Damhusmordet.

(1922)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

ER Damhusmordet blevet fuldt opklaret? Det er et Spørgsmål, der stadig spøger.

 

Sikkert er det, at en Del af dem, der kender Sagens Enkeltheder så no­genlunde, ikke er helt tilfreds med den.

 

Rent bortset fra, at den ene af de Dømte stadig har hævdet og til sin Døde­dag vil vedblive at hævde, at han er uskyldig dømt, så forekommer det rent umiddelbart utilfredsstillende, at Beviserne for en stor Del var tilbagekaldte Tilståelser fra to faldne Kvinder, hvoraf den ene besad en rent ud fantastisk Løgnagtighed, og den anden den ene Dag sagde et, den næste Dag noget an­det med Hensyn til den tredje Deltager i Forbrydelsen. Det var af sådanne Forklaringer, at andre Menneskers Frihed var afhængig.

 

Men Nævningerne kendte Skyldig.

Mordet blev begået d. 8. Maj om Morgenen ved 3-Tiden. Da en ung Mand Klokken hen ad 6 på Vej til sit Arbejde passerede Annexgårdsvej, så han en Taxa Vogn A. 7516 holde inde på Marken. Ved nærmere Efter­syn opdagede han, at Chaufføren sad død på Førersædet med Blod over hele Ansigtet.

 

Søndre Birks Politi blev derefter tilkaldt, og Undersøgelserne påbe­gyndtes.

Chaufføren var ramt af 3 Skud affyret på ganske nært Hold, hvoraf det ene var trængt ind i Hjernen og havde været øjeblikkeligt dræbende. Et Skud var desuden gået ind i Motoren. Skuddene måtte være kommet inde ­fra Vognen gennem det højre Vindue. Inde i Vognen fandt man en Cigaret­stump, en Stump af en Cerut og noget Cigaraske. På Sædet lå der en Pakke i gråt Papir omvundet med Sejlgarn indeholdende et Par Cheviotbenklæder, en Læderrem med Metalspænde samt en lysegrå Sixpence med gult Foer og besmurt med rød Mønje.

På Liget fandtes ingen Portemonaie, en Tegnebog i den indvendige Vestelomme indeholdt 155 Kr.

 

Den Dræbtes Kæreste fortalte, at hun Aftenen i Forvejen havde talt med ham, og han havde da vist hende sin Tegnebog, der indeholdt bl.a. 3 100 Kr. Sedler og et Bundt 10 Kr. Sedler.

 

Nogle Timer efter fandtes den myrdede Chaufførs tomme Portemonaie ca. 1 Kilometer fra Mordstedet på den anden Side Roskildevej.

 

I den fundne Hue var der to rødlige Hår. Ved Undersøgelse på Retsme­dicinsk Institut viste det sig at være Dyrehår, som "ifJg. deres Bygning an­tagelig stammer fra en Ko eller Hest".

 

Fire Dage efter meddelte en Fru Petersen, Dannebrogsgade 23, at hun mente, at en Kelner Hansen, hvis Hustru havde lejet et Værelse hos hende, sikkert var Morderen. Hun havde nemlig i hans Hus i Hvidovre set ham i Besiddelse af et Bælte med Metalspænde, og hun havde set ham male sit Lysthus rødt, og endelig havde hans Hustru fortalt, at han havde en Ven, der var Chauffør, som så tit kørte ham hjem om Natten, og endelig havde Hansen en lille rød Hund.

 

Hansen blev nu afhørt. Han påstod at han havde været hjemme Mordnat­ten fra Kl. ca. 2, da han kom fra sit Arbejde i "Cafe Bauer". Hustruen var ikke hjemme, og kom heller ikke hjem før op ad Formiddagen. Han havde kun to Gange aflagt Besøg i Dannebrogsgade 23, hvor hans Hustru havde et Aftrædelsesværelse, den ene Gang var 4 Dage i Forvejen, den anden Gang omkring d. 6. Juli. Den Gang var han sammen med en yngre Mand, Chr. Petersen, kaldet Christian Hestehoved.

 

Han blev så sat under Anholdelse og arresteret.

Chr. Petersen forklarede, at han ikke erindrede nogensinde at have været med Hansen oppe i Dannebrogsgade, men helt benægte, at han havde været der, turde han dog ikke, da det så ofte var hændet, at han var så beruset, at han ikke bagefter kunne huske noget som helst om, hvor han havde været. Mordnatten havde han været sammen med sin Husbestyrerinde.

