Den anden Fejø-Sag.

(1884-86)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

DEN anden samtidige Fejø-Sag er på forskellige Punkter så fantastisk, at man har svært ved at tro, at den er passeret for kun et halvt Hun­drede År siden.

 

Den begyndte med, at en ung Tjenestekarl, der var arresteret for usøm­melig Opførsel over for et Par ganske unge Piger, i et Forhør den 2. Januar 1884 på Birkedommerens Spørgsmål om, hvorledes han var kommet så­dan i Affekt, forklarede, at der hos en Træskomand på Øen hver Lørdag og Søndag Aften blev holdt Kro, hvor de unge Karle og Piger kom sammen, og det var ikke Småting, der foregik der, det var både Drik og Svir, Ha­sardspil og letfærdig Tale og Handling.

 

En af de unge Piger, som han havde sagt, kom der, den 16-årige Chri­stine, blev hentet Dagen efter og foreholdt, at hun sikkert havde ført et usædeligt Liv fra sin tidlige Barndom, indrømmede hun det, og på Fore­hold af, at hun med et sådant Levned næppe havde kunnet undgå at skulle have et Barn, tilstod hun, at da hun som 15-årig mente, at det var Til­fældet, havde hun indtaget et Middel derimod, som hun havde fået af en Kone, Karen Siø, almindeligt kaldet "Kabilles", til hvem hun havde hen­vendt sig efter sin Moders Råd.

 

Endvidere tilstod hun, at hun nogen Tid, forinden det skete, havde kvalt et Barn, som hendes nu 21 År gamle Søster, Louise, havde fået. Liget havde de gravet ned på en Mark.

Louise blev derefter straks hentet, og Christines Forklaring blev læst op for hende. Hun godkendte den og tilstod således at have født et Barn, som Christine efter hendes Anmodning stræks havde dræbt.

 

Træskomanden og hans Hustru blev ligeledes afhentet, hun indrømmede, at det var gået

usømmeligt til hjemme hos dem, men han sagde straks, at han ville sige Birkedommeren, at han var ikke bange, og han benægtede Rigtigheden af de andres Udtalelser - Retsvidnerne bemærkede, at han ud­viste Trods - men senere indrømmede han, at det nok en Gang imellem var gået noget livligt til.

 

Alle fire blev derpå arresteret.

Nogle unge Karle blev afhørt og forklarede om, hvorledes det var gået til om Lørdagene.

I et Forhør Dagen efter blev Christines og Louises Moder, Marie Peders­datter, som det hedder i Protokollen, foreholdt Sagen, og hun tilstod, at hun havde henvist Datteren til "Kabilles", hvem hun senere havde givet en 25­ Øre for Midlet, som havde hjulpet godt.

 

" Kabilles " påstod bestemt, at det kun var et Middel mod Feber, hun havde givet Christine, og blev derefter arresteret.

Da hun senere på Dagen atter blev fremstillet, og "Dommeren derefter øje til øje foreholdt hende, at hendes Forklaring var ufyldestgørende, stiller hun sig højst urolig an og søger at undvige Dommerens Blik ved at flytte sig". Hun forklarede derpå på kraftigt Forehold, at det var muligt, at det Middel, hun havde givet Christine, et Afkog af Nælderødder, foruden at hjælpe mod Feber, også kunne være godt for noget andet.

 

Den følgende Dag lod Dommeren hele Terrænet ved det Gærde, hvor Louises Barn skulle være begravet, grave op, men uden at finde noget.

 

"Da det var ham klart, at der måtte være en væsentlig Urigtighed i deres Forklaringer, lod han dem forblive på Marken og posterede dem i 200 Alens Afstand fra hinanden, hver med sin Vagt, og passerede derefter stadig imellem dem, opfordrende dem til at fremkomme med indbyrdes selv­stændige Beretninger af det passerede, da det ellers ville være, umuligt at få Klarhed i Sagen. På denne Måde fremkom endelig efter flere Timers For­løb Forklaringer af opklarende Natur."

