Jens Peder Nielsen.

(1870-77 -1897)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

I Midten af 90'erne bredte det Rygte sig mere og mere i Kildebrønde og Om­egn, at en Aftægtskone, der i 1877 var fundet hængt, ikke havde begået Selvmord, således som dengang antaget, men var blevet myrdet af Gård­ejer Jens Peder Nielsen, hos hvem hun boede, og Rygtet blev efterhånden så stærkt, at Politiet følte sig foranlediget til i Begyndelsen af 1897 at fore­tage en Undersøgelse.

 

Af det i sin Tid optagne Politiretsforhør fremgik det, at den 48-årige Aftægtskone Dorthea Nielsdatter den 12. November 1877 om Eftermiddagen var fundet hængt i Gårdens Tærskelo.      

Da man var blevet urolig over ikke at have set hende siden om Morge­nen, tilkaldte man nogle Naboer, og disse i Forening med Gårdejeren fandt hende inde i Loen hængende i knælende Stilling i et Reb, der var fastgjort til en Loftsbjælke, og en Stige stod ved Siden af.

 

Dagen efter foretog Distriktslægen Syning af Liget og afgav en Erklæring, hvorefter der "om Halsen fandtes den ved Hængning sædvanlige Strikke­fure, omtrent en Tomme derunder, stærkest fremtrædende fortil - lige­som Strikkefuren - var der endvidere en ganske smal Fure, som af en tyn­dere Snor, formentlig hidrørende fra Kjolelivets øverste Kant.

Endelig fandtes på Hagens nederste Del et bueformet Indtryk, som måtte antages at hidrøre fra Strikken, hvormed Hængningen var sket.

I øvrigt fandtes intet Spor af ydre Vold."

 

Da det var blevet forklaret, at Afdøde havde været tungsindig, blev det antaget som godtgjort, at hun havde begået Selvmord i et Anfald af Tung­sind.

 

Jens Peder Nielsen besværede sig et Par Dage efter til Politiet over, at det blev sagt, at han skulle have øvet Vold mod Afdøde og været Skyld i hendes Død, og i den Anledning blev Liget undersøgt af en anden Læge, der erklærede, at "ingen som helst udvortes Beskadigelse eller Tegn på Vold fandtes. Det fremgår heraf, at Selvmord foreligger." (!)

Forhøret blev derefter sluttet.

 

Ved de nu foretagne Afhøringer forklarede Sognefoged Niels Petersen og en anden Gårdejer bl.a., at der altid havde hvilet noget mistænkeligt over den Måde, hvorpå Dorthea Nielsdatter var kommet af Dage, især kunne in­gen af dem forklare sig, hvorledes der kunne være to Hængningsfurer om hendes Hals, hvis hun selv havde berøvet sig Livet.

 

Når de ikke i sin Tid havde sagt noget om det i Forhøret, var det, fordi de ikke var blevet spurgt om deres Mening, og straks dengang havde de måske ikke tænkt så meget derover.

 

To Kvinder, der havde deltaget i at klæde Liget, var sikre på, at Af­dødes ene øje var "både ophovnet og blåt".

 

En af de Mænd, der havde været med til at søge efter Afdøde, huskede bestemt, at medens Jens Peder Nielsen ellers hele Tiden som den huskendte var gået forrest, blev han stående uden for Døren og lod de andre gå først ind i Tærskeloen, hvor de så fandt Afdøde.

 

Ved Politiets Afhøringer fremkom der i øvrigt Oplysninger, der kunne tyde på, at en Aftægtsmand Jens Pedersen, som Jens Peder Nielsen havde haft på Aftægt på en Gård, som han tidligere havde haft i Koblerne i Horns Herred, heller ikke havde hængt sig, som det dengang blev antaget af Politiet, men ligeledes var blevet myrdet af Nielsen.

 

Omstændighederne ved dette Dødsfald Var følgende:

Lørdag den 24. September 1870 kørte Jens Pedersen, der var 64 År gam­mel, sammen med Jens Peder Nielsen ud i Skoven for at hente et Læs Brænde. Op ad Formiddagen kom Nielsen alene tilbage og meddelte, at Jens Pedersen havde villet gå hjem.

 

At han ikke kom hjem i Løbet af Dagen, blev man ikke urolig over, da man tænkte, at han var gået i Besøg hos en af sine Sønner for en Dag eller to. Men da man Mandag Morgen hørte, at han ikke havde været der, blev man højst ængstelig og søgte efter ham.

 

Ude i Skoven fandt man ham i knælende Stilling hængt i et Træ. Rebet var slynget op over en Gren og fastgjort til en anden, lavere Gren.

