Bulotti.

(1908)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

  

DA Proprietæren på en Gård nede ved Køge kom hjem ved 11 Tiden om Aftenen den 31. Oktober 1908, meddelte hans Hustru ham, at der havde gået en Mandsperson og lusket omkring Gården de sidste Par Timers Tid, og hun var bange for, at det var en Russer, Johan Bulotti, som tidligere havde haft Tjeneste- på Gården, men var blevet bortvist, bl.a. fordi de andre Folk ikke turde være sammen med ham, da han altid gik med Revol­ver og Dolk på sig.

 

Proprietæren. gik udenfor og var henne og give en Syg Karl noget Me­dicin, men så ikke noget mistænkeligt.

 

Da han var kommet ind igen og havde siddet et Øjeblik i Kontoret sam­men med Familien, hørte de en Buldren og Bragen, og da de så ud ad Vinduet, stod to af Gårdens Længer i Brand. De løb så ud til Hoveddøren og råbte på Forvalteren. I samme Øjeblik kom Bulotti løbende ud fra den­nes Kammer over mod Stuehuset med en Revolver i Hånden.

 

Det var lige akkurat, at de fik smækket Døren i, låse den nåede de ikke, før han rev og ruskede i den udefra. Straks efter affyrede han to Skud igennem Dørens Glasruder og umiddelbart efter tre eller fire Skud gennem Vinduet i Kontoret.

 

Familien så nu sit Snit til at flygte ud i Haven gennem en Bagdør. Ilden bredte sig hurtigt, det var med allerstørste Besvær, at det lykkedes at redde Kreaturerne, og nogle Heste og Svin indebrændte.

 

Forvalteren forklarede, at han var vågnet ved, at der blev råbt på ham. I det samme så han Bulotti stå foran Sengen med en Revolver i den ene Hånd og en Kniv i den anden. Han sprang op og ind på ham og fik ham væltet om på Gulvet, men mærkede i det samme et Stik i Ryggen. Han fik sig slæbt udenfor, og Gården stod da i lys Lue.

 

En stor Eftersøgning blev iværksat, men uden Resultat.

På sin Vej om Morgenen ind mod København skar Bulotti med sin Dolk sit store mørke Overskæg af.

 

Hen på Eftermiddagen var han søgt ind i en Kro for at få noget at spise.

Medens han sad der, var der nogle af Gæsterne, der havde hørt om Branden og mente at genkende ham.

 

Der gik Bud efter Sognefogden, der spurgte den Mistænkelige, om han var Bulotti, hvortil han fik Svaret Nej.

 

For dog at være helt sikker på ikke at gøre noget forkert sendte han Bud efter sin Kollega fra et andet Sogn. Denne kom til Stede efter en Tids Forløb - Bulotti havde ikke gjort Mine til at ville flygte. og da han havde set lidt på ham, erklærede han, at det var ikke Bulotti, "for han har jo ikke noget Overskæg."

 

Så drog de to Sognefogder af, og Bulotti fortsatte sin Vandring ind mod Byen.

 

Den 9. November om Aftenen sad Proprietær Becks Hustru alene i Spise­stuen på Højbjerggård ved Holte, da Døren til Køkkengangen pludselig blev revet op, og nogle Mandspersoner kom stormende ind i Stuen.

 

I Spidsen for dem var Bulotti, der tidligere havde tjent på Gården. Et Par af dem greb hende og væltede hende om på Gulvet og ville binde hendes Hænder. Hun gjorde al den Modstand, hun kunne, og råbte på Hjælp.

 

I det samme kom hendes Mand ind. Med en Flaske, han havde i Hånden, slog han den ene af Røverne i Hovedet, men i det samme Øjeblik affyrede Bulotti to Skud mod ham med en Revolver, og han faldt om, dødeligt såret.

 

En af de andre stak hende to Gange med en Kniv og de bandt hendes Hænder.

 

De gav sig nu alle sammen til at plyndre Huset for, hvad der var af Værdi­genstande, og Bulotti tog hendes Mands Ur og Portemonnæ fra ham.

