De store Juveltyverier.

(1915-16)

 

 Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

CRIME does not pay, dette amerikanske Slagord kunne alle danske Ind­brudstyve skrive under på Rigtigheden af.

 

De 99 pct. af dem har altid levet et forhutlet Liv, reddende lige det nødtørftige til at klare Dagen og Vejen, kun nogle enkelte har gjort store Kup, og det er så i de allerfleste Tilfælde endt med, at de i Løbet af meget kort Tid har måttet betale de få Dages eller Ugers glade Liv med et læn­gere Ophold på Steder, hvor der, hvis Solstrålerne overhovedet når ind­ gennem de højtsiddende Vinduer, kastes korsformede Skygger på Væg­gene.

 

Store Organisationer, hvor Chefen sidder som en anden Professor Mo­riarty som en Edderkop i sit Net og dirigerer og vogter på sine Under­givnes Bevægelser, kender vi ikke herhjemme.

 

Og de fine, så selvmodsigende benævnede "Gentlemen" Tyve, der fær­des hjemmevant på de store mondæne Hoteller, ses i Operaernes Loger, er sikre Tilskuere på de fineste Pladser på Væddeløbsbanerne, og hvis Da­mer er klædt i de kostbareste Kjoler, indhyllet i Chinchilla Pelse, det er også noget, der ligger uden for vore Grænser.

 

Kun et enkelt lille Tilløb i den Retning har vi haft, nemlig den Bande, der begik de store Juveltyverier her i Byen for 25 År siden, men de mon­dæne Hoteller indskrænkede sig til en Sommerpension oppe ved Kysten, Operaernes Loger var de billige Pladser i Cirkus og mindre Varieteer, Ascot og Auteuil var 2. Plads på Trav- eller Cyklebanen, og Damernes Elegance indskrænkede sig til en Spadseredragt og en rød Ræv fra et af Vesterbros Magasiner.

 

Men dristige og dygtige til deres farlige Håndværk må man indrømme, de var, og et ganske udmærket Sammenhold var der mellem dem, så godt, at det voldte Opdagelsespolitiet og Kriminalretten ganske overordentlig store Anstrengelser og Udholdenhed at komme til Bunds i og få fuld Opklaring på de mange Sager.          

 

Det begyndte med et Indbrud i Marts Måned 1915 i en Isenkramfor­retning på Gl. Kongevej.

Alt hvad der blev stjålet, var en Boltesaks og en Boremaskine.

 

Man var i Opdagelsespolitiets "Indbruds-Afdeling" klar over, at disse to Ting, der hørte med til en bedre Indbrudstyvs nødvendige Udstyr, ville man snart høre mere til.

 

Seks Dage efter skete der et dristigt Indbrudsforsøg i en Låneforret­ning i Valdemarsgade.

Tyven var fra et Gangvindue på 1. Sal gået ud på Gesimsen, var ad denne balanceret hen til Vinduet i Forretningens Baglokale, havde åbnet det med en Proptrækker og var så gået ind.

Forsøg på at dirke Mel­lemdøren op til selve Lageret kunne ses at være foretaget, ligesom der og­så var prøvet på at ødelægge Låsene.

Tyven var gået uden Udbytte, da han som det måtte antages, ikke havde turdet sprænge Døren af Frygt for den støj, det ville forårsage.

Et mindre Indbrud på Vestre Kirkegårds Kontor, hvor Tyvene havde slæbt et lille Pengeskab ud på Kirkegården og slået det i Stykker der med Udbytte af 17 Kr. tillagde man ingen videre Betydning.

 

Så skete der den 23. April atter et dristigt Tyveri.

 

Det var i nogle Kontorer i Industribygningen. Tyvene måtte have be­nyttet følgende Fremgangsmåde: En Brandstige, der hang i Gården, havde de sat op til et Vindue på 1. Sal, en af dem var entret op ad den og havde fået Vinduet op. Efter at være kommet ind havde han åbnet et andet Vindue, var gået ned igen ad Stigen og havde sat den på Plads, og han var så entret op ad Muren, der her havde en Del Udspring, til det andet Vin­due og var så igen gået ind i Kontorerne, hvor han i nogle Skuffer havde fundet en Del Frimærker og 500 Kr. i Guld.

