Hjortshøj og Hejlskov Mordene.

(1902 -1906)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

DA Gårdejer Sørensens unge Datter Marie ikke kom hjem om Aftenen den 9. Maj 1902, efter at hun havde været i Landsbyen Hesselballe, nogle Kilometer fra Hjemmet, fandt Familien det nok noget besynderligt, men tænkte, da Vejret havde været dårligt, at hun vel så overnattede hos nogle Slægtninge.

 

Men da hun heller ikke var kommet hjem den følgende Dags Middag, og Slægtningene meddelte, at hun havde været inde hos dem, men var gået derfra igen, blev man, som rimeligt er, urolige, og iværksatte en Eftersøgning.

 

Politiet underrettede man ikke, for den nærmeste Landbetjent boede i Hornslet; 7-8 Kilometer derfra.

 

Først næste Morgen fandt man Marie, død.

 

Hun lå på en Mark mellem Hesselballe og Hjortshøj oppe over Skræn­ten til en Hulvej. Hun lå, som hun sov, med Hovedet lænet op ad et Træ. Hendes Kåbe var knappet helt op i Halsen. Hendes Klæder var ikke i Uor­den, og over hele Liget var der strøet Forårsblomster. Hendes Paraply og en Flaske Brændevin, hun havde købt til Faderen hos Købmanden i Hessel­balle, lå ved Siden af hende.

 

Da Søsteren, der havde fundet hende, rørte ved hende, blev hun blodig

på Hænderne, og hun så nu, at Halsen var skåret over.

 

Liget blev så lagt på en Vogn og kørt hjem til Gården. Betjenten i Hornslet blev nu tilkaldt.

Ved hans Ankomst var Liget afklædt og lagt på en Seng. En tilkaldt Læge foretog Ligsynet i den halvmørke Stue.

Obduktionen angav som Dødsårsag Snittet i Halsen. Der var ikke Tale om Sædelighedsforbrydelse. Nogle Hudafskrabninger i Ansigtet kunne tyde på, at hun efter at være dræbt var blevet slæbt hen ad Vejen.

Hendes Klæder havde Familien renset og lagt til Side (!).

 

Herredsfoged Honnens, der havde været på Ferie i Udlandet, var tele­grafisk blevet kaldt hjem og begyndte en Undersøgelse.

 

Ca. 20 Skridt fra det Sted, hvor den Dræbte var blevet fundet, fandtes nogle store Blodpletter på Vejen helt inde i Græsset ved Kanten. Nogen Kniv eller andet Mordvåben blev ikke fundet så lidt som noget andet af Betydning for Sagen.

 

Der var nok nogle Spor af en Damehæl, men hvornår de var sat, var ikke til at sige, der var jo forløbet allerede flere Dage, siden Liget blev fundet, og en Mængde Mennesker fra Omegnen havde været der af Nysgerrighed.

 

Da Undersøgelsen ikke de følgende Dage heller syntes at ville give noget Resultat, tilkaldte Herredsfogden Assistance, og en af Københavns Opdagel­sespolitis bedste Folk blev afgivet til ham.

 

Det blev oplyst, at den Myrdede sidst var set den 9. ved 12-Tiden om Mid­dagen, da hun forlod Købmandsbutikken og gik ad Vejen til sit Hjem.

 

At Drabet havde fundet Sted umiddelbart efter måtte anses for sikkert. Det fremgik af, at alle hendes Klæder, da hun blev fundet, havde været gennemvåde, og det havde været et Skybrud og Skylregn den Dag fra Mid­dagstid til hen på Eftermiddagen.

 

Det var kendt, at hun tidligere havde været forlovet, men havde hævet Forlovelsen tre År i

Forvejen. Dagen efter, at hun blev myrdet, skulle hun have vekslet Ringe med sin nuværende Forlovede.

 

Om Faderen, der var Enkemand, var det oplyst, at han havde haft Planer om nyt Giftermål og i den Anledning talt med Herredsfuldmægtigen om Skifte med Børnene, men han havde senere opgivet det igen.

 

Af den Måde, hvorpå Liget var lagt til Rette, synes det, at Gernings­manden ikke var en tilfældig fremmed, men et Menneske, der havde kendt Marie og måske endog havde holdt meget af hende, og som havde ladet sig henrive til at begå sin grufulde Handling for straks derefter bitterligt at for­tryde den og nu ved sin pietetsfulde Handling ville ligesom gøre den god igen.

 

Så arresterede Herredsfogden Maries Fader.

Det var sagt, at han var en meget stejl og stædig Natur, der ikke tålte Modsigelser, og at han havde været meget imod Maries sidste Forlovelse, og man insinuerede også; at der som Motiv for ham til Gerningen kunne være, at han ved hendes forestående Giftermål skulle udbetale hende hendes Mødrenearv.

