Jens Asger Bech.

(1891)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

Han hed Asger Bech

Med få Flasker Blæk

Han skrev, hvad man ej vasker væk.

Først drev han den a',

Så Greven han ga',

Indtil han blev greven en Da'.

Ja, Verden bli'r nydt,

Og Verden bli'r snydt,

At Verden bli'r snydt er ej nyt.

Men Prioritet

I Kongens Karet

Er- åh, næh, gå væk - det er Bech.

Hvor er Greven?

Fem Tusinde her, fem Tusinde der,

Tak for Seven, han ku' ha' fået mer'.

 

 

DET var første vers af en Vise af Axel Henriques, der blev sunget i Sommerrevyen 1891 under Jubel fra Publikum.

Ikke mindre Munterhed havde den Sag vakt, som Visen handlede om.

At en 20-årig ung Mand havde kunnet tage en Række af Byens hård­hudede Pengeudlånere eller Ågerkarle, som man dengang mindre ømfindt­ligt kaldte dem, eftertrykkeligt ved Næsen, og til en af dem givet Pant i Kon­gens Guldkaret, det var noget, som 90-ernes Københavnere med deres vidt ­bekendte Humør ikke kunne stå for.

 

Hovedpersonen i Sagen var som sagt en ung Mand på 20 År, hans Navn var Jens Asger Bech,

Han var Søn af den nedenfor omtalte Kaptajn Søren Peter Jensen Bech.

Han havde gået i en god Skole og derefter været på Handelskursus.

 

Men bestille noget havde han ikke den fjerneste Lyst til, men, som der står i Visen, han drev den af, og da han allerede i en meget ung Alder havde flotte Tilbøjeligheder, blev det til Tyveri.

 

Det indbragte ham 18 Måneders Forbedringshus, men, som det jo hæn­der, var Straffens forbedrende Virkning heller ikke i dette Tilfælde særlig stor.

 

Godt og vel et halvt År efter sin Løsladelse blev han på ny anholdt, men i de mellemliggende Måneder havde han haft en dejlig Tid.

 

Han havde i Ordets bogstavelige Forstand givet Greven.

 

Det begyndte med, at han skrev en falsk Veksel på 2500 Kr. med to kendte Borgeres Navne på, og den fik han diskonteret hos en kendt Penge­udlåner, "Forretningsfører" Nielsen, hvis Hustru havde et lille Cigarudsalg i Studiestræde, hvilken Forretning han førte, og hvor han selv officielt havde en juridisk Skrivestue.

 

Da det var gået så let og smertefrit for ham, skrev han en anden, bety­deligt større Veksel med to andre Navne på og fik Penge for den hos en anden Ågerkarl, en "Grosserer" Poulsen i Sct. Pederstræde.

 

Hos de dyreste Skræddere og Skomagere bragte han sin Garderobe i fi­neste Orden, en Diamantring til 900 Kr. en Slipsnål til 400-Kr. et dobbelt­kapslet Guldur med Kæde satte Prikken over i'et for hans Velklædthed, og for de sidste Penge indfriede han den første Veksel og vandt dermed Men­neskevennen Nielsens fulde Tillid.

 

Så en Dag kom han op til ham og betroede ham Under-løfte om stren­geste Diskretion, at han ikke var den, han havde udgivet sig for, men i Vir­keligheden var ældste Søn af en af vore fornemste Lensgrever.

 

Nielsen var i højeste Grad imponeret og glad over at have en så fin Klient, og det var nærmest en Formssag og egentlig slet ikke nødvendigt, at han lod sig forevise en Skrivelse fra Godsforvalteren på Grevens Gods om, at Grevens årlige Indtægter var over 30,000 Kr.

 

Der var da heller ikke det fjerneste i Vejen for, at Greven kunne få en Veksel på 12,000 Kr. diskonteret, det ville blot tage ham et Par Dage at skaffe Pengene fra sine Forbindelser.

