Birgithe Knudsdatter og Ane Marie Christensdatter

Hjem	Tilbageblik	Kriminalitet i Danmark igennem tiden	Bogliste	Opskrifter	Erhvervsdrivende, deres ansatte og andre personligheder
Artikler og Nyheder	Links	Kommer senere	Lokalhistorie	Erindringer	Diverse

Birgithe Knudsdatter

(1853)

Ane Marie Christensdatter.

(1851)

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

AT ville tage Livet af sin Mand ved at hælde smeltet Bly ned i Halsen på ham burde været noget usædvanligt.

Det skete imidlertid herhjemme i Midten af forrige Århundrede og viser, hvilken forfærdende Enfoldighed, Almuen på den Tid kunne være i Besiddelse af, for hvilket blot nogenlunde sundt tænkende Menneske ville vel kunne tro, at en sådan Handling kunne forblive uopdaget og derfor ustraffet.

Den 14. September 1853 fik Herredsfogden i Hammerum Herred, Kammerjunker v. Tillisch, Meddelelse om, at en Husmand Christen Jensen den foregående Nat havde fået hældt smeltet Bly ned i Halsen, og at han mente, det var hans Hustru Birgithe Cathrine Knudsdatter, der havde gjort det.

Christen Jensen forklarede, at han om Aftenen var gået i Seng ved 10-Tiden, og da han havde sovet nogen Tid, vågnede han ved, at der kom, ligesom oppe fra Loftet, noget gloende varmt ned i hans Mund ..

Halvt bevidstløs sprang han ud af Sengen, og "da han spyttede ud af Munden, fik han ud af samme et hen ved 2 Tommer langt smalt Stykke Bly, der senere er befundet ,at veje 1 Lod."

Så vidt han erindrede, kom Hustruen i det samme ind i Stuen ude fra Køkkenet, og der var stærkt Fyr under Ovnen.

Hun ville varme noget Kaffe til ham for at dulme hans Smerter, men det ville han ikke have, og da han var kommet noget mere til sig selv, og Smerterne var stilnet noget af, blev han gal i Hovedet, forlod Huset og gik over til nogle Naboer.

Udover at han naturligvis var blevet stærkt forbrændt i Munden og havde fået nogen Feber, havde han mærkværdigvis ingen videre Skade taget.

Hustruen blev straks taget i Forhør, men nægtede at kende noget til det skete.

Allerede Dagen efter aflagde hun dog Tilståelse om, at det var hende, der havde hældt Blyet i Halsen på Manden i den Hensigt at dræbe ham.

Grunden dertil var, angav hun, at hun ikke kunne holde ud at leve sammen med ham, da han var så efterladende med sit Arbejde og så urimelig og sær overfor hende.

Efter i nogle Forhør at have fastholdt, at hun selv havde fået Ideen og været alene om at udføre den, ændrede hun under kraftigt Pres senere sin Forklaring derhen, at hun havde handlet efter Tilskyndelse af en Husmand Jacob Christensen Tværmose, som havde lovet at gifte sig med hende, når hendes Mand var død.

Han havde først foreslået hende, at hun skulle forgive Manden med Spanskgrønt og Vitriol, som hun skulle komme i en Pandekage, men det havde hun ikke turdet, fordi hun var bange for, at det skulle komme til at gå hende, som det var gået en anden Kone, der nogle År i Forvejen havde forsøgt noget lignende og nær havde mistet sin Hals derfor.

Tværmose havde så sagt til hende, at han havde læst, at det var let at dræbe et Menneske ved at hælde smeltet Bly ned i dets Hals, og da han var blevet ved med at trænge på hende og havde sagt, at nu ville han ikke vente længere, besluttede hun sig til at vælge denne Udvej til at blive Enke.

Af Bunden af en gammel Blikkande og et Stykke Båndjern havde Tværmose lavet en Støbeske og skaffet hende et Stykke Bly, og han havde givet hende nøje Anvisninger på, hvorledes hun skulle bære sig ad med at smelte Blyet og hælde det ned i Halsen på Manden, som de vidste, altid sov med åben Mund.

Denne Forklaring fastholdt hun detailleret i længere Tid, indtil hun pludselig ændrede den til, at det ikke var hende selv, men derimod Tværmose, der efter Aftale var kommet om Natten og havde gjort det.