 

I et straks derefter afholdt Forhør, der varede til Kl. 4 om Morgenen, forklarede Christine, at også hendes Moder havde været med ved Fødselen, og at hun, efter at Barnet var kvalt, havde parteret det med en stor Kniv, og de havde så hver især gemt Dele af det på forskellige Møddinger. Hun havde selv først vægret sig ved at dræbe Barnet, men Moderen havde sagt, at gjorde hun det ikke, skulle det gå ud over hende en anden Gang.

 

Denne Forklaring godkendte Louise i alle Enkeltheder, dog sagde hun, at også hun havde været med til at partere Barnet, og at hun havde brugt en Kniv og Moderen en Økse.

Efter en Times Pause genoptog Birkedommeren Kl. 5 om Morgenen Forhøret.

 

Moderen fik forelæst Døtrenes Forklaringer, og hun tilstod derefter, at de var rigtige, og at hun havde været med til Drabet af Barnet, dog sagde hun, at der havde været benyttet to Økser.

Hun blev så naturligvis straks arresteret.

Dommeren og Retsvidnerne bemærkede, at der spores Anger hos Arre­stantinden, men at hendes Sløvhedstilstand gør dette mindre påfaldende.

 

Louises Husbond og Madmoder blev afhørt. Ingen af dem havde nogen­sinde bemærket Tegn på, at Louise skulle have et Barn, og deres Forkla­ringer fastholdt de trods Dommerens Forehold af, hvad de andre havde ud­sagt.

 

Dagen efter blev det foreholdt Christine, at det syntes uforklarligt, at Moderen, der tjente og således ikke havde noget Hjem, hvor Børnene kunne ty hen, stadig kunne have en så stor og afgørende Indflydelse på hende, med mindre der bag Ordene om, at det skulle gå ud over hende en anden Gang, lå en Trusel af meget alvorlig Beskaffenhed.

 

Hun tilstod da, at det Middel, hun havde fået af "Kabilles", ikke havde hjulpet, men at hun havde født et Barn. Det var aftalt, at Moderen skulle komme til Stede, men i sidste Øjeblik blev der ikke Tid til at hente hende, og hendes Med­tjenerinde, Karen, var hende så behjælpelig.

 

Barnet kvalte hun selv straks efter, og Liget skar hun og Karen i Stykker. Om Fremgangsmåden med Bortskaffelsen af det gav hun en Række Forklaringer, som hun rettede, efterhånden som deres Usandsynlighed blev hende foreholdt.

 

På Forehold af, at Karen næppe ville have indladt sig på så farlig en Handling, med mindre hun var klar over, at Christine havde noget Bånd på hende, forklarede hun, at hun tidligere havde hjulpet Karen på ganske samme Måde, da hun fik et Barn.

 

Moderen blev derefter fremstillet og gjort bekendt med Christines seneste Tilståelse, hvortil hun forklarede, at Christine havde fortalt hende det tid­ligere og også havde fortalt det om Karens Barn.

 

Karen blev afhentet samme Dag. "Alvorligt foreholdt Sagen, falder hun om og besvimer, kommer dog straks efter igen til Kræfter og nægter da nogen som helst Skyld og udviser en mærkelig Ubevægelighed lige overfor alle kraftige og milde Forestillinger."

 

Dagen efter kom hun for igen og fastholdt sin Nægtelse.

"Da hun ved en nøje Iagttagelse fra Dommerens Side gør Indtrykket af Uskyldighed, og da Arrestantinden Christine af egen Drift for Dommeren har udtalt sig i en for hende befriende Retning, så satte Dommeren hende atter på fri Fod."

 

Dommeren, der åbenbart dog var blevet noget betænkelig, lod derefter Christine undersøge af Distriktslægen. Hans Udtalelse gik ud på, at der var Mulighed for, at hun havde født et Barn.

Så fortsattes Forhøret, under hvilket hun forklarede, at det var Moderen, der havde været hende behjælpelig ved Fødselen.

 

Moderen erkendte derpå, at det var usandfærdigt, når hun havde for­klaret, at Karen havde hjulpet Christine, for det havde hun selv gjort, og hun vidste heller ikke noget om, at Karen havde fået et Barn.

