»Allerupdrengen«

(1933)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

 

 

DA nogle Småbørn d. 20. April 1933 løb og legede i Bjergsted Skov ved Jyderup så de, at Tånæserne af et Par Gummistøvler stak op af Jorden.

 

Da de gerne ville have Støvlerne, trak de i dem, og til deres store Skræk opdagede de, at det var en død Mand, de havde fundet. De løb hjem så hurtigt, de kunne, og fortalte om deres uhyggelige Fund og Po­litiet blev underrettet.

 

Liget, der lå i en 30 cm dyb Grav, var omhyggeligt tildækket. Af den Tilstand, det var i, måtte det antages at have ligget længe i Jorden, Obduktionen viste, at Dødsårsagen var et voldsomt Splintringsbrud af hele Kraniets bageste Tredjedel.

 

Efter at en Meddelelse om Fundet var indrykket i "Politiefterretninger'', indløb der en Rapport fra Politiet i Sæby, hvorefter den Myrdede kunne formodes at være en 59-ång Daglejer Asmus Thomsen fra Dronninglund. Han var d. 31. August det foregående År rejst derfra for den følgende Dag at tiltræde en Plads som Bestyrer på en Gård ved Jyderup og havde siden ikke ladet høre fra sig. Pladsen havde han fået gennem et Aver­tissement, der d. 2. Juli havde været indrykket i Ålborg Amtstidende.

 

Et Stykke Tøj, som en Bekendt af ham, en Syerske Frk. Rasmussen, ved en foretagen Reparation havde klippet ud af hans Benklæder, med­fulgte Rapporten.

 

Dette Stykke Tøj svarede nøjagtig til Benklæderne, Liget var iført. Frk. Rasmussen kom så til Stede i Jyderup, og af de Genstande, den Afdøde havde haft på sig, genkendte hun med største Bestemthed en lille Blikæske, en Urkæde og et Lorgnetetui med Lorgnetter som tilhørende Af­døde. Hun medbragte Prøve af et Stykke Tøj, hvoraf hun havde syet Af­døde en Krave og en dobbelt Flip, og dette Tøj viste sig at være af ganske samme Slags som den Krave og Flip, Afdøde ved Fundet var iført.

 

Den Uldtrøje, han havde haft på, genkendte hun som en, hendes Moder havde strikket til hende, og som hun havde overladt ham. Endvidere gen­kendte hun Afdødes Seler på, at hun havde syet Stofstropper i dem, efter at Læderstropperne var gået itu. Ligeledes var hun sikker i sin Gen­kendelse af Afdødes Strømper, som hun selv havde stoppet for ham.

 

Liget kunne hun på Grund af dets stærkt medtagne Tilstand ikke gen­kende, men hun udtalte på den anden Side, at der ikke var noget, der tydede på, at det ikke var af Asmus Thomsen.

 

Kriminalpolitiet i Ålborg foretog nu en Undersøgelse, hvorved det op­lystes, at det pågældende

Avertissement, der var det eneste, der under Billet mrk. havde været i Bladet i Månederne Juni, Juli, og August om en Gårdbestyrer, var indrykket af en Husmand Niels Chr. Christensen i Skinderhede ved Allerup. På Bladet kunne man erindre, at der var ind­kommet flere Svar, og Brevene var sendt til ham.

 

Christensen var godt kendt af Politiet. Han havde otte Straffe for Tyveri og to Gange for Brandstiftelse, heraf de to Forbedringshus og fire Tugthus. I Øjeblikket sad han i Horsens Tugthus til Afsoning af 2 År for Brand­stiftelse idømt ham ved Højesteretsdom af 1. September det foregående År, samme Dag som Mordet måtte formenes at være begået.

 

Han havde været på fri Fod under den sidste Del af Sagen og var først indsat til Afsoning d. 4. Oktober. Han gik under Navnet "Allerup­drengen" efter sit Fødested. Han var kendt som en voldsom og hidsig Per­son, pengegrisk til det yderste, og selv hans nærmeste udtalte, at det ikke ville forbavse dem, hvis han slog et Menneske ihjel, blot han mente, han kunne få nogle Penge derved.

