»Det nye Damhus Mord«.

(1931)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

  

DET såkaldte Nye Damhus Mord fandt Sted den 3. Januar 1931.

 

En yngre Mand kom ved 10 ½ Tiden om Aftenen hen til Lillebilholde­pladsen i Istedgade Nr. 42 og ønskede en Vogn. Han gav Besked om at køre til Rødovre, nærmere Adresse opgav han ikke, han skulle nok dirigere Vej­en, sagde han.

 

Ved Damhuskroen gav han Ordre til at køre ad første Vej til højre, og et Stykke hen ad denne om at køre til venstre ad Fortyej.

 

Et Stykke fremme fik Chaufføren Besked på at standse, og idet han bremsede op, hørte han et Knald og mærkede en brændende Smerte i Nak­ken.

 

Han var klar over, at han var blevet skudt. Mere medtaget var han dog ikke end, at han kunne løfte sig over Førersædet og kaste sig over Passa­geren, som han så endnu sad med Skydevåbnet i Hånden.

 

Det lykkedes ham under en kort men hidsig Kamp at få Pistolen ud af Hånden på ham. I det samme gik Vogn døren ,op og Personen, der un­der hele Kampen havde råbt, at han ville ud, sled sig løs og forsvandt henover Markerne.

 

Chaufføren, der blødte stærkt fra Såret og ud ad Næsen, kørte så hurtigt, han kunne tilbage til sin Holdeplads, hvor han meddelte det skete til en forbipasserende Politibetjent.

Efter at have givet Forklaring på Svendsgades Politistation, blev han kørt til Kommunehospitalet og indlagt der.

 

Ved Undersøgelsen viste det sig, at Kuglen var gået ind 3-4 cm bag nederste Del af højre Øre. En Røntgengennemlysning viste, at den havde sat sig fast i højre Næsehule.

Angående Sårets Farlighed udtaltes det, at Muligheden for en Infek­tion endnu ikke var udelukket, og Følgerne af en sådan kunne ikke over­ses, men at der var størst Sandsynlighed for, at Såret ikke ville volde varige Men.

 

Tre Dage efter kunne han udskrives.

Skydeskolen udtalte, at en Kugle affyret med en 6 mm. Salonpistol som den herom handlede ville kunne give et livsfarligt Sår, når Skuddet blev afgivet på kort Hold ( ½  -1 Meter) og vitale Dele blev ramt.

 

Signalement af den Sigtede og Beskrivelse af Salonpistolen blev offent­liggjort, og en energisk Eftersøgning iværksat.

 

Men først 6 Dage efter, at Overfaldet var sket, fik Politiet Meddelelse fra en Sognefoged om, at

en Fodermester, der tjente på Gården "Kastanieborg" for nylig havde været i Besiddelse af en Pistol, der kunne ligne den fremlyste.

 

Fodermesteren blev hentet. Hans Navn var Thorvald Runo Christensen. Han var den 31. Januar 1928 blevet betingelsesvis benådet for Resten af en Straf på 8 Års Tugthusarbejde, han var idømt for Drabsforsøg.

 

Han nægtede meget bestemt at have forøvet Overfaldet, og han nægtede også at have begået nogle Tyverier, han sigtedes for, skønt der ingen Tvivl var om, at det var nogle af de stjålne Ting, man havde fundet i hans Værelse.

 

To Dage efter at han var blevet fængslet i Retten, bad han om at måtte tale med Politimesteren, og han erklærede nu uopfordret, at "det er ham; der er Gerningsmand til Drabsforsøget i Rødovre".

 

Han forklarede, at det, da han stod ved Bilholdepladsen, egentlig var hans Hensigt at "hugge" en Chevrolet Vogn og køre af Sted med den, men der var for mange Mennesker på Gaden til, at han turde vove det. Så fik han den Tanke, at han kunne hyre en Vogn og køre til et ensomt Sted og der tvinge Chaufføren til at stå af og så selv tage Rattet.

 

Han dirigerede så Vognen ud til det Sted på Fortvej, hvor han bad Chaufføren stoppe. Han regnede med, at Chaufføren Så ville stå ud, og han ville så have tvunget ham bort med Pistolen, som han havde i Hånden.

 

Men idet Vognen standsede op, gik Skuddet af i Hånden på ham, uden at det var hans Hensigt.

Han bad om, at følgende måtte blive tilført Politiprotokollen "uden Hensyn til, om det måtte lyde usandsynligt": "Han hævder, at hans første Tan­ke, da han blev klar over, at han havde ramt Chaufføren, var at hjælpe ham og han siger, at han havde på Læben at sige "Undskyld, ramte jeg Dem?" men i det samme væltede Chaufføren sig over Ryggen på Førersædet, og der udspandt sig en Kamp mellem dem inde i Vognen."

 

Han påstod, at han ikke havde haft til Hensigt at røve Penge fra Chauf­føren.

 

I Retten Dagen efter gentog han sin Forklaring, men påstod dog, at der forelå en Fejl i Nedskrivningen af hans Forklaring, for han havde aldrig sagt, at han var "Gerningsmand til Drabsforsøget", for han indrømmede jo ikke, at der forelå noget Drabsforsøg.

 

Forespurgt om, hvorfor han havde spændt Hanen på Pistolen, hvad jo var unødvendigt, hvis han blot ville bruge den til at true med, svarede han, at man uvilkårligt spænder Hanen, når man tager et Skydevåben frem.

 

I et senere Forhør tilstod han de Tyverier, han var sigtet for, men han hævdede stadig, at det ikke havde været hans Hensigt at dræbe Chaufføren eller at røve hans Penge fra ham.