 

"Det foreholdtes hende, at hun en Gang vil komme til at stå Vorherre til Ansvar for, at hun i dette Øjeblik taler Sandhed, og hun adspørges, hvil­ket Middel hun har anordnet til Drabet af Louises og Christines Børn. Hun svarer da først, at hun ikke rigtig kan mindes det, men alvorlig tiltalt for­klarer hun, at hun anordnede Louise Barn henrettet med Økse og Christines med en Slagtekniv.

 

Hun underrettedes derefter om, at det mulig kan have Betydning for hen­des Skæbne, om hun nu udviser nogen Anger ved at fremkomme med Be­kendelse om sine øvrige Synder mod Menneskeliv, hvilke Synder utvivl­somt må være store, siden hun har udvikldet sig til en sådan Råhed i Drabsmåden.

 

Hun tilstod derefter, at hun, medens hun i 1865-66 tjente på Lolland mellem Maribo og Bandholm, var med til at henrette tre af en Husmand Mads Rasmussens Datterbørn. Det gik således til, at hans tre Døtre alle med et Par Måneders Mellemrum kom hjem og skulle have et Barn. Deres Moder, der gik i sit 76. År, foretog Henrettelserne, og hun hjalp kun med.

 

Dagen efter blev hun foreholdt, "at det var højst usandsynligt, at Mads og hans Hustru skulle have brugt hende til så underordnede Tjenester, da de jo så godt kunne overkomme Tingen uden hendes Hjælp, og at det vidunderlige heri kun kan forklares, hvis hun allerede tidligere havde del­taget i deres Misgerninger af anden Art, og de derved havde et Bånd på hendes Tunge og Magt over hendes Person. Hun tøver længe, meget længe ved at ville forklare sig herover, og Dommeren nødes til at oplyse hende om, at det ikke var mindre strafskyldigt at myrde Børn end Voksne".

 

Hun tilstod så, at hun nogen Tid før de tre Barnemord havde været med til Mordet på en

voksen Mand!

 

Det var gået således til, at hun havde truffet en Kvinde, der gik under Navnet ”Snuse-Mette". Hun havde sagt, at Mads brugte at slå hvem som helst ihjel for at få Penge, og hun foreslog hende at være Mads behjælpelig og tjene nogle Penge derved. Dagen efter havde hun truffet Mads, og de var blevet enige om, at hun skulle hjælpe ham med at holde Vagt " og gøre andre mindre Tjenester, som kunne forefalde under Myrderierne" .

 

Kort efter, da hun en Dag var i Bandholm, kom Mads hen til hende og sagde, at der var Mulighed for et Rovmord, og hun skulle følge efter ham, når han sammen med en anden Mand gik hjem om Aftenen. Det gjorde hun, og hun så, at Mads, da de var kommet ind i en Skov, væltede den anden omkuld og vistnok kvalte ham. Hun blev sendt bort med nogle Klæ­der, og senere fik hun 40 Kr. af Mads for sin Hjælp.

 

Et Telegram til Maribo Politi blev besvaret med, at man ikke der kendte noget til noget Mord som forklaret.

 

"Under disse Forhold måtte Dommeren have sin Tanke henvendt på, at den Forsvundne mulig kunne være en Sømand af fremmed Nationalitet ­muligvis svensk - og Ikke været savnet af Besætningen, der kan have an­taget ham for bortrømt eller i Drukkenskab faldet over Bord ved Ombord­stigningen og Liget bortdrevet. "

 

Et Par Dage efter tilstod hun, formanet til endelig at lette sin Samvittig­hed for alt, at hun kort efter det omtalte Mord havde været med til et andet af Mads begået Drab. Det var foregået i en anden Skov, og hun havde set Mads slå et Reb om Halsen på ham, han fulgtes med, og hun var med til at trække i Rebet, så han faldt omkuld. Men hvad der så videre skete, vidste hun ikke, da hun også denne Gang var sendt bort med det Tøj, den Myrdede havde haft med sig.

Dommeren rejste så til Lolland for at bese de opgivne Drabssteder, og "fandt dem passende til Arrestantindens Beskrivelse af dem".

 

Han anmodede nu Distriktslægen om en Erklæring om Maries mentale Tilstand. Den gik ud på, at "hendes Stupiditet og Sløvsind og i hendes i øvrigt ejendommelige Naturel nær, må hun antages at være fuldkommen tilregnelig".

