Glamsbjerg - Morderen.

(1918)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

SAGEN fra Tellerup Plantage hører til dem, der aldrig bliver fuldt opkla­ret i alle Enkeltheder.

At der forelå Drab er en Kendsgerning, og at det også var den rette Mand, der blev dømt for det, er der heller ikke nogen som helst Tvivl om, og Domstolene i alle tre Instanser mente det tilstrækkeligt godtgjort, at det drejede sig om overlagt Rovmord, men enkelte, ganske vist uvæsentlige, Ting blev på Grund af Gerningsmandens Nægten og løgnagtige Forklarin­ger aldrig helt oplyst.

 

Den 7. Januar 1918 rejste den gamle Particulier Lars Jacobsen fra sin Bopæl i Glamsbjerg i Sydvestfyn ind til Odense for at hæve nogle Livrente­beløb.

 

Han var ledsaget af den 51-årige Jørgen Nielsen, der boede i samme By, og som han var uadskillelig Ven med.

 

Nielsen, der tidligere havde været straffet 6 Gange for Indbrud, sidste Gang med Tugthusarbejde i 11 År, var gift og boede sammen med sin Hu­stru og sin Svigermoder i en Villa, han nogle År før, kort efter deres Bryl­lup, havde købt væsentligst for Hustruens penge.

Han havde siden ikke haft noget Arbejde.

 

Jacobsen var rask og rørig, og trods sine 75 År havde han stadig et vist Mod på Livet. Ved Afrejsen sagde han til sin Logiværtinde, at han ville komme hjem den næste Dag, senest to Dage efter.

 

Den 10. kom der telefonisk Besked fra ham, at han ikke kom før noget senere, men han havde det godt og traf stadig Bekendte.

 

Den 11. kom Nielsen alene tilbage. Han fortalte, at han og Jacobsen var blevet Uvenner, og Jacobsen var blevet i Odense.

 

Den følgende Dag blev der atter telefoneret en Besked fra Jacobsen om, at de ikke skulle vente ham, før de så ham. Han morede sig godt og skyldte ikke nogen Regnskab for, hvad han foretog sig.

 

Nogle Dage efter henvendte Nielsen sig i Glamsbjerg Bank og foreviste et Indlånsbevis på 3150 Kr. til Jacobsen, af denne transporteret til ham, og fik på Forlangende udbetalt 1000 Kr. i Check på en københavnsk Bank.

Dagen efter rejste han så til København.

 

Da Beboerne stadig ikke så noget til Jacobsen og ikke senere havde hørt fra ham, blev de ængstelige og henvendte sig til Politiet, idet de ikke lagde Skjul på, at den Mulighed kunne være til Stede, at Nielsen havde ombragt den gamle Mand.

 

Nielsen blev på Begæring af Politimesteren i Odense, til hvem Sagen var oversendt, eftersøgt i København, og den 23. anholdt på et mindre Hotel, hvorefter han straks blev transporteret til Odense.

 

Sagen vakte straks stor Opsigt der, og efter at Aviserne havde bragt Bil­leder af både den forsvundne og af Nielsen, var Publikum ivrige efter at give Oplysninger om dem.

 

Fra et af Hotellerne meddeltes det, at de havde boet der fra den 7. Den 10. om Aftenen var Nielsen kommet alene tilbage og havde sagt, at Jacob­sen havde truffet en Bekendt, som han var taget hjem med.

 

En Marskandiser oplyste, at Nielsen hos ham havde købt et Jagtgevær med Patroner, og en Isenkræmmer meddelte, at han havde solgt ham en Økse.

 

En Ejendomshandler forklarede, at en Mand, der havde navngivet sig Jacobsen, men som han nu bestemt genkendte som Nielsen, havde henvendt sig til ham med et Indlånsbevis fra Glamsbjerg Bank og bedt ham på­føre det Transport til Navnet Jørgen Nielsen, hvorefter Manden havde un­derskrevet det med Navnet Jacobsen og derefter var blevet henvist til at gå til Amtstuen og få det stemplet.

 

I det første Forhør nægtede Nielsen ethvert Kendskab til, hvad der var blevet af Jacobsen. Han havde sidst set ham den Dag, han selv tog hjem, påstod han. Jacobsen stod da på Banegården og sagde Farvel, han ville nemlig blive noget længere for at træffe nogle Venner fra gamle Dage.

 

De foregående to Dage havde de været forskellige Steder i Omegnen for at træffe nogle af Jacobsens tidligere Bekendte, men de havde ikke fundet dem.

 

Når han havde købt Jagtgeværet, var det, fordi han altid havde ønsket sig et sådant.