 

Så d. 14. Maj blev der fra en Pantelånerforretning i Matthæusgade stjålet Smykker til en Værdi af 1000 Kr. Tyvene var simpelthen kommet ind ved at åbne et Vindue til Gården.

 

Tretten Dage efter blev en Urmagerforretning i Frederiksberggade plynd­ret for 3000 Kr. Ure. Låsen på en Bagdør havde ikke været dirkefri.

 

Seksten Dage derefter gik det ud over en Urmagers Beholdning i Fal­koneralléen. Her havde Bagdøren ikke kunnet modstå det Tryk, den havde været udsat for. For 2800 Kr. Ure blev taget med.

 

Hvad der var det karakteristiske for alle disse Tyverier, var at ikke så meget som et eneste Smykke eller et Ur kom frem, hverken på Låne­kontorerne eller falbudt på Beværtninger eller hos de kendte Hælere, som nøje var blevet fulgt. Og ikke nogen Steder var der så meget som et eneste Fingeraftryk eller andet, brugeligt Spor.

 

Uden at have mere end nogle ret løse Meddelelser og Formodninger an­holdt man tre unge Mennesker, Carl, Jens Peter og Richard, der alle tidligere havde været arresteret, sigtet for Indbrud.

 

Da alle tre var kendt som, hårdnakkede Benægtere, var det ikke med store Forventninger, man afgav dem til Retten. Det varede da heller ikke ret mange Dage, før Dommeren ville løslade dem, men de blev så over­sendt til Retten på Frederiksberg, i hvis Kreds det sidste Indbrud var sket, men heller ikke der havde man større Held med sig, og de blev løsladt kort efter.

 

Det havde heller ikke styrket Sagen mod dem, at der medens de sad velforvaret, blev begået et nyt Indbrud i et Lånekontor. Denne Gang var det på Fælledvej, et Vindue var opbrudt, Jernstængerne overklippede med en Boltesaks, men intet var stjålet, da alle de værdifulde Panter var inde­låset i et Pengeskab, hvis svære Jerndøre Tyvene ikke havde haft tilstræk­keligt Værktøj til at bryde op.

 

Nøjagtigt en Uge efter, at de tre var løsladt, kom et af de store Kup. Guldsmed Holms Forretning i Sværtegade blev plyndret for Smykker til 25,000 Kr. Boltesaksen havde atter været i Brug, Jernstængerne for et Vin­due til Gården var klippet over, som havde det været Sytråde.

 

"Indbruds-Afdelingen" var overbevist om, at det atter var Carl og Jens Peter og mulig en eller to til af deres tidligere Kompagnoner i de natlige Forretningsforetagender, der havde været her. Tyveriet på Fælledvej kunne udmærket tillægges en af dem, man ikke i første Omgang havde sikret sig, og som var begyndt for sig selv, medens de andre holdt deres ufrivillige Ferie.

 

Denne Gang ville man dog gerne have noget bedre Hold i Sigtelsen, da man jo af Erfaring vidste, at om nogen Tilståelse kunne der ellers slet ikke blive Tale.

 

Men heller ikke nu kom der det ringeste frem af det stjålne.

 

Man undersøgte de Mistænktes Forhold nøje Dag for Dag, men heller ikke derved fik man noget frem til Styrkelse af Mistanken. De levede beskedent, deres Forlystelser var Billardspil på de små Beværtninger på Vesterbro og så et Besøg en Time eller to i "Figaro", hvor de ikke slog mere om sig med Penge, end efter hvad de kunne have tjent sig ved at være, som de selv kaldte sig, Handelsmænd.

 

Således gik der et Par Måneder. Ikke et Smykke, ikke en Blottelse hos noget af de Mistænkte eller hos nogen Hæler.

 

Så kom det helt store Kup.

Juvelerer Halberstadts Forretning på Østergade blev den 20. September tømt for Smykker til en Værdi af ca. 60,000 Kr.

