Arthur Jørgensen.

(1902)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

ARTHUR JØRGENSENS Forbrydelse var så uendelig meningsløs.

 

Det hele opstod på Grund af et Skænderi, om hvis Genstand der egent­lig ikke var nogen væsentlig Uenighed. Men han blev hidsig og begik så sit Livs forfærdeligste Handling og havde dermed forbrudt sit Liv.

 

Styrmand Carl Lucander om Bord på den svenske Brig "Leo", der lå i Kanalen ved Christiansgade udfor Tøjhuset, gik Lørdag den 8. November 1902 om Formiddagen ved 11 ½ Tiden inde på Kajen.

Tilfældigvis kom han til at se ned i Vandet og opdagede da, at der på Skibets Anker, der hang ca. 1 Meter under Vandoverfladen, sad en stor Tøjpakke.

 

Da det forekom ham meget mistænkeligt, tilkaldte han Kaptajnen, og han fik nu Besked om fra en Båd at undersøge, hvad Pakken indeholdt.

 

Med en Bådshage fik han den fri fra Ankeret og trukket op til Over­fladen. Da han tog på den, fik han fat i en Menneskefod.

Pakken blev så straks bundet fast og Politiet underrettet.

Liget blev derefter bragt til Sct. Johannes Stiftelse.

 

Det var af en ældre Kvinde. Halsen var skåret tværs over hele sin Bredde.

 

Efter at Aviserne havde bragt Nyheden, indfandt en herværende Skue­spiller sig og meddelte, at hans Svigermoder Amalie Jørgensen, efter hvad hendes Søn Arthur havde fortalt, havde forladt sit Hjem Torsdag den 6te om Aftenen og var ikke vendt tilbage senere.

 

I et Fotografi, han medbragte af Fru Jørgensen, mente Politiinspektør Henrik Madsen, der havde overværet Obduktionen, at kunne genkende den Myrdede.

 

Samme Eftermiddag blev Liget bestemt genkendt af en Slægtning, der samtidig genkendte to Tæpper, der havde været svøbt om det, som Fru Jør­gensens, og som havde hørt til i hendes Lejlighed på Vesterbrogade.

 

Afdødes Svigersøn forklarede om Afdødes Forhold, at hun var Enke efter en Sadelmagermester Jørgensen. Forholdet mellem Moderen og Sønnen Ar­thur, der var 20 År og boede hjemme hos hende, havde ikke altid været godt. Der var meget ofte Rivninger imellem dem, navnlig i den sidste Tid, og Grunden hertil var vistnok, at Moderen var utilfreds med, at han var forlovet og ville gifte sig med en ung Pige, som hun ikke syntes om.

 

Yderligere var der det galt, at Arthur, der var Malersvend, ikke havde Lyst til Arbejdet og i længere Tid havde gået ledig.

 

Klokken 3 samme Eftermiddag indfandt Politiet sig på Bopælen, og Arthur blev anmodet om at følge med.

 

Han forklarede, at Moderen var gået hjemmefra om Torsdagen den 6te ved 8-Tiden om Aftenen. Hun havde sagt, at hun skulle hen i "Scala" for at se på nogle Kostumer, hun havde leveret. Siden havde han ikke hørt fra hende. Han mente, hun havde taget sig af Dage, noget hun flere Gange i den senere Tid havde talt om, at hun ville. Noget efter at Moderen var gået, kom hans Kæreste Clara og hendes Fader, og de drak så Kaffe sammen. Det var efter Aftale med Moderen, at de kom, og de sad og ventede til Klokken over 1 om Natten. Så gik de hjem. Dagen efter, om Fredagen, tog han hen til en gift Søster for at høre, om Moderen var der. Resten af Dagen tilbragte han hjemme, og han havde heller ingen Steder været den For­middag.

 

Efter at Kæresten og hendes Fader og en Sangerinde, der havde haft et Værelse hos Afdøde, og som alle tre var truffet i Lejligheden sammen med Arthur, var blevet afhørt, uden at der derved fremkom noget af Interesse, blev Arthur foreholdt, at hans Forklaring ikke lød troværdig, og han sva­rede, at det var den heller ikke, men nu ville han sige Sandheden, og den var, at da han om Torsdagen havde gjort noget Regnskab op sammen med Moderen, gik han et Øjeblik ned hos en Handlende, og da han kom tilbage, lå Moderen med overskåret Hals, hvad hun selv måtte have gjort. Han var så blevet bange og ville ikke lade nogen se hende. Derfor pakkede han hende ind i nogle Tæpper og bar hende ned på en Trækkevogn, der stod i Gården, og han gik så ud på Gaden og fik fat i to Mænd, som han fik til at køre Vognen ned til Havnen og læsse Liget af på Kajen, og da de var gået, skubbede han det ud i Vandet og gik så hjem og tog imod Kære­sten og hendes Fader.

