»Champagne-Skrædderen« .

(1903)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

  

PÅ en Reproduktionsanstalt her i Byen arbejdede i Foråret i902 en 21årig Litograf og en noget ældre Stentrykker.

 

En Dag drøftede de, om de ikke skulle slå sig sammen om at lave falske 10 Kr. Sedler, det kunne ikke være særligt vanskeligt, og det ville være bedre end at stå der og arbejde. Det blev dog ikke til noget den Gang.

 

Men omtrent et År efter kom Litografen, der imidlertid havde forladt Reproduktionsanstalten og nu i længere Tid havde været uden Arbejde, op til Vennen og inviterede ham hjem til sig om Aftenen, da han havde noget vigtigt at tale med ham om.

 

Indbydelsen blev efterkommet. Til Stede var yderligere Litografens Svi­gerfader, den svenskfødte Skrædder Pehr Hansson, medens dennes Datter, som var Litografens trolovede, men ikke lovformelige Hustru, var gået en Tur.

 

De tre talte nu frem og tilbage om det ikke ukendte Emne de dårlige Tider, Hansson havde heller ikke nogen Penge, og de blev så enige om, at de i Fællesskab ville starte en mindre Fabrik for falske 10 Kr. Sedler.

 

Arbejdet skulle fordeles således, at de to Fagmænd skulle forestå den egentlige Fabrikation, medens Skrædderen skulle være den finansielle Le­der, d. v. s. han skulle skaffe den fornødne Kapital til Indkøb af Maskiner og Råmaterialer og så holde de to andre på Kost, så længe Fabrikationen var i Drift.

 

Det første, Hansson gjorde, var at leje en større Lejlighed i Vodroffs Tværgade, hvor de også kunne have Tegnestue, Fabrikslokale, og hvad der ellers hørte til et ordentligt Foretagende.

Men så kom den første store Vanskelighed.

 

Det Lån, som Hansson ville stifte for at få Penge, var ikke så let at opnå. De Folk, han henvendte sig til, var ikke villige til at låne ham noget til Etablering af et Skrædderværksted, da de ikke mente, det var et tilstrækkeligt rentabelt Foretagende, og det havde unægteligt næppe heller givet så mange Procents Avance som den lille Virksomhed, hvortil Pengene

i Virkeligheden skulle bruges til, men det kunne Hansson jo desværre, ær­gerligt nok, ikke sige noget om.

 

Månederne gik derfor, og de andre blev utålmodige, men så endelig efter at have løbet fra den ene til den anden, lykkedes det, den ihærdige Skrædder at få rejst et Lån på et Par Hundrede Kroner.

Nu skulle der Fart i det.

 

Litografen havde i den mellemliggende Tid dog ikke ligget helt på den lade Side. På en Sten, han en Aften, medens han var på Reproduktions­anstalten, havde fået ind under Frakken, havde han overført fire Tegninger af en 10 Kr. Seddel og foretaget Graveringen, men længere havde han ikke kunnet komme.

 

Stentrykkeren købte nu en lille Håndpresse, Værktøj, 144 Ark Bank­post og Farver og Sværte, og hvad der ellers skulle til.

 

Og så begyndte han at trykke løs, til han ikke havde mere Papir, men da var Oplaget også oppe på 2200 Stykker.

 

Litografen hjalp til med at beskære Arkene, og Skrædderen så til og var behjælpelig med at kassere de Eksemplarer, der ikke var blevet helt vellykkede, i alt ca., 300 Stykker.

Nu var det Skrædderen, der var utålmodig. Han brændte efter at komme ud med Penge på Lommen.

 

De havde først tænkt, hvad der havde været det fineste, at give Sedlerne fortløbende Numre, men da det var betydeligt omstændeligere, havde de hurtigt opgivet det og var nøjedes med kun to Numre i det hele, hvad også kunne være nok, mente Skrædderen.

 

Den 25. September var de endelig færdige og delte Sedlerne mellem sig. De var dog ikke smålige, og alle tre var enige om, at Litografen, der var Fader til den gode Ide, og som var den, der havde gjort det største og vigtigste Arbejde, skulle have Broderparten. Han fik da også ca. 780 Styk­ker, mens de to andre nøjedes med ca. 550 hver.

 

Sedlerne var, skønt de teknisk set var ret ufuldkomne, de havde således ikke noget Vandmærke, for en Ikke Fagmands øje skuffende Efterligninger, og de gik da også godt nok i Folk, og det kunne sikkert være gået i læn­gere Tid, men så skete det, man så småt havde frygtet:

Hansson ødelagde det hele.

 

Han havde i en Del År været Afholdsmand, men nu fik han et mægtigt Mod på Livet.

Nu var han jo rig, og nu skulle der festes.

 

Han turede om fra den ene af Vesterbros Beværtninger til den anden og soldede og svirede. Og flot var han. Nå, han havde jo også Pengene til Fabrikationspris.

Alle, der havde Lyst, var hans Gæster, de kunne blot kræve ind, hvad de ville, ligegyldigt, hvor dyrt det var, han betalte, og han var stolt over det Navn, "Champagne-Skrædderen", han straks var blevet døbt.

 

Han havde fundet sig et Yndlingssted, en lille Beværtning på Enghave­vej.

Her var han blevet gode Venner med Værtshusholderen og hans Kone og Opvarteren, og de forstod også at gøre det hyggeligt og festligt omkring ham, og han befandt sig så godt, at han fra en Søndag Aften til den føl­gende Tirsdag Eftermiddag brugte 7-800 Kr. og gav Opvarteren 250 Kr. i Drikkepenge.

