Fejø-Sagen.

 

(1883-85)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

OM Eftermiddagen den 28. Maj 1881 fandt Kirkeværgen på Fejø, Gård­ejer Jens Rasmussen, og Graverkarlen Liget af et nyfødt Barn henlagt i en Affaldsbunke på Kirkegården.

 

Det lille Lig, der var af et fuldbårent eller næsten fuldbårent Drenge­barn, var indsvøbt i et Stykke af et sort Sirtses Forklæde og et Stykke lyst Stof med brune Pletter, hvorom der var gråt Karduspapir, ombundet med et gråt Bånd, antagelig Skoningen af en Kjole, og et sort- og rødternet Bom­uldsbånd, vistnok fra et Forklæde.

 

Politiet blev underrettet og foretog de første Undersøgelser. Liget måtte antages at have henligget i 2-3 Måneder, hvilken Slutning man kom til bl.a. af Udseendet af Snittet på nogle afskårne Pilekviste, der var stukket ned i Jorden for at holde Liget på Plads.

 

I et Retsmøde den 31. Maj bemærkede Birkedommeren, at det var kommet til hans Kundskab. At ”et ugift Fruentimmer af dårligt Rygte” Petersine Pedersen i Foråret havde været hjemme hos sin Stedfader, og at hun ikke i den Tid havde ladet sig synderlig se mellem Folk og senere var rejst til Lolland.

 

Han havde ladet fortage Undersøgelser, og Petersine var fundet og var nu medfulgt Betjenten.

Hun blev nu fremstillet, nægtede ethvert Kendskab til Drabet og blev derefter sat under Anholdelse.

 

Efter at forskellige Vidner var afhørt, blev hun, da der ikke var noget Grundlag for en Mistanke, løsladt 3 Dage efter.

 

I et Retsmøde den 21. Juli bemærkede Dommeren, at han havde modtaget en mundtlig Meddelelse om Pigen Ane Christiansen, Datter af den ugifte Christiane Gotfredsen på Femø. Ane havde frivilligt ladet sig undersøge af Distriktsjordemoderen, der på Spørgsmålet, om hun kunne have født et Barn, erklærede, at der ingen Tegn var fundet hertil.

 

Dommeren havde endvidere modtaget et anonymt Brev, sålydende: "Da der lyses efter at hvide hvem de Barn er, kommen af, da har jeg fået en Anelse om at di vil undersøge Rasmusdanls (Daniels) Døtre”, og des­uden en mundtlig Meddelelse om Mistanke til en af de samme unge Piger.

 

Ved Forhøringer havde bl.a. Øens Sy jomfru forklaret, at hun var ganske vis på, at den pågældende unge Pige hele Tiden havde haft samme Figur.

 

Dagen efter oplyste Dommeren, at Christiane Gotfredsen havde meddelt ham, at det var hendes Datter Ane, der havde skrevet det anonyme Brev, men at hun ikke havde noget til Bestyrkelse af den Tanke, hun havde fået.

 

Senere fremkom der, "trods al Umage" intet til Oplysning, og den 31. Marts det følgende År sluttede Dommeren Sagen.

 

I 1883 var der kommet en ny Birkedommer, Carl Anton Freuchen, på Fejø.

 

Den 17. Juli reassumerede han de tidligere Forhør, idet han til Retsprotokollen gjorde den Bemærkning, at hans Opmærksomhed stadig havde væ­ret henvendt på Opdagelsen af Ophavsmanden til Barnets Ombringelse, og at forskellige Omstændigheder havde henledt hans og Sognefogdens Mis­tanke på Ane.

 

Til Ulykke for sig selv, de Mistænkte og hele Sagen havde han fra en anden Jurisdiktion fået udlånt en Betjent, eller som det nogle Steder på Landet med en finere Titel hed: Politiassistent.

 

En Eftersøgning af Ane blev iværksat, hun blev fundet i Slemminge på Lolland, hvor hun tjente på en Gård, og afhørt af Betjenten.

 

Af den Rapport, han afgav, fremgik det, at hun trods Formaning om at sige Sandheden først havde nægtet enhver Skyld i Barnemordet, men der­efter yderligere formanet til Sandheds Følge, havde tilstået, at hun i Faste­lavns ugen 1881 i sin Søster Sofies Hjem på Fejø havde født et Barn. Til Stede var Søsteren og en Kone, som var behjælpelig. Konen havde sagt, at Barnet var dødt, og næste Morgen fortalte hun, at hun havde lagt Liget ud på Kirkegården. Hos Søsteren var Ane blevet en 8-9 Dage og var så over Isen gået hjem til Moderen på Femø og havde fortalt, hvad der var sket.

 

Da Betjenten var ved at tage af Sted fra Gården med Ane, så han, at der i Postkassen lå et Brev til hende. Dette Brev var fra hendes Moder, der skrev, at nu skulle Sagen vist tages op igen, men Ane skulle bare være fast og ikke lade sig forlokke eller forråde til at sige noget af det, de andre ville have hende til at sige.