 

Men noget som helst Hold i Sigtelsen var der ikke, og han blev da også løsladt kort Tid efter.

En Mængde Afhøringer blev foretaget, men det var, ligesom Folk ikke holdt af at komme frem med, hvad de vidste eller formodede, de var til­bageholdende og sky overfor den fremmede Politimand.

 

Efterhånden ebbede Sagen mere og mere ud, og til sidst var man klar over, at man ikke kunne få Bund i den, og Opdageren rejste så hjem.

 

Årene gik.

Så skete det, at en 15-årig Dreng, Søren Jensen, den 2. Maj 1906 ikke kom tilbage til sit Hjem i Hejlskov, en Landsby nogle Mil fra Hjortshøj.

 

Han havde været på Markedet i Løgten med en Ko for sin Fader og skulle have Pengene for den med hjem.

 

En stor Eftersøgning blev sat i Gang af Omegnens Folk, og Herredsfoged Honnens lod foretage Afhøringer, men uden Resultat.

 

Den ene Dag gik efter den anden, og Uge efter Uge.

 

Først den 20. altså omtrent tre Uger efter fandtes Søren som Lig. To Smådrenge, der vogtede Kreaturer i den nærved liggende Sofie Amaliegårds Skov, fandt ham liggende i et lille Vandløb.

 

Han lå på Maven med Ansigtet trykket ned i Vandet. Han var til dels dækket til med Græstørv og Blade.

 

Ved en Undersøgelse i Nærheden af Stedet fandtes ca. 20 Alen derfra hans Hue gemt under en Græstørv, og 30 Alen derfra igen fandtes hans Stok.

 

Hans Pengepung med de 150 Kroner, han havde fået for Koen, en 100­ Kr. og en 50 Kr. Seddel, og hans Pibe var borte, hans Kravebryst manglede og kunne ikke findes.

 

Obduktionen viste, at han havde en Bule i den højre Isseregion. Døds­årsagen måtte antages at være Kvælning ved, at hans Hovede var blevet trykket ned i Vandet og den mudrede Bund.

 

Med Hjortshøj-Sagen i Erindring foranledigede Justitsminister Alberti, at der straks blev udfærdiget kongelig Ordre til Kriminalretsassessor, den senere Justitiarius From om som Kommissionsdommer at foretage Under­søgelse af Sagen, og samtidig beordredes Assessoren til at genoptage Undersøgelsen i Hjortshøj-Sagen.

 

Til Assistance fik han de kendte københavnske opdagere Overbetjent Marckmann og den senere Kriminalassistent Liktner.

Kommissionen afrejste Dagen efter.

 

Efter at have taget Gerningsstedet i øjesyn, var det Billede, man dannede sig af Forbrydelsens Forløb, at Drengen og Gerningsmanden var fulgtes ad ind gennem Skoven. Gerningsmanden havde så pludselig grebet Drengen i, Brystet og forlangt de Penge, han havde, men Drengen, der var stor og kraftig af sin Alder, havde slidt sig løs og var flygtet forfulgt af Gernings­manden, der havde taget hans Stok op. Hvor denne fandtes, var Drengen blevet indhentet, og Gerningsmanden havde tildelt ham Slaget i Hovedet med Stokken. Slaget havde dog ikke været værre end, at Drengen kunne fortsætte sin Flugt, men ved Vandløbet var han atter blevet indhentet, muligvis fordi han havde forfejlet sit Spring over det, og Drabet var så sket.

 

At Gerningsmanden måtte være en yngre Mand, særdeles vel til bens, var sikkert, for Søren var kendt som en udmærket Løber.

 

Ved en nu foretaget nøje Undersøgelse af Mordstedet og dets Omgivel­ser fandt Opdagerne på et lille Birketræ lige ved Siden af det Sted, hvor Huen var fundet, nogle Blodpletter, som kunne formodes at være afsat ved at Gerningsmanden, da han trampede Græstørven ned, havde støttet sig til Træet.

Det blodige Mærke blev savet ud og sendt over til Centralbureauet for Identifikation, men brugelige Finger- eller Håndaftryk var der ikke på det.

 

En Skovbetjent indleverede et Lommetørklæde med Bogstaverne S.R., som han havde fundet længere borte, men hvornår det var tabt og af hvem, kunne man ingen Ide have om, da der i de foregående Dage havde været mindst 500 Mennesker inde i Skoven for at betragte Gerningsstedet.

 

Kommissionen havde straks den Skuffelse, at en Undersøgelse af den Dræbtes Klæder ikke kunne give noget Resultat.

 

Herredsfogden havde nemlig, da de var så snavsede, givet Ordre til, at de skulle vaskes og renses(!), og de lå nu i en gammel snavset Sæk.

