Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus.

(1902).

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

I 90'erne og godt og vel op til Århundredskiftet, i de År, da "Scheibelein", "Jomfru Tidsfordriv" og "Frederik den Syvendes Søn" hørte med til Gade­billedet, og "Krølle Charles" lige var begyndt at underholde Strøgpublikumet med sine Foredrag, der, når Tilhørerkredsen var blevet tilstrække­lig stor, uvægerligt brat afsluttedes med et Fyndord, havde man her i Kø­benhavn en Slags Forbrydere, der er helt uddøde nu.

 

Det var de egentlige Bøller, store, kraftige Fyre, der aldrig havde gidet bestille noget, var for dovne eller for uduelige til at begå Tyveri, og som i det højeste gad betle for at få så meget skrabet sammen, at de kunne købe Brændevin.

 

Deres øvrige Underhold måtte deres Koner eller Kærester sørge for ved trælsomt, ærligt Arbejde eller mindre slidsomt men også mindre hæderligt Virke.

 

Under deres Betleri veg de ikke tilbage for at bruge Trusler eller endog Vold, og var der nogen, der fornærmede dem, var de straks klar til Slags­mål.

 

Deres mest benyttede Taktik var at tildele eller som det i "Fagsproget" hed "drikke" eller "smække" Modstanderen en Skalle. Dette bestod i, at de greb ham i Frakkeopslagene og trak ham til sig med et Ryk, samtidig med at de bøjede Panden frem med det Resultat, at han gik i Gulvet med et blødende Sår over Næseryggen, hvis han da var sluppet fra at få Næse­benet knust.

 

Disse Fyre holdt for en stor Del til i Kvarteret omkring Vognmagergade. På de Grunde, hvor nu Belysningsvæsenets og Egmont H. Petersens store moderne Ejendomme er opført, lå de berygtede Store og Lille Brøndstræde, smalle, snavsede Gyder med usle, faldefærdige Rønner med nogle Gårde, hvor der aldrig havde kunnet trænge en Solstråle ned.

 

Flere, ja mange Gange daglig foretog Betjentene Anholdelser der.

 

I de fleste Tilfælde var det kun "Berusere". Var Individet så medtaget, at han overhovedet ikke kunne støtte på Benene, så lod man ham ligge og hvile sig, til man langt om længe fik fat i en Hestedroske, og i den blev så . "Liget" kørt til Politistationen i Pilestræde, hvor han kunne forsøge at komme til Bevidsthed i Detentionslokalet. En Transportmåde, der må have været hyggelig at tænke på for dem, der lidt senere skulle bruge Vognen, i hvilken. forskellige Smådyr let kunne være efterladt.

 

Men var det ikke værre end, at den Trætte kunne støtte lidt på de vak­lende Ben, gik det til Fods til Stationen med stort Følge af snavsede Unger, for hvem dette var Dagens Oplevelse, som de satte så stor Pris på, at de havde en meget yndet Leg, der hed Betjent og fuld Mand", og hvor de efter bedste Evne efterlignede måske deres Faders Vandring Dagen i For­vejen mellem to Betjente.

 

Men Begivenhederne i disse Gader indskrænkede sig ikke til fulde Mænd. Så godt som hver Aften var der Slagsmål.

Betjentene, der patruljerede her, var derfor også særlig udsøgte, en Type, der heller ikke findes mere.

 

Det var ikke den unge, slanke, sportstrænede Betjent af i Dag, det var kæmpestore, tykke Folk - man sagde, at de blev udvalgt efter Vægt.

 

Når sådanne tre kom patruljerende Side om Side med Tommelfingrene anbragt i Bæltet foran på den tykke Mave, fyldte de omtrent hele Gaden.

 

De kendte hver eneste Beboer, og der var et vist fortroligt Forhold mellem dem. Var der en Fyr, der havde lavet nogle Optøjer, kunne det hænde, at han bad om at måtte få det afgjort med det samme, og Betjentene, der ikke var alt for stive i Skrivekunsten, og heller ikke alt for ivrige efter måske på en Fridag at skulle møde i Retten med sådan en "Stymper", indvilligede heri, og Forseelsen blev så takseret til en ordentlig Dragt Klø, der faldt med det samme inde i en Port.

 

Det var dog ikke udelukkende fordrukne Voldsmænd, der boede i dette Kvarter. Nogle havde Energi nok til at begå Indbrud, ganske vist ikke den finere Art af dette Håndværk, men Opbrydning af Kældervinduer og Døre med som Regel et beskedent Udbytte.

 

En af disse var Frederik Ferdinand Eriksen.

