Belvedere-Sagen

(1931)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

 

 

LØRDAG den 16. Maj 1931 om Morgenen så en af Formændene ved H. C. Ørsted-værket, at der i Strandkanten bagved Værket lige ved den store "Belvedere"-Kloaks Udmunding lå et Menneskeben.

 

Politiet blev underrettet, og Fundet bragt til Retsmedicinsk Institut. Det var et venstre Ben og Fod, afhugget lige over Knæet.

 

En Undersøgelse i Vandet blev sat i Gang af Falck's Redningskorps, og hen på Eftermiddagen fandt man omtrent på samme Sted et andet, højre, Ben, afhugget lige under Knæet.

 

Også dette Fund blev straks bragt til Instituttet, der derefter erklæ­rede, at de to Fund hidrørte fra samme Person, formentlig en Kvinde, hvis Højde kunne antages at være 155-160 cm, yngre men dog ikke helt ung, dog mindst 24 År gammel. Fødderne var 27 ½ cm i Længde, hvilket sva­rede til Skotøjsnummer 35--36.

 

At der forelå medicinsk Amputation var udelukket, Bløddelene var skå­ret igennem, og Knoglerne savet delvis over og så brækket.

 

Fundene havde mindst, ligget i Vandet i nogle Uger.

Til Huden klæbede nogle små Stykker Avispapir, der ved foretagen Un­dersøgelse viste sig at stamme fra et gammelt Nummer af "Nationaltidende" eller "Dagens Nyheder".

 

Pressen blev underrettet og bragte Dagen efter store udførlige Artikler.

I de følgende Dage blev der foretaget grundige Eftersøgninger i Vandet i Nærheden af Findestedet, men uden Resultat.

 

Man havde under Overvejelse at undersøge "Belvedere"-Kloaken i hele dens Længde, men da den, for at dette kunne iværksættes, måtte tømmes, og dette ville være overmåde bekosteligt, så man sig nødsaget til at und­lade dette og måtte nøjes med at foretage Undersøgelser på de Steder, hvor den var tilgængelig gennem Dækslerne, men herved fandtes intet af Interesse for Sagen.

 

Samtlige Politistationer og Nabojurisdiktionerne blev underrettede, og da Bladene stadig i stort Udstyr omtalte Sagen, begyndte det at strømme ind med Meddelelser fra Private om borteblevne Personer.

 

Disse Meddelelser blev alle omhyggeligt undersøgt, og alle de borteblevne blev fundet.

 

Der var dog en Meddelelse: hvor man ikke fandt den pågældende.

Den var fra Politiets IV Afdeling. En Betjent der henledte allerede den 20. Opmærksomheden på, at Fundene mulig kunne stamme fra en Kvinde Henriette Dalby. Hun var eftersøgt der fra Afdelingen, dels angående noget hende tilhørende Bohave, der var blevet udsat af Fogden den 17. December det foregående År fra hendes Lejlighed i Bellmannsgade og indsat i Frel­sens Hærs Depot, dels angående en Forsørgelsessag fra Magistraten, under hvis Forsorg hendes 4 Børn befandt sig.

 

I Rapporten meddeltes endvidere, at hun ikke havde været set siden Slut­ningen af November, da hun var bortgået fra Lejligheden efterladende sine tre mindreårige Børn.

En Mand, som hun havde boet sammen med, en Sø­mand Peter Hansen, havde passet Børnene en fjorten Dages Tid, men så havde han henvendt sig til Værgerådet, der havde taget sig af dem, og selv havde han forladt Lejligheden.

 

Yderligere oplyste Rapporten, at Fru Dalby havde meget små Fødder, og at hun var stærkt tuberkuløs og havde været Patient på Øresunds­hospitalet.

 

Så den 28. fandtes der i Kastelgraven lige overfor den svenske Kirke en Pakke indsvøbt i et gråt Uldtæppe. Den indeholdt Overkroppen med Hove­de og Arme af en Kvinde.

Den blev straks bragt til Retsmedicinsk Institut. Indenfor Uldtæppet var der en mørkeblå Damefrakke, der var viklet om Ligets Hoved og fastholdt med en Snor. Ved Siden af Liget lå der en Jernstang og to Mursten samt nogle enkelte Høvlspåner, endvidere en stribet Kittel.

 

Obduktionen gav til Resultat, at Liget var af en Kvinde, 30-40 År gam­mel, spinkel, ca. 150-160 cm høj. Det måtte anses for sikkert, at dette Fund hidrørte fra samme Person som de to tidligere.