 

Efter at der var bragt Overensstemmelse i Protokollaterne mellem Mo­derens og Døtrenes

Forklaringer med Hensyn bl.a. til Måden, hvorpå Børnene var blevet dræbt, sluttede Dommeren Forhøret for de andres Ved­kommende, men ikke for Maries, da Undersøgelsen angående hendes For­hold ikke var færdig og Stiftsamtet dekreterede Aktion.

 

Birkedommeren idømte Louise Forbedringshusarbejde i 5 År, Christine i 4 År, Karen Siø ("Kabilles") fik Fængsel på Vand og Brød i 3X5 Dage, Træskomanden idømtes 8 Måneders Forbedringshus og hans Hustru 6X5 Dages Vand og Brød.

Alle 5 erklærede sig tilfreds med Dommen, og da Stiftsamtet heller ikke - mærkeligt nok –

ønskede at appellere den, blev de Domfældte indsat til Afsoning af Straffen.

 

Forhør var imidlertid blevet afholdt i Maribo Politiret.

Det var herunder fastslået, at der ingen havde været ved Navn Mads Rasmussen eller af et andet Navn, på hvem det opgivne kunne passe, eller nogen Kvinde med øgenavnet "Snuse-Mette" eller noget lignende, og der var ikke oplyst det fjerneste om et Mord endsige to.

 

Marie blev hentet over, og hun forklarede nu, at hendes Tilståelser om de 5 Mord var Opspind fra Ende til anden, Mads og hans Hustru og "Snuse­-Mette" var opdigtede Personer. Når hun var fremkommet med sine Til­ståelser, var det, fordi Birkedommeren bl.a. havde sagt til hende, at når hun havde begået Mord på Fejø, så havde hun vel også gjort det på Lolland, og når hun ikke tidligere havde taget Tilståelserne tilbage, var det, fordi hun ikke havde turdet.

 

I Retten på Fejø gentog hun sin Tilbagekaldelse af Tilståelserne om Mordene på Lolland. Birkedommeren tilføjede, at hun hyppigt var blevet opfordret til ikke at sige noget usandt om disse Mord.

 

I en ny Erklæring udtalte Distriktslægen, at der ikke kunne tillægges Marie samme Tilregnelighed som ellers hos voksne og sjælssunde Personer.

 

Ved Dommen af 29. Maj blev hun for Mord og Meddelagtighed heri under Hensyn til hendes nedsatte Tilregnelighed idømt Tugthusarbejde i 8 År.

 

Hun erklærede sig tilfreds med Dommen.

Da Sagen efter sin Natur af Stiftsamtet var appelleret til Landsover­retten, blev Dommen annulleret, da den var afsagt uden Medvirkning af Meddomsmænd.

 

Efter at Birkedommeren derefter havde afsagt en ligelydende Dom under Medvirkning af 4 Gårdejere, og Sagen atter var appelleret, forlangte Over­retten, at Domfældte skulle indlægges til Observation på et Sindssyge­hospital.

 

Her erklærede hun, at hun aldrig havde begået nogen af de Forbry­delser, hun var blevet dømt for, og at hendes Døtre heller ikke havde begået noget af det, de havde fået deres Straffe for, men at alle Tilståelser, både deres og hendes egne, var fratvunget eller fralokket dem af Birkedommeren.

Overretten beordrede nu nye Forhør optagne, men af en anden Forhørs­dommer, og det blev overdraget Assessor Ingerslev at foretage disse Forhør og i det hele at undersøge begge Sager til Bunds.

 

Assessoren lod straks Christine og Louise undersøge af Fængselslægerne Dr. Tryde og Dr. Mygge.

 

Deres Erklæringer gik ud på, at medens der var overvejende Grund til at antage, at Christine aldrig havde født, måtte det anses for temmelig utvivlsomt, at Louise havde født et Barn.

 

Louise gentog, at hun havde født et Barn, som Christine og Moderen derefter straks ombragte, på hvilken Måde, vidste hun ikke, og hun gav en lang Forklaring, der ellers var overensstemmende med, hvad hun tid­ligere havde udtalt.

 

Christine erklærede sig straks uskyldig i alle de Forbrydelser, som var blevet lagt hende til Last. Hun havde aldrig fået eller skulle have et Barn, og hun vidste intet om, at Louise havde født og så dræbt Barnet.