 

En Sporvognskonduktør mødte og påstod i Hansen at kunne genkende den første Passager, han havde med fra Toftegårdsplads om Morgenen d. 8 Maj,

 

Hansen ændrede sin Forklaring til, at han Mordnatten havde spillet Ter­ninger hos en Musiker, men de Vidner han førte på Rigtigheden heraf var ikke sikre.

Christian Hestehoved, hvis Forklaringer efterhånden blev mere og mere vaklende og usikre, blev også arresteret, men Hold i nogen Sigtelser mod ham og Hansen havde Politiet ikke, og i Slutningen af Måneden blev de begge løsladt.

 

Andre blev anholdt, men også hurtigt løsladt, og efterhånden smuldrede det hele hen, og hen på Efteråret var Politiets Materiale udtømt, og Sagen blev faktisk henlagt.

 

Hansen anlagde Sag til Erstatning for uforskyldt Varetægtsarrest og ved østre Landsrets Dom blev han tilkendt 2.000 Kr.

 

I Begyndelsen af Oktober 1924 fik Politiet så Besøg af en Mand, der med­delte, at han Natten forinden havde truffet en Kvinde, Gudrun Olesen, der havde gjort Indtryk af at være meget

ulykkelig og til sidst på hans Fore­spørgsel betroet ham, at hun havde været med til et Mord.

 

Hun havde været i fuldstændig oprevet Tilstand og havde sagt, at der havde været 4 Personer med i Vognen, 2 Mænd og 2 Kvinder, men hvem de andre var, havde hun sagt, at hun aldrig nogensinde ville sige.

 

Under en påfølgende Afhøring nægtede Gudrun Olesen at have udtalt sig som påstået. Hun

kendte ikke andet til Damhusmordet, end hvad hun havde læst i Avisen og hørt fra Folk derude. Hun tjente dengang på et Bør­nehjem ikke langt derfra.

 

Hun fik så Lov til at gå igen, men ved at arbejde videre med dette Spor fik Politiet Sikkerhed for, at hun havde løjet. En anden Kvinde for­klarede nemlig, at Gudrun til hende havde sagt, at

hun den Aften, Mordet blev begået, havde været sammen med en anden Kvinde og en Sømand, i en Beværtning "Den Fingerløse" på Åboulevarden. Sømanden var vred på den dræbte Chauffør, fordi han havde taget en Kæreste fra ham. Pr. Telefon havde de tilkaldt ham med hans Vogn, de var så alle tre kørt ud ad Rød­ovre til. På Vejen ved Damhuskroen var der en af de andre, der havde skudt Chaufføren.

 

Gudrun blev nu anholdt og indrømmede, at hun vidste, hvem der havde begået Drabet, men

hun ville ikke sige, hvem det var.

 

Ved at undersøge hendes Forhold igen, standsede man ved en Kvinde ved Navn Karen Andersen, almindelig kaldet "Musse Gadedreng". Hun blev bragt til Stede, men Gudrun

nægtede nogensinde at have set hende og hun fik så Lov til at gå.

 

Man konfronterede andre med Gudrun, men stadig det samme, hun næg­tede at kende dem. Men da man havde fået yderligere Bekræftelse på For­modningen om, at det alligevel var Karen Andersen, Gudrun havde henty­det til, blev hun sat under Anholdelse.

 

Det skete i Februar 1925. Hun nægtede straks at kende noget til Mordet, men indrømmede senere at have været med i Vognen, men det var ikke hende, der havde skudt, men derimod en Mand der var med, men som hun ikke vidste, hvem var.

 

Politiet havde ladet opslå Plakater med Billeder af det i Mordbilen fundne Tøj, og en Toldbetjent henvendte sig nu og meddelte, at han mente at kunne huske, at en Sømand ved Navn Svend Matell havde haft noget tilsvarende.

 

Et ældre Fotografi af Matell blev fremskaffet og forevist Karen, der straks erklærede, at det "ganske utvivlsomt" var ham, der var Drabsmanden.

 

Matell var på den Tid i Amerika. Der blev afsagt Arrestdekret over ham, og han blev anholdt i New York og udleveret og kom hertil i Marts Måned.

 

Forevist Tøjet, der var fundet i Vognen, erklærede han uden Tøven, at det var hans. Det eneste, han ikke kunne forstå, var hvorledes det var kommet der. For han havde ikke selv været med.

