Ane Kirstine Jørgensdatter og

Jens Peder Christensen m.fl.

(1859)

 

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

 

TJENESTEPIGE Trine Pedersen kom den 20. Marts 1859 løbende over til Husmand Hans Jensen i Viemose og fortalte skrækslagen, at hendes Husbond den 77-årige Gårdmand Rasmus Andersen havde hængt sig.

 

Hans Jensen fulgte straks med tilbage og fandt den gamle Mand, der var hans Svoger, hængende død i Laden i halvt liggende, halvt knælende Stil­ling. Et Reb fra en Skagle lå i en Løkke om hans Hals. Den anden Ende af Rebet lå over en Bjælke.

 

Sognefogden blev hentet og tog med Vidne Liget i øjesyn ”og fandtes der omkring Halsen en dyb Fure af omtrent en lille Fingers Bredde. For øvrigt ingen Læsion eller andet Spor til udvortes Vold".

 

Samme Dag udstedte Distriktslægen en Erklæring gående ud på, at der ikke var nogen Grund til at betvivle, at Rasmus Andersen var død ved en frivillig Hængning.

 

Begravelsen fandt så Sted, og megen Deltagelse blev vist Enken, den kun 34-årige Ane Kirstine Jørgensdatter.

 

Nøjagtig 2 Måneder efter aflagde Hans Jensen Sognefogden et Besøg og fortalte da følgende:

Han havde fra første Begyndelse ikke kunnet forlige sig med Tanken om, at den Gamle skulle have søgt Døden, og han havde en Mistanke om, at der var noget galt fat. Han fik så fat i Afdødes knapt 20-årige Tjenestekarl Jens Peder Christensen, og efter at have drejet Samtalen hen på Forholdene i Huset, betroede Jens Peder ham, at han havde haft et Forhold til Afdødes Hustru.

 

Senere opsøgte han Jens Peder i dennes nye Plads på Pilegården ved København og inviterede ham i Tivoli og bagefter på en Beværtning. Jens Peder betroede ham her, at det var ham, der havde kvalt Rasmus Andersen og så hængt ham op, så at det skulle se ud som Selvmord. Han havde gjort det på Opfordring af Hustruen, der som Løn derfor havde givet ham Håb om Ægteskab.

 

Mere havde han ikke kunnet få at vide, og Jens Peder var begyndt at græde bittert og havde sagt, at den Gerning klemte ham om Hjertet, og at han ikke kunne bære det, og at han "fik Lov til at ødelægge sig selv".

 

Sognefogden gav straks Indberetning til Birkedommeren, Justitsråd Manthey, der omgående lod Ane Kirstine anholde. l et Forhør Dagen efter aflagde hun fuld Tilståelse, efter at Dommeren i nogen Tid havde henvendt indtrængende Formaning til hende.

 

Hun forklarede, at hun havde været gift med Rasmus Andersen i 11 År. Hun var altså kun 23 År dengang Brylluppet stod, medens han var 66. Han havde lige fra første Dag været meget gerrig, og han ville ikke give hende tilstrækkeligt til at holde Hus for. Dertil kom, at han var meget hård overfor hende, og Gang på Gang bankede hende med en Kæp. Efterhån­den blev det værre og værre med hans Gerrighed, og det sidste År havde, hun ikke kunnet få til det Aller nødtørftigste til Husførelsen, og hans Brutalitet var heller ikke blevet mindre med Årene. Nogen Fornøjelser kendte hun ikke noget til. Hun kom således aldrig til København og i Tivoli, som de andre Bønderfolk gjorde.

 

2 ¹/2 År i Forvejen var Jens Peder kommet i deres Tjeneste. Han syntes straks at føle Medlidenhed med hendes huslige Ulykke, og ved Småforærin­ger søgte hun at gøre ham til sin Ven. Da hun engang den foregående Vin­ter havde sagt, at det såmænd aldrig blev godt for hende, før hun blev af med Manden og opfordrede ham til at slå ham ihjel, erklærede han sig villig dertil, men hun ville dog ikke gå med til, at han ligefrem slog ham ned. Det var hun bange for. Men da Jens Peder så sagde, at det snildeste var at kvæle ham og så hænge ham op, var hun enig med ham, men nogen Aftale om , når det skulle ske, blev der ikke straks truffet, men flere Gange senere talte de om det.

 

Så en Dag kom Jens Peder ind i Køkkenet, hvor hun stod sammen med Trine, der var hans Halvsøster, og sagde, at nu var det forbi. Han bad hende komme over i Laden og hjælpe ham med at hænge Liget op, men det kunne hun ikke, og Trine gik så med. Trine var ikke overrasket over, hvad Bro­deren havde gjort, for hun havde påhørt nogle af deres tidligere Samtaler.

Efter at have aflagt denne Tilståelse viste hun en kendelig Anger og udgød Tårer, således forsikrede hun også gentagne Gange, at hun inder­ligt fortrød sin Gerning.

