Hans Sofus Ditlev Krohn.

(1884)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

FRA den danske Konsul i Lübeck indløb der den 26. Oktober 1884 et Tele­gram til Københavns Politi om, at der Dagen forinden hos en dervæ­rende Vekselerer var solgt 25 danske 100 Kr. Sedler, der havde vist sig at være falske.

 

Den 5. November fik Politiet Skrivelse fra Statsadvokaten i Hamburg om, at der den 21. Oktober der var udgivet 4 falske 100 Kr. Sedler og at en Undersøgelse var påbegyndt.

 

Ca. 14 Dage efter henvendte en Herre sig en Aften på Politi direktør Etatsråd Crones private Bopæl og meddelte, at det lige var blevet ham bekendt, at en tidligere Landmand Sophus Krohn fra Paris havde sendt en af sine Venner et Brev indeholdende 10 100 Kr. Sedler, som han åbent erkendte var falske, og derfor foreslog ham at veksle dem i Sverige og ikke her.

 

Chefen for Opdagelsespolitiet, Politiinspektør Carsten Petersen, tog selv sammen med to Opdagere ud til den nævnte Ven, der forklarede, at det vat rigtigt nok, at han havde fået Brevet og Sedlerne. Han var blevet så be­styrtet, at han ikke havde vidst, hvad han skulle gøre, og han havde derfor søgt Råd hos en af sine Bekendte, hans Hensigt havde dog været at hen­vende sig til Politiet, men det havde han ikke nået, Politiet var kommet først til ham.

 

Han kendte Krohn fra, at han havde været Huslærer hos denne, men havde ikke set ham i længere Tid, og noget Kendskab til Falskmøntneriet påstod han bestemt, at han ikke havde.

 

Han blev medtaget til Politikammeret og indsat i Arresten for Natten, og Dagen efter blev Sagen henvist til Kriminalretten, Assessor Thiele, hvor han, efter at han havde måttet erkende, at han havde været med Krohn i Paris den foregående Februar Måned, blev arresteret.

 

Samtidig blev der afsagt Arrestdekret over Krohn, og Politiet i Paris blev telegrafisk anmodet om at anholde ham.

 

Krohns Hustru forklarede, at hun i Juni Måned var rejst over Hals og Hoved til Paris sammen med sine 6 Børn for at træffe sin Mand der.

 

Grunden dertil var, at Vennen havde sagt lige rent ud til hende, at den Forretning, hendes Mand havde for der, sikkert ikke var andet end at lave falske Sedler.

 

Manden havde overfor hende på det allerbestemteste erklæret denne Be­skyldning for usand, og det havde hun så også troet.

 

Fra Paris var de alle rejst til hendes gifte Søster i Grossenhain i Sachsen, hos hvem de havde boet, til hun i September var rejst hjem, og Manden var rejst tilbage til Paris, dog havde hun også fået Brev fra ham fra Hamburg.

 

Vennen måtte indrømme, at han havde sagt til hende, at han troede, at hendes Mand gav sig af med at lave falske Sedler, men noget positivt til støtte for denne Antagelse havde han ikke, det var kun en Tanke, der engang havde slået ham, og det eneste, han kunne bestyrke den med, var, at ved en Lejlighed, hvor en Udlænding, der var til Stede, havde sagt, at, de franske Pengesedler blev, eftergjort i stort Antal, havde Krohn ytret, at det også måtte være en god Forretning.

 

Den 28. November blev Krohn anholdt i Paris, og 2 Måneder efter ankom han hertil.

 

I det første Forhør nægtede han straks at have været vidende om, at de 10 Sedler, han havde sendt Vennen, var falske, men forevist det Brev, han havde skrevet, erkendte han, at han "selvfølgelig , vidste", at de ikke var ægte, men han nægtede at have forfærdiget dem selv eller været med dertil.

 

Han kom med en meget lang fantastisk Historie om, at han på sin Rejse til Paris det foregående Forår på Banegården i Køln havde truf­fet en Mand ved Navn O. Johansen, og de var blevet enige om at starte en Smørforretning i Paris.

 

På Vejen fra Grossenhain tilbage til Paris havde han tilfældigt truffet,denne Johansen på Banegården i Hamburg, og de havde så talt videre om Smørforretningen. Dagen efter, da de fulgtes ad hen ad Gaden, havde Johansen bedt ham veksle 4 100 Kr. Sedler, da han ikke selv havde Tid, og det havde han gjort.

 

Fire Dage efter havde de været i Lübeck, hvor Johansen ville tale med forskellige Folk, og der havde han anmodet ham om at veksle 25 Sedler, da han ikke selv kunne nå at gøre det.

 

Da de skiltes, havde Johansen givet ham 10 Sedler, som han skulle op­bevare for ham, til de mødtes i Paris.

 

Det var efterhånden gået op for ham, at Sedlerne nok var falske, og det var derfor, han rådede Vennen til at veksle dem i Malmø og ikke her i Byen.

