| Hjem | Tilbageblik | Kriminalitet i Danmark igennem tiden | Bogliste | Opskrifter | |
| Artikler og Nyheder | Links | Kommer senere | Lokalhistorie | Erindringer | Diverse |
|
Ole Kollerød (1838)
Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens Artikel.
Ole Pedersen Kollerød Født: 11-9-1802 i Kollerød Død: 17-11-1840 (henrettet) FOR de fleste, der interesserer sig for Kriminalsager, er sikkert Navnet Ole Kollerød bekendt, men de færreste kender vistnok nærmere til hans Ugerninger. De Forbrydelser, han og hans Medskyldige begik, har ingen særlig Interesse, det var et råt og brutalt Rovmord og en hel Række Indbrudstyverier, men Sagen mod ham indeholder adskillige interessante Enkeltheder, der klarlægger den udmærkede Måde, hvorpå Efterforskningen og Forhørene blev ledet, belyser de Skyldiges Personer og endelig blotter de Forhold, der den Gang rådede i Politiarresterne. Mandag den 12. Juni 1837 KL. ca. 10 modtog Politimesteren og Birkedommeren i Københavns Amts nordre Birk Justitsråd Fr. Ernst Vilhelm Knudsen skriftlig Meddelelse fra Ejeren af Nymølle og 0rholm Papirfabrikker om, at Kusken Lars Pedersen samme Morgen var fundet død i sin Seng, svømmende i sit Blod hidrørende fra et ham i Halsen bibragt Stik, og at hans Klæder, der havde hængt i Værelset, var borttaget. Birkedommeren tog, dog først efter at have underrettet Politidirektøren i København samt meddelt Assistenshuset en Fortegnelse over de stjålne Effekter, straks af Sted til Gerningsstedet. Man havde om Morgenen i Haven lige bagved Mordstedet opdaget nogle Fodspor, som Fabriks ejeren med en højst påskønnelsesværdig Forståelse straks havde ladet tildække for nærmere Undersøgelse. Da Dommeren kom til Stede, blev disse Spor målt og Målene optegnet. I Mordværelset fandtes intet til Oplysning udover Mærker efter blodige Fingre, der var ingen Tegn på Kamp. På Liget var der udover det dødbringende Stik på venstre Side af Halsen ikke Tegn på Vold. Mistanken var straks om Morgenen faldet på en tidligere Vægter på Fabrikken, Ole Hansen, der var blevet afskediget Året før på Grund af tyverier, og som vidstes nu at færdes en hel Del sammen med en på Egnen berygtet Mand Peter Christian Knudsen. og allerede inden Dommerens Ankomst havde Sognefogden, der naturligvis straks var blevet tilkaldt, begivet sig til hans Bopæl, men ikke truffet ham hjemme. Knudsen blev derimod truffet i sit Hus sammen med sin Hustru og en Person, der gik under Navnet Ole Røgter. Ved en med det samme hastigt foretaget Ransagning fandtes en omtrent ny Hat, som Knudsen påstod ikke at vide, hvor kom fra. Han nægtede at have noget som helst Kendskab til, at der Var begået et Mord. Da han skulle føres bort, hviskede han til Hustruen, at hun skulle "pille Pinde" i Krattet, mens han var borte, en Bemærkning, Sognefogden fandt så mistænkelig, at han straks lod foretage Undersøgelse i et nærved liggende Ellekrat, hvor man fandt en Sæk indeholdende to Overfrakker og nogle andre Klædningsstykker. Ole Røgter, der forklarede, at en Mand, der gik under Navnet "Ole Tyv", havde været i Huset om Morgenen, blev også taget med, og der blev sat Vagt både der ved Huset og ved Ole Hansens Hus. Folk blev sendt ud for at søge efter Ole Hansen, hans Signalement blev sendt til Politiet i København og til Districts-Commissairen i Lyngby, og alle Veje, der førte til København, blev bevogtet af Folk, der kendte ham. Ved den videre Undersøgelse fandt man på en Bakke lige i Nærheden af Fabrikken nogle Fodspor, som Folk, der kendte Ole Hansen, var sikre på, var hans. Han gik nemlig betydeligt mere udad på den ene Fod end på den anden. Retten blev derefter sat på Holtegaard. Ole Røgter kunne ikke give yderligere Oplysninger af Interesse, og han blev også kort efter sat på fri Fod. Christian Knudsen nægtede fremdeles gennem det 11 Timer lange Forhør at have noget Kendskab til, endsige Andel i Mordet, og nægtede ligeledes at kende noget til den hos ham fundne Hat og de Klæder, der var fundet i Krattet, og som med Bestemthed var blevet genkendt som