Aftægts-Mordene

(1850-1877)

 

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

 

DER var åbenbart i Midten af forrige Århundrede en vis Risiko ved at være Aftægtsnyder hos en Husmand.

 

I Tiden fra 1850 til 1877 blev der begået ikke færre end 11 Mord eller Mordforsøg på sådanne ældre Mennesker af dem, de var til Huse hos.

 

Metoderne varierede fra brutal Nedslagning med en Økse eller en Gren til de mere snedige Fremgangsmåder, men man må forfærdes over, hvor lidt Motiv, der behøvedes for efter en forudfattet Plan og med fuldt Overlæg at skille et andet Menneske ved Livet, en lidt trykkende Afgift, en Gæld på nogle Rigsdaler, ja, blot Mangel på Evne til at komme ud af det med hinanden var nok.

 

Man får endvidere i nogle af disse Sager et i allerhøjeste Grad uheldigt Indtryk af Ligsynsmændenes blotte Omtanke og Observationsevne - Skarp­sindighed kommer overhovedet ikke på Tale, for det var således, at af disse Forbrydelser, der sikkert alle har været yderst klodset udført, blev 4 først opklarede mange År efter, og det skyldtes i alt væsentligt senere til­kommende Omstændigheder.

Man må uvægerligt spørge, hvor mange der er, som aldrig er blevet opdagede.

 

Den første Sag var den tidligere omtalte mod Christian Tækker, der i 1850 dræbte Aftægtskonen Maren Rørby, der boede hos ham, hvilken Sag først blev klarlagt i 1877, ved hvilken Lejlighed også det af Christian Tam­bo i 1858 begåede Drab af den hos ham boende gamle Kone blev opdaget.

 

Den næste Sag kom i 1856.

Husmand Niels Rasmussen i Igelsø ved Holbæk anmeldte den 21. Sep­tember til Herredsfogden i Meerløse-Tudse Herreder, Justitsråd Claus Bang, at han hans Moder, Maren Christiansdatter, Dagen forinden havde været Genstand for et Forgiftningsattentat, og han sigtede herfor Husmand Frede­rik Christiansen, som havde overtaget Moderens Hus mod bl. a. at yde hende en Aftægt.

 

Maren forklarede, at hun Dagen forinden om Morgenen som sædvanlig var ved at koge sig noget Kaffe.

 

Da hun lidt senere lukkede Låget op på Kedlen, bemærkede hun "en blå Flamme stige op af den, og der kom en ilde Lugt derfra, som når man stryger Friktionssvovlstikker."

 

Hun gjorde sig imidlertid ingen Betænkeligheder herover, men skænkede Kaffen op i en Kop, men da hun havde drukket et Par Mundfulde, mærkede hun nok, at der var noget usædvanligt ved den, og bad en anden Kone, der boede hos hende, om at smage på den.

 

De blev straks begge to ilde tilpas, det kvalmede for dem, og de fik Op­kastninger.

 

I Kaffegrumset i Kedlen fandt de tre Klumper, som lugtede meget slemt. Den anden Kone forklarede, at Frederik Christiansen Dagen før dette skete, uden at have noget Ærinde, havde været inde i deres Hus, og da han havde fået øje på en Kaffekedel, havde han spurgt om, hvis det var, og da hun havde sagt ham, at det var hendes, havde han spurgt om, hvor Marens så var, hvad hun havde fortalt ham.

 

Marens Svigerdatter, med hvem Frederik Christiansen skulle giftes nu, efter at hendes Mand var død, forklarede, at hun så Maren og den anden Kone hælde noget Kaffe ud i Rendestenen, og det lugtede så ilde af Svovl, at hun straks følte sig foranlediget til at se efter, om noget Fosfor, hun fra  tidligere Tid havde haft liggende i en Kiste, stadig var der, men det var borte. Ingen andre end hun og Christiansen havde vidst, det var der.

De tre Klumper, der var fundet i Kedlen, viste sig ved Undersøgelse at være Fosfor.

 

Christiansen blev så anholdt, og Dagen efter tilstod han, at han havde kommet Fosforet i Kaffekedlen i den Hensigt at aflive Maren, fordi hun var så hård i sine Fordringer overfor ham.

 

Senere ændrede han sin Forklaring derhen, at det ikke havde været hans Agt, hun skulle dø, men han havde kun villet tilføje hende nogen Lidelse, fordi hun så ofte havde drillet ham, men denne Forklaring måtte han dog atter tage tilbage og indrømme, at hans Hensigt havde været at dræbe hende.

