort mod Deres afdøde Hu stru, så skal jeg nok forsvare, hvad jeg har sagt." Og dermed ender Sagnet om den tragiske Begivenhed. Men derefter følger en liden Spøgelseshistorie, som står i nøje Forbindelse med det foregående, og som skulle have passeret på samme Gård flere År efter Oberstens Død, da hans Søn, Frederik Arenstorff, blev Ejer af Visborggaard, men dette Sagn vil jeg ikke indestå for at være så pålideligt som det foregående, da der i Almindelighed knytter sig lignende Sagn til gamle Herresæder og Klostre, om hvilke man har en stærk Tro til at der, i de henfarne Tider er begået mange slette Gerninger, som både her og hisset har forstyrret mange Sjæles Ro og Hvile. Altså nu til bemeldte Spøgeri-historie på Visborggaard, som er mig fortalt af pålidelige Folk, men er måske kun et Sansebedrag. Kort efter Konens Død giftede Oberst Arenstorff sig anden Gang med en adelig Dame, og nu ophørte fra den Tid af hans Ma[i]tresses uindskrænkede Herredømme på Gården, da hun blev forflyttet til Mariager Birgittiner Kloster(!), hvor hun fik Tid og Lejlighed til at gøre Bod og love Bedring for sine mange Synder; men efterfølgende Fortælling vidner ikke om, at hun i Sandhed har bedt til Herren om Nåde og Forbarmelse, thi efter hendes og Oberstens Død på Visborggaard hørte ofte Folk på Gården ved Nattetider en Karet med Forspand af 4 Heste komme farende ind i Borggården og gøre Holdt ved den brede Stentrappe, som førte op til Hovedindgangsdøren, og af Øjenvidner [er] fortalt, at Vogndøren sprang op og en Dame i hvid Dragt steg ud af Vognen og [gik] som svævende op ad Trapperne igennem adskillige Værelser og førte med sig en Støj og Alarm, så at alle i de tilstødende Soveværelser skræmmedes op af deres bedste Nattero og blev så betagne af Frygt og Rædsel, at de længe efter ikke kunne komme til en rolig Søvn. Efter at denne Skikkelse til forskellige Tider havde rumsteret i Værelserne og [var] forsvunden på samme Måde, som den var kommen, blev den til en sand Plage for Gårdens Folk, såvel høje som lave, og Ejeren. Hr. Kammerherre v. Arenstorff, (Søn af den før omtalte Oberst), blev nødt til at tage sig med Alvorlighed af Sagen, for om muligt at få Gengangeren fjernet, at der igen kunne blive Fred og Ro i Nattens Stilhed. Først rådførte Kammerherren sig med Stedets Præst, Hr. Enevold Wagaard, om denne mystiske Sag, men han var den Gang en meget gammel Mand og kunne ikke have med denne Sag at gøre, men henviste Kammerherren til en ung Præst i Nabosognet Als, som er beliggende øst for Skelund og begrænses af Kattegat, hvortil i de senere År mange Badegæster rejser i den bedste Sommertid. Til denne Præst, Hougaard i Als Sogn, søgte Kammerherren derefter om Råd og Bistand, og ham var han så heldig at formå til at komme og være på Gården i de Nattetider, da Gengangeren plejede at husere i Værelserne. Han kom altså til Gården i den Anledning og blev Natten over, men måtte flere Gange rejse forgæves. Endelig traf han at være til Stede, da Skikkelsen kom farende med Støj og Larm gennem den såkaldte store Taffelstue, hvor Præsten sad ved et Bord og læste i en Bog; han tiltalte Kvindeskikkelsen og vekslede med hende adskillige Ord, som ingen hørte eller nogen Sinde fik Kundskab om, da Præsten aldrig ville åbenbare det for noget Menneske. Men til megen Glæde og Beroligelse for hele Personalet på Gården viste Skikkelsen sig ikke mere i denne og den påfølgende Ejers Tid. For en 30 År siden, i den nuværende Ejerindes Tid (Dette er skrevet i 1890erne) (Enkeetatsrådinde Kjellerup) er noget lignende passeret, som ligeledes for en Tid satte Skræk i mange på Gården, men ved at flytte en Skillerumsvæg blev det igen som før stille og roligt. Før jeg slutter Hr. Pastor Enevold Wagaards Biografi, om hvem jeg i min Barndom hørte meget lidet, mindes jeg, der blev sagt, at disse Præstefolk skulle have haft den store Sorg, at et af deres Børn på 6 - 7 År faldt i Gårdens Brønd og druknede i et ubevogtet Øjeblik, før nogen fik Anelse derom. (E. Wagaard var 2 Gange gift. Hans første Hustru, Dorothea Helene Pedersdatter Deichmann, døde 1746; de havde 6 Børn. Hans andet Ægteskab med Anna Nielsdatter Ursin († 1772) var barnløst.) Han var Præst i Skelund i 44 År og døde på samme Sted 1771 og ligger begravet tæt øst for Kirkens lave og ubetydelige Tårn. Hans mandlige og kvindelige Afkom er jordfæstede på samme Kirkegård, og deres Grave er indhegnede med Stenstøtter, forbundne med Jernlænker. PEDER WAGAARD var Enevold Wagaards eneste (Der var 2 Sønner) Søn og fulgte sin Fader i Præsteembedet i Skelund 1771. Om denne Mands bevægede Liv og Vandel ville der have været mange flere underholdende og morende Fortællinger at fremdrage for Læserne, end sket er, hvis jeg i et og alt havde kendt noget nøjere til Mandens Liv og Levned; men i Mangel heraf må jeg holde mig til, hvad jeg som Barn hørte fortælle om ham af mine Plejeforældre og andre af hans Samtid, som havde kendt ham personlig, og at dømme derefter må han have været i mange Dele en fremragende Mand, klog og energisk og i Besiddelse af en Jernvilje, som forledte ham til at gennemføre med Mod og Kraft mangen en Handling, som de fleste i hans Stilling aldrig ville have tænkt på og endnu mindre udført. Han er født i Skelund Præstegård År 1732 (Dette er urigtigt. I Følge en "series pastorum" i liber dat. fødtes han 1746) og døde samme Sted som Præst År 1806. Han kom som ung i Viborg Latinskole, og endskønt han tidlig fattede Lyst og Tilbøjelighed til at gå den juridiske Vej, så søgte Faderen ved hver Lejlighed at lede ham bort fra den Tanke, da hans højeste Ønske var at få Sønnen til sin Eftermand i Embedet, og han levede i det glade Håb, at Sønnen, når han havde taget sine Eksaminer og var kommen hjem fra København, ikke tænkte på andet end at blive Præst i Skelund efter ham; men denne Forudsætning holdt ikke så ganske Stand. Thi i det afgørende Øjeblik, da Sønnen skulle bestemme sig til, hvilken Vej han ville gå, enten