Jan Ump.

(1887)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

DA Det forenede Dampskibsselskabs Damper "Morsø" Tirsdag d 18. Ok­tober 1887 var på Vej fra Riga til København, observerede man ved Middagstid i Farvandet mellem Bornholm og den svenske Kyst i Nærheden af Sandhammeren en russisk Skonnert med Nødflag oppe.

 

Efter at der var styret hen mod det nødstedte Skib, blev en Båd sat i Vandet bemandet med Styrmand Andresen og 5 Matroser.

 

Da Båden nærmede sig, kom en Mand af Besætningen med Blod løbende ned ad Ansigtet vaklende hen til Rælingen og kastede en Trosse ud.

 

Ombord mødte der Styrmand Andresen og, hans Folk et mærkeligt Syn. Med et Reb om Halsen fastgjort til et af Vanterne og med Hænder og Fødder bundet sad der på Dækket en ung Mand blødende af et Sår i Ho­vedet og stadig bevogtet af ham, der havde kastet Trossen ud.

 

Denne sidste forklarede, at han var Skonnertens Styrmand, Nuck var hans Navn, og den unge Mand var Jungmand Jan Ump.

 

Kaptajnen og de andre 5 Mand af Besætningen havde Ump Aftenen før myrdet, og deres Lig havde han kastet overbord.

 

På Dækket stod en Skibskiste, bl.a. indeholdende et Par lange Støvler.

Nuck forklarede, at Kisten tilhørte den afdøde Kaptajn, og at han sikkert havde haft Støvlerne på den foregående Aften.

 

Ved en foreløbig Undersøgelse sås alt at ligge hulter til Bulter i alle Lukaf'erne. I Folkelukafet lå der på Gulvet en Guldring, som Styrmand Nuck bestemt mente, Kaptajnen havde haft på sin Finger, da han altid gik med den. I Jungmandens ene Bukselomme lå der et Guldur med Kæde, som Styrmanden genkendte som Kaptajnens.

 

Flere Steder på Dækket var der store Blodpletter, der var dækket over med Tjære.

Efter at Sejlene var bjærget og en Trosse ført over til "Morsø", blev Nuck og Ump bragt over på Damperen, der så tog Skonnerten på Slæb og bug­serede den ind til Havnen her.

 

Politiet blev hentet og bragte straks styrmand Nuck, der var meget med­taget, til Frederiks Hospital.

Ump blev straks fremstillet i Retten, hvor han efter ganske kort Afhø­ring tilstod sig skyldig i Mord og blev arresteret, og så indlagt på Kom­munehospitalet.

 

Tre Dage efter satte Kriminalretsassessor Ingerslev, til hvem Sagen var overdraget, Retten på Hospitalet.

 

Ump opgav at være 20 År gammel, født på Øen Kino i den rigaiske Bugt.

 

Han forklarede, at, medens Skonnerten, der hed Johannes og var hjem­mehørende i Lifland, lå i Riga, stjal han noget Tovværk, som han for­ærede til en Bekendt.

 

Da Tyveriet var blevet opdaget, blev han, også på Grund af forskellige Små forseelser, de følgende Dage gentagne Gange ilde behandlet med Slag både af Kaptajnen og Styrmanden og de øvrige Folk.

 

Dette bragte ham i en så fortvivlet Sindstilstand, at han bestemte sig til at gøre en Ende på sit Liv, og i dette Øjemed sprang han Lørdag den 15. medens Skibet befandt sig i rum Sø, overbord. Han blev imidlertid fisket op igen, uden at der ved den Lejlighed blev tilføjet ham videre Overlast.

 

Den påfølgende eller en af de nærmest påfølgende Nætter gik han op på Dækket, hvor også Kaptajnen og alle 5 Matroser var til Stede, medens Styrmanden var i sin Kahyt.

 

Da Kaptajnen nu atter slog ham, blev han grebet af et vildt Raseri og uden at være i Stand til at gøre nærmere Rede for Enkeltheder, anfaldt og dræbte han derefter en for en Kaptajnen og de 5 Matroser. Af disse Drab udførte han de 5 første ved Hjælp af en Knippel, det sidste (en af Matro­serne) med en Økse.

 

Intet af Ofrene, undtagen den allersidste, hvem han vist måtte give 2 Hug, udstødte noget Skrig eller Råb. Ligene kastede han overbord, uden at han kan sige, om det Skete straks eller først senere.

