Holsteinsgade-Sagen.

(1912)

   

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel. 

 

NATTEN mellem den 6. og 7. December 1912 Klokken 3,09 kom Blikken­slager Carl Kocks Hustru Marie ind på Politistationen i Nordre Fri­havnsgade og anmeldte, at hendes Mand umiddelbart forinden var blevet myrdet i deres Lejlighed i Holsteinsgade Nr. 8, stuen, af nogle Indbrudstyve, der tillige havde røvet 2500 Kr.

 

Den vagthavende Overbetjent lod tre Betjente følge hende tilbage, og alar­merede Opdagelsespolitiet.

 

Betjentene fandt den Dræbte liggende i Soveværelset. De sendte Bud efter en Læge, der konstaterede Døden og udstedte Attest. Af en lille Pengekasse, som Fru Kock bad Lægen tage med ud fra Sovekammeret, hvor hun selv ikke ønskede at gå ind, tog hun en Femkroneseddel og betalte dermed.

 

Fra Opdagelsespolitiet kom kort efter Chefen, Politiinspektør Henrik Mad­sen, Souschefen, Overbetjent Jacobsen og Overbetjent (den senere Souschef, Politikommissær) Schou.

 

I Drosken på Vejen ud til Gerningsstedet havde de drøftet Sagen og bl.a. talt om, hvorledes Afhøringen af Husets Beboere skulle iværksættes, og om Afspærringen mon nu også var foretaget rigtigt, da det jo måtte forven­tes, at Gaden, i hvert Fald Huset, var i Oprør.

 

Det var derfor ikke så lidt af en Overraskelse, at Gaden var ganske men­nesketom, og at der ikke var Lys i et eneste Vindue i hele Huset.

 

En anden af Opdagelsespolitiets betroede Folk, Overbetjent, nu Kriminal­assistent Balle, fik til Opgave at tage Fru Kock, der var omtrent helt på­klædt og havde Håret sat op, og som var forbavsende rolig og behersket, hvad man dog var klar over kunne skyldes, at hun var "ganske stivnet", hen på Stationen og optage Rapport, og så holde hende i Ånde, til den første Undersøgelse på Gerningsstedet var foretaget.

 

Til Rapporten forklarede hun, "at hun var gået i Seng ved 11 Tiden, ­Manden havde været syg og sengeliggende hele Dagen, hun havde ikke hørt Gerningsmændene komme ind i Værelset, men var vågnet ved at mærke, at der ligesom lå en Person over hende, og hun mærkede noget over Hovedet, men om det var Dynen eller hvad det var, vidste hun ikke. Hun var ved at kvæles, syntes hun, men det lykkedes hende at få sig drejet så meget, at hun kunne få begge sine Hænder op for Munden, så hun kunne trække Vejret.

 

Hun hørte, at der foregik en Kamp, der var så voldsom, at Sengene syntes at skride på Gulvet, men det hele varede kun så meget som et Minut. Så blev hun fri, og da hun fik Hovedet op over Dynen eller muligvis var det kun Lagenet - så hun ved Skæret af en lille Natlampe, der ellers altid stod på Toiletmøblet ved hendes Seng, men som Gernings­mændene havde flyttet ind på Bordet i Spisestuen, Ryggen af en lille Mands­person, der forsvandt ind i denne Stue.

 

Da hun lidt efter hørte ham løbe ned ad Trappen, sprang hun ud af Sengen, iførte sig noget Undertøj og tog sit Overstykke på og styrtede så hurtigt, hun kunne, hen på Politistationen.

 

Hun gjorde ikke Anskrig og hun forsøgte heller ikke at få fat i en Læge, hendes eneste Tanke var, så hur­tigt som muligt at få tilkaldt Politiet, og det kunne ikke have taget mere end et Par Minutter, før hun nåede hen på Stationen, sådan som hun løb.

 

Forinden hun gik, havde hun set, at en stor Pengekasse, der havde sin Plads i et aflåset Skab i Skrivebordet i Spisestuen, stod åbnet på Bordet, og at der var taget 2500 Kr. i 500-Kronesedler ud af den".