den teologiske eller, den juridiske, så fulgte han den, sidste efter sin egen Lyst og Tilbøjelighed og uden Faderens Vidende og Vilje. Efter få Års Forløb blev han cand. jur. med bedste Karakter. Da han med stor Glæde meldte dette til Faderen, blev denne både glad og bedrøvet, og jo mere han tænkte derpå, desto større blev hans Misfornøjelse med Sønnens uventede Fremgangsmåde, der på en Gang havde tilintetgjort hans, kæreste Ønske, at få sin eneste Søn til Præst og Eftermand. Efter nogle Dages Betænkningstid skrev han til Sønnen, at han ikke med den bedste Vilje kunne tænke med Glæde på hans tagne Bestemmelse, da det altid havde været hans højeste Ønske at få ham til at optage Præstegerningen efter ham, "og af den Grund vil jeg endnu engang opfordre Dig til at tage teologisk Embedseksamen, om Du vil bevare Din Faders Agtelse og Kærlighed". Da Sønnen så, hvor megen Pris Faderen satte på at få ham hjem til sig som vordende Eftermand, rettede han sig derefter og blev efter få Års Forløb cand. Theologiæ (P. Wagaard, der er dimitteret 1763 fra Viborg Skole, findes ikke blandt de juridiske Kandidater i Årene 1763-73. Mulig har han da kun en Tid studeret Jura, men er så efter Faderens Ønske gået over til Theologien. Kandidat 1765. ). Faderen var den Gang bleven noget gammel og affældig, så han tog straks Sønnen til Kapellan. Og i denne hans bedste Ungdomstid var Jagten hans kæreste Beskæftigelse i de mange ledige Timer som Gejstligheden den Gang havde frem for Nutiden, da Menighedernes Fordringer til Præsterne ,er langt større og vanskeligere at tilfredsstille, og derfor hører Sognebåndsløsen og Frimenighedslivet til Dagens Løsen. Medens P. Wagaard var Kapellan hos Faderen, blev han vidende om, at denne betalte 10 Daler årlig til Godsforvalteren på Havnø, og da han spurgte sin Fader, hvorfor han betalte disse Penge, fik han til Svar: "For at få Fred." Sønnen bad da Faderen om at få disse Penge, når Forvalteren ville give Afkald på dem, og dette lovede Faderen. En Søndag efter Sidstgudstjeneste i Visborg Kirke red P. Wagaard ned til Gården Havnø og traf Forvalteren på sit (!) Kammer og blandt andet tilspurgte ham: "Hvorfor må min Fader betale til Dem 10 Daler årlig?" Og da Forvalteren ikke ville eller kunne gøre tilstrækkelig Rede derfor, bød P. Wagaard Forvalteren straks på Stedet at give ham et skriftligt Bevis for, at han for Eftertiden ville renoncere på de omtalte Penge. Først nægtede Forvalteren at indgå derpå, men efter at have modtaget adskillige følelige Træk af P. Wagaards Stok, blev Forvalteren mere føjelig og efterkom Opfordringen. NB.! Slig Rettergang var ikke så sjælden i de Tider. Efter Faderens Død blev hans Søn Peder Wagaard kaldet til Præst for Skelund og Visborg Menigheder af Kammerherre v. Arenstorff År 1771. Denne Adelsmand var Ejer af 2 Herregårde, Visborggaard og Havnø, samt 3 Kirkesogne, Skelund, Visborg og Als men Havnø havde han afstået til sin Moder, Oberstinden, som Enkesæde eller Arvelod efter hans Fader Oberst Arenstorff. Denne ommeldte Oberstinde søgte efter en god Bestyrer over Gård og Gods, og dertil valgte hun den unge og driftige Mand, Hr. Pastor Wagaard, som med Glæde modtog Tilbudet og kom derved i sit rette Element; og det viste sig snart, at hun havde valgt den rette Mand, der frem for andre var denne Post voksen. Men den Orden og Akkuratesse, han fordrede i Gård og Mark, gjorde ham forhadt af Gårdens Folk og Godsets Bønder, thi før hans Tid, mens Gården blev bestyret i Forening med Visborggaard, gik det, som det bedst kunne, men nu derimod, når Punktlighed og Orden skulle være Sjælen i Gårdens Bestyrelse, kunne Præsten ikke andet end møde Uvillie og Misfornøjelse af sine undergivne, som gik og ventede på Lejligheden til Hævn på en eller anden Måde. Men det var dem ingen let Sag, thi de vidste, at Præsten var både klog, snarrådig og ualmindelig stærk. Som ung, næppe 20 År, bebrejdede han sin Faders Forkarl, at han ikke engang kunne bære 1 Td. Rug op på Loftet, og straks på Stedet bar han 2 Tdr. fra Laden til Loftstrappen, uden at det i mindste Måde anfægtede ham. Men da Faderen blev vidende herom, skammede han Sønnen ud for denne overmodige Handling, som let kunne have haft skadelige Følger for ham; men han trøstede Faderen med, at det ikke var første Gang, han havde prøvet derpå, og ved en anden Lejlighed søgte han at brydes med 2 holdfaste Karle på een Gang uden at blive overvunden. En Vinteraften sildig kom han ridende gennem Havnø Skov og stødte på et lille tillukket Led, som han var nødsaget til at skulle igennem for at komme til sin Præstegård, men ved Leddet stod 3 Karle, bevæbnede med vældige Stokke, og det kom ham for, at der var flere i Baghold, og det opklaredes straks for ham, at stod han af Hesten for at oplukke Leddet ville han blive overfalden og mishandlet. Han var et Øjeblik tvivlrådig, om han skulle flygte eller optage den ulige Kamp, men hurtig fattede han den Beslutning at følge sin energiske Natur og hellere vise Mod end Frygt; Udfaldet måtte da blive, som det bedst kunne. Stolende på sin veldresserede Dragonhest, og at Leddet, han skulle passere, var lavt, lod han til, som han ville forlade Pladsen og trak Hesten noget tilbage med Bidslet; men med et gav han den så kraftig Sporer og Pisk, at den sprang over Leddet uden mindste Skade; dog kunne det let have fejlet for ham, for han hørte tydelig i Springet, at Hestens ene Bagsko berørte Leddet. En anden Gang var han ligeledes i en farefuld Stilling, men ved Mod og Åndsnærværelse reddede han sig ligeledes ud af den truende Fare. En Aften sildig bankede det stærkt på Gangdøren til Præstegården. Madam Wagaard kom til og oplukkede Døren og så 3 Mandspersoner med Stokke under Armen stå for sig; de bad i en truende Tone om at tale med Præsten, og det skulle være straks, og derpå trængte de ind i Gangen. Hun blev ikke lidet forskrækket ved at se dem, der så ud som sande Røvere. Hun sprang i sin Angst op ad Trappen i Gangen