Han var begyndt tidligt. Allerede i 1888, da han var 13 År, havde han sammen med et Par jævnaldrende Knægte begået sit første Indbrud i Vik­tualiekældere i frederiksbergske Villaer og stjålet Saft, Øl og Vin.

 

Det indbragte ham 25 Slag Ris, hvad dog ikke gjorde større Indtryk på ham. Allerede knapt to Måneder efter fik han en ny Dom også for Små­indbrud på 6 Dages Fængsel, en Måned derefter den næste, ligeledes på 6 Dage, så blev det til 15 Slag Ris, så Fængsel i 20 Dage, derefter 25 Slag Rotting, 30 Dages Fængsel og endelig i 1892 8 Måneders Forbedringshus og Året efter 18 Måneder.

 

Denne sidste Dom blev afsagt af Højesteret den 4. November 1893 og for­kyndt for ham Dagen efter i Christianshavns Arresthus.

 

Den følgende Nat undveg han.

På en eller anden Måde var han sluppet ud af sin Celle og ud i Går­den, og ved Hjælp af et

Rendestensbræt og noget Tovværk lykkedes det ham at komme over den høje Mur. Foretagendet var meget dumdristigt, men det lykkedes. Glæden var dog kun kort. Allerede Dagen efter blev han anholdt.

 

Han tilstod nu nogle flere Indbrud og fik 8 Måneders Tillægsstraf. Efter Løsladelsen holdt han sig så klar af Politiet en kortere Tid, men i 1896 blev han atter anholdt for Indbrudstyveri og fik tildelt 3 Års Forbedringshus. Ved Afgangen til Straffeanstalten fik han Polititilhold, men det overtrådte han omgående, da han var kommet ud. Det kostede 12 Dages Tvangsarbejde, og det følgende År fik han sin 12. Straf, nemlig 8 Måneders Forbedrings­hus for Vold mod Politiet.

Da han i Forsommeren 1901 kom tilbage her til Byen, syntes han åben­bart, at Politiet var for ivrige efter at rydde op i hans gamle Yndlingskvarter og trak ud på Nørrebro, hvor han hurtigt fandt en Del Ligesindede.

 

Hen på Sommeren fik de den Ide at ligge på Landet ved Lersøen, nogle Marker og Mosestrækninger, hvor Slangerupbanens Terræn nu er.

 

Her huserede de til Skræk for Beboerne i Nærheden. Vilde Hyl gav Gen­lyd hen på Morgenstunden, når Banden med deres Kærester festede med Nattens Udbytte fra Indbrud i Fødevareforretninger og Beværtninger, og det var ikke tilrådeligt for ordentlige Folk at begive sig derud.

 

Ferdinand havde nu til Kæreste fået et 22-årigt Pigebarn, der gik under Navnet "Karen Spidsmus" eller "Spidsmusen".

 

Hun var undveget fra Tvangsarbejdsanstalten, hvor hun var blevet indlagt for Overtrædelse af nogle Småparagraffer, hvad hun selv syntes var en ganske unødig Indblanding fra Politiets Side i hendes Privatliv.

 

Natten mellem den 29. og 30. September begik Banden, fordelt i forskel­lige Hold en Række Indbrud på Nørrebro, og hen ad Morgenstunden drog, de afsted; belæsset med Udbyttet for at fejre den heldige Høst i deres Huler.

 

To Betjente stødte på Karavanen og anholdt den sidste i Rækken.

 

Det gik ikke fredeligt af.

De andre kom Kammeraten til Hjælp, og den ene Betjent blev meget ilde tilredt.

Ferdinand og Karen var klar over, at deres Frihed næppe ville blive af  lang Varighed, og holdt sig godt skjult, indtil de en Månedstid efter slap over til Århus.

 

Her lejede de en lille Kvistlejlighed under Navnene Mathilde og Valde­mar Hansen, Broder og Søster, og det gik godt i næsten et halvt År, men så var der en Kone i Ejendommen, der fandt det mistænkeligt, at de, skønt de tilsyneladende aldrig bestilte noget, dog havde fået nye Klæder og altid havde ret godt med Penge, og hun underrettede Politiet.

 

En Betjent gik op i Lejligheden og fandt Karen alene hjemme. På Opfordring fulgte hun, dog kun meget modvilligt, med, navnlig passede det hende ikke at skulle gå, hun ville køres.

 

På Vejen til Stationen blev de indhentet af Ferdinand, der slog Følge med dem.

 

Pludselig kastede han en Håndfuld Sand i øjnene på Betjenten, der blev ganske blindet, og da han atter kunne se ud af øjnene, var Karen og Ferdi­nand væk.