 

Ved Undersøgelsen i Lejligheden konstateredes det, at Drabet var begået dels med en tung Genstand, formentlig en Hammer, der lå uden Skaft på Gulvet, og dels med en Kniv.

 

I Komfurets Askeskuffe fandt Schou en Seddel, påskrevet: "Du skal igennem Spisestuen".

Denne Seddel kendte Formiddagspigen, der imidlertid var kommet til Stede, ikke noget til.

 

Endvidere fandtes i Klemme bag Natbordet ved Mandens Seng et Væk­keur, der var gået i Stå Kl. 2,05.

 

Yderligere gjordes den også betydningsfulde Observation, at en Lysedug på Natbordet op til Hustruens Seng lå ganske glat og urørt, hvilket ikke kunne stemme med, at Indbrudstyve havde stået og bakset med hende dér.

 

Endelig fandtes der Blodpletter op langs Forsiden af den Natkjole, hun havde haft på.

Til Lejligheden var der Adgang foruden fra Hoved- og Køkkentrappe tillige ad en indvendig Trappe fra Butikken i Kælderen.

Butiksdøren var sikret med et Alarmapparat, der ringede, når den blev åbnet, eller der blev rusket i den.

 

På Vejen tilbage til Politikammeret gik Vækkeuret pludselig i Gang.

 

Det var da klart, at det ikke havde været løbet ud, men var gået i Stå ved at falde ned.

Altså, Mordet var begået Kl. 2, og ikke, som Fru Kock havde forklaret, umiddelbart forinden hun kom ind på Politistationen Kl. 3,09.

 

Under den fortsatte Afhøring havde hun indviklet sig i forskellige Unøj­agtigheder og Selvmodsigelser på tilsyneladende uvæsentlige Punkter, bl.a. angående den lille Pengekasse og Pengene deri, og om Eftermiddagen Kl. 3 blev hun sat under Anholdelse uden at være foreholdt nogen Sigtelse, og Sagen blev straks henvist til Retten, hvor den blev overdraget Assessor Riise.

 

Ganske kort efter kom hun i Forhør.

Hun fastholdt i adskillige Timer sin Anmeldelse trods Forehold af de vægtige Indicier, der var mod hende. Først hen ad Midnat, da hun på et Spørgsmål fra Dommeren havde sagt, at Assessoren da vel ikke troede, at det var hende, der havde begået Mordet, og hun havde fået det Svar: "Nej, men jeg tror bestemt, at De ved, hvem der har gjort det," gik hun til Be­kendelse.

 

Hun forklarede, at hun havde en Kæreste, en Husejer Poul Hansen. Han havde efterhånden ganske fået Magt over hende, og et Par Uger i For­vejen havde han foreslået, at de skulle dræbe hendes Mand, men der var dog ikke blevet noget Alvor af det dengang, men så den foregående Aften var han ved 8-Tiden kommet ned til hende i Butikken og havde sagt, at nu skulle det være, nu ville han ikke vente længer, for som han sagde: "Jeg har koldt. Blod i Aften."

 

Hun havde så på hans Opfordring givet ham Nøglerne til Butikken, og havde da hun gik op i Lejligheden, slået Alarmklokken fra.

 

Hun havde senere skrevet Sedlen, men atter kastet den i Komfuret, da hun tænkte over, at han nok fandt Vej uden den.

 

Sin Mands Revolver havde hun lagt frem på Spisestuebordet, og var så efter at have givet Manden noget Medicin, gået i Seng. Hun havde ligget vågen og ventet, til hun hørte ham komme. Da hun så ham i Dør­åbningen, vinkede hun ham ind. Hun hørte, at der opstod en Kamp, hun sprang så ud af Sengen og var løbet forbi de Kæmpende ind i Spisestuen, og det måtte være ved den Lejlighed, at hun havde fået Blod på Nat­kjolen.

 

Kort efter kom Hansen ud fra Soveværelset, hun tog så Pengekassen frem og gav ham 2800 Kr. hvorefter han, efter at have vasket sig i Køkkenet, gik ud ad Butiksdøren.