 

Disse Forbindelser, en Mælkeforpagter og en forhenværende Bagermester, lod sig også dupere af det i høj Grad mærkeligt affattede Dokument fra Godsforvalteren og stillede gladelig Pengene til Disposition.

 

Noget har det vel nok gjort, at den tidligere Veksel var blevet indfriet så prompte, og at der ikke var nogen Indvendinger imod de just ikke blide Renter, der skulle betales.

 

Af de godt og vel 10,000 Kr. han fik udbetalt, indfriede han Vekslen hos Poulsen og benyttede Lejligheden til også under strengeste Diskretionsløfte at fortælle ham om sin fornemme Byrd, med det Resultat, at da han havde fremskaffet en Erklæring fra Godsforvalteren, hvori denne foruden at attestere, at Grevens Årsindtægt var på over 35,000 Kr. selv erklærede sig villig til at kautionere for indtil 25,000 Kr. fik han et almindeligt Gælds­bevis på 15,000 Kr. honoreret.

Nu blev Verden nydt!

 

Tiden gik som Regel med Ridetur om Formiddagen eller en Tur op igennem Byen iført ulasteligt Ridekostume, så stor Frokost, Omklædning og Spadseretur, så Middag med 3-4 Venner eller Veninder på en af de dy­reste Restauranter, hvor han var en velset Gæst.

 

Sine Aftener tilbragte han på Byens Forlystelsessteder, han havde Stam­bord i "Kisten", og her sad han som den flotte og glade Giver i en stor Ven­nekreds af Byens jeunesse dorée, der dog ikke var så guldbeslået som han selv.

 

De havde alle sammen høje Hatte på, hvad man naturligvis måtte have, når man da ville regnes for noget, og det var en Yndlingssport, når Stem­ningen ,hen på Aftenen var kommet i Vejret, at slå hinanden oven i Hat­tene, så Hattemageren den næste Dag kunne levere et nyt halvt Dusin.

 

Lidt Ballade kunne der jo nok blive en Gang imellem med de andre Gæ­ster, men Bech var så god en Kunde, at Kontrollørerne altid hjalp ham med at få det ordnet i Mindelighed med det samme, så at han og Vennerne slap fra det med højt regnet et blåt øje eller en flået Frakke.

 

Men ikke blot levede Vennerne gratis, var en af dem i Pengeforlegenhed, kunne han trygt regne med et Lån på både et og to Tusinde Kroner, som han ikke behøvede at kvittere for, og som han kunne betale tilbage, når eller hvis han havde Lyst.

 

Men med den Fart, der var på, var der ikke Forslag i Pengene, og der måtte nye Lån til, 5000 her og 5000 der, men det var kun Småbeløb, der ikke forslog mere end en Skrædder i Helvede.

 

Så fortalte han Nielsen, at han måtte have et større Beløb på en Gang, og kom frem med et Kautionsdokument fra Godsforvalteren Mage til det, Poulsen havde været så glad for.

Nielsen var tilfreds dermed, men Bagmændene var knapt så villige og syntes bl.a. at det Stempel, som Godskontoret benyttede, så noget under­ligt ud, men Nielsen beroligede dem med, at han vidste, at det alt sammen var i Orden, og da en af de andre insisterede på at ville se Greven, måtte han alvorligt bebrejdende fortælle ham, at det ville være en blodig Fornær­melse mod deres fornemme Klient, som altid havde betalt sine Lån tilbage, og som, det måtte de da indrømme, var så fin en Mand, at han aldrig gjorde den fjerneste Indvending imod, hvad han skulle betale i Renter og Omkostninger.

 

Det endte da også med, at Bagermesteren honorerede et Gældsbevis på 25,000 Kr. og en Høker Petersen lovede 3000 Kr.

Den lille Høker var dog forsigtigere end de andre og ville have mere reel Sikkerhed.

