Hermann Otto Leander

(1909)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

PÅ det spidse Hjørne af Vesterbrogade og Rahbeks Alle lå der i 1909 en lille Træbygning, hvor Vinhandler Oscar Davidsen havde sin Forretning. Han boede selv i en Villa bagved.

 

Da hans 17-årige Søn d. 31. Juli ved 11 ¾ Tiden om Aftenen kom hjem, så han, at der brændte Lys i Kontoret. Da det forekom ham mærkeligt, gik han hen til Butiksdøren, men den var låset. Så sprang han over Ræk­værket og gik hen til Bagdøren. Den stod åben. I Kontoret var der ingen til Stede. Da han så gik ind i det tilstødende Lagerlokale, fandt han Forret­ningens 23-årige Ekspedient liggende livløs på Gulvet med Blod over hele Ansigtet. I højre Hånd holdt han sin Stok, som han havde grebet om på Midten.

 

Den unge Mand fik tilkaldt et Par Betjente, der da de ikke var sikre på straks, at Ekspedienten var død, og for øvrigt tænkte, at der forelå Selv­mord (!), hentede en Ambulance.

 

På Hospitalet konstateredes straks, at Døden for længst var indtrådt.

Dødsårsagen var et Skud i Nakken. Desuden var der 4 andre Skudsår, 3 i Hovedet og et i Brystet.

 

Da der herefter ikke var Tvivl om, at der forelå Mord, satte Frederiks­berg Politi straks en større Undersøgelse i Gang.

Det konstateredes, at Forretningens Pengekasse var forsvundet. Det var Ekspedientens Opgave, når han havde lukket om Aftenen, hvilket om Lør­dagen først skete ved 11 Tiden, at tælle Kassen op og bringe Pengene over i Villaen til Hr. Davidsen.

 

Det var hans Vane, umiddelbart før han gik, at lukke for Gashovedhanen, der var anbragt i Lagerlokalet lige ved det Sted, hvor han var fundet myrdet.

 

Straks næste Morgen fandt man den tømte Pengekasse henkastet i Vil­laens Have.

Der fandtes flere Fodspor, nogle afsat med en Mands Støvle eller Sko, andre med en fladbundet Gymnastiksko.

 

Nogle af Sporene var på et Sted, hvor Manden havde forrettet sin Nød­tørft og dertil benyttet Papir fra en tysk Avis.

 

Alle Fodspor blev omhyggeligt tildækket.

Brugelige Fingeraftryk var der ingen Steder og udover nogle afskudte 6,35 mm Patronhylstre fra en Automatpistol fandtes ikke yderligere Spor.

 

Det kunne godtgøres, at der i Pengekassen havde været ca. 760 Kr., hvor­af 5-6 Guld 10 Kr. Stykker.

 

Straks opad Formiddagen, da Aviserne havde bragt Beretninger med den tragiske Nyhed, fik Politiet værdifulde Oplysninger.

To Damer, der boede lige overfor, forklarede, at da de var kommet hjem ved 11 ½ Tiden, havde de, da de passerede Vin forretningen, lagt Mærke til en Mand, der stod udenfor det oplyste Kontorvindue og kiggede ind. Det var dem så påfaldende, at den ene af dem sagde halv højt til den anden, hvad han mon stod der og så efter, og han gik da åbenbart urolig lidt hen ad Gaden.

 

En Hotelvært fra Nyhavn meddelte, at en Person, hvis Signalement stemte med det af de to Damer opgivne, den foregående Nat ved 12 ½ Tiden havde indfundet sig i hans Hotel og lejet et Værelse for Natten. Han spurgte interesseret, hvornår der Dagen efter gik Damper til Sverige eller Stettin, og det lod til, at han bestemte sig til at tage med Formiddagsfærgen til Malmø.