 

Han gav som en Slags Undskyldning for sin Handling, at når han fik en Ærgrelse, så bragte det ham i så ondt Humør, at han blev ligesom ude af sig selv og forplumret i Hovedet. Men han måtte dog indrømme, at det var med fuldkommen Bevidsthed, at han havde søgt at bibringe hende Giften i den Hensigt at skille hende ved Livet.

 

Flere af de Gårdmænd, hvor han tidligere havde været i Tjeneste, for­klarede, at han undertiden uden Grund kunne blive helt forvildet og stå og huje og skrige, men nogen Tegn på Sindssyge havde de ikke bemærket hos ham.

 

Distriktslægen udtalte, at hans Temperament nok var kolerisk og pir­religt, men ikke i den Grad sygeligt, at det kunne gøre ham utilregnelig, næppe engang for et kortere Tidsrum, endsige for 24 Timer, hvilket Tids­rum Omstændighederne levnede ham til at forandre den af ham tagne Be­slutning.

Ved Underretten blev han, da det ikke fandtes, at der forelå Bevis for Overlæg, idømt 4 Års Forbedringshusarbejde.

 

Denne Dom ændrede Landsoverretten til Livsstraf, idet det udtales, at da han nogle Dage forud havde fattet Beslutning og udtænkt Måden, hvor­på det kunne ske, er det klart, at hans Hensigt har været overlagt at rydde Maren Christiansdatter af Vejen.

Denne Dom stadfæstede Højesteret.

Samtlige voterende Dommere indstillede ham dog til Benådning, idet de anførte, at det ikke havde kunnet oplyses, om det Kvantum Fosfor, han havde kommet i Kedlen, ville have været tilstrækkeligt til at hidføre det tilsigtede Resultat, at det havde en så modbydelig Lugt og Smag, at det måtte røbe sig som giftigt, og at Forbrydelsen var udført på en sådan Måde, at den ikke let kunne skjules, hvorhos ingen skadelig Virkning var afstedkommet.

 

Justitsministeriet bifaldt Indstillingen og foreslog, at Straffen ændredes til Tugthusarbejde på Livstid.

Kongen resolverede derefter i Overensstemmelse dermed.

 

Den 16. September 1860 fandtes Liget af en Aftægtsmand Hans Jensen i Sorø Sø. Midt i Panden var der et stort dybt Sår, der efter den tilkaldte Distriktslæges Udsagn var Dødsårsagen.

 

Mistanken blev med det samme henledt på en Husmand Lars Gabriel­sen som man vidste, Afdøde havde haft noget Arbejde for sidste Dag, han var set i Live, og som var kendt som en Mand, af hvem man kunne vente sig alt.

 

Ved en straks foretaget Undersøgelse af hans Hus, fandtes der ude i Stalden en Del Pletter, formentlig af Blod.

Birkedommer, Etatsråd S. J. Leuning satte ham straks under Anhol­delse, men han nægtede enhver Skyld.

 

Da man fik den Formodning, at han nok havde udført Drabet, men var blevet opfordret og måske betalt derfor af Husmand Jens Hansen, hos hvem den Dræbte havde boet, blev han ligeledes arresteret, men også han nægtede hårdnakket.

 

Først i et Forhør i Slutningen af November aflagde de Tilståelse, og Natten efter tog Jens Hansen sig af Dage ved at hænge sig i Arresten.

 

Deres Tilståelser gik ud på følgende:

Da Hansen var utilfreds med de ret store ydelser, han skulle tilsvare Afdøde, sagde han en Dag til Gabrielsen, at han godt ville give 1OO Rbd. for at blive fri for Aftægten, og han sagde det på en sådan Måde, at Gabrielsen opfattede det, som han ville få Pengene, hvis han slog Jensen ihjel.

 

Gang på Gang talte de om det, og Gabrielsen lovede også at gøre det, men han kviede sig ved det, men da han efterhånden kom til at sidde dårligere og dårligere i det, og Hansen desuden lovede ham en årlig Understøttelse foruden de 100 Rd. engang for alle, bestemte han sig til sidst.

 

De blev enige om, at Gabrielsen skulle få Hans Jensen over for at hjælpe med at sætte en Kakkelovn op, og når han så havde dræbt ham, skulle de kaste Liget ned i Naboens Brønd for at det kunne få Udseende af, at Afdøde var faldet derned og i Faldet havde pådraget sig de Læsioner, han fik.

 

Efter at Jensen havde hjulpet ham med at få Kakkelovnen sat op, som de havde aftalt, og de havde drukket noget Brændevin, gik de ud i Stalden for at sove til Middag. Da Jensen var faldet i Søvn, dræbte Gabrielsen ham med en tyk Gren. Han gik så ind og fortalte sin Kone, hvad han havde gjort. Hun blev så forfærdet, at hun segnede om, men han sagde til hende, at hun var en god Tosse, for nu fik de 1OO Rd.

