Den kloge Kone i Vindinge og andre.

(1877-1934)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

To År efter Sagen med Ane Jeppesen måtte Birkedommer Malling­Holm rejse en anden lignende Sag mod den 38-årige "kloge Kone i Vindinge".

 

Hendes Navn var Bertha Jönsdotter, hun var født i Sverige, men havde siden sin Konfirmation været her i Landet. Hun gik almindeligvis under Navnet Madam Sjelle efter den Mand, som hun havde levet sammen med i mange År og havde, et Par Børn med, uden at hverken hun eller han havde følt sig foranlediget derved til at søge Kirkens Velsignelse af deres For­bindelse.

 

Medens Ane Jeppesen var fuldt ud hæderlig, kan dette ikke siges om Bertha.

 

Hun måtte under Sagen indrømme, men først efter lang Tids Nægten, at hun ikke troede et Ord på sine Kunster eller sine helbredende eller over naturlige Evner, men at hun udelukkende benyttede de uvidende Almues folks Overtro til at skaffe sig Fordel.

 

Direkte forlange Penge gjorde hun vel ikke, men hun plejede, når hun havde givet sine Råd, at anmode om et Lån, som hun aldrig betalte til­bage, og selvom det måske havde været hendes Hensigt i Begyndelsen, så havde hun i den senere Tid ikke tænkt på det, men det var hun kommet ind på derved, at Sjelle altid, når hun havde bragt Penge med hjem, havde drukket dem op, og så var der jo ikke blevet noget tilovers til at betale de gamle Lån med, og for Resten kunne hun heller ikke huske alle dem, hun havde været hos.

 

Sin Virksomhed havde hun drevet i 8 År. Hun havde engang af en Kol­portør købt et Hæfte, "Den kloge Mands Bog", for 12 Skilling, og straks efter var hun begyndt at praktisere.

 

Hun var i Modsætning til Ane nødt til at vandre omkring og søge sine Kunder i hele Sydsjælland.

 

Hun var meget alsidig. Foruden at give Helbredelsesmidler mod Syg­domme både hos Mennesker og Dyr gav hun sig af med at spå, og der var for øvrigt ikke den Ting, som hun ikke kendte Råd for.

 

Foruden almindelige, som oftest ganske uskadelige, men heller ikke hel­bredende, Husråd var hendes fornemste Middel "Måling".

 

Denne foretog hun på den Måde, at hun med en dobbelt Uldgarns­tråd målte Patienten ned ad Ryggen til den højre Hæl og derefter fra den venstre Hånds Fingerspids, idet Armene strækkes lige ud, til den højre Hånds Fingerspids - hvilken Finger der bruges, er ligegyldigt, derpå fra Hovedet til den venstre Hæl og så tilbage Igen fra den højre Hånds Fingerspids til den venstre Hånds, altså fire Målinger, "to frem og to til­bage". En sådan firedobbelt Måling skulle foretages på tre forskellige Dage i én uge; når det skulle hjælpe.

 

Foruden mod Gigt, Krampe, Hovedpine og andre almindelige Sygdomme havde hun bl.a. brugt dette Middel på en Kone, der var stokdøv, for at skaffe hende Hørelsen tilbage.

 

En Skomagerkone forklarede under Sagen; at hun et Par Måneder efter sit Bryllup havde følt sig i høj Grad ulykkelig og misfornøjet, med alt, så af hun både ønskede sig bort fra Manden, og at hun selv var død, og denne Tilstand vedvarede, indtil hun havde født et Barn. Men kort efter var den kommet igen, og hun var da ikke længer i Tvivl om, at hun var besat af en ond Ånd. Hun havde så søgt Hjælp hos Bertha, der havde "målt" hende. men det var kun for Sygdommen, for "det andet" havde hun haft et andet Middel mod, som hun havde bragt med sig et Par Dage efter.