 

Af Rapporten fremgik det endvidere, at Distriktsjordemoderen havde for­klaret, at den Undersøgelse, hun i sin Tid havde foretaget af Ane, kun var et flygtigt Syn, og at hun havde undret sig over, at man havde nøjedes med det i en så vigtig Sag.

 

Forskellige Vidner havde udtalt, at de var overbevist om, at Ane havde født et, Barn, for det havde hendes Udseende ikke levnet Tvivl om.

 

Samme Aften, den i 7. Juli, KL 11 blev hun fremstillet i Retten, hvor hun gentog sin Tilståelse igennem et flere Timer langt Forhør, dog at hun, atter formanet til Sandheds Følge, ændrede den derhen, at hun i Forvejen havde været enig med Moderen om, at Barnet skulle dræbes og Liget skaffes til Side, og at kun Moderen, der var kommet til Fejø et Par Dage efter hende selv, var til Stede ved Fødselen, og at hun selv dræbte Barnet ved at lægge Dynen over Hovedet på det. Så havde Moderen taget Barnet og var gået bort med det, og da hun kom tilbage, sagde hun, at hun havde lagt det på Kirkegården, hvor hun havde ”smukken" ( kastet) noget over det.

Hun blev derefter fængslet.

 

Den følgende Dag blev forskellige Vidner afhørt, og blandt andre, for­klarede Husholdersken, Karen Hansen, på den Gård, hvor Ane havde tjent før sin Anholdelse, at hun aldrig havde haft Grund til at tro, at Ane skulle have eller havde fået et Barn.

 

Dagen efter blev Ane på ny afhørt af Betjenten, og "atter formanet til Sandheds Følge og til med egne Ord uden at blive udspurgt at fortælle den sande Sammenhæng", forklarede hun nu, at Fødselen ikke fandt Sted i Søsterens Hus, men på en Mark ved Kirken. Hun og Moderen var om Efter­middagen taget med Postbåden over til Fejø, og de gik op mod Kirken, hvor de satte sig bag et Gærde. Efter et Par Timers Forløb skete Fødselen, og efter Moderens Opfordring kvalte hun selv Barnet med sine Hænder, og Moderen bar Liget op på Kirkegården. De blev siddende på Marken, til det blev Morgen og blev så færget tilbage til Femø. Ved Middagstid gik hun straks tilbage til sin Plads, og der tog hun straks tre tykke uldne Klokker på, for at man ikke skulle kunne se nogen Forskel i hendes Figur.

 

Derefter blev hun fremstillet i Retten, hvor hun gentog sin således ændrede Forklaring og tilføjede, at Grunden til, at hun ikke straks havde sagt som nu, var, at hun mente, det var mere strafværdigt at føde hemme­ligt på åben Mark end i et Hus, og at hun syntes, der var noget dyrisk ved at føde under åben Himmel.

 

Samme Dag blev hun undersøgt af Distriktslægen, der erklærede, at hvad han havde konstateret, talte for, at hun havde født.

 

Husholdersken Karen Hansen blev på ny fremstillet, og da hun fastholdt, ­at hun ikke kunne tro, at Ane havde fået et Barn, og ikke kunne mindes en Samtale, hun skulle have haft (med Ane), blev hun sat under Anholdelse.

 

To Dage efter blev hun fængslet, men så løsladt Dagen efter.

 

I den følgende Tid afholdt Birkedommeren hver Dag Forhør i Sagen, ­undertiden flere Gange daglig, og når de blev afholdt andre Steder end i Retslokalet, tog han Ane med sig, for at hun kunne blive konfronteret med Vidnerne, om det skulle vise sig nødvendigt.

 

Hun gentog Gang på Gang sin Tilståelse, idet hun dog ændrede Tids­punktet for Fødselen til "inden Jul 1880" og i øvrigt forandrede sin For­klaring, på adskillige Punkter, bl.a. at Moderen var rejst til Fejø to Dage før hun selv og altså ikke to Dage efter eller sammen med hende.

 

Moderen, der måtte indrømme, at hun for 14-15 År siden; da Ane var en lille Pige, en Gang havde slået hende ret voldsomt, selvom hun ikke ville indrømme, at det kunne kaldes Mishandling, men påstod intet at kende til Drabet, var blevet arresteret for mishandling af sit Barn.

 

Gennem mange og lange Forhør fastholdt hun hårdnakket sin Uskyl­dighed i Drabet og hævdede, at Anes Forklaring og Tilståelse ikke kunne være rigtig.

 

Selv når Datteren "i al Kærlighed bønfaldt hende om at sige Sand­heden", og "trods hendes indtrængende og kærlige Anmodninger om at sige Sandheden", fastholdt hun sin Forklaring.

