Hans Hansen.

(1868)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

  

PARADISGÅRDEN på Kræmmermarken i Sct. Hans Landsogn udenfor Odense beboedes i 1868 af Sognefoged Dannesbo og hans Hustru. I Hu­set var der desuden hendes Søster Gjertrud og en Tjenestepige, Ane Marie.

 

To Hundrede Alden derfra lå et Husmandsbrug, "Helvedeshuset", hvis Beboere var den 89-årige Lars Hansen, efter Huset almindeligt kaldet "Lars Helvede", hans 48 År yngre Hustru og dennes 19-årige Søn Hans.

 

Den gamle Mand havde de sidste to År været sengeliggende på Grund af Alderdomssvækkelse.

 

Hans havde tilbragt sin første Barndom hos en ugift Moster. Straks efter Konfirmationen var han kommet ud af tjene, og hvor han havde været, havde man været tilfreds med ham. Særlig opvakt eller begavet var han vel ikke, men sit Arbejde passede han godt.

 

Da Stedfaderen var blevet så svag, at han, intet kunne foretage sig, for­langte Moderen, at Hans kom hjem for at hjælpe med ved Bedriften, da der ikke var Råd til at holde fremmed Hjælp.

 

Efter en glædesløs Barndom havde han så gået her i to År og slidt og slæbt fra Morgen til Aften uden at få nogen Løn.

 

Fattigt var det hele, og Moderen, der tog sin Del af Sliddet, havde nok at gøre, og til det andet Arbejde kom Pasningen af den gamle, hjælpe­løse Mand, så de sås som oftest kun til Måltiderne, og den hele Dag var han da alene uden at have nogen at tale med.

 

Fornøjelser havde han ingen af, og Penge var der heller ikke dertil.

Når han en sjælden Gang med nogle få Mark, som han havde fået tigget af Moderen, tog ind til Odense om Aftenen, måtte han Dagen efter høre Bebrejdelser for, at han var kommet sent hjem.

 

Sine Aftener tilbragte han sædvanligvis ovre hos Sognefogden, med hvem han blot for at få Tiden til at gå spillede Kort til Klokken slog 9, på hvilket Tidspunkt Sognefogden gik i Seng, og han sad så en Times tid sam­men med de tre Kvinder og hørte på deres Snakken.

 

Intet Under, at han længtes bort, og at Amerika i hans unge Fantasi stod som Landet, hvor der var Lykke og Rigdom at hente.

 

Når han havde nævnt det for Moderen, havde der rejst sig en Storm.

Hun ville ikke på nogen Måde høre Tale om, at han tog bort, da hun ikke kunne undvære hans Hjælp, og hun gik så vidt at sige, at hvis han rejste, ville hun tage sig af Dage.

 

Som Månederne gik, voksede Længselen efter at komme væk fra det hele mere og mere, men nogen Udvej dertil øjnede han ikke.

 

Fredag den 18. December var han som sædvanlig ovre hos Sognefogden og spillede Kort med ham.

Et Kvarter efter at han var gået, kom han styrtende tilbage og fortalte, at hans Moder havde fået Blodstyrtning og lå på Gulvet inde i sin Stue, svømmende i sit Blod.

 

Så snart Sognefogden havde fået nogle Klæder på, fulgte han og de tre Kvinder med ham hjem.

De så straks, at Hans Moder var død. Da de fik hende løftet op på Sengen, så de, at Blodet kom fra hendes Hoved.

 

På Gulvet fandt de Glassplinter og opdagede nu, at en Rude i Vinduet ud til Gårdspladsen var knust.

 

De låsede så af, og Sognefogden fik hurtigt spændt for, og sammen med Hans kørte han ind efter en Læge i Odense.

 

Lægen konstaterede straks, at Døden skyldtes et Skud, der var gået ind over venstre øje og ud under højre øre. Det havde været øjeblikkeligt dræbende.

 

To Husmænd blev så af Sognefogden beordret til at holde Vagt ved Huset om Natten.