tilhørende den Myrdede. Han måtte derimod indrømme, at den "Ole Tyv", der havde været hos ham om Morgenen, var den tidligere straffede 34-årige Ole Pedersen Kollerød, der først 14 Dage forinden var blevet løsladt fra Blåtårn, efter at have været arresteret i over 1 ½ År, og som de sidste Dage sammen med sin Kæreste Sidse Marie havde boet hos ham. En Eftersøgning af disse to blev straks iværksat. Dagen efter blev Obduktionen foretaget. Christian Knudsen var til Stede. Med Hånden på Liget fastholdt han, at han ikke havde haft Del i den begåede Ugerning. Ole Kollerøds Kæreste, Sidse Marie Christensdatter var imidlertid blevet anholdt i Birkerød og bragt til Stede. Hun nægtede at kende noget til Mordet, men måtte indrømme, at Knudsen, Hansen og Kollerød Søndag Aften var gået hjemme fra og først kommet tilbage hen ad Morgenstunden, og Hansen og Knudsen havde da haft Frakker på og Hansen et Par nye Støvler. Om Formiddagen havde hun sammen med Hansen og Kollerød forladt Knudsens Hus, og de havde slået sig ned i Granplantagen i Rude Skov for at spise Frokost. Her havde Knudsen taget et blåblomstret Tørklæde fra Hansen, og havde gravet det ned, da han ikke ville have, at han skulle gå med det. Knudsen blev så atter fremstillet og aflagde Tilståelse. Hans Forklaring gik ud på, at Ole Kollerød Søndag Morgen havde spurgt Ole Hansen, om det var rigtigt, at Papirkusken havde mange Penge, og om han vidste, hvor de var opbevaret, og da Ole Hansen havde bejaet det, foreslog Kollerød, at de samme Aften skulle aflægge et Besøg og røve Pengene. Ole Hansen skulle gå gennem et Vindue ind i Soveværelset og så lukke Kollerød ind. Hansen skulle kaste Dynen over Hovedet på Kusken og holde ham, medens Kollerød tog, hvad han kunne få fat i. Han selv skulle følge med for at holde Vagt, men han påstod, at der ikke var Tale om, at Kusken skulle dræbes. Om Aftenen ved 10-Tiden gik de hjemmefra. Efter Gerningens Udførelse holdt de på Hjemvejen Måltid på noget Mad, de to andre havde stjålet, og Kollerød fortalte ham da, at han havde dræbt Kusken med Ole Hansens Kniv, som Hansen netop sad og skar Brød af med. Ole Hansen blev samme Dag anholdt i Slangerup. En Gårdejer fra Lyngby, der havde læst Districts-Commissairens Opslag, havde set ham og foranlediget ham anholdt. Han var straks blevet ført til Hillerød. Da Sognefogden kom for at hente ham, hørte han, at Kollerød var blevet anholdt for at have udgivet en falsk Pengeseddel, og tog så også ham med tilbage. Dagen efter blev først Ole Hansen fremstillet ved den Myrdedes Lig. Efter et svagt Forsøg på at nægte, aflagde han Tilståelse, og indrømmede, at han havde holdt på den Myrdedes Hænder, medens Kollerød førte det dræbende Stød. Han forklarede, at Kollerød allerede Søndag Morgen, da de drøftede tyveiet, udtalte, at hvis Kusken skulle vågne, "måtte han af Sted", hvad han indrømmede, at hverken han selv eller Knudsen indvendte noget imod. Aftalen skete udenfor Husets Dør, og lige indenfor stod Sidse Marie, s& aring; hun har ikke kunnet undgå at høre, hvad de sagde. De skiltes kort efter, men mødtes atter ved 11-Tiden om Aftenen og begav sig af Sted. På en Bakke lige over for Fabrikken standsede de for at forvisse sig om, at der ikke var nogen ude. Her sagde han, Hansen, at han ikke selv ville dræbe Kusken, og Kollerød svarede, at det skulle han også nok ordne. Ugerningen blev udført efter Aftalen. De tilvendte sig foruden en Del Klædningsstykker to sølvbeslåede Piber, et Sølvur og omkring 300 Rigsbankdaler i Sedler og Sølv, heraf en 100 Rbd. - Seddel. På Vejen hjem holdt de Hvil, og Kollerød delte Pengene mellem dem på den Måde; at han delte de små Sedler og Sølvet i tre lige store Dele og selv tog den store Seddel ekstra. Denne Seddel så han, at Kollerød Dagen efter gav til Sidse Marie, da de opholdt sig hos hendes Tante i Birkerød. Ole Kollerød blev derefter fremstillet i Mordværelset. Liget lå endnu på Sengen med venstre Side ind mod Væggen, således at Såret ikke kunne ses. Dommeren opfordrede Kollerød til at lægge Hånden på