 

Tyven var gået ind gennem Bagdøren til en Herre-ekviperingsforretning ved Siden af, og havde brudt Hul i Muren mellem de to Butikker.

 

Nu måtte der slås til: Carl, Jens Peter og en fjerde Kammerat Leo blev omgående anholdt.

 

Men det sædvanlige skete: De nægtede alle, Carl med sit overbærende Smil over, at man kunne være så naiv at tro, at de ville indrømme noget. Visitationen i deres Logis'er og hos deres Kærester gav intet Resultat.

Fire Dage efter var de atter løsladt af Retten.

 

Dagen efter indfandt Carl sig på Politikammeret og forlangte sin ualmindelig fine Samling af Dirke udleveret. Da det selvfølgelig blev afslået, insisterede han på at tale med Chefen, og da Politiinspektør Henrik Mad­sen i det samme kom forbi, gentog han meget alvorlig sin Anmodning.

 

På Politiinspektørens Spørgsmål om, hvad han dog skulle med de Dirke, da han jo ikke var nogen Indbrudstyv, svarede han, atter med sit ironiske Smil, at de var rare at have, hvis man kom ud for at skulle lukke en Retiradedør op.

 

Den Opfattelse var ved at vække Tiltro, og Aviserne skrev det også, at det var internationale Tyve, der havde været her på et kort Besøg, og som nu var over alle Bjerge med deres Bytte.

 

Men Overbetjent, nuværende Kriminalassistent Caspersen og hans dyg­tige Medarbejdere i "Indbruds-Afdelingen" holdt stejlt fast på, at det var de rigtige, de havde Mistanke til, og arbejdede ihærdigt videre med at skaffe Beviser.

 

Men her var den store Vanskelighed. Heller ikke fra Halberstadts For­retning kom der et eneste Smykke frem.

 

Man var klar over, at der bagved Tyvene stod en Hælerorganisation af hidtil ukendt Art, Folk, der havde så rigeligt med Penge, at de havde Råd til at vente og ikke behøvede straks at skille sig af med det farlige Bytte.

 

Så blev der fra en Guldsmedeforretning på Vesterbrogade stjålet Smykker til Værdi af 5900 Kr. Et Bag vindue var knust.

 

Man var ret sikker på, at det var Medlemmer af Banden, der havde forøvet Tyveriet, men Carl og Leo havde ikke været med, og Richard var og­så undskyldt, han var nemlig først på Natten blevet anholdt for Gade­uorden.

 

Knap halvanden Måned efter blev Bagdøren til en Urmagerforretning i Dybbølsgade sprængt og en Mellemdør boret op, og for 2000 Kr. Ure og Ringe taget med.

 

Fjorten Dage, efter gik det ud over en anden Urmagerforretning, denne Gang på Gl. Kongevej, hvor Ruden i et Vindue til Baglokalet var slået itu, Træskodderne indenfor sprængt og Fyldingerne i den indvendige Mellem­dør boret ud. For 1000 Kr. Ure og Kæder var Udbyttet.

Heller ikke fra disse sidste Tyverier kom der noget frem.

 

Hverken Carl, Jens Peter eller Leo mente man, havde været med, de havde været under ret kraftig Observation, og ingen af dem havde i den nærmest efterfølgende Tid tilsyneladende haft rigeligt med Penge, men man blev i hvert Fald klar over, at Banden var vidtforgrenet.

 

Der fulgte nu en Pause på 3 Måneder, men så kom der igen et stort Kup.

 

I et Kontor på Vesterbrogade blev Pengeskabet opboret og tømt for dets Indhold af 23,000 Kr. i Kontanter, de fleste i 500 Kr. Sedler.

Indstigning gen­nem Vindue i Mezzaninhøjde.

 

At det var Medlemmer af Banden, der var Mestre for dette, var man temmelig sikker på, men hvem af dem det var, vidste man ikke. Jens Peter havde man det bedste øje til, men Bevis - det var der lige så lidt her som tidligere.

 

Hverken han eller nogen af de andre opførte sig på mindste Måde mistænkeligt.