 

Men ikke nok med, at han sad dernede, nej, hans Venner skulle da og­så ud at more sig. Han tog en Droske, og så kørte de rundt til andre af Kvarterets lige så fornemme Beværtninger og spiste og drak, og mange Gange i Dagens Løb stak han Pengesedler til dem, for de skulle da også have nogle af alle de Penge, han havde vundet i Lotteriet, og Presenter fik de.

 

Da han flere Nætter i Træk var kommet meget fuld hjem, blev hans Dat­ter og Litografen betænkelige. Her var jo en frygtelig Risiko.

 

De havde allerede talt om, hvordan deres Andel skulle anvendes. Først og fremmest ville de gifte sig, og de havde allerede gjort Skridt dertil, og de havde bl.a. købt en Barnevogn til Barnet, der nu var 8 Måneder, og så ville han og Stentrykkeren etablere et Trykkeri, med lovligt Formål, så at de derigennem kunne få en Levevej.

Og nu brast det hele.

 

De turde ikke blive boende hjemme længer, men flyttede hen på et lille Hotel, medtagen de Resten af hans Sedler, ca. 650 Stykker, og Dagen efter hentede hun Resten af Faderens Penge, der også lå i Lejligheden.

Og det var på høje Tid.

 

Samme Eftermiddag var Hansson ude på Tourné med Værtshusholder­konen og Opvarteren. Manden måtte blive hjemme og passe Forretningen, eller også var han måske for "træt" til at tage med.

 

Ude på Gl. Kongevej fik Damen Lyst til en Fjerboa til 80 Kr. der lå i et Vindue.

Den skulle hun naturligvis have, det var jo kun Småting, og ind væl­tede de alle tre.

 

Men Indehaveren af Forretningen blev ved Synet af disse noget støjende Kunder straks mistænksom, og da han havde set, at alle de otte flunkende nye Tikronesedler havde samme Nummer og var noget fugtige endnu, lod han hente en Betjent, der anholdt Selskabet.

 

Hansson så ingen anden Udvej end at sige, som det var, og han fortalte alt, dog nævnede han ikke noget om, at Stentrykkeren havde været med i det. Han mente senere, at det var, fordi han havde været så betaget af Situationen, og helt ædru havde han jo heller ikke været, at han havde glemt ham.

 

Politiet søgte Litografen på Bopælen, men da var han borte.

Han og Kæresten blev så straks efterlyst med udførligt Signalement og Telegrammer sendt til Norge, Sverige og Tyskland.

 

Den næste Morgen læste det unge Par i Aviserne om Hanssons Anholdelse og Efterlysningen af dem selv. De lejede en Vogn, og med Barnet på Skødet kørte de så til Klampenborg, hvor de lod Vognen vente. De gik så op i Ulvedalene, ærgerlige og bitre i Sind gravede de alle de fine Sedler ned ved et stort Træ.

 

Så kørte de rystende angst ind mod Byen.

På Vejen var de inde på Gl. Bellevue for at stramme sig op.

Til alt Uheld for dem genkendte Værten dem efter Beskrivelsen og rin­gede til Frederiksberg Politi, at det efterlyste Par var på Vej ind mod Byen i Droske Nr. 79.

 

Københavns Opdagelsespoliti blev underrettet, og en god halv Time efter skete Anholdelsen ude på Strandvejen.

Det var et trist ungt Par, der med deres Fremtidsdrømme slået i Kvas Dagen efter stod overfor Straffedommer van Wylich.

 

Da man under Eftersøgningen af Litografen havde fået den Oplysning på en af hans tidligere Arbejdspladser, at han umuligt havde kunnet lave de falske Sedler alene, var man fundet frem til Stentrykkeren, og han var blevet anholdt samme Aften.

 

Han nægtede straks at kende noget til nogen falske Sedler; det var rigtigt nok, at han havde besøgt Litografen meget ofte i den senere Tid, men det var for at se på en Trykkemaskine, som der var noget i Vejen med; men hvad den skulle bruges til, havde han ingen Anelse om.

 

Et Par Dage efter aflagde han naturligvis Tilståelse, da han i Retten blev præsenteret for de andres Bekendelse. Han forklarede, at han havde soldet 700 Kr. op. Resten af sine Sedler havde han anmodet sin Svigermo­der, Frk. Lund, om at opbevare for ham med Pålæg om at brænde dem, når hun læste eller på anden Måde erfarede, at spillet var tabt, og det, påstod hun, havde hun også gjort.

 

Litografen og Stentrykkeren fik hver 5 Års Forbedringshus, mens Skræd­deren kunne nøjes med 4 År.

 

Kæresten kunne ikke undgå at få 6X5 Dages Fængsel på Vand og Brød, da hun havde måttet indrømme, at hun godt havde vidst, hvorfra de Penge stammede, som hendes Kæreste havde købt hende et Guldur for og også bl.a. betalt Barnevognen med, og Svigermoderens Villighed blev takseret til 120 Dages Fængsel på sædvanlig Fangekost, men de to fik ved kongelig Resolution deres Straffe eftergivet.

 

Værtshusholderparret og Opvarteren slap for Tiltale, da de bestemt på­stod, at de havde troet på Skrædderens Fortælling om at have vundet 75,000 Mark i et tysk Lotteri og ikke havde haft Anelse om, at Sedlerne var falske, men de måtte selvfølgelig aflevere alle de Sedler, de havde i Behold, i alt 125 Stykker, så det blev dem, der kom til at betale Champagnesoldene.

 

Litografen blev gift med sin Kæreste. Hun ventede trofast på ham.

På Børsen var de falske Sedler efterspurgt som Kuriosa.

 

Det fortælles, at en Vekselerer glædesstrålende over at have været så heldig at få fat i en af dem satte den til Auktion og solgte den til den Højestbydende for 50 Kr.

 

Køberen var lykkelig over sin Erhvervelse, indtil han opdagede, at Sedlen var ægte.