Såret, medens han afgav sin Forklaring. Snu nok til ikke at lade sig fange i den således opstillede Fælde svarede han, at han ikke kunne se noget Sår, og først da det var vist ham, lagde han ganske rolig og uanfægtet sin Hånd derpå og benægtede over for Gud og Mennesker, at han havde haft noget med den Mands Død at gøre. Ole Hansen blev derefter ført ind og gentog sin Tilståelse. Kollerød sagde blot, at Hansen var en Skurk, der havde forbrudt sit Liv, men det havde han ikke. Knudsens Hustru blev afhørt samme Dag, men det var klart, at hun intet Kendskab havde haft til Mordplanerne, om end hun nok var klar over, at de Klæder, der blev bragt hjem, ikke var erhvervet på lovlig Måde. Sidse Marie fraveg sine første Forklaringer på forskellige Punkter, men indrømme, at hun havde været vidende om, at Kollerød og de andre ville begå et Drab, ville hun ikke, ligesom hun nægtede at have modtaget 100 Rbd. - Sedlen. Den følgende Dag blev hun og de tre Mænd ført til Frederiksholms Arrest (Blåtårn), hvor der den følgende Tid blev afholdt Forhør hver Dag. I det første Forhør fik Dommeren en meget vigtig Tilståelse af Knudsen. På det tilsyneladende uskyldige Spørgsmål "Sig mig, Christian, var det Ole Kollerød eller Ole Hansen, der, da I stod på Bakken bagved Nymølle, sagde, at han ikke ville dræbe Lars Papirkusk?", svarede Knudsen uden Tøven "Det var Ole Hansen". Hermed havde han indrømmet, at han var vidende om, at der meget muligt skulle begås Drab, og at det ikke blot drejede sig om et Indbrudstyveri, således som han tidligere havde villet hævde, og han havde hermed faktisk selv afsagt sin Dødsdom. I et følgende Forhør tilstod han, at han nogle År forinden havde været behjælpelig med et andet Mord, hvor en Gårdejer var blevet kastet i Gårdens Brønd af sin Tjenestekarl Peter Bjørn, der handlede efter Aftale med Gårdmandskonen og som Motiv havde, at de to ville giftes med hinanden, hvad de for øvrigt også blev, da ingen Mistanke var fremkommet. Medens de følgende Forhør forholdsvis hurtigt bragte Overensstemmelse mellem Knudsens og Hansens Forklaringer og Tilståelser, kostede det Dommeren uendeligt Bryderi at få en Tilståelse fra Sidse Marie. Hun afgav den ene løgnagtige Forklaring efter den anden, fortalte om Penge, hun havde nedgravet snart på Roskildevejen, snart i Birkerød, men hver Gang hun var blevet fulgt ud til Påvisning, viste det sig, at det hele var Opdigt fra Ende til anden. Det var først efter at det var opdaget, at hun og Kollerød havde fået etableret Forbindelse med hinanden i Arresten, og at det var ham, der sagde hende, hvad hun skulle sige og navnlig hvad hun ikke måtte fortælle, og hun så var blevet anbragt i ensom Arrest og Kollerød flyttet til Københavns Politi arrests berygtede Celle Nr. 7, at hun blev mere medgørlig. Men hun var af Naturen meget løgnagtig, og Samlivet gennem flere År med Ole Kollerød havde naturligvis ikke været den bedste Kur for en i Forvejen anløben Moral, hun var trods sine kun 28 År i Bund og Grund fordærvet. Løsagtig havde hun også været fra sin tidligste Ungdom, og det var heller ikke blevet bedre med Årene - tværtimod. Det fortælles, at "i hendes forrige Arrest i Blåtårn gik hendes Letfærdighed så vidt, at hun om Natten splitternøgen steg op igennem et Hul i Loftet (!!!) til to Arrestanter af Hankønnet, hvorfra man ved en pludselig Indtrædelse i hendes Arrest så hende stige nøgen ned igen." Kollerød, der selv i sin Tid havde lavet Hullet, da han sad i Cellen, og hun i den ovenover, skal, da han hørte om det, have sagt, at han tilgav hende gerne dette lille Fejltrin, da han heller ikke havde været hende helt tro. Denne Episode giver et grelt Billede af, hvorledes Forholdene var på den Tid i Arresterne. Da hun havde siddet tilstrækkeligt længe i sin ensomme Arrest, aflagde hun til sidst Tilståelse om at have modtaget Pengene af Kollerød, skønt hun vidste, at de hidrørte fra Drabet, men nægtede at have vidst i Forvejen, at Kollerød og de andre havde planlagt denne Forbrydelse. Kollerød havde valgt en Forklaring om, at