Helgolandsgade-Sagen.

(1922)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

 

I Begyndelsen af 1922 afgik en gammel, veltjent Trafikinspektør ved Dø­den i sin Lejlighed i Helgolandsgade.

 

Han var ugift og havde ingen nære Slægtninge. Hele sin Formue, 60­ - 70,000 Kr., havde han testamenteret til sin Husbestyrerinde, Frk. Anna An­dersen, i Taknemlighed over hendes gode og omsorgsfulde Pleje af ham gen­nem mere end 20 År.

 

Frk. Andersen blev af alle, der kendte hende, betegnet som et hjertensgodt Menneske, hjælpsom og tjenstvillig, altid elskværdig og venlig, måske no­get snakkende og i hvert. Fald ikke så lidt uselvstændig, hun spurgte så­ledes altid alle mulige til Råds om de mest ubetydelige og ligegyldige Ting.

Det blev hendes Ulykke og Død.

 

Da en Ejendomskommissionær Petersen den 24. Maj ved 13.30-Tiden rin­gede på hos hende for at tale med hende om en Ejendom, hun havde tænkt på at købe, blev der lukket op af en gammel Dame i Natdragt.

 

På hans Spørgsmål om Frk. Andersen var hjemme, pegede den Gamle hen mod Dagligstuen og sagde: "Kom med ind, der er vist sket noget." Så gik hun ind i sit Soveværelse igen.

 

På Dagligstuegulvet lå Frk. Andersen død med Ansigt og Hænder dæk­ket af Blod.

Kommissionæren skyndte sig ned på Gaden og hentede en Betjent, der straks ringede til sin Station.

 

En tilkaldt Læge kunne ikke se nogen Sår på Liget og udtalte, at Dø­den kunne skyldes en Blodstyrtning.

For en Sikkerheds Skyld alarmerede Stationen Opdagelsespolitiet.

 

Der var ved første Øjekast ingen Uorden nogen Steder i Lejligheden. På Gulvet i Dagligstuen lå to Gulvtæpper oven på hinanden, åbenbart nogle, der var sendt til Udvalg.

For alle Eventualiteters Skyld blev der optaget Fotografier af Situationen og en Undersøgelse af Lejligheden påbegyndt, medens Liget hurtigst mu­ligt blev bragt til Retsmedicinsk Institut.

 

Herfra indløb der en halv Time efter Meddelelse om, at der var fundet ca. 20 mere eller mindre alvorlige Stiksår på Hoved og Hals, og på Hæn­derne var der flere dybe Sår antagelig fremkommet ved, at Afdøde havde værget for sig.

Der var ingen Tvivl om, at der forelå Drab.

 

Ved Undersøgelsen fandtes både i Spisestuen og flere Steder i Daglig­stuen Hårnåle liggende på Gulvet.

 

Under Folden på det øverst liggende Tæppe lå et blodigt Lommetørklæde med Bogstaverne E. N. broderet med Kontursting, åbenbart udført af et Barn.

 

I Køkkenet lå et Viskestykke med forskellige Blodpletter som efter Af­benyttelse til Aftørring, og i Soveværelset en lille blodig hvid Damekrave åbenbart trådt ned og ført med ved en Hæl.

 

Der fandtes både kontante Penge og Værdisager i Behold. Om der var stjålet noget, kunne ikke afgøres.

 

Den gamle Dame, der viste sig at være Afdødes 84-årige Moder, var så alderdomssvækket, at hun ikke havde Forståelsen af, endsige Evne til at gengive, hvad der passerede omkring hende.

 

Ved Afhøring i Ejendommen forklarede en ung Pige i Etagen ovenover, at hun ved 11 ½ Tiden havde hørt en Mand komme op ad Trappen og ringe på hos Frk. Andersen, der havde lukket ham ind.

 

Hun havde lige kunnet skimte ham, da han gik op ad Trappen, beskrive ham kunne hun ikke, hun havde kun set hans Arm, men havde dog lagt Mærke til, at han havde blåt Tøj på.

 

Hverken hun eller Beboerne i de andre Lejligheder havde hørt noget som helst mistænkeligt, hverken højrøstet Tale, Råb eller Skrig.

 

En meget omfattende Forhøring i Kvarteret bragte det frem, at Afdøde havde fortalt vidt og bredt, at hun havde arvet mange Penge, og Beløbet var naturligvis, efterhånden som Beretningen gik fra Mund til Mund, blevet større og større, og fra at hun havde arvet, men endnu ikke fået Pengene udbetalt, var det blevet til, at hun lå inde med store Summer i Kontanter.

