(1852-58)

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

LIGESOM Tilfældet havde været i de øvrige Dele af Landet, var Fyn og­så omkring 1850 hjemsøgt af Forbryderbander, og som det var gået i Vendsyssel og på Lolland, var der ikke kommet noget Resultat ud af de lokale Dommeres Undersøgelser.

To Mord var uopklarede, en Mængde falske Mønter og Sedler var i Omløb, Kirketyverier, Indbrud og Kvægtyverier var begået i Massevis, og ingen var draget til Ansvar derfor.

Så sendte Justitsministeriet i December 1858 den fra Lolland-Sagen kendte Kriminalretsassessor Herman Rothe derover som Kommissions­dommer.

Med det første Mord forholdt det sig således:

Den 1. April 1852 blev den ugifte Ingeborg Rasmusdatter fundet lig­gende død i en Tørvegrav i Etterup i Odense Herred.

Nogle små Mærker i Ansigtet var de eneste Tegn, der blev fundet på Vold.

Da der overhovedet ikke fandtes Grund til at antage, at hun havde begået Selvmord, og Ulykkestilfælde måtte anses for udelukket, formodede man, at der forelå en Forbrydelse, og Mistanken fæstnedes på en ugift Kvinde Laurine Boye, som det var oplyst, at Afdøde havde besøgt Aftenen før, og en Gårdskarl Peder Olsen, som hun havde fulgtes med derfra.

De blev arresteret, men nægtede at have noget med Forbrydelsen at gøre, og så blev Undersøgelsen hurtigt afsluttet.

Assessor Rothe tog straks Sagen op, og da det var givet, at Laurine havde udgivet nogle af de falske Penge, var der al Anledning til at arrestere hende, og Peder Olsen måtte gøre hende Følgeskab.

Da de havde siddet nogle Dage i ensom Arrest, et Middel, som Assessor Rothe ansa for det bedste til at få Sandheden frem, ikke fordi det skulle være særlig hårdt mod Forbryderne, men fordi, som han sagde, Samvit­tighedens Stemme taler bestandig højere i den Ensomme, og han kan ikke overdøve den med Adspredelser, tilstod de begge.

Laurine, som havde været og stadig var Kæreste med Peder Olsen, havde også et Forhold med den Afdødes ugifte Broder, en Gårdmand Rasmus­sen, som hun mente ville gifte sig med hende.

Hun var imidlertid bange for, at dette skulle støde på Modstand hos Afdøde, der styrede Huset for Broderen, og hun havde så besluttet at rydde hende af Vejen.

Hun havde først bestemt sig til at benytte Rottekrudt, men da hun havde hørt, at det havde sine Vanskeligheder at få fat på denne Gift, tog hun en anden Beslutning.

Hun aftalte med Peder Olsen, at han skulle komme hjem til hende en Aften sammen med Afdøde, og når de gik derfra, skulle han kvæle hende, og de skulle så begge i Forening kaste hende i en Tørvegrav, således at det kunne se ud, som om hun havde begået Selvmord.

Kort efter var han en Eftermiddag i Gribsvad Kro for at hente Brænde­vin og Brød, og på Vejen derfra gik han hen til Afdøde og fik hende med til Laurine, hvor de sammen med nogle andre, der var kommet på Besøg, blev trakteret med Kaffe med Brændevin.

Da de andre Gæster var ved at gå, fik Laurine Afdøde og Peder til at blive tilbage, og hun fulgte dem så senere på Vej.

Da de var gået et Stykke, sagde hun Godnat og vendte om, og de to andre fortsatte alene, og Peder forøvede da Mordet.

Laurine kom nu til, og i Forening slæbte de Liget ud i Tørvegraven. Og det Løfte, hun havde givet ham som Belønning, indfriede hun på Vejen hjem.

Også den Måde, hvorpå han i Detaljer forklarede, hvorledes han havde båret sig ad med at kvæle Afdøde, som han tidligere havde været Kæreste med, og som han stadig havde holdt Forbindelsen vedlige med, viste, at selvom han nok var tilregnelig i, juridisk Forstand, må han. be­tragtes som et, sjæleligt fuldkommen afstumpet Individ, der vel ikke en­gang overhovedet har været klar, over sin Handlings Vederstyggelighed og

næppe kan siges at have haft mere Følelse end et umælende Dyr.

De erkendte endvidere, at det havde være Aftale Imellem dem, at når Laurine var blevet gift med Gårdejer Rasmussen, skulle også han myr­des, på hvilken Måde, havde de endnu ikke bestemt, og så skulle de to giftes og Peder Olsen således komme i Besiddelse af Gården.

Omstændighederne ved det andet Mord, Assessor Rothe skulle opklare, var følgende:

Natten mellem, den 11. og 12. Oktober 1853 blev Husmand Niels Hansen i Broendehus i Wedellsborg Birk vækket ved, at det bankede på hans Dør, og en Mand bad ham komme ud og hjælpe, da han var væltet med sin Vogn.

Niels Hansen var kun kommet et lille Stykke hen ad Vejen, da han så to andre Personer komme bagved, og da der ikke var nogen, væltet Vogn at se, fik han Mistanke om, at der var noget galt, og vendte om; men i det samme blev der slået et Reb om hans Hals. Det lykkedes ham dog, at komme fri og løbe tilbage, men den ene af Mændene forfulgte ham, og stak ham en Kniv i Underlivet.

Medens Manden nu forsvandt, fik han sig slæbt hen til en Nabo.