 

Den Undersøgelse, Politiet i Hamburg havde foretaget, væltede ganske Krohns åbenlyst urigtige Forklaring.

 

Det var konstateret, at en Mand, der havde kaldt sig V. Krohn, og som nu gennem et tilsendt Fotografi blev bestemt genkendt som værende Ar­restanten havde haft et lejet Værelse på Steindamm, hvor han ikke havde sovet, men kun arbejdet nogle Timer om Dagen. Til dette Værelse var der bragt forskellige Trykkemaskiner, og de Firmaer, der havde leveret dem, kunne oplyse, at de også havde skaffet enten selv eller gennem andre Firmaer litografiske Sten, Clichéer og andet, der var nødvendigt til Tryk­keri.

 

Clichéerne viste sig at være af Dele af en 100 Kr. Seddel, f. Eks. Midterstykket og Kransen af Forsiden, og Dele af Bagsiden.

 

Krohn havde opgivet, at han ville oprette et Aktiemejeri i Paris, og han ville da, for at spare Penge selv lave sine Tryksager, bl.a. Aktie­brevene, og han var da kommet med Prøver, de skulle laves efter.

 

Den ægte 100 Kr. Seddel, hvorfra han havde disse "Prøver", solgte han ganske dristigt til en Vekselerer i Hamburg, til hvem han sagde, at det var Børnene, der uheldigvis havde haft fat i den, der havde klippet den i Styk­ker. Vekselereren, der åbenbart var en forsigtig Mand, ville ikke give fuld Kurs for den, da han ikke var helt sikker på, at han selv kunne få det.

 

Gjort bekendt med det vægtige Materiale, var Krohn klar over, at han måtte ændre Taktik.

 

Han valgte da at sige, at det var rigtigt, at han havde lejet Værelset i Hamburg, men det Var for Johansen, han havde gjort det, og han havde ikke været der, men foreholdt, at han var den eneste, der var set der og til­med var set der daglig, måtte han indrømme; at han havde aflagt Johan­sen Besøg der, men han havde ikke deltaget i noget Falskmøntneri ud­over, at han havde skaffet Johansen Maskinerne og alt det andet, som han nok var klar over, hvad skulle bruges til.

 

Fra Paris kom der ingen Oplysninger. Politiet der havde ikke fundet, noget Spor efter, at Krohn skulle have givet sig af med at forfærdige falske Sedler der i Byen.

 

Assessor Thiele rejste så selv derned i Juni Måned.

 

Ved Forhøring i Hotel de Pavillon, hvor Krohn havde boet, da han blev anholdt, forklarede den danskfødte Direktør Svendsen, at det et Par Dage forinden havde været præsenteret en Regning til Krohn for Leje af et Væ­relse, han havde haft ude i Byen.

 

Hotelejeren havde opnoteret Adressen, 59 rue des petites écuries, og ved Henvendelse der fandtes foruden en lille Bogtrykkerpresse, en Del Clichéer og Farver m. v. i en Vadsæk 164 næsten færdige falske 100 Kr. Sedler.

 

Logiværtinden, Mme. Lefart, forklarede, at Krohn, hvem hun ville af­lægge sin Saligheds Ed på, at hun genkendte efter det hende foreviste Foto­grafi, havde haft Værelset et Par Måneder. Han havde været der et Par Timer hver Dag, og der havde bestemt ikke været andre på Værelset for det skulle hun nok have set.

 

Hun brugte heldigvis sine øjne, og det var da godt, for ellers havde hun ikke set en Regning fra Hotel de Pavillon ligge inde på Værelset, og så havde hun ikke kunnet medvirke til en skændig Forbryders Afsløring, og hun kunne nu gøre sig Håb om at få den Måneds Husleje, hun havde til gode.

 

Af den på Værelset fundne ret store Korrespondance fremgik det, at Krohn også fra litografiske Firmaer i Køln og Dresden havde fået forskellige Ting leveret.

 

Ved Dommerens Hjemkomst blev Krohn foreholdt det vægtige Bevis­materiale.

 

Han påstod fremdeles, at han selv ikke direkte havde deltaget i Falsk­møntneriet, det var Johansen og ham alene, der havde forfærdiget Sedlerne også i Paris, og det var kun som hans Medhjælper, at han havde lejet Værelset og bestilt de forskellige Remedier.

 

At Johansens Navn slet ikke forekom i den fundne Korrespondance, var ret generende, men så måtte de Breve, han havde fået fra ham, være blevet borte, forklarede han.

 

Da der ikke var nogen Mulighed for at komme videre med Krohn, slut­tede Dommeren Forhørene i Oktober Måned.

 

I Februar det følgende År afsagdes Kriminalrettens Dom.

 

Det udtaltes heri, at det må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at Arre­stanten har forfærdiget eller dog som Gerningsmand deltaget i Forfærdigel­sen af de falske Sedler. Straffen blev sat til 6 Års Forbedringshusarbejde.

Højesteret stadfæstede Dommen i Henhold til de anførte Grunde.