 

Hverken Karen eller Gudrun havde han, så vidt han kunne mindes, set før. Om sin Færden i Dagene før og efter Mordet forklarede han, at han i Begyndelsen af Maj var blevet afmønstret i København. De følgende Dage susede han omkring for at få brugt de 300 Kr. han havde fået udbetalt. En Aften havde han truffet et Kvindfolk, som han var gået hjem med, hun boede i Gothersgade-kvarteret, men nærmere hvor, vidste han ikke, og hvor­dan hun så ud, kunne han ikke huske, dertil havde han været for beruset. Om han havde haft Pakken med Tøjet med op til hende og havde glemt den der, det var en Mulighed. Et Par Dage efter var han rejst til Frede­rikshavn i Besøg hos sin Familie.

 

Han nægtede bestemt at være delagtig i Mordet.

Da Karen blev konfronteret med ham, erklærede hun bestemt, at det var ham, der havde været med i Vognen og ham, der havde skudt Chaufføren.

 

Da Matell vedblivende påstod, at han havde været i Frederikshavn i de pågældende Dage, blev en Undersøgelse foretaget der, og der skete da det for Matell lykkelige, at Rigtigheden af hans Forklaring blev fastslået.

 

Måden, hvorpå det skete, var højst ejendommelig: Det var to Breve der reddede ham.

En Tante af ham havde til sine Børn i en anden By den 5. Maj skrevet, at hun nu skulle ud og stege to Duer, hendes Mand var kommet hjem med, og i et Brev af 9. Maj, at Svend kom lige til Middag den Dag, de fik Duerne, han havde spist til Middag der hver Dag senere. Om Søndagen havde han været til Kaffe sammen med en hel Del andre.

 

Brevene var heldigvis bevarede, og dermed var Matell's Alibi fastslået, og han gik dermed definitivt ud af Sagen.

 

For at finde ud af, hvem Manden i Vognen så havde været, gik Po­litiet de Sager igennem, som Karen Andersen tidligere havde været ind­blandet i, og fandt at hun havde været i Sag med en Mand ved Navn Mouritz Andersen.

 

Han blev så anholdt. Ved Anholdelsen var han stærkt beruset. Han sagde straks bl.a.: "Ja, det er mig, der er Damhusmorderen. Det har I sgu været længe om. Men Musse har været stabil. Nu kommer jeg ikke ud de første 16 . År. Det er mig, der har skudt ham".

 

Den næste Dag i Retten nægtede han bestemt at være Gerningsmand eller blot vidende om, hvem Drabsmanden var. Når han ved Anholdelsen var fremkommet med de Udtalelser, var det, fordi han var beruset, og det var ikke ualmindeligt, ja måske endog en yndet Sport, at Folk af hans Om­gangskreds, når de havde fået for meget at drikke. råbte op om at de var Damhusmorderen.

 

Karen Andersen påstod, at det var ham, der var Morderen, og Gudrun Olesen erklærede også, at hun roligt kunne sige, at han var den rette.

 

Forundersøgelsen skred nu, som Retsformanden udtalte under sin Rets­belæring overfor Nævningerne, frem under en næsten eksempelløs Række Afvigelser fra tidligere Forklaringer, Udflugter, Tilståelser og Tilbagekal­delser af disse. Der var næppe to Dage i Træk, hvor man fik de samme For­klaringer.

 

På et Tidspunkt af Sagen havde man en Tilståelse fra Karen Andersen, der gik ud på, at Mouritz Andersen nogle Dage før Drabet havde fore­slået hende, at de skulle se at få fat i en velbeslået Mands Penge, og de var i den Anledning mødtes i "Den Fingerløse" Søndag Aften d. 7. Maj.

 

Hun sagde, hun nok mente at have det rigtige Offer og tænkte herved på den myrdede Chauffør. Gudrun kom lidt efter ind i Beværtningen og kom hen ved deres Bord.

 

Karen gik så derfra og tog ud til Hellerup, hvor hun hyrede Chaufførens Vogn, som han holdt med på sin sædvanlige Holdeplads på Callisens Vej. Hun kørte så til "Den Fingerløse" og derfra kørte Mouritz og Gudrun med, først til en anden Beværtning, hvor også Chaufføren var med inde, derefter til Møntergade 7, hvor Karen havde et Værelse. Her tog hun Matell's Tøj frem, som denne havde glemt hos hende, og det var Planen, at det skulle efterlades i Vognen for at give Politiet et falsk Spor.