til sin Mand, som havde sit Studerekammer på et Kvistværelse, som havde Vinduer til 2 Sider, Gården og Haven, og fortalte ham, at 3 betænkelige Personer stod nede i Gangen og forlangte at tale med ham, men hun frygtede meget for, at de havde ondt i Sinde mod ham efter deres hele Tale og Adfærd. Efter at have betænkt sig et Øjeblik bad han sin frygtsomme og ængstelige Hustru at fjerne sig ud af Døren til Loftet en liden Stund, så skulle han snart ekspedere disse ubudne Gæster. Han gik nu hen og tog sin vældige Ridepisk under Armen og stillede sig på det øverste Trappetrin og bad dem, hvis de ville tale med ham, at komme op på hans Værelse, og da den første kom med en stor Stok i Hånden, bad Præsten ham sætte den fra sig som ubrugelig ved en slig Samtale, men fik til Svar: "Det kunne dog være," og han fortsatte sin Gang op ad Trappen, og de to andre fulgte ham i Hælene. Straks tog P. Wagaard til sin Ridepisk og brugte den så følelig og kraftig til den først ankomne, at denne styrtede baglæns ned og trak de andre med sig, og i den opståede Forvirring tabte de Fatningen og stræbte kun efter at komme bort fra Præstens Svøbe, der vedblev at bearbejde deres syndige Krop, indtil de nåede ud i den fri Natur og kunne få Ro til at love dem selv ikke oftere på den Måde at komme til Præstegården og aflægge Visit hos deres præst og Sjælesørger. Imellem Skelund og Visborg Sogne var en Gangsti (hvor nu er en Sognevej) over Visborggaards Mark, som ingen ridende eller kørende måtte passere, men Præsten, P. Wagaard, benyttede altid Gangstien, når han kom ridende til og fra Visborg Kirke, da den var betydelig kortere for ham end Kørevejen igennem en længere Skovstrækning, og Kammerherre Arenstorff havde dertil givet ham en mindelig Tilladelse; men på Grund af indtruffen Uenighed mellem Kammerherren og Præsten, blev denne af en brutal Ladefoged påmindet om ikke oftere at ride på benævnte Gangsti, men følge den reglementerede Vej gennem Skoven. Præsten agtede ikke dette Forbud, men vedblev som sædvanlig at benytte Stien på sine Rideture mellem Sognene. Altså Præsten fandt sig ikke beføjet til at rette sig efter Kammerherrens onde Lune og Indfald, hvorover denne blev end mere opbragt, og en Dag, Præsten kom ridende på bemeldte Gangsti, kom Kammerherren selv i egen høje Person og forbød ham på det strengeste at færdes på Stien oftere og befalede ham at ride tilbage og følge den reglementerede Kørevej. Og da Præsten ikke ville adlyde, greb Kammerherren i Tøjlen på Hesten for med Magt at dreje den omkring, men Præsten, der var af en hidsig Natur, især når han mødte uforskyldt Modstand, ville ikke lade sig kommandere, men efter at have givet Kammerherren Svar på Tiltale, og denne efter gentagen Opfordring ikke ville give Slip på Tøjlen, slog Præsten uden videre Betænkning løs på Kammerherren med sin Ridepisk, indtil denne måtte give tabt og lade Præsten fare sin Vej. Efter denne alvorlige Affære mellem to så ansete Mænd på de Tider, kunne man med Grund have ventet, at Præsten var kommen til at føle hårdt Adelens Magt og Myndighed, men mærkeligt nok blev dette ikke Tilfældet, thi efter Sagnet svandt denne håndgribelige Sammenkomst hen, uden at Parterne talte mere til hinanden derom. Havde noget lignende passeret i vore Dage, ville det næppe have gået så stille af, men her har vi atter et Bevis for, at Trætte og Uenighed i de Dage fandt ofte en Afgørelse på Stedet. Men denne stilfærdige Fremgangsmåde fra Kammerherrens Side efter Affæren kan have haft sin Grund deri, at han manglede det fornødne Mod og Skarpsindighed til at opponere mod en Mand som denne Præst, der var ham langt overlegen i Forstand og Kundskaber, og var dertil hans Præst, Rådgiver og Prokurator, når Kammerherren som Skifteforvalter, over Bøndergodset i tre store Kirkesogne kom i en eller anden Forlegenhed, som han selv eller Forvalteren ikke til fulde kunne forstå at bringe i Rigtighed, og af disse Grunde kan man forstå, at Kammerherren efter den første Ophidselse har fundet det klogest at lade denne Sag falde og holde gode Miner med slet Spil, thi han kendte Præsten som en behjælpsom og brugbar Mand på mange Måder, men til den anden Side kunne han blive ham en hård Fjende og Modstander. Forinden jeg går videre i Meddelelsen om, Præsten Peder Wagaard må tilføjes følgende Bemærkninger: At dømme efter ovenstående Fortællinger skulle man tro, at P. Wagaard havde været hadet og forfulgt af hele sin Menighed, men dette var ikke Tilfældet. Tværtimod hørte jeg i min Ungdom, at gamle Folk talte godt om ham som Præst og Husfader og som den, der var højt agtet for sin Indsigt og Klogskab i mange Retninger til Nytte og Gavn for sig selv og andre. Men som Herre og Bestyrer af Havnø Gård og Gods blev han miskendt og hadet, fordi han fordrede Troskab og Lydighed af Tjenestefolk, Gårdfæstere og Husfæstere ved deres pligtmæssige Arbejde; men når han derimod fandt hos mange af dem Utroskab og Ulydighed, og det af den Grund, at de nu engang var hildet deri som andre Steder blandt hoverigørende Bønder at narre og bedrage Herremændene og deres Udsendte på alle optænkelige Måder, så straffede han hårdt enhver Forseelse, og dette skaffede ham mange bitre Fjender blandt den lavere Klasse, som tragtede efter Hævn, når dertil kunne åbnes Lejlighed, enten hemmeligt eller åben bart. Som forhen omtalt var Gården Havnø efter Oberst Arenstorffs Død overdraget og tilskødet hans Enke som retmæssig Ejendom, og Overbestyrelsen deraf overdraget til Hr. Pastor Wagaard i Skelund Præstegård. Og til ham igen havde Oberstinden før sin Død testamenteret Gård og Gods; derved kom P. Wagaard atter i en hård Strid efter Oberstindens Død med hendes mægtige og adelige Arvinger fra Visborggaard og Overgaard, som ligger ved Indløbet af Mariager Fjord på søndre Side. Disse nærmeste Arvinger ville på ingen Betingelser respektere de testamentale Bestemmelser af den afdøde og erklærede Testamentet for ugyldigt og lovstridigt, som