Tværmose nægtede på det Aller bestemteste at have hverken tilskyndet hende eller været hende behjælpelig med Udførelsen.

At han havde købt Spanskgrønt og Vitriol, kunne han ikke komme udenom, men det påstod han, at han havde gjort for at farve noget Tøj dermed.

Han måtte indrømme, at der havde bestået et Forhold mellem dem, men, at det havde været hans alvorlige Hensigt at gifte hende, det ville han ikke gå med til.

Det var naturligvis rigtigt, det var der ingen Vej udenom, at han havde lavet Støbeskeen til hende og givet hende Blyet, men det var først, da hun fik det af ham, at hun sagde, at hun agtede at hælde det ned i Halsen på Manden, og han kunne da virkelig ikke vide, at hun virkelig ville gøre Alvor af, hvad hun sådan havde sagt.

Med Hensyn til Drabsforsøgets Farlighed havde Distriktslæge Hoffbauer erklæret, at det kunne have bevirket Mandens Død, når Blyet var kommet ned i Spiserøret og Maven, da det uden Tvivl i en sådan Grad ville have destrueret disse Organer, at selv den hurtigste Lægehjælp ikke kunne have forhindret deres Perforation.

Sundhedskollegiet gik et Skridt videre ved at udtale, at selvom det smeltede Bly ikke kom ned i Maven, måtte det kunne medføre Døden allerede ved den Betændelse, det kunne have foranlediget i Svælget og de omliggende Dele.

Under Hensyn hertil blev Birgithe Knudsdatter fundet skyldig i Mordforsøg, og da hun var erklæret fuldt tilregnelig, dømt til at have sit Liv forbrudt, medens Tværmose på Grund af sin hårdnakkede Benægtelse blev frifundet.

Denne Dom blev for hendes Vedkommende stadfæstet af Viborg Overret og af Højesteret.

I Højesteretsdommen udtales det, at der ikke fandtes Grund til at betvivle Arrestantindens først afgivne ofte gentagne Tilståelse om, at det var hende, der havde udført Gerningen, hvorfor den måtte lægges til Grund for hendes Strafskyld.

Samtlige voterende Dommere mente dog at burde indstille hende til Benådning.

Justitsministeriet var også af den Formening, at der var Føje til at eftergive hende Livsstraffen, men kunne ikke indstille hende til mildere Straf end Tugthusarbejde på Livstid.
Denne Indstilling fulgte Kongen.

Den Sag, som havde gjort Birgithe Knudsdatter bange for at anvende Spanskgrønt til at forgive Manden med, var Ane Marie Christiansdatters Forsøg på at tage sin Mand af Dage.

Den 16. September 1851 anmeldte Gårdejer Ole Jensen i Lundby i Aulum Sogn, at hans Hustru havde forsøgt at forgive ham, hvad hun havde indrømmet overfor ham og nogle af Folkene.

Han var Aftenen før kommet hjem fra Arbejde og havde, da de andre allerede var i Færd med at spise, taget Gryden, hvori var sat noget Grød med Mælk til ham, og var begyndt at spise, men han mærkede straks, at Grøden havde en modbydelig Afsmag, og da han tog den anden Skefuld, kom Grøden op over Mælken, og han opdagede nu, at den var helt grøn.
Da han så, at de andres Grød ikke fejlede noget, sagde han ingen Ting, for han kunne ikke tro, at Hustruen havde været Så ond, at hun forsætlig havde kommet noget i, og han ville ikke gøre hende til Skamme for, at det var ved hendes Skødesløshed, at det var sket.

Efter kort Tids Forløb følte han sig utilpas og gik i Seng .
I Løbet af nogle Timer blev han rigtig syg med Smerter i Brystet og Opkastninger.
Han sagde nu til Hustruen at hun vistnok måtte have gjort ham "Fortræd", hvad hun først nægtede, men derefter indrømmede!

Hustruen, blev arresteret af Herredsfoged v. Tillisch, overfor hvem hun tilstod at have villet forgive Manden.

Hun forklarede, at hun havde været gift med ham i 10 År, de havde i de senere År ikke levet godt sammen, han havde været gift 2 Gange før og havde tre Børn fra det sidste Ægteskab, og medens han var meget påholdende overfor hende, var han rundhåndet nok overfor Børnene, og da nu sidst han ville give den ene Datter Udstyr og også betale hendes Bryllup, var det kommet til alvorlig Uenighed mellem dem.