 

De var endda klippet i Stykker, hvad der var gjort, da Obduktionen skulle foretages.

Den Måde, hvorpå Liget var dækket til med Græstørv og Blade, lig­nede ganske Måden, Krybskytter benytter til at tildække et skudt Stykke Vildt, som de først senere vil afhente.

Blandt de Rygter, der gik på Egnen med Hensyn til, hvem Gernings­manden kunne være, var der også et, der pegede på en Person, Julius Jensen, der var kendt som en ihærdig Krybskytte, og hvis Omdømme i øvrigt var slet.

 

Det viste sig, at han havde været på Markedet i Løgten, hvor han alle­rede ved Middagstid var halvfuld.

Ved de fortsatte meget omfattende Afhøringer fik Opdagerne oplyst, at forskellige Mennesker ved  1 ½ Tiden havde set eller mødt to Personer sam­men på Landevejen, en voksen Mand på 35-40 År og en Dreng på 14­ - 15 År.

 

Da det ikke var Jensen muligt at skaffe Vidner på, hvor han havde været mellem Kl.  1 og 3 ½  og da det Signalement, flere af Vidnerne gav, kunne passe på ham, blev han anholdt og arresteret.

 

Ingen af Vidnerne turde dog påstå med Bestemthed, at det var ham, de havde set. Han lignede ham meget, det var alt, hvad de kunne sige, og ingen af dem havde kendt den myrdede Dreng.

 

Jensen påstod, at han ikke, havde været borte fra Markedspladsen, før han tog hjem om Aftenen. Hele Eftermiddagen var han gået omkring og havde sviret sammen med forskellige, og han var efterhånden blevet fuld­stændig beruset.

 

Den sidste Påstand var rigtig nok, men den kriminelle Tid mellem Kl. 1 og 3 ½  kunne han stadig ikke gøre Rede for, og de Personer, han henviste til, kunne ikke huske noget om, hvad Klokken havde været, for de havde også været fulde.

 

Nogen Oplysning om, at han havde givet mange Penge ud i den senere Tid, eller at han havde vekslet en 100 Kr. Seddel eller en 50 Kr. Seddel, kunne ikke skaffes.

 

Andre Personer, der havde været Genstand for Mistanke fra Befolknin­gens Side, blev afhørt, og deres Forhold nøje undersøgt, men det viste sig hver Gang, at der Ikke var Grundlag for en Sigtelse.

 

Alle, hvis Navn begyndte med S.R., var Genstand for særlig Opmærk­somhed, og deres Beholdning af Lommetørklæder, hvis de havde nogle, blev efterset, men heller ikke det gav noget Resultat.

 

Da Jensen havde siddet arresteret et Stykke Tid, og det trods al Energi fra de to Opdageres Side ikke havde været muligt at skaffe yderligere frem til Støtte for Sigtelsen mod ham, blev han i Slutningen af Juni løsladt, idet Assessoren førte en Bemærkning til Protokollen bl.a. om, at "flere af de mod Arrestanten fremhævede Indicier havde vist sig at være urigtige eller uden Betydning."

 

Dommeren fandt derhos Anledning til at bemærke, at "han efter den Hold­ning, Arrestanten havde indtaget under Forhørene, og som ikke tydede på, at han havde nogen svær Byrde på Samvittigheden, trods alt, hvad der i øvrigt talte imod ham, efterhånden havde fået det personlige Indtryk, at det i hvert Fald var meget tvivlsomt, om Arrestanten var Gerningsmand til Mordet.

 

Det havde trods ihærdige Undersøgelser ikke været muligt at få oplyst, at Arrestanten efter Markedsdagen havde givet usædvanlig mange Penge ud eller fået større Pengesedler vekslet.

Når Arrestanten ikke kunne bevise sit Alibi i Tiden fra Kl. 1 til 3 ½ , lå det sikkert i, at Arrestanten i dette Tidsrum havde sviret med to andre Per­soner, og at begge disse efterhånden var blevet så berusede, at de hverken kunne bekræfte eller benægte Arrestantens Tilstedeværelse.

 

Dommeren henviste i denne Henseende til, at Arrestanten, for hvem det var at gøre at bevise sin Tilstedeværelse på Markedspladsen i det pågæl­dende Tidsrum, ikke straks men først lidt efter lidt havde opgivet de Per­soner, han mente, kunne bevise hans Alibi."

 

Undersøgelsen fortsattes med Afhøringer af så godt som alle Egnens Folk.

Man så bort fra, at Gerningsmanden, hvad det var det rimeligste at an­tage, var en Mand, som Søren havde kendt, for han, der var en fornuftig og forsigtig Dreng, ville næppe af en fremmed have ladet sig lokke ind i Sko­ven, der ikke var den mest direkte Vej til hans Hjem og en Vej, som han ikke kendte.