 

En Dusør på 3000 Kr. hjalp lige så lidt som de tidligere af Forsikrings­selskaberne udlovede ret store Pengebeløb. Politiet fik en Del Meddelelser, men der var ikke Hold i nogen af dem.

 

Et Indbrud i et Kontor i Ny Østergade, hvor et lille Pengeskab var sprængt, og hvori Tyven fandt Nøglen til et større Skab med Indhold af 1300 Kr. måtte man også tillægge de dristige og koldblodige unge Mennesker, ikke mindst fordi der var sket det, at da Tyvene var på Vej ned, mødte de en Nattevagt, der var for Opgående.

En af Tyvene bøjede sig da ganske ro­ligt ind over Gelænderet, vinkede op og råbte: "Tak for i Aften", hvorefter de uanfægtet gik videre, og Nattevagten et Øjeblik efter opdagede, at Døren på Etagen ovenover var splintret.

 

Så kom det sidste Kup, der var Hovedmændene værdigt. Pantelånerforretningen i Valdemarsgade, hvor der tidligere havde været forsøgt Indbrud, blev nu denne Gang plyndret for Alvor.

 

Tyvene var kommet ind ved i Kælderen nedenunder at fjerne Kalk og Puds fra Loftet og derefter ved Hjælp af et Svingbor og Stiksav at udsave et stort Hul i Gulvet til Butikken ovenover.

 

7000 Kr. fra et Pengeskab og Smykker til 9000 Kr. var Udbyttet. Betegnende nok havde der nogle Uger i Forvejen gået en Film i en Bio­graf, hvor man så Indbrudstyve bryde gennem Gulvet ned i en Kælder. På Politikammeret havde man talt om, at det var en Fremgangsmåde, Banden nok ville annektere.

 

Nu måtte der nødvendigvis atter slås til og det så hårdt som muligt. Overbetjent Caspersen gennemgik, for Guderne må vide hvilken Gang, alle de Oplysninger, man havde.

 

Nogen bombesikker Sag var man klar over, man ikke havde, det var navnlig Hælerne, man ikke var så sikker på, og de var for så vidt de vig­tigste, som det var fra dem, som måtte formodes at være mindst standhaf­tige, at Tilståelserne snarest kunne ventes at komme.

 

Der skete så det, at Carl, Jens Peter og Leo, der alle hørte til Proto­kollen over mistænkelige Personer, meldte Afgang til Provinsen.

 

Man ventede et større Kup i en fredelig Provinsby, men nej, de tre Her­rer med deres Kærester havde slået sig ned på Humlebæk Badehotel.

 

Nyekviperede fra Top til Tå levede de som Simili-Grever og Grevinder, opførte sig så korrekt og så dannet, som de nu engang kunne, og gav ikke på nogen Måde Anledning til Forargelse eller vakte nogen Form for Mis­tanke hos de andre Gæster.

 

Den 4. Juli om Morgenen var Glæden forbi.

Alle seks måtte stå op før den Tid, fornemme Folk gør det, når de hol­der Ferie, og Turen gik til Politikammeret.

 

Samtidig var 13 andre blevet anholdt, dels sigtede som Gerningsmænd eller meddelagtige i Tyverierne, dels som Hælere.

 

Efter en kort Afhøring, hvorunder Nægtelse fulgte efter Nægtelse, blev de alle afgivet til Retten, hvor Sagen atter blev henvist til Assessor, nuværende Professor Krabbe.

 

Husundersøgelse havde ikke givet noget Resultat noget Sted. Ikke et Smykke, ikke et Stykke Papir, der kunne røbe.

 

Der fulgte nu en streng Tid for Kriminalkammeret.

At Politiet var inde på det rigtige Spor, var man nu blevet klar over, men få slået Hul på Sagen deri var Vanskeligheden.

 

Dag efter Dag, Uge efter Uge og Måned efter Måned gik.

Man var på det rene med, at der intet var at stille op med Hovedmæn­dene, og deres Fremstilling i Retten en Gang om Ugen varede derfor som oftest kun de få Minutter, det tog dem at sige, at de henholdt sig til deres tidligere Nægtelser.

