To Måneder efter at Dr. William Palmer, som den første i England, havde benyttet Stryknin til Mord, anvendte for første Gang herhjemme en 22-årig Kontorist denne Gift for at tage sin Principal af Dage.

Hans Peter Kofod var Søn af yderst respektable Forældre og havde fået en god Opdragelse.

I Sommeren 1854 fik han Ansættelse som Kontorist hos Grosserer C. W. Jøhncke, der boede og havde Kontor ved Gammel Strand No. 15.

Han fik 300 Rbd. i Gage om Året, men det slog ikke til, og han, kom snart i Pengeforlegenhed.

Grosserer Jøhncke havde givet ham Fuldmagt til at kvittere for Værdi­forsendelser, og den Fuldmagt benyttede han til på Posthuset at hente 2 Pengebreve fra Sverige med i alt 643 Rd. åbne dem og tage Pengene.

Da Jøhncke undrede sig over, at Beløbene ikke var indgået, lod han Kofod skrive to Skrivelser til Kunderne, men det lykkedes den unge Mand at få underskrevet to andre Breve, hvori han havde udeladt den Passus, der angik den manglende Betaling.

Da Grosserer Jøhncke stadig udtalte sin Forundring over, at Beløbene ikke indgik, og der heller ikke blev svaret på hans Påmindelser, blev Kofod klar over, at hans Bedragerier var nær ved deres Opdagelse, og han besluttede sig til som den eneste Udvej, han i sin Enfoldighed så, at give sin Principal Gift for at dræbe ham eller i hvert Fald bibringe ham en så langvarig Sygdom, at han kunne få Tid til at unddrage sig Følgerne af Bedragerierne enten ved at rejse bort eller på en anden Måde, hvilken havde han dog ikke nærmere tænkt over.

Da han havde hørt, at Spanskgrønt var meget giftigt, købte han noget deraf, og et Stykke så stort som en lille Nød, hvad han mente, var tilstræk­keligt til at dræbe et Menneske, stødte han og blandede det med noget hvidt Sukker og lagde det hele i et sammenfoldet Stykke Papir som et Apotekerpulver.

I et Brev, som han underskrev J. F. Meyer, sendte han det til Jøhncke,

idet han skrev, at det var et fortrinligt Middel mod Nervesmerter, som han havde hørt, at Grossereren led meget af.

Da Jøhncke fik Brevet, smagte han på Pulveret ved lige at berøre det med Spidsen af en Finger og føre det til Tungen, men kastede det så bort.

Kort Tid efter kom der atter et Pengebrev fra Sverige med 500 Rd. og Kofod, der gik ud fra, at hans tidligere Bedragerier nu ville blive op­dagede, tilvendte sig også dette Brev, men brugte dog ikke Pengene.

Han var nu klar over, at det kun kunne være Spørgsmål om kort Tid, før han ville blive opdaget, og da han ikke kunne se, hvorledes det over­hovedet kunne undgås, medmindre Jøhncke døde, besluttede han sig til at finde et effektivt Middel til at rydde ham af Vejen, og han bestemte sig så til at bruge Stryknin, som han vidste, var en meget farlig Gift.

En Bekendt, der var ansat på Almindeligt Hospital, fik han til at skaffe sig 2 Gran under Påskud af, at han skulle bruge det ved Udstopning af et Par Kanariefugle.

Da han syntes, det var for lidt, forsøgte han selv at få noget mere på Apoteket, men det lykkedes ikke, da Recepten skulle have Påtegning derom fra en Læge.

Han gik stadig med Giften på sig for at være klar til, når det blev påtrængende nødvendigt, og Lejlighed frembød sig, at benytte den.

Så den 22. Januar 1856 hørte han, at Jøhncke gav Karlen Besked om at bede dem på Posthuset om at lade ham få Postkvitteringsbogen til Gennemsyn, og han vidste nu, at nu var der ingen Vej åben for ham længer.

Han bestemte sig så til at komme Giften i den Kop Kaffe, som Jøhncke hver Dag fik bragt ind på Kontoret.

Dagen efter kom Postbudet med Kvitteringsbogen, og Jøhncke så da straks, hvorledes det forholdt sig.

Han bebrejdede i heftige Vendinger Kofod, hvad han havde gjort, og truede ham med at anmelde ham til Politiet.

Kofod tog nu Papiret med Giften frem og fik Lejlighed til, medens Jøhncke vendte Ryggen til, at hælde den ned i Kaffekoppen, der lige var bragt ind fra Privatlejligheden.

Lidt efter tog Jøhncke Koppen, rørte lidt om i den med sin Blyant, der var, til alt Held, tilfældigvis ikke kommet nogen Ske med, og drak det meste ud i en Slurk. Han gjorde en Bemærkning om, at Kaffen var noget bitter, men fæstnede sig ikke videre derved.

En halv Times tid efter fik han ondt, og Kofod hentede et Glas Vand til ham men da Ildebefindendet tiltog, hentede han Fru Jøhncke, der hjalp ham med at bringe den Syge ind i Værelset ved Siden af.

Jøhncke sagde der til Kofod, at han havde vel ikke forgivet ham, hvad Kofod bestemt nægtede og derefter gik sin Vej.

Der blev nu sendt Bud efter Familiens Huslæge, Professor Christensen, der fandt Jøhncke lidende under stærke Krampetrækninger, og ved at smage på Resten af Kaffen og af Sygdommens Symptomer var han klar over, at det drejede sig om en alvorlig Strykninforgiftning.

Grosserer Jøhncke svævede i alvorlig Livsfare en Uges tid, men blev så bedre.

Så gjorde han Anmeldelse til Politiet, Kofod blev anholdt og tilstod et Par Dage efter.

Med Hensyn til Mordforsøgets Farlighed udtalte Professor Christensen, at i det Kvantum Kaffe, der havde været i Koppen, ville der selv med en ret lang og kraftig Omrøring kun have kunnet opløses 3/₄ Gran Stryknin, men da Jøhncke omtrent ikke havde rørt om med Blyanten, var det ikke at an­tage, at der havde været opløst mere end i det højeste 1/4 Gran, hvilken Dosis næppe var i Stand til at dræbe et Menneske.

Sundhedskollegiet erklærede, at medens det måtte anses for tvivlsomt, om 15 Gran Spanskgrønt, som måtte antages for at være det Kvantum, Kofod havde blandet i Sukkeret, som han havde sendt, var tilstrækkeligt til at fremkalde Død, måtte det anses for rimeligt, at Døden ville være fremkaldt af de 2 Gran Stryknin, som Kofod havde kommet i Koppen, hvis hele denne Dosis var blevet nydt.

Kofod indrømmede endvidere, at han havde bedraget en gammel kvin­delig Slægtning for 900 Rdl. i Obligationer, hvilket var hele hendes Formue, ved, når han havde fået overladt Obligationerne for at hæve Renterne, da efterhånden at sælge dem og bruge Pengene.

Hver Termin betalte han hende et til Renterne svarende Beløb og til­bageleverede hende Omslaget, hvori Obligationerne havde ligget, og den gamle Dame, der stolede fuldt og fast på ham, tænkte ikke på at se efter, om de også var der.

Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev han idømt Livsstraf, og denne Dom stadfæstede Højesteret.

Retten indstillede ham dog til Benådning dels på Grund af hans unge Alder og dels, fordi hans Forbrydelse ikke havde haft nogen varig skadelig Virkning.

Straffen blev derefter ved kongelig Resolution ændret til Tugthusarbejde på Livstid.