Jens Nielsen.

(1884-1892)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

 

FORSPILDT - ikke til Gavn eller Glæde for hverken sig selv eller andre, men kun til Sorg og Ulykke for alle, han kom i Berøring med, det er dette, man bedst kan karakterisere Jens Nielsens Liv som.

 

Han var født i November 1863 af meget fattige Forældre, Faderen så han i sine første Barndomsår ikke meget til, da han sad i Forbedringshuset.

 

Da Moderen, der var Krøbling, ikke kunne tjene til Livets Ophold, blev hun sammen med den lille 8-årige Dreng indlagt på Fattiggården.

 

Her udviklede Drengen allerede sine forbryderiske Tilbøjeligheder, han stjal og rapsede, og efter et Par Års Forløb blev han anbragt på Opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Kun 2 Måneder efter blev han overført til den strengere Anstalt Landerupgård ved Kolding; hvor han var til sin Konfir­mation i 1877.

 

Så blev han sat i Tjeneste hos en Gårdejer i Nærheden, men da han og­så havde stjålet her og i den Anledning var blevet truet med at blive sendt tilbage til Opdragelsesanstalten, stak han af og tog til København. Her begik han nogle Tyverier og blev, 15 År gammel, idømt 25 Slag Ris. Så blev han sendt tilbage til Flakkebjerg, men undløb herfra og fortsatte sine Tyverier forskellige Steder, indtil han en Måned efter i Odense blev straffet med 2 Gange 20 Slag Ris, fordelt på 2 Dage, og så blev han atter sendt til Lande­rupgård.

 

For blot at komme bort herfra satte han to Gange lid på Gården og blev herfor i en Alder af 17 År dømt til 2 Års Forbedringshusarbejde.

 

Efter Udståelsen af denne Straf blev han af sin Forsørgelseskommune hjulpet til Canada. Efter nogle Tyverier der rejste han til New York, hvor han tog Hyre på et Skib, der bragte ham til Vliessingen, hvor han afmøn­strede, og via Rotterdam havnede han i London.

 

Her blev han to Gange straffet for Tyveri, den første Gang med 2 Må­neders, den anden Gang med 1 Års Strafarbejde.

 

Så tog han til Søs igen, deserterede i Helsingfors efter at have bestjålet Kaptajnen, og rejste gennem Finland til Åbo, idet han benyttede enhver Lej­lighed undervejs til at stjæle.

 

Fra Åbo rejste han til Sverige, hvor han, i 1882, ved Rådhusretten i Kal­mar blev idømt 1 Års Strafarbejde for Tyveri, og efter udstået Straf ud­vist og oversendt her til Landet.

 

Efter en kort Tids Ophold i København med Tyveri som eneste Beskæf­tigelse tog han til Svinninge, hvor hans Fader boede, dog var det næppe af sønlig Kærlighed, men snarere fordi han fandt Jorden brændende under sig.

 

Da der var Dyrskue i Jyderup, og han gerne ville deltage i de Forlystelser, det frembød, men han ingen Penge havde, satte han Ild på en Gård i Kaje­mose udelukkende for under Branden at få Lejlighed til at stjæle en Penge­kasse, som han havde set, Gårdejeren lagde sine Penge i. Det lykkedes ham også at få fat i Pengekassen og få den gemt i en Spand, men Gårdejeren opdagede den, og tog den til sig.

 

Samme Nat brød han så ind på en anden Gård og stjal 30 Kr. De fleste af disse Penge gav han ud på Dyrskuepladsen ved Tombolaerne og i Skydeteltene.

 

Tre Dage efter blev han anholdt og indsat i Arresten i Holbæk. Herfra undveg han et Par Dage efter. På sin Flugt ind mod København kom han til det Resultat, at den bedste Lejlighed til at begå Tyveri på alligevel var først at sætte Ild på Gården og benytte den derved opståede Forvir­ring til at stjæle.

 

Da han var nået til Valby, antændte han en Nat Stråtaget på en stor firlænget Gård, der nedbrændte til Grunden. Ilden forplantede sig til to andre store Gårde, der ligeledes nedbrændte totalt. Da Ilden alle tre Steder havde bredt sig med en rivende Hast, så nogle af Beboerne endog kun med Nød og næppe havde kunnet redde sig i det blotte Linned, fik han ikke Lej­lighed til at stjæle der, og han gik så over til en fjerde Gård, hvor Ejeren imidlertid viste ham bort. Af Harme herover satte han lidt efter Ild til Taget, og denne Gård brændte også ned.