 

Hun havde haft "noget" med sig i et lille Papir, og efter at der var boret nogle små Huller i Dørtærskelen og i Sengen, havde Bertha kommet dette ”noget" ned i Hullerne, der var blevet lukket med Beg. Bertha var så gået op på Loftet og ud i Haven, men hvad hun havde foretaget sig der, vidste hun ikke.

 

Allerede et Par Dage efter følte hun sig betydeligt bedre, og nu var hun helt rask igen.

Hun forsikrede, at hun var fast overbevist om, at det var Berthas Kur, der havde fordrevet den onde Ånd, hun havde været besat af, og trods Dommerens Formaning om, at hun ikke burde tro på onde Ånder, og hans Forklaring om, at hendes Tilstand havde haft sin naturlige Årsag i hendes Graviditet, var hun ikke til at rokke fra den Overbevisning, at der var onde Ånder til, og at Bertha havde fordrevet dem fra hende.

 

Bertha forklarede, at det var "Dyvelsdræk" , hun havde købt på Apoteket, som hun havde kommet ned i Hullerne. På Loftet og i Haven havde han ikke foretaget sig, noget, men kun været der for at virke mystisk.

 

En anden Dag var Bertha kommet til en Gård, hvor Humøret ikke stod højt.

Man fik ikke nok Smør, af Mælken.

 

Det vidste Bertha Råd for. Hun var med til at kærne, men hvad hun gjorde ved Smørret, fik de andre naturligvis ikke at vide. Mere Smør fik de ikke.

 

Men det var ikke alene galt med Smørret. Der var også det, at Søn­nen snart skulle på Session, og man ville meget nødig have, at han skulle ind til Militærtjeneste.

 

Det var en let Sag for Bertha. Hun rådede dem til at lægge Blade af ni forskellige Slags Urter ind i Sønnens Skjorteærme. Skjorten skulle så gemmes hen til den Dag, han skulle på Session. Så skulle han tage den på, men han måtte ikke i Forvejen vide noget om, hvad der var foretaget.

Han blev taget til Soldat.

 

Endelig beklagede Manden sig over, at han aldrig vandt i Lotteriet. Bertha lovede ham, at han ville vinde i den næste Trækning, hvis han blot straks også i dette Tilfælde lagde ni forskellige Slags Blade, lige meget hvilke, ind i Sedlen og rullede den sammen.

Men ak, der kom ingen Gevinst.

 

Det var da heller ikke underligt, at Gårdejeren nu mente sig bedraget og forlangte de 40 Kr. tilbage, som Bertha havde "lånt” af ham.

 

Med sin Spåen havde hun sit største Klientel blandt de, unge Tjeneste­piger på de store Gårde, og der var mange, der søgte hende, for der var det rare ved hende; at Kortene altid tilsagde dem, at det, de allermest øn­skede, ville gå Opfyldelse.

 

Engang kom hun dog galt af Sted.

Hun havde spået en ung Pige, Jensine, og lovet hende hendes Kæreste tilbage. Jensine havde ingen Penge at betale med, og næste Gang Bertha kom til Gården, bad hun så Jensine om et Lån på 7 Kr., hvad hun ikke fik.

 

Herover blev hun vred, og skældte Jensine ud for "en gammel Kule", og sagde, at det skulle hun komme til at fortryde.

 

Men Mejersken på Gården var imidlertid vred på Bertha, fordi det var hende, der tog Smørret af Mælken, for det havde en anden klog Kone sagt, og hun havde givet dem det Råd, at når Bertha kom næste Gang, så skulle de styrte frem mod hende, svinge Armene og råbe og huje, men de måtte ikke lade hende komme til Orde, for så tabte Kraften sig, og hun fik Magten igen. Når hun så mærkede, at hendes hemmelige Hjæl­pere, Ånderne, der ikke kan tåle at høre Råben og Hujen, forlod hende, så ville hun løbe ud af Gården, og de skulle så forfølge hende og tre Gange råbe efter hende "Gammel Heks".

