Christian Larsen, kaldet Tækker, og Lars Peder Pedersen, kaldet Tambo.

(1850-1877)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

EN mindre Auktion blev den 2. Februar 1877 afholdt hos en Gårdejer Nielsen i Hørsted i Thy.

Efter Auktionen savnede Gårdejeren et Sølvlommeur, der havde hængt i Stuen ved Siden af Auktionslokalet.

Tyven måtte, mente han, være enten en Husmand Christian Larsen, kaldet Tækker, eller en Husmand Christian Skrædder, der havde været i Lokalet sidst, og som endnu opholdt sig i Huset.

 

Medens Christian Skrædder straks var villig til at lade sig visitere, er­klærede Christian Tækker, at der skulle anderledes Karle til at undersøge ham end de, der var til Stede, men Sognefogden, der tilfældigt var kom­met til, tog ham ind i en anden Stue og begyndte at afhøre ham.

 

Han bad straks om at måtte gå udenfor i et nødvendigt Ærinde, hvad Sognefogden ikke ville tillade ham, og da hans Anmodning lidt efter på ny var blevet afslået, bad han om da at måtte lade sit Vand i sin ene Træsko, hvad han fik Lov til.

 

Da han derefter satte Træskoen fra sig, så Sognefogden den efter og fandt Uret deri.

Trods dette dog noget kraftige Indicium nægtede Tækker at have stjålet det og sagde, at nogle Skarnsmennesker måtte have lagt det ned i Træ­skoen, og uagtet det blev sagt ham, at han umuligt havde kunnet undgå at mærke Uret, når han gik, da det var så stort som en mindre Krydder, fastholdt han, at han ikke var så, tarvelig at ville gøre sig til Tyv.

Han blev anholdt og indsat i Arresten.

 

Dagen efter blev der på Tinghuset i Vestervig afholdt Forhør af Herreds­fogden for Hassing og Refs Herreder, Jansen, men uagtet flere Vidner, der havde været til Stede ved Episoden med Træskoen, detailleret på deres djærve Sprog forklarede, hvad der var sagt og sket, hvad der til fulde godtgjorde, at kun Tækker kunne være Tyven, nægtede han fremdeles.

 

Først efter at Anholdelsesfristen var udløbet, og der var afsagt Arrestdekret over ham, og han således så, at det var Alvor, tilstod han, at det ham, der havde taget Uret.

 

Senere tog han Tilståelsen tilbage, og han nægtede ligeledes, at han et Par År i Forvejen havde stjålet 1 Kr. 33 Øre fra en Husmand, han var i Besøg hos.

 

Nogle Dage efter tilstod han dog på ny at have stjålet Uret, men næg­tede stadig Pengetyveriet.

 

Flere Vidner forklarede, at de havde hørt ham sige, at skønt han var en fattig Mand, ville han hellere betale de Penge, når han så kunne blive fri for at høre mere om det Sludder, og det var oplyst, at han faktisk havde betalt Pengene.

 

Først efter yderligere 14 Dages Forløb indrømmede han.

 

Forhøret den 31. Marts indledede Dommeren med, at det var ham fore­bragt som almindeligt udbredt Rygte, at Christian Tækker i 1850, altså 27 År forinden, skulle have aflivet Aftægtskonen Maren Rørby, der boede hos ham i det Hus, han den Gang havde i Harring, hvorfor han havde fundet sig foranlediget til at foretage forskellige Undersøgelser i den Anledning.

 

Af den gamle Sag fremgik det, at Maren Rørby den 5. Marts 1850 var fundet hængt på sit Loft.

 

Christian Tækker havde forklaret, at han var blevet urolig ved, at hun havde lukket begge Yderdørene til sin Lejlighed indvendig fra, og at hun ikke svarede på hans Kalden. Han havde derfor tilkaldt to Naboer, og efter Samråd med Præsten havde de sprængt en af Dørene, og oppe på Loftet havde en af Naboerne fundet hende hængt i et tyndt Reb.

 

I det foretagne Politiforhør, der var yderst mangelfuldt, fremkom der ellers intet af Betydning, man mente, der forelå Selvmord, og Forhøret blev straks afsluttet.

 

En Søn af en af dem, der havde skåret Maren ned, forklarede nu til Dommer Jansen, at han mindedes, at hans Fader, der nu var død, havde sagt, at det var et aparte Tilfælde, for hun havde ligget på Siden, og hun havde haft Munden fuld af Brød, og han huskede også tydeligt, at det var den almindelige Mening dengang, at Christian Tækker havde aflivet hende.