 

Den næste Nat antændte han en Gård i Hvidovre, der ligeledes brændte ned til Grunden. Han blev opdaget på Brandstedet og anholdt.

 

Han tilstod beredvilligt alle Brandstiftelserne og forklarede, at det havde været hans Hensigt at brænde en anden Gård af, og i det hele taget fortsætte dermed, indtil han havde fået stjålet så meget sammen, at han kunne ud­vandre.

 

Foruden disse Ildspåsættelser tilstod han, at han i London havde anstiftet den store Brand, der Natten mellem den 8. og 9. Februar 1881 hærgede Vic­toria Dokkerne. Ved den Lejlighed brændte store Varelagre, Huse, Skibe og Både i en Omkreds af over en Fjerdingvej fra det Sted, hvor han havde tændt Ild i nogle Bomuldsballer, og Skaden var af Chefen for det Londonske Redningskorps opgivet til ca. 1 ½ Million Pund Sterling.

 

Under Branden havde han kun set Lejlighed til at stjæle nogle Klædnings­stykker, bl.a. et Par Uniformsfrakker tilhørende Toldvæsenet.

 

Et Par Aftener efter satte han Ild i et stort Rebslageri i Udkanten af Byen, hvor Skaden androg ca. 5000 Pund.

 

Samme Aften blev han anholdt, da han var i Besiddelse af den ene af Uniformsfrakkerne, og da han tilstod at have stjålet den, fik han de to Må­neders Strafarbejde, men selve Branden mistænkte man ham ikke for.

 

To Dage efter, at han havde udstået denne Straf, satte han Ild på et Pakhus ved London Bridge. Ilden blev dog straks opdaget og slukket. Her fik han heller intet andet Udbytte end nogle Klæder.

 

Han blev nu ked af at være i London og henvendte sig på det danske Generalkonsulat for at blive hjemsendt. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre, da han ingen Papirer havde.

 

Den følgende Nat gjorde han Indbrud på Konsulatet og stjal forskellige mindre Ting. Han blev anholdt og idømt sin anden Straf i England, 1 Års Strafarbejde.

 

For Brandstiftelse her i Landet og dem i London, som efter Justitsmini­steriets Resolution blev inddraget under Sagen, blev han ved Søndre Birks Ekstrarets Dom af 7. Marts 1884, ikke 22 År gammel, idømt Tugthusarbejde på Livstid.

 

Dommen blev stadfæstet af Landsoverretten, dog at Straffetiden nedsattes til 16 År.

 

Denne Dom virkede knusende på ham.

Tanken om at skulle tilbringe de mange År inden for Tugthusets Mure var ham uudholdelig. Så hellere miste Livet.

 

Han var en vanskelig Fange og blev derfor ofte irettesat af den Fængsels­betjent, der havde det særlige Tilsyn med hans Afdeling. Dette oparbejdede et Had i ham, dels mod Betjenten, dels mod Embedsmændene og alle de andre i Anstalten ansatte.

 

For at få Hævn over dem og for at komme af med Livet, hvad han stadig mente var langt at foretrække for de Fremtidsudsigter, der stod ham åbne, besluttede han sig til at dræbe Betjenten, og allerede 5 Måneder efter sin Indsættelse iværksatte han et Forsøg herpå, idet han en Dag slog Betjenten i Hovedet med et Jernvægtlod, som han havde inde i sin Celle til Brug ved sit Arbejde. Slaget var ikke dræbende, og Betjenten kom sig snart igen.

 

For dette Mordforsøg blev han ved Højesteretsdom af 3. Juni 1885, efter Plakat af 31. August 1813, dømt til at have sit Liv forbrudt.

 

Efter Indstilling fra samtlige Voterende i Højesteret blev denne Straf ved kongelig Resolution eftergivet ham, mod at han hensattes til Tugthusarbejde for Livstid under streng Bevogtning, d. v. s. i Enecelle.

 

Den 18. August blev dette forkyndt for ham, og han udtalte straks, at han langt havde foretrukket ikke at blive benådet.

Allerede en Uge efter gjorde han Forsøg på at slå en anden af Betjen­tene ihjel.

 

Denne Gang benyttede han en Mursten, som han havde pillet ud af Væg­gen og omvundet med noget Tvist, så det dannede en Slynge, men heller ikke dette Overfald blev farligt.