 

Senere på Dagen fik han fat i Hansen, og de kørte så ind til Sorø, hvor de fordrev Tiden i et Værtshus med at spille Kegler og drikke Brænde­vin.

 

Om Aftenen tog de tilbage, og de blev nu enige om, at de hellere måtte kaste Liget i Sorø Sø.

 

Gabrielsen forklarede yderligere, at en medvirkende Årsag til, at han til sidst havde besluttet sig til at følge Jens Hansens Opfordring var, at denne havde sagt, at han også havde betroet sig til en Husmand Christensen, der havde udtalt, at "man gerne kunne give Hans Jensen en på Skallen". Han havde så truffet Aftale med Christensen om, at den af dem, der først kunne komme til det, skulle slå Jensen ihjel, og de skulle så dele de 100 Rd.

 

Christensen måtte indrømme dette, men undskyldte sig med, at han flere Gange havde haft Lejlighed til at holde Aftalen, men alligevel ikke havde gjort det, ganske vist, det kunne han ikke nægte, var det, fordi han havde savnet Mod i det afgørende Øjeblik, og han måtte erkende, at han

havde ophævet Aftalen.

 

For dette sit Forhold og for en falsk edelig Forklaring, han nogen Tid i Forvejen havde aflagt i en anden Sag, blev han idømt 14 Års Tugthus.

 

Gabrielsen blev ved alle tre Instanser dømt til at miste sin Hals og hans Hovede at sættes på en Stage.

 

Der blev ikke fra Højesteret indgivet nogen Indstilling om Benådning og da Ministeriet heller ikke fandt Anledning dertil, blev det ved kongelig Resolution bestemt, at Livsstraffen skulle fuldbyrdes, dog at hans Hovede ikke skulle sættes på en Stage.

 

En November Aften i Året 1861 opstod der Ild i et af Aftægtsmand Niels Jensen og hans Husholderske beboet Hus på Saunte Mark i Nærheden af Hornbæk.

 

Beboerne var allerede flere Timer forinden gået i Seng, men vågnede i sidste Øjeblik og fik reddet sig ud, men Huset nedbrændte til Grunden med Løsøre og alt.

 

Da der ikke ved den anstillede Undersøgelse blev forefundet noget mis­tænkeligt ved den Brand - så lidt som ved nogen af de andre talrige Ilde­brande der i Nærheden på den Tid fik Ejeren af Huset, Mathias Pedersen, Assurancesummen udbetalt, og for den lod han bygge et nyt Hus.

 

Aftægtsmanden flyttede efter Branden over til Mathias Pedersens eget Hus, hvor han blev boende indtil sin Død kort efter i Januar 1862.

 

Ligsynsmændene fandt intet mistænkeligt ved Dødsfaldet, og Begravelsen fandt derefter Sted.

 

I 1863 blev der nedsat en Kommission med kriminalretsassessor, Over­auditør Knudsen som Dommer til at undersøge en Del mistænkelige Ilde­brande og andre væsentligst i Kronborg østre Birk begåede Forbrydelser, som de lokale Myndigheder ikke havde fået opklaret.

 

Ved Kommissionens Gennemgang af samtlige Brande i den forløbne halve Snes År kom man også til Branden hos Niels Jensen.

 

Den indgående Undersøgelse viste, at der havde bestået et dårligt For­hold mellem Mathias Pedersen og den afdøde Aftægtsmand grundet på, at denne havde været højst utilfreds med de Ydelser, han fik, og endog var gået så vidt, at han havde været i Fredensborg for at få Sagen for Ret­ten, hvilket var sket nogle Dage før hans pludselige Død.

 

Mathias Pedersen blev afhørt, men nægtede sig bestemt skyldig i Brand­stiftelse.

Da det under den videre Efterforskning kom frem, at en Mand ved Navn Ole Andersen, der var en Bekendt af Mathias Pedersen, havde haft Arbejdet med det nye Hus, og det yderligere blev oplyst, at han havde været sammen med Afdøde Niels Jensen i Fredensborg, blev han taget under Afhøring.

Han afgav en så vaklende Forklaring og rodede sig efterhånden ind i sådanne Selvmodsigelser, at han efter kort Tids Forløb indså det håbløse i at holde Stillingen og aflagde Tilståelse om, at det var ham, der på Mathias Pedersens Opfordring havde sat Ild på Huset. Som Betaling der­for skulle han have Arbejdet ved Opførelsen af det nye Hus.