 

Når hun overhovedet var gået med til at drøfte at dræbe sin Mand, var det, fordi det var den eneste Måde, forekom det hende, på hvilken hun kunne blive fri for ham. Ægteskabet havde de sidste År ikke været godt, han var hende åndeligt overlegen og benyttede sin Overlegenhed til stadig at holde hende nede.

 

De havde indledet Separationsforhandlinger, men så havde manden fået Mistanke om, at hun havde en anden, og havde afbrudt Forhandlingerne, og da Hansen så var blevet ved med at presse på, havde hun givet efter for ham.

 

Efter at have afgivet denne Tilståelse, blev hun arresteret.

Hvor sikker man i Opdagelsespolitiet var på, at hun var meddelagtig i Forbrydelsen, fremgår af en lille Ordveksling mellem Assessor Riise og en af de ledende Opdagere.

 

Da Assessoren hen på Aftenen endnu ikke havde kunnet få hendes Til­ståelse, spurgte han om, hvad Politiet ville gøre, hvis han nu løslod hende, og han fik da prompte det Svar: "Så anholder vi hende igen."

 

Hansen blev nu eftersøgt med fuld Kraft. Aviserne bragte den følgende Dag hans Billede, Opdagere blev sendt ud til alle de Steder, hvor der var nogen Mulighed for at træffe ham, nogle blev sendt til Frederikssund, hvor det kunne tænkes, at han var rejst hen, en større Stab blev dirigeret til Sla­gelse, hvor man mente at have set ham.

 

Noget blodigt Tøj, en Jakke, en Vest, en Skjorte og en Flip, alt sammen mærket bl.a. med et H, blev Dagen efter fundet ude på Kløvermarken.

 

Men først tre Dage efter blev han anholdt. Betjenten i Skelskør var blevet gjort opmærksom på, at det vistnok var den Efterlyste, der var til Stede i et Hus, hvor han havde lejet sig et Værelse.

 

Betjenten tog en Kollega med og vandrede af Sted. De traf Personen, som de dog ikke var sikre på at genkende efter det Billede, de havde set af ham i "Politiken ", da han som Betjenten skrev i sin Rapport, jo havde forandret Udseende, navnlig ved at han havde afraget Hageskæget, men da de mente, at han nok havde et eller andet på Samvittigheden, erklærede de ham for anholdt og opfordrede ham til at følge med.

 

Så vandrede de alle tre tilbage, indtil pludselig den Anholdte vendte om og forsvandt i stærkt Løb udover nogle Marker.

 

Det konstateredes hurtigt, at han havde taget en Robåd og var roet over Fjorden, hvor han havde fået fat i en Sejlbåd og med den var stukket ud i Storebælt.

 

Den næste Morgen landede han i yderst forkommen Tilstand noget læn­gere oppe ad Kysten i Nærheden af Korsør. Han søgte ind i et Hus, hvor han blev genkendt, og Politiet blev underrettet.

 

Denne Gang passede man bedre på ham, og efter at han havde været fremstillet ganske kort i Retten, og der havde erkendt at være den Efterlyste, blev han i et af Falcks Redningskorps' Automobiler, som af Opdagelsespo­litiet var sendt efter ham (Politiet havde endnu ikke selv Vogne dengang), ført tilbage til København, og til stor Fortrydelse for de ventende Journali­ster kørt direkte over i Arresten på Ny torv.

 

Han blev straks fremstillet for Dommeren, overfor hvem han, efter først at have nægtet enhver Delagtighed i Mordet udbrød: ,,I Guds Navn, jeg er skyldig", og han aflagde derefter en Tilståelse, der i det væsentlige var overensstemmende med Fru Kocks.

 

Hvilket Motiv han havde haft, var det vanskeligt at få ham til at sige; han nægtede, at det var for at komme i Besiddelse af den Afdødes Penge, og han kunne på den anden Side ikke påstå, at det var for at blive gift med sin Medskyldige. Han var selv separeret fra sin Hustru, men holdt stadig meget af hende og besøgte hende ofte, bl.a. havde han været der om Aftenen, nogle Timer før han begik Mordet.

