Anders Nielsen, kaldet Sællænder.

(1881)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

LIGESOM Navnene Ole Kollerød og Rasmus Mørke altid har været kendt af dem, der interesserer sig for kriminelle Sager, medens de fleste dog ikke vidste noget om, hvad de to egentlig havde begået, således er det og­så med Navnet Anders Sællænder.

 

Anders, hvis borgerlige Efternavn var Nielsen, var ingenlunde nogen intelligent eller på anden Vis bemærkelsesværdig Forbryder, han var et ganske ukultiveret Menneske, og hans Forbrydelse var, at han råt og brutalt slog en intetanende, uskyldig Mand ihjel for at røve hans Penge, han var alt­så en gemen Rovmorder. Det er faktisk også nærmest Omstændighederne ved hans Henrettelse, der har bevaret hans Navn for Efterverdenen.

 

Lørdag den 16. Juli 1881 ved 6-Tiden om Eftermiddagen så en ung Pige, Camilla Hansen, da hun var på Vej fra Nakskov til Saunsø, at der på Vejen ved Gårdejer Piils Mark lå en Del knuste Æg. Da hun passerede Gården, fortalte hun det til Husjomfruen, og denne og en Tjenestepige gik hen for at se efter.

 

De så da, at der lå en Mand inde på Marken, men de turde ikke gå nærmere, da de var bange for, at han var beruset og lå og sov sin Rus ud. Lidt senere kom Camilla tilbage, og sammen med Tjenestepigen gik hun hen og betragtede Manden nærmere, og de blev nu bange for, at han var død. De underrettede så Gårdejeren, der straks så, at Pigernes Anelse var rigtig. Mandens Hoved var knust.

 

Der gik Bud til Politiet, og Herredsfoged Wraae indfandt sig omgående, ledsaget af Distriktslægen.

 

Det konstateredes straks, at den Dræbte var den 47-årige Æg opkøber Per Jønsson, almindelig kendt under Navnet Svenskeren. Døden var ind­trådt kun nogle få Timer i Forvejen.

Herredsfogden optog straks Forhør, og det oplystes herunder, at to små Børn på 10 og 8 År havde set og talt med den Afdøde ved 4- 4 ½ Tiden, altså umiddelbart før Drabet måtte antages at have fundet Sted. Lige forinden havde de set "en lang Person i mørke Klæder og med en rund­puldet falmet sort Hat" gå forbi. Han havde sat sig på Grøftekanten, og han og den Dræbte havde fulgtes hen ad Vejen. Kort efter havde de set, at der stod en Kurv henne ved Vejkanten, og lidt efter så de, at "den lange" kom ud fra Marken og tog Kurven.

 

Nogle voksne Personer havde også set "den lange", og nogle af dem kendte ham som en 28-årig Landarbejder, der gik under Navnet "Sæl­lænderen".

 

Ved en Eftersøgning i Nakskov oplystes det, at han havde været inde i en Butik ved 5-Tiden, men senere var han ikke set. Da man fik at vide, at han var Kæreste med en svensk Pige, der tjente på Gården "Ridders­borg", blev der sendt to Betjente derud, men de kom hjem uden Resultat.

 

Dagen efter fik man begrundet Mistanke om, at Pigen havde skjult Kæ­resten for Politiet, og hun blev så sat under Anholdelse. Så indrømmede hun, at "Sællænderen" havde været ude på Gården, da Betjentene kom. Hun havde hørt, at de spurgte efter ham, men da han på hendes Spørgs­mål havde sagt, at han ikke havde gjort noget, havde hun nægtet, at han havde været der. Hvor han nu var løbet hen, vidste hun ikke.

 

Dommeren førte til Protokols, at han "på Grund af, at Markerne står fulde af Sæd, hvori den Mistænkte let kan skjule sig, ikke anser den til Sognefogderne udgåede Opfordring tilstrækkelig, men finder, at Herredets Befolkning af Hensyn til Sagens store Interesse bør rejses til Eftersøgning af den Pågældende, og at en lignende Fremgangsmåde vil blive fulgt i Naboherredet. "

 

En ung Pige, der havde været forlovet med den Afdøde, oplyste, at han altid havde et Sølvlommeur hos sig, som han bar i et sort Bånd om Halsen.

Dette Ur fandtes ikke på den Dræbte, og man måtte formode, at Mor­deren havde røvet det tilligemed Portemonnæ og Penge.