 

Så meget mere energisk blev der arbejdet med Hjælperne og Hælerne, men også de holdt Stand.

 

Deres Kærester og andre Pårørende blev afhørt, og den mindste Uover­ensstemmelse mellem deres Forklaringer udnyttedes til det sidste, en vitter­lig Usandfærdighed blev omgående efterfulgt af en Anholdelse. På et Tids­punkt var der ikke færre end 35 Arrestanter i Sagen.

 

Men stadig var det ikke muligt at få noget Hold i den.

Så skete det, at en Arrestant ved Navn Evenus, der sad ved et andet Kammer, tilstod at det var ham, der sammen med en Svensker havde for­øvet Sværtegade-tyveriet.

 

Boltesaksen havde han stjålet i Odense, forklarede han, og derovre i Nærheden havde han også gravet alle Smykkerne ned.

 

En Rejse til Odense fulgte, men efter at Politiet efter hans Anvisning og åbenbart til stor Morskab for ham havde gravet det meste af en ret stor Have op uden at finde noget, rejste man hjem igen, men Evenus havde fået Udflugten som en behagelig Afbrydelse af det ensformige Liv i Arresten.

Et Par Dage efter tilbagekaldte han sin Tilståelse.

 

Man arbejdede så ufortrødent videre. Men Fremgangen var yderst ringe.

Hovedmændene lagde ikke Skjul på, hvorledes det forholdt sig, men om nogen Indrømmelse var der ikke Tale, de var klare over, at Beviserne mang­lede, og man forudså, at Tidspunktet ikke var fjernt, da man måtte løs­lade hele Selskabet.

 

Så endelig kom Belønningen for alle Anstrengelserne.

En af Kammerets energiske og dygtige Betjente havde ved sine Samtaler med Arrestanterne fundet ud af, at en af dem, som man mente var Hæler i mindre Stil, havde en drabelig Respekt for sin Kone, der var en fuldt ud respektabel Dame, som intet kendte til Mandens lyssky Bivirksomhed.

 

Ved at lade ham forstå, at Hustruens Frihed var i stor Fare, og det ikke kunne nytte ham at blive ved at nægte, fik han Lejlighed til fra et nyt Syns­punkt at spekulere over sine Chancer.

 

I det umiddelbart derefter fulgte Forhør tilstod han, at han i Forening med en af de andre Arrestanter, kaldet "Bornholmeren", havde købt Smykker fra et af Guldsmedetyverierne.

 

Da "Bornholmeren" havde påhørt den Tilståelse, gik han også til Be­kendelse og tilstod, at han sammen med en tredje Hæler, "Røgmanden", hav­de afkøbt Carl Smykker fra Sværtegade og fra Halberstadt.

("Bornholmeren" og "Røgmanden" blev for øvrigt ofte i Pressen forvekslet med hinanden. Det var måske røgede Bornholmere, man tænkte på.)

 

Særlig flotte havde de dog ikke været. Carl havde således ikke straks fået mere selv ud af Sværtegade-tyveriet, end at han et Par Måneder efter, umiddelbart før Indbruddet hos Halberstadt, måtte låne en Snes Kroner til Anskaffelse af Værktøj til dette Tyveri.

 

Så blev det de andre Hæleres Tur til at tilstå, og Kæresterne måtte og­så gå med til, at de nok havde været klar over, hvor "Handelsmændene" havde deres Penge fra, og hvorfor de så ofte var kommet så sent hjem om Natten.

 

Men Hovedmændene holdt stadig Stand. Gjort bekendt med de afgivne Tilståelser, svarede de blot, at det passede ikke, og de blev så sendt tilbage til Arresten igen.

 

Så en Dag blev de taget for alle sammen på een Gang, og da man havde talt frem og tilbage om Sagen en rum Tid, blev de klare over, at Slaget var uigenkaldeligt tabt.

