Adolph Philipsen.

(1890)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

  PÅ Frederiksberg Politistation modtog man den 8. Januar 1890 Anmeldelse fra Carl Lunds Fabrikker om, at deres Inkassator, den 63-årige Johan F. Meyer, Dagen før om Morgenen var gået fra Fabrikken som sæd­vanlig for at besørge Ærinder, men ikke siden var vendt tilbage hverken til sit Hjem eller til Fabrikken, hvorfor man nærede Ængstelse for, at der var tilstødt ham en Ulykke.

 

Han havde ved sin Bortgang været i Besiddelse af 550 Kr., som han skulle bruge til at indklarere nogle Varer for på Toldboden og betale en Regning med. Man havde skaffet oplyst, at han havde besørget begge disse to Ærin­der og havde besøgt nogle Kunner på Østerbro, hvor han havde inkasseret ca. 100 Kr.

 

Samme Eftermiddag meddelte Fabrikken, at nogle små Drenge havde indleveret en Lædermappe, som de havde fundet i Sortedamssøen ved Østerbrogade-hjørnet, og nogle Regninger.

 

Mappen blev straks genkendt som den, Meyer benyttede, og Regningerne var nogle af dem, han havde haft med sig ved sin Bortgang.

 

Da der intet var, der kunne tyde på, at den Forsvundne havde været på Frederiksberg, blev den optagne Rapport oversendt til Københavns Politi.

 

Af de Regninger, Meyer havde haft med sig, manglede der fremdeles en halv Snes Stykker. Ved Forhøring hos disse Kunder erklærede de alle på en nær, at de skyldte de Beløb, som de stod debiterede for i Fabrikkens Bøger.

 

Den ene Undtagelse var en Sæbefabrikant Adolph Philipsen i Store Kon­gensgade No. 75. Han hævdede, at han ikke skyldte 189 Kr. som Fabrikken påstod, men kun 32 Kr. idet han havde betalt Differencen til Meyer i forskellige Afdrag.

 

Fra Fabrikkens Side tvivlede man meget stærkt på, at Meyer skulle have modtaget Penge, som han ikke havde gjort Regnskab for, idet han var i den, Grad hæderlig og pålidelig, at det måtte synes udelukket, at han havde tilvendt sig Beløbene, og han var så omhyggelig og ordentlig, at det ikke kunne være muligt, at han havde glemt at afregne.

 

Philipsen blev så afhørt, men påstod at hans Opgivender var rigtige, og som Bevis på, at han havde betalt en Regning på 87 Kr. 50 Øre helt ud og ikke blot et Afdrag på den på 37 Kr. 50 Øre, fremlagde han den kvit­terede Regning, som han påstod at have betalt allerede den 3. Januar, hvad der også stod opført i hans Kassebog.

 

Fabrikken var stadig sikker på, at der ikke forelå nogen Ulovlighed eller blot nogen Uordentlighed fra Meyers Side, men mente, at Philipsen be­nyttede sig af Meyers Forsvinden til at berige sig.

 

Philipsen blev afhørt igen, denne Gang af Overbetjent Klein i Opdagelses­politiet, til hvem Sagen var overgivet, men han nægtede sig fremdeles skyl­dig i noget ulovligt.

 

Sagen blev så henvist til Retten, hvor den blev overdraget Assessor Kattrup.

Den 31. Januar opstod der om Aftenen ved 7-Tiden Ildløs i Ejendommen Store Kongensgade 75.

 

Ilden var opstået på 3. Sal, hvor der var et Lager af Træuld, og den hav­de forplantet sig op til 4. Sal gennem nogle Huller i Loftet, hvorigennem der gik nogle Drivremme fra en Maskine på 1. Sal op til en anden Maskine i det af Adolph Philipsen lejede Lokale.