 

Og denne Scene opførte de virkelig i fuldt Alvor!

Og den hjalp. Bertha kom ikke oftere, men det er jo heller ikke til at undres over, at hun ikke brød sig om at mødes igen med disse rasende Furier.

 

Jensine havde dog ikke deltaget i Hekseuddrivningen. Hun var bange for Berthas Hævn.

Hun havde nemlig fået en bulden Finger, og den, mente hun, havde Bertha skaffet hende.

 

Skønt Dommeren gjorde hende opmærksom på, at hun vel nok lige som som mange andre kunne få en bulden Finger uden Berthas Hjælp, strakte hun ophidset og med den mest levende Overbevisning sin røde hovne Finger hen mod Dommeren og udbrød: "Jamen, hvad siger De så om den! Det kan da enhver se, at den nu begynder, for det at Bertha har læst over den og gjort noget for det hjemme".

 

Der var ingen Tvivl om, at Bertha havde gjort sig skyldig i Bedrageri, og i Betragtning af de særdeles mange Tilfælde, det drejede sig om, blev hendes Straf fastsat til 1 Års Forbedringshusarbejde.

Overretten stadfæstede Dommen.

 

Helt hen i dette Århundrede har der været en Sag noget lignende "Tjør­nehovedkonen "s.

I Juli 1904 blev der i Bornholms nordre Herreds Politiret afholdt nogle Forhør i Anledning af, at det var Oplyst, at en "klog Kone" fra Ystad, Maria Persson, havde haft en Del Patienter på Øen.

 

Hun havde det nemlig så praktisk, at de Syge ikke behøvede at komme selv til hende, det var nok, at hun fik overleveret et Bånd, som de havde båret, så kunne hun se, eller hvordan hun ellers fik det oplyst, hvad de fejlede, og hun foreskrev dem så Behandling.

 

En Husmand Ingemar Hansen var ligefrem en Slags Agent eller Rej­sende for hende. Når Folk ønskede hendes Råd, fik de af ham et Bånd, som de skulle bære et Døgn, så rejste han med det til Sverige og kom til­bage med hendes Råd.

 

Blandt Vidnerne var der en Præstegårdsforpagter, der forklarede, at hans Hustru i de sidste År havde lidt af Livslede og Tungsindighed på Grund af en Sygdom, som hverken Lægerne på Bornholm eller et Hospitalsophold i København havde kunnet kurere hende for.

 

Da han så havde hørt af andre, at Maria Persson havde hjulpet dem, havde han henvendt sig til Ingemar Hansen, der havde givet ham et Bånd, som hans Hustru skulle bære på sig, hvorefter Ingemar var rejst til Sve­rige med det.

 

Der havde dog været flere Ting, der skulle iagttages med Båndet, det skulle således lægges i en Konvolut, udenpå hvilken Hustruens Fornavn og hendes Faders Fornavn skulle skrives, og det måtte under ingen Om­stændigheder berøre Jorden.

Ingemar havde ved sin Tilbagekomst medbragt Båndet, som Hustruen skulle bære i 9 Døgn, og han medbragte endvidere en Recept, hvorefter "hun skulle vaske Underlivet i rindende Vand, hentet efter Solnedgang og kogt sammen med Egebark, samt vaske Ansigt og Hænder i lignende Vand kogt i Aspebark, hvorhos det afbenyttede Vand skulle kastes bort med Strøm­men, og måtte der i den Tid, Kuren varede, intet lånes ud af Huset, ja, han måtte end ikke i den Tid veksle Avis med Præsten, hvad han ellers plejede.

 

Første Gang gik Kuren fejl, fordi hans Hustru havde lånt en Flaske ud, men så foretog hun Kuren igen, til hvilken var knyttet sådanne yderligere Bestemmelser som, at hun ikke måtte overskride sin Dørtærskel før Sol­opgang.