 

Foreholdt, at denne Forklaring lød næsten værre end den første, indrøm­mede han, at den heller ikke var sand, og sagde, at nu ville han virkelig sige Sandheden.

Han tilstod derefter at have dræbt Moderen og forklarede, at hun den 6. om Eftermiddagen kom hjem fra Byen og sagde, at hun havde været ude hos hans Svigerforældre og bedt dem komme ind til sig om Aftenen.

 

Senere hen kom de i Skænderi om et Fotografi, og hun sagde så, at nu i Aften skulle det få en Ende, når Svigerforældrene kom, for så ville hun aflive dem og sig selv med, men hun sagde ikke, på hvilken Måde det skulle ske, og hun nævnede heller ikke, at hun også ville tage Livet af ham.

 

Moderen blev nu helt rasende og greb en Opsprætterkniv, og så blev han vred og sprang ind på hende forfra ,og vristede Kniven fra hende og skar Halsen over på hende, Hun faldt om og var død med det samme.

 

Han rullede så Liget ind i et Par Tæpper, og da han var færdig med det, var det Tiden, at han ventede Kæresten og hendes Fader.

 

Lidt efter kom de, men han havde lukket Døren ind til den Stue, hvor Liget lå, og sørgede for, at de ikke kom derind.

 

Da de var gået ved  1 ½ Tiden, ville han gå i Seng, men han turde ikke være alene med Liget, og han besluttede sig så til at skaffe det bort med det samme.

 

Og så kom hans Forklaring med Trækkevognen, og de to Mænd, der hjalp ham.

Så gik han hjem og gav sig til at vaske en Del Blod op fra Gulvet, og gik så i Seng. Næste Morgen så han, at der var mere Blod på Gulvet og måtte vaske det igen.

Efter denne Forklaring blev han Klokken 3 ½   om Morgenen sat i Arrest.

 

Næste Dag blev han arresteret, og Sagen blev henvist til Retten.

 

I det første Forhør et Par Dage efter forklarede han, at den egentlige Grund til, at han stak Moderen ihjel, var den, at hun efter med Kniven i Hånden at have udtalt, at hun ville ønske, at hun havde hans Sviger­forældre og Kæresten under sine Fødder, spurgte ham, om han så ville. give Afkald på Kæresten, og da han svarede, at det fandt han ingen Grund til, for hun ind på ham og ruskede ham i Håret og stak efter ham med Kniven.

 

Han troede, hun ville stikke ham ned, og han greb hende nu og fik Kni­ven fra hende, og da han nu var blevet helt rasende, besluttede han at slå hende ihjel, og med et enkelt Snit skar han Halsen over på hende.

 

Han ændrede også sin Forklaring med Hensyn til Bortkørselen af Liget og påstod, at den foretog han straks efter Drabet forinden Claras og hendes, Faders Komme.

 

I et senere Forhør forklarede Clara, at Arthurs Moder flere Gange havde rakket ham forfærdeligt ned, hun havde sagt, at han var et dårligt Men­neske, og havde rådet hende til at afbryde Forbindelsen.

 

Torsdag den 6. havde Moderen været ude hos hendes Forældre og fortalt bl.a., at Arthur havde været flere Gange i Tugthuset, og bedt hende og hen­des Fader om at komme indtil hende om Aftenen, for at de kunne tale om Sagerne;

 

Angående sine egne Forhold forklarede Clara, at hun havde haft Pladser som Tjenestepige, men det havde kedet hende, da hun havde Lyst til noget højere. Hun havde så søgt og fået Engagement som Danserinde ved et Cirkus i Odense. Det varede dog kun kort, for Artisterne var uforskammede overfor hende, og så var der også det i Vejen, at hun skulle optræde i en Vandpantomime, og hun kunne ikke svømme.

 

I et senere Forhør indrømmede Arthur, at det ikke var rigtigt, at Moderen havde stukket efter ham med Kniven, men det var rigtigt, at hun stående med Kniven i den ene Hånd havde rusket ham i Håret og sagt, at han nok skulle komme til at opgive Kæresten. Så var det, at han var blevet hidsig og det var i Hidsighed, at Drabet var sket.

 

Med Hensyn til Borttransporten af Liget ændrede han på ny sin tidligere Forklaring og forklarede nu, at det først var om Fredagen om Eftermiddagen ved 7-Tiden, at han kørte det bort. Det havde ligget fra den foregående Dag inde i Stuen, hvor Drabet Var sket. Døren havde ikke været aflåset, men han havde sagt både til Tjenestepigen og til Sangerinden, der boede hos dem, at de ikke måtte gå derind, for han havde vasket Gulvet, som han nu skulle til at fernisere.