 

Carl, Jens Peter og Leo tog for deres Part Tyveriet på Gl. Kongevej af Boltesaksen, Forsøget i Valdemarsgade, hvor det var Leo, der havde balan­ceret langs Gesimsen, Indbruddene på Kirkegårdskontoret, det i Industribyg­ningen, hvor det også var Leo, der havde entret op ad Muren.

Endvidere var Indbruddene i Matthæusgade og i Frederiksberggade og så de tre store Kup, det i Sværtegade, hos Halberstadt og det sidste i Valdemarsgade, deres Værk.

 

Leo havde for egen Regning begået Forsøget på Fælledvej og sammen med en af de andre Arrestanter det i Ny Østergade, hvor det var ham, der havde haft Koldblodighed nok til at dupere Nattevagten.

 

Det store Pengetyveri på Vesterbrogade havde Jens Peter og en af de andre Arrestanter, Ejnar, begået, men Carl og Leo havde fået nogle af Pengene som Rådgivere.

 

Tyveriet i Dybbølsgade havde Richard begået sammen med en Kamme­rat Thorvald. Da de ikke havde haft Værktøj nok med, var de gået hen til en fælles Ven, der var kommet til Stede med et Bor.

 

Jens Peter og Richard havde sammen Ur tyveriet i Falkoneralléen på Samvittigheden. Da de senere på Natten traf Carl og Leo, blev de skældt ud over, at de ikke havde fået mere ud af det, og de gik så alle fire tilbage og tog, hvad der var til Rest i Butikken.

 

Smykketyveriet på Vesterbrogade havde Thorvald og en anden Arre­stant, Axel, begået.

Men Sagen var ikke forbi med Tilståelserne.

 

Nu fulgte en meget spændende Skattegravning. I Dyrehaven ved Posemandens Hus var der nedgravet for 80,000 Kr. Juveler.

 

Da de var nedgravet ved Vintertid, og det nu var blevet Sommer, var det noget vanskeligt for Arrestanterne at finde Stedet, men til sidst lykkedes det. l en Krohave i Espergærde havde Carl nedgravet en stor Stenkrukke med 4 kg Guld. Det var Kapslerne af nogle af de stjålne Ure.

 

Indmaden var under en Rotur i Sundet kastet over Bord.

l Søndermarken havde Jens Peter gravet en Del Smykker ned.

 

Da man for ikke at vække Opsigt, ville foretage Opgravningen efter Ha­vens Lukketid, måtte Opdagerne og Arrestanten entre over et Hegn. Medens den ældre Overbetjent blev hjulpet over af sin yngre Kollega, stod Jens Peter stille og rolig ved Siden af med Håndjern på.

Da de kom tilbage til Domhuset, og Opdageren tog Nøglen frem for at åbne Håndjernene, sagde Jens Peter, at det var ikke nødvendigt, og smø­gede dem af. Hans Hænder var så påfaldende smalle, at han var bredere om Håndledene.

Men han havde vist, at han havde Æresfølelse.

 

Først i Begyndelsen af det følgende År var alle de mange Forhold be­rigtiget, og Sagen kunne sluttes og optages til Dom.

 

Dommen blev afsagt den 6. Marts 1917.

Af de 22 Domfældte blev Carl, Leo, Jens Peter, Axel og Thorvald hver idømt 6 Års Tugthusarbejde, Richard og Ejnar kunne nøjes med 5 År hver.

Af Hælerne fik "Bornholmeren" 3 Års Tugthus, medens "Røgmanden" slap med 120 Dages Fængsel.

De øvrige idømtes Forbedringshus- eller Fængselsstraffe.

 

Hermed var en af de besværligste Sager, Opdagelsespolitiet og Kriminal­retten havde haft i mange År, bragt til Afslutning, takket være et ualminde­ligt tålmodigt og dygtigt Arbejde fra alle dem, der havde haft med Sagen at gøre. Resultatet var en velfortjent personlig Oprejsning for Overbetjent Caspersen og hans nærmeste Medarbejdere, der trods megen Skepsis fra an­den Side stadig havde holdt urokkeligt fast på, at det var det rette Spor, de fra allerførste Begyndelse havde været inde på.