| Hjem | Tilbageblik | Kriminalitet i Danmark igennem tiden | Bogliste | Opskrifter | |
| Artikler og Nyheder | Links | Kommer senere | Lokalhistorie | Erindringer | Diverse |
|
Niels Christian Hansen Høegh.
(1842) Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel. MANDAG den 31. Januar 1842 fik Herredsfoged, Justitsråd Bernth i Voer og Nimb Herreder Meddelelse om, at den 78-årige Husmand Niels Rasmussen i Eier samme Morgen var fundet død i sin Seng hængende i et Reb under Omstændigheder, der lod formode, at der forelå en Forbrydelse. Sammen med to Læger tog Herredsfogden straks af Sted. Over Sengen var der en Jernbøjle, hvortil var fastgjort et Reb, som den Gamle havde brugt til at holde i, når han ville løfte sig op i Sengen. Til dette Reb havde, da Naboerne kom til Stede, været bundet et andet Reb, som havde, været snoet to Gange fast om Afdødes Hals. Der var tydelig Hængningsfure, og der kunne ikke være nogen Tvivl om, at Dødsårsagen var Kvælning. Den gamle Mand havde været alene i Huset fra den foregående Dag, da hans Hustru havde været borte hos nogle Slægtninge. Hun erklærede, da hun var blevet kaldt hjem, at hun savnede et Stykke Vadmel, nogle uldne Tørklæder og et Par Sølvskeer. Hun måtte anse det for udelukket, at hendes Mand havde taget sig af Dage. Naboerne var alle som en, af den Mening, at den Gamle, der var rask og rørig, ikke havde begået Selvmord, han havde Dagen før været glad og tilfreds, og desuden syntes de ikke, det kunne have været muligt for ham selv at binde Knuden således, som de havde fundet den. Men foruden således ud fra rent almindelige Betragtninger at komme til den Slutning, at der måtte foreligge en Forbrydelse, kunne de efter beundringsværdige Observationer, give en bestemt Anvisning på, at Gerningsmanden sandsynligvis var en 18-årig Gårdskarl, Niels Christian Hansen Høegh, der havde tjent hos Naboen, men samme Nat var bortgået derfra medtagende et Kalveskind. For det første havde de set, at der var Fodspor, der førte fra Gerningsstedet til Naboens Hus, og disse Fodspor, mente de bestemt, var afsat af den Mistænkte, som de vidste lige havde fået et Par nye, ubeslåede Træsko. Dernæst var de ret sikre på at kunne genkende det Reb, der havde været om Afdødes Hals som et, Høegh havde haft slået om en Kasse, han havde haft stående på sit Værelse. Og yderligere forklarede Afdødes Hustru, at Høegh flere Gange havde været ovre hos dem og sagt, at han ville ønske, at han havde sådant et Stykke Vadmel som det, hun havde liggende, men hun havde svaret, at det kunne ikke nytte for ham at tænke på det, for han havde jo ingen Penge til at købe for. Høegh blev nu efterlyst, og et Par Dage efter blev han anholdt i Salling. Han var i Besiddelse af et Stykke Vadmel og tre Tørklæder, som Afdødes Hustru genkendte som sine. Trods disse kraftige Indicier, hvortil kom, at hans nye Træsko passede til Fodsporene på Gerningsstedet, som man havde været så forstandige at dække til, nægtede Høegh bestemt at have begået noget Tyveri endsige Mord, og den Nægtelse fastholdt han i daglige Forhør i de første 14 Dage. Så indrømmede han at have stjålet Tingene og kom med en Forklaring om, at en Mand, som han sagde hed sådan noget som Niels Bloch eller Borch havde besøgt ham Aftenen før Drabet, og da de var kommet til at tale om den gamle Mand, der var alene hjemme, havde denne Borch foreslået, at de skulle gå derover og stjæle. Da de var kommet ind, havde Borch for at skjule