 

Hårdt presset tilstod han endvidere, at han og Mathias Pedersen i For­ening havde myrdet Aftægtsmanden,

Mathias blev omgående arresteret og, gjort bekendt med den andens Tilståelse, gik han også til Bekendelse.

 

Med Hensyn til Mordet var det gået således til:

Da Niels Jensen havde begivet sig af Sted til Fredensborg for at få sit Mellemværende med Pedersen for Retten, havde Pedersen kaldt Ole Ander­sen ind til sig og opfordret ham til også at tage til Fredensborg og se at følges hjem med Jensen for så på Vejen at forsøge at dræbe ham.

 

Andersen indvilligede deri mod Løfte om Betaling, hvis Størrelse dog ikke blev aftalt.

 

I Fredensborg traf han Jensen, der imidlertid var så beruset, at han ikke kunne gå, men måtte lægges ind i et Hus for at sove Rusen ud.

Han gik så hjem, men efter Aftale med Pedersen gik han Dagen efter igen til Fredensborg for at forsøge at få bedre Held denne Gang.

 

I Tikøb Kro traf han Jensen, og de fulgtes ad hjem om Aftenen, men da Jensen, der stadig var beruset, men dog så klar, at han ikke ville lade sig overtale til at gå ad en Sti igennem Skoven, men ville følge Landevejen, så Andersen ingen Lejlighed til at udføre Gerningen, som han nærmest havde tænkt skulle ske ved, at han skubbede den anden ud i et Vandhul, så at det kunne få Udseende af et Ulykkestilfælde.

 

Pedersen og Andersen blev nu enige om at anvende Gift.

De mødtes Dagen efter i Helsingør, hvor Andersen på Apoteket "Sva­nen" købte en Pakke Rottegift, medens Pedersen ude i Byen købte noget Brændevin.

 

Da de om Aftenen var kommet hjem, hældte Pedersen noget Brændevin op i et Glas og kom en lille Smule Rottegift i, Og Andersen gik ind med det til Jensen, der tømte Glasset.

 

Andersen gik så hjem til sig selv og Pedersen gik i Seng. Giften havde ikke den ringeste Virkning på Niels Jensen.

 

Næste Aften kom Pedersen sent hjem; Andersen var allerede kommet og lå i Sovekammeret, hvor også Pedersens Hustru og Søster var gået til Sengs.

 

På to Stykker Smørrebrød, som var sat af til ham, smurte han et Lag Rottegift, og med det og en Pægleflaske med Brændevin, hvori han havde hældt Resten af Giften, gik han ind til Jensen, der stod op af sin Seng og spiste Smørrebrødet og drak en Slurk af Flasken, som han beholdt hos sig.

 

Efter kort Tids Forløb hørte de Skrig inde fra Jensens Stue, og da de kom derind, fandt de ham liggende på Gulvet i Krampetrækninger. De gik så straks ud igen, og da de noget senere atter gik derind, var den gamle Mand død.

 

De lagde Liget op på Sengen og ordnede alt i Stuen, og der opstod da heller ikke nogen Mistanke.

For sin Assistance modtog Andersen 50 Rbd.

 

Ved Kommissionsdommen blev de begge idømt Livsstraf, og denne Dom blev stadfæstet af Højesteret, der dog indstillede til Benådning, og Straffene blev så ved kongelig Resolution ændret til Tugthusarbejde på Livs­tid.

 

Mathias Pedersens Hustru blev for intet som helst at have foretaget sig for at forebygge Mordet, om hvis påtænkte Udførelse hun havde sikker Kundsakab, idømt 4 Års Forbedringshusarbejde.

 

Både Mathias Pedersen og Ole Andersen døde i Straffeanstalten, Pe­dersen i 1875 og Andersen i 1884.

 

I 1863 solgte Husmand Lars Pedersen i Sneglerup i Dragsholm Birk sit Hus til Peder Jensen på Vilkår bl. a. at der skulle ydes ham en årlig Aftægt.

 

I Begyndelsen af 1866 kunne Jensen ikke betale det årlige Afdrag på Købesummen og var også i Restance med Aftægten for det forrige År.

Da Lars Pedersen var yderst utilfreds hermed og truede med at lade udtage Stævning, fik Jensen den Tanke, hvor meget bedre det ville være for ham om Pedersen var død, for så kunne han med Fordel sælge Huset, der naturligvis ville være mere værd, når der ikke hvilede nogen Afgift på det.

 

Jo mere han tænkte over det, des fastere blev hans Forsæt.