 

I Løbet af et Par Timer havde Brandvæsenet fået Ilden slukket. Skaden var ikke særlig stor, forskellige Virksomheder havde fået ødelagt nogle Ma­terialer. Philipsen opgjorde sit Tab til 600 Kr., som han fik udbetalt af sit Assuranceselskab.

 

Politiets Undersøgelse bragte intet særligt frem, hvorledes Ilden var op­stået, kunne man ikke konstatere, der syntes ikke at have været nogen i den Del af Huset på det Tidspunkt, Ilden opstod. Philipsen forklarede blandt andre, at han var gået ved 5 ½ Tiden og ikke senere, hvad han kunne bevise.

 

Den 20. Februar fik Politiet Meddelelse om, at Philipsen nogle Dage for­inden havde forladt sit Hjem under Foregivende af at skulle på Forretnings­rejse til Provinsen, men hans Hustru havde nu fået et Brev fra ham fra Hamburg, hvori han skrev, at han var gal og havde søgt Læge, der havde rådet ham til at foretage en længere Sørejse, og såfremt hun ikke hørte fra ham i Løbet af 3 Måneder, var han død.

 

Den Mistanke, der havde været om, at han havde mere på Samvittigheden end det lille Bedrageri, blev nu bestyrket, og de nye Oplysninger blev derfor straks tilstillet Kriminalkammeret for at få Arrestdekret afsagt over ham.

 

Overbetjent Klein blev samme Dag sendt til Hamburg.

Ved Forhøring hos de forskellige Udvandringsagenter fik han oplyst, at en mand, der havde kaldt sig Albert Philip og opgivet at være Apoteker fra Helsingør havde løst Billet til Kapstaden og to Dage forinden var af­sejlet med Damperen "German".

 

På Rederiets Kontor fik Klein til sin store Glæde Meddelelse om, at Damperen var løbet på Grund ude på Elben ved Blankenese og sad fast endnu.

 

Han og den tyske Opdager, der var stillet til hans Assistance, lejede med det samme en lille Dampbåd og sejlede ud til Skibet.

 

Klein fik straks øje på Philipsen, der havde ladet sit Fuldskæg tage af, anholdt ham og visiterede ham, og førte ham så tilbage til Hamburg, hvor han blev indsat i Arresten for at afvente de diplomatiske Udleveringsfor­handlinger.

 

I en kort Samtale, Klein havde Lejlighed til at have med ham, nægtede han sig skyldig i noget ulovligt.

 

Et Par Dage efter sin Hjemkomst foretog Klein sammen med Dommeren Undersøgelse i Philipsens Kontor og Fabrikslokale, men der fandtes ikke noget, "der kunne bestyrke den opståede Formodning om, at Philipsen skulle have myrdet Meyer der."

 

Philipsens Tjenestekarl forklarede, at han aldrig havde sendt Pakker eller Kasser andre Steder hen end til Firmaets sædvanlige Kunder her i Landet og i Norge, og Forhøring hos Det forenede Dampskibsselskab, ThingvallaLinien og på Jernbanen gav intet Resultat.

 

I Slutningen af Marts blev Philipsen udleveret.

 

I det første Forhør tilstod han, at han urigtigt havde opgivet at have betalt Afdragene til Carl Lunds Fabrikker. Han havde benyttet sig af Meyers Forsvinden til at forsøge at fri sig for Betaling af disse Beløb. Den kvit­terede Regning på de 87 Kr. påstod han, at Meyer havde glemt hos ham, da han den 3. Januar sidste Gang besøgte ham.

 

Et Par Uger efter meddelte Philipsens Karl, at han, da han havde set i en Avis, at man sigtede hans tidligere Principal for at have myrdet Meyer, øn­skede at fortælle, at han nogle Måneder forinden af ham havde fået for­æret en Overfrakke og en Jakke, der havde ligget omme bag nogle Kasser på Lageret.