Straks næste Morgen skete der Anmeldelse, og Herredsfogden, tidligere Amtmand over Færøerne, Dahlerup, tog ud til Stedet.

 

Sammen med Sognefogden foretog han en meget grundig Undersøgelse både i og udenfor Huset.

 

I stuen, hvor den Dræbte havde ligget, fandt de en Blykugle boret ind i Væggen modsat Vinduet i en Højde af 2 ¾  Alen fra Gulvet.

 

Det måtte anses for sikkert, at Skuddet var affyret ude fra Gårds­pladsen gennem den knuste Rude.

På den udvendige Side af Døren til Kostalden, fra hvilken der var Ad­gang til Huset, gjorde Hans opmærksom på, at der var afsnittet nogle Spåner i Højde med Krogen, der på den indvendige Side fastholdt Døren.

Dette kunne tyde på, at en eller anden, formentlig Gerningsmanden, havde forsøgt først at komme ind denne Vej.

 

På en Pløjemark lige udenfor var der nogle Fodspor, der viste bort fra Huset.

Ellers var der ingen Spor efter Gerningen.

 

I Hans´ Kammer fandtes et Gevær. Det var et af de såkaldte franske, uriflede Eksercitsgeværer med påsat Bajonet.

 

Hans forklarede derom, at han en Uges tid forinden havde fået det ud­leveret, da han havde meldt sig ind i Skytteforeningen i Odense.

 

Den gamle Lars Hansen kunne kun forklare, at han kort før han havde hørt Hans komme hjem, havde hørt "et Rabalder som af et Skud".

 

I et Forhør næste Formiddag forklarede Sognefogdens Tjenestepige, at da Hans om Fredagen var ovre hos dem og var færdig med at spille Kort, var han så urolig og rejste sig et Par Gange, og pludselig gik han uden at sige Farvel til hende, og det Var før den Tid, han ellers plejede at gå.

 

Da han kom tilbage anden Gang for at køre ind til Odense efter Læge, havde han fortalt, at han var gået over til Moderen for at se, hvorfor der brændte Lys hos hende, hvad der ellers ikke plejede.

 

Sognefogdens Hustru forklarede, at Hans havde "trykket sig ved" at hjælpe hendes Mand med at bære Liget af Moderen hen på Sengen, og det først var efter hendes Opfordring til ham derom, at han havde gjort det.

 

Hans forklarede, at når han var gået noget tidligere end sædvanlig, Klokken var dog 9 ¾ , var det, fordi han havde følt sig upasselig og urolig, uden at han dog kunne sige, hvad der havde været i Vejen med ham.

 

Da han kom hjem, så han, at der brændte Lys hos Moderen, og han gik da over til hende for at sige Godnat, hvad han altid gjorde, når han så, der var Lys. Da han fandt hende liggende på Gulvet, rørte han lige ved hende og skyndte sig så over til Sognefogden.

 

Med Hensyn til Geværet forklarede han, at han den foregående Mandag og Torsdag havde affyret et Skud med det, men det var da ladet med Hagl; nogen Kugler til det havde han aldrig haft.

 

Herredsfogden lod derefter Geværet undersøge af en Bøssemager, der ud­talte, at det bar Spor af at have været skudt med for nylig, men om det havde været med Hagl eller Kugle, kunne ikke afgøres, og når der, som Hans sagde, havde været skudt med det om Torsdagen, kunne det ikke konstateres, om der også var affyret Skud med det om Fredagen.

 

Den Kugle, der var fundet i Væggen, bar ikke Spor efter at have været en riflet Bøsse, og der var intet til Hinder for, at den var udskudt med Hans' Gevær, men den havde været ladet af en Ukyndig.

 

Herredsfogden rettede derefter Anmodning til Politiet i Odense Købstad om den Assistance, de måtte kunne yde ham, og han anmodede Garnisons­kommandanten om at foretage de Undersøgelser, han måtte anse for formålstjenlige.

 

I et Forhør den følgende Dag blev Hans formanet til Sandhed, men han nægtede bestemt at have affyret det Skud, der dræbte hans Moder.