 

Efter således at have dræbt de 6 på Dækket, begav han sig ind i Styr­mandens Kahyt i den Hensigt også at ombringe ham. I Kahytten huggede han løs på Styrmanden, vistnok med Øksen, og der opstod en Kamp mel­lem dem, under hvilken det lykkedes Styrmanden at tvinge ham ud af Ka­hytten. Styrmanden kom derefter over i Kaptajnens Kahyt, hvor Ump først søgte at angribe ham udefra gennem Vinduet og derefter søgte at drive ham ud ved at hælde Petroleum derind og antænde dette, uden at dette dog lykkedes.

 

Styrmanden opfordrede ham nu til at forføje sig bort fra Skibet, idet han truede med ellers at gøre en Ulykke på ham. Han satte så ved egne Kræfter Skibets Båd i Vandet og samlede forskellige Sager sammen, som han ville tage med sig, men Styrmanden kom nu op på Dækket og slog ham til Jorden med et eller andet Redskab, hvorefter han slæbte ham hen til Rælingen og søgte at kaste ham overbord.

Han bad imidlertid for sit Liv, og Styrmanden snørede da et Reb om hans Hals, så han var ved at kvæles og bandt ham fast til Vantet.

 

Dommeren bemærkede, at Arrestanten nu var i en yderst nedtrykt Sinds­stemning og talte med svag og klynkende Stemme. Intet tydede dog på, at han ikke befandt sig i en fuldkommen tilregnelig Tilstand, hvad også den tilstedeværende Læge attesterede.

 

Samme Dag blev styrmand Nuck afhørt på Frederiks Hospital.

 

Han forklarede, at han Natten mellem den 17. og 18. vågnede ved, at han fik et Slag over den

ene Skulder. Han så Jungmanden stå foran Køjen med en Økse i Hånden.

 

Han sprang op, og det kom til et Håndgemæng, hvorunder han fik alle de Sår, han nu havde. Ump flygtede så ud af Kahytten og han selv søgte Tilflugt i Kaptajnens Kahyt og låsede begge Døre både den ud til Gangen og den ind til Soverummet.

 

Ump kom straks efter tilbage og sprængte dem begge to, men det lyk­kedes Styrmanden at holde fast på den inderste, og da han råbte ud, at han ville skyde med ”denne her Revolver" (han havde ingen), gik Ump igen sin Vej. Lidt efter kom han imidlertid tilbage og begyndte at sømme den yderste Dør til.

 

Så slog Ump det ene Kahytsvindue ind og begyndte med en Bådshage at stikke efter ham. Så opgav han dette, men lidt efter kom han tilbage og hældte en Dunk fuld af Petroleum ned gennem Vinduet og firede så en lang. Lunte af opplukket Tovværk gennemvædet med Petroleum ned i Kahytten.

 

Styrmanden var nu klar over, at han var i Fare, hvis han blev, hvor han var. Gennem Skylightet lykkedes det ham at slippe ud på Dækket. Her be­væbnede han sig med et Stykke Bræt, og da Ump, der ikke havde set ham, kom forbi, tilføjede han ham et Slag oveni Hovedet. Ump tabte nu åben­bart Modet ganske og bad ynkeligt for sit Liv og foreslog selv at lade sig binde, og han lovede at blive liggende roligt, til Styrmanden fandt et Reb. Han gik selv hen til Vantet og lod sig også ganske rolig binde på Hænder og Fødder og om Halsen. Selv satte Styrmanden sig lige overfor ham med øksen som havde ligget på Dækket, ved Siden af sig.

 

Styrmanden forklarede yderligere, at det var rigtigt nok, at Ump var sprunget overbord, men det havde næppe været hans Hensigt at drukne sig, han havde i så Fald meget hurtigt opgivet den Hensigt, for han havde straks grebet efter den Line, der blev kastet ud til ham.

 

Tre Dage efter blev Arrestanten udskrevet fra Hospitalet.

I et følgende Forhør uddybede han sin Tilståelse.

 

Han forklarede, at han havde stået til Rors og havde da fået et Slag af Kaptajnen, fordi han ikke styrede rigtigt.

 

Lidt efter satte Kaptajnen en anden Mand til Roret og bad ham følge med forud. Da han troede, at han skulle have flere Prygl, blev han aldeles ra­sende. Han tog et Stykke Træ, der lå, og slog dermed Kaptajnen oveni Hovedet. Kaptajnen styrtede om uden en Lyd.