Lige som han sad i Restauranten, bad han Værten om at veksle en Guldtikrone med en Seddel, hvad Værten gjorde. Han indskrev sig som Arno Lunders fra Braunschweig. Om Morgenen ved 9 Tiden gik han, syn­lig nervøs.

 

En Hotelkarl fra et andet mindre Hotel meddelte, at han var overbevist om, at Gerningsmanden var en Tysker ved Navn Lenau eller noget lig­nende. Sin Mistanke begrundede han med, at Lenau, som han havde kendt i nogen Tid, havde betroet ham, at han havde begået et Indbrud i en Villa på Frederiksberg og stjålet nogle Æg og en røget Skinke, og han havde også fortalt, at han havde begået et Indbrud et Sted, hvor Beboerne lå og sov. Nogle Dage før havde Lenau foreslået, at de to i Forening skulle begå et Indbrud hos en Urtekræmmer på Frederiksberg, og han havde da sagt, at Urtekræmmeren sov i et Lokale bagved Butikken, og han havde på Spørgsmål om, hvad de skulle gøre, hvis Urtekræmmeren hørte dem, sva­ret, at det var meget let, for så ville han tage en Pude og lægge over Hove­det på ham og så stikke en Revolver ind under Puden, så ville det hele foregå lydløst. Han havde så forevist en Automatpistol, som han sagde, at han var rede til at gøre Brug af.

 

Det blev samme Dag konstateret, at Lenau's rette Navn var Hermann Leander.

 

Dagen efter blev han af Københavns Opdagelsespoliti anholdt i sit Logis Oehlenschlægersgade. Ved Anholdelsen blev han fundet i Besiddelse af en ladt Browning Pistol.

 

I hans Portemonaie var der 5 Guld 10 Kroner, og en Tegnebog indeholdt 400 Kr. i Sedler.

Han nægtede at have begået Drabet og nægtede, at han nogensinde havde været i den Kant af Byen.

 

Han havde været med til at begå et Indbrud, hvor der bl.a. blev stjå­let en Skinke, men han havde blot holdt Vagt udenfor, medens en Kam­merat, som nu var rejst fra Landet, havde forøvet Tyveriet.

 

De Penge, han havde hos sig, påstod han, var Resten af 500 Kr. han havde fået af en nu bortrejst Mand, som havde unaturlige Tilbøjeligheder. Det var netop d. 31. Juli. Det var rigtigt nok, at han den Nat havde over­nattet på et Hotel i Nyhavn, men det var, fordi han havde glemt sin Nøgle til Logis'et. Når han den Aften vekslede en Guld 10 Kr. til en Seddel, var det, fordi han aldrig før havde ejet danske Guldstykker, og nu ville se, om den, han havde fået, var ægte.

 

Han blev derefter afgivet til Frederiksberg Politi. Dagen efter blev han fremstillet i Retten.

Han nægtede sig fremdeles skyldig i Drabet og fastholdt i det hele sin første Forklaring.

Samme Dag blev han konfronteret med Liget.

 

Han blev indtrængende opfordret til at tilstå Sandheden, idet det blev ham foreholdt, at alle foreliggende Indicier ubetinget pegede på ham som den Skyldige. Han stod i nogle Sekunder ubevægelig, men udtalte derefter sin Benægtelse af at have forøvet Mordet.

 

Samme Eftermiddag blev der af daværende Politiassistent Hakon Jør­gensen foretaget et. Forsøg med Politihunden "Frigga". Fodsporene i Haven blev nu afdækket, og Leanders Støvler blev, uden at Hunden eller dens Fører så det, henstillet i den anden Ende af Haven.

 

Mellem Støvlerne og Sporene blevet et Par gamle Gymnastiksko tilhø­rende Grosserer Davidsens Karl henstillet for om muligt at lede Hunden på Vildspor. "Frigga" blev så ført hen til Sporene, som den blev givet Fært af, og så sluppet løs. Efter at have løbet et Øjeblik frem og tilbage kom den tilbage med den ene Støvle.