 

Med Hensyn til Clara udtalte han, at han aldrig havde haft Lyst til at gifte sig med hende og egentlig heller aldrig havde troet på, at det ville blive til noget. Når han var indgået på hendes Tanke om Ægteskab, havde det nærmest været for at optræde som den pæne Mand overfor hende. Han var meget ked af det, da hun nogle Måneder før havde sagt, at hun skulle have et Barn med ham, for han kunne nu ikke rigtigt se, hvorledes han nu skulle klare sig ud af det på en fornuftig Måde. Når hun gik og prækede om, at det var så slemt for hende at få et Barn, som hun ingen Fader havde til, ville han nødig sige lige ud til hende, at han ikke kunne gifte sig med hende, og han holdt derfor gode Miner, idet hans Tanke var, at han nok senere kunne finde en eller anden "Formular", så at han kunne slippe bort fra det hele. Forelsket i hende var han ikke særligt, men han syntes for Resten meget godt om hende, "han havde ikke noget sådant specielt imod hende", sagde han.

 

Han forklarede yderligere, at han egentlig slet ikke havde syntes, at det var så dumt, at Clara og hendes Fader skulle komme ind til dem om Af­tenen, for han var sikker på, at der "blev Fest", og så kunne det jo være, at det formede sig således, at han kunne slippe helskindet ud af Forholdet med Clara uden at få Ord for eller Skin af at have været mindre fin.

 

Han påstod vedblivende at have begået Drabet i Hidsighed over, at Mo­deren stod og skældte ud. For en Ting var det, han mente, men noget helt andet at han skulle høre på, at hun kaldte hans Kæreste et forfløjent Pige­barn, der rendte og strøjfede om.

 

At Moderen ikke havde haft helt Uret, kan ikke nægtes, for Arthur var ikke den lille Claras første Oplevelse, og han var heller ikke hverken Num­mer to eller tre i Rækken.

 

Assessoren, der lagde stor Vægt på at få en Tilståelse om forsætligt Drab, foreholdt Arthur det usandsynlige i, at han skulle have handlet i Hid­sighed, og Arthur indrømmede også, at når han kunne blive så hidsig over, at Moderen ruskede ham i Håret, så hang det sammen med, at han længe havde været vred over, at Moderen plagede ham så meget med at sige til ham, at han skyldte hende en Del Penge, hun havde lånt ham, da han havde sagt, at han skulle købe Materialer til noget Malerarbejde, han havde fået, hvad hun imidlertid havde opdaget ikke var rigtigt.

 

To Dage efter forklarede han, at den egentlige Grund til, at han dræbte sin Moder var, at hun den pågældende Aften, da hun havde rusket ham i Håret, havde taget en Konvolut frem af en Skuffe og sagt, at det var hendes Testamente, hvorefter han skulle arve hendes Forretning, men hun ville rive det i Stykker lige for Næsen af ham og give Forretningen til en anden, hvis han ikke straks ville erklære, at han ville bryde med Clara.

 

Så var det, at han besluttede sig til at dræbe hende. Aldrig før, påstod han, havde han tænkt derpå.

 

Den 2. December satte Assessoren, der åbenbart nu ønskede en Tilstå­else om Overlæg, Retten på Sct. Johannes Stiftelses Obduktionsstue.

 

Det betydedes Arthur, at "Dommeren anså det nødvendigt at konfrontere ham med Moderens Lig, fordi Dommeren ikke anså hans Forklaring i, alle Enkeltheder for sand.

 

Arrestanten bad om at måtte slippe for Konfrontationen. Han lovede at sige Sandheden i et og alt, hvis han måtte slippe."

 

Han forklarede så, at han tidligere på Dagen havde tænkt på at dræbe Moderen. Han havde også forinden den 6. November ved enkelte Lejlighe­der, når han og Moderen var uenige, ønsket hendes Død, men han havde dog ikke tidligere tænkt på selv at forvolde den. Det tænkte han først den 6. ved 6-Tiden, da Moderen fortalte, at hun havde været ude hos Sviger­forældrene.

 

Angående selve Drabshandlingen forklarede han, at han kun havde ført, eet Snit, måske to.

Dommeren bemærkede, at han efter denne Forklaring fandt det nødven­digt at foretage Konfrontation med Liget.

 

Retslægen påviste derefter, hvorledes der var ført mange Snit gennem og ved Moderens Hals.

Arthur forklarede nu, at han huskede, at der opstod en Kamp mellem ham og Moderen, men Enkelthederne deri kunne han ikke erindre.

 

Efter at Assessoren i nogle efterfølgende Forhør havde herset ikke så lidt med den unge Arrestant for at få nøje Rede på de mindste Enkelt­heder i Kampen, sluttede han Forhøret.

 

Ved Kriminalrettens Dom blev den 21-årige unge Mand efter Straffe­lovens § 190 jfr. § 191 anset med Livsstraf, hvorhos han havde forbrudt sin Arveret efter Moderen.

Højesteret stadfæstede Dommen.

I Juni 1924 fik Domfældte eftergivet den resterende Del af Straffetiden og blev løsladt.