Oppe i Værelset frem­viste Mouritz en Revolver, han havde i Lommen. Mouritz sagde, at han kendte nogle, der havde et Sommerhus i Hvidovre, som de måske kunne benytte, og de kørte så alle til Dannebrogsgade 23, hvor den tidligere nævnte Kelner Hansen og en anden Mand var til Stede. Hansen ville imid­lertid ikke gå med til at låne dem sit Sommerhus til "at få Kasse", som det hed i deres Sprog, og så kørte de atter derfra og havde også den Mand, der havde været oppe hos Hansen, da de kom med, men han stod af i Smallegade.

 

Da de kom ud på Annexgårdsvej affyrede hun med Mouritz’ Revolver gennem det højre Vognvindue 3 Skud mod Chaufføren, og da Vognen ikke straks standsede, og Mouritz råbte: "Skyd nedad, for Satan!", affyrede hun endnu et Skud mod Motoren. Så steg de ud, Mouritz tog den Myrdedes Por­temonaie, og hun selv tog hans Tegnebog frem og tog en Del Sedler ud af den, som hun gav Gudrun til Opbevaring.

 

Efter Afgivelse af denne Tilståelse demonstrerede hun, hvorledes hun havde holdt Revolveren.

 

Hun påviste Værelset i Dannebrogsgade og genkendte under en Konfron­tation Kelner Hansen.

Senere ændrede hun, som hun sagde, fordi hun syntes, at Mouritz Ander­sen også skulle have sin Part, Forklaringen til, at han havde skudt de to Skud og hun kun de to, men kort efter kom hun igen tilbage til, at det var hende, der havde affyret alle fire Skud.

 

Nogen Tid efter tog hun Tilståelsen tilbage, men kort efter indrømmede hun igen dog, at det nu var Mouritz Andersen, der havde skudt alle fire Skud, og at det også var ham, der havde taget Pengene ud af den Myrdedes Teg­nebog.

Hun sagde, at hun var jo kejthåndet og ikke kunne skyde med højre Hånd.

 

Mouritz Andersen benægtede bestemt Karens Forklaring.

Den eneste Indrømmelse, han kom med, var at der dunkelt foresvævede ham noget om en Køretur til Dannebrogsgade, hvorfra de alle fem, nemlig også Kelner Hansen og den anden Mand, var kørt videre, men han var stået af på Gl. Kongevej, mens de andre fire havde fortsat udefter.

 

Gudrun, hvis Forklaringer var en endeløs Række af Indrømmelser og Tilbagekaldelser af disse, fastholdt dog et, nemlig at det var Karen, der havde skudt alle Skuddene, og at hun selv ikke havde modtaget nogen Penge.

 

Sagens Forberedelse til Retten gav Statsadvokaten for Sjælland et ganske overordentligt stort og brydsomt Arbejde.

Det var nødvendigt i store tykke Bind at udarbejde, Registre og Oversig­ter over de sigtede Kvinders forskellige Forklaringer, over alle Vidneforkla­ringer og alle andre Oplysninger, der var fremkommet under Forundersø­gelsen.

 

Domsforhandlingen fandt Sted for østre Landsrets Nævningeting fra den 22. Februar til den 3. Marts 1926. Statsadvokaten repræsenterede personlig Anklagemyndigheden.

 

Alle de tre Tiltalte nægtede sig nu skyldige.

Anklagemyndighedens to Hovedvidner var en Kabellodder, som havde fattet Medlidenhed med Karen Andersen og gjort sit til, at hun kunne kom­me op af det Dyb, hvori hun var sunket med rivende Hast

 

Han forklarede, at hun var kommet op på hans Værelse Mandag Morgen d. 8. Maj ganske tidligt, snavset og forkommen og ganske ude af sig selv, og da han spurgte om, hvad der var i Vejen, svarede hun, at han dog ikke kunne hjælpe hende, og Dagen efter, da han spurgte hende igen, havde hun sagt, at han ville miste alt for hende, hvis hun sagde ham det.

Det andet Hovedvidne var en yngre Dame, der i September 1925, altså næsten 3 ½ År efter, at Mordet var begået, havde henvendt sig til Politiet og meddelt, at hun Mordnatten havde været til Bal i Damhuskroen. Hun havde mistet sin Cyklelygte og stod ved 3-Tiden udenfor Kroen og ventede på en ung Mand, der havde lovet at følge hende hjem. Hun så da en Taxavogn komme inde fra Byen, og to Kvinder stige ud af den og gå hen og ruske i Døren til Kroen. Da den var lukket, gik de igen ind i Vognen, hvor hun kunne skimte ,en tredje Person, og de kørte så videre udefter.