 

Han blev derefter sat under Anholdelse.

 

To Dage efter blev han løsladt, uden at der var kommet noget nyt frem i Sagen.

Alle de følgende Dage, også 1. og 2. Juledag, afholdt Herredsfogden Forhør fra Morgen til Aften.

 

Han havde ladet Snittene i Døren til Kostalden undersøge af en Snedker, der havde erklæret, at de var gjort med en stump eller i hvert Fald ikke synderlig skarp Kniv.

 

Militæret havde undersøgt alle de Geværer, der var udleveret til Under­officerer, der var indkvarteret i Byen, men intet Resultat var fremkommet.

 

Den eneste positive Oplysning, der kom frem, var fra to Vidner, der var sikre på at have hørt et Skud i Retning af "Helvedeshuset" den pågæl­dende Fredag Aften KI. 9,10.

 

Sagen kom nu ind i en forkert Bane.

 

Jo flere Vidner, der blev afhørt, des uklarere blev det hele.

Ingen vidste noget positivt, og enten var de for ivrige til at fortælle løse Formodninger, eller også var de af Frygt for at bringe sig selv eller deres nærmeste i Forlegenhed forbeholdne og tvære i deres Forklaringer.

 

Da det var oplyst, at Hans havde udtalt sig med, at han egentlig nok kunne have nogen Mistanke til en Husmand Jensen, som hans Moder før sit Ægteskab havde været Kæreste med, blev Jensen afhørt, og da hans Forklaring var noget vaklende, blev han sat under Anholdelse, men dog løsladt Dagen efter, da han havde fået bragt bedre Orden i sin Hukommelse.

 

Da et Vidne havde forklaret, at han Mordaftenen havde mødt en Soldat med et Gevær stukket ind under Kappen, blev en større Eftersøgning sat i Gang, og man standsede ved en Korporal. Han indrømmede, at det var rigtigt nok, at han den Aften havde båret noget under sin Kappe, som kunne antages at være et Geværløb, men det var blot ikke noget Gevær, men en Handskemaskine, som hans Kone havde, og hvis ene Ende var en lang, temmelig tynd Stang, og dette kunne han bevise.

 

Da det imidlertid blev oplyst, at han foruden sit Militærgevær også var i Besiddelse af en Jagtbøsse, og der kom nogle Uoverensstemmelser mel­lem hans og Bøssens Ejers Forklaring derom, blev han med sin Bataillons Samtykke anholdt, men løsladt igen et Par Dage efter, da Uoverensstem­melserne var bragt af Vejen til hans Fordel.

 

Da en Arbejdsmands Hustru, mulig af bare Skræk for, at det skulle være hendes Mand, der var den Skyldige, havde forklaret, at han den pågældende Fredag var rejst til Nyborg om Eftermiddagen, og Manden havde forklaret, at han slet ikke havde været hjemme hele den Dag, men var rejst om Morgenen, men var kommet tilbage til Odense om Eftermiddagen for så at rejse tilbage igen nogle Timer efter, blev de begge sat i Arresten, hun for at hun kunne få tænkt sig om, og han for at man kunne undersøge hans Forklaring.

Samtidig blev to af deres Venner, Mand og Hustru, an­holdt, da deres Forklaringer om Nyborg-Rejserne var indbyrdes uoverens­stemmende og unægteligt lød noget konstrueret og mistænkelig.

 

Den følgende Dag blev de alle atter sat på fri Fod, efter at Hustruen var kommet i Tanker om, at det var en helt anden Dag, hun havde tænkt på, og man havde fået konstateret Rigtigheden af Mandens Forklaringer.

 

Der syntes nu ikke at være andre, som med rimelig Grund kunne mis­tænkes, og Herredsfogden fæstede da atter sin Opmærksomhed på Hans.