 

Under Forhørene forklarede han, at allerede medens Sagen angående hans første Mordforsøg var ved Retten, var han kommet til at tænke på, at han muligvis ville blive benådet, men så for bestandig skulle henleve sit Liv i Enecelle uden noget Menneske at tale med, og det stod ham da klart, at en sådan Straf ville han ikke kunne udholde, og da han på den anden Side manglede Mod til selv at berøve sig Livet, så han ingen anden Udvej til at fremtvinge Fuldbyrdelsen af en Livsstraf end at slå en af de andre Betjente ihjel.

 

Tanken havde dog ikke fæstnet sig hos ham, men da Fæng­selsinspektøren havde meddelt ham, at han var blevet benådet og at han skulle forblive siddende i Enecelle, modnedes hans Plan, som han så nogle Dage efter udførte. Han havde nøje gennemtænkt, hvilket Øjeblik han skulle benytte, nemlig det Sekund, da Betjenten om morgenen vendte sig halvt om fra ham for at tage imod Brødrationen, som en anden Fange stod med. Noget Had til eller i det hele taget noget udestående med denne Betjent havde han ikke, det var ham ganske ligegyldigt, hvem det kom til at gå ud over, han ville blot selv af med Livet.

 

Ved Højesteretsdom af 18. Februar 1886 blev han atter dømt fra Livet.

Af de 10 voterende Dommere indstillede de 6 ham til Benådning, og for anden Gang blev Livsstraffen ham eftergivet mod Hensættelse i Tugthuset for Livstid under streng Bevogtning.

 

Der blev nu, som rimeligt var, passet særligt godt på den farlige Fange, der jo ikke må få blot den ringeste Lejlighed til at foretage et nyt Mord­forsøg.

 

De følgende År gik da også, uden at der skete noget. Han var i alt Fald tilsyneladende faldet til Ro, men han var dog stadig en besværlig Fange, der Gang på Gang begik Små forseelser.

 

Efter som Årene gik, voksede der i ham et Had til de øverste offentlige Myndigheder, navnlig til Justitsministeriet, fordi man ikke ville tillade ham, for hvem Ensomhed var det værste af alt, at afsone Straffen sammen med de andre Fanger, men da han var klar over, at han ikke kunne ramme disse Myndigheder, besluttede han at udløse sin Hævnfølelse ved at overfalde en af Betjentene, og han havde allerede udtænkt, hvem det skulle være, nemlig ham, der havde det særlige Opsyn i hans Afdeling, for ham var han blevet vred på.

 

Kort efter blev denne Betjent flyttet til en anden Afdeling, og Jens Niel­sen, som havde opgivet Håbet om i hvert Fald det År at blive overflyttet til Arbejde på Fællesstuerne, bestemte sig så til at vælge Sygebetjenten til Offer.

 

Han gennemtænkte det hele ganske nøje, hvad Øjeblik han skulle vælge, og hvilket Våben han skulle bruge.

 

Da Betjenten sammen med Lægen var kommet ind i hans Celle, fik han ham, ved at gøre en Bemærkning om, at der trængte Røg ud af Skorstenen, til et Øjeblik at vende Hovedet bort, og det Sekund benyttede han til at hugge ,ham i Hovedet med et Ben, som han havde brækket af sit Arbejdsbord, og hvori han med Vilje for at gøre det til et farligere Våben havde ladet to lange Søm sidde i.

 

Til alt Held ramte Slaget ikke præcist, og det blev afbødet af Betjentens Uniformskasket.

Det hele var gået så hurtigt for sig, at de to Betjente, der holdt Vagt udenfor den åbne Dør, kom for sent til at afværge Overfaldet.

 

Under Forhørene viste Jens Nielsen ikke Spor af Anger over nu for tredje Gang at have forsøgt at dræbe et Menneske, som han måtte indrømme, han intet som helst havde imod.

Men han gav Gang på Gang sit Had overfor Myndighederne Luft og udtalte Gang på Gang, at nu var det da umuligt, at man kunne benåde ham igen, denne Gang måtte man da henrette ham, hvad der var det, han ønskede.

 

Og denne Gang blev endelig hans Ønske opfyldt.

Ved Højesteretsdom af 6. Oktober 1892 blev han for tredje Gang dømt fra Livet.

Denne Gang var der dog kun to af Højesteretsdommerne, der stemte for Benådning.

I Henhold til kongelig Resolution blev Dommen fuldbyrdet den 8. Novem­ber s. A. i Horsens Tugthus’ Gård.

Det var den sidste Henrettelse i Danmark.