 

Så gik han ind i Folkelukafet. Her blev det ham klart, at den eneste Måde, hvorpå han kunne undgå Straf for at have myrdet Kaptajnen, var, at rydde hele den øvrige Del af Besætningen af Vejen, og han be­stemte sig så til at forsøge at udføre dette. Han gik så op på Dækket.

 

Han listede sig ind på Udkigsmanden, der netop stod bøjet udover Rælingen. Med knyttet Næve slog han ham i Baghovedet og kastede ham derefter straks overbord. Hvorvidt Manden var død eller ej, gjorde han sig ingen Tanke om.

 

Han tog så Kniplen, hvormed han havde dræbt Kaptajnen og gik agterud, hvor han listede sig bagom Rorgængeren. Han slog ham med fuld Kraft i Hovedet.

 

Derefter gik han ned i Styrmandens Kahyt i den Hensigt at gøre det af med ham, og der fulgte så Kampen.

 

Han havde nu tre tilbage.

Men han måtte handle hurtigt, det var han klar over.

Da Skibet var uden Styring, slog Sejlene nemlig over, hvad der gjorde stærk Støj og fik Skibet til at krænge over, og de to Matroser kom da også styrtende op.

Først den ene så den anden tildelte han med Kniplen et Slag i Hovedet, så at de faldt om på Dækket.

 

Han kastede så de fem Lig i Vandet.

Det var nu begyndt at dages.

 

Kokken kom op på Dækket, men før den arme Mand havde fået Tid til at se sig omkring, havde også han fået et Slag i Hovedet, og blev omgående kastet overbord.

Han satte så Skibsbåden i Vandet, men han turde alligevel ikke be­give sig ud i den alene.

 

Han satte sig derimod til at vente på, at et forbi sejlende Skib skulle se de blafrende Sejl og komme til Hjælp. At han så ville blive behandlet som Morder faldt ham slet ikke ind.

Han mente dog, det var bedst, at han fjernede Sporene efter sin Ugerning og gav sig til at overtjære Blodplet­terne. Hvorledes han skulle forholde sig med Styrmanden, var han ikke klar over. Han tænkte på at sætte Ild i Kahytten, når et Skib nærmede sig for at tilkalde Opmærksomheden, og derved ville Styrmanden også indebrænde, hvis han da ikke slap ud gennem Skylightet, og for den sidste Eventualitets Skyld bandt han en Kniv til en Bådshage for at kunne holde ham fra Livet.

 

Da han havde hældt Petroleum ned i Kahytten og lavet Lunten, blev han dog betænkelig ved Faren derved og opgav det.

 

Han forsøgte så at styre Skibet for at sætte det på Land, men det lystrede ikke Roret.

 

Så ville han gå ned for at hente nogle Tvebakker, da han var blevet sulten. Men på Vejen fik han et Slag i Hovedet og styrtede om, og Styr­manden stod så over ham.

 

Han nægtede at have plyndret Ligene. Han påstod, at Kaptajnen ikke havde haft Støvlerne på, de lå i hans Kahyt, og der fandt han også Uret og Kæden og Fingerringen. Kaptajnen havde

en anden Ring på Fin­geren.

 

I Folkelukafet havde han fra de forskellige Køjesække taget nogle Ting, han havde Brug for, og lagt dem, ned i Kaptajnens, skibskiste, som han slæbte op på Dækket for at tage den med, når han forlod Skibet i Båden.

 

Styrmand Nuck kunne godkende, denne Forklaring for så vidt ham angik, idet han erklærede, at han antagelig havde ligget besvimet nogen Tid, så at der var gået længere Tid, fra Overfaldet på ham først skete, og han fik Ump uskadeliggjort.

 

At de to Matroser og Kokken ikke havde hørt noget til Kampen og hans Råb om Hjælp havde sin Grund i, at der mellem hans Kahyt og de andre Folkelukafer var et lille Rum opfyldt af Sejl, der havde taget Lyden.

 

I et afsluttende Forhør den 17. November erkendte Ump, at medens Drabet af Kaptajnen var sket i Hidsighed, dræbte han de andre 5 med koldt Blod og efter roligt Overlæg.

 

Det var nærmest af Frygt for, at de andre skulle dræbe ham straks, at han begik de andre Drab.

 

Da Forbrydelsen var sket på udenlandsk Skib i rum Sø, blev Sagen sluttee her for at overgives til de russiske Myndigheder.

 

Kort efter blev Jan Ump ført ombord på et Skib, der skulle bringe ham Riga.

Hvilken Skæbne, der ventede ham der, var der ingen Tvivl om.