 

Da de havde fået samlet, hvad de ville, og var ved at gå, var der en af dem, der kom hen til hende og tog hendes Ringe af Fingrene på hende.

 

Bulotti kom også hen til hende og sagde: "Du skal ikke dø", så sagde han Farvel og tilføjede, at han var Anarkist og skulle nok selv være Politi.

 

Da der var blevet stille, kom den 13-årige Barnepige og den lille 7-årige Datter, der af Frygt havde skjult sig i et Skab i Barneværelset, frem. Barne­pigen skar hendes Bånd over og løb så over til en Nabo og fortalte, hvad der var sket.

 

Politiet kom kort efter til Stede.

En tilkaldt Læge kunne kun konstatere, at Proprietær Beck var død. Han havde foruden Skuddene, der begge havde ramt ham i Nakken, to

Stiksår, det ene i Brystet, det andet i Ryggen.

 

Forbrydelsen vakte naturligvis Bestyrtelse hos Beboerne i Omegnen. På Gårdene holdt man Vagt om Natten, og ikke så få flyttede ind fra deres Villaer, da man frygtede for, at Morderbanden stadig opholdt sig på Egnen og skulle begå en ny Forbrydelse.

 

En stor Eftersøgning var straks blevet sat i Gang. Skovene omkring Holte blev gennemsøgt af Politi og frivilligt Mandskab, og til yderligere Assistance havde man med det samme fået et Kompagni Infanteri og en Eskadron Husarer.

 

Den følgende Dag fik man Forstærkning af 100 Mand fra Befalingsmands­skolen og 300 Landstormstropper. Hele Egnen fra Dyrehaven og op til Hille­rød blev gennemsøgt systematisk og meget grundigt. Om Natten var der Pa­truljer på alle Vejene, og enhver, der færdedes der, blev standset og måtte gøre Rede for det Ærinde, de havde.

 

Birkedommer Valeur var selv flyttet ud på Holte Hotel, dels for at være Begivenhederne på så nært Hold som muligt og dels for dermed at berolige de Opskræmte.

 

Men efterhånden som Dagene gik, og der ingen Spor var at finde af For­bryderne, kunne det ikke være anderledes, end at Utrygheden bredte sig.

 

Så den 14. kom Resultatet. - Det blev dog Københavns Opdagelsespoliti, der fangede Forbryderne.

 

Man havde fået en Meddelelse om, at en Russer ved Navn Wladimir Szadkowski var en af Gerningsmændene til Røveriet, og at han formentlig ville kunne træffes i et Pensionat på Østerbro senere på Dagen.

 

Da han indfandt sig der, blev han anholdt.

Han tilstod straks, at han havde været med til Overfaldet, og forklarede, at han den pågældende Dag havde truffet Bulotti, der havde opfordret ham til at komme op til en Skomager Chlewinski i Lille Brøndstræde, da han havde noget for, som han skulle hjælpe ham med.

 

Hos Chlewinski var des desuden en Mand ved Navn Lobetski og en til, som han ikke kendte Navnet på, men som var Sømand.

 

Bulotti fortalte, at han havde nogle Penge til gode på en Gård ude ved Holte, og dem skulle de ud og hente. Hvis de ikke fik Pengene straks, skulle de binde Beboerne og så røve alt, hvad der var, og hvis det var nødvendigt, skulle de bruge Våben.

 

Han viste dem, at han selv havde to Revolvere, og han gav ham og Lobetski hver en Dolk og et Stykke Reb, og de indvilligede alle i at være med.