 

Hans Hustru meddelte, at da han var blevet løsladt fra Tugthuset i Februar det foregående År efter at være benådet for den sidste Del af Straffen, havde han ikke meddelt hende noget om Løsladelsen, men var kommet hjem midt om Natten. Da hun havde låset Døren, og han ikke sagde, hvem han var, mente hun, det var Tyve, der pludselig begyndte at slå og hugge i Døren. Derefter blev en Rude slået ind, og han stormede ind i Stuen til hende med en Økse i Hånden og overfaldt hende med Knytnæveslag i Ansigtet, så hun faldt om.

Hans Broder og dennes Hus­bestyrerinde, der var med ham, lukkede han så ind, og de fortalte, at han havde været ganske ude af sig selv, fordi han havde den Ide, at Hu­struen var ham utro, og han havde sagt, at hvis han fandt en Fremmed i Huset, ville han, slå ham ihjel. De var gået med for at søge at hindre, at det gik helt galt.

 

Hun meddelte endvidere, at hendes Mand fra Straffeanstalten havde skrevet nogle Breve til sin Broder i Kodeskrift, hvori stod, at en skulle vippes i Brønden, men hvem, om det var hende selv eller den Kæreste, Manden troede, hun havde fået sig, var hun ikke klar over.

 

Politimesteren begærede så Christensen oversendt fra Straffeanstalten. Under den første Afhøring erklærede han, at han ikke vidste, om han havde kendt Afdøde.

 

Han kunne huske, at han havde indrykket et Avertissement i Ålborg Amtstidende om en Gårdbestyrer, men det var til Fædrenegården i Alle­rup, som Broderen havde, og han havde gjort det uden Broderens Vidende. Han nægtede nogensinde at have antaget nogen Mand til at bestyre en Gård på Sjælland, idet han slet ingen kendte der. Jyderup sagde han, at han vidste, hvor var, da han havde været ansat på Mejeriet der for mange År siden.

 

Dagen efter blev han konfronteret med Liget. Det gjorde ikke ringeste Indtryk på ham, og han nægtede bestemt at have forøvet Drabet. Han udtalte nu, at han ikke vidste, om han måske "nogen Tid" havde været sammen med Afdøde, men han havde ikke kendt ham personligt.

 

I et Forhør nogle Dage efter indrømmede han at have indrykket det nævnte Avertissement, der blev forevist ham, men hævdede stadig, at det var til Broderens Gård, han søgte Bestyrer, og gjort bekendt med at Går­den, der lå lige ved Siden af hans eget Hus, allerede om Foråret var solgt ved Tvangsauktion, svarede han kun, at det havde han ikke hørt dengang.

 

Han forklarede endvidere, at han d. 31. August havde været i Køben­havn, Hvor han i Højesteret overværede Proceduren i sin Sag, men han rejste Samme Aften. Når han gjorde det, skønt hans Forsvarer skulle have Ordet dagen efter, og Dommen også kunne ventes den Dag, var det, fordi han var bange for straks at blive sat fast efter Dommens Afsigelse. Han rejste så til Jyderup, hvor han bestilte et Værelse på et Hotel.

 

Grunden til, at han netop tog dertil, sagde han, var at han ville sælge sit Hus da det var for stort for hans Hustru alene, nu da han skulle afsone den nye Straf, og han ville så købe et Hus ved Jyderup, da han syntes så godt om Egnen fra dengang, han var der. Om han havde talt med Hustruen om det, kunne han ikke huske, men han troede det nok.

 

Spurgt om, hvorfor han på Hotellet havde kaldt sig Chr. Jensen, svarede. han, at han for det Tilfælde, Hustruen flyttede til Jyderup, ikke ønskede at Folk der skulle vide, at hun var gift med ham, der var straffet.

 

Ved den fortsatte Undersøgelse blev det oplyst, at Christensen den føl­gende Dag havde opsøgt forskellige, til hvem han havde sagt, at han øn­skede at købe et Hus, og han havde også ladet sig nogle forevise.

 

Hvor han havde været fra Kl. ca. 5, da han gik fra en tidligere Bekendt, og til han ved 8-8 ½ Tiden kom ind på et af de andre Hoteller, kunne han ikke huske, sagde han.

