LIDT OM DE ÆLDRE PRÆSTER

I ALS 

 

VED C. KLITGÅRD

1925

 

 

I Als Sogn, Hindsted Herred, levede i første Halv­del af det 18. Århundrede en Kunstdrejer, som interesserede sig for Historie, og som derfor foretog en Del Optegnelser af forskellig Art både efter mundt­lig og skriftlig Kilde.

 

Hvad der er blevet af Kunstdrejerens Hånd­skrift, lader sig vel næppe oplyse - det er efterlyst i Ålborg Amts Årbog 1913, S. 324 -, men i Als Præstearkiv fandtes endnu 1859 et Uddrag af Hånd­skriftet, omhandlende nogle af Præsterne i Als, og dette Uddrag ses i Tidens Løb at være blevet benyt­tet af forskellige Forfattere, således af Tauber i »Program for Ålborg Skole 1840«, S. 63, af Pastor A. H. Nielsen i hans »Samlinger til Viborg og Ål­borg Stifters Præstehistorie« (Kilden til en Del af det, Wibergs Præstehistorie meddeler om Præsterne i Als[i] og af F. Hvass i »Samling af Meddelelser om Per­soner og Familier af Navnet Hvas«, V., S. 204 ff.

 

For en Del År siden var Kriminaldommer H. H. Hvass så elskværdig at overlade mig en Afskrift af en Del af dette Drejer- Håndskrift, nemlig en Afskrift af Pastor P. G. Wannings Afskrift af Manu­skriptet i Als Præstearkiv, sendt Etatsråd F. Hvass 1859, og da heri meddeles adskilligt om nogle Præ­ster i Als udover, hvad der er meddelt hos Wiberg og i »Saml. af Medd. om Personer og Familier af Navnet Hvas«, fortjener Indholdet formentlig Offent­liggørelse.

 

Tillige benyttes Lejligheden til i nogen Grad at berigtige og supplere Wibergs Oplysninger om de ældste Præster i dette Sogn.

 

Som den første Præst i Als efter Reformationen har Wiberg Christen Stephansen, der dog først kom her til Sognet 1564 - de tidligere kendes ikke.

 

Han var født i Varde 1532 og blev Student fra Ribe, studerede derefter kort Tid i København og blev så Skolemester Ə: Rektor i Varberg, hvor han var i 2 År. Så blev han syg og kom tilbage til København, hvor han atter studerede i 2 År, og kom så 1559 til Overgård som Huslærer for Jørgen Lyk­kes Søn Henrik, hvem han underviste i 4 År.

Efter 1563 at være blevet præsteviet i Århus Domkirke blev han endnu et År hos Jørgen Lykke, men kom så som Sognepræst til Als, hvor han var i ca. 10 År, indtil Advent 1573, da han blev Sognepræst til Budolfi Kirke i Ålborg. Som Præst i Ålborg har han gjort sit Navn bekendt gennem en Årbog, der delvis er trykt i »Jydske Saml.«, V., 68 ff., og som Præst i Als skal han - vist i Følge Kunstdrejerens Optegnelser - have omvendt »Beboerne fra den pa­velige Lærdom; han fik dem til at spise Kød og Flæsk i Fasten og at aflægge Salterbånd (?) samt til ikke at besøge Helgenbilledet Øvind eller Obind i et Hus Nord i Byen«; men det synes dog rimeligst, at disse Meddelelser må henføres til en tidligere Præst, der virkede nærmere Reformationstiden. »Da han holdt sin sidste Prædiken, græd Menigheden så me­get, at han sagde, at dersom han havde vidst, at hans Får havde en så stor Kærlighed til ham, ville han hellere have ladet sit Liv, før han skulle drage fra dem.