 

Da de var kommet ud til Højbjerggård, gav Bulotti Sømanden Ordre til at blive i Gården og passe på, at de andre ikke blev forstyrret. De tre andre stormede så ind i Stuen, hvor han og Lobetski straks faldt over Fru Beck, der havde råbt om Hjælp. I det samme kom Proprietæren til, og med en Flaske, han havde i Hånden, slog han ham, Szadkowski, oven i Hovedet, så han faldt om. I det samme skød Bulotti to Skud, og Proprietær Beck styrtede om og kom til at ligge oven på ham. Han tog nu sin Dolk frem og tildelte Proprietæren to Stik dermed. Derefter hjalp han Lobetski med at binde Fru Beck, men dette lykkedes først, efter at han havde givet hende to Sår med Dolken.

 

De røvede så, hvad de kunne finde.

Da de var kommet tilbage til Byen, gik de alle sammen op til Chlewinski og bad ham om at gemme de røvede Ting.

 

Lobetski blev straks efter anholdt i sit Logis i Amagergade.

Han nægtede enhver Deltagelse i Røveriet og påstod, at han hverken kendte Szadkowski eller nogen af de andre.

 

Overbetjent Niels Andersen, Opdagelsesbetjent, Løjtnant Frandsen og en tredje Opdager blev sendt til Chlewinskis Bopæl.

 

Da Andersen og Frandsen kom op ad Trappen, så de igennem Døren, der i det samme blev åbnet, at der var en Mand derinde.

Hver med en Revolver i Hånden åbnede de rask Døren.

På Forespørgsel, om han var Bulotti, svarede han nej og tog nogle Pa­pirer op af Lommen.

Medens Overbetjent Andersen et Øjeblik så på Papirerne, rev han, som Opdagerne var blevet klar over var Bulotti, to Revolvere op af sin Lomme.

 

Det lykkedes Overbetjenten straks at slå den ene ud af Hånden på ham, men med den anden affyrede han to Skud, der uden at tilføje noget Sår begge gik igennem Frandsens Overfrakke, og Projektilet fra det ene borede sig ned i et Par Handsker, som han havde liggende sammenrullet i sin Jakkelomme - en Centimeter længere til Siden, og det havde været katastrofalt.

 

I Stedet for at skyde ham ned, hvad der havde været det letteste og mindst risikable, kastede de sig nu begge over ham og tvang ham over mod et Bord. En lille Lampe, der stod på det, væltede, og der blev mørkt i Stuen.

 

Under en rasende Modstand fik de ham trukket over på Sengen og lagde sig oven på ham. Han kæmpede som en Vild og sparkede og bed, og det lykkedes ham liggende på Ryggen at affyre endnu 2 Skud med Revolve­ren, som det ikke havde været muligt at få fra ham.

 

Det ene Skud strejfede Niels Andersens Kind, og det andet ramte Frandsen i Låret.

- Er du såret, Niels? spurgte Frandsen.

- Ikke noget videre. Er du?

- Ja, men jeg skal nok holde ud.

Efter en kvarterlang voldsom Kamp, under hvilken den skrøbelige Jern­seng brasede sammen, lykkedes det endelig at få et kraftigt Tag om Halsen på den desperate Forbryder og få ham udmattet et Øjeblik så meget, at Andersen kunne slippe sit Tag og tilkalde Hjælp ved at slå en Rude- ud i Værelset.

 

Kort efter kom nogle uniformerede Betjente til Stede, men først efter at de havde bundet Bulotti så forsvarligt på Hænder og Fødder, som vist nogensinde en Forbryder er blevet bundet, var det muligt, og endda kun med Besvær, at få ham slæbt ned ad den smalle, stejle Trappe.

 

Her kom så en anden Vanskelighed.

Det havde ikke været muligt at opdrive en Droske, og der var så ikke andet at gøre, end at 6 stærke Betjente måtte bære den stadig rasende For­bryder, der råbte og skreg og vred og snoede sig og i det hele taget gjorde al den Modstand, han trods sine Bånd kunne, det ikke helt korte Stykke hen til Antonigades Station.

 

En Sværm af Kvarterets Beboere fulgte i Hælene på dem, og, medens der ellers ikke var just det allerkærligste Forhold mellem dem og Betjentene, var der nu, da det ikke gjaldt deres egne Småforsyndelser, ingen Tvivl om, hvordan Stemningen var.