formente dem lovlig Ret til Havnø Gård og Gods, og da Præsten Wagaard stod lige så fast på sin Ret, så blev Sagen henvist til Rettens Afgørelse, men forinden denne afgav sin Kendelse, blev Arvingerne noget ængstelige for, at Sagens Udfald skulle gå dem imod og Præsten omsider fravriste dem Gården. Af den Grund søgte Arvingerne Råd og Vejledning hos Herredsfoged Tetens i Mariager, som var bekendt for at være en god Jurist med en rummelig Samvittighed, der kunne, om det gjordes fornødent, forandre sort til hvidt, når han kunne få sit Arbejde godt betalt. Det trængte han til, thi han var et af de Mennesker, som kunne bruge alt, hvad han fik, til Overdådighed i høj Grad. Han tog altså med Glæde denne Sag, da han blev tilkaldt. Den Fremgangsmåde, som Herredsfoged Tetens nu brugte for at fremme denne Sag, kan noksom karakterisere Manden for dem af mine Læsere, som har Sans for en åben og ærlig Fremgangsmåde mod Ven og Fjende. Tetens tog nemlig straks til Skelund Præstegård og foregav for Pastor Wagaard, at han havde været i Forretning der på Egnen og ville benytte Lejligheden til at aflægge et kort Besøg hos Præsten, som han længe havde ønsket at se og tale med etc. Men den sande Bevæggrund for Besøget blev ikke berørt på nogen Måde, som kunne vække Mistanke hos Præsten; Tetens fik derved Lejlighed til under Venskabs og Fortroligheds Maske at aflokke adskillige Vink og Oplysninger om den Sag, han havde med Oberstindens Arvinger, som kunne komme ham til stor Nytte i den Sag, han havde påtaget sig at gennemføre i Arenslorffernes Favør. At denne lumske Måde at gå frem på måtte lykkes alt for godt for Tetens, er let forklarligt, thi Wagaard var nok en klog og indsigtsfuld Mand, der nok tænkte, før han talte, men var tillige af en åben og ærlig Karakter, som frit udtalte sine Meninger og Anskuelser i det private Omgangsliv, og på Grund heraf kunne der let ved denne Sammenkomst være faldet Ord fra Præsten, som kunne have skadet hans Sag meget. Kort efter Besøget i Skelund Præstegård bestemte Tetens en Sammenkomst på Havnø med Præsten Wagaard og de pågældende Arvinger, og dertil mødte han selv som Arenstorffernes Sagfører og erklærede, at det Testamente, hvorefter Præsten gjorde Påstand på Gården Havnø som sin retmæssige Ejendom, var ugyldigt efter en senere udkommen Arvelov, som han fremlagde for Forsamlingen, og han ville af den Grund tilråde Præsten at lade Sagen falde og tilbagekalde sin Påstand. Da Præsten så Herredsfoged Tetens stå iblandt sine Modstandere som deres Defensor, kunne han ikke andet end betragte ham som en falsk og lumsk Person, som talte med to Tunger i en Mund, men for sent var han kommen til denne Erkendelse, thi ingen i Forsamlingen var så bitter mod ham som Tetens, og han skammede sig ikke ved at støtte si ne Bevisgrunde på sidste Samtale i Præstegården. Denne slette Fremgangsmåde af Tetens havde opbragt Pastor Wagaard i høj Grad, så at han på ingen Betingelser ville indgå Forlig, men forsvarede sin Sag og påstod sin Ret til det yderste. Men i sit Hjem, da Hidsigheden havde lagt sig, kom han nøje til at overveje den Ordveksling, han havde ført med Tetens i Mødet, og fandt nu Betænkelighed ved at lade Sagen gå til det yderste og fandt det yderste at få et tåleligt Forlig bragt i Stand. I al Stilhed fik Præsten Arvingerne sammenkaldt til et Møde, hvori han tilbød dem Forlig på visse Betingelser, som Arvingerne gik ind på, og nu frafaldt Præsten Wagaard sin Ret til Havnø imod at få udbetalt en Sum Penge til første Termin, og derpå gav Arvingerne deres skriftlige Tilståelse. Da Forliget blev meldt Herredsfoged Tetens, skal han være bleven så forbitret over, at denne Sag slap ham for hastig ud af Hænderne og skal have udtalt hårde Ord om Peder Wagaards Fremgangsmåde, men den var dog nok så hæderlig som hans mod P. Wagaard. Men hvad der ærgrede Tetens mest var, at han tjente for lidt og Præsten slap for let. Og mange andre juridiske Sager skal P. Wagaard have ført for andre, men som ikke er bleven omtalt, thi efter Sagnet var han mere Sagfører end Præst for sin Menighed. Jeg kan godt mindes fra min Barndom, at min Plejefader fortalte om sin Fader, at han ofte sad oppe til langt ud på Natten og arbejdede på juridiske Sager og syslede dermed til sildigste Alder, og først på Dødslejet advarede han sin Søn for Processer og føjede til: "De har lagt mig i Graven før Tiden." Efter hvad vi har hørt om P. Wagaard, har hans Samtid dømt rigtigt, når de udtalte, at P. W. aldrig skulle have været Præst, men Prokurator eller Landmand, og dette Udsagns Rigtighed er også fremlysende i hans hele Liv og Vandel. Således holdt han det meste af sin Embedstid en Student i Huset, som prædikede for ham, når ingen ministerielle Forretninger fandt Sted i Kirken. Han havde stor Interesse for gavnlige Industrifrembringelser i det daglige Landbrug. For Hør og Hampens bedre Behandling og Dyrkning der på Egnen tillod han en fransk Emigrant og høravlskyndig Mand at afbenytte nogle Tdr. Land af Præstegårdens Jorder til derpå at dyrke og tilberede denne Industri. Vel var den kendt og dyrket der på Egnen mange År før den Tid, da Jordbunden egnede sig godt dertil; men Egnens Folk kendte ikke til fulde den bedste og hensigtsmæssigste Måde at dyrke og behandle dette for mange af dem så vigtige Avlsbrug, men nu herefter kunne de lære en bedre Måde at dyrke og behandle Hørren på fra den blev sået på Ageren og til den var færdig til at tvindes som Tot ud af Ten. Også Tobaksplanten forsøgte han at dyrke i sin Have og ventede i det mindste at få så meget Udbytte deraf, at han selv og hans Omværende kunne få Tobak til eget Brug, men dette Projekt ville ikke ret lykkes for ham. Planten groede godt og udviklede sig til en anselig Størrelse, men de til Bladenes Behandlingsmåde fornødne Lokaler manglede og a. m., som hørte til, for at Bladene kunne blive nogenlunde brugelige, og af den Årsag mislykkedes dette Foretagende. Herefter kommer en ret komisk Scene af