I Slutningen af August erfarede Dommeren, at hun til en anden Arre­stantinde, der var sat ind i hendes Celle, havde sagt, at Ane havde forrådt hende, og da hun ikke ville indrømme det, blev hun sat på Vand og Brød, på hvilken Kost hun sad i 3 Dage, men blev så fritaget herfor, "da det er et Tvangsmiddel, og da der ikke er Udsigt til, at det vil virke".

 

Hendes anden Datter Sofie på Fejø, der Året i Forvejen var blevet idømt 9 Års Tugthusarbejde for at have ombragt sit nyfødte Barn, var i Begyndelsen af August blevet afhørt i Straffeanstalten af Betjenten, men havde påstået intet at kende til, at Ane skulle have født.

 

En Måned efter blev hun på ny afhørt af en Kontorist i Straffeanstal­ten i Overværelse af Birkedommeren, og foreholdt Anes Tilståelse, samt at hun næppe selv ville have turdet dræbe sit Barn, såfremt hun ikke havde været vidende om, at Anes Misgerning var gået uopdaget hen, ind­rømmede hun nu, at Ane og Moderen havde besøgt hende og fortalt hende om den forestående Fødsel og om, hvad der skulle ske med Barnet, og op­fordret hende til at være dem behjælpelig, hvad hun dog havde nægtet.

 

Anes seneste Forklaring om, at Moderen var kommet to Dage i Forvejen, sagde hun, var rigtig. Forevist det om Barneliget svøbte Tøj forklarede hun, at da Moderen med Ane gik fra hendes Hus op til Kirkegården, gav hun dem et gult Forklæde med mørke Pletter Mage til det, der var om Liget.

 

Forhørene over Moderen fortsattes stadig og blev for hver Dag mere og mere langvarige, men hun holdt Stand, indtil hun den 15. September brød sammen.

 

Anes og Sofies seneste Forklaringer blev så oplæst for hende, og hun erkendte deres Rigtighed, hvorefter hun i Timevis selv blev afhørt om det samme, uden at hun ændrede noget i Forklaringen, udover at det Stykke Stof, Liget var svøbt i, havde hun selv taget i Datteren Sofies Dragkiste.

 

Den 14. Oktober sluttede Birkedommeren Forhørene.

 

Han rejste derefter Tiltalte ikke blot mod Ane og hendes Moder, og for Moderens Vedkommende også for Mishandling af hendes Børn, hvortil Justitsministeriets Tilladelse, da Forbrydelsen var så gammel, var indhen­tet, men desuden mod Husholdersken Karen Hansen for falsk Forklaring for Retten, og mod den Kone, Karen Nielsen, der i sin Tid overfor den tid­ligere Birkedommer havde henledt Opmærksomheden, på, Gårdmandsdat­teren, og som nu havde måttet indrømme, at hendes Mistanke ikke var bestyrket.

 

Den 23. November afsagde han Dommen, i hvis Afsigelse fire Meddoms­mænd deltog for Christiane Gotfredsens Vedkommende.

 

Ane blev efter Straffelovens § 192 idømt Forbedringshusarbejde i 5 År, Moderen blev efter § 190 dømt til at have sit Liv forbrudt, Karen Hansens Straf sattes til simpelt Fængsel i 2 Måneder og Karen Nielsens til Fængsel på, Vand og Brød i 2X5 Dage.

 

Både Moderen og Ane erklærede sig tilfreds med Dommen, men Ane bad dog straks om at måtte blive fremstillet for sin Dommer.

 

I den Anledning afholdt Birkedommeren et Forhør den 29. November, i hvilket Ane påstod, at hun aldrig havde f ødt, og at alle hendes Forklaringer under Sagen derfor var urigtige.

 

Birkedommeren opfordrede hende til da at appellere Dommen, og hun er­klærede sig derefter utilfreds med den og begærede den appelleret.

 

For Landsover- samt Hof og Stadsretten kom Sagen for den 21. Januar 1884: Underretsdommen blev erklæret for uefterrettelig at være, da Meddoms­mændene ikke havde været til Stede i Retten ved Sagens Påkendelse og heller ikke havde underskrevet Justitsprotokollen.

 

Da Birkedommeren havde fået Sagen tilbage, afholdt han et Forhør over Ane og foreholdt hende, at hun var pligtig at oplyse, hvad der havde fået hende til at tilbagekalde sine engang afgivne Tilståelser.

 

Hun forklarede, at da hun "havde erfaret, at Moderen var dømt fra Livet, og at hun derfor måske aldrig fik hende at se mere, havde hun fået den Tanke, at hun muligvis ved at opfylde "Moderens Ønske om at påstå, at hun aldrig havde født, kunne redde hendes Liv; og den Tanke, at det dog var hende, der havde givet Anledning til Barnets Drab, hvilket hun alt tid­ligere har forklaret rigtigt med alle forudgående, ledsagende og efter­følgende Omstændigheder og nu atter godkender, gjorde, at hun greb til en Løgn for at redde sin Moders Liv."