Afdødes Svigersøn forklarede, at Afdøde altid havde været bange for Christian Tækker, navnlig efter at hun engang havde opdaget, at noget Brændevin, hun havde stående, var blevet helt rød, og det var da også således, at de havde bragt den til Undersøgelse hos en eller anden, hvem, kunne han ikke huske, og hvad der var kommet ud deraf, vidste han ikke.

Når ingen af dem havde fortalt noget af alt det under det i sin Tid afholdte Forhør, var det, fordi der ikke var blevet givet dem Lejlighed dertil, og af sig selv havde de ikke villet sige det, da de havde en vis Angst for Tækker, der var en meget ilde anset Person.

Christian Tækker blev nu afhørt, og han afgav en Forklaring, der på mange for ham tilsyneladende ubetydelige Punkter ikke blot fraveg fra, hvad han i sin Tid havde forklaret, men også var i åbenbar Modstrid med Vidnerne nu, ikke mindst med Hensyn til Adgangen til Loftet, som han påstod ikke kunne nås fra hans Lejlighed, da der var et Skillerum imellem.

 

Efter at være kraftigt formanet til Sandhed erkendte han, at hans tid­ligere Forklaringer var urigtige, og tilstod at have dræbt Maren.

 

Han forklarede, at da han var blevet urolig over at se Dørene til hendes Lejlighed aflåsede, og hun ikke svarede på hans Kalden, havde han lirket den ene Dør op, og da han var kommet ind, havde han set hende stå oppe ­ved Ovnen med et Knippe Vikker, som han var klar over, at hun måtte have taget fra ham.

 

Da hun så ham, blev hun så bange, at hun besvimede, og så pludse­lig blev han grebet af den Tanke at kvæle hende, hvad han gjorde ved Hjælp af et Stykke Reb. Liget bar han så op på Loftet og hængte det op der og gik ud samme Vej, som han var kommet, idet han fik Døren til at lukke i. Så gik han ind og spurgte sin Hustru, om hun ikke havde set Maren, og da hun svarede nej, hentede han Naboerne.

 

Han påstod bestemt, at han aldrig havde fortalt Hustruen, hvad han havde gjort.

Da den Forklaring, Tækkers Hustru i sin Tid havde afgivet ganske i Overensstemmelse med Mandens, altså heller ikke kunne være rigtig, blev hun anholdt og indrømmede, at hun dengang nok havde kunnet forstå, hvad Manden havde gjort, og at det var efter hans Opfordring, at ,hun forklarede, som hun gjorde, men hun nægtede at have haft noget Kendskab til Forbrydelsen i Forvejen endsige at have været delagtig i dens Udførelse.

 

Efter at have siddet i Arresten en 5-6 Dage aflagde hun Tilståelse om, at hun havde været vidende om Mandens Planer om at aflive Maren, Og hun havde samtykket deri, og det var derfor, at hun havde kaldt Maren ind til sig om Eftermiddagen, så at Manden kunne følge efter hende, når hun gik.

 

Grunden til, at de ville af med Maren, var, at de ikke kunne svare Aægten til hende.

Endvidere forklarede hun; at da de havde haft Huset indtil omkring 1860, gjorde Manden en Byttehandel med en Husmand Lars Peder Tambo og fik i det nye Hus en Aftægtsydelse til dennes gamle Svigermoder Else Marie. Hun levede dog kun ganske kort, men hun døde en naturlig Død.

 

Christian Tækker fik nu foreholdt Hustruens Forklaring og tilstod så, at det var efter en forudfattet Plan, at han havde ombragt Maren Rørby. Det var efter hans Opfordring, at Hustruen havde fået Maren over i deres Lejlighed under Påskud af, at hun skulle smage et nybagt Brød, og det var, da hun gik tilbage til sine egne Stuer, at han i Bryggerset kastede Rebet, som han havde taget med dertil, om hendes Hals.

 

Da han havde bragt hende op på Loftet og lukket Yderdørene indvendig fra, gik han tilbage til sin egen Lejlighed over Loftet, hvor der ikke, så­ledes som han tidligere så bestemt havde villet hævde, var noget Skillerum.

Med Hensyn til Aftægtskonen Else Marie påstod han, at han havde fuldkommen ren Samvittighed.