 

Da det blev foreholdt hende, at dette ikke lød troværdigt, erklærede hun, at hun nu ville sige Sandheden, og den var, at Louise havde født et Barn, som hun og Moderen med Louises Vidende og Vilje straks havde dræbt ved Kvælning, og Moderen havde bragt Liget bort, hvorhen vidste hun ikke.

 

I et Forhør afholdt på Fejø, hvortil Marie var bragt hen fra Arresten i Nakskov, gav hun nøje Rede for de Forhold, hun tidligere havde tilstået, og viste herunder, at hun havde en god Hukommelse, og at hun virkelig havde opfattet og forstået Indholdet af sine Tilståelser.

 

Hun påstod nu, at ikke blot var hendes Tilståelser om de lollandske Mord Opdigt, men hun vidste intet som helst om, at nogen af hendes Døtre havde fået Børn, og hun havde i hvert Fald ikke været med til at forøve noget Drab.

 

Når hun havde tilstået, var det, fordi hun ikke turde sige nej overfor Birkedommerens overordentlig energiske Forlangende om, at hun skulle godkende Døtrenes Tilståelser, for på den Måde var det som en God­kendelse af de 'Andres' Forklaringer, at hendes Tilståelser, når undtages Forholdene fra Lolland, var fremkommet.

 

Birkedommeren havde bl.a. sagt, at hvis hun ikke sagde ja til de Be­skyldninger, han rettede mod hende, skulle hun komme ned i det Hul, hvor Anders Sællænder havde siddet, og hvor hun ikke kunne se hverken Sol eller Måne, men sagde hun ja, skulle han nok frelse hende, hvad hun op­fattede som, at hun så skulle slippe for Straf.

 

Når Birkedommeren havde protokolleret, at hans første Spørgsmål til hende var: "Hvor har du gjort af din Andel af Menneskekødet?", og at hun havde besvaret det, var dette ikke rigtigt. Spørgsmålet lød på, at Christine og Louise havde forklaret, hvor de havde gjort af deres Andele, og at hun vel så havde gjort det samme med sin, hvad hun blot besvarede med et Ja.

 

Karen Siø ("Kabilles"), der for længst havde afsonet sin Straf forklarede, at hendes Tilståelse ikke var rigtig og kun fremkommet, fordi Dommeren havde sagt, at hvis hun ikke sagde ja, kunne han sætte hende i Tugthuset i et År.

 

Når hun ikke havde appelleret Dommen, var det, fordi hun hellere ville se at blive færdig med det hele så snart som muligt.

 

Træskomanden og hans Hustru erklærede begge bestemt, at heller ikke deres Indrømmelser af Forholdet hos dem var rigtige, men afgivet under det Pres, de havde været under fra Birkedommerens Side. Også de havde foretrukket at tage imod Straffen frem for at hensidde videre under Appellen.

 

Såvel den unge Tjenestekarl, der var den første Angiver, som de andre Karle; der havde været sammen i Træskomandens Hus, erklærede alle som een, at Protokollaterne var urigtige, de havde aldrig forklaret, at det gik så­dan til, som der stod.

 

Retsvidnerne måtte indrømme, at de havde næret Betænkelighed ved, om Tilståelserne nu også var rigtige. Det var rigtigt, at Birkedommeren havde herset voldsomt med Arrestantinderne, og det var også rigtigt, at det kun var Christine, som afgav Forklaringerne, der blev lagt hende i Munden af Dommeren, de andre blev kun opfordret til at godkende, hvad hun havde sagt, hvad det ofte var meget vanskeligt at få dem til. Når Vidnerne ikke havde protesteret overfor Dommeren, var det, fordi de ikke havde turdet.

 

I et senere Forhør hævdede Christine, at den fulde Sandhed var, at hun heller ikke havde ombragt noget Barn for Louise. Når hun havde forklaret anderledes, var det, fordi hun havde forstået på Assessoren, at det var utvivlsomt, at Louise havde fået et Barn, og så mente hun ikke, det kunne nytte at nægte det, og hun var så faldet tilbage på sin tidligere Til­ståelse. Alle hendes tidligere Forklaringer var væsentligst kun Svarene Ja og Nej på Birkedommerens Udtalelser om, at sådan og sådan var det gået til.