 

Den 20. Marts afsagde Birkedommeren efter at have bragt de begåede Fejl ved Meddomsmændenes Medvirken i Orden, en ny Dom ligelydende med den første.

 

Sagen kom så den 21. April atter for Overretten, der stadfæstede Dommen.

 

For Højesteret kom Sagen den 29. Oktober. Dommen blev en Stadfæstelse af Overrettens Dom.

Dødsdommen over Christiane Gotfredsen blev ved kongelig Resolution ændret til Tugthusarbejde på Livstid.

 

Så snart Ane og hendes Moder, henholdsvis den 11. og 13. December var blevet afleveret til Straffeanstalten på Christianshavn, hævdede de med stor Bestemthed, at de var uskyldig dømt, da Ane aldrig havde født noget Barn, og denne Påstand fremførte de hver Gang, der var Lejlighed dertil, overfor Anstaltens Embedsmænd Og anmodede samtidig indstændigt om, at, Ane måtte blive underkastet en Lægeundersøgelse. I Marts Måned det følgende år, 1885, blev deres Anmodning taget til Følge, og en Erklæring, som Fængselslægen, Dr. Med Tryde afgav, og som i et og alt godkendtes af Overaccouchør, Professor, Dr. Med Stadfeldt, gik ud på, at Ane ikke kunne antages at have født et fuldbårent eller næsten fuldbårent Barn.

 

Efter at dette var blevet, meddelt Justitsministeriet, blev der under 1. April ad mandatum udfærdiget et kongeligt Kommissorium for Kriminalretsassessor, den senere Justitiarius Ingerslev, sålydencie: " Christian den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.  

 

Vor Gunst! Vide må du, Assessor i Københavns criminal og Politiret, Os Elskelig Hr. Jacob Vitus Ingerslev, Ridder af Dannebroge, at eftersom det ved en straffeanstalten på Christianshavn foretagen Undersøgelse har vist sig, at der kan rejses grundet Tvivl om Rigtigheden af de lægelige For­udsætninger, på hvilken den Straffefangerne Christiane Gotfredsen og Ane Kristine Christiansen ved Højesteretsdom af 29. Oktober f. A. overgåede Domfældelse hviler, så haver Vi anset det fornødent, at Undersøgelsen an­gående det Forhold, for, hvilket de nævnte, Straffefanger under den oven­nævnte Sag have været sigtede, genoptages i sin Helhed til Udforskning af Sagens fuldstændige Sammenhæng.

 

Som Følge heraf er det Vor allernådigste Vilje og Befaling til Dig, at Du retter din Lejlighed efter som Kommissarius at foretage den omhandlede Undersøgelse.

… Dermed skeer Vor Vilje! Befalende Dig Gud!

 

Assessor Ingerslev begyndte Undersøgelsen med, at, afhøre Ane.

Hun forklarede, at hun aldrig havde født noget barn og derfor heller ikke havde begået den Forbrydelse hun var dømt for.

Når hun havde aflagt Tilståelse, var, det, fordi hun havde givet efter for det stærke Tryk, der var blevet udøvet mod hende for at få hende til at tilstå.

 

Det var således ikke rigtigt, som det så ud til af Rapporten, at hun omtrent, straks ved sin Anholdelse ,havde tilstået, hun havde tværtimod nægtet bestemt, det var først, efter at hun var transporteret til Sakskøbing og havde hensiddet nogle. Timer i Arresten, at hun under en ny Afhøring af Betjenten og Arrestforvareren, der på en overordentlig energisk Måde forehold Hende, at det kunne ikke nytte hende at fastholde sin Benægtelse, at hun blev så forknyt og forskrækket over de to Mænds barske og hårde Optræden over for hende, at hun temmelig hurtigt tabte Modet og gav efter for deres ideligt gentagne Opfordringer til at tilstå sig skyldig. Nærmere Enkeltheder kunne hun jo, rimeligt nok, ikke angive, og det blev heller ikke forlangt af hende, men samme Aften sent, efter a hun var blevet ført til Fejø, blev hun fremstillet for Birkedommeren,overfor hvem hun straks nægtede sig, skyldig, men han underkastede hende et langt Forhør, under hvilket Betjenten bl.a. truede hende med, at hun ville komme til at sidde fængslet, indtil hun tilstod, og hun blev da til sidst så forknyt, at hun igen aflagde Tilståelse, og da Dommeren sagde, at hun vel sagtens havde født i Søsterens Hus sagde hun ja dertil, ligesom hun i øvrigt sagde ja til alt andet, som han ville have hende til at sige ja til.

 

Ved Slutningen af Forhøret var hun, ligesom i Reglen senere ved Slut­ilingen af ethvert langvarigt Forhør; så fortumlet, at hun næppe vidste, hvad hun selv sagde.