 

Dommeren foretog nu selv efter at have indhentet Amtets Tilladelse til at foretage Undersøgelser udenfor egen Jurisdiktion forskellige Afhøringer angående Else Maries Død.

 

I et Forhør den 5. Maj forklarede Christian Tækker, at Else Marie havde fortalt ham, at Lars Peder Tambo for mange År siden havde ombragt en anden Kone, som han havde på Aftægt, den 63-årige Ane Johanne Chri­stensen, og kastet hende i en Grøft, så det fik Udseende af Ulykkestilfælde.

 

Dommeren bemærkede til Protokollen, at dette Rygte også var nået ham ad anden Vej, hvorfor han havde taget Sagen op.

 

Omstændighederne ved Ane Johannes Død var ifølge det i sin Tid op­tagne Forhør følgende:

Den 13. Maj 1858 fandt nogle Drenge hendes Lig liggende i en Grøft tæt ved Tambos Hus i Harring.

Efter at det var taget op og bragt inden Døre, gik der Bud til Sogne­fogden, der underrettede Herredskontoret, hvorfra en Fuldmægtig sammen med Distriktslægen begav sig til Stedet.

Liget var meget blodigt i Ansigtet, hvilket, da Blodet blev vasket af, viste sig at hidhøre fra, at hun havde bidt sig i Tungen, men udover en lille Rift på det ene Håndled var der ingen Læsioner.

 

I Grøften var der kun 4 Tommer Vand.

Tambo havde forklaret, at han med Afdødes fraseparerede Mand et Års Tid i Forvejen havde afsluttet en Kontrakt, hvorefter han mod en Godt­gørelse af 400 Rbd. engang for alle skulle forsørge hende for Livstid. Pen­gene havde han efterhånden fået, så at der kun resterede en Snes Rigs­daler.

 

Dagen før havde hun om Eftermiddagen været meget beruset, hvad der så ofte var sket før, og hun havde sagt, at hun ville ud og have noget mere at drikke.

 

Han så ikke mere til hende den Dag, og næste Morgen så han, at hendes Yderdør var låset udvendig fra, men det skænkede han ikke videre Tan­ker, da det var så tit, at hun gik ud meget tidligt om Morgenen.

 

Hans Hustru havde afgivet en lignende Forklaring, og udover at de Vidner, der blev afhørt, udtalte, at så vidt dem bekendt havde der bestået et godt Forhold mellem Afdøde og Tambo, fremkom der intet.

 

Distriktslægen afgav en Erklæring, hvori han udtalte, at det var "utvivl­somt at Døden var foranlediget ved, at hun ved uforvarende at styrte hoved­kuls ned i Åen (!) måtte anses for at have mistet Bevidstheden og derved i Forbindelse med Drukkenskab været ude af Stand til at hjælpe sig selv, så at hun er blevet liggende med Ansigtet i Vandet.... Selvmord synes ikke at have fundet Sted, hun var stedse i godt Humør og kun gnaven, når det skortede på Brændevin, men Døden må anses som en Følge af hendes beskænkede Tilstand".

Forhøret var derefter blevet sluttet.

Lars Peder Pedersen, kaldet Tambo, blev nu afhørt af Dommer Jansen.

 

Han gaven Forklaring, der på væsentlige Punkter var i Uoverensstem­melse med, hvad han i sin Tid havde forklaret, bl. a. påstod han, at han kun skulle have 300 Rbd. for at forsørge Afdøde og kun havde fået 36 Rbd. deraf, endvidere at han Dagen før Afdøde blev fundet, overhovedet ikke havde set hende.

Han blev derefter sat under Anholdelse.

 

De følgende Dage foretog Dommeren forskellige Undersøgelser i Harring og Omegn. Det oplystes, at der aldrig havde været noget Gangbræt over Grøften på det Sted, hvor Afdøde var fundet, og flere Personer forklarede, man allerede den Gang havde fundet det mærkeligt, at hun kunne være druknet i en Grøft, hvor der kun var nogle få Tommer Vand.

 

I et efterfølgende Forhør forklarede Tambos Hustru, at Ane Johanne havde været ovre hos hende Aftenen før hun blev fundet død, og senere havde hun hverken set eller hørt noget til hende.

Hendes Mand var hjemme den Dag, men om han så Ane, vidste hun ikke.

Han gik i Seng samtidig med hende selv, og hun mærkede ikke, at han oppe i Løbet af Natten.

