SLAVEKRIGEN I VEST-HIMMER­LAND

AF CHR. KOLLERUP, VILDSTED

 

1949

 

FOR et halvt Hundrede År siden hændte det ikke så sjældent, når ældre Mennesker kom sammen, at der da blev talt om Oplevelser, de havde haft i deres yngre Dage, langt mere end Folk gør i vor Tid.

 

De havde jo i deres Ungdomstid oplevet det mærkværdige År 1848, og af de Begivenheder, som de jævnlig omtalte, var den besynderlige Slavekrig, det forfærdelige Rygte om Slavernes Udbrud af Tugt­huset i Rendsborg, der i så høj Grad rystede vore Bedste- og Oldeforældre og i det hele taget skabte en sådan Panik i Befolkningen, at noget lignende næppe er set hverken før eller siden.

 

Det kunne vel være på sin Plads at opfriske nogle af disse Begivenheder, som de er fortalt af den ældre nu hedengangne Slægt, og som de skal være forefaldet i et lille Vest-Himmerlandsk Sogn, da disse gamle Meddelelser i Nutiden synes at være gået i Glemmebogen.

 

Rygtet lød, at hvor Slaverne kom frem, afbrændte de Gårde og Huse, mishandlede eller ihjelslog Be­folkningen og røvede deres Ejendele, såsom de op­sparede rede Penge, Sølvtøj og lignende.

Det var den 31. Marts 1848, at den urovækkende Melding nåede op til Vest-Himmerland.

 

Fra Herredsfogden var der sendt Ordre ud til Sognefogderne, og disse måtte da ved ridende Stafetter underrette Befolkningen og sørge for, at så store Styrker som muligt blev sammenkaldt rundt i Sognene for at værne Hjem og Arne.

 

Der blev en Travlhed uden Lige. Særlig kneb det med at fremskaffe de fornødne Våben til Mand­skabet, da det kun var ganske enkelte, der var i Be­siddelse af gamle Muskedonnere. Disse blev fundet frem fra Lofterne, eftersete og afprøvede. Egnens Smedeværksteder blev i Hast helt omdannet til Vå­benfabrikker; man måtte jo have noget at forsvare sig med. Alt, hvad der kunne gøre Fortræd, blev taget i Brug, Jernstænger, Forke, Møggrebe, udrettede Høleer og Høtyve på en lang Stage. Man måtte hjælpe sig, som man bedst kunne.

 

Af tidligere Gårdejer i Vester Falde Jens Søren­sen Bach, der senere blev Sparekassedirektør i Ranum og døde her i den høje Alder af 99 År, har jeg for År tilbage

fået fortalt enkelte Træk om det Røre, Meddelelsen om Slavernes Udbrud vakte i hans Hjem­by, den lille Landsby Brårup i Oudrup Sogn, hvor hans Fader Søren Bach dengang var Sognefoged og ejede den nu udstykkede Bakkegård.

 

Jens Bach, der da var i Syvårsalderen og lige var begyndt at gå i Skole, fortalte, at han

huskede tydelig, dengang den urovækkende Melding kom til den lille fredelige Landsby. Hans Fader kom midt på Formiddagen efter endt Fodring af sine Kreatu­rer gående tværs over Gårdspladsen, der skrånede mod Stuehuset, da han ved at se ud af det vestre Gårdsled fik øje på en Rytter, der i stærk Fart kom vestfra ned ad Vejen mod Brårup By. Pludse­lig holdt Rytteren i Gården. Det var en ung Karl, der hurtigt, men meget nervøs kom frem med sit Ærinde.

 

Jeg skulle hilse fra Sognefoged Simon Pedersen i Vilsted og sige, at han fra Herredsfogden i Løgstør har fået Meddelelse om, at flere hundrede Slaver er brudt ud af Tugthuset i Rendsborg og nu er på Vej op gennem Jylland, hvor de på den skammeligste Måde afbrænder Gårdene og ihjelslår ordentlige Folk. Alle vegne, hvor de kom frem, slutter alskens Pak sig til dem, så Hæren vokser i Størrelse for hver Time.