Han skrev dem siden til fra Ålborg. Han fik hele Menigheden omvendt undtagen en gammel Kone, som ej lod sig tvinge.« I Ugen før Påske 1594 faldt han i Løkken ved Papegøjen, nu Kildeanlægget i Ålborg, og brækkede sit venstre Ben, og efter den Tid var han måske noget skrøbelig, thi 5. August 1599 stod han på Prædikestolen i Ålborg og anmodede om Menighedens Forbøn, at Gud enten ville nådelig forlove ham herfra eller hjælpe ham til sin forrige Førlighed, men straks efter at Kirketjene­sten var endt, måtte han gå i Seng, og han døde derefter den 27. August og blev 29. s. M. begravet i St. Budolfi Kirke ved nordre Side af Alteret, hvor også hans første Hustru havde sin Grav.

 

Efter 1564 at være kommet til Als ægtede han samme År Maren Hansdatter, Datter af Præsten Hans i Mariager. Hun døde i Ålborg 7. Oktober 1694, og Chr. Stephansen ægtede derpå efter

2 ½  Års Enkestand Mette Iversdatter, der overlevede ham.

 

I første Ægteskab havde han 7 Sønner og 4 Døtre, i andet var der 2 Børn, af hvilke det yngste - en Datter Maren - var født Dagen efter sin Fa­ders Død. Hans Børns Skæbne kendes ikke udover, at 2 Sønner Hans og Steffen - vist de ældste døde i København og blev begravet i Frue Kirke, og den ældste Datter Anna døde i Ålborg 1582.

 

I Als efterfulgtes Chr. Stephansen 1573 af Hr. Mads Christensen, der ikke - som antaget hos Wi­berg kan være hans Søn. Han døde 1604 efter At have været gift 3 Gange. Muligt var han Kapellan ved Budolfi Kirke, før han kom til Als; han kaldtes »gamle Hr. Mads«, og i hans Alderdom læste hans Datter for Menigheden. Hans Enke hed Valborg - - -, og hun blev gift med en Bonde Erik Niel­sen i Als.

 

Efter Hr. Mads fulgte Hr. Lars Mariager, der døde ugift 1605; han var her antagelig kun så kort Tid, at han ikke nåede at blive gift med Hr. Mads' Enke eller Datter.

 

Så fortæller Drejeren således:

»Efter ham kom Hr. Morten Madsen Hvas, en Fogedes Søn fra Lesøe. Han døde 1623[ii].

 

Da Menigheden kaldte ham, som den Tid var brugeligt, da skal han have lovet dem noget, som han siden, da han var Præst; ikke ville holde, hvor­for de blev vrede og sagde, at hans Børnebørn kom til at betale det. Han svarede dem og sagde: at var der så lang Tid til, så var der ingen Nød.

Men hvad det var, han lovede dem, det ved jeg ikke, uden det var jo, at han skulle have ægtet salig Mads Christensens Enke, navnlig Voldborg, som dog siden blev gift her i Byen, og fik en Bondemand navnlig Erik Nielsen (vid. Mads Christensen ə: gl. Mads).

 

Den Spådom, som Sognemændene spåede Præ­sten Hr. Morten, blev muligen sand, thi hans Børne­børn, som vare 1 Dreng og 3 Piger, blev ulykkelige og arme næsten alle 4, som siden skal forklares.

Hr. Morten og hans Hustru[iii]ligge begravne udenfor den nordre Sacristiedør i et Begravelse på den Tid, som var intet større end til 2 Lig. Der ligger en 6-kanted Steen over dem.

 

Hun fik siden efter Hr. Mortens Død til Ægte Hr. Christen Pedersen Tissing[iv], som og i lige måde var Præst her i 17 År, men havde ingen Børn med ham.

 

Efter Hr. Christen Tissings Død blev anno 1640 hans Stifsøn Hr. Mads Mortensen Hvas Præst her i Als, var her i 34 År. Han havde med sin første Hustru Maren Christensdatter Knabe, som var Hr. Christen Knabes Datter af Bælum, 4 Børn: een Søn hedde Morten og 3 Døtre, som var Else og Birgite og Anna Madses Døtre, som alle 3 fik Forpagtere og Fogder, og blev på det sidste forarmede, og i særdeleshed den Sidste, Anna, som blev gift efter Faderens Død.