 

Nogle Dage efter fandtes i Kornmarken lige i Nærheden af Gernings­stedet en Hammelsvingel, der bar tydelige Spor af Blod. Hvor den hørte til, kunne ikke straks konstateres, men at man her havde Mordvåbnet, var der ingen Tvivl om.

 

Ved yderligere Forhøringer oplyste en Tjenestekarl, at han Lørdag Mor­gen tidlig på Saunsøvejen havde mødt "Sællænderen", der gik med noget skjult under Frakken. Også flere andre, der havde mødt ham i Løbet af Formiddagen, havde lagt Mærke til, at hans venstre Arm hang stift ned, og at det var tydeligt, at han gik og skjulte noget.

 

Et Fotografi af "Sællænderen", som Redaktør Julius Jensen i Nakskov havde fremskaffet, blev forevist alle Vidnerne, der enten bestemt i ham gen­kendte den af dem omtalte Person eller i hvert Fald udtalte, at han lignede ham meget.

 

En 14 Års Dreng forklarede, at han om Fredagen, Dagen før Mordet, havde fulgtes med den Afdøde hen ad Vejen, da "en lang Person", som han nu i Fotografiet genkendte som den Eftersøgte, var stødt til dem. Lidt efter tog "den lange" en Hammelsvingel op, der lå på Vejen, og stak den ind under sin Frakke, uden at de andre gjorde nogen Bemærkninger til det. Undervejs spurgte han Afdøde om, hvor han skulle hen Dagen efter, og Afdøde svarede, at han skulle ad Saunsø til. Noget efter var Drengen skiltes fra dem, men da han en Gang havde vendt sig om, havde han dog lagt Mærke til, at de to andre nu også gik hver sin Vej.

 

Eftersøgningen fortsattes imidlertid uden Resultat. Det eneste, der blev oplyst, var, at den Eftersøgte havde været inde i et Hus ved Saxkøbing. Her havde han haft et Sølvur hos sig, som han havde båret i et sort Bånd om Halsen. Han havde gjort en Bemærkning om, at hans Ur gik efter Kirkeuret, og at det, de havde der i Huset, gik for langsomt.

Så blev der foretaget en almindelig Efterlysning, og Stikbreve sendt også til Sverige og Tyskland.

 

Den 27. indløb der en Skrivelse fra Politiet i Segeberg i Holsten om, at en Person, der var anholdt der for Betleri, passede på Signalementet af den Efterlyste. Fuldmægtig Rasmussen på Nakskov Toldkammer, der kendte "Sællænderen", afrejste samme Dag efter Dommerens Anmodning til Segeberg, og Dagen efter sendte han et Telegram om, at det var den Efter­søgte man havde anholdt.

 

Arrestdekret blev nu afsagt, og Udlevering begæret ad diplomatisk Vej.

I Slutningen af November kom Arrestanten tilbage .

Han nægtede bestemt at have begået Drabet.

 

Han indrømmede, at han havde fulgtes med den Afdøde den Dag, det blev begået, men de var skiltes ved 4-Tiden. At han var flygtet bort fra Nakskov, var rigtigt nok, men det var, fordi han af Kæresten på "Riddersborg" havde hørt, at Politiet søgte efter ham, men hvorfor de gjorde det, vidste han ikke, men han ville i hvert Fald ikke have nogen Ubehageligheder, og så syntes han, det var bedre at forsvinde nogen Tid.

Han var gået til København, hvor han havde opholdt sig et Par Dage, og var så taget med en Damper til Lybeck, og havde senere drevet om i Holsten.

 

I et af de senere Forhør "formanede Dommeren alvorligt Arrestanten til angerfuld Bekendelse. Dommeren viste pludselig Arrestanten Mordvåbnet, betydede ham, at den Dræbtes Blod klæbede ved Våbnet. Hertil svarede Arrestanten, at han ikke have haft det og ikke kendte det, dog sagde han det med svigtende Stemme og tilsyneladende rørt af en indre Bevægelse."

 

Alle de tidligere afhørte Vidner blev nu konfronteret med Arrestanten, og alle genkendte de ham som den Person, de havde forklaret om. Men "Sællænderen" nægtede fremdeles at have forøvet Ugerningen. Han nægtede ligeledes, at han havde været i Besiddelse af et Ur, og han nægtede også, at han havde fulgtes med Drengen og den Afdøde Dagen før Mordet, til Trods for, at Drengen erklærede bestemt at genkende ham, og et andet Vidne også var sikker på, at det var ham, han havde set i Følge med de to andre.