 

Efter kort Tids Forløb begyndte Hustruen at komme sig, så at hun atter tog sig af sit Husvæsen, spolede og strikkede flere Par Strømper og var glad og tilfreds ved Livet."

 

I Marts Måned havde Maria Persson besøgt dem, og i April havde hun boet hos dem i 14 Dage.

 

I Slutningen af denne Måned fik Hustruen et Tilbagefald, men Marie mente, det snart ville fortage sig.

 

l Midten af Juni Måned kom Maria atter på Besøg, og mens hun var der, var Hustruen rolig, men da hun var rejst, havde hun fået den Opfat­telse, at Maria nu ville hende ondt, og hun bad Manden søge en anden klog Kone, der kunne hæve Marias Indflydelse.

Kort efter begik Hustruen Selvmord.

 

Selv, sagde han, havde han ikke troet på Kuren, men hans Hustru havde gjort det, og det var for at føje hende, han havde ladet hende fortsætte dermed.

 

Et andet Vidne forklarede, at hans Hustru den foregående Sommer havde været så syg, at de befrygtede, at hun ville gøre en Ulykke på sig selv, en­gang havde hun da også styrtet sig i Gårdens Brønd, og hun rev og flåede sit Tøj og var ganske ustyrlig.

 

Af Ingemar fik han et Bånd, som Hustruen bar et Par Døgn, så rejste Ingemar med det til Sverige og kom tilbage med det.

 

Hustruen skulle så bære det i 9 Døgn, og foruden at hun skulle drikke Kamillete og Sennepste kogt sammen i rindende Vand og have nogle Jern­dråber, skulle hun vaske sig i rindende Vand, hentet mod Strømmen og kogt med Egebark.

 

Hans Hustru kom sig fuldstændigt, og da det var omtrent et År siden, og hun stadig var rask, havde han absolut Tillid til Maria og var overbevist om, at hans Hustru kunne takke hende for sin Helbredelse.

 

Han tilføjede, at Hustruen, mens Kuren varede, var så syg, at hun ingen som helst Bevidsthed havde om, hvad hun foretog sig, og heller ikke vidste Besked om, den på hende anvendte Kur.

 

Hustruen forklarede, at "hun ved ikke af, uden efter, hvad Manden har fortalt hende, at hun har været underkastet Maria Perssons Kur".

 

Et tredje Vidne, en Husmandskone, forklarede, at hun havde lidt af Be­svimelsesanfald, Opkastninger og Mathed og Nervøsitet.

 

Hun havde også fået et Bånd og havde fået ordineret den samme, Kur med Vandet som de andre og havde fået noget Medicin, og så havde hun endelig fået det Råd, at hun i 9 Uger hver Onsdag Nat skulle sove under Tag sammen med sin Moder. Efterhånden var hun blevet bedre. Straks havde hun ikke troet på det, men nu kunne hun ikke andet end tilskrive Kurens Virkning sin Helbredelse.

 

Ingemar Hansen forklarede, at udover, at han besørgede Båndene frem og tilbage, havde han ikke Kendskab til Maria Perssons Helbredelses metoder.

 

For sine Rejser beregnede han sig 50 Kr. for hver, dette Beløb fordelte han dog mellem Patienterne, og han kunne somme Tider have helt op til 20 Bånd med sig på en Rejse.

Maria betalte han 2 Kr. for hvert Bånd.

 

Sagen blev indsendt til Justitsministeriet, der i September Måned be­stemte, at den gennem Udenrigsministeriet skulle tilstilles de svenske Myndigheder med Henstilling om at anlægge Kvaksalveri- eller Bedragerisag mod Maria Persson.

 

At der også senere var Folk, der virkelig troede på Trolde og Hekse, er der et Eksempel på i en ret stor Sag, der blev rejst i Sønderjylland i 1924.

 

Her var der en stakkels Boelsmand, som Naboerne og andre i Omegnen anså for at være en ond Troldmand.

