Carl August Riemenschneider og

Benedikt Salomon.

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

NATIONALBANKEN anmeldte den 15. December 1883, at man havde fået indleveret nogle falske 100 Kr. Sedler, der trods store Mangler dog var skuffende Efterligninger.

 

l en Indbetaling, på 1300 Kr. fra Grosserer L. M. David var det opdaget, at 8 af Sedlerne var falske. Umiddelbart efter at denne Opdagelse var gjort, kom et Bud fra Firmaet Brødrene Trier ind i Banken med 5500 Kr., alle i falske 100 Kr. Sedler. Firmaet havde fået dem fra Beckett & Meyer, der atter havde fået dem fra David.

 

Kort efter at Grosserer David var underrettet, kom han selv hen i Ban­ken medbringende yderligere 35 falske Sedler. Han forklarede, at han havde fået dem alle sammen kort forinden fra Salomon & Riemenschneiders Bog­handel på Hjørnet af Niels Juelsgade og Holbergsgade.

 

Hans Prokurist kunne oplyse, at han havde fået at vide , at både Sa­lomon og Riemenschneider i den senere Tid havde arbejdet hver Aften og Nat til hen ad Morgenstunden i deres Forretningslokaler.

 

Politiinspektør Carsten Petersen tog selv sammen med Overbetjent Niels Jensen, den senere Politiassistent på Nørregades Station, hen i Boghandelen. men en Kontorist meddelte, at begge Indehaverne var gået for en Times Tid siden uden at sige, hvornår de kom tilbage.

De var heller ikke at træffe i deres Hjem.

 

Ved en ny Henvendelse på Kontoret fandtes i en halvåben Mappe, der lå på Skrivebordet, en Bunke falske 100 Kr. Sedler, i alt 120 Stykker.

 

Samtidig med at en Eftersøgning blev sat i Gang her i Byen, blev Over­betjent Jensen sendt med 5-Toget for, som han skrev i sin Rapport, at efter­søge de Mistænkte på Strækningen København-Korsør.

 

Det viste sig at være en lykkelig Indskydelse.

 

For på Glostrup Station så han to Personer stige ind i Toget, men hver for sig og i hver sin Waggon.

 

Han gik ind til ham, der passede til Signalementet af Riemenschneider, og kort før Toget nåede Roskilde, erkendte Personen, at han var deri Efter­søgte, og aflagde Tilståelse om at have forfærdiget og udgivet de falske Sedler og fortalte, at han nu var på Flugt til Amerika.

 

På Roskilde Station pågreb Overbetjenten Salomon, der ligeledes straks tilstod.

Begge de Anholdte fulgte beredvilligt med tilbage til København med det første Tog.

Riemenschneider var i Besiddelse af 72 falske Sedler, Salomon havde 181 hos sig, og hver af dem havde et Par Hundrede Kroner i ægte Penge.

 

Riemenschneider forklarede, at han var født i 1855 i Fredericia, hvor Faderen var Boghandler. Selv etablerede han 1880 en Boghandel her i Byen, og to År efter havde han optaget Salomon som Kompagnon, for så vidt Forlagsvirksomheden angik.

 

Da denne Virksomhed krævede en ikke ringe Driftskapital; måtte de i temmeligt stort Omfang gøre Brug af Krediter, som ydedes dem af Banker og nogle private Bekendte. Da Kreditterne imidlertid svigtede nogle Må­neder forinden, og de indså; at de ikke uden ekstraordinære Hjælpemidler kunne holde Forretningen gående, opstod Tanken hos Salomon om at efter­gøre Nationalbankens Sedler, og han gik straks ind på Forslaget.

 

De valgte 100 Kr. Sedlerne, da de mente, de var ret lette at eftergøre. Det var væsentligst ham, der udførte Arbejdet, da han havde nogen Øvelse og Færdighed i Tegning og Xylografi. Arbejdet blev udført om Afte­nen og om Natten, dels i deres Forretningslokaler, dels i et Værelse i Vik­toriagade, som de havde lejet til dette Formål.