 

"Slå ham ihjel!", "Kvæl ham!", ”Klyng ham op på en Lygtepæl!", det var Udråb, der fløj gennem Luften.

 

Fra Politistationen blev det stadig fuldkomment ophidsede Menneske kørt op til Domhuset, liggende på Bunden af en Droske, medens 4 Betjente sad hos ham.

 

Han blev båret ind i Opdagelsespolitiets Lokale og lagt på Gulvet. Han var nu endelig faldet til Ro og syntes helt veltilfreds med sig selv. Med et ondskabsfuldt Grin lå han og mumlede: "Bulotti, stor Russer.

Alle bange for Bulotti.”

 

Nogen Forklaring anså man det for håbløst at få af ham. Det eneste, man fik ham til at svare på var, at hans Navn var Wasili Michael Kara­zoff, men at han gik under Navnet Jan Bulotti.

 

Ved Visitationen på hans Person fandt man bl.a. et falsk Overskæg. Han blev så båret over i Ny torvs Arrest, hvor han tilbragte Natten i forholdsvis Ro, og næste Morgen blev han transporteret ud til Nordre Birks Arrest på Blegdamsvejen.

 

Dagen efter pålagde Kong Frederik VIII gennem sin Kabinetssekretær Politidirektør Eugen Petersen at bringe Opdagerne Niels Andersen og Frand­sen Majestætens Tak for og Påskønnelse af deres udviste Mod og Konduite ved Anholdelsen, og samtidig benådede Kongen, uden forudgående Ind­stilling, dem med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

 

I det første Forhør, Birkedommer Valeur afholdt, gentog Szadkowski sin Tilståelse om at være meddelagtig i Røveriet.

 

Hans Udbytte havde været 2 Kr. som Bulotti havde givet ham på Vejen hjem, men han ventede, at han skulle have haft Andel i, hvad de røvede Ting kunne indbringe.

Lobetski nægtede fremdeles.

 

Bulotti, der mod Forventning var medgørlig, opgav nu også at have be­nyttet et tredje Navn, nemlig Wladimir Constantinowitch Dawidoff. Han forklarede, at han var kommet her til Landet i Slutningen af April samme År og havde kort efter fået Plads på Højbjerggård. Han var ikke til­freds med Arbejdet der og forlod sin Plads efter 5 Ugers Forløb. Ved sin Fra­træden mente han at have ca. 40 Kr. til gode, men Proprietær Beck mente det ikke og nægtede at betale ham Beløbet.

 

Han fik så Plads på Gården ved Køge, hvor han var i ca. 4 Måneder indtil Slutningen af Oktober. Heller ikke der følte han sig tilfreds og ville forlade sin Plads. Det kom så til Uoverensstemmelser mellem ham og Pro­prietæren om hans Tilgodehavende, og det endte med, at Proprietæren næg­tede overhovedet at betale ham noget, da han forlod sin Plads i Utide, og lod Sognefogden fjerne ham fra Gården.

 

En Henvendelse til Politiet i Køge og derefter til Studentersamfundets Retshjælp bragte ham ikke den Ret, som han mente, han havde.

 

Dette var han så forbitret over, at han svor at ville hævne sig ved at brænde Gården af.

 

Sit Forsæt udførte han så Natten til den 1. November.

Han havde medbragt sin Revolver, dog ikke i Hensigt at dræbe nogen, men kun for at bruge den til Selvforsvar, hvis det blev nødvendigt.

 

Da Ilden havde godt fat, havde han vækket Forvalteren, der for ind på ham, og han stak ham så med Dolken, ikke for at dræbe ham, men for blot at han kunne mærke, at det var en Russer, han havde for sig.

 

Under Branden gik han og ventede på, at Ejeren skulle komme ud, så at han kunne kræve ham til Regnskab, men han ville ikke skyde ham ihjel.

Han måtte dog indrømme, at når han havde skudt igennem Døren og Vinduet, var det for at ramme ham.