 

Der havde, efter hvad Hustruen senere forklarede, ikke været noget usæd­vanligt at mærke på ham, og han havde, som han plejede, lige før han gik, bedt Aftenbøn med hende.

 

Fra hende var han gået hen på et Par Beværtninger, men han var ikke blevet beruset. Så var han gået hjem i sit Logis, til han ved 1 Tiden havde begivet sig afsted. Da han var kommet ind i Kocks Lejlighed, var han blevet stående i over en Time i Køkkenet, inden han kunne bekvemme sig til at gå videre, "det kæmpede stærkt i ham, men så havde det Onde sejret", udtrykte han sig.

 

Næste Morgen besøgte han sin Hustru og fortalte hende, at der var be­gået et afskyeligt Mord lige overfor, hvor han boede. Derefter opsøgte han to Sagførere, og gik så hen på et af de større Hoteller og fik et Værelse. Et Par Timer efter gik han ud til Kløvermarken og bortkastede sit blodige Tøj, som han havde haft med i en Kuffert, og tog så med et Tog fra Valby Station til Slagelse og derfra videre til Skelskør.

 

Medens denne Tilståelse kom hurtigt, varede det adskillig Tid, inden han ville indrømme, at det var ham, der den foregående Januar havde sat Ild på et Badehotel ved Vejle, som han da var Ejer af, og der gik endnu et godt Stykke Tid, før han indrømmede, at han 10 År i Forvejen havde givet en ung Pige, der skulle have et Barn med ham, noget Arsenik, som han vidste, hun ville tage ind, skønt han var klar over, at det Kvan­tum, han gav hende, var absolut dræbende, men han ville fremdeles på­stå, at han ikke havde kunnet vide, at hun ville tage det alt sammen på een Gang.

 

Forinden han aflagde de to sidste Tilståelser, fyldte han i Arresten et helt Kollegiehæfte med en Selvbiografi.

 

Han fortæller heri, hvorledes Jens Nor, som han kalder sig selv, henle­vede sin Barndom lykkeligt på den store Gård ved Vejleegnen, som hans Fader var Ejer af, om sin Ungdom på Højskole og som Forvalter på for­skellige Gårde, om de første lykkelige År i sit Ægteskab, hvorledes han derefter overtog den fædrene Gård, men satte den overstyr, fordi han i

 

sin Ærgerrighed efter at være den førende på Egnen først forbyggede sig på Badehotellet og senere var med til at oprette et Elektricitetsværk.

 

Der­efter hvorledes han levede fra Hånden og i Munden men dog stadig tum­lede med store Planer, f. Eks. Køb af et stort svensk Gods til 425,000 Kr., som han virkelig fik Slutseddel på, skønt han ikke ejede en Øre, hvorledes han købte et Provinshotel og for den ham forud erlagte Forpagtningsafgift fik Penge nok til den kontante Udbetaling, og senere overtog en Mineralvands­fabrik, som han fik omdannet, til et Aktieselskab, som han blev Direktør før, men hurtigt blev afskediget fra, hvorledes han på en mærkelig Måde fik Købekontrakt på en Ejendom i Holsteinsgade, hvor han flyttede ind i et Pensionat og fra sit Vindue første Gang fik øje på Fru Kock.

 

Derefter omtaler han sit Forhold til hende, som han hele Tiden lader være den aggressive. Han skriver: "Da var det en Aften, hun og Jens var sammen og talte om Tingene og hun i Samtalens Løb kom med den ytring, det er også grusomt, at han ikke kan forsvinde, han er jo ingen Verdens Nytte til.

Jens svarede hertil, han er jo syg, så han kan måske snart for­svinde. Der blev ikke den Aften taget nogen Bestemmelse, men næste Gang, de mødtes, kom det på Tale, at han skulle ryddes af Vejen, men hvor­ledes derom blev der ingen Aftale.

Jens havde efterhånden hildet sig ind i et Garn, som han ikke var Mand for at rive sig ud af, han var ked af det Hele og følte Angst overfor Fremtiden og fortrød alt, hvad han havde lovet.