 

Men ingen havde set nogen fremmed, og det var ikke muligt at frem­skaffe yderligere i Sagen.

 

I Hjortshøj-Sagen gennemgik Kommissionen hele det tidligere Materiale fra Bunden.

Det blev trods forskellige afvigende Meninger, der var fremkommet i de forløbne År, slået fast, at Afdødes Klæder havde været gennemvåde, da hun blev fundet, og at Mordet således måtte være sket den 9. Maj ved Middagstid.

 

At en Del Mennesker der allerede samme Dag ved 1-Tiden havde pas­seret Hulvejen på Vej til en Begravelse, ikke havde set de store Blodpletter, hvad man senere havde fundet mærkeligt, kunne forklares ved, at disse var inde i Græsset ved den ene Vejkant, og at det den Dag var Regn og Storm, så at de, der færdedes ude, havde nok med at tænke på at komme frem, og måske endda havde haft Paraplyer slået op, og for øvrigt kunne de jo havde gået på den anden Side af Vejen.

 

Den tidligere Sigtelse mod den myrdede Piges Fader fandt man ganske uholdbar, ja nærmest meningsløs.

 

Der fremkom derimod Omstændigheder, der gjorde, at Assessoren arre­sterede hendes tidligere Kæreste.

 

Det var oplyst, at han på Tidspunktet for Mordet havde stået udenfor Gården, hvor han dengang tjente, og derfra havde han kunnet se Marie forlade Købmandsforretningen, og der havde da været akkurat Tid for ham til at løbe hen og møde hende i Hulvejen.

 

At han i sin Tid havde holdt meget af hende, var sikkert, og at det også havde skuffet ham, at hans Håb om ved sit Giftermål med hende at komme til at arve hendes Faders Gård nu ved hendes forestående For­lovelse bristede, det mente man også var sikkert.

 

Hans noget mærkelige Opførsel straks efter Mordet, han ville således ikke med til hendes Begravelse, tillagde man nu større Vægt, end man havde gjort tidligere, og Vendinger i Breve, han efter at Afdøde havde hævet deres Forlovelse, havde skrevet til hende, fandt man nu kunne forstås som for­blommede Trusler mod hende.

 

l det første Forhør var han meget nervøs og tilbageholdende og vaklende i sine Svar.

 

Da Assessoren lagde et Fotografi af den Myrdede frem for ham og opfor­drede ham til at betragte det nøje, faldt han besvimet om, og da han var kommet til sig selv, jamrede han sig højlydt.

 

Assessoren afbrød så Forhøret.

Da det blev genoptaget et Par Dage efter, havde Arrestanten i Mellem­tiden haft Besøg i Arresten af nogle af sin Familie, og han var nu bemær­kelsesværdigt mere rolig. Han nægtede bestemt at have begået Ugernin­gen eller at være vidende om, hvem der havde forøvet den.

 

Da der ikke kunne skaffes yderligere frem til Bestyrkelse af Sigtelsen, blev han kort efter løsladt.

 

Undersøgelsen fortsattes nogen Tid uden videre Fremgang, og da Un­dersøgelsen i Hejsskov-sagen faktisk var sluttet, rejste Assessor From hjem i September Måned.

 

Opdagerne blev endnu nogle Uger på Egnen, så gav de også op.

 

Det følgende År blev Hejsskov-sagen reassumeret i Anledning af, at en forhenværende Politibetjent fra Randers havde tilbudt Justitsministeriet sin Assistance til Opklaringen af den, og Ministeriet havde modtaget Tilbudet på de Vilkår, at Betjenten skulde stille sig under Assessor Froms Ledelse.

 

Noget som helst kom der ikke ud af det. Betjenten kunne intet udrette, og i det eneste Retsmøde, Assessoren afholdt i København, blev der kun til Protokollen fremlagt en hel Del Rapporter fra forskellige Jurisdiktioner, hvor man hver Gang, man havde en Anholdt eller Sigtet, der havde været på Hejlskov Kanten, havde afhørt ham nærmere om hans Ophold der.

 

l de følgende År kom der Gang på Gang til Politiet Meddelelser, som foranledigede nye Undersøgelser, men hver Gang var Resultatet negativt. l 1927 blev der til Justitsministeriet indgivet en Adresse fra en Del Be­boere på Egnen, der anmodede om, at Hjortshøj-Sagen måtte blive gen­optaget.

 

Daværende Overvagtmester Himmelstrup blev sendt derover og foretog en grundig Undersøgelse af de Punkter, man mente var af Betydning, men der fremkom heller ikke denne Gang noget, der blot kunne begrunde en Genoptagelse af Sagen.

Den var fra første Færd mishandlet og vanrøgtet.

Så hvem der myrdede Marie Sørensen og den lille Søren, vil nu for­mentlig stedse forblive Gåder.