ham, der ville påstå, at ethvert Menneske kunne udføre, hvad han for Alvor ville, men han glemte at tilføje, hvad der står i Ordsproget: Ingen Regel uden Undtagelse. Dette måtte han erkende efter nedenstående Fortælling, som passerede i hans sidste Tid. Hans Stueur ville ikke gå, og han antog da, at det manglede Rengørelse, hvorfor der blev sendt Bud til en Urmager; men da han ikke kom efter Løfte, fik den gamle Præst det Indfald, at han selv ville agere Urmager, endskønt han aldrig før havde befattet sig med Urmagerprofessionen. Altså uden Betænkning tog han fat på Arbejdet, som han anså for en let Sag at udføre. Urværket blev altså meget nøjagtig adskilt og afstøvet, hver Del for sig selv, og derefter sammensat, hvert Stykke på sin Plads, og efter nøje at have gennemset hele Maskineriet og forvisset sig om, at hver enkelt Ting var på sin rette Plads, tog han det samlede Værk og opsatte i sit Foderal, men det ville ikke gå af Stedet. Han måtte anden Gang have det under Behandling, men alt forgæves. Dette mislykkede Arbejde ærgrede ham, der i sit bevægede Liv havde udført mangt og meget, som havde skattet ham en vis Berømmelse, og nu i sit Livs Afslutning måtte give tabt overfor en så lille Gerning. Medens han sad og syslede med slige Tanker, tog han sin Kalot i Hånden, som stod ved ham på Bordet, og som han havde sat fra sig, medens han var beskæftiget med Urets Rengørelse. Men hvor skamfuld blev han ikke ved under Kalotten at opdage et lille Hjul liggende, som han ikke havde savnet. Nu tog han Hjulet op i al Stilhed og puttede det med Forsigtighed ind i Urværket og lod den rette Fagmand hente. Hr. Pastor Peder Wagaards præstelige Gerning har jeg kun så løselig berørt af den Grund, at på dette Område findes ingen Anledning til at rose Manden, men her må dog meddeles noget usædvanligt, som passerede ved en Bispevisitats i Skelund Kirke År 1801, thi også ved denne Lejlighed vil vi finde P. Wagaard som den samme djærve, karakterfaste Mand som altid, der uden Frygt siger sin Mening i få, men skarpe Ord, og det til sin høje og myndige Foresatte, Biskop Tetens af Viborg ( Peder Tetens, født 1728, Biskop i Viborg fra 1781 - 1805.). I Efteråret 1801 var Hr. Pastor Wagaards Søn Enevold kommen hjem fra København som theologisk Kandidat med bedste Karakter i Tyveårsalderen, og samme Efterår kom Biskop Tetens til Skelund for at holde Visitats. Han kom til Præstegården Dagen før, og da han hørte, at Sønnen var kommen hjem fra København som Kandidat, ønskede han at høre den unge Mand prædike for ham næste Dag. Dette føjede Fader og Søn også Biskoppen i, og efter at Talen i Kirken var holdt, begyndte Biskoppen at katekisere med Ungdommen, men var den Dag ikke i det bedste Lune, og når dette indtraf, ville det gerne gå ud over Præsten og Ungdommen, og dette blev også Tilfældet her ved denne Lejlighed. Uklare og umotiverede var mange af Biskoppens Spørgsmål til de unge. Blandt andet tilspurgte han dem, hvorfor deres Forældre gik til Alters, noget, de godt vidste, men lige overfor den gamle og gnavne Biskop var de bleven bange og frygtsomme og manglede Ord til at udsige deres Mening, og da han på dette og andre Spørgsmål ingen tilfredsstillende Svar fik, tiltog hans Misfornøjelse i den Grad, at han først tiltalte Ungdommen med hårde Ord og Udtryk, og dernæst gik han op for Alteret til Præsten og bebrejdede ham den store Uvidenhed, som han fandt hos den tilstedeværende Ungdom, der ikke engang vidste, hvorfor man gik til Alters. Dertil svarede den gamle P. Wagaard: "Det kommer af, at D. H. H. spørger galt! Vil De tillade, at jeg går ned og taler med Ungdommen, så skal det snart vise sig, at de langt fra er så uvidende, som D. H. H. antager!" "Ja, kære," svarede Bispen, "det skal være mig en Glæde at høre, om De kan få nogle gode Svar af dem." Da Pastor P. Wagaard kom til at katekisere, holdt han sig klogelig til Pontoppidans autoriserede Forklaring, som den Gang blev brugt i Skolerne og ved Konfirmationen (Dette må bero på en Misforståelse, da jo som bekendt Balles Lærebog var bleven indført forinden.), og over det Tema, som Biskoppen særlig fremhævede i sin Tale, Efter nogle forberedende Ord tilspurgte han Ungdommen: "Hvad nytter det således at have ædet og drukket?" (som der står i Pontoppidans Forklaring). Dette Spørgsmål kunne de besvare, såvelsom andre lignende, og derved fik Katekisationen mere Liv og Ungdommen mere Mod til at svare. Nu kom Biskoppen atter ned på Kirkegulvet og ville så rette på Pastor Wagaards Spørgsmål og Ungdommens Svar, og straks kunne Sønnen se på Faderen, at Biskoppens Fremgangsmåde tålte han ikke længe, men frygtede for, at Faderen i Hidsighed skulle forløbe sig, og imens han stod i denne Spænding, vendte hans Fader sig om mod Biskoppen og sagde i en skarp Tone: "Skal jeg katekisere, så tier De! Men vil De katekisere, så tier jeg; thi jeg er for gammel til at lade mig lære!" Derefter gik han hen til Sønnen og bad ham slutte Gudstjenesten og fø lge Biskoppen hjem og tog derpå sin Hat og Stok og gik ud af Kirkens Bagdør til sit Hjem. Da Gudstjenesten var endt, gik Biskoppen med den unge Wagaard igennem Haven til Præstegården, og på Vejen spurgte Biskoppen til Kammerherre Arenstorff med Familie på Visborggaard og fik til Svar, de var raske og ventedes til Præstegården i Dag. Biskoppen talte blandt andet om den uhyggelige Begivenhed i Kirken, om Faderen, der i Vrede forlod Kirken i Utide, men dermed endte Samtalen, thi i samme Øjeblik kom ud af Hoveddøren den gamle Peder Wagaard og tog venlig mod de kommende, som om alt var glemt fra hans Side, og ledsagede Biskoppen ind til de høje adelige Herrer og Fruer fra Herreslottet Visborggaard. Dette var nok noget, Biskoppen satte stor Pris på, at Præsterne på hans Visitatsrejser holdt store Gæstebud for ham og lod indbyde dertil Egnens Honoratiores og serverede med fine Vine og velsmagende Anretninger. Ved denne selskabelige Sammenkomst af adelige og gejstlige blev