 

Dagen efter blev de anholdt på Fredericia Banegård, da de var på Vej til København.

 

I Retten opgav de deres fingerede Navne og nægtede at have begået no­get ulovligt. Da Forhøret var forbi, lå der en lille Håndfuld Sand på Gul­vet, hvor Karen havde stået. Hun blev kaldt tilbage, men skønt det viste sig, at hun havde noget Sand i Lommen, nægtede hun indigneret at kende noget til det, og navnlig at hun skulle have haft til Hensigt at benytte det, således som Ferdinand havde gjort det.

 

De blev nu indsat i det gamle, umoderne Arresthus, og Fotografier af dem blev oversendt til Københavns Politi, men før Svaret indløb, var Fug­lene fløjet.

 

Flugten var ganske eventyrlig:

Om Natten ved 3-Tiden kom en Bagermester ind på Politistationen og meddelte, at der på Arresthusmuren ud til Rosengade hang et Lagen og flagrede, hvad han mente så højst mystisk ud, og ved nærmere Undersø­gelse viste det sig, at et Tagvindue på Arrestbygningen stod åbent.

 

Da man havde fået vækket Arrestforvareren, der havde Soveværelse i Bygningen, og foretaget en grundig Undersøgelse, konstateredes det, at både Ferdinand og Karen var borte.

De måtte være flygtet i det blotte Linned, da Arrestforvareren hver Af­ten tog deres Tøj fra dem netop for at hindre deres Flugt.

 

Hele Politistyrken blev nu alarmeret og sendt ud i alle Retninger, men forgæves. Først ved 4-Tiden om Eftermiddagen ringede en Vognmand fra Århus ude fra Landsbyen Lisbjerg Nord for Byen, at der lige havde været to fordægtige Personer inde hos Købmanden der.

 

De to eneste disponible Betjente sprang straks på deres Cykler og kørte alt, hvad de kunne, af Sted. Ved deres Ankomst havde Beboerne, hjulpet af Vognmanden og hans Søn, fået fat i Karen, men da Ferdinand havde set det, var han kommet til for at frelse hende, men var blevet omringet, og for så i hvert Fald at redde sig selv, var han løbet ind i en Svinestald, men her havde man lukket Døren for ham, og da der var Jernstænger for Vin­duerne, var han fanget som en Rotte i en Fælde.

 

Da Betjentene havde fået Forstærkning, trængte de ind i Stalden. Ferdi­nand var aldeles rasende og ustyrlig, og man måtte til sidst binde ham på Arme og Ben.

 

Da de kom tilbage til Århus, blev de modtaget af Politimester og Byfoged Jespersen. Karen blev straks sat ned i Arresten igen, medens Ferdinand for Brud på Arrestreglementet af Byfogden blev idømt 20 Slag Rotting, hvilken Straf blev eksekveret med det samme i Forhørslokalet på Rådhu­set af Arrestforvareren i Overværelse af hele Politistyrken.

 

Ferdinand modtog Slagene på sin nøgne Ryg uden at fortrække en Mine.

 

Enkelthederne ved Flugten var følgende:

Ferdinand havde om Natten brækket Briksen i Cellen løs og havde stillet den på Højkant op mod Væggen til Gangen. En Gasarm, der førte ind i Cel­len gennem et ret stort Hul, havde han bøjet ud og havde tvunget sig igen­nem Hullet og ud på Gangen. Han var så gået ned i Stueetagen, hvor Karen havde sin Celle lige overfor Arrestforvarerens Soveværelse. Stående på et Bord, som han havde taget ude i Gangen, havde han benyttet samme Fremgangsmåde med Gasarmen, og ved at række Armene ind gennem Hul­let, havde han kunnet få fat i hendes Hænder og havde trukket hende ud gennem Hullet.

 

Med Bordet og en lille Stige, der stod i Gangen, var de gået op på Loftsetagen. Her anbragte de Stigen ovenpå Bordet under Tagvinduet og kom så ud på Taget. Ferdinand trak Stigen op til sig og gjorde den fast ned ad Taget, de kravlede så ned ad den til Tagrenden og lod sig derfra falde ned på den ret brede Gårdmur, som de balancerede hen ad, og ved, Hjælp af et Lagen, Karen havde taget med, firede de sig ned på Gaden.

 

Og i Daggryningen, mens Solen var ved at stå op, vandrede de så lyk­kelige Arm i Arm ud ad de mennesketomme Gader, han i Skjorte og hun i Særk.

 

Som en af Betjentene sagde, må de sandelig have set fantastiske ud. Udenfor Byen skjulte de sig i en Kornmark, indtil de ved Middagstid be­gav sig hen til en Tennisplads, hvor de opbrød et Skur og tilvendte sig nogle Beklædningsgenstande.