Der blev sendt Bud efter Lægen, der straks så, at det tilføjede Sår var i højeste Grad livsfarligt, og derfor lod gå Bud til Herredsfogden.

To Dage efter døde Niels Hansen.

Den indledende Undersøgelse havde ikke ført til noget Resultat, uagtet den Afdøde havde givet et om ikke fuldstændigt så dog tåleligt godt Sig­nalement af i hvert Fald den ene af Forbryderne, og man ikke skulle tro, at der kunne være så mange at vælge imellem som Gerningsmænd til en så lokalpræget Forbrydelse.

Det varede da heller ikke længe, før Assessor Rothe fik samlet tilstræk­keligt Materiale til at arresteret den 30-årige Jens Henrik Christiansen Boye og de to noget ældre Christian Hansen Sosmed og Anders Hansen Sørensen, Pranger, der alle tre havde et meget dårligt Rygte på sig.

Boye havde tidligere været arresteret to Gange for at have udgivet falske Mønter, men var blevet frifundet ved Højesteret.

Ved en hastigt foretaget Ransagning i deres Hjem fandtes hos Sosmed Støbeforme og andre Remedier og Tin til Fabrikation af falske Mønter.

Her var ingen Vej udenom. De måtte alle tre indrømme, at have for­færdiget falske Specier, Rigsdalere og Tomarksstykker og dels selv, dels gen­nem Bekendte givet dem ud.

Mistanken om, at det også var Gerningsmændene til Mordet på Niels Hansen, man her havde fået fat i, blev hurtigt bestyrket, men nogen Til­ståelse herom ville ingen af dem give.

Assessor Rothes Middel med Enecellen havde dog også her sin Virk­ning.

Og som det var gået i de tidligere store Sager, den, der var den mindst forhærdede, og som havde den mindste Andel i Forbrydelsen, gav først op. I dette Tilfælde var det Pranger.

Han mente vel sagtens, at han kunne redde sig ved, at han ikke havde taget egentlig Del i Overfaldet, men var løbet hjem.

Han indrømmede, at da de alle tre nogle Måneder før Mordet havde siddet arresteret i Middelfart Arrest, var de blevet enige om at foretage et Røveri hos Niels Hansen, og da de var blevet løsladt, genoptog de Tanken om Røveriet, og efter gentagne Sammenkomster aftalte de så Tidspunktet og Gerningens nærmere Udførelse.

Sosmed påtog sig at lokke Hansen ud, og medens Boye skulle uskade­liggøre ham, skulle de to andre gå ind i Huset og, stjæle.

Da han og Sosmed så, at Boyes Forsøg med Rebet ikke Lykkedes, blev de bange og løb deres Vej.

Sosmed kunne overfor denne Tilståelse kun indrømme, at den var rig­tig, men han ville påstå at han egentlig ikke havde troet, at det ville være kommet til Mord, han havde tænkt sig, at Boye kun skulle gøre Hus­manden bevidstløs.

Boye havde herefter ingen Vej uden om en fuldstændig Tilståelse. Han prøvede nok på at hævde, at det ikke havde været hans Hensigt at dræbe Niels Hansen, men måtte dog indrømme, at han i Forvejen ganske utvetydigt havde sagt til de andre, at, han nok skulle få ham gjort så tavs, at de fik Ro og Tid til at udføre Tyveriet, selvom de var nok så langsomme i Vendingen.

Foruden sin Delagtighed i dette Mord og Forfærdigelsen og Udgivelsen af de falske Mønter tilstod Boye, at han havde tegnet en Del falske 50 Rbd­ Sedler, af hvilke han havde haft Held til at få de fleste givet ud, endvidere at han havde begået 3 Kirketyverier, 33 andre Tyverier, de fleste af dem Indbrud og nogle forbundet med Vold og Trusler.

Også Sosmed og Pranger måtte yderligere lette deres Samvittighed for en Række Tyverier, dels begået i Forening med Boye, dels sammen med andre.

Under Sagen blev der rejst Tiltale mod i alt 59 Personer, en for Falsk­møntneri, nogle for Udgivelse af falske Penge og Resten for Tyverier og Hæleri.

Ved Kommissiondommen, i hvis Afsigelse Criminaldommer Købke del­tog, blev Peder Olsen for Mordet på Ingeborg Rasmusdatter dømt til at miste sin Hals og hans Hoved at sættes på en stage, Boye, Sosmed og Pranger dømt til at have deres Liv forbrudt og at lægges på Stejle og Hjul.

Laurine Boye var død under Sagen.

Af de øvrige Tiltalte blev 31 idømt Tugthusarbejde, en på Livstid, 3 i 16 År og de øvrige for en længere eller kortere Årrække, 14 fik Forbed­ringshusarbejde og Resten Fængsel på Vand og Brød.

For de fire Dødsdømtes Vedkommende blev Sagen indanket for Højeste­ret, der stadfæstede Dommen.

Flertallet af de voterende Dommere indstillede dog Sosmed og Pranger til Benådning, således at Livsstraffen forandredes til, at de skulle kag­stryges og derefter hensættes til Tugthusarbejde for Livstid.

Justitsministeriet var enig heri og indstillede til Kongen, at det måtte have sit Forblivende ved den afsagte Dom, for så vidt angik Peder Olsen og Boye, dog således, at den førstnævntes Hoved ikke sattes på en Stage, og den sidstnævnte ikke lagdes på Stejle og Hjul, men at Sosmed og Pranger hensattes til livsvarigt Tugthusarbejde.

Kongen resolverede i Overensstemmelse hermed.