 

Da hun havde ventet endnu nogen Tid, bestemte hun sig til at begive sig på Vej alene. I det samme kom hun til at stå Ansigt til Ansigt med en hende ubekendt Mand, det gav et Chok i dem begge, så vekslede de et Par Ord og så gik hun hjemad, medens hun så, at han løb bort i den Retning, hvor senere den Myrdedes Portemonaie og Revolveren blev fundet.

 

Konfronteret med Mouritz Andersen havde hun i ham genkendt den Mand, hun således traf.

Hun havde kort efter fortalt en af sine Pårørende om Mødet, men ellers ikke omtalt det.

I øvrigt blev der ført over 60 Vidner og Sagen gennemgået i alle Detaljer. Karen Andersens, og Gudrun Olesens tidligere Tilståelser, Tilbagekal­delser og øvrige Forklaringer blev på Foranledning af Mouritz Andersens Forsvarer læst op for at give Nævningerne Indtryk af, hvor bundløgnagtige de to Kvinder var.

 

De tre Forsvarere kæmpede bravt for hver sin Klient.

Karen Andersens tidligere Tilståelse kunne man ikke tillægge nogen Be­tydning, for efter Retsplejeloven kunne en Tilståelse tages tilbage på et­hvert Stadium af Sagen, sagde hendes Forsvarer, og der forelå i øvrigt ikke noget Bevis mod hende.

 

Mouritz Andersens Forsvarer henviste til, hvad det var for Vidnesbyrd, der skulle fælde hans Klient, og udtalte, at havde Matell ikke været i det heldige Tilfælde at kunne bevise sit Alibi, kunne han lige så godt have sid­det på Anklagebænken, som Mouritz Andersen nu gjorde det.

Gudrun Olesens Forsvarer indledede med at sige, at han ville komme til at optræde som Aktor mod de to andre Tiltalte, og at han ikke ville lægge Fingrene imellem.

 

Han var enig med Statsadvokaten i, at der ikke var Tvivl om, at Mouritz Andersen og Karen

Andersen var skyldige. Gudrun havde været med i Vog­nen, men der var ingen Grund til at tro, at hun i Forvejen havde vidst, hvad der, skulle foregå. Der var jo andre Måder at få fat i andre Folks Penge på end just ved at begå Mord. At hun havde løjet, når det kneb for hende, det måtte erkendes, men det var intet Grundlag for at dømme hende for forudgående eller samtidig Meddelagtighed i Røveri, men højst kun for efterfølgende Meddelagtighed.

Retsformanden udtalte i sin Gennemgang af Sagen bl.a. at Gudrun Olesen kun var tiltalt for en vis Meddelagtighed i Røveri og derfor ikke kunne dømmes for andet eller mere.

 

For de to andres Vedkommende var ingen af dem tiltalt for personligt at have affyret det dræbende Skud, og Forholdet var da, at de tiltaltes for, at de havde været enige om at dræbe Chaufføren, at Handlingen således bæres af et fælles forbryderisk Forsæt.

 

Det var overladt til Nævningene at skønne, om og i hvilket Omfang de ville tillægge de tilbagekaldte Tilståelser nogen Vægt, og om de ville lade disse indgå i deres Overvejelser om Bevisets Tilstrækkelighed.

 

Nævningerne kendte Mouritz Andersen og Karen Andersen Ikke - Skyldige i overlagt Drab, men Skyldige som Medgerningsmænd i forsætligt Drab og til Røveri.

 

Gudrun Olesen kendtes kun skyldig i efterfølgende Meddelagtighed i Røveri.

 

Ved Dommen blev Mouritz Andersen idømt Tugthusarbejde i 16 År og Karen Andersen samme Straf i 10 År. For Gudrun Olesens vedkommende sattes den af hende udståede Varetægtsarrest i Stedet for Straf.

 

Mouritz Andersen ansøgte de følgende År gentagne Gange om Sagens Genoptagelse, men hver Gang fandtes de af ham anførte Grunde derfor at være for lette.

 

Efter Afsoningen af sin Straf har han stadig arbejdet på at skaffe nye Oplysninger, der kan godtgøre, at han ikke var med på den skæbnesvangre Køretur, da den endte med Drabet på Annexgårdsvej.