Hun fik en Tjener, som havde væ­ret Foged, og siden, der hun fik ham, blev en Skole­holder[v].

 

Sønnen Morten var Student, men slog sig til Drukkenskab og Løsagtighed, blev Soldat, og døde i Elendighed[vi]. Og blev således sandrue, som Bøn­derne spåede deres Farfader Hr. Morten, som foran er omtalt.

Jeg har i min Være et Brev in Original, som hans Fader Hr. Mads skrev ham til til Deg­nens her i Byen, hvor han stedse holdt Slaberadtz.

Et meget gudelig Brev, så at man må græde der­ved, når man læser det, som var det sidste År, han levede.

 

Hans anden Hustru var Kirsten Sørensdatter fra Vive, som var ikke hos ham uden eet Års Tid eller to. Hun levede mange År efter ham, og boede på det sidste i Vive, og fik Pension af Kaldet til hendes­ Død.

 

Han var christelig Præst her i 34 År til Anno­ 1674 den 11. Juni, da han blev begravet. For Liig­prædikener, som han gjorde, begærede han intet. Men enhver efter deres Tykke ofrede ham det, som de ville give ham, på Alteret i Kirken næste Højtid derefter.

 

Siden opkom den Skik at accordere forud og betale med det Samme. Han var en berømmelig Mand, og meget vel begavet både for Alteret og i Prædikestolen. Han var og i hans Levnet smuk og pusseerlig. Han gjorde sig meget gemeen med en Smed her i Byen, som hed Hans Smed, som og var meget pusseerlig, så de gjorde hverandre mange lystige Puds. Han gik tit til Smeden ved Smedjen for Tidsfordriv, og ellers når han havde noget selv at flye ham at gøre.

 

Iblandt andre Pudser, som de gjorde hverandre, er dette. Engang tog Smeden et Par Vanter, der var Præstens, og kastede dem på Ilden, så de blev opbrændte. Præsten tog det for godt, men tænkte nok at ville hævne det, som han også gjorde.

 

Noget derefter kom Præsten gående omkring Smedjen, og fornam, at Smeden var ikke i Smedjen, men var nylig med Andre gåen af Smedjen. Præsten går ind ad Smedjen, og tager en god Del Kuld, og lægger på Ilden; derefter tager han alle de Hamre, som vare udi Smedjen, alle slags, som havde Træskrafter; dem lægger han på Ilden, og vender Skafterne ind ad Ilden, giver sig så til at blæse til så længe, alle Skafterne vare i Brand, forføjer sig af Smedjen.

 

Da Smeden siden kom ud, da havde han ingen Slags Værktøj, som jo Skafterne

vare opbrændte af; måtte så lade gøre nye Skaf­ter til alt hans Værktøj, før han kunne bruge det Igen.

 

De gjorde en kontrakt med hverandre: der­som Smeden døde først, da skulle Præsten prædike over ham for intet, som han og vel gjorde; thi Sme­den døde først, dog begge et År. Men hvad Smeden havde lovet at skulle gøre, om han havde overlevet Præsten, det ved jeg ikke.

 

Smeden døde den 27. April 1674, og Præsten den 11. Juni samme År, som var 6 Uger efter. Når samme Præst gik ad Marken om Sommeren til hans Folk enten i Høebjerringen eller om Høsten, og han fandt dem at ligge og hvile sig, da gik han ikke til dem, men lod dem ligge, og talede intet til dem. Han lod opsætte og bepryde den nordre Tavle i Kir­ken, som hans Fader Hr. Morten Madsen havde ladet gøre; og stod den nederst i Kirken uopsat og umalet i 17 År, så længe hans Stiffader Hr. Christen Tissing var Præst her. Der siges, at han skal have været for [tom Plads i Teksten] med at tvinge Fanden, som flyede ham nok at bestille. Når han rejste om Nat­ten, væltede Vognen med Præsten mange Gange, men Præsten lærte ham at [tom Plads i Teksten].