Konversationstonen ved Spisebordet efterhånden ret gemytlig, så at den til sine Tider bydende og lunefulde Prælat viste sig som en venlig og nedladende Overhyrde, og det overfor den gamle Præst P. Wagaard, der for sit Vedkommende ligeledes viste Biskoppen den tilbørlige Høflighed uden påtagen Smiger og Underdanighed, og som at Affæren i Kirken også fra hans Side var glemt. Dagen efter skulle Biskoppen rejse videre, og da han ikke med et Ord havde omtalt eller ytret sin Mening om Sønnens Tale ved Kirkevisitatsen, så bragte den gamle Wagaard den Sag på Tale for at høre Biskoppens Mening, og den lød omtrent således: "Deres Søns holdte Tale var alt for højttravende; han skal ikke have så høje Tanker. Kan han med Tiden opnå at blive Præst på en lille Ø et Sted, så må han kalde det store Ting." At høre Biskoppen sætte hans Søn så lavt, frapperede Faderen meget, og efter et Øjebliks Betænkning gav han til Svar: "Så ringe Tanker om min Søns Fremtid har jeg ingen Grund til at nære efter den Fremgang, han allerede har gjort, endnu kun 21 År. Man har jo et gammelt Ord, som siger: Det er en dårlig Soldat, der ikke tænker på at blive General ! Jeg tror nu, han med Tiden bliver Biskop." Denne ironiske Tale kom Biskoppen noget uventet, og han gav intet Svar derpå, men fremkom i det Sted med den hånende Bemærkning: "Deres Søns Behandling af Dagens Evangelium var meget afvigende fra den almindelige Fortolkning af Bibelens Ord på dette Sted." "Skulle dette være Tilfældet, må jeg have kaldt på min Søn, at han kan få Lejlighed til at forsvare, hvad han har sagt." Da Sønnen var kommen til Stede og havde hørt Biskoppens Udsættelser på den holdte Prædiken, forsøgte han først at overbevise Biskoppen om, at hans holdte Prædiken var i fuld Overensstemmelse med Nutidens Fortolkning af nævnte Tema, og da Biskoppen ikke ville fravige sin Mening om denne Sag, så hentede den unge Kandidat et ganske nyt udkommet theologisk Skrift af en anset Forfatter, som i et og alt samstemmende med, hvad der var bleven motiveret i bemeldte Prædiken, og efter at Biskoppen havde set og hørt dette Skrift, faldt Disputatsen hen af sig selv til stor Glæde for Hr. Pastor P. Wagaard, der var bange for, at Sønnen ikke skulle have Mod nok til Forsvar overfor Biskoppen. De sidste 5 År af Hr. Peder Wagaards Levetid havde han den Glæde at blive støttet af sin håbefulde Søn i sin Embedsgerning. Han var 2 Gange gift, først med en Datter af en Læge i Ålborg ( Hendes Navn var Louise Buchwald.) , og med hende havde han 4 Børn, 2 Døtre og 2 Sønner, Som var Tvillinger, hvoraf den ene døde straks efter Fødselen tilligemed Moderen, den anden levede og blev Præst i Skelund efter Faderen. Den ene af Døtrene blev gift med Kancelliråd og Birkedommer Nissen til Gården Ernstpris under Grevskabet Linden borg. Den anden Datter blev gift med Proprietær Meldahl til Bælum Nørgaard i Bælum Sogn, ca. 11/2 Mil nord for Skelund ; senere flyttede han til Sjælland nær ved København. Ved at omtale, at P. Wagaard første Gang var gift med en Datter af en Læge, kommer jeg til at tænke på, hvad min Plejefader fortalte os, at hans Fader også gav mange, fjern og nær, Vejledning og Råd i adskillige Sygdomstilfælde, da Egnens Folk havde 6 Mil til den nærmeste autoriserede Læge. Anden Gang giftede han sig med en Præstedatter fra Randersegnen ( Hylleborg Meldahl fra Øster Tørslev ), og med hende havde han ingen Børn. Efter P. Wagaards Død blev hun anden Gang gift med Hr. Pastor Hegelund i Virring øst for Randers. P. Wagaard døde i Skelund Præstegård 1806 og var fungerende Præst i 35 År og blev 74 År gammel. ENEVOLD WAGAARD, Præst for Skelund og Visborg Menigheder fra 1806 - 35, var Tiendekommissær for Hellum og Hindsted Herreder, indtil han blev Provst for samme Herreder fra 1830 - 35. Han fødtes den 18. Juli 1780 i Skelund Præstegård. 8 År gammel kom han i Huset hos Provst Haugaard i Nabosognet Als for at lære Begyndelsesgrundene i det latinske Sprog, som i de Tider blev anset for et Hovedfag for hele den tænkende og studerende Verden. Derfra kom han i Ålborg og senere i Randers Latinskole, og her gjorde han i kort Tid store Fremskridt, så han blev af Lærerne anset for den mest begavede af Skolens Disciple. Da han tillige havde Talent for Musik og Sang, kunne spille med Færdighed Fortepiano, Violin og Fløjte og dertil synge med en fyldig og behagelig Sangstemme, så kunne disse sjældne Gaver i Forening ikke andet end skaffe denne i alle Måder så begavede Yngling Adgang i mange fornemme Huse, hvis kæreste Gæst han blev. Men derved vaktes og næredes hans største Lyst og Glæde til det selskabelige Liv, som han bevarede indtil sit sidste Åndedræt. Det faldt ham let at blive Student (1799) og fuldende sine Studeringer i København med bedste Karakter; da han derfra meldte Faderen denne glædelige Tidende, bad han om at måtte blive i København og fortsætte Studeringerne (forudsat at Faderen ville understøtte ham med Penge), da han håbede om få År at kunne tage den theologiske Doktorgrad. Dette Forslag ville Faderen ikke gå ind på, og på visse Måder havde han Ret; men havde han taget Hensyn til de ualmindelige Gaver og Anlæg, som Sønnen var i Besiddelse af, ville han ganske vist have betænkt sig på at nægte Sønnen sit Samtykke til at gå videre på den videnskabelige Vej, da der var gode Betingelser for, at han på denne Vej ville have opnået et stort Navn i Litteraturen. Han måtte altså mod sin Vilje forlade København og drage hjem til Faderen År 1801 og var hos ham som Kandidat i 5 År (hans Kapellan ville han ikke være). I den Tid fik han mere end nok sin Lyst tilfredsstillet i Selskaber fra den ene af Egnens Herregårde og Præstegårde til den anden. På denne Måde tilbragte han mange Dage og Nætter i lystige Selskaber og ved L'hombrebordet, og dette fortsatte Liv i År og Dag måtte omsider svække og nedbryde hans af Naturen stærke Konstitution, så at han blev legemssvag i sin bedste Alder. Efter Faderens Død 1806 blev han