 

Men en gammel Fisker, der boede ved Skarridsø, forklarede, at engang sidst i August eller i Begyndelsen af September var, der ved 5 ½ Tiden kommet to Personer hen til ham, da han stod i sin Have, en høj kraftig Mand med rødt Overskæg og en mindre, og bedt om at leje en, Båd. Den mindste af dem, der, så vidt han huskede, havde en stor Pakke under Armen, betalte ham i Kr. idet han sagde, at han kom ikke tilbage. De. roede ud på Søen.

Nogen Tid efter, hvor længe kunne han ikke sige, kom den største af dem tilbage og bad om at måtte låne en Spade, da han ville grave Orm i Skoven.

Han fik at vide, at man ikke måtte grave i Skoven, men at han kunne få Lov til at grave Orm i Haven, men det sagde han, han ikke ville, han ville grave i Skoven.

 

Så fik han Spaden og roede ud igen på Søen og gik i Land ved, en Bådebro på den anden Bred og gik ind i Skoven. Den anden Mand var ikke med i Båden og stod heller ikke ved Bådebroen.

 

En Tid efter kom den samme Mand atter alene tilbage og afleverede Båden, og Spaden, Ingen af de to havde haft Fiskeredskaber med, og der var ikke Dagen efter hverken Fiskeskæl, Orme eller andet, der kunne Tyde på at Båden havde været benyttet ved Fiskeri.

 

Fiskeren fik Lejlighed, til at tage Christensen, i øjesyn, og han erklærede da at han i ham kunne genkende den største af de to Mænd.

 

Christensen nægtede, at han nogensinde havde lejet en Robåd i Jyderup.

 

Forespurgt om, hvilket af de tre Sæt Tøj, han ejede, han havde haft på i Jyderup, svarede han at d et var det sorte; og gjort bekendt med, at flere Vidner, havde forklaret, at han havde blåt Tøj på, og at der på det blå Jakkesæt løst i Lommen var fundet bl.a. en af Hotelregningerne fra Jyderup, sagde han, at så måtte en af hans Familie have flyttet dem fra det ene Jakkesæt til det andet, og foreholdt, at der var fundet Grannåle i, det blå Sæt, slog han det hen med, at det var ikke så mærk­værdigt, for det hændte så ofte, at han om Søndagen lå på Jorden i en lille Granplantning i Nærheden af sit Hus og så på Færdselen, på Vejen, og for øvrigt brugte han Grannåle til at strø i Svinestalden.

 

Imidlertid havde Kriminalpolitiet i Ålborg samlet en Del Oplysninger, og subsidiære Forhør blev da afholdt der.

Syersken Frk. Rasmussen i Dronninglund forklarede, at Afdøde d. 15. Juli havde vist hende et Brev underskrevet Chr. Jensen, han havde fået som Svar på en Billet, han havde indlagt på en Annonce, og hvori han fik Tilbud om en Plads, og han havde sagt, at han skulle møde denne Jensen Dagen efter på et Hotel i Ålborg. En Uges tid efter fortalte han hende, at han havde været i Ålborg og han havde fået Pladsen nemlig på en Gård ved Svebølle.

 

Omkring 23, August havde han fået Brev poststemplet Ålborg, hvori der stod, at han skulle rejse med Eksprestoget fra Ålborg D. 1.September og så med Damper over Kalundborg, til Jyderup hvor Brevskriveren,  Chr. Jensen, ville møde ham.

 

Han rejste så d. 31. August fra Dronninglund, medførende en stor Papæske.

 

Hvor mange Penge han havde med sig vidste hun ikke.

 

En Handelsmand på et af de andre Hoteller forklared at Afdøde, som han kendte, særdeles godt, en Dag den forgåede Sommer havde fortalt ham, at han skulle møde en Mand på Hotel "Kronprinsen" for at tale om en Bestyrerplads, han søgte.

 

På "Kronprinsen'" hvor Handelsmanden selv havde Ærinde, havde han set Afdøde sidde vedet Bord i Samtale meden høj kraftig Mand, med rødt Overskæg, og senere på Aftenen havde han igen truffet Afdøde, der da sagde, at han havde fået Pladsen der var på Sjælland.

 

Konfronteret med Arrestanten genkendte han i ham, medstor Bestemt­hed den Mand, han omtalte.