 

Louise, der igennem flere Forhør havde gentaget sin Tilståelse, forkla­rede senere, under stærk Gråd, at når hun ikke før havde sagt Sandheden, var det, fordi ingen ville tro den, men den var, at hun aldrig havde fået eller skullet have noget Barn.

 

Hun var kommet ind på sin første Tilståelse gennem Christines løgn­agtige Forklaring, som hun af Birkedommeren var blevet tvunget til at god­kende; hun havde gentagne Gange senere forsøgt at tage Tilståelsen til­bage, men Birkedommeren havde overhovedet ikke villet høre på hende.

 

Som et Eksempel på, hvorledes hun var blevet behandlet, forklarede hun, at den Dag, hun og Christine var kommet tilbage fra Påvisningen på Marken, der var foregået i øsende Regnvejr, måtte hun sidde i mange Timer i et koldt Værelse iført sit gennemvåde Tøj, og hun havde da i den Grad tabt Modet, at hun ikke havde turdet forsøge at sige Dommeren imod.

 

En anden Gang, da hun ikke ville godkende en anden af Christines For­klaringer, var hun blevet sat ud i Gården, hvor hun havde stået i over en rime i hård Frost uden Overtøj på.

 

Dette måtte Sognefogden senere erkende var rigtigt.

Efter at der var foretaget forskellige Undersøgelser, hvorved der ikke fremkom noget fast Holdepunkt for, at heller Louises seneste Forklaring ikke ar rigtig, sluttede Assessoren Forhøret i Juli Måned 1885, efter at både Moderen og Døtrene var løsladt.

 

Fra Overlægen på Qringe fremkom en Erklæring om Birkedommerens mentale Tilstand.

 

Det fremgår af den, at han er udsprunget af en meget sindssyg Æt, ner­vesvækket efter nogle alvorlige Sygdomme i sin Ungdom. Efter at have været Underretsprokurator i en lille By fik han Embedet på Fejø.

 

Den ideelle Optimisme, hvormed han tidligere havde betragtet sine Med­mennesker, kunne nu ikke længer holde Stik, Idealerne bristede, og han slog over i den komplette Modsætning. Opdagelsen af et Barnemord fik ham til at se sort på hele sin nye Tilværelse. Han overvurderede Befolkningens moralske Depravation, og han overvurderede sig selv. (Han havde selv i et Brev til Assessor Ingerslev skrevet, at han ofte med Held havde sagt til Arrestanten, at de måtte vide, at der var noget ved hans Person, der gjorde, at Folk snarere tilstod over for ham end for andre.) Han følte sig kaldet til at overtage en Mission som hele Jurisdiktionens Redningsmand i enhver Ret­ning. Han forløftede sig på de Opgaver, han havde stillet sig, og kom ind under Indflydelse af virkelig Sindssygdom, hvor hans sygelige Fantasi da har dynget Overdrivelse på Overdrivelse og mænget Sandt med Falskneri mellem hinanden.

 

Han måtte anses for under Behandlingen og Pådømmelsen af de to Sager ikke at have været ved sin Fornufts fulde Brug, men været lidende af en virkelig sindssyg Ekscitation.

 

Landsoverretten, der havde fået Bemyndigelse til at pådømme begge Sagerne a prima instantia, udtalte i sin Dom af 30. Marts 1886, at under Hen­syn til Birkedommerens mentale Tilstand og til, hvad der var fremkommet om Sagernes Behandling ved Fejø Birk, ville de optagne Forhør og de af­sagte Domme være at annullere.

 

Da der ved Kommissionens Undersøgelser ikke var fremkommet noget pålideligt Datum for Rigtigheden af de rejste Sigtelser, ville alle de Tiltalte være at frifinde.

 

Sagen kom først for Højesteret efter næsten et Års Forløb.

Ligesom i den første Sag var Højesteretsadvokat Klubien Aktor og Høj­esteretsadvokat Halkier Defensor.

 

Dommen blev en ganske kort Stadfæstelse af Overrettens Afgørelse i Hen­hold til de for denne anførte Grunde.