Med Hensyn til Øksen forholdt det sig således, at Jacobsen en Dag, da de var blevet Uvenner på Hotellet, havde sagt, at det var godt, han ikke havde en Økse, for så ville han kløve Hovedet på ham, og han Nielsen, var så gået ud i Byen og havde købt en Økse og havde givet den til Jacobsen med Bemærkning, at nu kunne han jo slå ham ihjel. De var så blevet gode Venner igen.

 

Hvad angik Indlånsbeviset, påstod han først, at Jacobsen havde været med oppe hos Ejendomshandleren og havde underskrevet Transporten, men da han havde påhørt den afgivne Forklaring, ændrede han det til, at Ja­cobsen havde ventet udenfor på Trappen, mens han gik alene ind.

 

Ved en foretagen Husundersøgelse i Nielsens Hjem fandtes bl.a. nogle forfalskede Sparekassebøger og en Sølvurkæde, der blev genkendt som til­hørende den Forsvundne, som det blev sagt havde været meget glad for den, og at man ikke kunne tænke sig, at han godvilligt havde skilt sig af med den.

Hustruen afleverede et langt Stykke Reb, som Manden havde haft med sig hjem fra Odense.

 

Angående disse Ting forklarede Nielsen på Forehold af indhentede Op­lysninger, at det var ham, der havde forfalsket Sparekassebøgerne. Hans Svigermoder havde haft en Sparekassebog på 8000 Kr. Da hun et Par År i Forvejen var blevet alvorligt syg, og hun ønskede, at hendes Datter, hans Hustru, skulle arve hende alene, gav hun ham Bogen for at han kunne hæve Pengene og indsætte dem på to andre Bøger, en på 4000 Kr., der skulle lyde på hans Navn, og den anden på et lignende Beløb på Datterens Navn. De måtte hæve Renter, men ikke Hovedstolen før efter hendes Død.

 

Han udførte hendes Anmodning, men efterhånden brugte han af de 4000 Kr. på hans egen Bog, og da de Penge var opbrugt, tilvendte han sig den anden Bog og begyndte at hæve Penge på den. For at skjule det oprettede han en ny Sparekassekonto på 10 Kr., forfalskede Bogen og lagde den til­bage, hvor han havde taget den anden. Til Svigermoderen sørgede han for hvert Halvår at betale Renter efter 4000 Kr.

 

En ung Pige i Glamsbjerg, som havde arvet 1200 Kr. efter en Broder, hvilke Penge var indsat på en Bog i Sparekassen i Assens, havde han fra­narret dette Beløb. Da han havde fået Pigens Forældre til at tro, at Assens ikke var et sikkert Sted at have Pengene, hvis der kom Krig i Landet, og at Odense var bedre, bad de ham om at sørge for Overflytningen.

Han hævede derefter Pengene, oprettede en Konto i Odense på 10 Kr. og forfalskede Bogen, hvad hverken Pigen eller hendes Forældre havde lagt Mærke til.

 

Sølvurkæden, der var itu, sagde han først, han selv havde købt, men forklarede derefter, at Jacobsen havde foræret ham den, og ændrede igen dette til, at det måske ikke var sikkert, at Jacobsen havde villet give ham den, men han havde i hvert Fald fået den overleveret for at sørge for, at den blev repareret.

Rebet påstod han, at Jacobsen havde købt i Odense, "så tosset var han", sagde han.

 

Den 1. Februar fandt en Jagtbetjent fra Wedellsborg på Vejen ved Tel­lerup Plantage ved Ejby en sort Skindhue og et Sæt forlorne Tænder.

 

Da det var oplyst, at den Forsvundne Jacobsen havde haft forlorne Tæn­der, og den Skindhue, han havde haft på, nøjagtigt svarede til den fundne, blev en Eftersøgning sat i Gang, og kort efter fandtes et lille Stykke inde i Plantagen Liget af en ældre Mand med knust Baghoved. En lille Pakke lå under hans Hovede. Den indeholdt to Stykker Peberrod.

Dagen efter blev Retten sat på Stedet.

 

Nielsen genkendte i Liget den forsvundne Jacobsen. Han nægtede bestemt at have dræbt ham og påstod, han overhovedet aldrig før havde været der på Stedet.

 

Han bad om at måtte have Lov til at røre ved den Døde og bøjede sig ned for at kysse Liget, hvilken Usmagelighed Dommeren straks forhindrede ham i.

 

To Gårdskarle fra en Gård i Nærheden forklarede under Ed, at de i Nielsen bestemt genkendte en Person, som de den 10. Januar ved 6-Tiden om Eftermiddagen havde mødt og talt med lige i Nærheden. Han havde spurgt dem om Vej, og de havde vist ham til Rette. Han havde fortalt dem, at han var blevet overfaldet af en Mand, der kom med en Økse og et Par Støvler i Hånden, hvad de ikke havde troet på, men havde ment, at han var lidt småtosset.