 

Det forlød, at Slaverne allerede var i Egnen et Par Mil nord for Viborg, og at de også havde ud­vist den Frækhed at åbne Dørene for Fangerne i Tugthuset i Viborg, så Pakket der også havde slået Følge. Der kunne således være den allerstørste Fare for, at Banditterne kunne være fremme her i Egnen allerede om Aftenen eller i Løbet af Natten.

 

Karlen forsvandt hurtigt efter at have afleveret Herredsfogdens Brev til Søren Bach, der ved Medde­lelsen var bleven stærkt rystet. Brevet gik ud på, at han hurtigst muligt skulle lade Meldingen gå vi­dere til Sognefogderne i Lundby og Gundersted, så der også der kunne træffes de fornødne Foranstalt­ninger. Vel vidste alle, at Krigen stod for Døren; men ligefrem Overfald af Slaver eller Tugthusfanger måtte da være meget værre, så her gjaldt det om at vise Snarrådighed.

 

Foråret var kommen tidlig det År, og man havde allerede så småt begyndt på Markarbejdet, og Søren Bachs Karl var sendt ud og harve, men han fik ham snart kaldt hjem og på Ryggen af en Hest, for at Herredsfogdens Brevskab hurtigt kunne komme til de før omtalte Sogne. Selv løb han over til Naboen Gårdmand Kristen Overgård; denne var beskæftiget ved et Teglværk, som de to Gårdmænd dengang drev i Forening.

Kristen Overgård var en rask Mand, der tit vidste Råd i en snæver Vending; han rådede til at tage op til Skolelæreren Søren Chri­stensen Kollerup, der boede i Toftegården lige vest for Oudrup Kirke, for om muligt at få Læreren til at lede Forsvaret.

 

Søren Bach mere løb end gik. Hvert Øjebliks Spild kunne jo forårsage, at man ikke blev beredt til at modtage Fjenden.

 

Skolelæreren, der var en ældre Mand over Mid­ten af Tresserne, havde i sin Ungdom under Napo­leonskrigene været indkaldt som Soldat i fjorten År og deltaget i mangen hård Dyst nede i det tyske. Han havde således alle mulige Betingelser for at være en god Rådgiver under den forhåndenværende ulykkelige Situation.

 

Læreren syntes at tage Sagen med en vis Ro, dog kunne han ikke tage Afstand fra Øjeblikkets Alvor. Han havde den Dag i sin Tærskelo en Arbejdsmand Niels Hornum1, der boede i Hummelhaven i Oudrup.

 

Han var Året i Forvejen kommen hjem efter at have siddet i syv År i Tugthuset i Rendsborg for Tyveri, han skulle have forøvet sammen med den over hele Egnen, berygtede Mestertyv Jens Bager, en Skitting, der muligvis stod i Forbindelse med den berygtede Tyvebande, der i de samme År huserede over hele Himmerland.

 

Tærskemanden mente, at det var helt utænke­ligt, at de stakkels Slaver, hvoraf flere var lænkede både på Hænder og Fødder, kunne fuldføre en så­dan Kraftanstrengelse, som det var at bryde ud af den stærkt bevogtede Straffeanstalt.

 

Det interesserede Søren Bach at vide, hvordan man tog Sagen i Nabosognene, og Skolelæreren ind­vilgede i, at hans Søn Kristian, en ung Karl på syt­ten År, kom på Ryggen af en Hest og skyndsomst red til Engelstrup for at forhøre, hvad Jakob Borup, der var Sognefoged i Vindblæs Sogn, mente, der burde gøres.