 

Ved fornyede og denne Gang mere indgående Afhøringer af Sognefog­den og hans Husstand viste det sig, at Hans var fremkommet med ind­byrdes uoverensstemmende Udtalelser overfor dem angående forskellige Små omstændigheder, bl. a. om hvorfor han var gået over til Moderens Stue, til en havde han sagt, at det var noget, han plejede, til en anden, at det var, fordi det var usædvanligt, at der brændte Lys, og til en tredje, at det var, fordi han havde været tvær overfor hende om Eftermiddagen.

 

Til de øvrige Oplysninger om hans mærkelige Opførsel forklarede de to Husmænd, der Natten efter Mordet holdt Vagt i Huset, at han ikke havde været til at drive hen til Forrådskammeret, hvorfra de skulle have for­skellige Ting, fordi han på Vej dertil skulle gå igennem Moderens Stue.

 

De forklarede yderligere, at de hen ad Morgenstunden havde set på Hans' Gevær, og som gamle Soldater var de aldeles sikre på, at der havde været skudt med det indenfor de sidste 24 Timer.

Det blev oplyst, at Hans bestemt havde vægret sig ved at se sin Moder for sidste Gang, før Kisten blev lukket.

 

Herredsfogden lagde nu også Vægt på den Omstændighed, at Hans havde gemt et Beløb på 23 Rbd. på Bunden af en Skuffe, hvor det dog blev fundet ved Registreringen af Moderens Efterladenskaber, og hvorom han tidligere havde forklaret, at han, da de forlod Huset om Natten, havde taget dem med efter Pigen Anes Råd, for at ikke nogen skulle gå ind og stjæle dem.

 

Hans blev på ny anholdt, "da der er forskellige Uoverensstemmelser mel­lemhans og de andres Forklaringer, og det uforandret er den almindelige Mening, at det er ham, der har skudt sin Moder."

 

A han havde udtalt sig forskelligt til de forskellige Personer, kunne han ikke komme udenom, men han påstod, at der måtte foreligge Misforståelser.

 

Det første, han indrømmede, var, at det var meget muligt, at Klokken kun havde været nogle få Minutter over 9, da han gik fra Sognefogden. At der var gået et Kvarter, før han kom tilbage, skønt han, efter hvad han påstod, kun lige havde været inde i Moderens Værelse Og så var løbet tilbage, hvilket kun kunne tage alt i alt nogle få Minutter, kunne han ikke give Forklaring på.

 

På Forehold af de to Husmænds Forklaringer indrømmede han, at han Morddagen om Morgenen havde affyret et løst Skud med Geværet.

 

Foreholdt, at han første Dag, da Herredsfogden bad ham om hans Lom­mekniv, svarede, at han ingen havde, men derpå tog en frem af sit Skab, noget Herredsfogden først nu lod tilføre Protokollen, svarede han, at det var for så vidt rigtigt nok, men han havde misforstået Spørgsmålet, og det var aldeles ikke, fordi han var bange for, at det skulle kunne bevises, at det var med den Kniv, Snittene i Døren var gjort.

 

Han indrømmede, at det havde været hans Hensigt, nu da Moderen var død, at tilvende sig de 23 Rbd., som var indkommet ved Salget af noget Rug, og at det var derfor, at han havde gemt dem i Skuffen.

 

Men "om der end aldrig var nok så meget, der pegede på, at det var ham, der havde dræbt Moderen, skulle han dog ingensinde være at formå til at vedgå det."

 

Denne Forklaring fastholdt han i over en Uge, men så gav han op. Han tilstod, at han havde skudt sin Moder.

"Han var ked af at leve hjemme hos de to gamle Folk, der begge var vanskelige og besværlige at komme ud af det med. På Grund heraf havde det været hans Ønske at kunne rejse til Amerika, men når han derom ud­talte sig for sin Moder, modsatte hun sig denne Plan og truede med, at når han rejste og hun således ingen Hjælp havde, ville hun berøve sig selv Livet .