 

Trine, der ikke var mere end 15 År gammel, blev nu hentet. Hun ind­rømmede, at hun havde vidst, at det var Hensigten at aflive gamle Rasmus. Hun havde adskillige Gange hørt Hustruen og Jens Peder tale derom, og det var altid Hustruen, der var den opfordrende. Jens syntes ikke at være "ret meget for det".

Så en Dag, da Konen havde sagt, at nu skulle han se at få det gjort i Dag, gik han ud og blev borte en Times Tid. Så kom han tilbage og sagde, at nu var det forbi, hvorefter Hustruen svarede, at det var godt.

 

På Hustruens gentagne Befaling hjalp hun så Jens Peder med at hænge Liget op. Hun var så blevet sendt over til Hans Jensen for at fortælle, at Rasmus havde hængt sig. For sin Hjælp fik hun nogle Småting, en Hue, en Sløjfe og en Krave og fik Besked på at tie stille med; hvad hun vidste.

 

Jens Peder, der var begæret anholdt og bragt tilstede, blev Dagen efter fremstillet.

Han afgav straks en uforbeholden Tilståelse. Han påstod dog, at han kun indvilgede i at udføre Gerningen, fordi Hustruen daglig opfordrede og pressede ham dertil med Løfte om at gifte sig med ham.

Efter Drabet havde Ægteskab dog slet ikke været på Tale.

 

En 14 Dages Tid efter kom det til Politiets Kundskab, at Ane Kirstine allerede et Års Tid forinden havde forsøgt at aflive Manden ved at komme Fosfor i hans Kaffe. Jens Peder forklarede herom, at han mindedes, at den Gamle en Gang var kommet ind i Karlekammeret og havde sagt, at han følte sig dårlig, at det nok var, fordi der havde været noget i hans Kaffe, og han forlangte, at det skulle undersøges, hvis han gik hen og døde.

 

Samme Dag var han imidlertid blevet rask igen.

Tjenestepige Sophie Rasmussen, der havde været i Afdødes, Tjeneste det foregående År, forklarede, at Afdødes Hustru engang havde lovet hende og Jens Peder 100 Rd., hvis de ville skaffe hende af med hendes Mand. Dertil havde Jens Peder sagt, at det vel ikke kunne være så svært, men hun havde sagt til Konen "gør det ikke Stine, men hav Gud for øje".

 

Nogle Dage efter så hun, at Konen, der var ved at lave Kaffe, stødte noget Blåsten, men hvad hun gjorde med det, kunne hun ikke Se. Men da Manden efter at have drukket Kaffen blev syg, tænkte hun sit.

 

Ane Kirstine blev foreholdt det nu fremkomne og hun forklarede, at hun en Dag for et Års Tid siden havde været meget bedrøvet, fordi Manden igen havde været ond mod hende og skældt hende forfærdelig ud. Hun fik så Besøg af en Høker Andersens Hustru, og overfor hende beklagede hun sig og sagde bl.a. at hun ville ønske, at Vorherre ville skille hende og Manden, hvorefter Høkerkonen svarede, at man kunne jo give ham noget ind, som han kunne dø af, og nævnede, at Blåsten i Kaffen skulle være godt hertil.

Nogle Dage efter brugte hun det så.

 

Høkerens Kone, Ane Marie, påstod ikke at kunne huske noget om, at Ane Kirstine havde ytret Ønske om, at Vorherre ville skille hende og Manden ad, og hun nægtede at have givet noget Råd eller Anslag mod Mandens Liv, men hun måtte dog ændre sin Forklaring derhen, at der vel nok var blevet talt om Blåsten, men at hun ikke havde nævnt det først.

Hun blev derefter arresteret.

 

Dagen efter tilstod hun at have sagt, at "Blåsten er Forgift, og det er ingen Synd at indgive ham noget deraf i Kaffe", hvorved hun mente, at den gamle Mand på den Måde kunne bringes af Dage.

Hun blev så løsladt.

 

Sundhedskollegiet afgav Erklæring gående ud på, at Nydelsen af Blå­sten af en Nøds Størrelse antages almindeligvis at udsætte et sundt Individ for Livsfare.

 

Efter at Sagen var pådømt og appelleret til Overretten optog Domme­ren nye Forhør, da han var kommet til Kundskab om, at Ane Kirstine ikke havde afgivet nogen fuldstændig Tilståelse.

 

Hun indrømmede nu, at efter at hendes Forsøg med at tage Manden af Dage med Blåsten var mislykkedes, kogte Trine en Dag Fosforsvovlstikker i hans Kaffe. Det var Trines Moder, der havde givet hende dette Råd, eller også at komme Rottekrudt i Pandekager til ham, og det var Trine selv, der kom med Forslaget om at forsøge det. Nogen Virkning på Rasmus havde det ikke.