 

Fogedretten fandt ikke nogen Grund til at tvivle om, at der forelå Selv­mord.

Ved den Undersøgelse, Politiet nu foretog, blev det af alle dem, der havde kendt den Afdøde, udtalt, at ingen nogen Sinde havde kunnet tænke sig, at han, der var rask, og rørig og livsglad, skulle have begået Selvmord, og at det allerede dengang og også nu var den almindelige Mening, at han var blevet myrdet af Jens Peder Nielsen, der altid havde været hård og ond imod ham.

 

To af dem, der havde fundet Liget, erindrede bestemt, at begge Hænder var blodige og hudafskrabede, og et andet Vidne kunne huske, at det i For­høret blev oplyst, at det Reb, Afdøde blev fundet hængt i, var af akkurat samme Slags som en lang Line, Nielsen, havde, hvilken Oplysning havde gjort et meget ubehageligt Indtryk på Nielsen.

 

En Del af Beboerne i Kildebrønde indsendte nu et Andragende til Justits­ministeriet om, at Sagen måtte blive gjort til Genstand for en grundig Un­dersøgelse, og to af afdøde Dorthea Nielsdatters Sønner erklærede sig villige til eventuelt at afholde Omkostningerne.

 

Ministeriet beordrede derefter, dog først i September Måned, Herreds­foged Petri fra Ramsø-Thune Herreder til som Kommissionsdommer at fo­retage de fornødne Undersøgelser i begge Sager.

 

Dommer Petri lod øjeblikkelig Jens Peder Nielsen, der nu boede i Vejle, hvor han kort i Forvejen havde været arresteret sigtet for Brandstiftelse, anholde og transportere over.

 

Han nægtede bestemt at have nogen som helst Andel i de to Menneskers Død.

 

I et af de første Forhør udtalte Sognefoged Niels Petersen yderligere; at han var af den bestemte Mening, at Mærket på Ligets Hage måtte være fremkommet ved, at Rebet bagfra var kastet over Afdødes Hoved, har ramt på Hagen og er blevet strammet, hvorefter det er blevet ført ned på Halsen.

 

Dette måtte efter hans Mening være gjort af Nielsen, og navnlig mente han ikke, det kunne antages, at Afdøde fra Stigen, som hun skulle være stået op på, havde kastet sig ned med Hovedet i Løkken og fået den an­bragt på Hagen, eftersom den formentlig i så Fald ville være gledet opad og ikke nedad.

 

Et fuldkomment rigtigt Ræsonnement, som Fogedretten og Distriktslægen dengang burde være kommet til!

 

Andre Vidner forklarede, at de ikke havde kunnet tro, at Afdøde havde taget sig selv af Dage, da de ikke kunne finde nogen som helst Grund til, at hun skulle have gjort det, hun havde nok et tungt Sind, men hun var slet ikke melankolsk, og havde aldrig udtalt sig med, at hun var ked af Livet og kunne ønske at dø, og for øvrigt vidste man, at hun i de sidste Dage, hun levede, havde planlagt forskelligt for de følgende Dage.

 

Ikke mindre end fire Kvinder forklarede, at Furen på Halsen efter den tynde Snor umuligt kunne være frembragt af Kjolelinningen, da Afdøde al­drig gik med højhalsede Kjoleliv, noget som de straks havde talt om efter Forhøret, hvor den Teori var blevet fremsat bl.a. af Lægen.

 

Et andet Vidne forklarede, at han altid havde fundet det mistænkeligt, at Afdøde skulle have gjort sig det Besvær at slæbe den ret tunge Stige så langt fra dens Plads, når hun på så mange Måder langt lettere kunne have hængt sig, om hun havde villet.

 

Det oplystes endvidere, at kort efter Dødsfaldet flyttede Enkemanden hen til noget Familie, og her besøgte Nielsen ham nogen Tid efter og havde da noget Frugt med til ham. Den Gamle spiste straks en Pære, som Nielsen rakte ham, og Dagen efter blev han syg med stærk Diarrhoe, og han blev ikke rask igen, men døde 5 Uger efter, hvad man havde haft Mistanke om, skyldtes, at der havde været Gift i Pæren.

 

Med Hensyn til Aftægtsmand Jens Pedersens Død forklarede et Vidne, at han i hvert Fald een Gang havde hørt Jens Peder Nielsen udtale, at kunne han blot slippe af med Manden, for hende, Konen, blev han så nok kvit, hvad Vidnet havde opfattet som en Hentydning til, at Konen var svagelig, medens Mandens Død lå ham mere på Sinde, da han var rask og rørig, og et andet Vidne forklarede, at han flere Gange havde hørt Nielsen sige, at hvis Aftægtsmanden skulle leve ret længe, så blev han nødt til at sælge Gården.