 

Han manglede imidlertid Mod til at udføre Gerningen og betroede sig til en anden Husmand, Niels Nielsen Frenderup, som dog ikke ville have noget at gøre med at lægge Hånd på et andet Menneske og gentagne Gange afviste Opfordringerne til ham.

 

Lige efter Jul, da de en Dag var alene hjemme, bragte Jensen igen Sagen på Bane, og Frenderup gik da med til at ville hjælpe med at skjule Liget, men ville ikke have noget med selve Mordet at gøre. For sin Hjælp be­tingede han sig 5 Rbd.

 

Da Aftægtsmanden omtrent i det samme gik forbi ude i Gården på Vej til Stalden, sneg Jensen sig efter ham og inde i Stalden slog han ham bagfra i Hovedet med en Økse.

 

Om Aftenen bar de i Forening Liget ud til en Tørvegrav i Nærheden og kastede det derned i med en Sten bundet om Halsen.

 

Næste Morgen gik Jensen op på den Myrdedes Loft og tog noget Korn.

Noget Flæsk, der hang i Skorstenen, og noget Lærred, der lå i Stuen, tog han også med.

 

Aftægtsmanden Forsvinden havde imidlertid vakt Opsigt, en Undersø­gelse blev indledet af Birkedommer de Svanenskjold, og ikke længe efter fandtes Liget.

 

Jensen blev som den eneste, der kunne være Mistanke til, anholdt, og kort Tid efter aflagde han fuld Tilståelse.

 

Medens Frenderups Meddelagtighed blev vurderet til 8 Års Tugthusar­bejde, blev Jensen naturligvis idømt Livsstraf.

Overretten og Højesteret stadfæstede Dommen.

Af de 10 voterende Dommere i Højesteret indstillede de 9 ham til Be­nådning, og hans Straf blev derefter ændret til Tugthusarbejde på Livstid.

I 1880 døde han i Straffeanstalten efter at have afsonet 14 År.

 

Som det var gået så mange andre, gik det også Gårdejer Niels Geert Nielsen.

Han havde i 1869 en Gård i Myrhøj i Salling, som han ikke kunne få til at svare sig, og særligt var en Aftægt til to gamle Folk svært tyngende.

 

Og som det havde været med andre, således blev det også med ham. Han kunne i sin Kortsynethed og Uforstand ikke se anden Udvej end at få de Gamle ud af Verden.

 

Da han en Dag fandt noget Arsenik, som han havde fået tilovers fra han for længere Tid siden vaskede Kreaturer, mente han her at have fundet et let og for ham ufarligt Middel til at udføre sit Forsæt med.

 

Hvorvidt han ville bibringe de gamle Mennesker Lidelse, tænkte han sin Stupiditet og Mangel på Samvittighed ikke på.

 

I lidt Mel, der stod på Aftægtsfolkenes Loft blandede han Giften. Nogle Dage efter bagte de Gamle en Pandekage med Resultat, at de begge blev syge, men da Lægen havde behandlet dem, kom de sig snart.

 

En Uges tid efter kogte Konen noget Melgrød og atter blev de begge to alvorligt syge.

Lægen fattede nu Mistanke og tog Resten af Melet med sig.

 

Der var ingen Tvivl. Det indeholdt Arsenik i en sådan Mængde, at Ny­delse deraf kunne være en alvorlig Fare.

 

At det var Nielsen selv, der var Gerningsmanden, var sikkert, eftersom også hans Hustru og deres Børn en Dag, da han var borte, og hun havde lånt noget af Melet, derefter alle var blevet alvorligt angrebne med Forgift­ningssymptomer.

 

Efter først hårdnakket at have nægtet tilstod han da også overfor Her­redsfoged Johannes Eriksen sin Gerning.

 

Ganske vist tog han senere sin Tilståelse tilbage og påstod hensynsløst for at redde sit eget Skind, at det var Hustruen, der var den Skyldige, og at han kun havde taget Skylden på sig for at skåne hende, men Ret­ten tog intet Hensyn hertil, men idømte ham for overlagt Forsøg på Mord 1O Års Tugthusarbejde.

Denne Straf stadfæstede både Viborg Overret og Højesteret.

 

I Foråret 1870 blev Husmand Niels Iversen, kaldet Bager, ved Mage­skifte Ejer af en lille Ejendom i Landsbyen Almstok under Nørvang-Tørrild Herreder i Nærheden af Vejle.

 

Det viste sig hurtigt, at det var en dårlig Forretning, han havde gjort. Ejendommen kunne umuligt svare sig, da der på den bl.a. hvilede en ikke helt ubetydelig årlig Ydelse såvel i Naturalier som i rede Penge til en Aftægtsmand Mikkel Mikkelsen.