 

De havde efter at have kasseret en hel Del som mislykkede 1097 Sedler, altså til et Pålydende af 109.700 Kr., men det var ikke deres Hensigt, det påstod han meget bestemt, at udgive mere end for 50.000 'Kr. det Beløb, som var tilstrækkeligt til at bringe deres Forretning på Fode igen og holde den gående et Stykke Tid.

 

Om Morgenen udtog de de 192 bedste Sedler, og det lykkedes dem i Løbet af Formiddagen at blive af med dem alle.

 

I Privatbanken indfriede de en Veksel på 1200 Kr. I Landmandsbanken indsatte de 8000 Kr. på deres Kassekredit-konto, og til Grosserer David be­talte de 10.000 Kr. til Indfrielse af et Lån.

 

Klokken 1 kom Grosserer David hen på deres Kontor og fortalte, at Na­tionalbanken havde meddelt ham, at nogle af de Sedler, han havde indsat der, og som han havde fået af dem, var falske. De svarede, at det kendte de ikke noget til, de havde selv fået dem i Landmandsbanken, og så gik David igen.

 

Men nu var de, klar over, at de var opdagede, og bestemte sig så til at tage Flugten lige med det samme.

 

De udvalgte så i største Hast yderligere 257 af de falske Sedler og tog dem til sig og lod Resten ligge på Kontoret i et Skab og i en Skrivebordsskuffe; nogle kom de senere i Tanke om, at de havde glemt i en Mappe ovenpå Skrivebordet.

 

I forskellige Forretninger på Vesterbro, hvor de købte sig hver en Over­frakke og nogle Støvler, fik de vekslet yderligere 3 Sedler.

 

Så gik de til Fods til Damhuskroen på Vej til Amerika.

 

I Kroen lejede de en Vogn, som de kørte med til Glostrup. For Lejen af Vognen betalte de ligeledes med en falsk Seddel.

 

Salomon, der var 27 År gammel og Søn af en Bogtrykker, afgav en ganske ligelydende Forklaring.

 

Ved Undersøgelse på Kontoret fandtes de resterende 528 Sedler.

 

Sagen blev henvist til 2. Kriminalkammer, hvor Assessor Paulsen, hurtigt kunne afslutte den.

Til Defensor blev beskikket Prokurator Simonsen.

 

Hans Fuldmægtig C. M. Herforth skrevet meget varmtfølt Defensorat. hvori han fremdrog alt, hvad der overhovedet kunne tale til hans Klienters Fordel.

 

Han anførte bl.a. som en Omstændighed i formildende Retning, at Rie­menschneider, der kun var Dilettant på Træskæreriets Område, havde konstateret, at Nationalbankens 100 Kr. Sedler var så dårligt udført, at Ef­tergørelsen af dem for enhver duelig og dygtig Træskærer, der var kom­met i Pengeforlegenhed, måtte frembyde sig som en let realisabel Vej til at skaffe Penge.

 

Ved Dommen, der blev afsagt allerede den 26. Februar 1884, blev de Til­talte hver især idømt 6 Års Forbedringshusarbejde.

 

Af de voterende Assessorer havde Assessor, senere Justinarius, Ingerslev, der havde skrevet Dommen, foreslået 5 År som Straf, og han "gik kun nødig med til de 6 År, men ville helst blive stående ved de 5 År."

 

Assessor Pauls en voterede også for 5 År "navnlig i Betragtning af, at der ingen Skade var sket i Forbindelse med Nationalbankens formentlig uforsvarlige Fabrikation af 100 Kr. Sedler."

Assessor, Dr. jur. Niels Lassen, den senere Justitiarius i Højesteret, an­førte, at "hvad Forberedelse og Udførelse af Eftergørelsen angår, forekom­mer det mig, at man vanskeligt vil kunne træffe på et mere graverende Tilfælde end det foreliggende, og jeg er derfor mest tilbøjelig til at sætte Straffen til 6 År. I det almindelige Omdømme står Pengefalsk næsten som en Kapitalforbrydelse, og ved denne Forestilling turde det ikke være rigtigt at rokke alt for meget."

 

Assessor Ipsen, den senere Justitiarius i Landsover- samt Hof og Stads­retten, og Kriminalrettens Justitiarius Wallick voterede begge uden nær­mere Motivering for 6 År.

 

I 1887 blev Riemenschneider benådet mod at forlade Landet.