 

Jens Peder Nielsen, der siden det første Forhør straks efter hans Arresta­tion, i hvilket han bedyrede sin Uskyldighed, kun havde været fremstillet enkelte Gange ganske kort, da han fastholdt sin Nægtelse, fik i et Forhør den 31. Oktober foreholdt alle de kraftige Indicier, der var samlede imod ham.

 

Han forsøgte fremdeles at nægte, men indså nu, at hans Stilling var håbløs.

Så tilstod han at have dræbt både Aftægtsmand Jens Pedersen og Af­tægtskonen Dorthea Nielsdatter.

 

Med Hensyn til Drabet på Jens Pedersen måtte han indrømme, at han nok mange Gange havde ønsket, at han var af Vejen, for Aftægten til ham var så byrdefuld, at han ikke vidste, hvorledes han skulle få det hele til at løbe rundt, men han påstod, at han ikke havde handlet efter en forud­fattet Plan.

 

Det var først, da de stod ude i Skoven sammen, og han var ved at slå Rebet om Brændelæsset, at han fik det Forsæt at dræbe ham.

 

Et Stykke Reb, han stod med i Hånden, slyngede han bagfra om Halsen på sit Offer, der, da det strammedes, sank sammen uden en Lyd.

Han trak så ved Rebet Liget længere ind i Skoven og hængte det op der, for at det skulle se ud, som der forelå Selvmord.

 

Dorthea Nielsdatter ville han heller ikke erkende, at han i Forvejen havde tænkt på at ombringe, om end han også tit og ofte havde ønsket hende død, da Aftægten, han havde på den Gård, var endnu mere tyngende for ham end den tidligere.

 

Først da han den Morgen så hende gå over i Svinestalden, faldt den Tanke ham ind, at der nu var en Lejlighed for ham til at skille sig af med hende.

 

Han fulgte efter hende, og medens de stod og talte sammen om nogle Grise, som hun havde bragt Foder til, og hun stod med Ryggen til ham, slyngede han bagfra et Stykke Hyssing om hendes Hals Og strammede til.

Hun faldt straks om og var død.

 

Han bar hende så ind i Tærskeloen, hentede Stigen og et Stykke Reb, hvoraf han dannede en Rendeløkke, som han lagde om hendes Hals, lagde Rebets anden Ende over en Loftsbjælke og fastgjorde det derom efter at have løftet hende op til knælende Stilling. Hvorvidt han, da han kastede Hyssingssnoren om hende, muligvis først havde ramt hende på Hagen, kunne han ikke sige.

 

At hendes ene øje var ophovnet og blåt, mente han, måtte skyldes, at hun faldt om på Stengulvet.

 

Noget større Udbytte af Drabene havde han ikke fået straks, da begge de efterlevende Aftægtsfolk flyttede fra ham, og han så måtte erlægge atægten i rede Penge, men han måtte erkende, at det også havde været i hans Tanker, at når han var blevet fri for de to, han dræbte, ville de to andre, der begge var svagelige, nok snart dø, og denne hans Forventning blev også opfyldt, idet Jens Pedersens Hustru døde allerede i 1871 og Dorthea Nielsdatters Mand knapt to År efter hans Hustrus Død.

 

Han nægtede nogen Sinde at have kommet Gift i Frugt, han havde givet Dortheas Mand.

Professor Gædeken, der havde haft dette Forhold til Erklæring, udtalte, at efter alt foreliggende måtte Mistanke om, at der forelå Forgiftning, an­ses for i højeste Grad usandsynlig.

 

Ved Kommissionens Dom, i hvis Afsigelse Byfoged Ågård fra Roskilde var beordret til at deltage, blev Jens Peder Nielsen, da de af ham begåede Drab måtte anses for at være udført med Overlæg, idømt Livsstraf.

 

I Højesteret var Højesteretssagfører Asmussen Aktor, medens Højesterets­sagfører P. G. C. Jensen havde Defensors lidet taknemmelige Opgave.

 

Resultatet måtte på Forhånd anses for at være givet, der var ingen Tvivl om, at der i begge Tilfælde var handlet med Overlæg, og Kommissio­nens Dom blev derfor stadfæstet.

 

Ved kongelig Resolution blev Dødsstraffen ændret til Tugthusarbejde på Livstid.

 

Domfældte døde i Straffeanstalten i Januar 1901.