Den anden Støvle blev nu anbragt et andet Sted. Efter at Hunden på ny havde taget Fært, og havde løbet forskellige Steder om i Haven og bl.a. været henne ved Stakittet, hvor der var Spor af, at en Person var sprunget over, kom den tilbage med Støvlen.

Støvlerne blev derefter prøvet i Sporene, i hvilke de passede fuldstændigt.

 

Nogle Dage efter blev Leander atter fremstillet. Dommeren rettede for­skellige Spørgsmål til ham om de i hans Besiddelse fundne Ting. Han stod fuldkommen sammensunken, uden at det var muligt at få et Svar fra ham.

 

Efter at han i nogle Minutter havde stået i Tavshed foran Skranken, udtalte han med et pludseligt Udråb: "Sie wissen ja ganz genau, dass ich ihn ermordet habe".

Dommeren bemærkede til Protokollen, at medens han for sit Vedkom­mende opfattede denne Udtalelse som fremsat i en stærkt spørgende Betoning, omtrent som han ville sige: "Ved De nu også ganske nøje, at jeg har myrdet ham?", havde den tilstedeværende edsvorne Tolk opfattet Udta­lelsen som en Erklæring, der indeholdt en Tilståelse.

 

Retsvidnerne erklærede, at de opfattede Udtalelsen nærmest i samme Retning som Dommerens Opfattelse, dog således, at der i Udtalelsen lå en indirekte Tilståelse.

Efter at være kommet med denne Udtalelse stod Leander og pressede begge sine Hænder mod sit Ansigt i Fortvivlelse. Trods gentagne Opfordrin­ger til at sige Sandheden, fastholdt han i lang Tid Tavshed.

 

Da Dommeren derefter begyndte at tale til ham om hans Forældre, ud­brød han pludselig med Tårer i øjnene: "An ihrer Geburtstag" eller "An meinem Geburtstag", hvilket kunne ikke opfattes, men da det blev sagt ham, at han efter sine Papirer er født i November, udbrød han: "Wissen Sie nicht, dass es an ihrer Geburtstag war".

På Spørgsmålet om Grunden til, at han forøvede Mordet var, at han på een Gang ønskede at komme i Besiddelse af mange Penge, svarede han, efter at have stået sløv i nogen Tid: Ja, ja. Spurgt, om det var med den i hans Besiddelse fundne Revolver, at han dræbte Manden, nikkede han et Par Gange.

 

Forhøret blev derefter fortsat i Frederiksberg Hospitals Lighus, hvor ­han blev opfordret til

Ansigt til Ansigt med den Døde at tilstå sin Mis­gerning.

 

Han stod fuldkommen sløv, uden at det var muligt at få noget Svar ud af ham.

Forskellige Personer, der ligesom Leander var kommet meget på Sct. Peders Gæstehjem, mødte og forklarede, at han ved mange Lejligheder havde spurgt, om man kunne blive straffet for at slå en Mand ihjel, når man nægtede at have gjort det, og om hvorvidt Mord her i Landet blev straffet med Døden.

 

I et Forhør 2 Uger efter tilstod han, at han den sidste Dag i Juli Måned havde begået Indbrud i en Vinhandel på Vesterbro, og der stjålet en Pen­gekasse med ca. 800 Kr. og skudt Kommis'en med den Revolver, han var i Besiddelse af.

 

Han udtalte, at der var en Person med ham. Denne Person kæmpede med Afdøde, men det var ham selv, der brugte Revolveren, og han skød mange Skud. Hvem den Person var, vidste han ikke, han havde kun kendt ham et Par Uger og vidste kun, at han var 25-27 År med mørkt Hår og Over­skæg, og at hans Navn endte på -sen, Nielsen eller sådan noget, og at han boede i en Kælder, men hvor, det anede han ikke.

