I Midten af forrige Århundrede var Udøvelsen af den kriminelle Retspleje mange Steder ude i Landet yderst mangelfuld. Indbrud, Tyverier af, Kvæg og Får på Marken, Røverier, og Brandstiftelser florerede stærkt, og Forbryderne blev dristigere og frækkere og lagde knap nok Skjul på deres Gerninger.

Miseren skyldtes, som en af Forsvarerne i en af de store Sager udtalte, først og fremmest, at der manglede et egentligt Landpoliti, og at Politimestrene, der tillige var Dommere, havde så mange andre Embedsforretninger, at de ikke havde Tid til at beskæftige sig tilstrækkeligt med disse Sager.

Hertil kom, at kun en ringe Del blev anmeldt. Befolkningen turde simpelthen ikke.

Gang på Gang var der sket Anmeldelse med kraftige Indicier mod kendte Gerningsmænd, men hver Gang var det blevet til Frifindelse ved de højere Instanser, der ikke fandt Beviserne stærke nok mod de Sigtedes Benægtelse, og det eneste Resultat var da, at de løsladte Forbrydere hævnede sig på deres Angivere, og Underretsdommerne tabte den sidste Rest af Interesse for de Sager.

På denne Baggrund må man se Begivenhederne i Dronninglund Herred i Vendsyssel i Året 1841.

Ved en såkaldt Legestue i Langholt Lørdag den 30. Oktober kom det til et voldsomt Slagsmål, hvorunder to Brødre Christian og Lars Pedersen Barkholt og en tredje Person Christian Nielsen, kaldet Skov-Christian, sårede nogle af deres Modstandere med Knive, men derefter blev overmandet og fik nogle alvorlige Prygl.

Alle tre var almindeligt kendt som meget ihærdige og farlige Forbrydere; Indbrudstyverier, voldelige Overfald, Trusler, Ildspåsættelser vidste man med Bestemthed, at de havde begået, men nogen Anmeldelse var der ikke indgivet af ren og skær Frygt for Hævn.

Betegnende var det, at når Barkholternes små Brødre, der var professionelle Betlere, ikke fik noget, var det ikke ualmindeligt, at de sagde, at så skulle deres store Brødre nok komme og sætte Ild på Huset.

Den følgende Mandag Aften, da de tre endnu lå i Sengen, medtaget af den hårde Behandling, de havde været ude for, blev Yderdøren til Huset, hvor også Barkholternes Moder, deres Søster, endnu to voksne Personer 0g de to små Drenge opholdt sig, sprængt, og flere Personer med sværtede Ansigter og lådne Huer trukket nedover Hovedet trængte ind, alle bevæbnede med staver, Køller og Spade skafter.

Alle Beboerne undtagen de små Drenge blev trukket ud af deres Senge og uden for Huset, og der blev de alle som een gennempryglet på det voldsomste.
De bad ynkeligt for deres Liv og lovede at ville tilstå deres Tyverier og påvise, hvor de havde nedgravet Kosterne rundt om i Skovene.

Deres Bønner hjalp dem imidlertid ikke. Mishandlingerne blev fortsat i flere Timer så, kraftigt, at tre af dem, nemlig Skov-Christian, Christian Barkholt og hans Moder, lå døde og de andre mere eller mindre lemlæstede.

Lars Barkholt blev af tre af Voldsmændene trukket ud i Skoven, for at han skulle på vise, hvor han havde gemt nogle Tyvekoster, men da han på Grund af den Overlast han havde lidt, kun med største Besvær kunne bevæge sig, lod de ham ligge, og næste Morgen blev han fundet død.

Obduktionerne viste, at Mishandlingerne havde været forfærdelige.
Flere af dem havde mere end eet Brud på Arme eller Ben foruden for de Dræbtes Vedkommende dødelige Snar i Hovedet.

Skov-Christians venstre Overarm var brækket i små Stykker. Den venstre Knæskal var knust, det ene Lårben og det ene Skinneben brækket. Der var store alvorlige Sår i Hovedet.

Da Sagen kom de øverste Myndigheder for øre, blev det overdraget Overretsassessor, den senere Højesteretsassessor, stiftamtmand og; Kammerherre Tetens og Byfogden i Holstebro, Justitsråd Carl Nicolai Petersen at undersøge det skete Overfald og samtidig efterforske de Forbrydelser, de Overfaldne kunne mistænkes for, og hvad dermed videre fulgte.