 

Desuden var Bygningerne i meget dårlig, delvis forfalden Stand.

Det er derfor ikke til at undres over, at Iversen med den Opfattelse, der dengang ikke var ualmindelig, besluttede at brænde Gården af for at bygge sig et nyt Hus for Assurancesummen.

Han talte med sin Hustru derom, og hun var enig med ham i, at det ville hjælpe dem en hel Del, og hun var villig til at udføre Brandstiftelsen.

Medens han en Dag i Juni 1871 var borte, lagde hun en Bunke lyngris ovenpå Ovnen, der var fyret op til Bagning, og da hun vidste, at Ilden ofte slog ud af nogle Huller, gik hun ud fra, at den ville fænge i Risene og så forplante sig videre.

 

Alt skete efter Beregning, huset brændte ned til Grunden, og, der opstod ingen Mistanke.

Forretningen var imidlertid ikke så god, som de havde ventet, det var nemlig ikke muligt for Assurancesummen at bygge et nyt Hus, og Iversen måtte derfor optage et nyt Lån.

 

Dette, gjorde ham i endnu mindre Grad i Stand til at betale noget til Mikkelsen, der efter at være blevet husvild ved Branden var flyttet hen til sin Svigersøn i Nærheden, og som Gang på Gang i de følgende Måneder forgæves krævede sit Tilgodehavende for til sidst at udtage Stævning og få Udlæg gjort i Ejendommen.

 

En Ordning blev truffet, hvorefter Iversen bl.a. den 24. Juni 1872 skulle betale til Rest 34 Rbd. 1 Sk., der skulle erlægges til en Sagfører i Vejle, medens Mikkelsen ikke ville anerkende, at han skyldte Iversen, 10 Rbd.

 

Den pågældende Dag begav Iversen sig så af Sted, men han havde kun 20 Rbd. med, det var alt, hvad han havde kunnet skaffe.

 

Hos Sagføreren traf han Mikkelsen og betalte, hvad han havde og fik en kort Henstand med Resten.

Da de var gået. derfra, turede de rundt på forskellige Beværtninger til om Aftenen. Mikkelsen var da blevet så beruset, at Iversen mente det bedst at forsøge at skaffe ham et Logis i Byen, hvilket dog mislykkedes.

 

Så begav de sig, så godt de kunne, ad Landevejen på Vej hjem.

 

Kort efter blev de indhentet af en Gårdmand, der tog dem op i sin Vogn og tog dem med hjem til sig og gav dem Nattelogis.

 

Da de hen på Formiddagen næste Dag havde fået sovet Rusen ud, fortsatte de hjemad.

På Vejen gik de ind på en Mark for at hvile sig lidt efter den fore­gående anstrengende Dag.

 

Her begyndte Iversen på ny at tale om de 1O Rbd., som han påstod at Mikkelsen skyldte ham, men Mikkelsen nægtede blankt at skylde noget og blev grov og sagde, at han ikke ville høre mere om de Penge.

 

Så fik Iversen pludselig den Tanke at dræbe Mikkelsen, det var den eneste Mulighed, mente han, for at han kunne komme på Fode igen, og når han så tilranede sig de Penge, han vidste, Mikkelsen havde hos sig; kunne han i hvert Fald klare sig den første Tid.

 

Han overvejede ikke mere, da Tanken først Var slået ned i ham, men greb pludselig fat i Mikkelsens Halstørklæde og strammede det og gav ham samtidig to kraftige Kæbestød. Et øjetlik efter var Mikkelsen død.

 

Han tilvendte sig så fra den Dødes Lommer 21 Rbd. 8 Sk og et gam­melt Ur, slæbte Liget hen i en nærliggende Rugmark og gik så hjem.

 

Dagen efter fortalte han sin Hustru, at nu var Mikkel væk, og han be­troede sig også til sin Søn og bad ham være ham behjælpelig med at flytte Liget hen i en Mergelgrav, hvad Sønnen dog ikke ville have noget at gøre med.

 

Liget blev først fundet en Måned efter. Den påfølgende Undersøgelse viste hen mod Iversen, der blev arresteret og efter en Tids forgæves Nægten aflagde Tilståelse.

Han idømtes Livsstraf.

 

Da han fra Højesterets Side blev indstillet til Benådning, og Ministeriet var enig heri, blev Straffen ved kongelig Resolution ændret til Tugthus­arbejde på Livstid.

Tre År efter døde han i Straffeanstalten.