 

En Efterlysning i samtlige Landets Blade af den Myrdedes Ur var for­blevet forgæves, og Dommeren anmodede nu Københavns Politi om at fore­tage et nøje Eftersyn hos Pantelånere, Marskandisere og andre, der kunne tænkes at have købt det, og der udlovedes en Dusør på 100 Kr. for det for­uden Skadesløsholdelse for Besidderen, men heller ikke det førte til noget.

Arrestanten vedblev at nægte sig skyldig i Mordet, og Dommeren var klar over, at han antagelig ikke kunne få ham til at tilstå.

For så at få opbygget en så stærk Indiciesag som muligt tilsagde han atter alle Vid­nerne og lod dem aflægge Ed på deres afgivne Forklaringer.

 

Arrestanten blev igen "formanet til Sandheden og opfordret til at bekende sig skyldig, og denne Opfordring gentoges til ham i en god halv Time, uden at han svarede derpå. Så til sidst nægtede han sig skyldig. Tilspurgt, hvor­for han ikke straks svarede på Opfordringen, men lod den gentage mange Gange, inden Svaret kom, erklærede han hertil, at "det vidste han ikke".

Dommeren og Retsvidnerne attesterede til Protokollen, at "Arrestanten under Forhørene bestandig optræder som en fræk og forhærdet Forbryder, at han på Forehold af hans åbenbare Usandheder og Udflugter svarer med et trodsigt Smil eller Grin, og at han endelig under Forhørene, uagtet oftere sket Påmindelse, ikke engang gør det mindste Forsøg på at godt­gøre sin Uskyldighed, men alene indskrænker sig til frække Benægtelser, endog af vitterlige Sandheder."

 

Da alt således var prellet af mod den hårdnakkede Benægtelse, greb Dommeren i Marts Måned - 8 Måneder efter Drabets Begåelse - til et sidste Middel. Han lod den Dræbtes Lig grave op og konfronterede Arre­stanten med det.

 

"Efter indtrængende Formaning opfordredes Arrestanten til at lægge sin Hånd på den Myrdedes efter Omstændighederne velkonserverede Lig, og for Guds Åsyn at erklære sig uskyldig i Per Jønssons Død. Arrestanten veg tilbage fra Liget, og Dommeren, der greb ham i Hånden, under vedblivende Formaning til Sandhed og en angerfuld Bekendelse, mærkede; hvorledes Arrestantens Hænder rystede. Han førtes modstridende hen til Liget, men ville Intet sige, stadig gysende tilbage for Liget. Uagtet en flere Gange gen­tagen Opfordring var Arrestanten ikke at formå til at efterkomme Opfor­dringen til ved Håndspålæggelse at erklære sig uskyldig i Per Jønssons Død.

Han ville heller ikke udtale sig uden Håndspålæggelse, af hvilken Grund han igen bragtes tilbage til Arresten og derfra nu fremstilledes i Retten fri for Bånd og Tvang. Alvorlig formanet til Sandhed opfordredes atter Arrestanten til at erklære, om han var skyldig i Per Jønssons Død. Denne Opfordring gentoges mange Gange, uden at der kom Svar fra Arre­stanten. Efter at Dommeren havde gentaget den her omhandlede Opfordring i over halvanden Time, uden at noget som helst Svar på Opfordringen op­nåedes, nægtede Arrestanten sig skyldig i Per Jønsons Død."

 

Dagen efter blev Arrestanten på ny fremstillet i Retten.

"Efter på ny at være konfronteret med Per Jønssons Lig tilspurgte Dom­meren Arrestanten, om han erkendte sig skyldig i Per Jønssons Død. Her­på svarede Arrestanten med et højt og lydeligt Ja."

Han tilstod, at Drabet var Sket med fuldt Overlæg.

 

Allerede Fredag Morgen, mulig endda allerede om Torsdagen, havde han besluttet at myrde Jønsson for ved Hjælp af Penge, han mente denne havde hos sig, at kunne udvandre. Fredag Morgen tidlig gik han ud ad den Vej, som han mente, Jønsson ville komme ad. På en Mark så han en Hammel­svingel ligge, han tog den op for at bruge den som Våben og gik omkring med den nogen Tid, indtil han blev klar over, at han måtte være gået fejl af Jønsson. Så lagde han den fra sig på Vejen på et Sted, hvor han for­modede, Jønsson ville passere om Eftermiddagen på Tilbagevejen. Han lagde sig ned noget derfra og ventede. Endelig så han Jønsson komme sammen med en lille Dreng, han slog Følge med dem, og lidt efter kom de til det Sted, hvor han havde lagt Svinglen. Han tog den op og gik med den i Hånden. Lidt efter gik Drengen sin Vej, og kort derefter skiltes han fra Jønsson.