 

Ved de efterfølgende Afhøringer havde det stadig været således, at Sva­rene blev lagt hende i Munden, og hun havde blot at sige ja eller nej, og når det i en af Betjentens Rapporter stod, at hun med egne Ord og uden at blive udspurgt havde forklaret, var dette aldeles ikke rigtigt. Han havde sagt det hele og skrevet ned, og hun havde blot sagt ja eller nej.

 

Og som det var gået overfor Betjenten, således var det også gået i Retten overfor Birkedommeren.

 

Han hersede med hende og talte hårdt til hende og sagde, at sådan og sådan var det vel gået til  og hun svarede så, Som hun mente, han Øn­skede eller ventede det, og det var ikke blot angående selve Sigtelsen, det var også vedrørende alle de mindre Enkeltheder såsom hendes Vandring

på Øen, til Kirkegården, Færgefarterne frem og tilbage  o. s. v.

 

Når hun under Konfrontationerne med Moderen bad hende om også at tilstå, var det efter forudgående indtrængende Opfordring fra Birke­dommeren.

 

Hun havde således handlet under Påvirkning af det Tryk, hun var undergivet, og dels i et ubestemt Ønske om at få en Ende på de pinagtige Forhør.

 

Hun mente stadig, at når Undersøgelsen var sluttet, ville hun komme til København, og at det så ved en ny Lægeundersøgelse ville kunne godt­gøres, at hun aldrig havde født.

 

Moderen forklarede, at når hun havde afgivet Tilståelse, var denne fuldstændig urigtig og kun fremkommet, fordi hun, der gjorde Modstand, så længe hun kunne, til sidst ikke længer var i Stand til at modstå det Tryk af forskellig Art, som hun under Undersøgelsen var udsat for.

 

Hun var således alt andet end rask; da hun blev indsat i Arresten, og den Sindsbevægelse, som var en følge af hendes Fængsling og af de lange og trættende Forhør, hun blev underkastet, men navnlig den Forfærdelse, det voldte hende at høre Datteren erklære sig skyldig og erklære hende for medskyldig i en Forbrydelse, som hun vidste både sig selv og Datteren uskyldige i, forværrede hendes Tilstand betydeligt, således at hun ofte slet ikke vidste, hvad der foregik omkring hende.

 

Hun var somRegel oven Senge, men var stadig meget kraftesløs, hvad der medførte, at det var hende overordentligt pinligt under de lange Forhør at måtte stå uafbrudt i adskillige Timer midt på Gulvet uden nogen som helst Støtte.

 

Dette blev nemlig forlangt af, Birkedommeren, skønt hun ofte indtræn­gende, bad om at måtte sætte

sig, og flere Gange hændte det da også, at hun ved Forhørenes Slutning ikke kunne flytte Benene, men måtte ledes ud af andre.

Engang blev hun sat på Vand og Brød, uden at hun egentlig vidste, hvorfor det skete, men da hun havde beklaget sig over, at hun ikke kunne tåle det, blev hun fritaget herfor og blev så sat på Mælkekur, d. v. s. at hun ikke fik anden Føde end Mælk. Dette gjorde også sit til at svække hende, og hendes Modstandskraft blev yderligere brudt ved, at Arrestforva­reren en Dag oversmurte det eneste lille højtsiddende Vindue i hendes Celle med et tykt Lag Kalk, så at der selv ved Middagstid var halvmørkt derinde.

 

Efter at hun havde været på Mælkekuren en Måneds Tid, var hun den 14.September gentagne Gange i Forhør, sidste Gang sent om Aftenen.

 

Dagen efter aflagde Lægen, der ellers ikke havde set til hende længe, hende et Besøg, og da hun beklagede sig over, at hun ikke kunne tåle Mæl­ken, svarede han, at så ville hun få tørt Brød og Øl eller måske kun tørt Brød og Vand, og den Kost skulle hun blive ved med at få, til hun tilstod.

 

Alt dette i Forbindelse med, at hendes anden Datter også forklarede mod hende, gjorde, at hun ikke havde Kræfter til at stå mod længer, og hun afgav så i Forhøret samme Dag en Tilståelse, idet hun godkendte Døtrenes Forklaringer, der blev læst op for hende igen, og derefter svarede ja eller

nej til de Spørgsmål, Birkedommeren for øvrigt rettede til hende, alt efter som hun mente, han ønskede hendes Svar, navnlig at det var efter hendes Opfordring, at det hele var sket, og at hun umiddelbart efter Fødselen på ny havde opfordret Ane til at dræbe Barnet.

 

Hun ønskede kun det ene at få en Ende på Sagen, idet hun mente, at kom hun først til København, ville der ske Retfærdigheden Fyldest.

 

Hun måtte yderligere beklage sig over den Medfart, Betjenten og Arrest­forvareren en Dag efter et Forhør havde givet hende. De havde taget hende i hver sin Arm og svinget hende frem og tilbage, medens de uophørligt på det kraftigste opfordrede hende til at tilstå.