kaldet til Præst for Skelund og Visborg Menigheder af Visborggaards daværende Ejer, Kammerherre v. Arenstorff, der som Ejer af Pastoratets to Kirker havde Kaldsret ; nu er den Ret for længst gået tabt for Adelen, og min Plejefader blev den sidste Præst i Skelund, der modtog Kaldsbrev af Visborggaards Ejer. Kort efter sin Udnævnelse blev han gift med en Datter (Cathrine Bolette Speitzer, t 1857 i Jølbygaard Mølle på Mors.) af den rige Proprietær Speitzer til Sindinggaard i Hammerum Herred i Holstebroegnen. Om min Plejefader i sit Valg af en Hustru tog Hensyn til Faderens Formaninger, at vogte sig for ikke ved Giftermål at komme ind i en fattig og uanset Familie som i Tiden kunne blive ham meget byrdefuld og generende ved mange Lejligheder, ved jeg ikke, men så meget er vist, at han ved sit Giftermål kom til Velstand, så han fik sin gamle brøstfældige Præstegård grundig restaureret og kom tillige i Svogerskab med ansete Familier af Præster og Proprietærer. Efter sin Svigerfaders Død på Sindinggaard arvede min Plejefader 10,000 Rbd., som foreløbig blev stående i Fædrenegården. Samtidig tjente på Visborggaard en Godsforvalter Fjelstrup (Søren August Fjelstrup, † 1859) , som var Student fra København, men tillige en kyndig Landmand, og i Kompagni med ham købte min Plejefader Sindinggaard og Gods, som i de første År gav et godt Udbytte. Men da Danmark blev mere og mere indviklet i den europæiske Krig under den store Napoleon, der tvang alle Nationer til med Våben i Hånd at forsvare deres Selvstændighed, som medførte store Krigsomkostninger, steg derved Landskatten til en ukendt Højde, så at Statens økonomiske Tilstand kom til at stå på svage Fødder. Af den Grund trak min Plejefader sig ud af Kompagniskabet med Fjelstrup, men ikke uden Tab, thi Fjelstrup, som længere hen i Tiden blev udnævnt til Etatsråd og Stænderdeputeret og havde mange Tillidsbestillinger og var en stor Fremskridtsmand i Landbruget, kunne dog ikke med al sin Dygtighed gøre nogen Fremgang, men måtte nøjes med at holde det nogenlunde gående i økonomisk Henseende, men det blev omsider meget bedre for ham, da Lykkens Gudinde (Fortuna) smilede til ham og gav ham Lotteriets største Gevinst, 50,000 Rbd. Min Plejefader var, som forhen omtalt, Tiendekommissær, indtil han i Året 1830 blev Provst, og ved dette forøgede Arbejde og af Helbredshensyn tog han en Kapellan til Medhjælper og valgte dertil cand. theol. Andreas Holm, en Søn af Købmand Jacob Holm i Randers; han blev senere kaldet til Præst i Aggersborg på den nordre Side af Limfjorden lige overfor Løgstør i Himmerland, og der døde han i sin bedste Alder († 1853). Han var gift med Pastor Friises ældste Datter i Daubjerg Præstegård, som var en Svoger til min Plejefader. Pastor Holms Enke flyttede med sine 2 Sønner først til Viborg og senere til København med en Søn, [som blev] cand. jur. Hun er nu død og ligger begravet på Viborg Kirkegård ved sin anden Søn, Moder og Søster. Som 12-15 Års Dreng var jeg flere Steder med min Plejefader på Kirkesogns og Skolevisitatser, og på disse Rejser kom jeg i mange skumle og uhyggelige Kirker, som mere lignede smudsige Fængsler end anstændige Bedehuse, og de mest forsømte med Kalkning og Afpudsning var Grevskabet Lindenborgs Kirker. Væggene i dem var både sorte og grønne af Fugt, Stole og Loft umalede, Gulvet fra Alteret til Udgangsdøren belagt med Mursten, men under Stolesæderne lå i Almindelighed det bare Jord og Sand, blandet med alle Slags Uhumskheder, og dertil ujævn og modbydelig i alle Måder, Skoler og Lærerboliger var på de fleste Steder i Forhold dertil, og Lærerne havde gerne en eller anden Bifortjeneste foruden Lærergerningen, såsom Maler, Snedker, Urmager etc., da Lærer og Kirkesanger de fleste Steder var så ringe aflagt, at han ikke med Familie kunne leve et anstændigt Liv, især når han manglede en Jordlod. Også Herredernes Præstegårde var gennemgående simple Beboelseshuse og manglede Hygge og Bekvemmeligheder, og efter mine barnlige Forestillinger, som jeg fastholder indtil denne Dag, kunne ingen af dem sammenlignes med Præsteboligen i Skelund og det i flere Henseender. Beboelseslejligheden blev, som forhen omtalt, af min Plejefader restaureret og forskønnet på mange Måder. En smuk Have var anlagt om Gården og fremkaldte et hyggeligt Hjem. Oprindelig var Skelund Præstegård anlagt i Form af et lille net Herresæde med Borggård og Ladegård, adskilt ved et Plankeværk (dette Anlæg skyldes formodentlig den før omtalte Londemann de Rosencrone ; han skal i det mindste have ladet bygge den formodentlig endnu værende Gennemkørselslade af Ege-tømmer). Som Præst der på Stedet i 29 År havde min Plejefader ofret mange Penge på Gårdens og Havens Udvidelse og Forskønnelse og vedblev dermed, indtil hele Præstegården var omgivet af Træer og Haveanlæg på alle Kanter. To Fiskeparker var anlagt, en på hver Side af Ladegården, og deri var i mine Drengeår Karudser, men i Året 1832 havde vi en meget hård og langvarig Frost, så Dammene bundfrøs og Fiskene uddøde, og derved ophørte den Herlighed. Men selve Haven var og blev rig på udsøgte Frugttræer, Blomsterrabatter og forskellige Buskvækster, som ikke i de Tider fandtes skønnere der på Egnen. Efter den Tids Smag fandtes lange, brede Gange med tætklippede Hække, som ledte fremad fra det ene Lysthus til det andet. For at holde dette store, vidtløftige Haveanlæg i tilbørlig Orden, måtte der være dagligt Tilsyn, og det blev nødvendigt i flere År at holde Gartner og senere en kyndig Havekarl og desforuden 2 - 3 Lugekoner det meste af Sommeren. Dette tilsammen kostede meget, men var en Nødvendighed, hvis det store Anlæg skulle være og blive til Nytte og Fornøjelse for Husets Folk og de hyppige, besøgende Gæster fra fjern og nær, som i Løbet af Sommeren kom til Skelund Præstegård, der den Gang var almindelig bekendt for at være et yndigt Sted, såvel for sin smukke Beliggenhed som også for sine skønne Omgivelser. Men hvad der særlig gjorde