Tyveriet, de ville begå, kvalt den Gamle, og han selv havde kun været behjælpelig med at hænge den Døde op, for at det skulle få Udseende af, at der forelå Selvmord. Denne Forklaring fastholdt han i en Uges tid, så endelig indrømmede han, at det var ham selv, der var Morderen. Han ville dog stadig påstå, at det var Borch, der havde forledt ham dertil. De havde om Aftenen siddet og talt om den Gamle. Og så havde han, Høegh nævnet, at han gerne ville have købt et Stykke Vadmel, som den Gamle havde, men ingen Penge havde dertil, hvortil Borch så havde svaret, at han kun skulle gøre, som han så tit havde gjort: "tage Vadmelet og slå ham ihjel." Han havde sagt, at han ikke havde Mod dertil, men Borch havde så givet ham noget sødt at drikke, og så fik han Mod til det onde. Hen på Natten, medens Borch sov, gik han over til den Gamles Hus, fik lirket en Dør op og udførte Drabet med Rebet, som han havde taget med sig. Han åbnede derefter en Skuffe i Dragkisten og tog derfra 3 Tørklæder, 4 Mark og to Sølvskeer og en Salmebog fra et Skab og et Sigtebrød og et Stykke Flæsk. Af Brødet skar han en Skive og spiste det straks til noget Mælk, som stod i et Fad. Igennem alle Forhørene påstod han, at, da han gik over til Afdødes Hus, havde han ikke til Hensigt at begå Drab, han ville kun stjæle Vadmelet og hvad han ellers kunne finde, og han ville ikke have tænkt over, hvad han skulle gøre, hvis den Gamle vågnede. At han havde Rebet med sig, ville han hævde, stred ikke mod den Forklaring, for det gik han altid omkring med i Lommen, og den Påstand holdt han fast på, skønt flere Vidner forklarede, at Rebet stadig havde været slået om hans Kasse. På Dommerens Udtalelse om, at han dog måtte være ualmindelig rå og forhærdet, når han straks efter at have begået Mordet, kunne sætte sig til at spise, kunne han kun svare, at på det Tidspunkt havde han været ganske uanfægtet af, hvad han havde gjort, det var først, efter at han havde været hjemme og sammen med Borch havde begivet sig på Vej bort, at hans onde Samvittighed vågnede, men så havde den til Gengæld også, plaget ham siden. En meget omhyggelig Eftersøgning blev iværksat for at finde Bloch eller Borch, men den var fuldkommen forgæves. Ingen, hvor Høegh havde tjent, havde set ham eller mærket, at Høegh havde haft Besøg, og ingen af de Steder, hvor Høegh påstod at have truffet ham, kendte man det fjerneste til ham. Ved Underrettens Dom blev Høgh, da hans Handling måtte betragtes som overlagt, og han dermed havde forbundet bestemt Hensigt til at skille Niels Rasmussen ved Livet, dømt til at have sit Liv forbrudt og at lægges på Stejle og Hjul. Denne Dom stadfæstedes af Viborg Overret og af Højesteret. Nogle af de voterende Tilforordnede i Højesteret mente at burde indstille ham til Benådning væsentligst på Grund af hans unge Alder. Cancelliet udtalte imidlertid, at under Hensyn til den offentlige Sikkerheds Krav på kraftig Beskyttelse mod morderiske Angreb på Beboere i enligt beliggende Huse samt i Betragtning af den Ugudelighed og forstokkede Følelsesløshed, hvormed Mordet var udøvet, og hvorved den vigtigste af de Benådningsgrunde, der synes at tale for Domfældte, nemlig hans unge Alder, må tabe den Betydning, der ellers kunne tillægges samme, fandt man overvejende Betænkelighed ved at anbefale ham til Livsstraffens Eftergivelse. Kongen resolverede derefter, at det skulle have sit Forblivende ved men, dog at Domfældte ikke skulle lægges på Stejle og Hjul. |