 

Motivet til Forbrydelsen syntes således at være ret klart.

Afdødes Bekendtes Forhold blev nøje undersøgt, men der var ikke en, som der var den ringeste Grund til at fæste blot den svageste Mistanke til.

 

I Gemmer i Lejligheden var der fundet forskellige Pengebeløb, og Af­dødes Bekendte kunne ikke se, at der manglede nogen Sager af Værdi.

 

Ingen af dem kendte noget til Lommetørklædet med det broderede E. N., men de var dog sikre på, at de ikke havde set det i Afdødes Besiddelse.

De blev nu opfordret til nøje at tænke over, om der alligevel ikke savnedes en eller anden Ting.

 

Sagen havde vakt stærk Opsigt, og en udlovet Dusør bragte forskellige Meddelelser frem, men Oplysningerne var alle Blindspor.

 

Så den 27. blev Politiets Opmærksomhed henledet på en tidligere straf­fet Mand ved Navn Jens Møller, der nogen Tid forinden havde været med til Flytningen af Afdødes Moders Møbler op til Lejligheden i Helgolandsgade.

Han havde en Datter ved Navn Erna.

 

Meddelelsen var tilsyneladende ikke bedre end andre, der var indkommet, men ved en uforklarlig Indskydelse fæstede man Lid til, at det var det rigtige Spor, man var kommet ind på, idet man gik udfra -- unægtelig a long shot - at Datteren Erna havde broderet et N. i Stedet for et M. på Lomme­tørklædet

 

Ved Forhøring på den af Møller sidst opgivne Bopæl oplyste hans nu fraskilte Hustru, at han også efter deres Skilsmisse havde fået Lov til af og til at bo i hendes Lejlighed, men han havde ikke været der de sidste 10 Dage.

 

Uden at der blev angivet nogen Grund, blev hun anmodet om at forevise sin Beholdning af Lommetørklæder, og derimellem fandtes et med et E. N. i Kontursting.

 

Hun påstod, at hun ikke havde lagt Mærke til det, men Datteren Erna, der var åndeligt noget tilbage, sagde straks, at det var hendes, og spurgt om, hvorfor hun havde broderet et N i Stedet for et M, Svarede hun nu, antage­lig flov over ikke at kende Bogstaverne, at det alligevel ikke var hendes, og at hun ikke havde broderet Navnet.

 

Møller blev nu eftersøgt med Ordre om at anholde ham, hvad man havde yderligere rigelig Begrundelse for, da det var oplyst, at han havde begået forskellige Bedragerier ved at fralokke Folk Penge under Foregivende af at kunne skaffe dem en Lejlighed.

 

Samtidig blev der rettet fornyet Henvendelse til Afdødes nærmeste Be­kendte angående det muligt stjålne, og en af dem meddelte nu, at der sav­nedes et Dameguldur, som hun var i Stand til at beskrive ret godt.

 

Opdagerne blev straks sendt omkring til Lånekontorerne, og i Løbet af nogle Timer fandtes hos en Pantelåner i Borgergade et Ur, der svarede til Beskrivelsen. Det var pantsat for 15 Kr. den 24. Maj mellem Klokken 13,45 og 14,25, altså højt regnet et Par Timers Tid efter Drabets Begåelse.

 

Pantsætteren havde legitimeret sig som Metalarbejder Jens Møller.

Uret blev forevist Afdødes Bekendte, der bestemt genkendte det som ha­vende tilhørt Afdøde. De meddelte, at hun i sin Tid havde fået det foræret af sin Søster, der nu var gift og boede i Næstved.

To Opdagere, blev så på Motorcykle - Opdagelsespolitiet havde den­gang ingen Biler - om Aftenen sendt til Næstved.

 

Afdødes Søster forklarede, at Opgivendet var urigtigt, Uret var i sin Tid købt af Afdødes Stedfader hos en Urmager i Viborg.

 

Så snart dette var blevet indtelefoneret anmodede man ved Ekspressamtale Statspolitiet i Viborg om med det samme at forhøre hos Urmagerne der om Uret der havde Fabrikationsnummer 81918 og Urmagermærket I 989 J. og Nr. 286.

Nogle spændende Timer fulgte nu.

 

Klokken 7 Morgen ringede Politiet i Viborg, at Uret i November 1905 var Købt hos en Urmager der af Afdødes Stedfader.