 

Endvidere var han kommet i Tanker om, at han i Begyndelsen af Januar var blevet sendt i Byen efter 4 Skæpper brændt Kalk og Dagen, efter havde han set en stor Foustage på Lageret, som efter hvad Philip­sen sagde, indeholdt Vognsmørelse, som han selv havde lavet.

 

Et Par Dage efter bragte han, ledsaget af Philipsen, denne Foustage til Thingvalla Selskabets Pakhus på Larsens Plads, men hvad der skete med den, vidste han ikke, da han så var blevet sendt hjem.

 

Han blev af Dommeren kraftigt foreholdt, hvorledes han havde kunnet glemme dette, skønt han udtrykkeligt tidligere var spurgt, om han havde afsendt eller været behjælpelig med Afsendelsen af Pakker eller Kasser, men han kunne kun svare, at han havde glemt det tidligere.

 

Ved Forhøring på Dampskibsselskabets Kontor blev det oplyst, at der med Damperen "Thingvalla" den 13. Januar var sendt en Foustage til Beresford Bros. i Racine, Wisconsin,

U.S.A. Som Afsender var opgivet Schmidt & Co.

 

Frakken og Jakken, Karlen havde fået, blev med allerstørste Bestemthed genkendt som havende tilhørt den forsvundne Meyer.

 

Samme Eftermiddag kom Philipsen i Forhør. Han tilstod, at han havde ombragt Meyer.

Det var sket, påstod han, ved en pludselig opstået Indskydelse.

Meyer var kommet op på hans Kontor, og i samme Nu var dem Tanke slået ned i ham, at han

ved at myrde ham, som han mente havde en Del Penge hos sig, kunne klare nogle af sine mest påtrængende Kreditorer.

 

Han var så sprunget ind på ham og havde med sine Hænder kvalt ham. Det hele havde kun stået på et Minut eller to.

 

Han havde så taget den Myrdedes Penge, ca. 114 Kr. og hans Guldur og Lædermappen med Regningerne. Den til sig selv havde han taget til sig. Mappen med de andre kastede han på Vejen hjem i Sortedamssøen.

 

Liget havde han bragt ind i Lagerlokalet, hvor han havde lagt det ned i en stor Tønde, der stod der, og Dagen efter fyldte han kalk over det.

 

Om hvad der derefter videre skete med Tønden, kunne han henholde sig til Karlens Forklaring. Den henstod sikkert endnu på Toldboden i New York, da han havde skrevet til Dampskibsagenterne der, at den ville blive afhentet af Adressaterne.

 

Han påstod bestemt, og det blev han ved gennem alle Forhørene at hævde, at han ikke havde handlet efter nogen forudfattet Plan, men at det hele var kommet lige så meget bag på ham som på hans ulykkelige Offer, og han opdagede bagefter, at han end ikke havde låset Døren ud til Trappen.

 

Han måtte indrømme, at da et Bud fra et Vekselererfirma engang havde lagt en Tegnebog med mange Penge i fra sig på Skranken på hans Kontor havde han pludselig, som et Lyn, fået den

Tanke, at man kunne skaffe sig Penge ved at udplyndre og dræbe et sådant Bud, men Tanken var imidlertid gået lige så hurtigt som den var kommet, og han havde ikke senere næret eller plejet en sådan Tanke.

 

Gennem Generalkonsulatet i New York blev Tønden fundet og oversendt hertil.

Ved Åbningen af den viste det sig, at der om Ligets Hals var et Reb.

 

Det havde en Løkke i hver Ende og den ene Løkke var stukket ind den anden, så at de dannede en Rendeløkke.

Dette Reb spillede i de følgende Forhør en stor Rolle.

 

Særlig efter at både Karlen og Bydrengen havde hævdet med stor Be­stemthed, at de ikke havde set det før, og i hvert Fald ikke lavet Løkkerne på det, trængte Dommeren stærkt ind på Philipsen for at få ham til at indrømme, at det var ham, der havde tildannet det i den Hensigt at benytte det til det af ham således planlagte Mord, men noget Resultat kom der ikke, Philipsen påstod til det sidste, at Drabet ikke havde været tilrettelagt i For­vejen, og at han ikke dertil havde benyttet hverken Reb eller andet.