 

Også to Kvinder, Moder og Datter, begik Mord på Aftægtsfolk. Her var Motivet dog ikke dårlige økonomiske Forhold, men blot simpelthen det, at Moderen havde svært ved at komme ud af det med den gamle Kone.

 

Sagens Omstændigheder var følgende:

Husmand Søren Kragsig overtog i 1874 en Ejendom i Thyrsting i Jyl­land, på hvilken der hvilede Aftægt til den 75-årige Christine Nielsen.

 

Der opstod snart et dårligt Forhold mellem hans Hustru Henrikke og den Gamle, der efter alt at dømme har været meget vanskelig og urimelig i sine Forlangender.

 

En Dag, da hun endog havde slået og sparket om sig, beklagede Hu­struen sig overfor sin Datter Nielsine, der var på Besøg, og sagde, at hun ikke kunne holde det ud længer, og at enten måtte hun eller den Gamle bort.

 

Nielsine, der opfattede dette som Moderen ville tage sig af Dage, svarede, at hun kendte en, der nok skulle gøre det af med den Gamle, hvormed hun mente sig selv, medens Moderen troede, at hun hentyde de til en Gårds­karl, som hun var forlovet med.

 

Der blev ikke den Dag aftalt noget nærmere, men kun at de skulle se at finde en passende Lejlighed så snart som muligt.

 

Da Nielsine var kommet hjem i sin Plads om Aftenen, fortrød hun det Løfte, hun havde givet Moderen, og for at komme så langt bort som muligt tog hun den følgende 1ste Maj en Tjeneste på en Gård 3 Mil fra Hjemmet.

 

Her indfandt Moderen sig imidlertid snart efter og bragte atter Spørgs­målet om at dræbe den Gamle på Bane, men først under et nyt Besøg af Moderen blev de enige om, at Drabet skulle ske Natten mellem den og 9. da Moderen og hendes Mand og deres lille Søn så var borte.

 

Moderen forlangte af Nielsine, at hun ikke selv måtte udføre Gernin­gen, og Nielsine lod hende forstå, at det ville hun heller ikke, men at en anden skulle gøre det.

 

Om Aftenen den 8. kom Nielsine så tilbage til Hjemmet og efter at have forvisset sig om, at Forældrene ikke var hjemme, bankede hun på hos Af­tægtskonen, der lukkede hende ind, og hun lagde sig påklædt på Sengen hos den Gamle, idet hun sagde, at hun var blevet lukket ude.

Hun kunne af Angst ikke få sig selv til at dræbe hende, og da For­ældrene kom hjem næste Formiddag, gik hun ind med dem.

 

Til Moderen fortalte hun, at den, der skulle have udført Drabet, var blevet forhindret, men at han ville komme samme Aften.

 

Moderen bad Manden, der skulle bort hele Dagen, om på Hjemvejen at hente hende hos nogle Bekendte i en Landsby i Nærheden.

Nielsine, der følte sig i høj Grad utilpas, blev inde i Huset til om Afte­nen. Hun gik så ud og bankede på hos den Gamle og bad om at måtte sidde hos hende, da hun ikke ville gå i det Regnvejr, det var blevet, og hun havde smækket Dørene til Forældrenes Lejlighed.

 

Den Gamle gik snart efter i Seng og faldt i Søvn, men Nielsine var angst; og kunne ikke få sig selv til at begå den grufulde Handling.

Først da hun hørte Moderens Stemme ude i Gården, var hun klar over, at nu måtte det ske, ellers ville Moderen blive vred Dagen efter, og hun gik så hen til den Gamles Seng og klemte hende om Halsen. Kun et svagt Skrig, og Livet var udslukt.

 

Hun skyndte sig ud, lukkede Yderdøren ved at sætte en Pind gennem to øskner, der var i den, og begyndte på sin 3 Mils Vandring tilbage til sin Plads, men af Angst over, hvad hun havde gjort, blev hun syg og vendte tilbage til Hjemmet.

 

Moderen var, da hun om Aftenen kom ind i Gården, og hørte den gamle Kones Skrig, blevet så rædselsslagen, at hun sammen med den lille Søn var styrtet tilbage til den Familie, hun havde været hos, og vendte først næste Morgen hjem sammen med Manden, der var blevet forsinket og som hun først nu havde truffet.

 

Hun begik nu en skæbnesvanger Fejl. Hun tog Pinden bort fra Yder­døren og låsede Døren indvendig fra og gik over Loftet ad en Stige, som hun trak op efter sig, ind i sin egen Lejlighed.

Da Sognefogden var kommet til Stede, fandt han Dødsfaldet mistænke­ligt, der var kraftige Mærker på den Afdødes Hals efter Kvælning, og han underrettede Herredsfogden, Overauditør A. C. C. Købke.