 

Den Afdøde havde lidt af en svær kronisk højresidig Lungetuberkulose. Hun havde haft kunstig Gane i Overmunden.

Der var ikke Mærker efter Kvælning, Skudsår, Stiksår eller lignende, Dødsårsagen kunne ikke påvises.

 

Huden af Ligets Fingre blev aftaget og bragt til Centralbureauet for Iden­tifikation.

Aviserne bragte efter Politiets Anmodning den næste Dag nøje Beskri­velse af de fundne Klædningsstykker og Signalementet af den Dræbte, og de følgende Dage indkom der en Del Meddelelser, der i høj Grad bestyrkede Formodningen om, at Meddelelsen fra IV Afdeling var rigtig.

 

Der kom således en Meddelelse fra Kommunens Opklædnings-depot om, at man efter at have læst Beskrivelsen af Klædningsstykkerne kunne antage, at i hvert Fald Frakken og Tæppet hidrørte derfra, og da en Assistent fik Lejlighed til at tage disse Ting i øjesyn, var hun sikker i sin Sag, og man lovede at gå i Gang med at undersøge, hvem der havde fået udleveret Frak­ker i den senere Tid.

 

Samme Dag meddelte en Kone, at hun mente, at den Myrdede var Fru Dalby.

Hun havde boet i Hus sammen med hende i Bellmannsgade og havde undret sig over, at den Forsvundne, der sikkert holdt meget af sine Børn, pludselig ville forlade dem, og hun havde også fundet Sømandens Forkla­ring noget underlig. Dertil kom, at Fru Dalby havde brugt et meget lille Nummer i Fodtøj.

 

En Syerske meddelte, at også hun ville henlede Opmærksomheden på Fru Dalby, som hun vidste havde været indlagt på Øresundshospitalet og på Boserup Sanatorium for Tuberkulose. Endvidere vidste hun, at Fru Dal­by af Forsørgelsesvæsenet havde fået en blå Frakke, og det var hende og­så bekendt, at Fru Dalby havde forlorne Tænder i Overmunden.

 

En Handelsmand fra Kildevældsgade Kvarteret fortalte, at både han og mange andre derude var af den Mening, at det var hende, der nu var fundet myrdet.

 

Endelig var der en Dame, der meddelte, at hun havde set Fru Dalby i Besiddelse af en Kittel af samme Mønster og Farve som den, der havde været ved Liget.

 

En Distriktsforstander oplyste, at Fru Dalby i Maj 1928 havde fået ud­leveret en Frakke fra Depotet i Anledning af, at hun skulle indlægges på Boserup Sanatorium, og denne Meddelelse uddybedes med, at Frakken var af samme Størrelse og Udseende som den fundne.

 

Ved en Undersøgelse af Lejligheden i Bellmannsgade, hvor der nu boede andre Mennesker, fandtes der ikke noget af Interesse, men på Pulterkam­meret lå der endnu nogle Høvlspåner.

 

Forstander Bugge fra Centralbureauet indfandt sig så, i Frelsens Hærs Depot, og af de af Fru Dalbys tilhørende Effekter udtog han nogle Køkken­sager og nogle Vaser. Han undersøgte dem for Fingeraftryk og konstaterede, at de Aftryk, der var på dem, var identiske med dem fra Ligets, Fingre.

 

At det var Kæresten, Sømanden der var den skyldige, måtte der være al Sandsynlighed for.

 

Noget Arbejde med at finde ham var der ikke. Han sad arresteret for Be­drageri og Falsk.

Under en Afhøring foretaget af Kriminalassistent Liktner blev han, uden at være gjort bekendt med, hvad der forelå, spurgt om, hvad han kunne fortælle om Fru Dalbys Forsvinden.

 

Han gaven lang Forklaring, der gik ud på, at de havde været meget glade for hinanden, men havde haft Vanskelighed med at få Pengene til at slå til, for han havde ikke i lang Tid haft Hyre, og Arbejde i Land havde han heller ikke kunnet få, så han havde kun kunnet bidrage til deres fæl­les Underhold ved at gå omkring og sælge Snørebånd og Brevpapir og så betle, og hun tjente kun lidt ved Syning, men fik i øvrigt Understøttelse af Forsørgelsesvæsenet, der betalte Huslejen og et mindre kontant Beløb om Ugen.