Nu var Spændingen udløst, for så vidt som Anholdelsen kun var et Spørgsmål om Timer eller i det allerhøjeste en Dag eller to, da Eftersøg­ningen nu kunne sættes op til det højest mulige. Dette havde de foregående Dage ikke været muligt, da en Del af Personalet havde været beskæftiget med et andet Mord - en lille Pige var blevet myrdet ude på Christianshavn ­men det var opklaret og Gerningsmanden anholdt i Løbet af få Dage.

Samme Aften blev Møller anholdt på et lille Hotel i Nyhavn, ved et mærkeligt Træf af den samme Opdager, nuværende Kriminalassistent Frost, der havde optaget den første Rapport, om Mistanken til ham.

 

Efter overfor Overvagtmester, senere Kriminalassistent Liktner at have afgivet en Forklaring, om sin Færden d. 24. hvilken Forklaring han selv måtte indrømme var yderst løs, nægtede han at have set Afdøde siden den Dag, han flyttede hendes Moders Møbler.

 

Men som det var gået så mange før, således gik det også ham. Heller ikke han kunne holde Stand overfor Litkners sjældne Evner til at foretage Afhøring.

 

Under en stille og rolig Samtale, der begyndte om noget helt andet, opda­gede han pludselig, ligesom andre havde gjort det før ham, at han var håb­løst fanget.

Og så kom hans Tilståelse.

 

Han forklarede, at han havde aflagt Afdøde et Besøg den 24. mellem Klok­ken 11 og 11 ½  idet det havde været hans Hensigt at forsøge at bedrage hende for nogle Penge, en 30-40 Kr. ved at tilbyde en Lejlighed, som han gik ud fra, hun havde Brug for nu, da den i Helgolandsgade vel var for stor for hende.

 

Hun havde kendt ham, da han ringede på, og lukket ham ind.

Da han på hendes Spørgsmål sagde, at den Lejlighed, han havde på Hånden, var på 2 Værelser, havde hun svaret, at den så var alt for lille, der kunne jo slet ikke være Plads til alle de Møbler, hun havde fået efter­ladt, og hun viste ham rundt i Stuerne. Hun fortalte ham også, at hun havde arvet 70,000 Kr, hvad han påstod, at han ikke før havde hørt noget om.

 

Da de stod i Dagligstuen, spurgte hun ham om, hvilket af de to Gulvtæpper, han syntes, hun skulle vælge, for det skulle afgøres den Dag, og han rådede hende til at vælge det ene, som hun også selv syntes bedst om, men som hun sagde også var det dyreste, det kostede næsten 400 Kr.

 

I det samme sagde hendes Moder noget inde i Soveværelset, og hun gik derind.

Da han var blevet alene, fik han den Tanke, at hun nok havde Pengene til Tæppet liggende, og han gik så hen og trak en Skrivebordsskuffe ud for at finde dem, men i det samme kom Afdøde tilbage og så, hvad han havde for. Hun blev vred og spurgte, om han var kommet for at få Penge, hvortil han svarede ja. Hun blev nu bange og begyndte at skrige. Han sagde, at hun skulle tie stille, så ville han gå, men hun skreg blot endnu højere.

 

Han greb hende så om Halsen og væltede hende om på en Chaiselongue for på den Måde at bedøve hende, så at han kunne slippe bort, og det var bestemt ikke, hans Hensigt at dræbe hende. Men hver Gang han slappede sit Tag om hendes Hals, skreg hun på ny. Han holdt hende så for Munden, men hun bed ham i Hånden og kradsede ham i Ansigtet.

 

Han gentog, at hun skulle tie stille, så ville han ikke gøre noget, og hun var også. stille et Øjeblik og sagde, at han gerne måtte få hendes Penge, der lå i en Taske inde i Soveværelset. Han rejste sig og ville gå sin Vej, blot se at slippe bort, men hun løb efter ham og råbte om Hjælp.

 

Han greb hende så på ny om Halsen og fik hende ind i Dagligstuen igen, men hun var så stærk, at han ikke kunne magte hende.

 

Han fremtog nu en Dolk, som han havde liggende uden Skede i sin ind­vendige Jakkelomme. Det var ikke hans Hensigt heller på det Tidspunkt at dræbe hende, men kun at true hende til at være stille.

 

Hun greb imidlertid fat om den skarpe Dolk og skar sine Hænder slemt på den, og da hun blev ved med at skrige op, stak han hende med Dolken gentagne Gange og blev ved dermed, da han nu var blevet helt fra Sans og Samling, til hun til sidst lå stille, blødende stærkt.