 

I de næste Forhør var det ikke muligt at få Leander til at opgive vir­kelige Holdepunkter med Hensyn til hans påståede Medskyldige. Han blev nu opfordret til i Ro i sin Celle at nedskrive en Redegørelse om hele Sagen.

 

Dette begyndte han på. Nogle Dage efter, d. 28. August om Morgenen, forsøgte han i Cellen at hænge sig ved Hjælp af nogle Strimler, han havde revet af sit Lagen.

Han blev rettidig fundet og skåret ned.

 

Dels Choc'et, dels et påfølgende Krampeanfald tog meget på ham, og han måtte holde Sengen.

 

En Uge efter så Nattevagten, at Blodet var ved at stige ham til Hove­det på en påfaldende Måde, og da han gik ind i Cellen til ham, lå han bevidstløs med begge Hænder presset hårdt ned imellem Halsen og Skjor­telinningen.

 

Da han efter et Par Ugers Forløb atter blev fremstillet i Retten, afgav han Svar, der vidnede om fuldstændig Mangel på Forståelse af Situationen. Han var nok klar over, at han var i Fængsel, men spurgt om, hvorfor han var der, svarede han: "Ja, hvad kalder man det, når man slår en Hund ned".

 

Han kunne nu ingenting huske. Forevist sin påbegyndte Beretning sagde han, at det nok var Indledningen til et Rovmord, men han kunne aldeles ikke begribe, hvordan han var kommet til at nedskrive det.

 

Dommeren bemærkede, at Arrestanten i hvert Fald tilsyneladende ikke var i Besiddelse af sin Fornuft.

En Erklæring fra Fængselslægen gik ud på, at medens Leander Dagen efter sin Anholdelse utvivlsomt var normal, havde der lidt efter lidt hos ham udviklet sig en Sindssygdom med udtalt Depression.

 

Han blev derefter indlagt til Observation på Viborg Sindssygehospital. I Slutningen af Januar det følgende År var Observationen sluttet. Overlægens Erklæring om ham gik ud på, at han viste en påfaldende Træghed i sin Adfærd og sine Bevægelser, han kunne ikke tage Initiativet til noget, men kunne forblive i Timevis i den samme Stilling f. Eks. bladende i en Bog.

 

Orientering med Hensyn til Tid og Sted havde han ikke, og hans Hukommelse strakte sig kun over nogle Timer højst regnet en Dag, og han manglede fuldkomment Erindring om den forbigangne Tid. Det gjorde intet Indtryk på ham, at der pludselig blev sagt til ham, at han var arresteret for Rovmord, han stirrede blot vedblivende med et tomt Blik og be­varede sit sløve, udeltagende og ligegyldige Væsen, medens Pulsen ikke fremskyndes et Slag i Minuttet.

 

Erklæringen sluttede med, at der ikke forelå Holdepunkter for, at han var sindssyg, da han begik sin Forbrydelse, men at han nu led at Sinds­sygdom (Sløvsind), der må antages at være opstået som Følge af det af ham d. 28. August foretagne Hængningsforsøg. En relativ Helbredelse var mulig, men ikke sandsynlig.

 

Forhørene blev kort efter sluttet.

Ved Dom af 2. Juni blev Leander dømt til 16 Års Tugthusarbejde og efter udstået Straf at udbringes af Riget.

 

Landsoverretten stadfæstede denne Dom.

Under Sagens Forberedelse for Højesteret afæskede Defensor, Højesterets­advokat Dr. jur. Hindenburg, Fængselslægen en Erklæring.

 

Den gik ud på, at i det År, Fangen nu havde været i Arresthuset efter Observationstiden i Viborg, var det Indtrykket, at Sløvheden var formindsket i ringere Grad, medens Erindringsdefekten syntes at bestå fuldstændig ufor­andret.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

 

Forinden Leander blev afleveret til Straffeanstalten, viste han umiskende­lige Tegn på Sindssyge.

Han blev så anbragt på Oringe Sindssygeanstalt. Her døde han et Par År efter.