 

Anes Søster Sofie forklarede, at Ane ikke havde sin Fod i hendes hus i December 1880 og aldrig havde været der sammen med Moderen.

 

Når hun senere forklarede anderledes, var det, fordi hun gav efter for Birkedommerens indtrængende Opfordringer dertil i Håb om derved at op­nå en Formildelse af egen Straf, hvad han havde stillet hende i Udsigt, og da hun var blevet gjort nøje bekendt med Anes Tilståelse, mente hun ikke, hun kunne skade hende, når hun forklarede overensstemmende med den.

 

Kontoristen i Straffeanstalten, der havde optaget Rapporten over Sofie, forklarede, at han faktisk kun havde nedskrevet efter Diktat af Birkedom­meren, der i Forvejen havde talt i længere Tid i Enrum med Sofie.

 

Karen Nielsen, der var dømt for falsk Forklaring for Retten med Hensyn til sine Udtalelser om Begrundelsen for Mistanken til Gårdmandsdatteren, forklarede, at når hun over for Birkedommeren havde indrømmet, at hen­des tidligere Forklaring ikke var rigtig, var det udelukkende af Frygt for at blive arresteret, hvis hun ikke indrømmede. Hun havde aldrig sagt andet, end hvad hun stadig mente, hun kunne stå ved.

 

Også Husholdersken Karen Hansen påstod, at det var af Frygt for at blive holdt fængslet, at hun havde indrømmet, at hendes første Forklaring havde været om ikke urigtig Så dog forbeholden.

 

Forskellige tidligere førte Vidner forklarede så godt som alle, at den Forklaring, der var ført til Protokollen, ikke var helt stemmende med, hvad de havde sagt. Der var ingen, der havde udtalt sig bestemt om Anes Graviditet, men de havde kun sagt sådan noget som, at man såmænd godt kunne tro efter hendes Udseende, at hun skulle have et Barn.

 

Distriktsjordemoderen forklarede, at hun heller ikke havde udtalt sig så skarpt, som det fremgik af Betjentens Rapport, hendes Undersøgelse af Ane havde været grundig nok til hos hende at begrunde en bestemt Overbevis­ning om, at Pigen ikke nogensinde havde født.

 

Arrestforvareren måtte uforbeholdent erkende, at når han havde smurt Kalk på Vinduet i Christiane Gotfredsens Celle, havde han gjort det, for at Opholdet i Arresten skulle blive hende, hvem han dels efter Birkedom­merens Udtalelser og dels efter sine egne Iagttagelser under Forhørene holdt for en forstokket Forbryder, mindre behageligt og derved fremskynde hen­des Tilståelse.

 

Han havde handlet på egen Hånd og ikke efter Ordre af Birkedomme­ren, men han vidste, at han fortalte det til Dommeren, der svarede, at han måtte selv forsvare, hvorledes han behandlede Arrestantinden.

 

Med Hensyn til den Behandling, han og Betjenten skulle have givet Got­fredsen, måtte han hævde, at hendes Fremstilling var meget overdrevet, de havde kun taget hende lempeligt i hver sin Arm, medens de opfordrede hende til at tilstå.

 

At hun i Almindelighed måtte stå op under de langvarige Forhør uden nogen Støtte, var rigtigt, og det var også rigtigt, at hun ofte beklagede sig derover.

 

Betjenten måtte erkende, at hans Rapport om den første Afhøring af Ane ikke Var korrekt affattet, idet det først var efter at han gentagende og indtrængende havde foreholdt hende, at der ikke kunne være nogen Tvivl om, at hun var skyldig, at hun aflagde Tilståelse. Hverken ved den Lejlighed eller senere, anvendte han Trusler Overfor hende, men han foreholdt hende så stærkt, han kunne, at det ikke kunne nytte hende at nægte.

 

Hendes Forklaringer fremkom altid som Svar på en Række Spørgsmål fra ham, og det var således ikke rigtigt, at hun i det ene Tilfælde, som det stod i Rapporten, havde afgivet sin Forklaring "med egne Ord uden at blive udspurgt".

 

Han tilføjede, at han efter den Afhøring selv kun havde haft en temmelig ringe Tro på, at hendes Fremstilling var rigtig, og han havde under hele Sagens Gang det Indtryk, at hun hørte til den farlige Art af Afhørte, der i den Grad mangler Selvstændighed, at de stadig retter deres Svar efter, hvad de mener, at den, der foretager Afhøringen, ønsker, de skal svare.

 

Han påstod, at Christianes Fremstilling af den Medfart, hun havde været Genstand for, var stærkt overdreven. Han og Arrestforvareren havde kun taget hende i hvert sit Ærme.

 

Distriktslægen, der havde tilset Christiane i Arresten, måtte besvare en Række Spørgsmål fra Kommissionsdommeren.