 

Han gik så ud i Køkkenet og vaskede sig, og på Vejen gennem Sove­værelset tog han i Forbifarten et Guldur, som lå der. Tasken søgte han efter et Øjeblik, men fandt den ikke.

På Spørgsmål om, hvorfor han havde taget Dolken med sig, svarede han, at den gik han altid med, han havde for øvrigt tænkt på at skære Puls­åren over på sig selv, for han var led og ked af det hele, og foreholdt, at en skarp Dolk uden Skede ikke, er særlig velegnet til at have liggende løs i en Lomme, men at man snarere måtte antage, at han havde taget den med i den Hensigt at begå Drab eller i hvert Fald i den Tanke, at dette kunne blive en sandsynlig Følge af Besøget, nægtede han på det bestemteste dette.

 

Efter at have forladt Lejligheden, forklarede han videre, gik han ad nogle Sidegader til sit Logis i den yderste Ende af Vesterbrogade. Her va­skede han sit Tøj, der var blevet meget blodigt, og gik så straks ind til Bor­gergade og pantsatte det stjålne Ur.

 

Lommetørklædet med det broderede KN. der var fundet på Gernings­stedet, troede han nok, var hans, og at han havde tørret sine Hænder og Dol­ken af i det.

Dolken havde han senere på Dagen kastet i Sct. Jørgens Sø.

 

De Rifter, han havde i Ansigtet, havde han fået under Kampen med Af­døde.

 

Samme Dag blev han fremstillet i Retten, hvor han godkendte sin til Rap­porten afgivne Forklaring, der blev oplæst for ham, hvorefter han blev arre­steret, og to Dage efter gentog han sin detaillerede Tilståelse.

 

Under den videre Forundersøgelse, der blev foretaget af Politiassessor, nu Landsdommer Mundt, forklarede forskellige Arrestanten nærstående Vid­ner, at de aldrig havde set ham gå med Dolken på sig, eller stikke den i Lommen.

 

Kun en tidligere straffet Person, som to af Opdagerne havde truffet under Eftersøgningen, havde sagt, at han en Dag havde set, at Møller havde en Kniv i Lommen, og Møller havde på Spørgsmål om, hvorfor han gik med den, sagt, at den var meget bedre end en Revolver, for den knaldede ikke.

 

Da Arrestantens Forklaring om Afdødes voldsomme Skrigen i høj Grad stred mod Beboernes Forklaringer om, at de ikke havde hørt noget mistænke­ligt fra Lejligheden, lod Politiassessor Mundt anstille en Lydprøve.

 

Den foregik således, at en Dame i Entreen og i Dagligstuen i Afdødes Lejlighed tre Gange svagere og stærkere udstødte Råb og Skrig, således som Arrestanten havde forklaret, at Afdøde havde gjort, medens Opdagerne var posteret rundt om i Lejlighederne ovenover, nedenunder og ved Siden af sammen med Beboerne, der ikke var underrettet om, hvad der skulle ske.

 

Det viste sig da, at alle i de andre Lejligheder hørte selv de svageste Råb og Skrig.

 

Møller blev gjort bekendt dermed og udtalte, at han var ude af Stand til at forklare Grunden til, at de ikke havde hørt Afdøde skrige. Måske kunne det skyldes, mente han, at hendes Stemme var høj og gennemtrængende, og at Beboerne, der var vant til at høre den gennem Murene, ikke havde lagt Mærke til, at de Lyde, de hørte den Dag, var af en anden Art.

 

I øvrigt, sagde han, kunne han jo lige så godt indrømme det, hvis han virkelig havde indfundet sig hos den Afdøde for at dræbe hende, og havde stødt hende ned, uden at hun fik Lejlighed til at skrige, for hans Straf ville jo blive den samme.

 

Overlæge, Professor Wimmer på Kommunehospitalets 6. Afdeling ud­talte, at Møller ikke var sindssyg eller åndssvag eller kunne antages i Ger­ningsøjeblikket at have været lidende af virkeligt sjæleligt Sløvsind.

 

Sagen kom inden en Måned for Nævningetinget i østre Landsret. ­Som Dommere fungerede Retspræsident Winther og Landsdommerne Poul Hansen og Schmidth. Statsadvokat Gammeltoft mødte for Anklage­myndigheden.

 

Tiltalte erkendte at have dræbt Frk. Andersen, men nægtede at have gjort det med Overlæg. Han indrømmede at have stjålet Uret.