 

Den 1. December havde hun taget sit Overtøj på og havde sagt, at nu gik hun og kom ikke mere tilbage, men det havde han ikke taget højtideligt, for det havde hun sagt så tit. Hun kom imidlertid ikke tilbage hverken den Dag eller den næste Dag. Han spurgte efter hende hos forskellige Bekendte, men de havde ikke set hende. Nogle Aftener senere traf han hende i Nyhavn sammen med en Sønderjyde, men hun ville ikke følge med ham hjem. Så den 8. havde han bestemt sig til at aflevere Børnene på et Plejehjem, men samme Morgen fik han et Brevkort fra hende, hvori hun bad ham om at møde hende og tage noget af hendes Undertøj med. Han mødte hende og hun tog Tøjet men gik så sin Vej igen sammen med Sønderjyden, der var med hende. Så henvendte han sig til Plejetilsynet, der tog sig af Børnene. Den 15. blev Møblerne sat ud af Fogden, og han tog så fra Lejligheden.

Nytårsaften så han hende på Rådhuspladsen og talte med hende. Hun var igen sammen med Sønderjyden, som hun sagde, snart skulle rejse. Han havde selv fået sig et Værelse i Vognmagergade, det var kun møbleret med en Divan. Der boede han til 15. Februar, siden den Tid havde han ikke haft noget Logis, men havde ,drevet om og sovet på Trappegange. Han havde ikke set hende, siden han traf hende på Kongens Nytorv sidst i Januar og han vidste ikke noget om, hvor hun var nu.

 

Han blev så gjort bekendt med, at det var vanskeligt at tro på hans Forklaring om, at Fru Dalby skulle have forladt Hjem og Børn på den Måde, men han fastholdt, at hans Forklaring var rigtig.

 

"Efter at vi", som Liktner skrev, "havde talt indgående om Sagen", afgav han en helt anden Forklaring.

Herefter havde han truffet hende den 28. Januar om Aftenen - udenfor "Kjæden" i Dronningens Tværgade. Den næste Dags Aften gik hun uden at sige noget og kom først tilbage to Dage efter. Så blev hun hjemme et Par Dage, men så gik hun igen en Aften og kom først hjem sent på Natten i noget beruset Tilstand. Det var Natten mellem den 2. og 3. Februar. Da han rettede Bebrejdelser mod hende, svarede hun ham på en hånlig Måde. Han blev så hidsig og slog hende et Slag med knyttet Hånd i Brystet. Hun styr­tede om uden en Lyd, og Blodet stod hende ud af Næse og Mund. Han væl­tede hende så om på Ryggen, men Blodet blev ved at løbe. Han lagde et Flonelsstykke rundt om hendes Hovede og var i Færd med at stramme hendes Halstørklæde fastere om Halsen på hende for at standse Blodet, men han var så klar over, at hun var død.

 

Han forlod så Lejligheden og drev om på Gaden til næste Dags Aften.

Han havde i Mellemtiden besluttet at ville partere Liget og havde i den Hen­sigt tilvendt sig en Økse, der lå i en Gård.

Da han kom tilbage, gav han sig til sit uhyggelige Arbejde men måtte holde op, før han var færdig dermed.

 

Samme Nat bragte han Underbenene af Liget ud til Sydhavnen og kastede dem i Vandet.

 

Næste Aften delte han Kroppen i tre Dele og den Nat og de følgende Nætter bragte han de to Dele til Kastelgraven, hvor han kastede dem ud, og den tredje Del kastede han i Vandet i Havnen ved Islands Brygge.

 

Skønt der var forskellige Ting i Forklaringen, der trængte til nærmere Uddybning, blev Afhøringen, der havde varet adskillige Timer, nu afbrudt.

Den næste Dag blev han ført til Påvisning, og han påviste de forskel­lige Steder, hvor han havde skilt sig af med Ligdelene.

 

En Eftersøgning i Kastelgraven bragte endnu en Pakke frem, men i Havnen var Eftersøgningen forgæves.

 

Da han derefter fik at vide, at han skulle til Påvisning i Værelset i Vognmagergade, ændrede han pludselig sin Forklaring til, at Drabet alle­rede var sket den 1. December og i Lejligheden i Bellmannsgade.

 

Det var et ligegyldigt lille Skænderi, der havde fået Hidsigheden til at fare op i ham. Han havde straks lagt Liget ind under en Divan, hvor det lå til næste Dags Aften. Om Dagen havde han været hjemme med Børnene.