 

Han tilstod endvidere, at det var ham, der havde planlagt Togtet til Høj­bjerggård og var Anfører for de andre, der var med, men hvem disse var, ville han ikke sige.

 

Han indrømmede, at det var ham, der havde skudt Proprietær Beck. Da han blev anholdt, var det hans Hensigt at skyde de to Opdagere, og han ville så have skudt sig selv bagefter.

Chlewinski var blevet anholdt og havde måttet indrømme, at han havde påhørt Aftalen om Røveriet og da de andre kom hjem om Natten hos ham, på Bulottis Opfordring havde gemt de røvede Ting, som han havde indsyet i sin Madras.

 

Hans Kæreste, Stanislawa Muzal, indrømmede, at hun havde modtaget en Broche og en Sølvkæde af Bulotti, skønt hun vidste, disse Ting stammede fra Røveriet.

 

I et senere Forhør forklarede Szadkowski, at Røveriet allerede i nogle Dage havde været aftalt mellem dem. Det var Aftale, at de skulle binde Be­boerne, men der var ikke aftalt noget om, at der skulle begås Drab.

Han oplyste, at da de drog af Sted, tog Bulotti et falsk Overskæg på, for som han sagde, at Proprietæren kunne kende ham igen, for han havde haft Overskæg, da han tjente derude.

 

Efter det Signalement, Szadkowski havde givet af den fjerde Person, havde Opdagelsespolitiet anholdt en Person ved Navn Alexander Iwanowitch Wolkow.

 

Han nægtede til en Begyndelse, men efter at have påhørt Szadkowskis Tilståelse, indrømmede han at have været med, men han nægtede at have været inde i Stuen.

Noget Udbytte havde han ikke fået og havde heller ikke forlangt det.

 

Bulotti fik nu Lejlighed til at se de andre tre Arrestanter og erklærede nu, at det var dem, der havde været med ham.

Lobetski nægtede på Trods heraf, og først senere tilstod han.

Han forklarede, at han Dagen efter Overfaldet havde fået en 50 Kr. Sed­del af Bulotti til Veksling og han havde selv fået 20 Kr. deraf.

 

Der var nogen Uoverensstemmelse mellem Szadkowski og Lobetski om, hvem der havde taget Ringene af Fru Becks Hånd. Begge nægtede de det til en Begyndelse, men til sidst indrømmede Lobetski, at det var ham, der havde gjort det.

 

Bulotti kunne tiltræde de andres Forklaringer, men Enkelthederne ved Overfaldet kunne han ikke bestemt erindre.

 

Han kunne derimod huske, at da han havde gennemsøgt Stuerne, fandt han nogle Børn gemt inde i et Skab, men han havde ikke gjort dem nogen Fortræd.

 

Han sagde, at havde han ved Afrejsen fra Gården ved Køge fået sin Løn, som han mente, han havde Ret til, ville han ikke have begået sine Forbrydelser, men det var, da han ikke kunne se andet end, at der var gjort ham Uret, og han ikke ad lovlig Vej kunne få sin Ret, at det Onde kom op i ham, og han svor at tage Retten i sin Hånd, og i hvert Tilfælde om ikke andet så få Hævn. Da han så stod helt uden Penge, kom han i Tanker om det lille Beløb, han mente at have til gode hos Proprietær Beck, som han næsten havde glemt, og Tanken om et Røveri tog Fart. Fortryde sin Ger­ning gjorde han ikke.

 

Han indrømmede, at det havde været hans bestemte Hensigt at dræbe de to Opdagere, der anholdt ham, og han ville så have skudt sig selv, da han ville undgå at blive taget af Politiet, og han ville have anset det for en smuk Måde at dø på at falde i Kamp med Politiet, således at det ikke blev opklaret, hvem han var, og således at hans Medskyldige ikke kom i Forlegenhed.