Både Nielsine og Moderen måtte straks gå til Bekendelse.

 

Nielsine hævdede, at hun havde handlet for at gøre Moderen en Tjeneste, og Moderen forklarede, at vel havde hun ønsket, at den Gamle skulle dø, og havde opfordret til at dræbe hende, men hun havde aldrig villet have, at Datteren selv skulle gøre det.

 

At Drabet ville blive opdaget, og at både hun og Datteren ville blive implicerede, havde hun ikke tænkt sig.

 

Ved Underretten blev de begge idømt Livsstraf, og denne Dom blev stad­fæstet både af Viborg Overret og af Højesteret.

 

Af de 12 voterende Dommere i Højesteret indstillede de 11 dem begge til Benådning, og ved kongelig Resolution af 28. Marts 1876 blev Straffen ændret til livsvarigt Tugthusarbejde.

Efter at have afsonet 14 År, blev den resterende Del af Straffetiden dem eftergivet.

 

En Efterårsaften 1887 var der et større Opgør mellem Gårdejer Niels Nielsen i Fly og hans Hustru.

Det gik efterhånden over til Håndgribeligheder, under hvilke han, som hun udtrykte sig, langede hende nogle ordentlige nogle på Kajen.

 

For ikke at udsætte sig for mere Overlast veg hun Valpladsen og søgte Tilflugt hos en Nabo.

I sin Ophidselse var der ikke Ende på, hvad ondt hun vidste om Man­den, hvor brutal han altid var overfor hende, og hvor skrækkelig en Karl han i det hele taget var, han ville såmænd ikke vige tilbage for at slå ihjel, og det var da også ham, der i sin Tid havde dræbt den gamle Af­tægtsmand Anders Andersen, de havde hos sig.

 

Naboen syntes ikke, at han kunne sidde denne sidste Bemærkning overhørig, og meddelte sig til Herredsfoged Bræstrup.

En Undersøgelse blev sat i Gang, og Nielsen brev arresteret. Det varede ikke længe, før han aflagde Tilståelse.

 

Den gik ud på, at han efterhånden var blevet inderlig ked af den Byrde, som Aftægtsmandens Forsørgelse var for ham, og da den gamle Mand, der var midt i 70'erne, desuden var stærkt forfalden til Drik, var han blevet mere og mere led ved at se ham. Desuden var han klar over, at efterhånden som hans to små Børn voksede til, ville det blive vanskeligere for ham at svare Aftægten.

 

Han tænkte så på, om han ikke skulle se at blive af med ham, og da han mange Gange havde set den Gamle ligge på sin Seng ganske bevidst­løs af Drik, slog det ham, at det jo ville være uendelig nemt ved en sådan Lejlighed at lægge Dynen over Hovedet på ham, så han ikke kunne få Vejret, og det ville ikke efterlade noget Spor.

 

Han betroede sig til sin Kone, men hun advarede ham stærkt derimod. Tanken blev dog ved med at følge ham, men han manglede Mod til at udføre. den.

 

Men så skete det, at da han den 1. Maj 1877 kom hjem, efter at have arbejdet på en Nabogård i nogle Dage, fortalte Hustruen ham, at den gamle Andersen begge de to sidste Dage havde ligget i sin Seng døddruk­ken, og i Løbet af det sidste Døgn havde drukket ikke mindre end 1 ½  Pot Brændevin.

 

Han besluttede så, at nu skulle det være slut, og efter at hans Hustru, der stadig bad ham om at lade være, dog havde lovet ikke at ville fortælle noget derom, gik han efter først at have drukket et Par Snapse for at få Mod ind til den Gamle, der lå snorkende i Sengen.

 

Han lagde så Dynen over hans Hovede, og holdt den der nogle Mi­nutter.

Der hørtes ikke en Lyd.

 

Sognefogden foretog Ligsynet og fandt intet mistænkeligt, og Distrikts­lægen, der derefter synede Liget; anførte som Dødsårsag "Formentlig Apo­pleksi i Drukkenskab".

Ved alle tre Instanser blev Nielsen for overlagt Drab idømt Livsstraf. Samtlige Voterende i Højesteret indstillede ham til Benådning, og Straf­fen blev derefter ændret til Tugthusarbejde på Livstid.

 

Den sidste Sag angående "Aftægts-Mord" blev pådømt i 1897.

Den var mod den nedennævnte Gårdejer Jens Peder Nielsen, der i 1870 og 1877 havde myrdet to gamle Aftægtsfolk, han havde boende hos sig.