 

Et Vidne forklarede, at han også havde lagt Billet ind på Avertisse­mentet og haft en Samtale med ”Chr. Jensen", som han genkendte i Arre­stanten. Han havde fundet det mærkeligt, ja han var endda senere, da han tænkte nærmere over det, blevet mistænksom over, at ”Jensen" ,flere Gange havde spurgt, om han var velhavende, og om han havde mange kontante Penge.

 

Om Afdøde udtalte forskellige Vidner, at skønt han intet ejede, var han altid pænt klædt, og han ville altid gerne give det Indtryk af, at han var bedre situeret, end han i Virkeligheden var, han kunne endda til Tider være ikke så lidt pralende.

 

Christensen benægtede, at han nogensinde havde mødt nogen Mand på alt "Kronprinsen" og afsluttet noget Fæstemål med nogen der.

 

At Christensen ikke skulle have kendt Afdøde; forklarede flere Vidner, var umuligt, da de havde boet ganske tæt ved hinanden en lang Tid.

At han ikke skulle have vidst, at Broderens Gård var solgt ved Tvangs­auktion, længe før han indrykkede Avertissementet; forklarede hans Hustru, ikke var rigtigt, for de havde bl.a. set, at det stod omtalt i en Avis. Til hende havde han ikke sagt noget Om noget Hus i Jyderup.

 

Med Hensyn til Hustruens Udtalelse om, at han skulle have skrevet, at en skulle vippes i Brønden, forklarede han, at det var ikke hans For­slag, men det stammede fra en Medfange, til hvem han havde betroet sig, og som havde sagt, at det var en nem Måde at blive af med en Mand på, og han havde også tilbudt at gøre det, når han snart kom ud, men det havde han betakket sig for, for han havde Mistanke om, at så ville Fangen bare indtage den andens Plads, og så var man jo lige vidt.

 

Undersøgelserne blev så genoptaget i Kalundborg.

Politiet foretog Forsøg med at grave en Grav under Forhold, der nøje svarede til dem; hvorunder Afdøde var fundet, og det viste sig, at det i almindeligt jævnt Tempo kunne gøres på 16 ½  Minut, hermed Tildæk­ning af den og Udslettelse af Sporene efter Gravningen.

 

Fra Kredslægen forelå efter foretagen Observation en Erklæring, der konkluderede i, at Arrestanten er en fra Fødselen degenerativt belastet Psy­kopat med svære moralske Brist, og at han vel er svagt begavet, debil men ikke kan betegnes som åndssvag, at intet tyder på, at han er sinds­syg nu, eller at han har været det på det Tidspunkt, da han mulig begik den Forbrydelse, hvorfor han nu er sigtet, at han sikkert må betegnes som en Person, der er højst farlig for den offentlige Sikkerhed, og at han er upåvirkelig af Straf.

 

Erklæringen sluttede med, at Psykopatfængsel ikke kunne anses for til­rådeligt, men derimod Internering i særlig Forvaringsanstalt.

 

Retslægerådet udtalte ligeledes, at Christensen ikke er hverken sinds­syg eller åndssvag, og Rådet ville mene, at det var forsvarligt at forsøge ham anbragt i en af de i Straffelovens § 65 nævnte Sikkerhedsforvarings­anstalter.

 

Sagen kom for østre Landsrets Nævningeting i August Måned.

Der blev afhørt en lang Række Vidner, deriblandt den gamle Fisker. Da han var gjort bekendt med Vidneansvaret, begyndte han med at sige, at han var en gammel Mand, der stod på Gravens Rand og derfor kun ønskede at sige Sandheden. Han forklarede roligt og uanfægtet af Omgivelserne, hvad han havde set, og han udtalte, at han var ganske overbevist om, at Tiltalte var den Mand, der havde lejet hans Båd og var kommet alene tilbage efter Spaden og derefter alene havde afleveret Båden.

 

Hans Forklaring gjorde tydeligt et meget stærkt Indtryk på Nævningerne.

Ved deres Kendelse blev Tiltalte kendt Skyldig i overlagt Drab. Straffen blev derefter fastsat til Tugthusarbejde på Livstid.

 

Denne Dom stadfæstedes af Højesteret.

I 1938 døde Domfældte i Straffeanstalten.