 

På Grund heraf faldt det ham den Fredag, da han dræbte hende, i Tanke at berøve hende Livet, idet han så antog, at han ville erholde sin Ar­vepart efter hende og derved blive i Stand til at kunne komme til Ame­rika. Hvad der netop den Dag gav Anledning til, at han kom til at tage denne Beslutning, ved han ikke; der havde den Dag ingen videre Uover­ensstemmelse været mellem dem udover, at hun havde bedt ham besørge et Ærinde for hende i Odense, hvad han havde vægret sig ved.

 

Da den Tanke faldt ham ind hen ad Eftermiddagen, ladede han Geværet med en Kugle, som han i det sidste Krigsår havde fået af en Soldat, og som han havde haft liggende siden, medens han af de tre andre Kugler, som han samtidig havde fået, havde lavet Hagl.

Da han havde ladet Geværet, satte han det ind i sit Kammer og gik så over til Sognefogden. Da Klokken var 9, til hvilken Tid han vidste, at hans Moder plejede at gå over til sit Kammer, forlod han Sognefogden og skyndte sig hjem. Han gik først ind i sit Kammer og hentede Geværet, og gik derpå ud i Gården. Igennem Vinduet så han sin Moder stå foran Dragkisten, på hvilken der stod en Lampe. Formodentlig på Grund af, at hun hørte ham, gik hun frem i Stuen, og da hun var kommet lige i Belysningen af Lampen, skød han hende, idet han holdt Bøssepiben et lille Stykke fra Ruden. Han satte så Geværet på Plads og påsatte Bajonet­ten, og gik så til Moderens Stue. I Døren så han hende ligge på Gulvet, men han gik ikke ind. Han gik så ud til Døren til Stalden, og med sin Lommekniv skar han nogle Splinter af, for at det kunne få Udseende af, at nogen havde været der og villet været ind. Dette faldt ham først ind i samme Øjeblik, som han gjorde det. Han løb så over til Sognefogden.

Han forsikrer, at han bitterligt angrer, hvad han har gjort, og beder Gud og Kongen om Nåde for sin Misgerning.

 

I de følgende Forhør gentog han Tilståelsen og hævdede udtrykkeligt, at Motivet til hans Gerning udelukkende var at kunne komme bort, han havde ikke kunnet se nogen anden Mulighed for at kunne komme ud at rejse end Moderens Død, og hjemme kunne han ikke udholde at blive gående. Det var absolut ikke de 23 Rbd., der havde fristet ham.

 

Fra Arresten sendte han Herredsfogden en skriftlig Tilståelse gående ud på det samme.

Ved Dommen, der blev afsagt under Medvirken af 4 Meddomsmænd, blev han efter Straffelovens § 190 dømt fra Livet, og ville hans Arveret efter Moderen være forbrudt.

Overretten stadfæstede Dommen.

 

For Højesteret førte to af de mest fremragende Højesteretsadvokater Sa­gen, Klubien som Aktor og Brock som Defensor.

 

Advokat Brock holdt en medfølt Forsvarstale, men der var intet at udrette. Straffeloven kendte kun een Straf for overlagt Drab, og at der var handlet med Overlæg, var utvivlsomt, der var da kun at håbe, at Retten ville indstille til Benådning.

 

Dommen blev da også en Stadfæstelse af de foregående Instansers Dom, men ingen af de voterende Dommere indstillede til Benådning, og Mini­steriet fandt heller ingen Anledning dertil.

 

I kongeligt Reskript af 20. Juli 1869 til Amtmanden over Odense Amt hedder det: "Efter at have taget denne Sag med de Os foredragne Omstæn­digheder under allerhøjeste Overvejelse give Vi dig herved tilkende, at den bemeldte Hans Hansen idømte Livsstraf bliver at fuldbyrde. Dermed skeer Vor Vilje. Befalende dig Gud!"

Den 6. August om Morgenen Klokken 4 ½  fandt Henrettelsen Sted på Odense Købstads Mark.

 

Den kun 20-årige unge Mand havde med sit Liv sonet sin grufulde Forbrydelse, som han begik vildledt af en fuldkommen vanvittig Tanke, der havde taget Magten over hans ubefæstede Sjæl.