 

Det blev fortalt bl.a. at Kreaturer blev syge, blot han havde rørt ved dem, og det blev så galt, at ingen ville tale med ham, og Købmanden forbød ham at komme ind i hans Butik, for han var en Troldmand, det havde man Beviser for. To Gange havde man lagt et Kosteskaft i en Døråbning, han skulle ud igennem, og den ene Gang var han gået ud en anden Vej, og den anden Gang havde han taget Kosteskaftet op og sat det til Side, for det var jo sådan, at Trolde og Hekse ikke kunne træde over et Koste­skaft.

 

Til sidst blev det hele dog for vanvittigt, og en af Præsterne havde på­tænkt at afholde et Møde for at oplyse Befolkningen om deres skændige Overtro.

 

Forinden blev der imidlertid rejst Sag mod en "klog Mand", der gik under Navnet "Gassemanden" efter den Landsby, hvorfra han stammede.

 

Han havde bl.a, benyttet sig af Overtroen til at slå Penge ved at op­hæve det onde, som den stakkels Boelsmand havde fået Skyld for at have bedrevet. Når han blot berørte de Kreaturer, som den anden skulle have besat, så var det onde dermed fordrevet.

Hans Virksomhed blev takseret til en Bøde på 200 Kroner.

 

Men forbi var det end ikke dengang med Overtroen.

 

Endnu for en 7-8 År siden er der et typisk Eksempel på Hekse­overtro.

Der boede i Marstal på Ærø en gammel Mand. Han var Elskeligheden selv, og intet var ham fjernere end at gøre Mennesker eller Dyr Fortræd. Med sit hvide Hår og Skæg og sine blå øjne var han et Billede af God­hed og Blidhed.

 

Og dog havde han, uvist af hvilken Grund, fået Ord for at besidde over­naturlige Kræfter og at benytte dem til Skade for sine Medmennesker.

 

En ellers fornuftig Mand fortalte i ramme Alvor, at han en Dag havde været beskæftiget nede ved Havnen med at bringe Svin om Bord i en Båd. Det var gået godt et langt Stykke Tid, så pludselig var det ikke muligt at få Resten af Svinene drevet over Gangbrættet. Han kunne ikke begribe, hvad Grunden dertil var, indtil han så, at den Gamle stod på Kajen og selvfølgelig så med "onde" øjne på ham. Da den Gamle lidt efter gik bort, var der ikke noget i Vejen, og Indladningen af de genstridige Dyr forløb normalt.

 

Og ellers forstandige Fiskere fortalte, at de holdt ikke af at gå ud med deres Både, når de på Vej ned til Havnen havde mødt den Gamle, for så hændte der altid et eller andet ubehageligt.

Den gamle Mand led en hel Del under alt dette overtroiske Vrøvl.

 

Da så engang en Gårdmandskone stillede sig op på Gaden og spyt­tede efter ham, og hun på hans Spørgsmål om, hvorfor hun dog gjorde det, svarede, at det var fordi han var en Heks, og sådan nogle skulle man vare sig for, blev det ham for groft, og han gik til Dommeren.

 

Konen blev taget for og indrømmede, hvad hun havde sagt, og fik så en meget alvorlig Advarsel, og hun lovede Bod og Bedring.

 

Men med Bedringen blev det ikke til store Sager.

Da hendes Mand i Sommeren 1934 pludselig døde, udslyngede hun den Beskyldning, at det var den Gamle, der havde forgjort ham og var Skyld i hans Død.

 

Det vakte ret stor Opsigt, og Bladene tog skarpt til Orde mod den skan­daløse Overtro, der stadig florerede blandt Folk, der ellers gerne ville gå for at være oplyste.

 

Det hjalp, for så vidt som den Gamle herefter ikke mærkede så meget til den Modvilje der var mod ham.

 

Det er dog sagt, at da han var blevet syg og indlagt på Sygehuset, var der nogle af de andre Patienter, der nægtede at ligge på Stue sammen med ham, da de var bange for hans uheldbringende Indflydelse.