Hun udtalte, at hvis hendes Mand havde forvoldt Anes Død, så havde han gjort det i Løndom og han havde aldrig fortalt hende noget derom.

Hun blev derefter sat under Anholdelse.

 

Par Dage efter vedgik Tambo, at han havde foranlediget Ane Johannes Død, og han forklarede, at om Eftermiddagen var Else Marie og Ane kommet ind i hans Lejlighed, hvor de blev "trædagtige", hvorfor han jog Ane ud.

 

Hun gik imidlertid ikke ind til sig selv, men ned ad Vejen, han løb efter og skrigende løb hun så tilbage til sit Hus.

 

Han så ikke mere til hende, før han om Aftenen, da han, allerede halvt afklædt, gik ud for at give Hesten Vand, så hende gå hen over Marken. Han listede sig efter hende, og da han indhentede hende på Grøftekanten, gav han hende bagfra et kraftigt Stød, så at hun "stejlede" ned i Grøften og blev liggende der uden at give en Lyd fra sig.

Så skyndte han sig hjem i Seng.

 

Tambos Hustru, der ligesom Manden nu var arresteret, hævdede stadig at hun ikke kendte Mandens plan i Forvejen og ikke var ham behjælpelig med selve Gerningen.

 

I et Forhør den 14. Maj erkendte Tambo, at hans tidligere Forklaring om Drabet var urigtig, og forklarede nu, at en Times Tid efter, at han var løbet efter Ane, ville han gå ind til hende for at tale godt for hende, men så snart han var kommet indenfor Døren, var han klar over, at det ikke kunne nytte at tale med hende, og han fattede da øjeblikkelig den Beslutning at ombringe hende og udførte straks Beslutningen ved at gribe hende med begge Hænder om Halsen og klemme til.

 

Om Aftenen, da han havde vandet Hesten, hentede han Liget og bar det ned i Grøftekanten, hvorfra han lod det rulle ned i Grøften, og gik så hjem.

Han påstod stadig bestemt, at Hustruen ikke havde været delagtig i For­brydelsen på nogen som helst Måde.

 

Han erkendte endvidere, at han nogle År i Forvejen havde aflagt falsk Ed i en Paternitetssag.

 

Efter at Hustruen havde indrømmet, at hendes Forklaring i sin Tid var urigtig, men at det skyldtes, at hendes Mand havde sagt, hvad hun skulle forklare, uden at hun dog den Gang vidste, hvad han havde gjort, blev hun løsladt.

 

Efter at Christian Tækker og hans Hustru havde gentaget deres Forkla­ringer om, at de, allerede før Mordet på Maren blev begået, havde aftalt, at det skulle udføres, således som det blev det, ved at han skulle kvæle hende og derefter give det Udseende af Selvmord, blev Forhørene sluttet den 9. Juni.

 

Ved Dommen blev Christian Tækker anset for at have handlet med Over­læg og idømt Livsstraf.

 

I Erstatning skulle han derhos betalte 8 Kr. for Reparation af, det stjålne Ur, der ifølge Urmagerens Regning var renset for Rust, og i hvilket "var indsat ny Spiral og andre Dele, som allerede vare oprustede".

 

Tambos Gerning blev også anset for at være udført med Overlæg, og også han blev dømt til at bøde med sit Liv.

 

Han dømtes endvidere til at have den Medalje, han havde fået tildelt for sin Deltagelse i Krigen 1848-50, forbrudt.

 

Tækkers Hustru blev idømt 8 Års Tugthusarbejde.

 

Viborg Overret stadfæstede Dommen, men nedsatte Straffen for Hustruen til 3 Års Tugthusarbejde.

 

Højesteret var enig i, at Tækkers Gerning måtte anses for overlagt og stadfæstede hans Dødsstraf, hvorimod Retten ikke mente mod Tambos Be­nægtelse at kunne anse det for bevist, at han havde handlet med Overlæg, og idømte ham for Drab og Mened Tugthusarbejde i 12 År.

 

Straffetiden for Tækkers Hustru blev sat op til 5 År.

 

Samtlige Voterende indstillede Tækker til Benådning, og ved kongelig Resolution blev Straffen forandret til Tugthusarbejde på Livstid.

I Marts 1886 døde han i Straffeanstalten.

Et Tyveri af et gammelt Lommeur gav således, takket være en dygtig Forhørsdommer, Opklaring på to Mord, det ene 27, det andet 19 År gammelt.