 

Ideen til den Måde, hvorpå Rasmus endelig blev aflivet, var givet hende af Husmand Hans Nielsen, der en Dag, da hun overfor ham havde besværet sig over Manden, havde sagt, at det ikke var så vanskeligt at komme af med ham, da han ikke magtede ret meget, og de kunne blot tage Vejret fra ham og hænge ham op, da det så, så ud, som han selv havde aflivet sig.

 

Også Svogeren Hans Jensen havde engang, da hun havde fortalt ham, at hun havde fået Rådet om Blåsten, ytret, at det var "Fanden revne mig ingen Synd" at gøre det, og det samme havde han også i Sinde at gøre med sin Kone. Og han havde gjort det, vidste hun dog ikke.

 

Efter at Trine havde nægtet Historien med Svovlstikkerne og var blevet arresteret, "beder hun under Tårer om Tilgivelse, fordi hun har faret med Usandhed og erklærede sig rede til at bekende den fulde Sandhed".

 

Hun indrømmede derpå at have kogt Svovlstikker i den Gamles Kaffe, men påstod at det var efter Opfordring af Ane Kirstine, der "stillede hende de Fornøjelser, de sammen skulle nyde, navnlig på Møens Klint og i Københavns Tivoli, når Rasmus var borte, for øje". Blændet heraf og af sin Hengivenhed for Broderen, som hun antog ville indtræde i Ægteskab med Ane Kirstine, indvilgede hun så.

 

Trines og Jens Peders Moder Karen Christensdatter indrømmede efter at være blevet arresteret, at hun engang havde sagt, at man jo kunne give Rasmus en Rævekage i Plukfisk, for det var Forgift, for det vidste hun der­af, at hun engang havde haft en Hund, der var død efter at have ædt så­dan en.

 

Efter at Overretten havde annulleret den afsagte Underrets dom og hjem­vist Sagen til ny Påkendelse. da Udvælgelsen af Meddomsmænd ikke havde været rigtig, blev Aktionsordren udvidet efter de sidste Forhør, og den 7. Januar 1861 afsagde Birkedommer Manthey en ny Dom.

Ane Kirstine og Jens Peder dømtes til at have deres Liv forbrudt og lægges på Stejle og Hjul.

 

Karen Christensdatter og Trine idømtes Tugthusarbejde i henholdsvis 10 og 8 År.

 

Hans Jensen og Ane Marie, Høkerens Kone, idømtes Forbedringshus­arbejde i henholdsvis 1 og 3 År og endelig fik Sophie Rasmusdatter Fæng­sel på Vand og Brød i 4X5 Dage.

 

Nogle Dage efter Dommens Afsigelse døde Hans Jensen.

 

Efter Indstævning for Overretten afgav Sundhedskollegiet Erklæring gående ud på, at det

Kvantum Fosfor, som Rasmus Andersen efter de oplyste Omstændigheder kunne antages at have fået ned, ikke kunne an­tages at have haft livsfarlige Følger.

Ved Overretsdommen blev Livsstraffen for Jens Peders og Ane Kirstines Vedkommende stadfæstet ligesom Sophies Fængselsstraf. Ane Maries Straf blev forhøjet til 6 År, hvorimod Karen. Christensdatter slap med 6 Års Forbedringshus.

 

Men Trine blev dømt til at have sit Liv forbrudt, "da det ikke kan siges, at den af hende brugte Fremgangsmåde ved Benyttelsen af det i og for sig livsfarlige Middel har været af den Art, at den morderiske Hensigts Op­nåelse derved umuliggjordes".

 

En af Assessorerne, Lütken, afgav dog dissentierende Votum, idet han ikke ville skærpe den hende idømte Tugthusstraf med den Begrundelse, at det ikke kunne anses sandsynligt, at Iblandingen i Kaffen af Fosforet fra Svovlstikkerne, således som den var foregået, virkelig havde kunnet have livsfarlige Virkninger.

 

Højesteret udtalte i sin Dom af 15. Maj 1862:

For så vidt Trine Pedersen har vedgået dels intet Skridt at have fore­taget for at hindre Udførelsen af hendes Broders og Madmoders Planer mod hendes Husbonds Liv dels efter denne Mord at have været sin Broder be­hjælpelig med at ophænge Liget, findes der i Betragtning af, at hun dengang var under 15 År, og når tillige henses til, at hun i sidstnævnte Henseende kun har handlet efter sin Madmoders gentagne Befaling, og at hun efter ­sin Forklaring af Frygt for de to andre Tiltalte ej har vovet at forråde noget om Misgerningen, ikke derfor at kunne idømmes hende nogen Straf, hvor­imod hun ved den indankede Dom på de deri anførte Grunde rettelig er idømt Livsstraf for det af hende begåede Attentat på Rasmus Andersens Liv.

 

Karen Christensdatter Straf blev atter nedsat, denne Gang til 2 Års For­bedringshus, og Sofie fik Nedsættelse til 2X5 Dages Vand og Brød.

De øvrige Tiltaltes Straffe blev stadfæstede.

Ved kgl. Resolution blev Dødsstraffene ændret til Tugthusarbejde.