 

Men han kom tilbage med den Melding, at Jakob Borup ikke mente, at man kunne sidde Herreds­fogdens Ordre overhørig, og at man som Sognefoged i Embedsmedføre måtte gøre, hvad der kunne gøres, når Faren truede i et Tilfælde som her.

 

Da Skolelæreren på Grund af sin høje Alder og svigtende Helbred ikke så sig i Stand til at kunne stille sig i Spidsen for Hæren og lede Forsvaret, og da der ikke i Sognet fandtes nogen, der havde været Korporal eller havde nogen videre militær Uddan­nelse, bestemte Søren Bach sig til selv at overtage Anførselen.

 

Kommen hjem til Gården fik han ved behjælp­somme Naboers Hjælp sendt Bud ud til alle Beboerne i det tyndt befolkede, men vidtstrakte Sogn. Bud­stikken løb til de fjerneste Enstedsgårde. Til Peder Jensen og Gregers i Hornbæksgårdene, til Niels i Hedegård, til Niels Gatten og til Myrhøjen i Brods­hauge, ja til dem alle. De skulle møde alle Mands­personer med Våben i Hånd uden Undtagelser Kl. fire om Eftermiddagen ved Oudrup Kirke; men og­så Kvinderne og Ungdommen fik travle Timer med at bære Lyng og Rafter sammen på den store Ting­høj norden for Kirken, så Baunen kunne tændes, så snart Fjenden var i Sigte.

 

Men også de ældre Koner fik noget at forrette i man fandt frem, hvad man havde af Himmelbreve, og der blev skrevet mange Formularer, der når de bares på Brystet, skulle gøre Fædrelands-forsvarerne usårlige for Fjendens Kugler. Kun Kugler af Sølv skulle så kunne bide på, og dem mente man ikke, Slaverne havde let ved at komme i Besiddelse af.

 

Der gik også denne Eftermiddag mange Bud til Maren Haaning, Datidens mest berømte kloge Kone. Denne boede ude på Marken i en lille Gård i Nabo­sognet Vindblæs; til hende søgte man, når Nøden var stor, og der gik mange Bud hertil efter Medika­menter og Trylleord; enhver ville jo så gerne sikre sig og redde Liv og Lemmer.

 

Det var en ret anselig Styrke, om ved et halvt Hundrede Mand, Anføreren kunne mønstre, da man var samlet og drog af Sted fra Kirken og op på Ting­højen, der var Egnens højeste Punkt, og hvorfra der kunne ses milevidt omkring.

 

Søren Bach havde hos Smeden fået lavet et Spyd næsten i Lighed med en Høtyv, og denne var an­bragt på Enden af en fire Alen lang Stage; dette Våben mente han var bedst anvendeligt.

 

Den øvrige Hær var bevæbnet med Våben af alle mulige Slags. Man lejrede sig på Højen, og mens Mørket, hurtigt faldt på, havde man stadig Udkig mod Syd, hvorfra Fjenden ventedes at komme.

 

Der sporedes vel nogen Nervøsitet blandt de fleste; men en Ting var alle enige om: der ville vanke brådne Pander.

 

Sent på Aftenen var der nogle, der mente at have hørt Skud syd på i Heden efter Flejsborg til, og da andre bestemt påstod at have set enkelte Ild­glimt, troede man, at nu var Slaverne ikke langt borte, og man skyndte sig at antænde Baunen, der snart blussede mod Himlen i den halvmørke For­årsnat. Dette blev Signalet til, at der flere Steder antændtes Bauner både i Hanherred og rundt om­kring. Man troede, Angrebet var begyndt. Men Nat­ten gik, Morgenen kom, uden at der skete noget usæd­vanligt.

 

Ved Daggry kom Koner og Piger med varme Drikke, Øllebrød og Spegesild til de udvågede Mænd og Karle; den lange spændende Nat havde været kold og klam, så man trængte overordentlig til at få noget at styrke sig på. Men der viste sig stadigvæk ingen Slaver, heller ikke da den lyse Dag helt kom frem.