 

Det var imidlertid kun Dameklæder, der fandtes, og Ferdinand må der­for have set ikke mindre fantastisk ud iført den Mundering, der ikke pas­sede så godt til hans store, mørke Overskæg.

Det var da også en væsentlig Grund til, at de vakte Mistanke, at han hele Tiden gik med et Tørklæde op for det meste af Ansigtet.

 

Men hvor havde de fået Penge fra til at købe for hos Købmanden?

Det var noget, Politiet længe spekulerede på. Karen sagde med et Smil, at hun om Morgenen havde tjent 10 Kroner i Risskov, men det troede man ikke på.

 

Først nogen Tid efter kom Gådens Løsning, da Stadslægen meddelte, at han ved en Undersøgelse af hende havde fundet en 10 Kr. Seddel godt gemt på hendes Person, og hun så vedgik, at hun under hele Arrestop­holdet havde haft 2 Sedler gemt på sig.

 

Undvigelsen vakte almindelig Munterhed Landet over, og den var natur­ligvis et Fund for Revyforfatterne, der gav Frederik Jensen følgende Vers, som han Aften efter Aften måtte synge da capo under Publikums Jubel:

 

 

Den lille Karen Spidsemus,

Lille Karen Spidsemus,

Sad i Arrest og læste i en gammel Katekissemus,

Hun tænkte på sin Ferdinand,

Lersøbøllen Ferdinand.

Så kom han midt om Natten, bankede’ på nok så galant.

"Skøn Jomfru, luk op - udenfor står din Ven,

Det er de lyse Nætters Tid, du ved, jeg elsker den."

Hun var der, det Var kun et Øjebliks Værk,

Og han i Skjorte kun og hun i Særk

Gik ene ud i Kulden, i Kulden, i Kulden,

Mens Fængslet lå i Lullen og sov så sødt.

 

 

Da de blev gjort bekendt med Rapporterne fra København og så de Fo­tografier, Politiet der havde sendt af dem, måtte de indrømme deres Iden­titet.

 

Han måtte, hvor nødig han ville, tilstå, at de Støvler, han og hun havde på, var stjålet ved

Indbrud i en Forretning i Århus, og endvidere at for­skellige Småting, der prydede deres beskedne Bolig, var erhvervet på sam­me Vis, og at de i det hele taget havde levet af, hvad han havde skaffet på denne eneste Måde, han kunne arbejde, samt af, hvad hun havde kun­net bidrage til den fælles Husholdning.

 

I alt blev det til 18 Indbrud i Århus.

Endvidere indrømmede han Delagtighed i de Indbrud, der gik forud for Overfaldet i Lersøen, men selve Overfaldet hævdede han, at han ikke havde haft Del i, for den Betjent, han ville have fat i, var løbet fra ham for at til­kalde Assistance.

 

Hun tilstod, at hun havde holdt Vagt ved et af Indbrudene, men ellers kunne hun kun indrømme, at hun nok havde været klar over, at hvad Fer­dinand hjembragte om Natten, ikke var købt og betalt i de forskellige For­retninger.

 

Hun slap med 6X5 Dages Vand og Brød, men han fik 4 Års Tugthus­arbejde.

 

I Maj Måned 1905 blev han benådet for Resten af Straffen mod at for­lade Landet og ikke vende tilbage i 10 År.

 

Han blev så hjulpet til Amerika, men Forholdene der passede ham ikke helt. I Juli Måned kom han tilbage, og dette skulle naturligvis fejres. Han drak sig fuld, lavede Gadeuorden og blev anholdt. Han opgav at hedde Carl Christian Larsen og gik til Afsoning af en Bøde på 25 Kr.

 

Arrestvagtmesteren i Vestre Fængsel genkendte ham imidlertid, og så måtte han atter "over Vandet" for at afsone de eftergivne 17 Måneder.

 

I Januar 1907 blev han løsladt. Et halvt År efter Blev han på ny an­holdt i Færd med at begå et Indbrud.

Dette og nogle andre Tyverier, han måtte tilstå, kostede ham 5 Års Tugthus. Han appellerede til Højesteret, der blot stadfæstede Straffen.

 

I 1912 kom han ud og klarede sig derefter endelig fri af Politi og Domstole. 

Han døde på Kommunehospitalet i 1919.

Deltagerne i Lersø-Sagen havde fået så strenge Straffe, at de havde fået en alvorlig Skræk i Livet, og Politiet gik i de følgende År hårdt frem mod Bølleuvæsenet, der efterhånden blev helt udryddet.