 

Ellers havde han også i Alderdommen stor Harme og Fortræd og Hjertesorg for sine Børns Skyld, som og måske lagde ham i hans Grav, som han spåede sig selv i et Brev til hans egne Søn, som før er omtalt. Hvilket Brev jeg ikke kan forbigå, jeg jo her skal indføre så lydende:

 

 

Kjære Søn! Jeg kan ikke undlade formedelst den Omsorg, jeg efter faderlig Skyldighed haver og drager for Din Velfærd, hvilken jeg vel seer vil peri­clitere, dersom Du Dit Levnet og Omgængelse skulle saalænge continuere, som Du fanger an med. Thi jeg kan ikke føre det over min Samvittighed, jeg jo må vare Dig ad Din Skade, at jeg for Gud og Ver­den kan være undskyldt; om Du det ellers i saa god Mening vil optage, som det forestilles. Thi naar har Du nogen Tid hørt, at det har gaaet de Børn vel, som foragte deres Forældre, ere dennem ulydige, gjenstridige, ugudelige, ja saa aldeles tyrannisk, at de drager uden al billig Aarsag baade Kaarde og Kniv til dem. Skriftens Exempel kan ikke være Dig ukund­bart, at Du jo vel veed, at Cam, der bespottede sin Fader, blev forbandet; Absalon, der drog Sværd imod sin Fader, jammerlig omkom. Den forlorne Søn, som ville ikke lyde sin Fader, blev straffet med For­agt, Nøgenhed og Hunger. Gud bevare Dig fra saadanne og andre farlige Ulykker. Vil Du sige: Jeg har ladet Dig lide Nød i Kjøbenhavn, da vil jeg spørge Dig ad, om jeg ikke sendte Dig over med gode Klæder, Ulden og Linned, med Seng og Fatallie, med 20 Rdl. rede Penge. Siden skikkede Din salig Moder Dig under stundom baade Kost og Penge; jeg skikkede Dig selveengang 7 Daler, eengang i et Brev 4 Rdl. Jeg betalte Niels Madsen i Helberskov en­gang 12 Daler, en Skipper 8 Daler foruden, hvis Du endnu staar til Rest med der ovre, hvilket Du veedst bedre, hvor meget er end jeg. Ville Du nu selv summere, hvad Klæder, Kost, Seng og Penge Du haver bekommet ringere end et aar, da skulle det være Din egen Spot, at Du ville tale om, at Du har lidt Nød. Hvad kunne den fattige Fader svare til, at hans forlorne Søn fordøiede udi en Hast, det han kunne opholde sig med i mange aar. Sandelig jeg angrer mig, når jeg seer andre Folk at bekomme Ære og Glæde af deres Børn ved ringe Bekostning. Og jeg har spenderet mine Midler på mine Børn, og lever i Gjeld og Bekymring, haver hverken Ære eller Glæde eller ringeste Tak derfor, men Vrede og Foragt baade af den Ene og de Andre, ville ikke be­tænke, jeg kan ikke myndte Penge, ikke tigge, ikke stjæle, ikke bekomme tillaans, men ere saa sindede, som exequerer over den fattige Bonde, og begjærer af ham umuelige Ting. At jeg forskaffer Dig idelige Haandpenge at fordrikke, har jeg saalidet Raad til, som Du Fornødenhed til. Din Nødtørftighed kan Du have saa god, som jeg selv; men at jeg skulle holde en aaben Kjelder for Degnens Port, fordi Du kan holde der Slaberadtz, det agter jeg ikke at gjøre. Det var bedre, Du holdte Dig til Din Bog, og om­gikkes med Din Fader. Jeg er ikke endnu så grove, at dersom Du ville conferere med mig, om hvis Du læste, Du jo kunne finde hos mig så stor Opbyg­gelse som hos Degnen. For tænk, at jeg trykker nogen på Bylden. Jeg vil ikke bære Eli Synd, som styrte sin Hals itu, fordi han ikke straffede sine Søn­ners Ulempe; men jeg ville gjerne leve og døe med en god Samvittighed. Du revst Dine Ærmer op i Aalborg og kaldte det Klude. Jeg gaaer daglig i een som jeg har vel haft en halv Snees aar. Jeg holde; hende ikke endnu for Klude; hun skal endnu tjene mig en halv eller heelt aars Tid, så bliver det elleve. I den Sted Du ikke har baaren Din et heelt aar. Min Kone, for jeg tør ikke sige Din Moder, sad på færde at gaa ud og skaffe Dig disse Fornødenheder, Du faer afsted, og kom saa mild igjen med stor Be­skedenhed og Skikkelighed for fremmede Folks øien. Dersom jeg paukelerede og braskede selv eller min Kone, og lod eder miste, da maatte l klage. Nu fik jeg ikke saa meget, jeg kunne binde om min Finger, hun Ikke heller men et Par Handsker for sine egne Penge. Hvis Offerpenge, jeg havde samlet, betalte jeg til Jens Himmerig i Talkes Borde og Lars Eske­sen, som ikke kunne længere staae, hvor jeg og købte 2 ?  Jern og 1 Fjerding Tjere til Gaards Fornøden­hed, veed jeg ikke, hvor de løb hen. Du skjeldede min Kone i Aalborg, at hun forførde Dig for mig. Har hun gjort det med Ord eller Gjerning mod no­gen af mine Børn, saa var jeg ikke et Guds Barn mig til Vrede og Eder til Skade; men vilde hellere dølge for mig, om noget passeerde, som kunne give mig Harm. Og hvad har nogen behov at forføre den, som forfører sig selv og lader sig forføre. Din Arvepart anlangende, skal Du bekomme og vorde Dig følgagtig levendes og dødt, bekomme til Hænde Skifte­brevet, som kan udvise, hvor udi det bestaaer; hvil­ket jeg ikke kunne skaffe tilveie for Pengemangel, førend nu jeg kjøbte det i Aalborg Papir dertil. Din Søsters Guldkjæde har jeg sat ud for 30 Rdl. til Din Fornødenhed. I naar jeg kan den igjen indløse, at den ikke skal gaae bort for halv Værd. Naar du agter at reise, saa lad os det vide. Thi Dine Tan­ker ere mig forborgne, saa at vi gjerne gjøre Dig al den Befordring, som vi kan for Verden være undskyldt udi.