Han havde kun lagt Rebet om for at flytte Liget et Stykke til Side.

 

Et andet Punkt, der var Genstand for megen Forklaring, var Spørgs­målet om Afdødes Guldur.

Philipsen påstod, at han havde haft det i sin Baglomme, da han blev visiteret ombord på Damperen, men så havde set Lejlighed til at skille sig af med det, da han havde fået Lov til at gå ind på Klosettet, men Over­betjent Klein ville bestemt hævde, at Uret ikke havde været i nogen Lom­me, da han foretog Visitationen, da han ellers sikkert havde fundet det.

 

Branden i Store Kongensgade tilstod han også at, have påsat.

Han havde gjort det på den Måde, at han, da han forlod sit Lokale på 4. Sal, satte et tændt "Vågelys" på to tynde Pinde, der var lagt hen over de to Huller, hvorigennem Drivremmen gik.

Han havde i Forvejen skåret det nederste af Lyset bort og i det Hulrum, der da opstod i den omgivende tynde Blikkapsel havde han hældt Sprit, idet han regnede med, at når Stearinen smeltede i Kapslen og Spritten steg til Vejrs, ville den ophede Kapslen til Smeltepunkt og det hele styrte ned og antænde de Bunker af Træuld, der lå lige nedenunder.

 

Som Motiv til sine Forbrydelser angav han sine dårlige økonomiske Forhold. Han var plaget af Kreditorer og så ingen Udvej til at komme på ret Køl. Sin Hustrus ret velhavende Familie ville han ikke henvende sig til, det skammede han sig for, og han vidste ingen, han kunne gå til for at få Hjælp.

 

Med Hensyn til Tilregnelighedsspørgsmålet erklærede Overlæge Pontop­pidan, der havde Philipsen til Observation, at hans Tilstand var ligestillet med voksne, sjælssunde Personers, og at der ikke var fremkommet noget, der gav Grund til at tro, at han, da han begik sine Forbrydelser, havde været helt eller delvis. utilregnelig.

 

Fra nogle Sider i Pressen blev der rettet Kritik mod Dommeren for ikke tidligt nok at have skredet ind mod Philipsen, idet det blev sagt, at det lige så let kunne være gået galt, og det kun skyldtes den ejendommelige Til­fældighed, at Damperen var gået på Grund, at han blev anholdt, i hvert Fald uden alt for store Udgifter og Ulejlighed.

 

Dommeren fandt sig foranlediget heraf til, inden han sluttede Forhørene, at gøre en Bemærkning til Forhørsprotokollen gående ud på, at når han, ikke havde belagt Philipsen med Arrest tidligere, var det, fordi den oprin­delige Sigtelse for Bedrageri var for lidet begrundet, og at der skulle ligge nogen Mistanke om Drab skjult under Bedragerianmeldelsen, havde han så meget mindre Grund til, at tro, som hele Undersøgelsen om Meyers for­svinden ikke fra Politiet var tilstillet ham samtidig med Rapporten angå­ende Bedrageriet.

 

Ved Kriminalrettens Dom blev Drabet betragtet som begået med Over­læg, og Philipsen blev efter Straffelovens § 190 idømt Livsstraf.

 

Højesteret bifaldt Kriminalrettens Betragtninger og stadfæstede Dommen. Af de 11 Voterende stemte 7 for Dødsstraf, af disse igen 2 for Benådning, medens 4 stemte for Idømmelse af Tugthusarbejde på Livstid efter § 186.

Ved kongelig Resolution forandredes Straffen til livsvarigt Tugthus­arbejde.

Efter at Domfældte havde afsonet 14 ½  År, blev Resten af Straffetiden ham eftergivet, mod at han forlod Landet for stedse.