 

Bech tilbød så flot, at han da gerne ville give Pant i en Hest og en Karet, som han havde erholdt allerhøjeste Tilladelse til at have stående i de kongelige Stalde på Christiansborg, hvor han kunne vise dem frem, hvis man ikke troede ham på hans grevelige Ord.

 

Han udfærdigede så et Dokument, hvorefter han tilstod "at have solgt, med Forbehold af Tilbagekøbsret den mig tilhørende Skimmelhingst "Skjald", 4 År gl., 10 Qv. 2 Tm., samt den mig tilhørende Gallakaret med Silkebrokade og Betræk samt det grevelige .... Våben påsat i Guld og Emalje for en Sum af 3000 Kr.", og en Eftermiddag tog han Nielsen med ned til Christiansborg, hvor han gennem de åbne Porte til Staldene viste ham først en pragtfuld Skimmel og derefter en Gallakaret.

 

Han ville ikke tage ham ind i Staldene, for det, kunne han jo nok for­stå, ville vække så megen Opmærksomhed, og det forstod Nielsen også godt, men hvad han ikke forstod, var, at det var en af den kongelige Stald­etats Heste og Kongens Guldkaret, han havde set.

 

Man forestille sig en lille Høker i sit fineste Puds stolt over at være på Eftermiddagstur med den fornemme Greve, og man tænke sig, hvilke Drømme, han har drømt om sine og sin Families Søndagsudflugter på Brokade og Betræk i Tilfælde af, at han skulle komme til at overtage sit pant.

 

Men også de Penge skaffede Bech Ben at gå på.

 

Et Par Varietesangerinder, som han tog sig beskyttende af, kostede ham en hel Del, de skulle jo både have fine Klæder og Juveler og Guld- og Sølv­sager, de aftenlige Sold og Rejser til Hamborg og Berlin tog også deres Part. ­Fra en af Rejserne til Berlin skrev han et Brev til Vennen Nielsen og fortalte ham, at han havde fulgt en af sine Onkler derned og nu set ham "godt og vel anbragt i Midten af den danske Legations Gesandtskab."

 

Da der var gået et Par Måneder, trængte han til flere Penge, men da både Poulsens og Nielsens Bagmænd var spændt hårdt nok for, måtte han gå til en tredje Udlåner.

 

I blind Selvtillid forlangte han to Veksler på 6000 Kr. hver diskonteret mod det sædvanlige Kautionsbevis fra Godsforvalteren.

 

Denne Pengeudlåner var dog mere forsigtig eller måske snarere mindre letsindig og godtroende, end de andre havde været, og forlangte en Bekræf­telse fra Endossenten på Vekslerne, en af vore fineste Godsejere.

 

Nå, det var hurtigt klaret. Bech sendte en af sine Venner til Næstved for derfra at afsende et Telegram om, at Sagen var i Orden.

 

Nu var den klaret, for så vidt angik Pengeudlåneren, men de Forbin­delser, han plejede at få Penge fra, var ikke så villige, og han gik så til en Sagfører for mulig gennem ham at få fremskaffet Beløbene.

 

Men Sagføreren anede Uråd og henvendte sig til den virkelige Greves sekretær, og så var det forbi.

 

En Sammenkomst, hvor Bech blev nødt til at tilstå, en Anmeldelse til Politiet, Anholdelse midt på Østergade i Strøgtiden, Arrestation og en Række Forhør i Kriminalretten, hvor Pengeudlånerne og deres Bagmænd havde det alt andet end godt, hvor Bagermesteren måtte høre, at de 28,000 Kr. han havde ude, var væk, og Høkeren blev på det rene med, at han var kommet godt op at køre, men på en anden Måde, end han havde drømt om.

 

Sagen var hurtigt afsluttet, og Dommen faldt i August 1891. Den lød på 5 Års Forbedringshusarbejde.

Bech ville ikke appellere, han syntes åbenbart, at han var sluppet ret nådigt.

Han tænkte måske: "Han ku' ha' fået mer'."