 

Han oplyste, at hendes Sygdom havde været Mavesår, og at hun desfor­uden led af Åreknuder, og det var for hendes Mavesygdom, at han havde ordineret Mælkekuren.

 

Han nægtede at have udtalt sig, således som af hende hævdet, angående at hun skulle blive sat på Vand og Brød, indtil hun tilstod, og han på­stod, at han adskillige Gange havde tilset hende, medens hun var på Mælke­kuren, og at hendes Påstand i modsat Retning derfor var urigtig.

 

Birkedommeren besvarede i en lang Erklæring 18 skarpe Spørgsmål fra Assessor Ingerslev .

I Erklæringen, der mange Steder var utydelig og forvirret, begyndte han med at sige, at vel havde han af Naturen en upåklagelig Hukommelse, men meget af det, han havde gennemgået på Fejø og navnlig de umenneske­lige Overanstrengelser, han i 1884 havde haft i en anden Mordsag, havde angrebet hans Hukommelse, og adskilligt af, hvad han nu ville anføre, havde han måtte bruge Dage om at genkalde i sin Erindring.

 

 

Han udtalte derefter, at når han havde genoptaget Sagen, var det, fordi han stolede på den tidligere Sognefogeds Forklaring om, at her kunne han ikke gribe fejl, og Sognefogden var en meget forsigtig Mand, som kun havde ansporet ham til at movere denne ene Sag af alt, hvad der henstod fra Fortiden.

 

Og under Sagens Gang havde han stolet på Betjentens Omdømme ­han selv havde dengang ikke et År været i Politivirksomhed - og han havde i andre Kriminalsager oftere for ikke at gribe fejl først ladet Be­tjenten tale med vedkommende Individ, og når han derefter havde sagt:

"Det er et fejlt Spor, han er ikke den rigtige," så havde det altid været en inderlig Glæde for ham at lade et sådant Individ fare.

 

Hvad Ane angik, da måtte han benægte, at han havde været hård og brutal overfor hende, gennem hele sit Liv havde han været kendt for alt andet end Inhumanitet, men naturligvis havde han måttet foreholde hende de Omstændigheder, der talte, for hendes Skyld.

 

Det var rigtigt nok, at han havde talt alene med Ane før Konfrontatio­nerne med Moderen; men der var ikke Tale om noget indtrængende Pålæg om, at hun skulle bede Moderen om at tilstå, det havde ikke været nød­vendigt, og han havde i det hele taget været således overfor hende, at man absolut skulle tro, at han måtte erhverve hendes Fortrolighed.

 

Hvad angik Moderen, var det rigtigt nok, at hun havde måttet stå op under Forhørene, dog langtfra så længe som et sundt Menneske med Let­hed står, og det var ham dengang ubekendt, at hun led af Åreknuder.

Hun havde stundom fået Lov til at sidde ned, men hun brugte da at sidde med lukkede øjne, "så at vi ikke gensidig kunne observere hinanden, og dette i Forbindelse med, at jeg håbede, at noget af det Rå, der skadede Forhørene, skulle gå af hende ved at stå, var Grunden til, at jeg senere lod hende stå så meget, som jeg antog, hun kunne tåle."

 

Med Hensyn til Kalken på Arrestvinduet udtalte han, at han først ikke havde kunnet erindre noget derom, men ved længere at tænke efter, var det faldet ham ind, at Arrestforvareren vistnok engang, "da mine Tanker var fordybede i andre Ting (denne Tilstand hos mig ved enhver, der kender mig, Besked om)", havde nævnet noget sådant for ham, men at han ikke havde forstået det.

 

Om Forhøret i Straffeanstalten over Sofie udtalte han, at da man på hans Spørgsmål, om der var nogen Udsigt til, at hun ville blive indstillet til Benådning, havde svaret ja, sagde han under den Samtale, han havde med hende i Enrum, at han havde talt hendes Sag for det Tilfælde, hun

skaffede Sandheden Råderum, men foreholdt hende tillige, at det ville kunne opdages, om hun afveg fra Sandheden.

 

Spørgsmålet om, hvad Anledning han overhovedet havde haft til at af­holde det sidste Forhør over Ane, efter at han havde pådømt Sagen, besvarede han med, at hendes Tilbagekaldelse af Tilståelserne havde han taget med fuldstændig Ligegyldighed, da den gik ud på, at hun aldrig havde født; men da han senere havde fået at vide, at hun havde løjet for ham angående nogle Besøg, hun skulle have aflagt i Maribo, fandt han det for galt, at hun uden Eksamination skulle have Lov til at stå ved sine formentlige Fragåelses-løgne.

 

Om det var rigtigt, at Ane under dette Forhør først i lang Tid havde fast­holdt sin Fragåelse, svarede han ikke på.

Christiane blev derefter afhørt og forklarede, at det aldeles ikke havde været af Trods, at hun havde lukket øjnene, men Grunden havde alene været den ganske naturlige, at Birkedommeren, som under Forhørene jævn­lig satte sit Ansigt lige op mod hende, når han talte ivrigt, stadig stænkede sit Spyt i Ansigtet på den, han talte med.