de to andre havde begået Mordet. Han selv havde ikke været med, han havde, da de gik en Tur om Aftenen, lagt sig til at sove i Skoven og var først vågnet, da de andre stod ved Siden af ham med en Del Klæder og nogle Penge, som han fik nogle af. At Dommeren lod ham se, at hans Støvler passede ganske nøjagtigt til Målene af nogle af de Fodspor, der var fundet lige ved Mordstedet, gjorde ikke det ringeste Indtryk på ham. Sin Forklaring holdt han stejlt på, og trods dag- og natlange Forhør var det ikke muligt at få ham til at fravige den på noget væsentligt Punkt, alle Dommerens Spørgsmål, de være sig nok så klogt og skarpsindigt stillede, afparere de han med en næsten utrolig Hurtighed og Intelligens. Der er ingen Tvivl om, at han var velbegavet, og var han ikke allerede som lille Dreng blevet dårligt behandlet af sine Forældre, der bedrog ham for hans sammensparede Skillinger, og var han ikke, da han havde begået sit første lille Tyveri, i Arresten kommet sammen med gamle, drevne, ondartede Forbrydere, der oplærte ham i Forbryderhåndværket, er det ikke udelukket, at det er rigtigt, som der er skrevet om ham den Gang, at han med sine Åndsevner måske kunne være blevet lige så udmærket i alt, hvad godt er, som han nu var udmærket i alt, hvad der var slet. Først da Dommeren i et Forhør så sent som i November foragteligt sagde til ham, at det var jo kun den usleste Fejhed, der afholdt ham fra at sige Sandheden, var det, at Tilståelsen faldt. Kollerød var blevet såret i sin Forfængelighed - eller også var det måske Tanken om at blive ført tilbage til Blåtårns betydeligt bedre Lokaliteter. De følgende Dage aflagde han Tilståelse ikke blot om Mordet, men også om en Del Indbrudstyverier, og ikke blot forklarede han om sine egne Forbrydelser men også om andres, som han var blevet bekendt med, bl.a. , Seddelforfalskninger. Den falske Seddel, som havde givet Anledning til hans Anholdelse, påstod han dog stadig, at han kun havde fået af en ham ubekendt Mand for at veksle. Kollerød havde efter sine Tilståelser fået sit Håb opfyldt om at blive ført tilbage til Blåtårn. Herfra undveg han kort efter. I et samtidigt Skrift siges herom, at "Måden, på hvilken, og Midlerne, hvorved dette skete, er så oprørende, at det for Skandalens Skyld ej bør omtales offentligt". Hans Frihed var dog kun af kort Varighed, og derefter blev han hensat i Stokhuset. Da Birkedommer Knudsen på Grund af sine ordinære Embedsforretninger umuligt kunne afse Tid til at undersøge alle de nye Forhold, der var kommet til, blev der nedsat en Kommission, der arbejdede med Sagen, hvori der blev rejst Tiltale mod 32 Personer, indtil August 1839, da Dommen afsagdes. For Ole Kollerøds, Ole Hansens og Christian Knudsens Vedkommende lød Dommen på, at de "bør have deres Liv forbrudt, de to førstnævnte derefter lægges på Stejle og Hjul og den sidstnævntes Hoved sættes på en Stage". I Erstatning til den myrdede Kusks Bo skulle de derhos in solidum betale 3 Rbd. 2 Mk. 8 Sk. Sidse Marie blev idømt 1 Års Forbedringshusarbejde. Peter Bjørn, der havde nægtet hårdnakket, at han havde haft nogen Andel i Gårdejerens Død, blev frifundet. Gårdmandskonen var død under Sagens Forløb. For Højesteret var Højesteretsadvokat, Justitsråd Blichenberg Aktor og Højesteretsadvokaterne Guldberg, Salicath og Schæffer Defensorer for henholdsvis Kollerød, Ole Hansen og Knudsen. Dommen, der afsagdes den 16. Juni 1840, var en Stadfæstelse. Cancelliet fandt, at der var Grunde til at benåde Ole Hansen og Christian Knudsen, og indstillede dette til Kongen, der under 14. Oktober s. A. resolverede, at Livsstraffen på Ole Kollerød skulle fuldbyrdes, dog således, at han fritages for at lægges på Stejle og Hjul, hvorimod Hans Majestæt allernådigst fritog Ole Hansen og Christian Knudsen for at lide efter Højesteretsdommen, imod at de, umiddelbart efter at Livsstraffen på Ole Kollerød er exequeret, på Retterstedet stryges til Kagen og derefter hensættes til Arbejde i Rasphuset på Livstid. Eksekutionen fandt Sted Torsdag den 12. November. |