 

Op ad Formiddagen kom så Herredsfogdens Bud, at det hele var Løgn og Opspind, opstået i nogens ville Fantasi sammen med den store Uro over den rigtige Krig, som man vidste var lige foran sit Udbrud. Den lille Hær, der ikke engang fik Lejlig­hed til at gøre Eksercits, blev opløst, og enhver drog til sit; men ingen var slukøret over alt det Postyr i det fredelige Hedesogn, det fik jo Ende i en Hast; kun halvandet Døgn varede hele Krigen, og alle var enige om, at enhver havde gjort sin Pligt, og man var glad for at komme hjem til den daglige Gerning. Man spredtes ad Sognets snirklede Veje, ad Hede­stier og over Eng og Kærdrag.

 

Der forefaldt selvfølgelig ved en Lejlighed som denne mange Begivenheder, som vor Tid har moret sig over. En Husmandsenke østpå, der var meget overtroisk, og hvis eneste Søn også var kommen af Sted mod Slaverne, havde bagt en tyk Pandekage, som hun så sendte med Sognets Lærer, da denne afgik med sin Afdeling den 1. April om Morgenen.

Da han nåede Stedet, hvor Karlen skulle være at træffe, var denne allerede afgået med Fortroppen, og da Læreren blev ked af at slæbe rundt med Pande­kagen hele Dagen, og han op ad Formiddagen blev sulten, spiste han den. Straks efter kom Karlen til­bage, og Læreren fortalte ham hele Sammenhængen og tilbød at betale Kagen. Det lod til, at Karlen blev meget nedtrykt, og da Læreren trængte nærmere ind på ham, forklarede han, at hans Moder havde ind­bagt 25 store Lus i Pandekagen. Det havde de fra Maren Honning i Vindblæs, at når Lusene blev an­vendt, skulle der ikke være nogen Fare for hans Liv:

Det fortaltes, at Læreren fik svære Opkastninger ved Meddelelsen.

 

Et Sted syd på i Himmerland var der en Hus­mandsenke, der kun havde en Tjenestedreng, som også måtte med Hæren mod Slaverne. Konen, der holdt meget af Drengen, fulgte bagefter med sin Trille­bør, og da man spurgte, hvorfor hun ville med, sva­rede hun: »Jeg ser jo nok ikke Drengen levende mere, og så ville jeg så gerne have hans Lig hjem.« Hun troede, som så mange andre, at det var den visse Død, man gik i Møde.

 

I et Sogn i samme Egn var der en ældre meget trivelig Proprietær, der ekser­cerede med Mandskabet. Det kneb for ham at holde Orden på de uøvede Bønderkarle. Nogle drejede højre og andre venstre om, og det hele var Forvir­ring. Proprietæren, der havde været Korporal, blev

hidsig og råbte til dem: Klodrianer! I skal gøre, som jeg gør, hvorefter han gik et Par Skridt tilbage og faldt baglæns i en Kalkkule, der var fyldt med Vand.

 

Den hele Kommers varede blot halvandet Døgn.

Bagefter gik der flere Steder det Rygte, at det var Kong Frederik den Syvende, der havde udspredt Hi­storien om Slaverne for at se, hvad Folket duede til.

 

I alt regnede man med, at der alene i Ålborg Amt var kaldt 16.000 Mand under Våben foruden Soldater, der rykkede ud fra Ålborg By.

 

Omtrent som her skildret om Slavekrigen fore­faldt Begivenhederne i næsten alle nordjyske Sogne. Den yngre Slægt har moret sig herover; men det er uretfærdigt, da man jo sagtens kan være lystig, når Faren er ovre.

 

Vore Forfædre greb til Våben - ikke blot de yngre; i Rækkerne fandtes også ældre Mænd, helt op over de tres, og halvvoksne Drenge. De var rede til at ofre Livet for Fædrelandet.