Hvem der havde forøvet Overfaldet, var ingen Hemmelighed på Egnen.
Fire ellers gode Mænd var Anstiftere og dem, der havde ført an, og som Hjælpere havde de haft tre andre også ellers hæderlige Personer.

De aflagde uforbeholden Tilståelse Og forklarede. at Hensigten med Ekspeditionen havde været at give de Overfaldne, som alle Egnens Beboere levede i en stadig Frygt for, nogle Prygl for derved at få dem til at tilstå nogle af deres Tyverier, Og dernæst havde de villet foretage en Ransagning i Huset for at lede efter Tyvekoster og derved søge at skaffe Beviser.

De havde da også på Vejen henvendt sig til Sognefogden og bedt ham følge med for at foretage Ransagningen, men det havde han ikke villet. skønt han billigede deres Forehavende, for så vidt som han udtalte, at de Overfaldne, det Skarnspak, havde godt af at få nogle Tærsk.

De måtte indrømme, at de havde været klar over, at de ville møde Modstand, og også havde ventet, at det kunne komme til at gå hårdt til, men de havde dog ikke tænkt sig, at Følgerne kunne blive så voldsomme, Og de havde navnlig ikke i Forvejen aftalt noget om, at nogen skulle slås ihjel.

Under Arbejdet med Opklaringen af de Forbrydelser, de Dræbte og deres Familier og Bekendte kunne mistænkes for, var der efterhånden rejst Tiltale mod ikke færre end 181 Personer for et Par Hundrede Forhold, for Størstedelen Tyverier og Hæleri, og Straffene varierede fra Rasphusarbejde på Livstid ned til Bøder på 5 Rbd. Sølv.

Med Hensyn til de fire Hovedmænd i Overfaldet udtaltes det i Dommen, der blev afsagt i Sæby den 13. Marts 1843:
"Vel findes nu de af Arrestanterne afgivne Forklaringer såvel om de aflivede Personers tyvagtige og farlige Character, som om den i Egnen verserende Usikkerhed i det Hele for Person og Gods, samt om den deraf flydende Frygt, der over alt, og i lang Tid havde hersket blandt Beboerne, navnlig for de aflivede Personer, tilstrækkeligt bestyrkede .... og kun på denne Måde lader det sig forklare, hvorledes Arrestanterne, der ifølge de dem meddelte Vidnesbyrd, ikke blot ingensinde have begået noget Ulovligt, men meget mere stedse enhver i sin Stilling have været erkendte som brave og almeenagtede Mænd, have kunnet anse dem opfordrede til at fremstå som en Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og i deres Almue-enfoldighed betragte dem og deres Omgivende for ligefrem at være stædte i en Nødværgetilstand imod det Udskud af Menneskehed, der i så lang Tid havde udgjort Egnens Plage, og imod hvilket de ikke havde vidst andet Middel end selv at tage sig til Rette og at fare frem på den Måde, som skeet er.

Men hvor meget de anførte Omstændigheder end i moralsk Henseende kunne tjene til at nedsætte deres Brøde, findes samme dog ligeså lidt ifølge Lovgivningens Grundsætninger, som med Hensyn til den væsentlige Forstyrrelse, som herved er ske et i den almindelige og offentlige Retsorden, at kunne komme i Betragtning til Undskyldning, end sige til Retfærdiggørelse for det af Arrestanterne udviste Forhold, og de ville således for den af dem udviste forbryderiske Virksomhed være at anse med at have deres Liv forbrudt."

Medhjælperne, der ikke havde taget aktiv Del i Mishandlingerne; blev idømt Forbedringshusarbejde.

Højesteret stadfæstede den 14. Juni 1844 Dødsdommene over de fire Hovedmænd, men indstillede dem enstemmigt til Benådning.

Da Kancelliet også fandt, at der forelå tilstrækkelige Grunde til at anbefale en Benådning, forelagdes Sagen i et Gehejme-Statsråd for Kongen, der under 17. Juli s. A. resolverede, at den idømte Livsstraf skulle eftergives de Dømte, mod at de hensattes til Arbejde på Livstid i Københavns Tugthus.