Det havde ikke gjort det bedre, at han mod hendes Ønske var i Færd med at bygge et lille Hus til en Væverpige, som var kommet i Huset hos dem, og som han, det måtte hun formode, havde et Forhold til.

Hun var i højeste Grad opbragt derover, og havde så fattet Beslutning om at tage ham af Dage.

Samme Dag, hun fattede Beslutningen, tog hun et Stykke Spanskgrønt af Størrelse som en Hasselnød, Rest af noget, hun havde benyttet til at farve Tråd med, stødte det i en Morter, og om Aftenen, da hun havde rettet an til de andre, blandede hun det i Resten af Grøden, som stod i en Gryde, som Manden plejede at spise af, og hældte Mælk over.

Medens hun i de første Forhør vedblivende tilstod, at det havde været hendes Hensigt at forkorte Mandens Dage, ændrede hun en Overgang sin Forklaring til, at hun kun havde villet give ham en lille Revselse, men senere måtte hun igen gå tilbage til sin første Tilståelse.

Herredsfoged v. Tillisch havde, da Ole Jensen forklarede, at han, for at Kreaturerne ikke skulle æde deraf, havde nedgravet Resten af den forgiftede Grød, Som Hustruen havde kastet ud på Møddingen, ladet den grave op, og en kemisk Undersøgelse, foretaget af Distriktslæge Hoffbauer, godtgjorde, at den indeholdt Kobber, hvad Sundhedskollegiet var enig i med Tilføjende, at det efter den foreliggende Tilståelse da antagelig drejede sig om Spanskgrønt.

Ole Jensen udtalte, at han efter det skete ikke kunne tænke sig at fortsætte Samlivet med Hustruen, men han havde på den anden Side tilgivet hende og bad om, at hun måtte slippe med den mindst mulige Straf.

Et halvt Årstid efter erklærede han over for hendes Defensor, at han alligevel nok ville have hende tilbage igen og var villig til at underskrive et Andragende om, at Sagen mod hende blev hævet, og hun blev da løsladt i Begyndelsen, af Maj Måned.

Nogen Tid efter blev han imidlertid utilfreds med hendes Opførsel og ville nu ikke underskrive Andragendet.

Så en Dag bad hun ham om at måtte se Andragendet, og da han viste hende det, tog hun det til sig og gik sin Vej med det trods hans Protest.

Hun bad en Tjenestepige, hun kendte, om at underskrive det med Mandens Navn, og Pigen underskrev det da "til Olle Jensen", hvorefter hun lagde det sammen, forseglede det og skrev udenpå "til Olle Jensen", skønt hun havde fået Besked om ikke at sætte nogen Udskrift på.

Ane Marie bragte nu Andragendet til sin Defensor, der indsendte det, idet han mente, at Ole Jensen havde ændret sin Beslutning endnu en Gang, og gik ud fra, at det var hans Underskrift.

Da det virkelige Forhold blev opklaret, blev Ane Marie atter arresteret, sigtet endvidere for bedrageligt Forhold.

Under Sagen havde hun gentagne Gange været mental undersøgt, da der særlig fra Defensors Side var ytret Tvivl om hendes Tilregnelighed, og Sagens Akter havde været indsendt til Sundhedskollegiet, der udtalte, at vel måtte hun anses for at være "et lunefuldt Fruentimmer, som, særlig når noget gik hende imod, led af hysteriske Anfald, der ofte ytrede sig i en irriteret Sindstilstand, men da hun den Dag, hun forsøgte at forgive Manden, ikke havde haft noget Anfald af Hysteri, fandt Kollegiet ikke, at hun har befundet sig i en sådan Sindstilstand, som udelukker psykologisk Tilregnelighed ".

Ved Hammerum Herreds Ekstraretsdom af 1. Oktober 1852 blev hun som overbevist om at have indgivet sin Mand Giften i den overlagte Hensigt derved om kortere eller længere Tid at bevirke hans Død dømt til at have sit Liv forbrudt.

Denne Dom stadfæstedes af Viborg Overret og af Højesteret.

Samtlige Voterende i Højesteret mente dog at burde indstille hende til Benådning, og da Justitsministeriet var enig heri, blev der gjort Indstilling til Kongen; der resolverede, at Dødsstraffen skulle ændres til Tugthusarbejde på Livstid.