 

Da der var givet ham Lejlighed til at udtale sig, afgav han en noget an­den Forklaring end tidligere, og denne Forklaring var nu mere udvisket i Forhold til de tidligere.

Der blev ført 25 Vidner.

 

Statsadvokaten påstod Tiltalte kendt skyldig i overlagt, subsidiært i for­sætligt Drab.

Forsvareren påstod Tiltalte kendte ikke-skyldig i overlagt Drab, men henført under Bestemmelsen for forsætligt Drab.

 

Tiltalte havde intet yderligere at bemærke, men henholdt sig til det af hans Forsvarer anførte.

Nævningerne kendte ikke-skyldig i overlagt, men skyldig i forsætligt Drab.

 

Dommerne fastsatte derefter Straffen til Tugthusarbejde på Livstid. Tiltalte erklærede, at han ikke ønskede at appellere Dommen.

 

Fem År efter indgav Domfældte "i det Håb, at den Retfærdighed, som enhver dansk Undersåt kan gøre Krav på, også måtte blive ham til Del", et Andragende om at få Sagen reassumeret.

 

Han anførte, at der var sket en Fejl ved Sagens Behandling i Landsretten ved, at det Lommetørklæde, der blev forevist hans Hustru, og som hun gen­kendte, var det, der var fundet hjemme hos hende og ikke det blodige, der var fundet på Gerningsstedet, der slet ikke var blevet lagt frem.

 

Hermed mente han, at Retten havde benyttet sig af Hustruens juridiske Uerfarenhed for at få en Erklæring af hende, som ville være fældende for ham, og han var overbevist om, at Nævningene, når de fik det at vide, ville "protestere mod den Slags Udnyttelse af disse

Landets edsvorne Borgere".

 

Et andet Moment var, skrev han videre, at man påberåbte sig, at han havde aflagt Tilståelse i Byretten og over for Overvagtmester Liktner, men han ville hævde, at han til samme Rapport, til hvilken han skulle have til­stået, havde nægtet at kende "Sagens vigtigste corpus delicti (Lommetør­klædet)".

 

For øvrigt, fortsatte han, burde de Jurister, der havde behandlet Sagen, have været vidende om, at det ikke er af nogen fældende Betydning, at en Anklaget aflægger Tilståelse ved Underretten, når Sagen indgår til Be­handling af Nævninger, for i Straffesager kan en Anklaget på ethvert Trin af Sagen tage en Tilståelse tilbage, men ikke altid udslette en tidligere Til­ståelses bevisende Virkning, dog fordres det, at Anklagemyndigheden skal bevise Tilståelsens Rigtighed.

 

Påstanden om, at han ved Nævningeretten skulle have aflagt Tilståelse, "dog noget  udvisket", sagde han nu, var ganske urigtig, for i så Fald ville selvsagt alle Nævningerne have dømt ham skyldig, hvorimod nogle havde dømt ikke-skyldig.

 

Landsretten afviste Begæringen med Begrundelse af, at det i denne på­beråbte dels var urigtigt, dels fandtes åbenbart betydningsløst.

 

Domfældte påkærede Landsrettens Kendelse til Højesteret, der imidlertid - stadfæstede Landsrettens Afvisning:

 

Så gik der 5 År til.

I September 1933 indsendte Domfældte et nyt Andragende om Sagens Genoptagelse.

Denne Gang anførte han, at en af hans Medfanger havde fortalt, at han i Marokko, hvor han havde tjent i Fremmedlegionen, havde truffet en anden Dansker, der havde sagt, at han kendte en Del til Drabet i Helgolandsgade, og havde forevist nogle Nøgler, som skulle passe til Lejligheden der.

Nøg­lerne skulle nu være blandt Fangens Ejendele i Straffeanstalten.

 

En Undersøgelse blev iværksat, men der fremkom intet til Støtte for Mistanken mod den Mand, som Domfældte omtalte i sit Andragende, og og­så under Hensyntagen til det tidligere mod Domfældte fremskaffe de meget omfattende Bevismateriale, specielt Pantsætningen af Uret, hans Sår i Ansigtet. M. V. blev Andragendet afvist.

 

På Kongens Fødselsdag 1937 blev Møller benådet for Resten af Straf­fetiden.

Han tog Ophold her i Byen og levede til dels af de Penge, over 2000 Kr. som han havde tjent ved sit Arbejde i Straffeanstalten.

 

Han døde i December 1940.