 

Ved yderligere Undersøgelser blev det godtgjort, at hverken Ane eller Moderen havde været borte fra Femø i de Dage, Fødselen og Drabet skulle være sket.

 

Gårdmandsdatteren havde ladet sig undersøge af Dr. Tryde, der havde erklæret, at hun ikke havde født noget fuldbårent eller næsten fuldbårent Barn.

 

Den 6. Juli 1885 sluttede Assessor Ingerslev Undersøgelsen, idet han til Protokollen bemærkede, at han i lang Tid og med alle til Rådighed stå­ende Midler havde fortsat Efterforskningen for at udfinde den virkelige Moder til det dræbte Barn, men at der ikke var kommet noget Resultat ud deraf.

 

Han bemærkede sluttelig, at Birkedommeren, efter at der var fremkom­met Formodning om, at han i alt Fald til Tider ikke var i Besiddelse af fuld Tilregnelighed, på dertil af Justitsministeriet given Foranledning havde ind­lagt sig på en Sindssygeanstalt.

 

Efter at Sagen var indsendt til Justitsministeriet, blev der udfærdiget en kongelig Bevilling til, at Sagen på ny måtte procederes og påkendes af Højesteret.

Samtidig blev Ane og Moderen løsladt.

For Højesteret var ligesom første Gang, Sagen blev procederet, Højeste­retsadvokat Klubien beordret som Aktor og Højesteretsadvokat Halkier som Defensor.

 

Under Sagens Forberedelse forespurgte Aktor Sundhedskollegiet om dets Stilling til Dr. Trydes Erklæring om Ane. Kollegiets Svar gik ud på, at de var enige med Doktoren, men da Svaret ikke var tilstrækkeligt skarpt af­fattet, måtte Sagen gå frem og tilbage et Par Gange, indtil Kollegiet derefter svarede, at de anså  det for sikkert, at Ane ikke havde født det Barn, hvis Lig blev fundet på Fejø Kirkegård den 28. Maj 1881.

 

Sagen kom for Retten den 10. Maj 1886.

I Dommen hedder det, at som Følge af de fremkomne nye Oplysninger, i Særdeleshed Sundhedskollegiets Udtalelse om, at det fundne Barnelig efter det ved Obduktionen oplyste må antages at have været af et fuldbårent eller næsten fuldbårent Barn, og at Ane Christiansen ikke kan have født et sådant Barn, vil de afsagte Domme, for så vidt de Tiltalte derved er dømt henholdsvis efter Straffelovens § 192 og efter dens § 190, blive at ophæve og de Tiltalte at frifinde.

 

Med Hensyn til Sagens Behandling ved Birkeretten bemærkes, at der, navnlig efter hvad der nu for Højesteret er oplyst om Forhørsdommerens mentale Tilstand, ikke bliver Spørgsmål om at pålægge ham Ansvar, og at det ikke under denne Sag kan afgøres, hvorvidt Ansvar måtte kunne pålægges nogen af de underordnede Betjente for det af dem udviste For­hold.

 

Sagen fik langt senere et Efterspil.

I sin i 1907 udkomne Bog "Retsmedicinske Forelæsninger" udtalte Pro­fessor Knud Pontoppidan, at en Fødsel ikke altid efterlader sig kendelige Spor, og på den anden Side er der ingen af de Ting, som plejer at angive en stedfunden Fødsel, der ikke kan være opstået på anden Måde.

 

Hvad Fejø-Sagen angik, var Sundhedskollegiets Afgørelse således in­genlunde uangribelig. Retsmedicinsk måtte Sagen siges at henstå uafgjort.

 

Da Højesteret i 1913 for Brandstiftelse havde dømt en ung Mand, der ved Underretten var dømt, men frifundet ved Overretten, kritiserede et stort Provinsblad Dommen og skrev, at det var bevisligt, at Højesteret flere Gange havde dømt Folk for Forbrydelser, de ikke havde begået.

 

Nogle Journalister henvendte sig til Højesterets Justitiarius, Dr. jur. Niels Lassen for at høre hans Mening derom.

 

Justitiarius udtalte, at der ikke kunne påvises noget sådant Tilfælde.

Han omtalte Fejø-Sagen, idet han redegjorde for Professor Pontoppidans Mening derom, og udtalte, at havde en sådan Erklæring i sin Tid fore­ligget, ville Frifindelsesdom ikke være blevet afsagt.

Fra den anden Side blev der for den Udtalelse foranlediget et Injurie­søgsmål mod Justitiarius fra Ane.

Ved Dommen frifandtes Justitiarius, idet det udtaltes, at det ikke kunne antages, at han således som af Klagerinden påstået, havde fremsat nogen selvstændig Sigtelse mod hende.