 

I de følgende Forhør i Undersøgelseskammeret og i Retten gentog han sin Forklaring og hævdede, at han ikke havde dræbt Afdøde med Forsæt, det havde heller ikke været hans Hensigt at tilføje hende sådan Overlast, der kunne medføre alvorlig Skade, og han havde ikke regnet med, at det Slag, han gav hende, kunne medføre Døden eller alvorligere Overlast.

 

I et senere Forhør mente han, at det var allerede den 24. November, det var sket.

Han tilstod, at han mod en Kvittering, hvorpå han havde efterskrevet Afdødes Navn, havde hævet en hende tilkommende Understøttelse på 25 Kr.

 

Fængselslægen udtalte om ham, at han ikke frembød Tegn på organisk Nervesygdom. Han var ikke Epileptiker eller kronisk Alkoholist og frembød heller ikke udprægede Degenerationstegn.

 

Retslægerådet udtalte, at der var en Mulighed men ikke nogen Sand­synlighed for, at Afdøde var død af Chok. Det var sandsynligt, at Arre­stanten havde slået hende i Ansigtet, hvorved der var en naturlig Døds­mekanisme, Besvimelse, mulig Hjernerystelse, Næseblødning og derpå Kvæl­ning ved Halsomsnøring.

 

Sagen kom for Nævningetinget i Oktober Måned.

 

Statsadvokat Gammeltoft repræsenterede Anklagemyndigheden, Overrets­sagfører Henrik Sachs var beskikket Forsvarer.

 

Efter et meget energisk Forsvar lykkedes det Overretssagføreren at få Nævningerne overbevist om, at der ikke forelå forsætlig Drab, ej heller et Tilfælde af forsætlig tilføjet Legemsbeskadigelse, som skønt Gerningsmanden ikke har villet Døden, dog har måttet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af Gerningen (Straffelovens § 188), men derimod kun, at han ved Uagtsomhed var blevet Årsag til hendes Død.

Straffen herfor samt for det lille Tilfælde af Falsk blev fastsat til 18 Måneders Forbedringshusarbejde.

 

I Juli 1934 stod Peter Hansen atter for Nævningetinget sigtet for Forsøg på Manddrab.

En Dame, han havde boet hos, havde anmeldt, at han en Dag pludselig uden Anledning havde grebet hende om Halsen og klemt til.

 

Han havde forklaret, at han ikke kunne huske, hvad der var gået af ham, men han kunne dog huske, at han greb hende om Halsen og trykkede til uden at sige noget til hende, og han mente, at Grunden dertil var, at hun ved Frokostbordet havde svaret ham afvisende, og at han nu ville forskræk­ke hende.

 

Fængselslægen udtalte om ham, at han hører til de Personer, der hand­ler før de taler, han var opdraget på Søen, hvor Forholdene ofte er så­danne, at man må være i stadig Forsvarsstilling, hvor det at lange det før­ste Slag ud kan være livreddende, derfor er han åbenbart indstillet på, når der går ham noget imod, da at handle reflektorisk; men med en så­dan Indstilling må han betragtes som farlig for Samfundet, der kun kan tage Forholdsregler mod ham ved Indespærring.

 

Fra Rigshospitalet, hvor han havde været indlagt til Observation, frem­kom en Erklæring gående ud gå, at han ikke var sindssyg eller ånds­svag og heller ikke tidligere havde været det, men han var en i nogen Grad psykopatisk præget Person med uligevægtig Stemningsliv, der gav sig Udslag i Affekteksplosioner og impulsive Handlinger.

Om Kværkningsforsøget havde Retsmedicinsk Institut udtalt, at det måtte antages at have været forbundet med ikke ubetydelig Livsfare, navnlig un­der Hensyn til, at Overfaldne var lidende af en Hjertesygdom.

 

Retslægerådet erklærede, at Forsøgene måtte, alt taget i Betragtning, kunne siges at have været af en særlig farlig Karakter.

 

Tiltalen lød på Legemsbeskadigelse mod sagesløs Person (Straffeloven af 1930 § 245, 2. Stk.).

Det lykkedes Forsvareren, Overretssagfører Sachs, som Tiltalte rimeligt nok havde ønsket at få også denne Gang, at få Nævningerne til at, svare Nej til Spørgsmålet, om Overfaldne kunne anses for sagesløs, og Ja til Spørgsmålet, om der forelå formildende Omstændigheder.

Straffen blev fastsat til 2 ½ Års Forbedringshusarbejde.