 

Arrestlægen Professor le Maire udtalte om ham, at han er "et i etisk Henseende meget lavtstående Individ. Han gør ikke noget dårligt begavet Indtryk i intellektuel Henseende og har en god Hukommelse. Tegn på Vrangforestillinger eller Hallucinationer er ikke forekommet. Der er således fremdeles ikke Tegn på, at han skulle være sindssyg eller åndssvag. Han er et degenereret Individ lidende af moral insanity. Han er sig sine Handlingers Strafbarhed bevidst, men formår ikke at bekæmpe sine for­bryderiske Impulser. Der er ingen Grund til at antage, at Straf vil have nogen væsentlig Indflydelse herpå, hvad da også hans tidligere Liv udviser, og det mest formålstjenlige ville sikkert hans Uskadeliggørelse gennem Internering være".

 

Retslægerådet udtalte i en Erklæring under Henvisning til Rådets Ud­talelse under den sidste Sag, at "han heller ikke efter det nu foreliggende kan betegnes som åndssvag eller sindssyg. Selvom han på Grund af sine varige Tilbøjeligheder til at begå Forbrydelser må betegnes som end­og i høj Grad farlig for Retssikkerheden og tiltrængende Forvaring gennem lang Tid, ser Rådet sig ikke i Stand til at anvise noget ikke-fængselsmæs­sigt Sted til en sådan Forvaring."

 

I Juni Måned kom Sagen for østre Landsrets Nævningeting.

Foruden naturligvis i Tyveri kendte Nævningerne ham Skyldig i Forsøg på forsætligt Drab uden Overlæg og Forsøg på Røveri af særlig farlig Karakter.

 

Straffen blev herefter fastsat til Tugthusarbejde i 16 År.

Dommen blev påanket til Højesteret fra begge Sider. Domfældte anså Straffen for for hård, og Anklagemyndigheden appellerede til Skærpelse. Højesteret stadfæstede Dommen.

Den tidligere Sag, hvorunder Christensen var idømt 8 Års Tugthus, var følgende:

 

I Vinteren 1920 tjente han som Fodermesterelev på Gården "Marien­lyst" ved Vordingborg.

Han havde af en af de polske Arbejdere købt en Cykle, som han efter at have lakeret den op solgte igen til en anden Polak. Denne var imidlertid utilfreds med Handelen og sagde, hver Gang han mødte ham, at han var en Snyder. Det blev han efterhånden mere og mere gal i Hovedet over, og Søndag den 1. Februar besluttede han, at enten skulle Polakken tage sine Ord tilbage, eller også skulle han slås ned.

 

I Stalden tog han en Jerntøjrepæl og stak den i Lommen for at have den som Våben, og ved 7-Tiden gik han over til det Hus, hvor Polakken boede sammen med sin Hustru og to unge polske Piger.

 

Efter at de havde siddet en Times tid og snakket sammen, bragte han Cyklen på Tale, og da Polakken stadig sagde, at han var blevet snydt, og at han ikke ville lade være med at blive ved med at sige det, tildelte han ham med Tøjrepælen nogle Slag i Hovedet med fuld Kraft, til han blev lig­gende som livløs.

 

Han tænkte så, at det eneste, der var for ham at gøre, var at slå og­så de tre Kvinder ihjel, for at de ikke skulle angive ham, og han kaldte så på Polakkens Hustru, og da hun kom ind, tildelte han også hende nogle voldsomme Slag i Hovedet, så at hun styrtede om.

 

Så kaldte han på de to unge Piger. Den ene kom ind, og hun fik så samme Medfart.

 

Den anden, der havde set, hvad der foregik, flygtede ind på sit Værelse. Han forfulgte hende, men hun holdt på Døren, så at han ikke kunne komme ind. Da han derefter var gået udenom Huset og forsøgte at trænge ind gennem Vinduet, så hun Lejlighed til at løbe over til Gården og til­kalde Hjælp.

 

For at udslette Sporene efter Forbrydelserne, besluttede han så at sætte Ild på Huset og satte en Tændstik til noget Halm.

 

Han blev anholdt samme Aften på et Hotel i Vordingborg, hvor han var til Maskerade. Han

nægtede at have været i Polakkens Hus og at have begået Overfaldene, også efter at være foreholdt Pigens Forklaring og gjort opmærksom på, at der var store Blodpletter på hans Tøj, og at der i Værelset var fundet Cigaretstumper af et Mærke, som han men som ingen andre på Gården røg.

 

Samme Nat døde den overfaldne unge Pige, og den næste Formiddag afgik også Polakken ved Døden af de voldsomme Læsioner, de havde fået.

 

Christensen fastholdt sin Nægtelse også under Konfrontationen med de to Lig og først to Uger efter aflagde han Tilståelse.

Han påstod, at det ikke i Forvejen havde været hans Hensigt at dræbe Kvinderne, det var først, da han så Manden ligge livløs og, som han troede, allerede død, at han besluttede sig dertil, og Manden, hævdede han senere, havde han heller ikke i Forvejen bestemt besluttet at dræbe, men kun, hvis han ikke ville tage Beskyldningerne om Snyderi tilbage, men så var han blevet rasende over, at han ikke ville det.

 

Ved østre Landsret kendte Nævningerne ham Skyldig i forsætligt Drab uden Overlæg med Hensyn til Manden, men i overlagt Drab og Forsøg der­på for så vidt de to unge Piger og Hustruen angik, samt i forsætlig Brand­stiftelse.

 

Straffen blev under Hensyn til hans unge Alder, han var på Gerningens Tid endnu ikke fyldt 18 År, fastsat til 8 Års Tugthusarbejde.