 

Medens der aldrig var noget i Vejen med ham, men han var rolig og opførte sig ordentligt, når han var i Forhør - Birkedommer Valeurs sjæld­ne Evne til at behandle vanskelige og forhærdede Forbrydere slog også til her, var han, så snart han kom over i sin Celle, højst besværlig.

 

Hvor farlig man anså ham for at være, fremgår af, at der var en Poli­tibetjent med skarpladt Revolver posteret udenfor hans Celle Dag og Nat.

Til Tider "fo'er han rundt som et vildt Dyr i et Bur", og så han, at Vag­ten så ind gennem Kikhullet i Døren, styrtede han sig i Raseri hen der imod. Til andre Tider sad han stille og

stirrede sløvt hen for sig og trillede små Kugler af Brødrester, han havde gemt.

 

Arrestforvareren skrev om ham, at "hans Ophold har været spækket med store og små Overtrædelser af Reglementet. Med sit anarkistiske Syn på Livet har han vanskeligt ved og absolut Ulyst til at underordne sig dettes Bestemmelser.

 

Når han ikke havde sovet godt om Natten, ville han ikke stå op, og når Sengetøjet blev taget fra ham, slog han Betjenten i Ansigtet, ved andre Lejligheder indskrænkede han sig til at kaste Vandkrus eller en Tøffel efter de Betjente, der åbnede Døren.

 

Undertiden havde han nægtet at gå ned til sin Gårdtur, til andre Tider måtte han med Magt føres op derfra, og flere Gange slog han Ruderne ud sin Celle, fordi han ville have mere frisk Luft.

Al Beskæftigelse kedede ham.

Disciplinærstraffe blev ikke bragt i Anvendelse mod ham, da det mentes kun at ville forøge

hans Trods."

 

Gennem Centralbureauet for Identifikation blev der rettet Henvendelse til Politiet i de fleste af de europæiske Hovedstæder om Arrestanterne.

 

Fra Riga kom der Meddelelse om, at "Johan Andrew Bulotti hat im Sü­den Russlands unter Anführung eines berüchteten Räuberhauptmannes mit Spitznamen "Mirsky" Ueberfalle u. Raubmorde ausgeführt.

Wladislaw Szadkowski ist in Petersburg in Räuberbanden tätig gewesen." Bulotti blev idømt Livsstraf, Szadkowski og Lobetski fik Tugthusarbejde henholdsvis 12 og 8 År og Wolkow Forbedringshusarbejde i 5 År.

Denne Dom stadfæstede Landsoverretten.

For Højesteret var Højesteretsadvokat Michael Lunn Aktor og Højesterets­sagfører Bagger

Defensor.

 

Ved Dommen blev Straffen for Bulottis Vedkommende ændret til Tugt­husarbejde på Livstid, Szadkowski fik sin Straffetid forlænget til 16 År, medens Straffene for Lobetski og Wolkow blev

stadfæstede.

 

I Horsens Tugthus var Bulotti en vanskelig Fange.

Da han kategorisk nægtede at udføre noget som helst Arbejde eller at have nogen

Beskæftigelse, kunne han ikke være sammen med de andre Fan­ger, men måtte anbringes i Enecelle.

Her tilbragte han 15 År.

 

Den meste Tid sad han sløvt hen, ville ikke tale med nogen og svarede som oftest ikke på Spørgsmål, der blev rettet til ham. Til andre Tider, navnlig i Begyndelsen, var han urolig og kunne få sine Raserianfald til­bage. Nogle Gange overfaldt han Vagten, hvad der indbragte ham Discipli­nærstraffe.

 

Det var tydeligt, at hans Forstand mere og mere tog Skade, og da det til sidst var klart, at han var absolut sindssyg, blev han overført til Sikrings­anstalten ved Nykøbing Sj. hvor han endnu er.

Her vil dette Menneske, der ikke hørte hjemme her, og som overhovedet ikke ville kunne have underordnet sig under noget velordnet Samfunds Love, men før eller senere ville være kommet i alvorlig Konflikt med dem, efter al Sandsynlighed ende sine Dage.