Hun var imidlertid energisk og søgte Forbindelse med Jens til enhver Tid både pr. Telefon og personlig, og hver Gang spurgte hun, nå hvad bliver det til, vil du holde dit Ord eller vil du ikke.

Jens unddrog sig Uge efter Uge og Måned efter Måned, han kunne ikke gøre det. Da skete det, at han kom i hendes Forretning i et Ærinde en Aften i December Måned, og det første hun så ham, sagde hun, i Aften skal det være, min Mand er syg, og Jens, stakkels Jens, gik ind derpå, det blev aftalt, at han skulle komme en Gang senere den Aften for at få Nøglerne.

Jens kom også, og de aftalte, hvorledes Ugerningen skulle finde Sted senere på Natten. Jens gik en lang Tur og var inde på 3 Cafeer, ingen Steder havde han Fred, og ingen Steder kunne han holde ud at være, hans Hoved var færdig ved at sprænges.

Da Klokken var 11, gik Jens hjem på sit Kammer, her knælede han ved sin Seng og bad og tryglede Gud om at forhindre hans Gerning, og først efter en Times Kamp fik Djævelen Magten og Jens gik dertil, hvor han havde lovet at komme. Døren var åben til Køkkenet, og her måtte Jens opholde sig en Time. Han kunne ikke gå et Skridt længere, han så alle sine Kære for sig og bad igen til Gud og var flere Gange ved at løbe derfra.

Her lå en Revolver, som det var Meningen, at han skulle bruge, men nej, han kunne ikke. Da Uret slog 2 tog Djævelen Magten fra Jens og på hendes Vink gik han ind og udførte Ugerningen (stakkels Jens)".

 

Intet Sted i denne Beretning så lidt som nogensinde under Forhørene viste han oprigtig Anger, den Følelse, der beherskede ham, var nærmest en uendelig Medynk med sig selv.

 

Han slutter Beretningen således: "Det hele blev selvfølgelig opdaget og opklaret, Konen og Jens blev arresterede, dømt til Døden, benådet med livsvarigt Tugthus, 2 År senere begik Jens Selvmord i Tugthusets Celle. Han kunne ikke mere, det var blevet for svært at leve for Jens".

 

Hans Forudsigelse af Sagens Udfald var rigtig for så vidt Straffene angik.

Ved Kriminalrettens Dom blev både han og Marie Kock dømt fra Livet. Efter Dommens Afsigelse viste hun visse Tegn på Sindssyge, og hun blev derfor indlagt til Observation på Oringe.

 

I Erklæringen derfra udtales bl.a., at "hun er et defekt anlagt Individ, hvis Intelligens utvivlsomt står langt under Normen, og endnu mere på­faldende er hendes Defekt på Følelses- og Villielivets Område ... , i højeste Grad passiv og uselvstændig, giver modstandsløst efter for ydre Indflydelse . . .. yderst snæver åndelig Horisont .... Til hendes medfødte Defekt er der under Arrestopholdet, og uden Tvivl så sent, at det er uden Betyd­ning for Bedømmelsen af hendes Tilregnelighed i Gerningsøjeblikket trådt en vistnok akut opstået Psykose af paranoid Art ....

 

Konklusionen er, at hun er åndssvag og i Øjeblikket lider af Sindssyg­dom".

 

I sin Dom af 16. Februar 1914 nævner Højesteret Lægeerklæringens Ud­talelse om, at Marie Kocks Sindssyge er opstået så sent, at den ikke kan have Betydning for Spørgsmålet om hendes Tilregnelighed i Gerningsøje­blikket og anfører, at der heller ikke i øvrigt foreligger noget, som kunne medføre en forandret Bedømmelse af hendes Tilregnelighed med Hensyn til det begåede Mord, hvorfor den indankede Dom for begge de Tiltaltes Ved­kommende vil være at stadfæste i Henhold til de anførte Grunde, mod hvilke intet Væsentligt findes at erindre.

 

Straffene blev ved kongelig Resolution ændret til Tugthusarbejde for Livstid.

 

Marie Kock blev benådet i September 1929, Hansen i Juni 1934.

Noget Forsøg på Selvmord havde han ikke gjort, således som han havde bebudet.