Svingelen gemte han på en Mark.

 

Han indrømmede, at det havde været hans Hensigt at begå Drabet den Dag, men når han ikke gjorde det, var det, fordi han "ikke havde Magt over sig selv." Næste Morgen tidlig gik han ad Saunsø til og hentede Svin­gelen, og kort efter mødte han Jønsson. Også da havde det været hans Hensigt at slå ham ihjel, men der kom nogle Folk i Nærheden og han op­gav det så, og efter at have drevet om nogle Timer lagde han sig ind på Gårdejer Piils Mark for at passe Jønsson op, når han kom tilbage. Dette skete om Eftermiddagen. Han tog den Dræbtes Ur og Portemonnæ, hvori der var 5-6 Kr.

 

Han måtte indrømme, at han intet som helst udestående havde haft med Jønsson, det var udelukkende for at komme i Besiddelse af hans Penge, at han dræbte ham. På sin Vandring mod København blev han i Nær­heden af Nykøbing F. standset af Landpolitibetjenten, der spurgte ham om, hvor han var fra. Han svarede, at han var fra Ørslev, og så gik Betjenten.

 

Uret solgte han i København for 9 Kr. til en Mand, der vistnok var Mar­skandiser, og havde Butik "imellem der, hvor Sporvognsskinnerne hører op, og den hvælvede Port, hvor Folketingssalen er." Københavns Politi blev an­modet om nu at søge Uret fremskaffet, men svarede, at det ikke vil kunne findes efter den af Arrestanten angående Salget givne Forklaring.

 

En Præst, der havde haft Lejlighed til at besøge Arrestanten i Arresten, udtalte bl.a., at han "synes at have levet et i højeste Grad sløvt og selvisk Liv, han ved således ikke at nævne et eneste Menneske, med hvem han har levet i et blot så venligt og fortroligt Forhold, at han kunne ønske at se og tale med ham."

 

"Nogen levende Anger i Åsyn og Tale har jeg ikke set på ham eller hørt af ham, heller ikke synes han nedsunken i stum Fortvivlelse," udtalte Præsten videre, "og har enhver ikke blot kristelig men menneskelig Tiltale til ham været yderst trykkende og besværlig."

 

Ved Ekstraretsdommen, ved hvilken fire Gårdejere var Meddomsmænd, blev Arrestanten efter Straffelovens § 190 anset med Livsstraf.

 

For Overretten var Prokurator, den senere Justitsminister Alberti, Aktor. Dommen blev en Stadfæstelse af Underretsdommen.

 

For Højesteret var Højesteretssagfører Octavius Hansen Aktor og Højeste­retsadvokat Klubien Defensor. Også Højesteret stadfæstede Dødsdommen, og kun 1 af de 12 voterende Dommere stemte for Benådning.

I Henhold til kongelig Resolution fandt Henrettelsen Sted den 22. November på Sølvbjerghøj ved Nakskov.

 

Det blev en forfærdelig Skandale.

 

Stedet var ikke afspærret, og den 3000 Mennesker store Mængde, der var kommet, trængte over de snedækte Marker helt op til Højens Top i deres Iver efter at få så meget som muligt at se af det dystre Skuespil.

 

Der var ikke rejst noget Skafot, og i det hele taget ikke truffet nogen Forberedelser. Kort før Klokken 8 ½ , det Tidspunkt, der var fastsat for Ekse­kutionen, tog nogle behjertede Mænd, deriblandt nogle Bladkorrespondenter fra Hovedstadspressen og de lokale Aviser, Affære og fik skubbet Mængden så langt tilbage, at der blev en åben Plads midt på Højen.

 

Ikke mange Minutter efter ankom Skarpretteren i sin Embedsdragtkjole og hvidt Slips og hans Medhjælper med Blokken, og umiddelbart efter den Dødsdømte, bleg og frysende, ledsaget af Herredsfogden, Distriktslægen og Præsten. Efter at Herredsfogden havde oplæst Dommen, bad Præsten en Bøn, og efter at den Dødsdømte havde udtalt, at han angrede sin Synd og var knælet ned, tilsagde Præsten ham Syndernes Forladelse.