Men det er min største Frygt, at Du af ondt Selskab skal forraades og forføres, og i Drukkenskab komme i Ulykke. Thi hvad kan jeg andet, end saadant befrygte, eftersom Du i min egen Nærværelse undseer Dig ikke for det at gjøre som alle Retsin­dige maatte forundres og have Afskye at see på. Det lægger mig i min Grav, at mine Børn, som jeg har extinueret mig for, og sat mig yderlig ud for, conspirerer mod mig, og paafører mig Banghed og Hjertesorg. Men Gud skal være Dommer imellem mig og dem. Dog Gud forlad dem, og forløs mig. saa blive de qvit for mig, og jeg for al Verdens For­tred og Onde.

Betænk nu selv, om Du ikke selv har givet Aar­sag til delte Skrivelse, hvilket jeg ikke uden Veemo­dighed har skrevet, som kaldes endnu saa længe det Dig behager

Din Fader

Mads Mortens Søn.

 

 

Her ender Beretningen i Manuskriptet om Præ­sterne Hvas. Hvad der til sidst er blevet af den forvildede Søn, nævnes ikke.

 

Efter Mads M. Hvas kom Niels Kal og efter denne Otto Printzler. l Anledning af Sidstes Død findes i Manuskriptet følgende:

 »Her Otto døde den 25. Aug. 1708 og blev begravet midt i Altergulvet i det gamle Begravelse, som Her Mads Hvas havde ladet gøre, hvor udi han og hans første Kone blev begravede. Men da det siden blev forfalden med Luger, da lod Fru Rumohr opfylde det ganske med Jord, og åbnede Risterne og fyldte dem med Jord. I dette med Jord opfyldte Begravelse blev Hr. Otto begravet.«