Ane Andersdatter.

(1861)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

I en Del År var ingen Kvinde blevet henrettet herhjemme.

Selvom deres Forbrydelser havde været nok så oplagte, og de var ble­vet dømt til Døden, havde Højesteret og derefter Cancelliet dog altid fundet Grund til at indstille dem til Benådning, således at Straffen blev forandret til livsvarigt Tugthusarbejde.

 

Men i 1861 måtte Ane Andersdatter bøde med sit Liv for sine Forbry­delser, og når hendes Navn bliver stående i Kriminalhistorien, er det, fordi hun blev den sidste Kvinde, der er henrettet her til Lands.

 

Hun var født i 1829 og havde fra sin tidlige Ungdom haft Plads som Tjenestepige dels på Landet og dels i København. Fra disse Pladser havde hun kun gode Skudsmål.

 

Hendes Forbrydelser var oprørende. 3 af sine Børn havde hun på den mest kyniske Måde taget af Dage med fuldt Overlæg. Ingen særlige und­skyldende Momenter forelå, hun var fuldt tilregnelig, og kun fordi hun mente, at de stakkels Små kunne blive hende til noget Besvær, skilte hun dem råt og brutalt ved Livet.

 

I Maj Måned 1855 fandt man i en Brønd i Rødovre det stærkt opløste Lig af et spædt Barn. Den iværksatte Undersøgelse bragte ikke noget Re­sultat.

 

Omtrent 6 År senere fandt man i samme Brønd Liget af et nogle Uger gammelt Drengebarn.

 

Der opstod Mistanke til Ane Andersdatter, der var kendt på Egnen og var blevet set derude nogle Dage forinden.

 

Overfor Politiet nægtede hun straks, men efter nogle Dages Forløb brød hun sammen og tilstod, at hun simpelthen havde kastet det levende Barn ned i Brønden. Detaljerne herom fortalte hun med sådan Ro og Ligegyl­dighed, at de hærdede Politimænd kun kunne føle den dybeste Afsky for hende.

 

Nogen særlig Ulykke vidste hun slet ikke, om dette Barn ville være blevet for hende. Hun var forlovet med dets Fader, men ham havde hun overhovedet ikke fortalt, at hun skulle have et Barn, og hun vidste således intet som helst om, hvorledes han ville stille sig til det.

 

Hun blev nu foreholdt Fundet af det andet Barnelig 6 År i Forvejen, og hun tilstod da, at det også var hendes Barn, som hun havde dræbt på samme Måde.

 

Grunden dertil var, at hun havde fået en Plads, og så ville Barnet have været i Vejen for hende. At hun kunne have fået det anbragt gen­nem Fødselsstiftelsen måtte hun indrømme, hun nok havde vidst, men det havde hun ikke villet.

 

Ved nu at gennemgå hendes Forhold nøjere, blev det oplyst, at der var Formodning om, at hun allerede i 1853 havde født et Barn.

Dette indrømmede hun og tilstod, at hun også havde ombragt det. Da hun en 3 Ugers Tid efter Barnets Fødsel var blevet udskrevet fra Fødsels­stiftelsen, var hun med Barnet på Armen til Fods på Vej til nogle Slægt­ninge, der boede i Omegnen af Byen. Men på Vejen derud faldt det hende ind, at det vel nok ville blive vanskeligt for hende at sørge for Barnet, da hun intet havde, og hun ikke vidste, hvorledes Familien ville tage Situa­tionen, og hun mente så det var bedre at skille sig af med det. Hun gik så ind på en Mark, og i et lille Vandhul holdt hun Barnets Hoved under Vandet. Derefter gravede hun det med sine Hænder ned i Jorden og vendte så tilbage til Byen.

 

Hun indrømmede endvidere, at hun mellem de 2 sidste Drab havde født endnu et Barn, men det havde hun dog sat i Pleje.

 

Under hele Sagens Gang bevarede hun en mærkelig Ro, nærmest en fuld­kommen Ufølsomhed for, hvad hun havde gjort. Nogen egentlig Anger viste hun ikke. Naturligvis fortrød hun nu, hvad hun havde gjort, men det skyld­tes sikkert kun Udsigten til den Straf, der ventede hende.

 

Ved Københavns Amts søndre Birks Ekstrarets Dom af 12. Juni 1861 blev hun dømt til at miste sin Hals, og hendes Hoved at sættes på en Stage.

Denne Dom stadfæstedes af Landsoverretten og Højesteret.

 

8 af de 10 voterende Højesteretsdommere indstillede hende til Benåd­ning på Grund af dels hendes forladte Stilling og Mangel på Evne til at forsørge Børnene, dels de gode Vidnesbyrd, hun ellers havde, og endelig fordi hun måtte antages at angre.

 

Ministeriet kunne ikke tiltræde nogen Ændring i Dommen, udover at hendes Hoved ikke skulle sættes på en Stage, da man måtte mene, at hun havde handlet med særdeles Overlæg og Koldblodighed, og der her ikke kunne være Tale om de Hensyn, der i de fleste Tilfælde kunne gøres gæl­dende i Favør af den Moder, der dræber sit Barn under eller straks efter Fødslen.

 

Kongen stadfæstede derefter Dødsdommen.

Den 21. December 1861 blev hun henrettet på Rødovre Mark.