 

Samme Aften bad Nielsen om at blive fremstillet for Dommeren og sagde nu, at han kunne se, at der var så meget, der talte for, at han havde dræbt Jacobsen.

 

Han forklarede derefter, at de begge havde været kede af Livet, og havde bestemt sig til at hænge sig begge to. Det var derfor, han havde købt Rebet, hvad han nu huskede. De var så taget ud til en Skov i Nærheden af Odense, men der var ikke blevet noget ud af Selvmordet den Dag.

 

Den følgende Dag var de blevet enige om at tage et Sted hen rigtigt langt fra Byen og var rejst med Toget til Ejby. De kom hen i en Skov, og gik og tossede rundt, og Jacobsen, der stadig havde forlangt, at han skulle dø først, sagde, at de nu skulle se at få gjort en Ende på det. "Så må jeg jo have gjort det", udtalte han, men hvordan det hele var gået til, påstod han, han ikke kunne huske. "Der var noget forvirret der, og det hele måtte være sket i Vildelse." Han nægtede at have plyndret Liget, i hvert Fald hu­skede han ikke noget derom.

 

Ved Påvisning på Gerningsstedet et Par Dage efter fremdrog han skjult under en Græstørv et blodigt Stykke Papir, som han sagde, var det Øksen havde været indpakket i, og som havde været om, da han forøvede Drabet.

Han påviste også på Vejen fra Gerningsstedet, hvor han havde kastet Øksen, Afdødes Støvler, Paraply og Portemonnaie fra sig, og alle disse Ting fandtes.

 

Hermed havde han endelig givet et virkeligt Bevis for sin Skyld.

 

I alle de følgende Forhør påstod han, at han intet bestemt kunne erindre, det hele stod for

ham som en Drøm, han syntes, at de var inde på en Gård, hvor de blev jaget ud, og så gik de ind i en Skov, Hvor de stod og slog på et Gærde med sort Pigtråd, men det måtte jo have været Jacobsen, han slog på, og den Mand med Øksen og Støvlerne, det måtte jo være ham selv.

 

Det måtte jo være rigtigt, at han havde plyndret den Døde, men det min­dedes han ikke, og om der også havde været en Tegnebog og et Ur, vidste han ikke, og hvor de Ting så skulle være blevet af, kunne han ikke sige noget om.

 

Det blev foreholdt ham, at Fundet af Pakken med Peberrod, som det var oplyst, at Jacobsen havde købt til sin Logiværtinde, i høj Grad tydede på, at Afdøde havde tænkt at komme tilbage fra Turen til Ejby, og at det ved forskellige Vidner var godtgjort, at de begge på Rejsen

derned havde været særdeles muntre og veltilfredse.

 

Han svarede, at det kunne han godt se, men han kunne ikke sige noget til det. Han fastholdt, og på det Punkt var han ikke til at rokke, at det var Jacobsen, der ville til Ejby for at besøge en Bekendt.

 

Senere i Forhøret erkendte han dog, at det ikke var efter Jacobsens An­modning, at han slog

ham. Det var sket i Vildelse.

 

Men at det skulle være et overlagt Rovmord, nægtede han bestemt.

Han kunne godt indse, at hans Indkøb af Jagtbøssen og af Rebet kunne se ud, som han først havde tænkt at benytte disse Ting til Drabet, men så­dan forholdt det sig ikke.

 

Indlånsbeviset påstod han fremdeles, at Jacobsen havde foræret ham som Tilbagebetaling af en Del Penge, han havde lånt ham tidligere, og så fordi Jacobsen nærede en unaturlig Kærlighed til ham.

 

Han indrømmede - det kunne han altså huske - at det var ham, der begge Gange havde telefoneret til Afdødes Værtinde og udgivet sig for Ja­cobsen.

 

Dommeren sluttede det sidste Forhør med en Bemærkning om, at Arre­stanten ikke på ham har gjort Indtryk af at fejle noget på Forstanden, eller at lide af nogen Sindssygdom, idet han synes velorienteret og har en for­træffelig Hukommelse på alle Punkter, hvor det kan være af Interesse for ham.

 

Efter foretagen Observation udtalte Amtslægen, at Arrestantens Hukom­melsesdefekt gør ganske Indtryk af at være simuleret. Han er svagt begavet og lidende af psykopatisk Degeneration, men er hverken åndssvag eller sindssyg og skønnes heller ikke at have været det ved Tidspunktet for For­brydelsen.

 

Ved Odense Købstads Ekstrarets Dom af 8. Juli 1919 blev Nielsen for over­lagt Drab anset med Livsstraf. Overretten og Højesteret stadfæstede Dommen.

Straffen blev ved kgl. Resolution ændret til Tugthusarbejde på Livs­tid.

I Marts 1939 blev Domfældte benådet.