Besøget behageligt var den altid gæstfrie Modtagelse, som fandtes hos den elskværdige Præstefamilie, som der havde Hus og Hjem. Efter at have givet en kort Skildring af mit kære Barndomshjem, vil jeg tilføje nogle få Bemærkninger vedrørende mine kære, uforglemmelige Plejeforældres private Liv og Levned eller hvad deres daglige Husliv vedrører. Min Plejefader var en smuk Mand, høj og velproportioneret, og i det hele var han, som forhen omtalt, et sjældent begavet Menneske med en klar Tanke og et livligt Temperament; når det Lune kom over ham, da kunne han vinde alle ved sin behagelige og venlige Måde at være på, og ligeså blev mange, som hørte ham tale fra Prædikestolen, så begejstret for ham, at de udbrød: "Hans Talegaver har vi endnu ikke hørt Mage til." Og endskønt han levede i Rationalismens Tid, da de fleste Kirker stod tomme, så havde han stadig en talrig Tilhørerkreds om sig, såvel hjemme som på fremmede Steder, og ved højtidelige Lejligheder, såsom Festtaler, Ligtaler og Konfirmationer etc., da strømmede så mange til fra Nabosognene, at Kirken ikke kunne rumme dem, hvilket hørte til Sjældenhederne i de Tider. Også i hans private Liv blev han meget søgt som en god Rådgiver i mange forefaldende vanskelige Tilfælde i den daglige Færden og Forhandling blandt Menneskene, da han af Faderens efterladte juridiske Bøger mulig havde tilegnet sig Kundskaber, som satte ham i Stand til ved enkelte Lejligheder at få stor Indflydelse på en Retssags endelige Udfald. Men han drev det aldrig så vidt, at han kom i Proces med, nogen, og derved gjorde han sig så populær af sin Samtid, men denne hyppige rosende Omtale skaffede ham mange Misunder, som ikke kunne tåle at høre alle de Lovtaler, der blev holdt over ham og hans Gerning. Hans Kollega og Nabopræst i Bælum sagde spottende om ham, at "han skrev jo som Satan", og andre, at han havde lært sine Kunster i den sorte Skole, og som ikke var mindre ondskabsfuldt. Han var af en godmodig Karakter, godgørende og tjenstvillig mod alle, men blev han forurettet eller fornærmet, kunne han blive hidsig og opfarende som Faderen, men var snart god igen, og omendskønt jeg altid mindes min Plejefader med megen Agtelse og Kærlighed, så blev jeg dog i den til voksende Alder opmærksom på adskillige Fejl og Svagheder hos ham, som han ikke altid kunne beherske. Når jeg i det foregående har skildret min Plejefader som en i Verdens øjne lykkelig Mand, der var i Besiddelse af et sundt Legeme, en oplyst Forstand og tilstrækkelig Formue, og uagtet han blev ingen gammel Mand, så vedblev Lykkens Gudinde langtfra at strø Roser på hans Vej mere end på andres, og det især i hans sidste Leveår. Således var han enkelte Gange stærkt plaget af Stensmerter og plagedes med Årene af Melankoli,. når han manglede fremmed Selskab. Denne traurige Sindsstemning udartede til, at han ikke kunne sove om Natten uden Lys, ja, hans Frygt eller Nervøsitet gik så vidt, at han til sidst ikke turde komme på Prædikestolen, men talte fra Alterkoret til Menigheden. Når hans Sind var tungt og nedbøjet, kunne det snart forandres til det bedre, når der kom fremmede eller han var i Selskab enten hjemme eller ude; da kom det medfødte gode Lune tilbage, og han var den livlige og muntre Selskabsmand som intet manglede i mindste Måde og havde Gaver, der kunne fængsle alles Opmærksomhed på sig ved en munter, utvungen Måde at være på, som blev krydret med vittige Indfald. Han var en stor Ynder af et velbesat Bord med mad og gode Drikkevarer, og i slige selskabelige Sammenkomster var han gerne den, som anførte Tonen og fremkaldte Liv og Munterhed i Forsamlingen, og derved blev han en uundværlig Gæst ved alle store Fester, som blev holdt hos Egnens Honoratiores på Herregårde og i Præstegårde. Den Gang var det ikke Mode som nu i Tiden at holde lange og udtværede Bordtaler, men Liv og Munterhed manglede derfor ikke, og ved slige Lejligheder forfattede han i det Sted en efter Tid og Lejlighed passende Sang, og en af dem vil jeg her kopiere: SELSKABSSANG ÅR 1810. Hvor herligt nu Timerne glide I dette vort morsomme Lag. Jeg synes, vi her kunne sidde Og glemme hver skymørke Dag. Lad Franken med Britterne stride Om en liden Håndfuld af Jord. Jeg tyer til en vennehuld Side Og der veksles friere Ord. Lad Stormænd i høje Gemakker Kun drikke med Stivhed det Vand. Langt bedre, når jeg, skønt en Prakker, Med Vinen dog godte mig kan. De lærde om Meninger kives, Jeg ynker de Stakler og ler. Jeg tror, at mit Sind kan oplives Ved Druernes Vælde langt mel. Lad Gnieren og sammenskrabe Det glimrende Guld, dog et Siv; Hans Flid vil jeg tro efterabe, Men kun i at nyde mit Liv. Når landlige Prakkere snakker Om Heste og Stude og Køer, Jeg mig for det Selskab betakker, Til Flasken en Vending jeg gør. Thi følger mig, ærede Brødre, Og hylder kun Venskab og Vin! De ere til Glæden kun Mødre, En universal Medicin. Fluks Vinen i Bægerne strømme! Os klæder kun bredfyldte Mål. Så gerne vi her da udtømme For Venskab og Druer en Skål. Samtidig havde næsten alle fornemme Damer en Stambog, hvori Slægt og Venner efter Opfordring velvillig nedskrev et eller flere Vers til en kærlig Erindring fra Ven og Veninde, og som skulle være et Pant på en gensidig Medfølelse for hinandens Fremtids Vel, men det blev af mange kun betragtet som en Mode og Høflighedssag, der ikke havde videre Betydning. I Følge denne Skik blev min Plejefader ofte opfordret til at skrive i slige Stambøger, og i en af dem skrev han: "Jeg grumme gerne gad dig tænke Blandt lutter Roser på din Vej, Men Torne sig til Roser lænke, Det en Gang nu forandres ej. Pluk da Rosen favr og frodig, Rør Tornen selv forsigtig, modig, Du glad blandt Venner da gå frem ! O! tæl mig stedse huld blandt dem!" Hermed afsluttes mine kære Plejeforældres Biograf (Provst Wagaard døde 1835 ), som er nedskreven til Efterretning for mine Børn og Børnebørn, at de deraf kan få Kundskab om, hvad mine Plejeforældre var for mig til Fremtids Held og Lykke.