 

Han blev så overgivet til Skarpretteren. Han hjalp selv med til at tage sin Jakke og Vest af, og han knælede ned og lagde selv sit Hoved på Blokken. Skarpretteren greb nu Øksen, der hidtil havde været skjult, og svingede den over sit Hoved.

 

Da skete det.

Det første Hug fejlede og ramte Fangen i Nakken, det næste ramte samme Sted, og først ved det tredje Hug skiltes Hovedet fra Kroppen.

 

"Alt dette skete selvfølgelig meget hurtigere, end man kan fortælle det eller læse. Så meget som et Minut var der aldeles lydløst i Forsamlingen. men da brød," som et Blad skrev Dagen efter, "en ond Dæmon løs, og hen imod det skrækkeligt lemlæstede Legeme styrtede Folkehoben for at - ja, for hvad? Kan man sige for at "forlyste sig" ved Synet, eller hvad andet?

 

På den uafspærrede, snuebedækkede Plads trængte Massen sig bogstave­lig talt så tæt til Liget, at den var ved at træde det under Fødder. Nogen Kiste eller nogen, der tog sig af Liget, så man ikke."

 

Et andet Blad vidste at fortælle, at "Skarpretterens Medhjælper efter det andet Hug (af Frygt eller hvorfor) slap Forbryderens Hoved, således at dette, da det endelig skiltes fra Kroppen, trillede hen ad Jorden."

 

Og over 5 Minutter efter, at det hele var forbi, så Journalisten en Be­tjent komme løbende under Råbene: "Hvor er Kisten? Hvor Fanden er Kisten?"

 

Som rimeligt var, rejste der sig en Storm af Harme og Indignation. Herredsfogden, der så sent som Dagen i Forvejen var blevet rost i lange Artikler for den Energi og Udholdenhed, hvormed han havde overvundet Morderens stejle og hårdnakkede Benægtelse, blev nu på det alvorligste angrebet, fordi han ikke havde sørget for Forberedelser af nogen Art, og Skarpretteren frakendte man ganske Duelighed til hans uhyggelige Embede, og man sagde, at han Aftenen forinden havde været beruset, og man kritiserede stærkt, at han havde brugt uhøvisk og rå Tale.

 

Herredsfogden indrykkede i et af Bladene en Redegørelse, hvorefter han havde, givet Ordre til nogle Sognefogder og til Herredets Betjent om at sørge for Afspærring, og han havde da også, da han kom, fundet Pladsen ryddet, men han fik fra Bladets Redaktion det Svar, at det kunne han takke andre for end sig selv, sine Sognefogder og den enlige Betjent.

 

Justitsministeriet beordrede en Undersøgelse indledet.

 

Den blev foretaget af Birkedommer Ingerslev i Københavns Amts søndre Birk, i hvilken Jurisdiktion Skarpretteren havde sin Bopæl. Adskillige Vid­ner blev afhørt dels i København, dels i Nakskov.

 

Skarpretteren, der var ulykkelig over sit Uheld, forklarede, at det var sket ved, at Blokken havde været anbragt på den bare Jord uden noget Underlag, og at han, da han svingede Øksen tilbage over sit Hoved, var gledet ud med Foden på den fugtige, glatte Jord og derved var kommet til at trække Øksen noget til sig. Han var blevet forskrækket derover, og under Indflydelse af denne Skræk traf så Øksen anden Gang omtrent på samme Sted.

Distriktslægen fra Nakskov udtalte, at han "var aldeles overbevist om, at Døden var påfulgt ved det første Øksehug. Dette måtte absolut være gået gennem Halshvirvlerne og have skilt Rygmarven fra den lille Hjerne, hvor­ ved al Følelse var blevet afbrudt". Om Beruselse var der ikke Tale.

 

Ministeriet meddelte Skarpretteren en Misbilligelse, men derudover skete der ham intet.

Tilfældet gav Anledning til, at der i Folketinget blev indgivet et Forslag om, at Henrettelser fremtidig skulle ske ved Faldøkse i indelukket Rum. Forslaget blev dog aldrig Lov.

Selvfølgelig var det meget slemt, at Retfærdighedens Sværd straks fejlede sit Mål, men når der også, altså ganske urigtigt, blev skreget vold­somt op om, at den stakkels ulykkelige Fange måtte have lidt, tænkte man mon så på, hvilke Lidelser og Pinsler Per Jønsson havde gennemgået, før han døde for sin Morders gentagne Slag?